Helle, William, Robert … og andre mennesker

Det kan godt være, at alle skuespillere drømmer om en Bodil eller Robert, men det bliver ikke priserne, man vil huske på dødslejet, mener Helle Fagralid. Det, der tæller for hende, er at arbejde med projekter, der betyder noget … og som når publikum.

Det sidste har Helle Fagralid nået i fuldt mål med en række store roller i succesfulde TV-serier som ”Nikolaj & Julie” og ”Forbrydelsen” og senest i den Robert-belønnede hovedrolle i Niels Malmros’ ”Sorg & Glæde”. Anderledes smalt kan det forekomme, når hun optræder på Det kgl. Teater. For er det ikke en lidt støvet institution, og er tiden ikke løbet fra klassikerne?

Gør fordomme til skamme

– Der er jo en grund til, at de er blevet klassikere, nemlig at de rammer os, siger Helle Fagralid. – Jeg har spillet en hel del klassikere. Det spørgsmål, vi kan stille, er, hvordan de skal iscenesættes. Mange af klassikerne er jo så gamle, at rettighederne er udløbet, så vi har mulighed for at lave om på dem, som vi har lyst. Jeg synes, vi viser dem respekt ved at oversætte dem til vor tid. Til noget vi kan relatere til – uden at det nødvendigvis betyder, at vi skal gå og tale i mobiltelefoner i alle forestillinger.

– Måske er der også nogle fordomme om Det kgl. Teater – FORDI det er det kongelige, altså at det er lidt støvet og uvedkommende. Jeg synes, at vi forsøger at gøre de fordomme til skamme.

Der er mange sider af den sag, og Det kgl. Teater har altid været til diskussion, både hvad angår repertoire, turnéforpligtelser, billetpriser og så videre, men der er tilsyneladende stor opbakning i befolkningen, selvom der er færre reelle brugere. De forskellige rabatordninger, specielt for unge og studerende, gør det muligt at se teater for, hvad en biografbillet koster, så det er og bør bestemt ikke kun være et eksklusivt sted, mener Helle.

– En del af, at folk generelt ikke går så meget i teatret, har selvfølgelig også at gøre med, at vi lever så travle liv, siger hun – Der er ikke plads til – eller vi prioriterer ikke – at bevæge os ud om aftenen. Jeg kan sagtens forstå, at det er vanskeligt i børnefamilier. For dem er det da meget lettere bare at tænde for fjernsynet eller sætte sig ved computeren.

Publikum giver teatret mening

Men publikum er selve meningen med teatret. Det er deres oplevelse, der gør det værd for Helle at undvære familien og leve med det konstante forventningspres.

– Det væsentlige for mig er at være en del af en produktion, hvor svaret er noget større end os selv. At jeg arbejder med godt materiale, gode instruktører, gode kolleger. Og så selvfølgelig publikums oplevelse. Det betyder alt – ellers giver det ikke mening! Anmeldelserne kan betyde noget for salget, fordi mange bruger dem som pejling for, hvad de vil se. Men det vil altid være det, vi leverer på scenen, der er vigtigst.

Robert og Bodil

Når det så går rigtig godt – på teatret eller på film – så kan det udløse en pris. Det er helt ægte, når stjernerne stråler over en lille statuette, som Helle gjorde, da hun for en måned siden modtog en Robert.

– Det er dejligt med anerkendelse, smiler hun. – Og hvad min Robert for ”Sorg & Glæde” angår, så er jeg rigtig glad på Niels’ (Malmros) og Mariannes vegne. Men som Troels Lyby sagde til Bodil-uddelingen, så går alle skuespillere rundt med et hul i maven, formet som en Bodil, og en drøm om at få det udfyldt. Jeg tror bare ikke, at det kan fyldes ud. Det er et bundløst hul. Selv vil jeg hellere være taknemmelig for de roller, jeg har haft igennem tiden og dem, der – forhåbentlig – venter mig. Priser giver kun momentan lykke. Det er nok ikke dem, man tænker på, på sit dødsleje.

Det er poesi

Faktisk tager Helle livet en rolle ad gangen. Lige nu drejer det sig om ”Woyzek” (”Det er bare en lillebitte rolle”), og til april gælder det så ”Tigerhjerte svøbt i kvindehud”, et potpourri over Shakespeares kvindeportrætter.

– Der er meget tekst at vælge imellem og nogle fantastiske roller, siger hun. – Oplægget er, at vi ekspe-rimenterer. Ligesom i ”Sonetter”, men anderledes, bl.a. fordi vi her har dialoger.

