Helle Fagralid var blot et år gammel, da John Mogensen døde. Alligevel dukkede hans sange op som fast repertoire til gymnasiefesterne i 90’erne, så der var om ikke gensyn, så genhør i rollen som hans kone Ruth i ”Så længe jeg lever”.
– Af en eller anden grund sang vi tit John Mogensen sange, når vi var til fest eller andre sammenkomster i gymnasiet. Det var ikke noget vi dyrkede, men til festerne kom hans sange altså frem, husker Helle Fagralid.

 

FET_Helle-Fagralid---Rasmus-Bjerg,-så-længe-jeg-lever

 

Alkohol og ægteskab

Udfordringen ved rollen var nok at forstå, hvorfor Ruth blev hos John, der gennem alle årene havde et voldsomt alkoholproblem

– Det har jeg også spurgt instruktøren og manuskriptforfatteren om, siger Helle Fagralid

– Sammen har vi fundet ud af, at det var en afhængighed, der gik begge veje. John var helt afhængig af hende som sin støtte, og hun kunne ikke give slip, selv om han svigtede hende utallige gange. Der må have været en helt særlig ting – en humor og en passion, som de delte. Men det er et godt spørgsmål. Den ene side er, at de elskede hinanden. Den anden er, at det også var en tid, hvor man ikke bare blev skilt.

– Ruth kunne godt have klaret sig selv. Hun var tegner og tegnede illustrationer til ugebladsnoveller, fortæller Helle. – Hun var også med til at skrive nogle af John Mogensens sange. Så det var også et kreativt fællesskab, de havde.

Et kreativt fællesskab

Det kreative fællesskab finder man i øvrigt også i Helles eget ægteskab med Ole Bornedal, som instruktør og manuskriptforfatter til ”Så længe jeg lever”. Måske noget mere ligestillet end John og Ruths i 60’erne og 70’erne:

– Jeg tror afgjort, at ligeværdige partnere giver det bedste ægteskab, men det betyder ikke, at de skal være lige meget udearbejdende. Ligeværd kan tage mange former. Den ene kan sagtens tage slæbet derhjemme, mens den anden (uanset køn) er ude at jage, bare man er enige om fordelingen og glade for den. Ingen bliver glade af, at begge har for travlt, så de aldrig har tid sammen.

I forbindelse med ”Så længe jeg lever” har de så også haft tid sammen på optagelserne. Men hvordan er det at modtage instruktion fra ens mand?

– Det fungerer fint for mig … Han synes måske noget andet, ler Helle. – Ole er dygtig til at skabe et rum, hvor man ved, hvad han vil, men hvor der samtidig er plads til, at jeg kan byde ind. Det er et trygt og kreativt rum.

– Vi har ikke planer om at arbejde sammen igen – det havde vi heller ikke på forhånd her. Jeg har kun fået rollen, fordi instruktøren mente, at jeg passede som skuespiller. Jeg passede for eksempel ikke ind i ”Dræberne fra Nibe”. Jeg ville elske at arbejde med Ole igen, men kun hvis det giver mening for projektet!

Effektivitet og præstation

Som skuespiller er Helle Fagralid udmærket bekendt med kolleger og andre kunstnere, der kæmper eller har kæmpet med misbrugsproblemer

– At stræbe efter det perfekte kan være en motivation, en drivkraft, men det kan også være djævlen på skulderen i form af præstationsangst. Jeg tror, at mange kunstnere kan genkende begge dele. Den gode side er, at man bliver ved med at udfordre sig selv og ikke nøjes med, at det er ’godt nok’. Men det er hårdt, hvis man aldrig er tilfreds.

Det er måske i dag mindre almindeligt, at folk møder berusede op, som de gjorde engang. På den anden side har vi set en masse eksempler på, at kunstnere er gået ned med stress:

– Der var nok en større tolerance over for druk dengang, men jeg ved ikke, om der i dag er færre kunstnere, der drikker sig ihjel. I dag er presset af en anden art, og jeg er sikker på, at der er nogen, der tager et eller andet for at komme op eller ned. I Johns tilfælde var det et indre pres om at være perfekt. I dag lever vi med et pres udefra, hvor vi skal være effektive, hvor vi spejler os i andres præstationer og skal være perfekte. På godt og ondt er vi mere strikse i dag. Det er rart, at folk ikke dingler berusede rundt på arbejdet (det forekom også på Det Kongelige). Vi har en fornuftig alkoholpolitik, men der er desværre også en ny-puritanisme, som passer til kravet om effektivitet, og det er enormt stressende.

