Hans J. Wegner 100 år

w2

Stolens mester mere moderne end nogensinde

Fotos: House of Design og Carl Hansen & Søn

Elegant formgivning og unikt håndværk. Det er nogle af de plusord, der hæftes på den populære møbelarkitekt, som døde 93 år gammel for seks år siden. Hans værker lever i høj grad videre og det samme gør beundringen af talentet for samtlige faser i møbelkunsten – fra idé til udførelse, detaljer og afsætning Wegner var et naturtalent. Han havde de rigtige hænder og føling med træet, havde ideerne til møbelkunst- en, forstod at omsætte tegninger til konkret håndværk og siden markedsføre dem over for producenterne, så værkerne blev sat i produktion og kom ud til forbrugerne”.

Sådan fortæller møbelsnedker og indehaver af House of Design med salg af brugte arkitektmøbler Lars Hildebrandt, Hellerup. I anledning af, at Hans J. (Jørgensen) Wegner ville være fyldt 100 år den 2. april 2014 giver Lars Hildebrandt gerne rosen af den unikke møbelskaber en tand til:

”Han var god til alle faser inden for møbelkunsten lige som Paul McCartney er det inden for sit felt i musikken. Wegners guldalder var en gunstig tid, så heldet spil-lede også ind og tilsmilede ham. Han havde og udstrålede talent og viden, så møbel-fabrikanterne stolede trygt på ham. Han havde derfor let ved at overtale dem til at sætte sine møbler i produktion og blev derfor én af de mest produktive møbeldesignere”, siger Lars Hildebrandt og fortsætter:

”Hans J. Wegner var generelt energisk, udholdende og seriøs. Og i takt med, at han fik succes som møbelskaber, troede han på sig selv, udviklede sig og fik endnu mere blod på tanden”, fortæller Lars Hilde-brandt om mesteren, som spillede på alle tangenter og var god til at beskytte sig og markedsføre sig over for de dygtigste snedkermestre.

Blandt flere producenter af Wegner-møbler findes stadig Carl Hansen & Søn i Aarup på Fyn, som laver Y-stolen, Savbukkestolen, Hvilestolen CH25 m.fl., hvor PP Møbler i Allerød leverer den kostbare Bamsestol, som er håndarbejde hele vejen igennem. Men har et møbel stemplet fra et nu nedlagt snedkeri – som for eksempel Andreas Tuck – holder møblet en meget høj kurs i antik tilstand.

”Wegners møbler er mere eftertragtede og moderne end nogensinde, og mange har svært ved at forstå, at de er designet for 60-70 år siden. Hans J. Wegners højeste mål var, at hans værker skulle kunne holde for livet. De var sat sammen med tapsamlinger, og under tilblivelsen smed han gerne møblerne ned af trappen for at se, om de holdt til den hårdhændede behandling”, fortæller Lars Hildebrandt.

Var især håndværker

Hans J. Wegner var formgiver men først og fremmest håndværker. Fra sit barndomshjem var han vant til at kunne gå ud i værkstedet og afprøve en idé i praksis, så han kunne se, om den holdt.

Hans J. Wegner tegnede cirka 500 stole, hvor af en meget stor del blev sat i produktion. Han tegnede næsten alle slags møbler, selv om han navnlig er kendt for sine stole. Også borde, skabe, skænke, reoler og lamper kom fra hans tegnebræt. Og alle med samme omhu, præcision og elegance.

I dag sælges mange Hans J. Wegner-møbler brugt både via forretninger, som har specialiseret sig i brugte designmøbler, samt på det private marked. Og ofte er værdien højere, når møblerne er bevaret med sin naturlige patina og slid frem for renoverede møbler, hvor betræk og polstring er skiftet. Ved køb af brugte Wegner-møbler er det vigtigt at tage sig i agt for kopier og se på stemplet under stolen, som viser hvilken snedkermester, der har produceret møblet – jo ældre og mere sjældent, jo dyrere er møblet.

Producenten Carl Hansen & Søns nye ledelse markerer 100 år ved at finde nogle af Hans J. Wegners gamle tegninger frem. Blandt andet sofagruppen CH103 fra 1970´erne, som har opnået høje auktionspriser og nu altså fås i ny udgave.

Et sjældent naturtalent

– Født i Tønder 1914 som søn af en skomager. Viste som barn talent for tegning, maleri og træskærerarbejde

– 1932 Udlært snedker

– 1936-38 Elev på Kunsthåndværkerskolen uden at tage eksamen

– 1938 Debut på Snedkerlaugets udstilling

– 1939-43 Flytter til Århus for de følgende år at tegne møbler til Århus Rådhus for arkitekterne Arne Jacobsen og Erik Møller

– 1942 Indleder et 20 år langt samarbejde med snedkermester Johannes Hansen. Samarbejdet resulterer i karrierens mest skulpturelle og håndværksmæssigt svære stole

– 1944 Tegner Kina-stolen

– 1940´ne Skaber med bl.a. møbelarkitekt Børge Mogensen enkle og billige møbler for FDB

– 1946 Flytter til København og tegner møbler fra egen tegnestue

– 1946-51 Underviser på Kunsthåndværkerskolen

– 1947 Tegner Påfuglestolen

– 1949 Tegner Den Runde stol ”The Chair” samlet med kileslidser. Stolen blev kendt fra den første TV-transmitterede valgdebat mellem præsident- kandidaterne John F. Kennedy og Richard Nixon i 1960

– 1949 Udstiller tre stole på Snedkerlaugets udstilling

– 1950 Tegner Y-stolen og Flaglinestolen

– 1950 Det amerikanske tidsskrift ”Interiors” viser ”The Chair” og gør Hans J. Wegner kendt. Han indgår samarbejde med fem danskemøbelproducenter

– 1951 Tegner Bamsestolen

– 1953 Tegner Jakkens Hvile

– 1960 Tegner Pøllestolen ”Oxchair”

– 1962-65 Bygger eget hus i Jægersborg. Huset ejes af arvingerne efter enkens død i 2013

– 1965 Tegner Armstolen

– 1968 Samarbejder med PP Møbler i Allerød

– 1986 Tegner Cirkel stolen

– 1995 Vandtårnet Tønder åbner museum for 36 af Hans J. Wegners bedste stole

– Kunstmuseet i Tønder og Dansk Designmuseum i København vil med særudstillinger 2.april markere 100 året for Hans J. Wegners fødsel

Kilde: Kunstmuseet i Tønder m.fl.