En god, nostalgisk krammer

Sådan karakteriserer Mathilde Norholt ”Dirty Dancing” som god efter-corona-medicin. Det er tredje gang hun træder dansen som den stille Baby, der finder kærligheden – og sig selv. I dag ville hun nok have været en anden, mener Mathilde, som siden første opførelse er blevet mor og har været gennem en god skilsmisse. 

Lige da corona ramte Danmark med lockdown og lukkede teatre, var Mathilde Norholt mellem jobs og på A-kasse, så økonomisk blev hun ikke ramt, men den nye ombæring af ”Dirty Dancing” blev rykket og har nu premiere i Aarhus og ender først turneen i København næste år.

Som at ommøblere hele slottet

Det er ikke svært at finde tilbage, men det er både godt og skidt at have en rolle som Baby inde under huden. Denne gang er der ny instruktør på – Philip Zandén – og han har truffet nogle lidt andre valg, og det er en udfordring, synes Mathilde:

– Det er lidt som at lære at flette håret på en ny måde eller ommøblere hele slottet. Der er meget, der ligger på den mentale harddisk, som nu skal laves om. Det er sværere, men også mere interessant.

– Nej, vi er ikke ude i en sø for at øve svanehoppet (selv om det ville være en god reklame). Det handler mest om styrke og om at kunne læse din dansepartner. Det er lidt som at lære at cykle. Her er det bare hele din core, der er trænet. Så har du det i kroppen.

Yoga og personlig træner

Selvfølgelig skal grundformen være i orden. Mathilde Norholt har to gode hjælpere på det område. Hun træner yoga hos Street Yoga på Vesterbro, som hjælper hende med smidighed og kontakt til kroppen. Derudover har hun en gammel ven, Sofie Blom, som personlig træner. 

– Hun hjælper mig med at få de lange, slanke muskler, som jeg synes ser pænest ud. Vi startede online på grund af corona, men nu er vi begyndt rigtigt. Sådan 1½ time. 

– Da vi var færdige første gang, gik jeg som en 80-årig, tilføjer Mathilde leende.

– Og så undgår jeg kulhydrater, spiser meget protein og passer min søvn … så vidt det lader sig gøre med en 3-årig.

Mathilde har en lang forhistorie med netop ”Dirty Dancing”. Hun var ganske vist kun fire år, da filmen havde premiere, men da hun som barn fik sin første CD-afspiller – et stort monstrum med radio og kassetteafspiller også – fik hun tre CD’er med. Den ene var soundtracket fra ”Dirty Dancing”.

Ripley frem for Baby

– Filmen så jeg først i midten af teenageårene, måske 16-17 år gammel. Sjovt nok var jeg ikke så vild med den. Jeg var mere fascineret af gysere, for eksempel ”Alien” med en anden krølhåret heltinde.

– Det er lidt sjovt, at det lige er annonceret, at filmen skal genindspilles med Jennifer Grey i en af rollerne og som producer. Som filmnørd synes jeg, det er lidt synd at genfortolke klassikere. På den anden side er ”Little Women” indspillet fem gange og ”A Star Is Born” tre gange. Det er ligesom med sange – hvis originalen var et hit, så er det farligt at vende tilbage. Hvis den var so-so, så kan en ny version lettere blive et hit. Men jo. Det er en god historie.

Og til det oplagte spørgsmål: Nej, der er absolut ingen, der sætter Mathilde i hjørnet. Altså måske undtaget hende selv.

– Jeg er nogle gange meget selvkritisk – også over dumme, ulogiske ting. Men jeg øver mig i ikke at gøre det.

Det er kunsten, der adskiller os fra dyrene

Men Mathilde er ikke den, der tier stille og finder sig i tingenes tilstand. Lige nu er hun skuffet over politikerne i forhold til kulturen:

– Jeg synes ærlig talt ikke, man kan se meget forskel på en rød regering i forhold til en blå, når det gælder kulturpolitikken. Og jeg er decideret vred, når jeg oplever, at Københavns Kommune er lige ved at slagte to teatre (Husets Teater og S/H, red.). Øv. Det er jo der, det hele starter. Det er skuffende og uforståeligt. Heldigvis blev teatrene reddet. 

– For prøv at se, hvad der skete, da samfundet lukkede ned: Folk gik hjem og så TV, læste, hørte lydbøger. Det er kunst.

Måske bliver det også på skærmen, vi næste gang får Mathilde at se. Når hun er færdig med ”Dirty Dancing”-turneen til foråret, skal hun i gang med nye projekter sammen med nogle af sine kvindelige kolleger. De skriver på en tv-serie, men noget teater kan også komme på tale.

