For folk er jeg bare Preben

For Preben Elkjær Larsen (58) var åbenhed en naturlig del af sin egen generations fodboldspillere. Han lod folket komme et skridt tættere på personen Elkjær og lod alle kende mennesket bag boldspilleren. En del af det, der gør Preben til Preben, er netop dét træk i hans personlighed, der lader os andre se mennesket bag sportsmanden. En sympatisk egenskab, der er med til, at de fleste i dag føler at vide noget om, hvem Preben Elkjær Larsen er.

 

Chiadelli rosévinen fra Bardolino får Preben Elkjær Larsens øjne til at stråle. Og alt imens munden så småt går på gled i Charlottenlund, begynder mundvandet at løbe efter de hjemlige druer fra kysten ved Gardasøen.

For til trods for Prebens gennemførte danskhed har han et hjerte, der banker for Italien, og huset i Bardolino udenfor Verona besøges stadig hyppigt af Elkjær og familien. Siden han sparkede Hellas Verona til Lo Scudetto, det italienske mesterskab, i 1985, er Preben blevet tilbedt af de fanatiske fans og fået pave-status og kejsermodtagelse, når han i dag, som tilskuer, gæster den gamle hjemmebane, Stadio Marc’ Antonio Bentegodi i Verona.

Hemmeligheden til den kærlighed, der florerer omkring denne ikoniske danske fodboldspiller, findes sandsynligvis i den åbenhed, der ikke bare var kendetegnet for Preben Elkjær, men for hele 80’er-generationen af  fodboldspillere og deres måde at være på. De lod folket møde mennesket bag spilleren. Noget der var unikt for tidens atleter og i særhedelshed for 80’ernes fodboldspillere.

Det lader til, at fodboldspillere i dag ikke lader omverdenen kende mennesket bag atleten, sådan som det var tilfældet med din generations fodboldspillere. Hvad er for eksempel forskellen på de to argentinere, Diego Maradona og Lionel Messi?

– De er jo begge to formidable boldspillere. Men Maradona investerede mere af sin egen personlighed i den spiller, som vi så, og som vi kendte ham som. Det gjorde, at folket var mere bevidst om, hvem han var som menneske. Noget som Maradona stadig gør den dag i dag. Man lider og glædes med Maradona. Og trods alle de defekter som han også har, så kan jeg godt lide, at der bliver givet noget. At man kan se den investering fra hans side.

Nu kender jeg ham jo også og har spillet mod ham så mange gange. Men selv uden at have spillet mod ham eller kende ham personligt, så har folket en fornemmelse for, hvem Diego Maradona er. Man synes at kende ham, fordi han har givet så meget af sig selv, uanset om det er positivt eller negativt. Lionel Messi derimod er der jo ingen af os, der ved hvem er. Jeg kan da godt se, han er god til at spille fodbold, men jeg ved ikke hvem personen Messi er, udover at være en fodboldspiller, der tryller på banen.

På det område var hele 80’er-holdet på sin vis som Maradona. Vi var åbne og lod folk se, hvem vi var som mennesker. Holdet fra dengang er jo bare et elsket fodboldhold. Vi var nok alle sammen personligheder, der gav noget. Jeg tror, det er derfor, at det hold er så elsket. Uden at det skal lyde for voldsomt, så er det nærmest kærlighed, jeg møder, når jeg er ude at holde foredrag i dag. Man behøver ikke sige mere end Søren, Frank, Jesper (Søren Lerby, Frank Arnesen, Jesper Olsen, red.) uden at skulle forklare og uddybe det. Folk elsker spillerne fra dengang, og det tror jeg, er fordi, der var så mange personligheder på holdet. Personligheder i den forstand, at vi delte noget af mennesket bag spilleren med de fodboldfans, som vi mødte.

Folk kommer ikke tæt på spillerne i dag. Og spillerne er nødt til at distancere mennesket fra sportsmanden. Og de er nødt til det på en helt anden måde end tilfældet var med os fra dengang. Vi får ikke lov til at kende dem på samme måde i dag. Og forståeligt nok. De lever et helt andet liv, end vi gør. Og med medier som Twitter er de nødt til at isolere sig og skabe en større distance mellem sig selv og omverdenen. De kan ikke være så åbne, som vi var dengang. En sådan åbenhed i dag ville bare gøre, at man som spiller ville blive misbrugt både af medier og fans. Det er ærgerligt, men sådan er det. Jeg tror, vi havde det sjovere dengang, husker Preben Elkjær.

Hvem er Elkjær?

