Alt det bedste i januar

Liebhaverboligen har taget pulsen på en række spændende oplevelser, der kan være med til at gøre årets første måned lidt sjovere.

 

FET_Januar_Detbedste

 

De Forbandede År

Storfilmen ”De forbandede år” af Anders Refn, sætter fokus på samarbejdspolitikken i Danmark under 2. Verdenskrig. Vi følger hovedpersonen Karl Skov, spillet af Jesper Christensen, en succesfuld ejer af en stor elektronikfabrik. Sammen med sin kone og fem børn lever han det gode overklasseliv på Strandvejen, da nazisterne besætter Danmark i april 1940. Karl kæmper for at videreføre produktionen på fabrikken, men for at beskytte sin familie og ansatte begynder han modstræbende at producere til det tyske marked. Det kontroversielle samarbejde med besættelsesmagten medfører smertelige brud i familien, og vi følger, hvordan de hver især tackler krigens sorger og rædsler på forskellig vis.

+ Plus 

Filmen giver et nuanceret billede af de moralske dilemmaer, den danske befolkning stod overfor under krigen. ”De forbandede år” er en stærk og rørende skildring af krigens nådesløse greb i en epokegørende periode.

÷ Minus

Det kan virke provokerende for nogle, at fortællingen skaber forståelse for, hvordan gode mennesker i en presset tid tog beslutninger, der på sin vis støttede den tyske besættelsesmagt. På den måde påpeger den kompleksiteten ved at definere folk som enten bødler eller ofre under 2. Verdenskrig.

 

FET_Januar_billede-2

 

Sund med Slowjuice

Slowjuice Copenhagen er skabt af den tidligere professionelle badmintonspiller Julie Houmann. Hendes vision er at skabe et naturligt produkt, der hjælper andre med at kickstarte og fastholde en sund livsstil. Julie ved, hvordan det i en presset hverdag kan være udfordrende at passe og pleje sin krop. Derfor kan det være skønt med en juicekur, så du altid kan have dit næste måltid med på farten. Slowjuice er lavet med 100% økologiske grøntsager og frugter, uden tilsætningsstoffer, konservering eller nedfrysning. I den Originale juicekur indtager du blandt andet spinat, grønkål, ingefær, tang, gurkemeje, chili, citron, rødbede og gulerod. Alle sammen farvestrålende og smagfulde grøntsager, der på hver sin måde bidrager til at give dig og din krop en masse vitaminer og mineraler.

+ Plus

Med en juicepakke slipper du for indkøb og det store arbejde ved selv at presse din juice, hvilket gør det lettere at fastholde en sund livsstil. Når kuren er ovre, kan du opleve at have mere energi, smukkere hud og en let følelse i kroppen.

÷ Minus

Det kan være svært udelukkende at indtage juice, selvom det kun er i få dage. Heldigvis smager juicerne rigtigt godt.

www.slowjuicecopenhagen.dk

 

FET_Januar_X009549-1024x682-copy

 

Historien om en vinderbil

Ultimate Works Porsche 956 – The Definitive History af Serge Vanbockryck er den ultimative bog for alle Porsche- og motorsportsfans. I 1982 indtog Porsche 956 pladsen som den mest succesfulde racerbil i historien. Bilen vandt ganske enkelt alt, hvad der kunne vindes, herunder syv Le Mans- seks Daytona- og tolv Sebring-mesterskaber. Men det er ikke kun selve bilen, der er bemærkelsesværdig. Hele historien omkring Porsche-familien og deres kampe på og udenfor racerbanen er drønspændende. Der findes ”naturligvis” kun 956 kopier af dette imponerende værk, alle signeret af forfatteren selv.

+ Plus

Serge Vanbockryck har researchet og skrevet på bogen gennem 30 år, hvilket der er kommet et fuldstændigt unikt og imponerende samlerobjekt ud af.

÷ Minus

Man skal nok være mere end almindelig vild med biler for at læse alle 800 sider. Man kan dog nøjes med at nyde de mange smukke billeder i bogen.

www.porterpress.co.uk

 

FET_Januar_billede-4

 

MAMMAMIA!

Endelig vender det globale musicalfænomen MAMMA MIA tilbage til Danmark. Efter ti års ventetid kan det danske publikum atter opleve den ultimative feel-good musical MAMMA MIA på dansk. Forestillingen har premiere i Tivolis Koncertsal 22. januar 2020, og efterfølgende skal den på turné rundt i hele landet. Musicalen er inspireret af ABBAs mange hits og er fuld af livsglæde – præcis som det svenske band selv var det. I den kvindelige hovedrolle som Donna kan publikum glæde sig til at møde Annette Heick, der står på scenen med blandt andre Gordon Kennedy, musicalveteranen Jesper Lundgaard og stortalentet Matilde Zeuner Nielsen i hovedrollen som den unge Sofie.

+ Plus

Publikum kan opleve både erfarne sangere, skuespillere og dansere i samspil med nye dygtige stjernefrø. Alle er de med til at skabe en magisk forestilling.

÷ Minus

Det bliver uden tvivl svært at sidde stille når ABBAS udødelige hits som ”Dancing Queen” og ”The Winner Takes it All” skaber dansestemning i hele salen.

www.mamma-mia.dk 

 

FET_Januar_book_frit-copy

 

Skyggedanseren

Den dansk-kurdiske forfatter Sara Omar er tilbage på den litterære scene med en opfølger til sin bestseller-roman Dødevaskeren fra 2017. Romanen skabte fokus på undertrykkelse, kvinder og børns rettigheder i Mellemøsten, Danmark – og resten af verden. Skyggedanseren omhandler samme vigtige problemstillinger, og vi følger den ensomme pige Frmesks indædte kamp for at undslippe barndommens mørke i Kurdistan og finde frihed i et nyt liv langt mod nord. Sara Omar er selv født og opvokset i Kurdistan, men måtte flygte derfra i slutningen af 1990’erne på grund af krig. Hun har vundet en lang række priser for sit litterære arbejde.

+ Plus

Skyggedanseren er modig litteratur, der rummer muligheden for at ændre kvinders rettigheder i det levede liv. Romanen er skrevet i et smukt og levende sprog. Det er en fortælling, der påvirker læseren længe efter den sidste side er vendt.

÷ Minus

Det er virkelig hård og brutal læsning. Til tider kan det være nødvendigt at lægge bogen lidt fra sig, da beskrivelserne er nærmest ubærlige.

www.politikensforlag.dk