Man skal hugge til, når chancen er der

X Factor har holdt flyttedag til TV2, hvor den nye dreng på dommerholdet hedder Lars Ankerstjerne. Han synes selv, han er hård, men han er også en god coach for ’sine’ artister – for det er den rolle, han helst vil se sig selv i. Nåh jo – og i rollen som far.

 

FET_Ankerstjerne_SSP2295

 

– Jeg havde aldrig set mig selv i en X Factor-sammenhæng, før tilbuddet dukkede op, tilstår den nye dommer Lars Ankerstjerne. – Jeg har arbejdet hårdt i ti år, hvor der ikke rigtig har været plads til eventyr, men nu er der både plads og råd til at prøve det.

Ikke den søde

– Selvfølgelig har jeg set X Factor, og jeg har tænkt, ’det kan jeg ruske lidt op i’. Nu hvor jeg står i det, kan jeg se udfordringerne i det. Jeg er glad for, at jeg har sagt ja, for ærlig talt er jeg overrasket over, hvor meget jeg menneske-

ligt investerer i deltagerne. På den anden side – joken på settet er, at det er mig, der er den strenge af dommerne. Selv om det er mig, der er popstjerne, der skriver kærlighedssange, er jeg ikke den søde.

Det skal stilles op mod Thomas Blachman, der er gengangeren fra tidligere og Nanna Øland (Oh Land). Selv om de er meget forskellige, har de samme
standarder:

– Vi har været overraskende enige i udtagelsen af vores
bruttotrup. Selv om jeg er fra Vestegnen og har mine rødder i dansk pop med Thomas Helmig og Kim Larsen,  Thomas kommer fra en lidt elitær jazz-baggrund og Nanna er den klassiske kunstnersjæl. Jeg synes selv, at jeg repræsenterer virkeligheden.

Der skal som hidtil findes en vinder ved hjælp af seernes stemmer, men som noget nyt i konceptet har dommerne haft bands til audition, og det er også blevet tilladt at synge egne sange. Så det bliver på alle måder en ny sæson, der ruller over skærmen i de næste to måneder.

Det skal være noget, jeg synes, er fedt

Lars Ankerstjerne glæder sig til responsen:

– Jeg elsker, at X Factor aktiverer hele landet. Du engagerer dig i nogle mennesker for at se, om de sejrer eller ikke sejrer. Min ambition er at skabe nogle store øjeblikke, at jeg laver noget fedt. Selvfølgelig er seerne dem, der bestemmer – men det skal fandeme være noget, jeg selv synes, er fedt.

Han synes ikke, at X Factor er en genvej for de håbefulde kunstnere:

– Der er ikke den store forskel på X Factor og den virkelige verden. Det er det samme nåleøje, man skal igennem. Jeg kan love dig for, at det også er benhårdt, at gå gennem X Factor. Der er ingen garanti for, at tilskuerne følger med bagefter. Det er ingen genvej, men selvfølgelig skal man hugge til, når chancen er der.

. Jeg er opvokset i en anden tid. Hvis jeg var ung kunstner i dag, ville jeg ikke se skævt til X Factor. Men jeg har altid gået op i at gøre alting selv, være min egen manager og så videre, så nej, jeg ville nok ikke være den, der stillede op, indrømmer Lars.

Og uanset om man vælger at stille op i et talentprogram eller gå sine egne veje, så har Lars det samme råd:

– Vær dig selv! Du skal ikke være, som du tror, en popstjerne skal være. Det er, når du er mest menneskelig, at du bliver mest interessant for andre mennesker. Men igen: det er ikke spor simpelt at lykkes med det.

Vuggevisen

Lars Ankerstjernes professionelle succes er for nylig blevet kronet med en personlig lykke, idet han og kæresten Lise er blevet forældre til en lille datter. Så det er vel oplagt at spørge, hvad han vil spille/synge for hende:

– Kim Larsen. Der er meget musik, jeg har elsket, men det er lidt flippet, at ud af al den musik, når det virkelig gælder, så bliver det Kim.

– Det ændrer virkelig alt at blive far, fortsætter Lars. – At være med til fødslen er bare det vildeste. Det er ophøjet og følsomt, men også dyrisk. Det var kæmpestort. Og nu er jeg så bare træt hele tiden.

– At være med i Cirkus X Factor er måske det mindst stressende, jeg laver lige nu.