Målkjær, Prebse, Preben, Elkjær – endda Borgmesteren fra Verona. Hr. Larsen fra Frederiksberg har haft mange kaldenavne gennem karrieren, og da han spillede i Lokeren i Belgien, hed hele Danmarks Elkjær, Preben Larsen. Det gjorde han, da man ifølge Preben ikke benytter mellemnavne i Belgien. Så der var han Larsen fra Lokeren.

De ville ikke ane, hvem Preben Elkjær er i Lokeren. – Der er jeg Preben Larsen. I Danmark er der så mange Larsen, så her blev jeg Elkjær Larsen. Men det var faktisk pressen herhjemme, der efterhånden skar Larsen fra og gjorde mig til Preben Elkjær. For folk er jeg bare Preben.

Folk favnede spillerne med en større kærlighed dengang, end de gør i dag. Preben sætter stor pris på, at han var spiller dengang og ikke i dag, og der er ingen tvivl om, at hans bedrifter i fodboldkarrieren, har været med til at give ham en velfortjent status – en status, der med stor sandsynlighed kan yde ham titlen som ikon.

– Det tænker man jo ikke over. Jeg går jo ikke og tænker ”Jeg er et ikon”, eller ”hvordan har mit ikon det?” Men folk er jo bare så utroligt søde. Anerkendelsen får jeg, når jeg møder folk, og hvor de takker mig for de gode oplevelser, jeg som fodboldspiller har givet dem, fortæller målmageren.

At leve drømmen er noget, der er de færreste forundt. Og med en hverdag som Elkjærs, der bestod af fodbold og tilbedelse fra tusinder af fans, var det en hverdag, som endnu færre end de færreste oplever. Men for Preben Elkjær blev livet som højprofileret fodboldspiller naturligvis også hverdag. Dette gjorde, at det ofte var svært for ham at registrere, hvor usædvanlig en situation han reelt var så heldig at befinde sig i.

Hvordan påvirker det dig, når det går op for dig, at dine unikke bedrifter egentlig først blev unikke øjeblikke for dig på et senere tidspunkt i livet? 

– Jeg tog mig ikke tid i de øjeblikke. Jeg kiggede ikke lige op på de 80.000 mennesker, der sad på tribunerne, når jeg spillede på San Siro i Milano. Det fokus det krævede at spille på det niveau, jeg gjorde, efterlod bare ikke momenterne til at registrere den storhed, som jeg jo egentlig befandt mig i. Det ærgrer mig lidt i dag, at jeg i øjeblikkene ikke registrerede, hvor enestående de faktisk var. Det blev business as usual.

At jeg var ung, var jo selvfølgelig også en del af det. Om det var San Siro eller Wembley, det var bare endnu en bane, endnu et stadion. Og det må ikke forveksles med en overlegenhed, men det bliver bare ens hverdag.

Sådan er det også i dag. Spillerne i dag gør de samme ting, som vi gjorde dengang. Kommer ind på stadion, kigger ned i græsset og lukker helt af. Vi opdager først storheden i det senere. Først senere i livet opdager vi, hvor heldige vi var at få lov at opleve det – hvor unikt det hele i virkeligheden er.

Flere år efter jeg vandt det italienske mesterskab med Verona, gik det op for mig, hvor svært det faktisk er at blive italiensk mester i fodbold. Dengang vi vandt, tænkte vi, at det gør vi sgu’ da også bare igen året efter.

Med alderen bliver man bare bedre til at notere sig de øjeblikke, som man befinder sig i. Jeg kan huske første gang, jeg var i Peterskirken i Rom. Hver gang jeg er i Rom, skal jeg aflægge visit i Peterskirken. Jeg har været i Peterskirken 80 gange i mit liv, og første gang gik jeg den bare hurtigt igennem. For hver gang bliver turen rundt i kirken længere og længere. Jo ældre jeg bliver, jo mere stopper jeg op og kigger op. Kigger op og opdager nye ting, der hele tiden har været der, men som jeg ikke har set.

Med janteloven i baglommen

For Preben Elkjær har det altid været vigtigt, at forældrene havde det godt. Og han er ikke i tvivl om, at der både har været stolthed og glæde hos dem i forbindelse med den succes, han som spiller oplevede på banen. Men ifølge Elkjær selv har det altid været en usagt anerkendelse fra forældrene – en anerkendelse uden klap på skulderen, og altid med janteloven i baglommen.

– Jeg kan huske, da jeg havde købt en Ferrari, dengang jeg spillede i Verona. Den stod parkeret i kælderen, og mine forældre vidste ikke, at jeg havde købt den. Jeg bad min far gå i kælderen og hente noget velvidende, at min Ferrari var uundgåelig at få øje på. Da han kom tilbage var der helt stille i flere minutter. Til sidst kunne jeg ikke holde min nysgerrighed tilbage og spurgte ham, om der var noget dernede, hvorefter han bare svarede: ”Sådan noget pis”. Men dagen efter syntes han alligevel, at han lige skulle prøve den.

