Beaujolais bliver bedre og bedre

I de senere år er der sket et bemærkelsesværdigt kvalitetsløft i vinene fra det sydligste Bourgogne. En ny generation af vinmagere har bevist, at gamay-druen kan levere andet end tyndbenede, pjaskede rødvine. Vinstyrke2 har testet et bredt udvalg af beaujolaiser.

Se flere anmeldelser på www.vinstyrke2.dk


Domaine de Fa, Roche Guillon 2019, Fleurie

Pris: 180 kr. (v/ 6 fl.)

* * * *

Efter åbning temmelig kostaldshørmende, men det aftager hen ad vejen og giver plads til aromaer af vilde brombær og krydderurter – primært timian og rosmarin – samt en anelse tobak. Let syrlig og emaljeudtørrende med indslag af modne, mørke bær. Vinen har knap så stor dybde, men er ganske let til bens og lækker. Velegnet til tærter, pateer og anden form for charcuteri.

www.bichel.dk

Blain Soeur & Frère 2019, Côte de Brouilly

Pris: 189,95 kr. (v/ 6 fl.)

* * * * *

Fint krydret duft med frugtnoter af blomme, kirsebær og solbær. Desuden en antydning af bark. Flot og fyldig i munden. Smagen har tydelig ymer/cremefraiche-karakter suppleret af modne bær – fortrinsvis af den mørke slags. Relativt tæt i udtrykket med god længde og en balanceret syre. Drik den til de lysere kødretter, men kan også gå an til vildfugl.

www.philipsonwine.com

Jean-Etienne Chermette, Les Clos – Vieilles Vignes 2020, Beaujolais

Pris: 110 kr. (v/ 6 fl.)

* * * * *

Laveste klassifikation i området er AOP Beaujolais, og vinene i denne kategori hører dermed ikke til i en af de 10 cru-appellationer. Det gælder denne udgave fra Chermette, der dog har fået tilføjelsen ”vieilles vignes” (gamle vinstokke) og Les Clos, hvilket indikerer et nærmere begrænset område i Beaujolais-regionen. Er vinen så af ringere kvalitet? På ingen måde. I næsen får du de skønneste modne kirsebær og et hint af skovbær og jord. Gennem frugtsødmen anes en lille syre. Mundfornemmelsen er cremet, og smagen har tydelige yoghurt-noter og masser af mørke bær. En ret dyb vin og samtidig blød, moden og lækker.

www.eriksorensenvin.dk

La Closerie des Thorins, Vieilles Vignes 2018, Moulin-à-Vent

Pris: 140 kr.

* * * * *

Herlig koncentration af røde og mørke bær tilsat en smule urter. Nærmest cremet i duften og med et totalt modent udtryk. Fra første mundfuld er det bare ”aaah, et dejligt glas!”. Blødt, rundt, modent og lækkert. Smagsnoterne går i retning af jordbær, hindbær og brombær. En rar, ukompliceret beaujolais, som kan gemmes, men smager forrygende nu – så hvorfor egentlig? Server den til gammeldags, stegt kylling med skilt sovs.

www.koegevinhandel.dk

Stephane Aviron, Vieilles Vignes 2019, Julienas

Pris: 124,95 kr. (v/ 6 fl.)

* * * *

Mange beaujolais’er kan være rare at drikke helt uden mad. Det er denne mørke og syrerige udgave af en julienas ikke et eksempel på. Der skal fjerkræ, en svinekotelet eller krydrede pateer på bordet, før vinen for alvor udfolder sit potentiale. Duften har noter af skovbær, fugtig underskov, kærnemælk og tørret urt. Smagsmæssigt kommer de dybere toner til udtryk med nuancer af brombær og mørke kirsebær tilført et syrligt ymer-bid. Der er god friskhed, men knap så meget længde. 4 pæne stjerner.

www.theis-vine.dk

Château de Pougelon, Clos Reisser 2020, Brouilly

Pris: 135 kr.

* * * *

Let støvet og jordet duft med indslag af boysenbær og brombær og lidt pibetobak. En smule mælkesyre fornemmes også. Sur/sød i munden. Smagen rummer cremet bærfrugt, chokolade og krydderurter. I eftersmagen beherskede, men dog mærkbare tanniner, og syren hænger godt ved. Bedst til de lidt federe retter med lam eller gris.

www.vinslottet.dk

Domaine de Colette, Le Mont 2020, Moulin à Vent

Pris: 145 kr. (v/ 6 fl.)

* * * * *

Beaujolais er en del af Bourgogne, og jeg medgiver, at visse af vinene fra denne sydligste del af regionen kan have lidt bourgogne-karakter. F.eks. denne vellykkede moulin à vent, der stilmæssigt – og ikke mindst kvalitetsmæssigt – slår delvis burgundiske takter an. Den dufter af våd skovbund og mørke kirsebær med et lettere likøragtigt præg. Fylder godt i munden og præsenterer sødmefuldt frugtige noter af kirsebær, blåbær og brombær i et meget rent udtryk. Stadig ungdommelig, men ganske balanceret i syren.

www.jyskvin.dk

Jacques Dépagneux, Cuvée Mathilde 2020, Côte du Py, Morgon

Pris: 120 kr. (v/ 6 fl.)

* * * * *

I vinene fra Morgon viser gamay-druen sig fra sin mere maskuline side. Det mærkes også i denne version fra Dépagneux. Jordet i duften og domineret af mørke skovbær og finthakkede krydderurter. Suger godt i mundtøjet med smagsnoter af bitter kakao, blåbær, solbær og boysenbær. En gennemgående mælkesyre tager smagen i en syrlig retning og understreger, at dette så absolut er en madkrævende vin. Prøv med kalv, fjerkræ eller gris. Også egnet til modne, faste oste. Ret holdbar vin, som kun vil have godt af et par år i horisontal hvilestilling.

www.holtevinlager.dk