Den mondæne ø i Middelhavet dannede rammen om en sanseoplevelse lidt ud over det sædvanlige 

Omotenashi – er et ældgammelt japansk kulturelt fænomen. Det kan oversættes lidt henad ”man ønsker at forudse gæstens behov – og man skal gøre det ærligt, rent og uden bagtanker – så gæsten værdsættes på bedst mulig måde”…. Ja, det bliver altid lidt længere i forklaringen end ordet alene, men filosofien genspejler på mange måder Lexus’ mantra.  

Bilmærket, som i USA bliver har samme prestige som de tyske premium-mærker, men som herhjemme stadig for det meste anses for en ”luksus-Toyota”, er mere en livsstil end bare et bilmærke. Den overlegne kvalitet og umagen i skabelsen af bilen er defineret ved – udover omotenashi – også takumi, som betyder 25-års erfaring i det job, man laver. 

Det vil sige, den ansatte på fabrikken, som eksempelvis står for at sy læderet omkring rattet eller instrumentbrættet eller sæderne, ja, han eller hun har mindst 25-års erfaring i netop det og så fremdeles bilen igennem.  

Og hvordan præsenterer man så en sådan bil for en kræsen journalist-skare, der er vant til at blive forkælet med BMW’s køreegenskaber, Audis overlegne digitale udtryk og Mercedes-Benz’ og Range Rovers prestige? 

Man inviterer hele pressekoret til Mallorca og byder på oplevelser for alle sanser. 

Michelin på Mallorca 

Første stop var en gammel og ret fantastisk olivengård, Finca Morneta, som har været ejet af samme familie igennem generationer – helt tilbage fra 1300-tallet. Tidligere var gården en kaserne for spanske soldater, der lige havde smidt araberne ud af øen tilbage i 1229.  

Her i disse historiske omgivelser med en meget ydmyg ung ejer og hans familie blev vi budt på egnsretter af en lige så entusiastisk kok, som havde fundet en gammel kogebog fra forrige århundrede bagerst i køkkenet og genopfundet nogle af retterne. Spændende! Lam, med lokale frugter, kartofler og krydderurter. 

Liebhaverboligen havde forespurgt et møde med en af Mallorcas ildsjæle udi køkkenkunsten og fik sat et møde i stand her på gården med den engelske chef, Marc Fosh, hvis Michelin-restaurant af samme navn i øens hovedstad Palma, regnes for den allerbedste. Han var en munter englænder, som brænder for alle de lokale afgrøder og vine på øen. 

– Noma i Danmark er jo blevet verdensberømte på det koncept, men vi har brugt det lokale i meget længere tid. Vi er bare dårligere til at markedsføre os, griner Marc, der tilbage i 1990’erne, da han kom til øen første gang, sværgede til det franske køkken. 

– Det er slut nu. Alt for meget fløde og kød. Nu handler det om ”sunshine food”. Middelhavsmad, olivenolie, inspiration fra Nordafrika, naturvine og absolut ingen fusionsmad – og slet ikke wasabi… 

Palma har nu tre Michelin-restauranter – den ene af dem med en ejer, som har stået i lære hos Marc Fosh. – Jeg glæder mig sådan over, at han er kommet så langt, og konkurrence er godt. Det sætter Palma på landkortet. Engang var det grisefester og dårlig vin, men det har heldigvis ændret sig. Nu rejser mad-turister også hertil i stort antal, konstaterer Marc Fosh. 

En duft af bil 

Næste stop var i en lille pittoresk by på østkysten, hvor vi fik til opgave at lave vores egen duft. Det er ikke sådan ligetil. Der er over 100 olier, som nøje skal blandes – nogle af dem kun en dråbe, andre med op til 15 dråber. Utroligt så forskellige alle duftene blev. Jeg havde bl.a. valgt ceder, citrus, timian og læder, og vi fik et lille stykke rå keramik, som ikke var brændt eller glaseret, som vi så kunne dryppe nogle dråber af vores personlige duft ned på.  

Den lægger jeg hver gang i mine mange testbiler, og den afgiver den skønneste duft, hver gang jeg sætter mig ind i bilen. Her sender jeg så en kærlig hilsen til den lille by på østkysten af Mallorca, hvor den tyske ”parfume-troldkvinde” fik mig ført igennem oliernes magi. 

I Miros værksted 

Smags- og lugtesans var hermed mættet, og så var der til sidst synssansen. I Palma ligger den franske kunstner Joan Mirós (1893-1983) museum og værksted. Han var en af de helt store surrealistiske kunstnere på højde med René Magritte og Salvador Dalí. Sidstnævnte kunne Miró ikke døje, da han ikke kunne tolerere kollegaens fascination for fascismen.  

Miró levede og døde på Mallorca efter at have levet i landflygtighed først for Franco i 1930’erne og senere for nazisterne, da han boede i Paris. 

En fascinerende historie og et ditto liv. Da museet er bygget i forlængelse af hans hjem, så er atelieret stadig intakt med malerpletter på gulvene, staffelier, et hav af malerier og skulpturer, så man næsten skulle tro, at Joan Miró bare lige var gået ud for at få sig en kop kaffe. 

I hans værksted prøvede jeg kræfter med at lave et litografi med samme gamle trykmaskine fra dengang. Og resultatet var – lad os sige – hæderligt. 

Og hvad med de to testbiler, SUV’en Lexus NX og sedanen ES? Tjohh, de kører jo fint, er luksuriøse på den gode måde, men det er også uhøfligt at skamrose værten. Lad os bare sige, at omotenashi blev i den grad opfyldt på turen. 

Liebhaverboligen var inviteret af Lexus Danmark til Mallorca