Jeg har aldrig spurgt dem om, hvad det er, som jeg har foretaget mig i mit liv, der har gjort det største indtryk på dem. De har skullet lægge øre til meget, da jeg jo var lidt vild i mine unge år. Men jeg tror, der er mange ting, som de er rigtig stolte over. Men det er ikke, fordi de har sagt det til mig. De er bare stolte over, at deres to sønner har klaret sig godt i livet.

Et liv efter karrieren

Når en stor sportsmand stopper den aktive karriere, er det altid spændende at se, hvad de så finder på. Hvordan deres liv ændrer sig. Selve tranformationen af ens egen identitet, man som menneske konfronteres med, er for alle en udfordring, og for Preben Elkjær har det været noget, som har fået fokus tidligt i karrieren.

Men hvad har været den største udfordring?

– Det er et giftigt spørgsmål, og jeg tror, at det vigtigste er at vide i god tid, at der kommer en dag, hvor det hele stopper. Det har jeg været meget bevidst omkring. Det er vigtigt at forberede sig selv rent mentalt til det øjeblik.

Jeg forberedte mig ikke bare psykologisk men også rent praktisk. Jeg havde min hverdag på plads, inden transformationen var en realitet. Jeg vidste helt konkret, hvad jeg skulle foretage mig, og hvad jeg ellers kunne supplere tilværelsen med. Min egen samfundsstatus ændrede sig ikke. Min identitet som sportsmand forsvandt ikke. Min fodboldidentitet bestod, i takt med at jeg dukkede op på tv som fodboldekspert. Så folk glemmer mig ikke, hverken som den jeg var, eller den jeg er. Og så har jeg jo også opført mig nogenlunde ordentligt, repræsenteret mit land, og gjort det godt.

Italien versus England

Preben Elkjærs kærlighed til Italien generelt og til italiensk fodbold i særdeleshed kan ofte opleves i måden, han forsvarer italiensk fodbold på. I Tv3+ ekspertpanelets direkte dueller med en vis Jan Mølby, der lovpriser engelsk angrebsfodbold, ses tydeligt et forsvar fra Elkjærs side. Et forsvar, der kan gøre selv det mest defensive italienske fodboldhold misundelig.

– Jan Mølby og jeg har jo en fortid sammen på landsholdet, så vi kender hinanden rigtig godt. Og med Mølbys tid i engelsk fodbold og min egen i Italien har vi bare hver vores syn på underholdningsværdien i fodbold, og på hvordan flot fodbold skal spilles. Vi er dejligt uenige – og så skaber det jo altid godt fjernsyn at sætte modsætninger sammen, som når uenigheden mellem os rammer skærmen.

Jeg mener jo, at italiensk fodbold er en vigtig del af fodboldhistorien. Man bliver ikke verdensmestre fire gange, uden der er noget særligt. Jeg ser ikke deres defensive stil så negativt, som så mange andre. Man kan jo ikke vinde ved at spille 0-0, men italienerne anerkender det gode i en 0-0 kamp. Så er der jo noget, man har gjort rigtigt; nemlig forsvaret sig godt.

Leicester versus Hellas Verona

Leicester skrev historie ved at vinde det engelske mesterskab. Et hold, der aldrig har vundet et mesterskab, et hold, der kæmpede for overlevelse. Et hold, hvis samlede trup koster det samme som en enkelt spiller i en storklub. Men et hold, der trods alle odds vandt det engelske mesterskab.

Preben Elkjær blev også meget overraskende italiensk mester med Hellas Verona i 1985, og man kan fristes til at spørge, om Verona dengang lavede en såkaldt ”Leicester” eller omvendt.

– Gazetta della sport (italiensk sportsavis, red.) har sammenlignet Leicesters bedrift med dengang jeg selv blev mester i Italien med Verona. Men jeg synes faktisk ikke, den er helt fair. Det var aldrig på tale, at vi var et bundhold. Vi vidste, vi havde et godt hold – et top-6 hold. Vi kom ikke ud af ingenting, og at slutte sæsonen med en placering, der gav adgang til europæiske turneringer, det var succes. Vi var aldrig et decideret bundhold.

Det berømte straffespark i semifinalen mod Spanien i Frankrig i 1984, gjorde på sin vis Elkjær til en skurk, om end en folkekær én af slagsen. Bukserne revnede, og bolden fløj over mål.

