Ifølge den tidligere fodboldspiller og landsholdstræner, Morten Olsen, er livet fuld af tilfældigheder; stolpe ind – stolpe ud. Han fylder 68 år den 14. august, og er gået på pension. Tiden siden sin sidste officielle optræden som landstræner har blandt andet været brugt på en “fodbold-detox”, der har givet plads til reflekterende tanker om sin egen fodboldkarriere. Men hvor står den danske
fodboldpersonlighed så i dag, når han tænker på sin tid
i den sport, der blev hans liv?

morteno
Den for nyligt spillede venskabs- landskamp mellem Danmark og Tyskland i anledning af 25-året for den danske EM-triumf i Sverige i 1992 blev den første landskamp Morten Olsen så live, siden han stoppede som landstræner den 17. november 2015.
“Man sidder der både som fodboldelsker og fodboldtræner. Og jeg må indrømme, at det er lidt mærkeligt at sætte sig til rette, og se ens egne drenge spille med en anden træner ved roret. Det skal man lige vænne sig til.”
Hvordan ser du landsholdet i dag og holdets muligheder for at komme til VM?
“Der er meget talent. Men der mangler stabilitet. Det danske fodboldlandshold har tabt to kampe i VM-kvalifikationen indtil videre (Polen og Montenegro, red.). Ud af de i alt otte kvalifikations- turneringer, hvor jeg som landstræner har stået i spidsen for det danske landshold, har vi ikke kunne kvalificere os til slutrunder med to nederlag i kvalifikationsturneringer,” fortæller Morten Olsen fra den store sofa i Vordingborg-villaen.
1-2-3 fyringer
Umiddelbart op til EM i 1992 blev Morten Olsen fyret som træner i Brøndby. Fyringen i klubben på Vestegnen blev blot starten på en hel række klubfyringer i internationale storklubber, hvor Morten Olsen oplevede at `få sparket´. Men hvor de fleste ville se en fyring som et nederlag, så Morten Olsen det som alt andet end en negativ konsekvens af de samarbejder, han indledte sig på efter Brøndby, hvor det til trods for Bundes- ligaredning med Köln og både mesterskab- og pokalmester med Ajax Amsterdam endte med skilsmisser.
“Jeg er blevet fyret tre gange. Og min største sejr som træner har været mine tre fyringer. For jeg er alle gangene blevet spurgt, om jeg ikke kunne komme tilbage igen. Både Ajax og Köln bad mig flere gange om at komme tilbage efter fyringen. Jeg blev fyret, fordi kampe blev tabt. Men ved en efterrationalisering kom klubberne frem til den erkendelse, at noget i min tilgang til fodbolden alligevel var godt.”

”Min største sejr som træner,
har været mine tre fyringer”

Føler du, at du er god til at mærke efter i en beslutningsproces?
Ja, det gør jeg faktisk. Men er det åbenbart ikke helt alligevel. Jeg er blevet fyret to måneder efter mine forlængelser i både Brøndby og Köln,” 
griner Morten Olsen og forklarer:
“Efter to år i FC Köln forlængede jeg med endnu to år. Lige efter kontraktforlængelsen fik jeg et tilbud fra Athletic Bilbao – en topklub i Spanien, og andre havde måske revet en Köln-kontrakt i stykker og var smuttet. Men jeg var tro overfor kontrakten. Jeg gik til klubledelsen i Köln og fortalte, at jeg var blevet tilbudt cheftrænerposten hos Athletic Bilbao, og ville høre, hvordan de så på situationen. Jeg ønskede på ingen måde usikkerhed, da jeg så store muligheder i Köln. Det sagde jeg til ledelsen. Jeg havde jo selv spillet i Köln, så både forstand og hjerte var med hos mig i valget af den tyske klub. Tyskerne afviste også at lade mig gå, da kontrakten lige var underskrevet. Jeg afviste Athletic Bilbao. Og en måned senere blev jeg fyret. Men jeg var tro mod min kontrakt.”
Var det en forbandelse for dig at blive fyret umiddelbart
efter forlængelsen, tror du?

