Fire kendte ”indfødte” fortæller om deres opvækst i Hellerup i vidt forskellige boliger og kvarterer. Fælles er deres gode minder fra en by med tryghed og mangfoldighed. De husker alle fornemmelsen af at alt, hvad man havde bruge for, fandtes inden for ét afgrænset område. Og to bor i øvrigt stadig i Hellerup.

 

FET_Hellerup_Mia Jexen

 

Skuespiller Mia Jexen
”Vi var en hippiefamilie”

Som tre årig flyttede Mia Jexen, 31, med sin familie fra en lille lejlighed i Lyngby, forældrene havde byttet til et ældre hus i Studiebyen i det sydvestlige Hellerup. Det er en miniby i byen, og Mia Jexen husker det som et vidunderligt sted at være barn. Hun føler sig heldig over at have boet netop dér:

”Studiebyens børn kendte alle hinanden, legede i haverne og spil-
lede bold på vejen i al slags vejr. Jeg gik på Bernadotteskolen, og min barndom har været fyldt med livsglæde og nærhed”, siger 2900

Happiness-stjernen og fortsætter:

”Mine forældre er lærere, og vi er en afslappet familie, som ikke går op i det materielle. Det har aldrig gjort mig noget, at nogle af mine kammerater fik dobbelt så mange julegaver og i det hele taget kunne få, hvad de pegede på. Vores fokus har været på samvær”.

Særligt to Hellerup-butikker med personlig stemning havde betydning for Mia Jexen, før hun flyttede fra Hellerup for at gå på skuespil-
lerskole i England og senere bo på Vesterbro. Den ene var musik-
butikken Apollon på Strandvejen, hvor hendes musikglade familie købte flere instrumenter. Desuden kom hun i antikvitetsbutikken Ad`libitum, som ikke findes mere. Butikkens ejer gav Mia Jexen, som også var børneskuespiller på Folketeatret, lov til at gå til hånde og lære om gamle ting og møbler. De to knyttede et stærkt bånd og er venner den dag i dag.

 

FET_Hellerup_Jes Dorph-Petersen

 

Studievært Jes Dorph-Petersen
”Alting var sjovere dengang”

Blidahpark 1. Dér på hjørnet af Phistersvej i en stor lejlighed tilbragte Jes Dorph-Petersen, 56, sine første 20 leveår med sin mor, som var lærer. Og han husker kvarteret som et enormt behageligt sted at vokse op:

”Der var mange gamle damer, måske enker, og græsplæner, der ikke måtte betrædes. Gjorde man det alligevel, blev man jagtet af viceværten. I vores bebyggelse boede middelklassen, men det var noget ganske andet på sundvejene, hvor de store villaer lå”, siger Jes Dorph-Petersen.

Til barndommens land hørte også slikbutik, bager, grønthandler, slagter, ismejeri og købmanden hvis søn Jes Dorph-Petersen legede med. Og så var der HIK´s baner, hvor han spillede fodbold, og senere ungdomsklubben på Hellerupvej, hvor han tilbragte tid. Den er i dag revet ned:

”Alting var sjovere dengang. I dag er der for mange ejendomsmæglere, banker og optikere på Strandvejen. Det er ikke charmerende som datidens småhandlende. Første supermarked var Irma på Strandvejen over for Annasvej. Dér blev jeg flaskedreng for at tjene nogle lommepenge. Jeg var også avisbud, og da var det mest Berlingske Tidende, jeg leverede. Kun få holdt Politiken og Aktuelt”.

Jes Dorph-Petersen tænker tilbage på Hellerup som en by, hvor alt fandtes inden for en lille radius. Men der var skyggesider:

”Strandvejen var farlig med mange trafikuheld på grund af høj fart og manglende lysregulering. Og så talte man ikke om arbejdsløshed og andre sociale problemer. Efter mange år afslørede en kammerat, at hans mor var kassedame i en anden by, så det ikke skulle blive opdaget hjemme i Hellerup”.

De fleste mødre var dog hjemmegående i 1960´erne og 70´erne, og det betød servering af kakao og hjemmebag efter skoletid på Maglegårdsskolen.

