Sarah0044 copy

Da jeg ankommer til det nye smukke boutique Hotel SP34 i det indre København, er det Sarah Grünewalds valg af sted. Hun elsker at være omgivet af ro, stilistisk, men hyggeligt design og at sidde midt i hjertet af København og kigge på mennesker, ryge en cigaret, spise ansjoser og arbejde. Den 30 årige model og skuespillerinde møder mig med en telefon ved øret, men man får stadig et nærværende og varmt kram som hej. Telefonsamtalen er vigtig. Det er hendes lillebror, som har et problem, der skal løses – noget med kærlighed. Det er en kærlig og varm storesøster, jeg overhører give sin lillebror råd, og samtalen afspejler resten af vores dag sammen og Sarah som person; nærværende og empatisk! Mød den aktuelle Vild Med Dans-værtinde til et eksklusivt interview om hendes juli-bryllup, hendes bolig, parforholdet og en jagt på sin fars anerkendelse.

“Jeg voksede op i den lille strandby Marienlyst i Nykøbing Falster. Min far havde en restaurant i byen, og jeg blev ret tidligt smidt ud i arbejdslivet, hvor jeg serverede og gik til hånde. Min mor var stewardesse hos SAS, og hun tog os nogle gange med på hendes rejser, hvor min bror og jeg agerede små hjælpere, der serverede kaffe og te. Det var til tider hårdt med to udearbejdende forældre med skæve arbejds- tider. Min far glemte tit sin familie på grund af det travle arbejdspres, og han var den, jeg altid var på jagt efter anerkendelse fra. Jeg følte ikke, han så mig. Hans måde at vise kærlighed på var at skælde ud og sætte grænser. Jeg har virkelig brug for berøring, nærvær og mennesker som er tæt på mig, så derfor har det været svært for mig at forstå hans måde at vise sin kærlighed på. Min mor var helt anderledes. Altid blød og ikke så mange grænser, og hun hyldede altid min bror og jeg for de mennesker, vi var.

Nu’ det nok far!

For små tre år siden fik jeg nok af min fars facon og væremåde overfor mig. Jeg var træt af, at han ikke kunne anerkende alt det, jeg var og stod for. Min far havde altid skubbet mig hen mod at blive en forretningskvinde. Så at jeg valgte modellivet, der omfatter gratis arbejde indimellem, i en tidlig alder, var uforståeligt for ham. For ham var det ikke et rigtigt arbejde. Da han for cirka tre år siden endnu engang skældte mig ud – denne gang for at ryge cigaretter – havde jeg fået nok. Jeg påtog mig voksenrollen og responderede med, at jeg synes det var dejligt, at han elskede mig så meget, at han var bange for at miste mig til cigaretter. Der lukkede jeg munden på ham. Det var åbenbart afgørende, at jeg italesatte kærligheden, for siden da har vi haft et varmt forhold. Jeg nusser ham og italesætter mine følelser mere, og han prøver på sin måde at give det samme tilbage ved at klappe mig på skulderen – han gør det så godt, han kan.

Håndbajere og stærk tobak

Han har også accepteret og anerkendt, at jeg rent faktisk ER en forretningskvinde. Efter han har set mig på TV, har han efterhånden forstået at mit engagement som model, som skuespiller og som TV-værtinde er en karriere, der kræver hårdt arbejde. Det har været en lang jagt at få min fars anerkendelse, og det er så dejligt at have den nu. Min mor har derimod altid set mig, som den jeg var. Hun har pustet balloner op for min karriere. Selv da jeg kom ind i en rebelsk tid som punker, bumset og piercet teenager med hang til håndbajere og stærk tobak, så hun stadig mig, som den jeg var. Den tid var på mange måder speciel, og jeg tror, at min mor forstod, at jeg havde brug for flere farver og facetter i mit liv. Jeg fortryder ikke et sekund den tid. Det gør kun, at jeg i dag kan tale med alle slags typer fra forskellige sociale lag. Årsagen til jeg er kommet helskindet ud af den tid, er jo netop, at jeg altid har haft et ben godt placeret i begge lejre. Jeg er sgu’ nok et godt produkt af begge mine forældre’.

Mobbet som model

Jeg har altid ønsket mig at blive anerkendt for et godt stykke arbejde fremfor at være smuk. Selvfølgelig er det en gave at være smuk, men det skal være afbalanceret. Det er vigtigt for mig at udvise nærvær og ikke komme ind på en arbejdsplads som en rekvisit. Jeg vil være en del af et hold. At levere et stykke arbejde uden at være nærværende overfor hele holdet er det værst tænkelige for mig. Jeg husker tydeligt et modeljob i udlandet for nogle år siden, hvor jeg blev udelukket af fælleskabet og konsekvent blev kaldt The Model. De brugte ikke mit navn, jeg måtte ikke spise frokost sammen med dem, og de talte henover hovedet på mig. Det kan man ikke gøre med mig. Så tager man mig fra mig. Det er så vigtigt for mig at føle fælleskab og at man løfter en opgave sammen. Derfor er jeg så sindssygt forelsket i hele produktion Vild Med Dans. Det er et stort fælleskab, hvor alle bliver taget alvorligt, og hvor alles funktioner er vigtige. Det er en stor maskine med små skruer, men mangler der bare en enkel skrue, ryger det hele på gulvet, da her er tale om live TV. Jeg synes, det er den fedeste arbejdsplads. Det er en stor tæt familie, og jeg lægger stor vægt på, at hele holdet har det godt sammen med mig. Jeg nægter at være hende, der bare kommer ind i stort skrud og i høje hæle. Danserne skal vide, at de har mig i ryggen, at jeg ser dem og holder med dem.

