Verdens fire dyreste hoteller

Sælg bilen. Hæv pensionen. Tag et kviklån. Og pak så kufferten og rejs til Seychellerne, Fiji eller Botswana. De tre steder kan nemlig prale af at have de absolut dyreste luksushoteller i verden.

rejs1

1.

Med en gennemsnitspris per overnatning på vilde 5.843 amerikanske dollar (ca. 33.000 kr.) står North Island Lodge på Seychellerne helt alene på toppen af prisstigen. Men så får man også én af kun 11 luksusvillaer, som hotellet har – på deres egen ø. Der er altså ingen andre hoteller. Ingen nysgerrige forbipasserende. På nær hvis de andre ti hytter også er udlejet. Dét lille problem kommer man heldigvis hurtigt udenom ved at leje alle 11 villaer og dermed få øen helt for sig selv. Villaerne er 450 kvm store, og på øen er også både krydderurtehave og grøntsager, så de private kokke kan lave lige, hvad man beder om. Ligesom man selvfølgelig også kan sende de lokale fiskere ud for at fange aftensmaden. Det manglede da også bare.

rejs2

2.

Lidt billigere kan man gøre det, hvis man ‘nøjes’ med Laucala Resort på Fiji. Her koster en overnatning i gennemsnit 5.040 dollar (ca. 28.000 kr.). På Laucala kan man selv vælge, om man vil bo på stranden, i en plantage, på et plateau eller en bjergside – de har det hele. Der står 23 forskellige slags luksushuse klar til at tage imod gæster. En traditionel folkesang fra Fiji mener, at ‘smukke timer hører til evigheden’, og smukke timer skal der nok blive mange af i denne Eden af et paradis, hvor naturen spiller hovedviolin for ens ophold.

rejs3

3.

Botswana i det sydlige Afrika tjener mange penge på minedrift – og i særdeleshed diamanter. Det kan måske forklare, hvorfor hele to hoteller fra landet har sneget sig ind på top 4. Khwai River Lodge har en gennemsnitspris per overnatning på 4.060 dollar (ca. 22.600 kr.). Det lyder måske af lidt vel meget, når man tager i betragtning, at man skal bo i et telt. Men bare rolig, det er ikke et hvilket som helst telt. Medmindre et 50 kvm telt med aircondition, strøm og intercom-systemer – midt ude på savannen – er blevet standard.

rejs5

4.

Hvis man ikke har råd til de tre andre, kan man jo altid tage på ‘budget’ og tjekke ind på Savute Elephant Camp. Her slipper man gennemsnitligt ‘bare’ 4.020 dollar for en overnatning (ca. 22.400 kr.). Savute Elephant Camp ligger også i Botswana og har, som navnet mere end antyder, elefanter som sin altoverskyggende hovedattraktion. De kommer nemlig helt naturligt forbi hotellet, når de skal drikke. Har man fået nok af de store grå dyr, så er der masser af ture på savannen, hvor man kan finde både fugle, baobabtræer og endeløse stjernehimler.