“Nej. Stolpe ind, stolpe ud. Det er tilfældigheder. Der kan ske et magtskifte eller være et personligt had. Det kan være alt muligt.”
Til forskel fra klubfyringerne er du jo aldrig blevet fyret som landstræner. Hvad har du haft gjort anderledes?
“Jeg kunne måske nok været blevet fyret indimellem, når vi ikke kvalificerede os til slutrunder. DBU forhørte sig hos spillerne i omklædningsrummet, men fandt ud af, at jeg havde deres opbakning. Og så har jeg været tro og solidarisk overfor min kontrakt som landstræner. For der har da været tilbud fra andre forbund som Tyskland og Holland og fra klubber, hvor folk ikke har kunnt forstå, at jeg ikke har gjort det.”
Den afgørende tilfældighed
“Tilfældigheder er af og til den afgørende faktor – både i fodbold og i livet. Stolpe ind, stolpe ud. Tilfældigheder er en del af alt, hvad vi foretager os. Nogle gange er tilfældighederne med dig, andre gange er de imod dig. Som dengang i 2011, da vi spillede mod Portugal i Parken og vandt 2-1. Nicklas Bendtner lavede en fantastisk tæmning med brystet og sparkede bolden i mål. Det resulterede i, at Bendtner var et geni, og jeg var en fantastisk træner. Nede i Portugal lavede Bendtner nøjagtigt det samme ved stillingen 0-0, men bolden ramte stolpen og røg ud. Modsat Parken tabte vi her kampen, og hverken spiller eller træner var efter- følgende dømt til at være helt gode nok. Og det er jo fodboldens vilkår med dens herlige følelser, som også bare kan være så forbandet irriterende og frustrerende for alle.”

”Min indstilling affødte, at jeg aldrig kom med undskyldninger –
jeg kom med årsager, når landsholdet tabte kampe med mig som træner”

Ingen forsvarstaler som landstræner
Netop derfor lærte Morten Olsen sig selv at tage en dyb vejrtrækning og tælle til lidt mere end tre, inden han efterfølgende skulle forklare sig til medierne og offentligheden efter nogle af karrie-
rens ømme nederlag.
“Nogle gange har jeg ventet en hel uge med at udtale mig. Og da vi tabte 0-4 til Armenien i VM-kvalifikationen i Parken i 2013, ventede jeg en hel måned. Jeg vidste, at medierne handlede ud fra hjertet, når de søgte de umiddelbare reaktioner efter kampene. Og det accepterede jeg. Men det gjorde jeg også. Og jeg ønskede altid lige at ana-
lysere tingene igennem, inden jeg kom med mine udtalelser. Min indstilling affødte, at jeg aldrig kom med undskyldninger – men med årsager, når landsholdet tabte kampe med mig som træner.
Var det for at undgå at afsløre mennesket Morten Olsen bag landstrænerfacaden, at du undlod denne umiddelbare tilgang til offentligheden gennem medierne?
“Nej. Men man kommer jo til at sige ting, der faktuelt er forkerte. Det skal fansene have lov til – og til dels medierne. Men jeg, som landstræner, skulle ikke komme med en forsvarstale. Jeg skulle tage ansvaret, og erkende, om det var træne-rens skyld eller ej. Og så kunne folk så have sine meninger om det. Det var vigtigt for mig som leder.”

Morten Olsens egen rolle som leder har givet ham styrken til selvindsigt og selve tilgangen til de mennesker omkring ham. Men spørgsmålet er, om han ser sig selv som en god menneskekender.

”Jeg mangler at se ledere i dag,
der gør det, som de selv tror på”

“Med andres input kan man som leder træffe beslutningerne, og gøre det, som man selv mener er ansvarligt – både for den enkelte og for helheden. Den ansvarlighed skal man leve med, og det har jeg haft det fint med som landstræner. Mange ledere i dag siger blot, hvad folk gerne vil høre. Jeg mangler at se ledere i dag, der gør det, som de selv tror på. Så kan det godt være, at man, som i mit tilfælde, taber en fodboldkamp, men man skal da handle ud fra at gøre ens egen overbevisning til spillernes overbevisning – tilføre troen på, at den valgte vej er vores vej. Så kan det være, at fem millioner danskere synes, det er forkert, da det i fodbold jo kun er resultatet, der tæller. Men det er lederens vilkår. Så om jeg er en god menneskekender, ved jeg ikke. Det ved min kone måske. Kvinder er tit bedre til at tage temperaturen,” lyder det fra Morten Olsen, alt imens han løfter blikket mod døren ud til entreen.

