Ændret indretning forbedrer trivslen
Familien Bartram har god plads til rådighed i den gamle Hellerup-villa, som de har ejet siden 2009. Samtlige m2 bliver brugt, og hvert et hjørne fra kælder til kvist udnyttes til stuer, værelser, kontor og et fitnessrum direkte under tagstenene
Her bor …
Cathrin Borg Bartram, 50 år, arkitekt og designer med firmaet Spekt-RUM, sammen med Jan Lewis Bartram, 54 år, økonom og tidligere professionel fodboldspiller, og deres fire sammenbragte teenagebørn og en fælles datter på otte år. Villaen i Hellerup fra 1928 er på 215 m2.
I de otte år familien Bartram har boet i huset, har de udnyttet hvert et hjørne. De fik lynhurtigt huset indtaget uden særlige renoveringer bortset fra nyt køkken og diverse malerarbejde. Cathrin står suverænt for indretningen og ændrer jævnligt møblers og tings placering efter sine ideer, skiftende årstider og møbler, som finder vej til huset via butikker og loppemarkeder:
”Gæster og besøgende spørger altid: ”Hvad har du ændret siden sidst?” Jeg har arvet den tendens fra min mor, som også jævnligt flyttede om,” slår hun fast:
”At ændre er vigtigt. Man har brug for forandringer for at undgå, at samtalen og samværet bliver statisk og vanebetonet. Ved at ændre dynamikken i hjemmets indretning, forbedres trivslen, hvis det er rigtigt lavet naturligvis.”
Cathrin elsker tableauer. De er lette at skabe stemninger med og kræver ikke det helt store indgreb. Her bygges en verden op af genstande, hun falder over. Det kan være tekstiler, gamle og nye krukker sat sammen, en skør lampe eller bare smukke ting, der giver ro og har en æstetisk udstråling:
”Med fem børn opstår der selvfølgelig rod, men det forbliver for det meste på deres værelser, så der ikke er kaos i fællesrummene. Der skal selvfølgelig være plads til, at familiens medlemmer kan slappe af og trives. Vi er en udadvendt familie med en masse gøremål. Derfor er det vigtigt, at vores hjem også er et helle.”
Let til nye møbler
Cathrin er glad for at finde genbrug på eksempelvis Den Blå Avis og Aarhus Klunserne og fra sommerloppemarkeder. Det giver råderum til hurtigt at få nye, billige møbler, som kan kombineres med håndplukkede designermøbler:
”Der er altid noget, jeg drømmer om at lave om på. I tre-fire uger kan der være ro på, men så finder jeg på noget nyt og kan pludselig gå i gang med at forandre et eller flere rum kl. 22 om aftenen. Jeg går overhovedet ikke op i mode, trends og mærkevarer men i anvendelighed og funktionalitet eller bare det, jeg kan lide. Og det hænger som oftest sammen.”
At få naturen ind i hjemmet er noget Cathrin vægter højt. Naturen har en ægthed, som vi mennesker har godt af. Derfor sværger jeg til skandinavisk design, de rene træsorter og ærlige materialer. Det samme med japansk designfilosofi med den smukke unikke tilgang til finish og æstetik. Den kombination giver ro i sjælen.
Tom Dixons kobberlampe binder 50’er-fund sammen med nutiden i dagligstuen.
Multivasen står i stuens vindueskarm.
I den bageste stue er sofa fra BoConcept og maleri af Anne Katrine Tiedemann. Lampen er fra Secto.
Omkring langbordet kan hele familien sidde. Lampen er af birk og fra finske Secto. Gulvtæppet er fra Hay.
Det er ikke tit man ser Jørgen & Nanna Ditzels Oda-lænestol designet i 1956. Tæppet er fra Bolia.
Den svungne trappe mellem hall og første sal giver adgang til en masse stuer og værelser..
Mørkegråt grafisk parti i entreen på første sal. Skamlen er fra Ilva.
Cathrin arbejder hjemme for sit firma Spekt-RUM med indretning, tilbygninger, design mm. Her står altid prototyper på nyt design fremme.
Eget design fra Spekt-RUM. Portrætterne er af mediterende yogier fra Indien.
Soveværelset findes i forlængelse af arbejdsværelset, som det formentlig er frastykket på et tidligere tidspunkt.
I den otte årige datters værelse er grå vægge og mange sjove ting og detaljer.
Badeværelset blev frisket op med maling og tilbehør, da familien flyttede ind.
Ikea-køkkenet er med enkelte tilføjelser af eget design. Køkkenet er den eneste egentlige renovering, familien har foretaget.