”Som 35-årig flyttede jeg tilbage til Hellerup og gik ture ad de gamle ruter. Mange kammerater er også vendt tilbage, og så mødes vi gamle mænd på gaden eller i supermarkedet og mindes fortiden. Vi griner af, at Hellerup-folk er snobbede, men vi er det selvfølgelig ikke selv. Denne snobbethed er en charme, og jeg synes kun, det er sjovt med mænd i lyserøde polobluser og farvet hår i gadebilledet. Og damer i Range Rovere som de med autonom uopdragenhed parkerer lige foran de butikker, de skal ind i. Hvad enten det er tilladt eller ej. Det er bare noget, jeg trækker på smilebåndet af. Ikke noget som kan få mig til at være mindre trofast over for Hellerup.”

Foto: Per Arnesen/TV2

 

FET_Hellerup_Margrete Auken

 

EU-parlamentariker og pensioneret præst Margrete Auken
”Vi legede ude uden opsyn”

Frem til syv års alderen boede Margrete Auken, 71, i et enderækkehus på Rymarksvej i Hellerup, før familien med fem børn flyttede til et større hjem på Frederiksberg. Margrete Aukens tidlige barndomserindringer fortæller mindre om byen Hellerup men en del om et børnerigt miljø med fortrinsvis hjemmegående mødre med hænderne fulde af husarbejde. I hendes eget hjem var der unge piger ansat til at tage sig af børn og husholdning.

”Vi legede ude fra morgen til aften fra en tidlig alder. Der var ikke opsyn med os, så vi passede os selv og legede kun sjældent indendørs hos hinanden, som børn gør i dag. De største trusler var ikke biler men derimod hunde og store drenge”, lyder det fra Margrete Auken, som har boet i Valby siden 1972.

Hendes far måtte have dobbeltarbejde som læge for at forsørge familien og betale de unge pigers løn. Hendes mor var også læge og skrev de første år på sin doktordisputats derhjemme. At hun fik hjælp i huset var nødvendigt, da tøjvask, bad af børn mm var større projekter: En gruekedel i kælderen blev brugt til at varme vand, vaske tøj samt bade børn i. Forældrene badede i et zinkkar, hvor kogende vand blev blandet op med koldt:

”Hos købmanden på Tuborgvej hørte det til hverdagen at få skrevet indkøb på regning og betale ugentligt eller månedligt. Jeg bildte mig ind, at det med ”På regning” betød, at man ikke skulle betale. Så jeg forsynede flere af vejens børn med rosiner på den konto. Jeg fornemmede dog, at det ikke var helt ok og fik også en ordentlig gang skældud af vores unge piger”.

 

FET_Hellerup_Jette Schandorf

 

Bassist Jette Schandorf
”Mit Hellerup var ikke fancy”

Musiker Jette Schandorf, 55, voksede op i Hellerups sydvestlige hjørne i det hus, hun stadig bor i. Dengang var klientellet i kvarteret mangfoldigt: I de små lejligheder med triste baggårde ved stationen boede flere af kammeraterne fra Hellerup Skole, hvor Den Internationale Skole ligger i dag. De var børn af arbejdere og håndværkere, mens andre kammeraters fædre var direktører og grosserere.

Med en far og en mor, som var henholdsvis journalist og korrespondent, tilhørte Jette Schandorf og hendes tre søskende middelklassen i det blandede parcelhuskvarter. Og børnene var bevidste om, hvem der var rige, og hvem der ikke var:

”Som fem årig kom jeg i en privat børnehave i en villa på Strandvejen hos den strenge Frøken Schwanke. Da jeg senere gik i skole på Hellerupvej, kunne vi se direkte over til Bernadotteskolen. Vi, som modtog traditionel undervisning, gik i cowboytøj og lyttede til Osmonds, Sweet, Walkers og Abba, kiggede misundeligt til de langhårede børn, som måtte gå uden for skolen i skoletiden. Det var uhørt på den tid”, husker Jette Schandorf.

Hun holdt sig i sit eget kvarter i Hellerups yderste kant. Hun kan tydeligt se bybilledet med mange småhandlende, som boede i lejligheder oven på deres bager- eller købmandsbutik, for sig:

”Da jeg blev ældre, havde jeg ikke råd til at gå ret meget i byen.

Men vi kom på Sankt Peders værtshus, som stadig findes. Skovrider-
kroen besøgte jeg først, da jeg selv spillede fast derude i 80´erne med News”.