”Min kone taler bedre
dansk end Sepp Piontek”

Hans kone gennem mange år, belgiske Mireille Olsen, kommer listende ind i stuen. I hånden har hun en lille tallerken, hvorpå hun præsenterer selskabet for 6 små chokoladeskildpadder.

“Jeg har selv lige fanget dem ude i haven,” siger hun og smiler, mens hun forsvinder ud i køkkenet.

“Min kone taler bedre dansk end Sepp Piontek”, griner Morten Olsen med reference til den 
egendariske tyske træner, der blandt andet stod i spidsen for fodboldlandsholdet under VM i Mexico i 1986, hvor Morten Olsen selv var spil-
styrende som libero i det danske forsvar – og blev kåret til Årets Spiller i Danmark.

Ingen Morten uden Ivan og Søren
Ifølge Morten Olsen selv, er livet, ligesom i fodbold, fuld af tilfældigheder.
Den tidligere fodboldspiller og forhenværende landstræner mener selv, at han ikke var blevet den spiller, han blev, hvis ikke skæbnen plantede ham midt mellem to af den danske fodboldhistories andre store forsvarspersonligheder i 80’erne.

“Jeg spillede på et succesrigt hold dengang. Jeg havde da talent, men det var de andre spillere, der gjorde mig til den gode spiller, jeg var dengang. For hvilken libero havde Morten Olsen været, hvis ikke han havde været flankeret af en Søren Busk og en Ivan Nielsen i forsvaret? Jeg var måske nok blevet en god spiller, men ikke helt så god en spiller, som jeg nu engang blev. Det glemmer de unge spillere lidt i dag. De er mere egocentriske, end vi var det i ´80erne. I fodbold er alle afhæn-
gige af hinanden. Man er et kollektiv. Et hold består af mange forskellige personligheder. Og der bør altid indgås indbyrdes aftaler, der skal overholdes, for at kunne gøre hinanden bedre. Både på og udenfor banen.”

”Som jeg sagde til
Dennis Rommedal:
“Nik & Jay! Hold da op!
Det er da fantastisk!”