Sarah0244 copy

Med til dansetræning

Sidste år ville jeg være med til deres træning så ofte som muligt, og derfor var det ekstra hårdt arbejde. Én ting var jeg var ny værtinde, men jeg prøvede så vidt muligt at være der til deres træning for at have noget at tale med dem om, så jeg vidste, hvad der rent faktisk foregik i løbet af ugen. Så det var fuldtidsarbejde, som var hårdt, men fedt fordi jeg ville ind under huden på alle og gøre mig umage. Der skal ikke være nogle sure miner, for jeg elsker at arbejde.

Kig på mig!

Jeg er dog så privilegeret at meget af mit arbejde, der ikke har med Vild med Dans at gøre, kan klares ved møder på telefon eller computer. Jeg er MEGET på min telefon, og det har været den største udfordring med min mand og jeg. Vi har to vidt forskellige måder at arbejde på. Han er forfatter, så når han skal skrive, tager han ud på Den Sorte Diamant og skriver. Jeg bruger konstant min telefon, og det har været svært for Rasmus at vænne sig til. “Hey kan du ikke lige kigge på mig?”, siger han ofte. Min lejlighed er mit hjemmekontor, men for ham er det et frirum, hvor han ikke arbejder, så det tog lidt tid at få finpudset vores forskellige arbejdsmetoder og liv.

Modbydelig kæreste

Jeg har altid været en forholdspige – jeg har aldrig forstået de der one-nigth-stands. Fra jeg var 16 og fem år frem, havde jeg et forhold, som på alle måder var usundt. Min daværende kæreste havde en sindssyg evne til at få de værste ting op i mig. Han kunne få mig til at føle mig udnyttet, og han jokkede på mine værdier som menneske. Lige så romantisk og charmerende han kunne være, lige så modbydelig kunne han også være. Den følelse af udnyttelse, han gav mig dengang, har siden ligget dybt i mig. Jeg har derfor aldrig kunne lide at give mig selv ud til en eller anden for en enkel nat. Når jeg mærker kemi og vælger mennesker ind i mit liv, så giver jeg så meget af mig selv, så det skal ikke være til hvem som helst. Jeg ved, hvad jeg er værd – de mennesker omkring mig er valgt med omhu, og det samme er Rasmus (Sarahs mand, red.).

Stor fan – men ikke speciel lækker

Jeg var fan af Rasmus lang tid inden, vi blev kærester. Han har arbejdet som DJ i mange år, og jeg sørgede altid for at være de steder, han spillede. Jeg synes, han er en af Danmarks bedste DJs, fordi han er så teknisk dygtig, så man kan roligt kalde mig en decideret fan. Jeg synes ikke han var specielt lækker , men da jeg er en musiknørd, som både spiller klaver og guitar og synger, blev jeg fascineret af hans talent og synes, han var møgfed. Da jeg mødte Rasmus, var det for mig et eller andet sted et ubevidst ja til at være sammen med ham resten af mit liv. Efter at have datet ham et par gange, kunne jeg bare mærke sådan en rolig fornemmelse i mig. Der var et eller andet, der var anderledes med ham – det var en rolig bundforelskelse. Med andre kærester har jeg frygtet at miste – det gør man jo, når man elsker, men tidligere har det været en frygt for at miste dem til andre kvinder eller på grund af forskelligheder. For første gang i mit liv gik min frygt her på at miste Rasmus til sygdom eller ulykker – en grundangst for at miste ham til noget som jeg ikke havde kontrol over. Jeg tænker, at det er sådan, man har det med sine børn!?

sarah grünewald private billeder bryllup sommer 2014

Privat foto fra brylluppet

Jeg er ikke bange for at få løst problemer med Rasmus – men bange for at miste ham. Med ham er der styr på alt det basale. Sådan har jeg aldrig haft det før. Jeg tror, der er mænd i livet, der er ’meant to be’, men man skal være heldig, hvis man møder bare en af dem. Jeg har bare været heldig at møde manden i mit liv nu.

