Den lette side af Bodil

Egentlig har Bodil Jørgensen altid været overbevist om, at hun skulle spille dramatiske roller – og det gør hun – men ikke mindst i kraft af ”Rytteriet” hyldes hun som et komisk ikon. Af unge som gamle og af folk, som aldrig kunne drømme om at se ”Faderen” eller ”Fanny & Alexander” på Det kgl. Teater.

Det kan forekomme let og legende, men sandheden er, at der ikke findes mere hårdtarbejdende mennesker end skuespillere. Bodil Jørgensen kommer til interview med Liebhaverboligen næsten uden stemme og efter en af de sjældne aflysninger. Hun havde simpelthen ikke stemme til at gennemføre ”Faderen” aftenen før:

– Så skulle det i hvert fald have været Don Corleone-udgaven af ”Faderen”, hvor vi alle sammen havde hvisket, lyder hendes humoristiske udlægning, mens hun drikker te for at få stemmen klar til aftenens udgave af ”Fanny & Alexander”. – Der har jeg en mindre rolle, så det klarer jeg nok. Men det er frygteligt at sidde helt klar og sminket, hvis nu stemmen blev klar, og i sidste øjeblik måtte give op, så folk måtte gå hjem. Jeg håber, vi kan sætte en erstatningsforestilling op.

Den glade maske

Det bliver i givet fald, mens hun går til prøver på denne måneds premiere på ”Den grønne elevator” i Glassalen … hvor hun i øvrigt senere på året skal optræde i genoplivningen af den klassiske Tivolirevy. Bodil Jørgensen spænder nemlig over hele skuespillerens spektrum fra tragedie til komedie og ser ikke den store forskel på at spille døende heltinde og Trines pinlige mor hos ”Rytteriet”:

– Som skuespiller er jeg altid forpligtet til at portrættere en figur så ærligt, som jeg kan, siger hun. – Og man må huske, at ”Rytteriet” også har en dyster side; at vi alle er alene, og at vi alle skal dø. Men det er jo en løbende diskussion – om vi som skuespillere både kan bære den glade maske og den sure.

Humor er pinlige situationer

– Da jeg lige kom ud fra teaterskolen, døde jeg hele tiden. Jeg troede, min styrke var det tragiske. Og jeg er ikke komiker i den forstand. Jeg aner ikke noget om timing … det er bare sønderjysk. Jeg har nok fået en del fra min far. Også modet; jeg er ikke bange for, hvad andre skal synes. Humor er pinlige situationer.

– Jeg kan huske, at min onkel var kommet for at se afgangsforestillingen fra teaterskolen. Han sad på forreste række, og jeg sad på scenen allerede og skulle se ud i horisonten, indtil forestillingen begyndte. Så begyndte han at vinke til mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, men valgte at blive i rollen. Han vinkede videre. Efter forestillingen sagde han så: ’hold kæft, hvor var du koncentreret – jeg kunne slet ikke få kontakt med dig!’

En jysk indvandrer

I mellemtiden er Bodil dog blevet københavner og meget glad for livet på Nørrebro:

– Nørrebro er blevet meget global – som verden ser ud, sådan ser Nørrebro også ud, siger hun. – Sådan er det ikke f.eks. på Østerbro. Nogle af mine børns kammerater fra skolen – på Frederiksberg – må ikke komme på Nørrebro!

Hendes ældste søn, Johannes, har tilpasset sig helt fint og går i Nørrebro bokseklub – stort set kun med kammerater med indvandrerbaggrund.

– Han er god til at tackle det. Han vil ikke finde sig i, at der er forskel. På den anden side kan man opleve, at den arabiske kultur er lukket. De kommer ikke så gerne hos os, som han kommer hos dem. Han synes, det er fint, men jeg synes, at jeg gerne vil møde alle hans venner. Jeg vil ikke ses som en vantro, fordi jeg er kristen. Vi skal komme hos hinanden – det er integration!

Din tro er stærk

Bodil Jørgensen betegner sig selv som troende og beder fadervor med sine børn hver aften. Ikke at hun vil pådutte dem noget, men så har de et udgangspunkt:

– Johannes er søgende, men også glad for sin tro. Østen læser meget om græsk mytologi, så han vil gerne udfordre troen. Men så har vi noget at snakke om. Og troen er en trøst. Det at vide, at morfar og mormor er i Himlen – sammen med Johannes far – er en stor trøst.

Et valg

Ud over at være kongelig skuespiller og folkeligt populær på sine pinlige figurer hos bl.a. ”Rytteriet” (og en lang række prisbelønnede filmroller) er Bodil Jørgensen også kendt som MOR. Da hun blev gravid som 47-årig valgte hun at få barnet, datteren Rigmor.

– Jeg føler mig jo stadig 30 år indeni, selv om jeg snart fylder 53, og det holder mig til ilden. Jeg må følge med i det nye – alt fra tøj til skolepolitik. Jeg skal tage stilling til, om hun skal gå til klaver. Jeg nåede det ikke med de to ældste. Det er jo mig der skal få ideen, for det gør hun ikke selv. Nu har jeg fundet en lærerinde, og så må vi se.

– Der var da nogle af mine veninder, der sagde, at ’nej, nu var jeg jo lige færdig med tisselagner og alt det der’, men selv var jeg ikke i tvivl. Jeg gik til en masse prøver på Rigshospitalet (de var så gode!), og jeg vidste, det var en pige … og jeg havde jo to drenge, så … Og hun blev født netop som de japanske kirsebærtræer blomstrede!

Drenge og piger

– Det er jo blevet til nogle andre lege. Med drengene var det cowboy og indianere, Dragonball og Pokemon, med Rigmor har jeg siddet og klippet julepynt og leget med dukkehus. Det passer mig meget godt, at hun er en pige, for så skal jeg ikke løbe så meget … Men når hun har sin veninde fra opgangen på besøg, er de prinsesser, og jeg er heksen. Der kan jeg ikke løbe dem begge op. Jeg kan godt mærke, at jeg bliver ældre, mens hun bliver stærkere og stærkere.

Drengene får nu også en ros med på vejen:

– De er meget ’professionelle’, siger Bodil. – De var alene hjemme nogle dage, og så var det skønt at komme hjem og finde sedler, de havde skrevet til hinanden: ”Der er madpakke i køleskabet”, ”god dag, elskede bror’. Dem har jeg gemt!

En god dag

Selvfølgelig er Bodil Jørgensen godt klar over, at hun vil være 60, når Rigmor skal konfirmeres (”Men så holder vi bare en stor fest sammen”), men morgendagen kan ingen garantere for, som hun også kunne konstatere, da begge hendes forældre gik bort sidste år:

– Jeg vil gerne følge mine børn godt på vej. Hver dag, der ender godt, er en god dag, og så ved vi ikke mere. Jeg skal sørge for, at det bliver en god dag. Jeg er selv glad for at have haft min far, til jeg var over 50. Han var en anarkistisk natur, og det har han givet mig med. Min mor led af demens de sidst 10 år af sit liv. Men når de sang på plejehjemmet … sangene, dem kunne hun huske!

– Min far var frisk til det sidste. Han var fantastisk til at fortælle om gamle dage. Det var spændende også for børnene. Han talte med Johannes om at blive en ung mand og fortalte Østen om krigen. Han var både sød og moderne … når han var på besøg på Nørrebro kunne han godt gå sine egne veje. Så endte han i en klub med de gamle arabiske mænd. Han var ikke bange for noget.

Og det er Bodil så heller ikke; hverken for store dramaer, gakket humor, at råbe et revypublikum op – eller de udfordringer, som livet bringer.