baad10

Parsifal er en dyster opera i tre akter af Wagner om en ridders søgen efter et helligt spyd. Yachten med samme navn er en mere munter oplevelse.

Parsifal III (jo, der var to i forvejen) er fra 2005 og ejet af Scanomat-grundlæggeren Kim
Vibe-Petersen, som sammen med hustruen Nina og en fransk arkitekt selv har stået for indretningen af den 180 fod (54 meter) lange og 11 meter brede yacht.

”Hvorfor en sejlbåd og ikke en stor motoryacht?”

”Det er sjovere at sejle. Og så er det også lidt oppe i tiden ikke bare at brænde en masse brændstof af”, fortæller Kim Vibe-Petersen til Liebhaverboligen.

Parsifal lll har kostet over en kvart milliard, og derfor er det heller ikke en fornøjelsesbåd, som ligger klar til at blive sejlet rundt i af familien.

”Det er en charterbåd, som koster mellem 2 og 2,5 mio. kroner om ugen at leje. Så følger der også en besætning på 10 mand med til de 14 overnattende gæster, den kan tage. Parsifal III har ikke nogen decideret havn, men ligger over hele verden. Det er en udmærket forretning med en omsætning på 20-30 mio. kroner om året”, fortæller Kim.

Parsifal III har også været på de hjemlige breddegrader i 2007, hvor den sejlede i de svenske, norske og finske skærgårde.

”Er du sejlsportsinteresseret selv?”

”Ja, men herhjemme har jeg bare en Hobi (lille katamaran-sejlbåd, red.) – den samme som i øvrigt er på Parsifal”. Kim har selvfølgelig selv holdt ferie på sit drømmeskib. ”Men her måtte jeg betale for det på lige fod med alle andre”, oplyser Scanomat-kongen.

Kongehuset har også nydt godt af Kim Vibe-Petersens gæstfrihed. I forbindelse med kronprinsens VM-deltagelse i Farr 40 sejlads-en ved Sardinien i juni 2009, kunne man se en kåd Frederik muntre sig med Mary og nogle nære venner på Parsifal III. Og med dykkerudstyr, vandski, vandscootere og to jacuzzier om bord, bliver det hele da også lidt mere livligt end på det støvede kongeskib Dannebrog.

baad5

Kim Vibe-Petersen, som sammen med hustruen Nina.

baad2

Godnat og sov godt. Master Cabin på Parsifal er mere luksuriøs end en suite på et tophotel

baad11

Ud og tumle i bølgen blå: I Parsifals hule agterstavn gemmer der sig sejlbåde, vandscootere, en 200 hk. speedbåd og meget mere til at fordrive tiden med på ferien

baad

Så er der serveret: Omgivelserne, gourmetkøkkenet og serviceniveauet på yachten er en konge værdig. Man kan tumle sig på i alt 485 m2 kahytter, cockpit og dæk iberegnet