Ingen betænkningstid med brudekjolen

Bryllupper har egentligt aldrig sagt mig det store. Jeg har aldrig haft den store pigedrøm om, at far skulle følge mig op af kirkegulvet, men da jeg møder manden i mit liv, så virkede et bryllup som det mest naturlige for mig. At gå ind i et hus med højere magter og sige ja til hinanden var pludselig det helt rigtige. Pludselig tog formatet bryllup mig med storm. Vi blev viet i Islands Brygge kirke. Jeg havde fundet en så fin vintagekjole hos Vintage Bride på Frederiksberg. Det var bare SÅ meget mig! Jeg havde ellers lavet aftaler hos fem af de store kjoledesignere, men da jeg kom ud til Vintage Bride i den lille stuelejlighed, som emmer af 60’er stil og charme, så vidste jeg det skulle være den kjole, og jeg aflyste mine fem aftaler.

image 2.jpeg copy

Privat foto fra brylluppet

Kodeordet er perler

Kodeordet for Rasmus og jeg har gennem hele bryllupsplanlægningen været ’PERLER’. Ikke rigtige perler, som du bærer om halsen, men “perler” man finder rundt omkring.

Det er den røde tråd i mit liv, at man finder steder, hvor man føler sig heldig, unik, lykkelig og finder ro. Så vores bryllupsdag var planlagt sådan, at efter vielsen i kirken skulle vores 80 gæster ud på “perler”. Vi havde lejet Søkoen, som er en tømmerflåde indrettet som en dagligstue. Jeg elsker den tømmerflåde, hvor du føler dig fri, og du kan spille musik og nyde livet. Vi gjorde et stop med tømmerflåden hos en af Rasmus’ venner, der har et lille vinlager under Knippelsbro. Ud med store plankeborde, masser af vin og solskin. Dét vinlager er endnu en af vores perler. Selve middag og fest holdt vi på en fantastisk italiensk pop-up restaurant Il Buco, som ligger i en charmerende baggård på Bryggen med kulørte lamper og vasketøj, og musikken spillede fra det skønneste jazzband, som Rasmus og jeg havde hørt første gang sammen på Københavns ældste værtshus ’Det Hvide Lam’. Hele dagen var en perle. En dag fyldt med fede lækre ting, som vi vidste var i orden, og som var os. Dagen efter brylluppet tog vi op og lagde min brudebuket på Rasmus’ fars grav, og så rejste vi på bryllupsrejse til Menorca. Det var mit livs kærlighedsfest.

Sarah Grünewald bryllup privat 1

Privat foto fra brylluppet

Samvittighedsløs hjælp

Jeg synes, der er mange offentlige personer, der har travlt med at hjælpe organisationer ved at lægge et billede ud af dem selv på et socialt medie. Hvis jeg skal være ærlig, så kan jeg ikke holde det ud – jeg vil se noget handling. Jeg savner, at nogen MENER, at de vil hjælpe. Jeg blev spurgt om et hjælpeprojekt på Roskilde Festivalen omkring spildt mad, der skulle gå til hjemløse. Man skulle bruge tre dage på at køre rundt med mad til de hjemløse, men de krævede et billede af mig – men ikke at jeg rent faktisk tog med rundt i de tre dage. Hvor er vi henne? Hvis jeg siger ja til den slags, så er det, fordi jeg er med som alle de andre i tre dage. Jeg vil gerne poste på sociale medier, men har ikke samvittighed til at poste uden rent faktisk at gøre en forskel. For et par år tilbage sov jeg ude på et herberg på Nørrebro og hjalp de hjemløse med mad og omsorg. Det kan godt være, at jeg har stilletter på om fredagen, men jeg elsker også hårdt arbejde, jord under neglene og at hjælpe, hvor jeg kan. Jeg har masser af planer fremadrettet i forhold til at hjælpe dem, der er de svage i samfundet – og jeg mener det.

Sarah om hendes hjem:

’Min indretning har været en blanding af mange forskellige ting – nok en søgen efter identitet, hvilket mit hjem afspejler. Mit hjem betyder rigtig meget for mig. Når jeg sidder i min lejlighed, skal jeg have følelsen af, at jeg ikke har lyst til at være andre steder. Jeg skal have smukke ting at kigge på, minder fra rejser, fotos og tonsvis af stearinlys – jeg er stearinlys junkie. Jeg bor lyst og farverigt, og jeg er samler. Sådan en samler, som er så dårlig til at smide ud, men dog god til at gemme i kælderen. Der skal være overskueligt hos mig, ikke for rodet, men heller ikke klinisk. Det er rigtig vigtigt for mig, at dem, der kommer hjem til mig, kan se hvem, der bor der. Det kan man absolut hos mig! Mine venner og veninder elsker at være hos mig, fordi jeg skaber hygge. Min lejlighed på 100 m2 har store vinduer og ligger på 3. sal, så der kommer masser af naturligt lys ind i lejligheden. Jeg har masser af autentiske fotografier på mine vægge, ikke så meget kunst og malerier. Jeg har fotos, jeg selv har taget fra mine rejser – jeg elsker selv at tage billeder. Jeg har blandt andet et billede af tre smilende mænd fra Sri Lanka. De blev så glade og stolte over, at jeg så dem og ville tage billeder af dem. Og så er jeg vild med elefanter, dem er der også mange fotos af hos mig. Fotos fra skønne stunder med veninder, som gør mig glad at kigge på, fylder også en del på mine vægge, hvor jeg også har et kæmpestort maleri, som jeg fik af min tidligere kæreste Matthias (Hundebøll, red.) til min 25 års fødselsdag.