Papir er umiddelbart et skrøbeligt og tyndt materiale. Men i de rette hænder kan det omformes til robust design med både dybde og dimensioner. Med papiret som medium skabes overraskende interiør, der er både bæredygtigt og stemningsfuldt.

Legende lyspunkter

I 1951 begyndte designeren Isamu Noguchi at skabe sine Akari lysskulpturer. Gennem tiden er det blevet til mere end 100 håndlavede Shoji-papir modeller, der omfatter både bordlamper, standerlamper og pendler i alle størrelser. Seriens navn Akari er den japanske betegnelse for lys, klarhed og lethed. En stor del af de originale Akari lamper produceres den dag i dag af Ozeki & Co. i Japan og distribueres i Europa gennem Vitra Design Museum. www.paustian.com.

Papier maché

Disse små håndlavede skåle er fine som opbevaring og unikke i deres form og farve. Papier maché betyder ”tygget papir” på fransk, og er et materiale fremstillet af mere eller mindre sønderdelt papir, der formes i våd tilstand og derpå tørres. Brug skålene til slik, smykker, farver eller andre småting, du gerne vil samle og have lige ved hånden. www.nordal.eu.

Krøllet

Lampampe er en drømmeagtig og kunstnerisk bordlampe, designet af den dygtige lysdesigner Ingo Maurer. Lampen er lavet af fint japanske papir, som er spændt ud over metal. Selve kroppen på lampen har fået et hårdt vrid, hvilket giver et skævt og unikt udtryk. Designet er skabt med inspiration fra den traditionelle rispapirlampe, der giver et behageligt og diffust lys. En sjov, kunstnerisk og praktisk lille lyskilde. www.ingo-maurer.com.

Papirkunst

Den danske kunstner Axel Salto er verdensberømt for sin keramik i den riflede, knoppede og spirende stil. Men Salto havde ikke kun evner som keramiker. Han var et multitalent, der arbejdede på tværs af genrer, bl.a. med billedkunst, grafik, tekstiler og illustrationer. ”Axel Salto – på papir” rummer både gengivelser af Saltos mange færdiggjorte papirværker, såsom litografier til bøger – og en stor mængde helt unikke Salto-skitser til keramiske værker og dekorationsopgaver. www.strandbergpublishing.dk.

Skulpturelt pap

Arkitekten Frank Gehry er kendt for sin brug af usædvanlige materialer. Med sin møbelserie ‘Easy Edges’, er han lykkedes med at skabe en æstetisk vinkel på noget så almindeligt som pap. Den skulpturelle form gør Wiggle stolen til noget helt særligt. Stolen er et overraskende behageligt og solidt møbel, der meget vel kan gå hen at blive et fremtidigt designikon. www.vitra.com.