Natur og miljø og menneskerettigheder spiller en vigtig rolle i denne måneds bedste nyheder 

Korridorer frisker storby op 

Columbias næststørste by Medellin med fire millioner indbyggere har fået et netværk af 30 stier med blomster og træer langs veje, jernbaner og kanaler. Det har frisket luften op og givet naturlig køleeffekt. Med byens kraftige vækst er arealer med åbent land og træer med årene afløst af asfalt og beton, der tiltrækker solens stråler og holder på varmen. Dette sammen med klimaforandringer har betydet, at byens temperatur er steget. For at køle, dæmpe trafikstøj og give bedre luft er der oprettet sammenhængende korridor af grønne parker, der har givet bier og fugle levesteder og sænket temperaturen med to-tre grader.  

Turbo på at skabe koralrev 

Længe har det været en drøm at kunne genplante verdens tabte koralrev. Nu findes metoden, hvor koraller kan dyrkes på land og plantes ud i havet i stor skala. Det sker på en dyster baggrund, da koralrev er under stærkt pres. Coral Via, verdens største kommercielle koralfarm beliggende på Bahamas, dyrker 24 forskellige arter. På 30 år er halvdelen af alle koraller døde på grund af forurening, fiskeri og turisme. I årevis har klimaforandringer opvarmet havet til skade for de sarte koraller. Bremses tendensen ikke, vil 90 procent være døde i 2050. Coral Vitas metode får koraller til at vokse hurtigere i tanke på land, hvor vandkvalitet og temperatur styres, så korallerne vokser 50 gange hurtigere og hærdes før plantning. Coral Vita sælger koraller til regeringer, organisationer, luksushoteller m.v. 

Oprindelige folk får land retur

At give store naturområder tilbage til oprindelige folk, bliver stadig mere udbredt. For eksempel er Te Urewera-urskoven på New Zealand givet tilbage til Tühoe-folket, som nu står for at passe økosystemet og biodiversiteten. Det er ikke den eneste regnskov, som er blevet returneret til dens oprindelige ejer de seneste år. Daintree, verdens ældste regnskov i Australien, er på Unescos verdensarvsliste og er rig på plante- og dyrearter. Den er returneret til det oprindelige Kuku Yalanji-folk, som skal eje og pleje det tilbage-givne land og på sigt sørge for bæredygtig turisme. I New South Wales i Australien har det oprindelige Nari Nari-folk fået fuldstændigt ejerskab over det før forurenede og ødelagte vådområde Gayini, hvor invasive dyr som ræve og katte er jaget væk til fordel for de oprindelige som sort svane og skestork.  

Lov mod en tvivlsom terapi 

Canada har vedtaget en historisk lov, som gør det forbudt at anvende forskellige former for tvivlsom terapi til at ”omvende” LGBT+-personer til ciskønnede heteroseksuelle. Det er terapiformer, som ikke på nogen måde anerkendes fagligt, lyder det fra LGBT+Danmark, hvor man mener, at lovene kan hjælpe mennesker til at sige fra eller anmelde dem, der stadig praktiserer metoderne. Omvendelsesterapi sker i religiøse samfund gennem blandt andet bøn, adfærdsregulering, psykoanalyse og elektrochok. Det bliver ikke kun forbudt ved lov at tvinge nogen til omvendelsesterapi men også at tjene penge på metoderne, praktisere dem og reklamere for dem.   

For blandede ægteskaber 

Nu bifalder rekordmange amerikanere ægteskab mellem sorte og hvide. I en Gallupundersøgelse svarede 94 procent, at de accepterer blandede ægteskaber. Det er et af de største skift i offentlighedens holdning i løbet af Gallups historie. I seks årtier har Gallup undersøgt amerikanernes mening om blandede ægteskaber. I 1958 gik kun fire procent ind for det mod 87 procent i 2013. Tidligere var især de ældre og borgere i sydstaterne imod blandede ægteskaber, men den tendens er udvisket nu. At næsten alle nu bifalder blandede ægteskaber, viser et skred i samfundsnormere i kølvandet på Black Lives Matters spæde start for otte år siden. 

Kilde: Verdens bedste nyheder