Hans begejstring for far-rollen står i kontrast til hans tidligere liv:

– Jeg ville egentlig ikke have børn, siger han. – Indtil jeg ville. Jeg tror på en måde, at jeg har gået rundt med skyklapper på. Det har været en periode af mit liv, hvor jeg ikke ville have børn, hvor det ikke var en opgave, jeg kunne løfte. Så står jeg pludselig i en situation med min kæreste, hvor vi er lykkelige, begge omkring de 30, og så spørger vi os selv, hvorfor vi egentlig er her. Og så var det at få barn det eneste, der virkelig var interessant.

Behov for at slå græs

Længe har drømmen for Lars også været en moderne penthouselejlighed ved vandet, men pludselig skiftede behovet fra plug-and-play-løsningen til noget mere hyggeligt:

– Ikke fordi det har stået i kortene, at jeg nogensinde skulle have muligheden for at kunne vælge og vrage. Pludselig har jeg bare et behov for at slå græs. Måske er det en romantisk tanke om at bo på en villavej. Der er en kvalitet i de blomstrende haver. Da vi så huset, sagde min kæreste, ’tænk, at nogen kan bo sådan’? Og så tænkte jeg, ’det er sgu’ det, vi skal have’.

Også karrieremæssigt har Lars Ankerstjerne skiftet gear. Det ligger faktisk ikke så langt fra hans rolle i X Factor. Han tænker nu mere på talentudvikling end på at fortsætte sin karriere som sanger og sangskriver.

– Det er et perfekt fit.

Det gør mig glad. Jeg har fået mange hårde knubs undervejs, og de erfaringer kan jeg give videre til nye artister, som jeg kan bygge op til noget stort. Min ambition er udelukkende at arbejde behind the scenes. Det kræver disciplin at være i baggrunden – som sangskriver og som ressource for de nye.

Markedet bestemmer

Han mener, at producer/manager-rollen er blevet endnu vigtigere i dag, hvor markedet har ændret sig med streamet musik, som enten brager igennem og skaber megastjerner. Eller det modsatte:

– Man bruger lang tid på at raffinere et produkt, men man risikerer, at tre års arbejde ender med ikke at blive et hit. Derfor tester vi. Det er markedet, der bestemmer. Vi kan ikke sidde i et mørkt lokale og lægge en strategi. Det eneste, der er at gøre, er at teste: Er det musik, som folk vil have i deres liv?

Selvfølgelig er Lars ikke holdt op med at skrive sange. Lige nu bliver det bare til skrivebordsskuffen. Han lægger heller ikke skjul på, at temaerne kredser om hans nye familiestatus.

– Lige nu kan jeg kun skrive sange om at være far. Det er det, der fylder i mit liv. Det er jo det, der inspirerer; at beskrive hvordan det er at være menneske. Lige nu. Jeg har ikke nogen planer om at udgive noget, men … måske en dag.

Og til sidst: Bliver det en af dine kunstnere, der vinder X Factor?

– Ja! Uden et gran af tvivl, griner Lars Ankerstjerne.

 

FET_Ankerstjerne_SSP2212

 

Blå Bog

Den 34-årige sanger/rapper/sangskriver/producer/manager Lars Ankerstjerne Christensen har været en del af den danske musikscenen siden 2007, hvor han er kendt under kunstnernavnet Ankerstjerne. 

Han har bl.a. været sangskriver og producer på alle fem rekordsælgende Seebach-albums sammen med Nicolai og Rasmus Seebach og sammen med Burhan G skrevet og co-produceret to af Burhan G’s multiplatinsælgende albums.

Som soloartist har Ankerstjerne solgt platin og haft succes med hits som ”Tag hvad du vil”, ”Mit navn i lys”, ”1000 år”, ”Lille Hjerte” og ”Nattog”. Ankerstjerne var den mest spillede komponist på dansk radio tre år i træk (2013, 2014 og 2015) og har vundet priser for Årets sangskriver og Årets nye navn.

Sidste år kunne Lars lægge titlen ’far’ til sit navn, da han og kæresten, Lise, fik en lille datter. Og fra i år også titlen X Factor dommer (Han var i øvrigt medsangskriver og medproducer på årets vindersang 2017).

Lars Ankerstjerne og hans familie bor i Vanløse.

 

FET_Ankerstjerne_SSP2308NY

FET_Ankerstjerne_SSP2236