Opsøg undergrunden og genopliv dit sociale liv

Oven på lockdown og teatre og anden kunst i økonomisk krise, er det op til os selv som kulturforbrugere at gøre noget, mener Mathilde Norholt: 

– Brug nogle penge på noget kultur i den kommende tid i stedet for på dimser og dutter. Vi fylder vores hjem med rigeligt mange pyntegenstande. Støt nuets kunst, køb malerier og bøger. Brug de små teatre og små biografer. Som Frank Zappa udtrykte det: “The mainstream comes to you. You must come to the underground”. Gå på Teatret ved Sorte Hest, på Får 302. Gå til mindre koncerter og poesioplæsninger – der vil du få passion og puls, som du ikke finder i ”The Kardashians” og andre realityshows. Og så vil du få genoplivet dit sociale liv efter corona. Med mundbind og håndsprit, hvor det er nødvendigt.

– Du kan selvfølgelig også opsøge trygheden ved en tur tilbage til 1965 i ”Dirty Dancing”. Vi kan vist alle trænge til en god nostalgisk krammer. 

– Desværre kan vi ikke føle os helt trygge endnu – der kan være flere gys i vente i 2020, for eksempel det amerikanske præsidentvalg, tilføjer hun.

Ville Johnny Castle være en hvid mand i dag?

Men helt gammeldags synes Mathilde nu ikke, ”Dirty Dancing” er:

– Baby er et godt ideal sammenlignet med andre musicalfigurer; hun udvikler sig sammen med Johnny og han med hende. Hun står ved sit seksuelle værd og er ikke bare en lille pige. Hvis vi skal skrue en feministisk vinkel på, så skulle det måske ikke være Johnny, der trak hende frem til sidst, men hende selv, der trådte frem. Men i øvrigt: Hvis den havde foregået i dag … ville Johnny så have været en hvid mand? Jeg kunne godt forestille mig en moderne Baby, der var miljøaktivist, pro-queer/LGBT eller lignende.

Lidt aktivist er der også i Mathilde selv. Hun er sig fuldt bevidst, at ligestillingen ikke er gennemført endnu, hvor der ikke mindst i hendes branche netop er rapporteret, at 62 % af Skuespillerforbundets medlemmer har oplevet, at der ikke var ligeløn. 

Hun kaster også blikket ud i den store verden i sin egenskab af ambassadør for Plan Børnefonden:

– Der er så meget at gøre på verdensplan. Vi må stadig kæmpe mod kvindelig omskæring, mod barnebrude, mod sexslaveri. Det handler om mad på bordet og adgang til uddannelse for pigerne.

Barndomsminder om sommeren ’92

Apropos nostalgi … hvad er så de ”gode gamle dage” for Mathilde?

– Der er to perioder; da jeg var 7-10 år gammel og så i 20’erne, hvor jeg synes, jeg var i byen hele tiden. Den første forbinder jeg med Roxette og med Mr. Big (min mor har altid haft noget med heavy metal) og R.E.M. Og jeg husker tydeligt fodbold EM i 1992. Jeg tror faktisk, min far fældede en tåre. Og bagefter gik vi en tur. Jeg har aldrig før eller siden set Frederiksberg Allé som den aften.

– I mine 20’ere havde jeg travlt – to-tre dagjobs i butik ved siden af skuespillet. Tiden midt i 00’erne forbinder jeg med neonfarvet neglelak, en flagermusskåret t-shirt (sådan lidt avantgardeagtigt), Zarah Voigt-smykker og The Knife.

En lykkelig skilsmisse

Nutiden har bestemt også sine glæder, blandt andet rollen som mor til 3-årige Polly – om end ikke sammen med hendes far. 

– Min kæreste og jeg er gået fra hinanden. Vi har længe holdt det hemmeligt, fordi vi ikke gad se det pisket op i pressen, fortæller hun Liebhaverboligen.

– Vi har det rigtig godt som ekskærester. Han har været helt unik under corona, hvor han har sovet på sofaen for at være der og bakke op. Jeg vil sige, at vi har fundet hinanden venskabeligt, og han hjælper mig meget. Han arbejder ikke inden for det kreative, men han har stor forståelse for de særlige krav, det stiller til familielivet. Jeg er helt sikker på, at det er godt for Polly, at vi finder ud af det.

– Ja, tænk: Der findes gode skilsmisser!

At sætte børn i verden indebærer dog også en vis bekymring for fremtiden. Der er selvfølgelig en generel bekymring for Moder Jord, men umiddelbart er Mathilde Norholt især bekymret for udviklingen inden for teknologi og politik.

Bekymret over overvågningen

– Ud over den globale opvarmning er jeg bekymret for genrejsningen af fascismen jorden over og for udviklingen af masseovervågning. Jeg synes ikke, vi ved nok om 5G. Og spørgsmålet med den teknologi er, hvem der overvåger, og hvem der bestemmer.