– Jeg har faktisk hørt, at folk kastede deres fjernsyn ud af vinduerne, da jeg brændte dét straffespark. Men danskerne tog ikke imod mig som skurk, synes jeg. De griner nærmest; selvfølgelig skulle jeg da brænde det straffespark. For mig var det jo ikke sjovt at brænde, og i det øjeblik det skete, blev jeg fyldt med tomhed indeni. Hvis man sparker straffe, så brænder man jo altså engang imellem.

Platini – skurk eller helt?

Mens Preben, som den uheldige helt, ”spillede røven ud af bukserne”, som man sagde, blev Michel Platini den heldige af slagsen for det franske lands- hold. Han scorede nemlig det afgørende mål i den anden semifinale og blev kort efter Europamester med Frankrig det år. I dag er det Platini, der – som skurken – er ekskluderet af UEFA og FIFA med beskyldninger om korruption, mens Preben Elkjær Larsen til stadighed modtager stående ovationer, når han besøger stadion i Verona som tilskuer.

– Skurk eller helt. Det ved jeg ikke. Sådan har jeg faktisk aldrig set på det. Jeg kender jo Michel Platini og hans familie. Jeg ser Platini som en ægte fodboldmand. Jeg har en fornemmelse af, at han vil fodbolden det bedste.

En verden i forandring

32 år senere og med en verden i forandring, vil sommerens kommende EM i fodbold i Frankrig langt fra være identisk med EM i Frankrig i 1984.

Sikkerheden vil være en dominerende nødvendighed, og på samme tid være en foranstaltning, som skal gøre de mange tusinde tilrejsende mere trygge i en storby som Paris, hvor undtagelsestilstanden nærmest er blevet hverdag.

– Jeg har aldrig oplevet så mange politifolk og soldater til en kamp, som senest jeg var til El Classico (Real Madrid-Barcelona, red.). Det var fuldstændig vanvittigt, og man følte, at man stod midt i en krigszone. Jeg er bange, for at sommerens EM i Frankrig kommer til at være lidt af det samme. Sådan er verden. Men i sporten har vi et usædvanligt sammenhold, hvor religioner ophører, og stadig gør det muligt at samle store folkemængder.

Hvem bliver europamester 2016?

Det gør Belgien. Det har jeg fået besked på at sige af min belgiske kone, Nicole. Jeg har også lidt fidus til Frankrig, men Belgien bliver spændende at følge, slutter Danmarks bedste angriber gennem tiden.

EM i fodbold i Frankrig starter den 10. juni og slutter præcis en måned senere.

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

Blå bog

Født 11. september 1957
Bor i Charlottenlund.
Gift med Nicole.
Sammen har de sønnen Max på 28.

Aktiv karriere som fodboldspiller:

Klubber:
FB (Frederiksberg)
Vanløse IF
FC Köln
KSC Lokeren
Hellas Verona
Vejle Boldklub

69 A-landskampe
38 mål i landsholdstrøjen

Tysk mester med FC Köln, 1978. Europas tredjebedste spiller, 1984. Europas næstbedste spiller, 1985Italiensk mester med Hellas Verona, 1985. Verdensberømt for sin scoring uden støvle i støvlelandet i 1985

……………………………………………………………………………………………………………………………….

……………………………………………………………………………………………………………………………….

System 2-2-2-2

2 italienere
Barolo eller Brunello?
Umuligt. Jeg kan ikke vælge. Begge er fantastisk dejlige vine. Jeg må sige begge to.

FIAT eller Ferrari?
Vi har en FIAT derhjemme i husholdningen, og jeg har haft en Ferrari. Hvis jeg kan vælge, tager jeg jo en Ferrari, men jeg er rigtig glad for min FIAT.

2 belgiere
Flamsk gryderet eller frisk stuvet kylling fra Gent?
Min kone er fantastisk i et køkken, og den flamske gryderet er fremragende. Flamsk gryderet – uden at tøve.

Jean Claude van Damme eller Jaques Brel?
Det er Jaques Brel.

 

2 danskere
Dirch Passer eller Dario Campeotto?
Jeg elsker Dario. Han gør det altså godt (Preben bryder ud i sang; Du er så dejlig Angelique). Jeg elsker da også Dirch Passer, men jeg vælger Dario.

Frikadeller eller fiskefilet?
Helt klart fiskefilet. Man skal huske at spise sin fisk. Det har jeg ikke altid været god til, men det er jeg blevet. 

2 fodboldspillere Völler eller Vogts?
Vogts. Berti Vogts var en giftig spiller. Jeg har jo både spillet og talt med Rudi Völler, men er til gengæld blevet sparket ned af Berti Vogts.

Preben Elkjær eller Paolo Rossi?
Det er jo klart Preben Elkjær. Efter et par år sammen i Verona, kender jeg jo Paolo, men der er jeg bare nødt til at sige; Der er jo klasseforskel …

……………………………………………………………………………………………………………………………….