Julefrokost i en corona-tid

Med coronasmitten, der lever i bedste velgående og forsamlingsforbuddet, der ikke ser ud til at ændre sig det helt store før jul, er årets firmajulefrokoster blevet aflyste og julefrokosterne med storfamilien er også en saga blot. Men vi synes alligevel ikke, I skal opgive helt, men blot finde andre måder, hvorpå I alligevel kan holde fast i julefrokosten uden at trodse myndighedernes vejledninger. Vi giver her en række tips til, hvordan I alligevel kan holde julefrokost – både derhjemme og i virksomheden.

Småt, men godt

Spred julefrokosterne ud over flere dage i virksomheden, og hold flere små julefrokoster i stedet for én stor. Man kan nøjes med at holde julefrokost med jeres lille team på under ti personer eller dem, I alligevel ser til daglig. Bestil maden udefra, eller arrangér, at I mødes på en restaurant og klæd jer festligt på og pynt op. Start tidligere på dagen, undgå for meget alkohol og hyg jer alligevel.

Online julefrokost

Når I ikke kan komme til julefrokosten, så lad julefrokosten komme til jer. De fleste er efterhånden bekendte med diverse møde-apps i forvejen. Aftal, at familien deler sig op i små grupper eller bliver i sin egen husstand. Sørg for, at alle pynter op og klæder sig pænt på, og bestil så maden udefra, så alle får, det samme. Sørg for at tjekke ind via skærmen jævnligt, og peg webkameraet rundt, så alle kan hilse på hinanden. Skål, som I plejer, selvom I ikke er sammen, som I plejer. Ros maden, drik den samme øl og samme snaps. Lad de yngre hjælpe de ældre med teknikken, og sørg for at være sammen en hel dag med skærmen tændt.

Ryk udenfor

Ryk julehyggen udenfor. Invitér på gløgg og æbleskiver på terrassen. Investér i en pavillon eller sæt en stor parasol op, og tænd bål eller skru op for terrassevarmeren. Sørg for varme tæpper og inddel haven og terrassen i zoner, hvor I kan sidde ned, så I ikke står for tæt eller rykker for meget rundt. Selvom I højst må være 10 personer, og I helst skal se de samme, få mennesker, så er det hele mere sikkert udendørs. Sørg eventuelt for festlige mundbind med julemønster, og spil noget julemusik.

Sørg for de ældre

Det er hårdest for de ældre og sårbare i denne tid. Det er bedst, at de ikke møder op til en julefrokost. Bring i stedet julefrokosten til dem med alt fra borddækning til mad, pynt og gaver. Send små, håndskrevne hilsner med fra alle for at vise dem, at I tænker på hinanden. 

Et par tips mere:

  • Hold det kort. Hellere mødes til gløgg og æbleskiver i én time end flere timer ved frokostbordet. Din mave vil også takke dig bagefter.
  • Drop alkoholen. Alkohol hører en dansk julefrokost til, men kan også få os til at glemme, at det ikke er så godt at give hinanden et knus. Drop alkoholen. Dit hoved vil takke dig dagen efter.
  • Portionsanret maden. Ved at servere portionsanrettet mad behøver I ikke bevæge jer så meget rundt eller såt ved samme buffet eller røre ved samme fade.