Dagens billede af USA er heller ikke så rosenrødt som det land, der har givet os ”Dirty Dancing” og naturligvis masser af anden fantastisk musik. Mathilde slutter med en alvorlig tone ved at understrege, at vi jo ikke har set, hvordan valget falder ud endnu. 

– Jeg tror desværre, det kan blive vildt. Og uanset udfaldet, hvordan vil Rusland og Kina reagere? Hvis der er kommet noget godt ud af Donald Trumps præsidentperiode, så er det, at vi i Europa har indset, at vi må tage os sammen, så vi ikke er afhængige af, at amerikanerne kommer og hjælper os. Vi må samarbejde mere. 

Blå bog

Mathilde Norholt er datter af skuespillerne Kirsten Norholt og Flemming Sørensen og er efter eget udsagn vokset op i en teatergarderobe. Helt naturligt gled hun ind i skuespilfaget (første filmrolle i 1994 i ”Snøvsen ta’r springet”) og gjorde for alvor opmærksom på sig selv i tv-serien ”Lykke”. Hun var en del af det oprindelige cast på teatershowet ”Mødre” sammen med andre skuespillere af sin generation … og også i virkeligheden mor, nemlig til 3-årige Polly Naomi.

 

Dirty Dancing

Dette års genopsætning af musicalen ”Dirty Dancing” er bearbejdet i samarbejde med Eleanor Bergstein, der skrev manuskriptet til filmhittet med Patrick Swayze og Jennifer Grey. Hovedrollerne spilles igen af Silas Holst og Mathilde Norholt – dog med Kim Ace Nielsen som understudy for Silas, når han deltager i Vild Med Dans.

Derudover er alt ved det gamle. Historien om den unge Frances Houseman – der aldrig bliver kaldt andet end Baby – som bliver voksen i sommeren 1963. Under ferien på et mondænt feriested møder hun danseinstruktøren Johnny og får derved et helt nyt syn på verden. Nobody puts Baby in a corner.

Rundt om Mathilde

Verden har været lukket ned: Hvor drømmer du om at rejse hen?

Japan. Jeg har altid været lidt af en anime-fan, og jeg har aldrig været der. Jeg har været andre steder i Asien, og jeg føler mig hjemme i den del af verden.

Hvem er dit forbillede?

Lige i dag vil jeg sige den amerikanske politiker Alexandria Ocasio-Cortez.

Du går ind på verdens bedste bar – hvilken drink vil du bestille (og hvilken bar er det)?

En kold øl, en Hoegaarden Blonde … nu er det længe siden sidst, men det ville nok være en bar i Kødbyen.

Hvilken kunstart forstår du ikke?

Revy – hvilket er lidt sjovt, når man tænker på min baggrund. Uden at ville virke alt for ”klog”, så forstår jeg det meste andet, men som udøvende er det nok skulpturkunsten, der ligger mig fjernest. Det tror jeg ikke, jeg har tålmodighed til.

Hvad ville du gerne være bedre til?

At øve mig på sprog. Jeg er egentlig god til sprog, men det skal trænes. Både mit franske og mit tyske ville jeg gerne opdatere. Det vil jeg gøre, hvis vi ender i en ny lockdown.

Hvad glæder du dig mest til de næste seks måneder?

At danse med Silas (og Kim Ace om fredagen, når Silas er med i Vild med dans). At ses med familie og venner efter den lange lockdown. Jeg tror, vi alle er blevet mere bevidste om, at vi kun er her for en tid, og den skal vi tilbringe med folk, vi holder af.

Hvis du kunne give 1 million kr. til en god sag,
hvad skulle det så være?

Noget med dyr, med regnskoven – World Animal Protection eller Anima. Jeg har faktisk en aftale med mig selv om, at hvis jeg vinder en million (en af de to-tre gange om året, hvor jeg spiller Lotto), så skal en tredjedel gå til et godt formål. Jeg mener … der er jo grænser for, hvor tit jeg kan rejse til Japan.

Hvad kan du altid spise en portion mere af?

Min ekskæreste laver en rigtig god dhal. Den kan jeg altid spise en portion til af.

Mange film er efterhånden endt som musicals på scenen – er der en, du går og drømmer om, bliver overført?

”Alien” – De skal bare ringe, hvis det er. Nej, bare for sjov. Det skal være en med et godt soundtrack. ”Frost” – men det er jeg sikker på, at Disney allerede har planer om. Det vil jeg glæde mig til.

Sæsonspørgsmålet: Hvad er det bedste ved efteråret?

At alting kører lidt ned i gear. At drikke te i ro og mag. Farverne.