“Man skal være klar til nye tiltag, og jeg tror, at en af mine forcer som træner var, at jeg havde befundet mig i et omklædningsrum i så mange år, som jeg havde. Jeg har set flere generationer passere igennem omklædningen og hørt, hvad de ikke bare som spillere men som mennesker interesserer sig for. Jeg har imødekommet deres trends, tiltag og alt hvad de tiltag nu engang har bragt. Jeg plejede at sige til mig selv, at den dag jeg ikke længere kan holde ud at høre på spillernes musik, den dag skal jeg stoppe som træner. Nu var det ikke derfor, jeg holdt op.” Morten Olsen slår en latter op. “Jeg har da også spotify. Musik er fantastisk. Som jeg sagde til Dennis Rommedal: “Nik & Jay! Hold da op! Det er da fantastisk!”. Det handler om indlevelse, om hvad der foregår i 
hovedet på gutterne.”
Svært at slippe trænerrollen
Morten Olsen havde i mange år det tunge ansvar for hele nationens fodboldlandshold. I dag har han udelukkende ansvaret for sig selv og sine nærmeste, hvilket på mange måder også har efterkommet en befriende følelse hos den tidligere træner.
“Ansvar” er et stort ord. Fodbold er en passion, og motivationen ligger i interessen. Jeg har jo altid været bidt af det, jeg har lavet. Men det kan da være en befriende følelse ikke at have ansvaret længere. Jeg har set 500 fodboldkampe om året, hvor mange af dem bestemte, hvornår min kone skulle lave mad. I dag ser jeg 50. Så der er da plads i hovedet til mange andre ting, som der ikke var plads til før i tiden. Og det kan da være befriende ikke at trække i træningsdragten, selvom jeg ikke kan frigive mig selv fra trænerrollen fuldstændigt. Særligt ikke når jeg ser en Champions League finale eller andre store kampe med meget dygtige spillere.”
Er det svært at se på uden at være med?
“Det kan være svært at rumme i sin krop, at man ikke længere er en del af fodboldteatrets samhørighed – båndet der skabes mellem spillerne, og træneren der yder, og tilskuerne der nyder. Og som træner har publikummet og spillerne altid været det største for mig. Sikkert fordi jeg selv har været spiller. Man ønsker så brændende at forblive en del af den samhørighed. Det er så stort at være en del af helheden på landsholdet. Uden at nævne navne, så talte jeg med en tidligere landsholdspiller, der havde siddet som tilskuer til landskampen mod Portugal, da vi kvalificerede os til EM. Jeg bemærkede hans umiskendelig rene ærlighed, da han fortalte mig, at han måtte gå 20 minutter før slutfløjtet, da publikum kogte og kampens intensitet var på sit højeste. Han sad som tilskuer midt i det hele. Og som tidligere spiller, tvang følelsen af ikke længere at være en del af den samhørighed ham til at forlade Parken.”
Hvilke tanker har der ellers været forbundet med at forlade din
“faste plads” på landsholdet?
“Den gigantiske skuffelse over ikke at kvalificere os til EM, da vi ikke formåede at vinde mod Sverige i Parken den 17. november 2015, var en skuffelse, der gjorde mig træt af fodbold. Og hvis man ikke kan leve med nederlag, så skal man slet ikke være der. Jeg havde besluttet i samråd med DBU ikke at fortsætte, hvis kvalifikationen glippede. Men da det så skete, blev jeg både ked af det, frustreret og irriteret. Det var emotionelt for mig at tage afsked med spillerne. Men det var samtidig en god følelse at have det sådan. Den følelse sad i kroppen i nogle dage. Det var jo mennesker, jeg havde arbejdet med, og som jeg holdt af. “Omklædningsrummet var i orden”, som vi plejede at sige, men der var kommet nye folk til i DBU organisationen, som gjorde, at jeg ikke følte mig godt tilpas. Og hvis tilstande er uacceptable, holder jeg op. Sådan er jeg. Jeg fik tilbud om at træne Anderlecht, men jeg var træt og ville nye ting i livet. Det ville ikke være nyt at blive klubtræner. Det havde jeg jo været før. Selvom tanken om en klub som Anderlecht var fristende. For her var der mennesker, der virkelig ville have mig, folk jeg klikkede med, et sted hvor logistikken passede med livet, og som var et sted, der gjorde, at min kone og jeg ikke skulle flytte.”
Har du haft gemt dele af din personlighed
væk i din tid som landstræner?
“Nej. Jeg har aldrig båret maske i mit liv. Hverken som spiller eller træner. Sådan ville jeg aldrig kunne leve med mig selv. Men der er da øjeblikke, hvor man da gerne vil være en anden, end den man er. Da jeg var træner for FC Köln i den tyske Bundesliga, havde jeg en serbisk trænerkollega fra Bayer 04 Leverkussen, der hed Dragoslav Stepanovic. Han var en fantastisk fyr. Og da de lå nummer to i ligaen, stillede han sig op på tv og sang Frank Sinatras My Way. Jeg tænkte: Hold da kæft! Sikken en personlighed! At stille sig op på den måde og synge My Way! Ti kampe senere var de røget ned i tabellen, og jeg tænkte: Måske skulle han nok begynde at tænke lidt mere på fodbold i stedet for en sangkarriere.”

Og selvom både Morten Olsen og Dragoslav Stepanovic på hver deres måde måske har en hemmelig drøm om at kunne synge som Frankie “Blue Eye” Sinatra, så holder den nu pensionerede landstræner godt fast i sig selv, og den han er som menneske.

“Det handler om at være den, man er. Så er der nok dem, der mener, at mine øjne skal være grønne i stedet for de blå, som jeg har.”

Så du blev aldrig træneren der sang My Way?
Nej! Hold da op. Folk i studiet ville krumme tæer”, griner den ellers musikelskende Morten Olsen.