Det perfekte og det skæve

Problemet med den effektivisering og strømlining er, at den ikke kan rumme skæve eksistenser:

– Jeg synes, der er kommet et forfærdeligt fokus på karakterer og målrettethed i uddannelserne. Det gælder om, at børnene/de unge kommer hurtigst muligt ud, så de kan tjene penge til samfundet, inden de overhovedet er blevet sig selv. Man finder jo også sig selv i det sociale i løbet af en uddannelse. Det er også der, man bliver dannet som menneske.

– Jeg tror ikke, vi får mere ud af den strømlining. Jeg er så glad for, at den nye direktør for Nationalmuseet, Rane Willerslev, går ud og siger netop det! At en mand i hans position slår på, at det, vi i Danmark skal leve af, er alle fejlene.

– John Mogensen søgte det perfekte, men det er hans skævhed, der er det særlige ved ham.

 

FET_2003907_keyart_poster-theatrical_revisedaw_dan_screen

Så længe jeg lever

Portrætfilmen om John Mogensen ”Så længe jeg lever” spænder over hele hans karriere; fra verdensberømt i Danmark med Four Jacks over deroute med alkohol og en ydmyg tilværelse som hyggepianist og til hans gennembrud som den folkelige John med hits som ”Dybbøl Mølle maler helt ad Helved’ til”, ”Sidder på et værtshus” og selvfølgelig titelsangen. Derimellem også en række kærlighedssange, der måske afspejler det nogle gange stormfulde ægteskab med Ruth. Hun spilles af Helle Fagralid, han af Rasmus Bjerg. 

 

Helle Fagralid

41-årige Helle Fagralid blev uddannet skuespiller i 2001 (men har medvirket i en lang række film, siden hun var 10 år) og har gennem en årrække været fast ansat på Det Kgl. Teater. Dertil har hun spillet store roller i film som ”Sorg og glæde” og TV-serier som ”Forbrydelsen III”. Helle er gift med instruktøren Ole Bornedal og har en søn fra tidligere ægteskab.

 

Rundt om Helle

Hvad er dit yndlingsnummer med John Mogensen?

”Så længe jeg lever” er jo en smuk, smuk vise – men hvis jeg skal vælge en, så bliver det nok ”Hva’ er der så mer’?” … Den handler meget apropos om stress og, at livet er her, nu.

Hvilken slags musik lytter du mest til i det hele taget?

Jeg lytter til meget forskelligt. Min 11-årige søn giver mig jo et moderne input. Og jeg har altid lyttet til klassisk musik.

’Sidder på et værtshus’ – har du et yndlings eller bare et sted, du finder særlig stemningsfyldt?

Nej, ikke sådan et sted. Jeg elsker at være i naturen, men hvis du vil have et sted, så vil jeg sige Botanisk Have. Der kan jeg godt lide at være.

John Mogensen var til øl og snaps – what’s your favourite poison?

Der er jeg mest til vin – rød og hvid – frem for drinks. Og så har jeg en svaghed for portvin. Det er der ikke så mange, der drikker.

Hvordan har du det med at farve hår – du er brunette i filmen?

I filmen har jeg paryk på. Egentlig er jeg mørkeblond. Det blonde hår, jeg er kendt for, er farvet. At have paryk på hjælper mig med at fjerne mig fra mig selv. Det var lettere at skabe Ruth, når jeg havde den på.

Hvilken bog ligger på dit natbord lige nu?

Jeg er i gang med Elena Ferrantes Napoli-triologi, hvor jeg skal tage hul på tredje del nu.

Hvor kunne du drømme om at tage på vinterferie?

Jeg har ingen planer lige nu, men hvis jeg må drømme, så en skiferie til Norge.

Og lidt længere fremme: Den bedste forårsbebuder – for dig?

Det starter jo nu, hvor de små gule erantis titter frem. Jeg lægger altid mærke til, at der er en masse ved Glyptoteket.

Hvad kan vi ellers se frem til at se dig i?

Jeg glæder mig til at starte på de første prøver på Teater Grob til juni. Det er jo et lille teater, der står i skarp kontrast til Det Kgl. Teater, hvor jeg har været i mange år. Forestillingen har premiere efter ferien i slutningen af august.