– På den ene side rammer Shakespeare meget præcist ned i nogle universelle følelser, på den anden side har han en distance i sproget. Han leger med sproget; det bliver ophøjet til kunst, til poesi. Og den ophøjethed gør det lettere at gå dybt i de ekstreme følelser. Han har et blik for menneskets natur, som er eviggyldigt.

Men et hurtigt blik hen over Shakespeares værker afslører en stærk overvægt af mænd. Og med mændene som de handlende, mens kvinderne er henvist til biroller – om end ikke uden egne styrker. Men det er selvfølgelig et spejl af tiden, og Helle Fagralid bemærker, at mange instruktører foretager ’kønsskifte’ på figurerne, fordi de sagtens ville kunne være kvinder i dag (”Det, synes jeg, er et fremskridt”). For man kan med en vis ret spørge, hvem der i virkeligheden er det stærke køn:

Det stærke køn

– Det kommer an på, hvordan du definerer styrke, svarer Helle. Der har altid været nogle regler og normer, traditioner, man indrettede sig under. Mænd, der skriver om mænd. Patriarkalske samfund. I dag er der en stigende tendens til, at vi tænker mere i “menneske” end mand-kvinde, og det er da et fremskridt. Jeg tror, den største styrke er værdier som ærlighed og empati. Og DET er ikke kønsbestemt.

Og som et meget omtalt TV-eksperiment afslørede, så havde to mandlige TV-værter meget svært ved at klare mosten, da de blev udsat for smerter, der svarede til en fødsel.

– Måske er det et umuligt eksperiment, forsvarer Helle mændene. – Jeg mener, der ER jo ikke noget barn. De vidste, at det var et eksperiment. Det tror jeg heller ikke, jeg ville kunne klare! Men ved en rigtig fødsel – der er der jo ikke nogen udvej. Man kan sige, at det heller ikke ligger i mændenes genetik, at de skal kunne klare en fødsels smerter.

Roller for livet

Så stærkt eller svagt køn, roller bliver vi alle tildelt – Vi sætter folk (både mænd og kvinder) i kasser ud fra det, vi ser. Udseende HAR betydning, selv om det ikke er væsentligt i forhold til arbejdet. Vi sidder stadig fast i nogle fordomme, f.eks. at en kvinde ikke kan være seriøs, hvis hun er nedringet og går i lårkort.

– Selv om det er der jo også en slags magt i, tilføjer Helle med et smil.

Men at man ikke kan kæmpe mod sit fysiske udtryk, har Helle Fagralid erkendt. Det har givet hende en længere karriere som ingenue – dog ikke Shakespeares Julie – end de fleste, men nu ser det ud til, at hun endelig er rykket videre.

– Det er en præmis – man ser ud, som man gør, og har den udstråling, man har, fastslår hun. – Jeg har lyst til det hele, og jeg ved, at jeg kan mere, end man umiddelbart tror. Jeg elsker at blive mod-castet, blive udfordret, f.eks. som moderen i sidste del af ”Forbrydelsen”. Umiddelbart forekom hun skrøbelig, men jeg søgte efter hendes styrke, det handlende fremfor det passive.

– Lige nu mærker jeg, at jeg er på vej ind i andre rollefag. Det er jeg glad for, selv om der ikke nødvendigvis er så mange roller … eller jo, de skal bare findes!

Verden er en scene …

Helle Fagralid er ikke den, der tager arbejdet med hjem. Til dels fordi hun som kongelig skuespiller gennem det meste af sin karriere har haft tryghed i ansættelsen og mange udfordringer. Så den private Helle er ikke særlig dramatisk. Til gengæld er hun god til at gennemskue de roller, som vi alle spiller i vores dagligdag:

– Jeg har en godt udviklet intuition. Jeg er nysgerrig på mennesker og på de spil, der hele tiden er i gang, hvorfor vi agerer, som vi gør, f.eks. når vi siger det modsatte af, hvad vi mener, eller ikke er autentiske, men gemmer os bag vores masker. Vi former os ofte efter de konstellationer og omstændigheder, vi befinder os i. Det er selvfølgelig bedst at være sig selv, uanset om man taler med bankrådgiveren, er til jobsamtale eller er med sin familie. Det er vigtigt at bevare sin autenticitet. Det er vel den ro, mange søger: det at være sig selv og stå ved sig selv.