”Jeg har altid levet ud fra
diktatorisk demokrati”

Har du altid været god til ikke at foregive at være noget andet, end det du er?
Ja, det synes jeg. Jeg kan huske, da jeg var ung professionel og kom hjem til Vordingborg på besøg i ferierne. Det var forfærdeligt for mig at gå ned gennem hovedgaden, fordi jeg skulle huske at hilse på alle. Alle kendte mig, men jeg kendte ikke alle. Det var en umulighed jo. Men hvis der så var nogen, jeg ikke fik hilst på, så var opfattelsen hurtigt, at jeg havde fået storhedsvanvid. Det griner jeg lidt af i dag. Man kan ikke gøre alle tilfredse. I fodbold kan man heller ikke gøre alle spillere tilfredse. Jeg har aldrig pleaset. Og hvis jeg har, har jeg aldrig pleaset for at please. Man er den person, man er – på godt og ondt. Mange af de trænere, jeg selv havde som spiller, var diktatoriske. Jeg har altid levet ud fra diktatorisk demokrati, hvor det er lederens opgave at skære igennem, når der skal tages en beslutning, hvor man som hold ikke er enige. Så er lederens opgave at overbevise ud fra faglighed og egen personlighed – men uden at bære maske. Det er vigtigt at være den person, du er, med de begrænsninger og svagheder, det indbefatter. Min erfaring som spiller siger mig også, at spillerne skal vide, hvem der står foran dem som træner.

Fodbold er følelsen af samhørighed
Er der ét enkelt øjeblik, der skiller sig
særligt ud fra alt andre, når du tænker
over dit liv i fodbold?

“Med et fodboldliv på næsten 50 år på topplan er der mange. Men det er jo de øjeblikke – om det er serie 2 eller landsholdet – hvor man står i brusebadet efter en kamp og kan sige: Jeg var en del af det her! Vi gjorde det!”

“Jeg kan huske, at jeg som lilleputspiller havde spillet en lokal semifinalekamp i mudder. Og øje-
blikket, hvor vi alle sammen gik under bruseren iklædt vores tilsølede dragter skabte følelsen af samhørighed. Det gav mig svaret på, hvorfor jeg spillede fodbold – det sociale aspekt. Jo, det var sjovt at sparke til en bold, men det, som det, hand- lede om, var, at det foregik sammen med vennerne. At man var en del af en helhed. Da 
Danmark mødte Armenien på udebane i VM kva-
lifikationen i 2013, var mit taktiske oplæg at spille for følelsen at vende tilbage til omklædningen. Så jeg fik Lars Jacobsen til at fortælle de unge gutter på holdet om følelsen, da vi sad i omklædningsrummet efter sejren over Holland året før. Han fortalte meget emotionelt, og vi vandt den svære kamp 1-0.”

Men du har ikke noget omklædningsrum i dag?
Nej! Og det vil jeg savne.

Du har aldrig fået børn. Er der et større afsavn over ikke at have fået børn nu, hvor fodbolden ikke fylder på samme måde i dit liv?
“Mine børn var fodboldspillerne.” Morten Olsen griner. “Nej, sådan skulle det bare ikke være. Det kan da godt være, at det påvirker mig nogle gange. Et afsavn kan godt dukke op, når man bliver ældre. Men sådan er det. Det er en af livets tilfældigheder – stolpe ind/stolpe ud.”

Er alderen også en spiller i forhold til dine valg nu?
“Jeg føler mig ikke gammel, men man har jo en udløbstid. Og spørgsmålet er, om livet udelukkende skal være fodbold. Fodbold på min måde er fodbold døgnet rundt. Jeg har rejst rundt, og mens jeg har set alverdens stadioner, har jeg kun fået en fornemmelse af de byer, jeg har besøgt. Jeg har været privilegeret, men der er ting, der har måtte udskydes, og nu er jeg kommet dertil, hvor livet må leves på en anden måde, hvor de byer, jeg før kun fik fornemmelse af, nu kan besøges og opleves. Følelsen af at ville præge fodbolden igen dukker af og til op. Men det koster så mange kræfter, og jeg vil ikke gamble med helbredet. Jeg vil gerne opleve mere ro i mit liv – de jobs findes ikke i top fodbold.”

”Jeg kommer jo fra provinsen,
så jeg er lidt af en bonderøv”

Hvad har erstattet fodbold i din tilværelse i dag?
Jeg er blevet fritidsbonde. Det har altid været et ønske. Jeg er naturelsker. Det er en side af mig selv, jeg altid har holdt fast i. Jeg kommer jo fra provinsen, så jeg er lidt af en bonderøv. Jeg elsker dyr og natur, og jeg har både hjorte, høns, gæs og ænder i min hverdag hjemme i Belgien, hvor vi bor. Det rart at have noget at stå op til.