Rejs så meget du kan …

I nabolandet Sverige er de vilde med haver. Af alle slags. Slotshaver, barokhaver, rosenhaver, renæssance-haver og finurlige haver skabt af kendte havefolk og ditto kunstnere. Alligevel er det en  en – i hvert fald rent udseendemæssigt set – langt mere ydmyg svensk have, som er den mest interessante.

Her er humlehave og æblegård. Lystgård, prydhave, urtegård, kålhave, stokroser, enge, stier, heste, får og køer – og det hele ”skabt” af et ægtepar som for lang tid siden besluttede at vie deres liv til at fortælle om og ikke mindst vise alverden, hvad det var som optog en af Sveriges mest kendte videnskabsmænd, botanikeren, lægen og zoologen Carl von Linné, i sit livsværk. Manden, som ”opfandt arterne”. Stedet hedder Linnés Råshult og ligger nær Älmhult i det sydlige Sverige.

Gården er åben det meste af året og er et 42 hektar stort kulturreservat med særlig historisk værdi og fokus på at levendegøre og vise det tidlige 1700-tals landskab, som det så ud da Carl von Linné blev født. Stedet aspirerer til at komme på Unescos Verdensarvsliste, og dagligt er der rundvisninger, som fører den besøgende ind i og tilbage til den oplysningstid i Europa, som Carl von Linné var en del af. Og hvis forskning var banebrydende.

Søn af en præst

Carl von Linné blev født på gården Råshult i 1707. Og som søn af en præst, der selv var meget optaget af natur og botanik, var det måske derfor ikke overraskende, at barnet Carl selv udviklede en stor kærlighed og interesse for samme.

Og da Linnes far – som præst i et lille samfund – sideløbende havde den vigtige funktion at være kundskabsformidler for sognets beboere, lærte Carl tidligt, at naturen indeholder en stor og vigtig viden om liv og næring, som han både kunne se, smage på og forundres over.

Bl.a. var Carls fars præstehave et skatkammer af lægeurter, og selvom faderen helst ville at lille Carl skulle følge i hans fodspor og blive teolog også – var det dog studierne i naturens mysterier, som kom til at optage Carl von Linné mest.

Carl von Linné

Han ”opfandt” arterne og racerne

Resultatet af Carls studier blev et nyt system til at artsbestemme og klassificere dyr og planter efter et latinsk dobbeltnavne-system, som vi anvender den dag i dag. Og som bygger på, at alt liv skal bære en videnskabelig betegnelse med to navne: et slægtsnavn og en artstilføjelse.

Systemet fik navnet ”Systema Naturae” og blev første gang publiceret i 1735 og er siden revideret 10 gange op til 1758.

 I værket opdeler Carl von Linné ethvert dyr og enhver plante som tilhørende en art.

Arter, der ligner hinanden, tilhører en slægt, der igen samles i en højere kategori. Eksempelvis tilhører arten musvåge slægten ”buteo”, der tilhører familien ”høgefugle”, der tilhører ordenen ”rovfugle”, der tilhører klassen ”fugle”, der tilhører klassen ”hvirveldyr”.

 Det såkaldte seksualsystem – inddelingen af planter efter deres frugtanlæg (støvdragere og støvfang) – er også skabt af Carl von Linné og ligeledes beskrevet i værket ”Systema Naturae”, som også beskæftiger sig med en opdeling af menneskeheden i forskellige  racer med tilhørende mentale karaktertræk.

Bl.a. mente Carl von Linné, at indianere var hidsige, afrikanere var sløve, og europæere var glade. At Linné klassificerede mennesker og satte dem i samme slægt som aberne, forargede naturlivis kirken i samtiden, og Linné blev på et tidspunkt bandlyst af paven. Dog uden større virkning, for han fortsatte ufortrødent sit arbejde indtil sin død i 1778.

Står som dengang

På Linnés Råshult kan man i dag få en fornemmelse af de omgivelser, som Carl von Linné blev født ind i. Barndomshjemmet står som dengang, og det samme gør haverne og de store engarealer omkring den ydmyge præstegård.

 Siden 1988 har ægteparret Michaelsson nemlig ved stort slid og en næsten ”linnesk” kærlighed til naturen ført landskabet tilbage, som det så ud dengang i 1700-tallet.

 Selv de vækster, som voksede på Carl von Linnés tid kan den besøgende finde i både urtegården, humlehaven, kålhaven og prydhaven. Ud fra en vækstfortegnelse, som Linné lavede i vinteren 1731 over samtlige de vækster, som var i hans fars have, har ægteparret genskabt alt. Nogle af væksterne har de bl.a fundet frø fra i jorden på stedet og fået dem til at spire igen.

I urtehaven kan man derfor se alle de lægeplanter og krydderurter, som blev brugt medicinsk i Linnés samtid, mens man i kålhaven ser mangfoldigheden af de grøntsager, som blev spist i et præstehjem i 1700-tallet.

 I humlehaven ses naturligvis humle i store mængder, for det var langfra kun til ølbrygning, at humle blev dyrket. I Sverige var det i 1700-tallet vedtaget ved lov at dyrke humle, blandt andet fordi man brugte humle til konservering af madvarer.

 Lysthaven er et kapitel for sig. I 1705 skabte Carl von Linnés far, præsten Nils Linné, en lille, helt speciel have som en kærlighedsgave til sin hustru. Haven forestiller et middagsselskab med dækket bord og otte gæster placeret på stole rundt om bordet. Buske og træer forestiller naturligvis gæsterne og forskellige planter forestiller madretterme.

Cafeteria og butik

 På hele det store areal som Linnés Råshult dækker over, findes der 11 kilometer afmærkede vandrestier fordelt på tre ruter, som leder den besøgende rundt i den spændende have/kulturlandskab. Alt på stedet dyrkes den dag i dag, som man gjorde det på Linnés tid, og i det hyggelige cafeteria kan man købe en økologisk frokost, lavet af de råvarer, som man dengang brugte i husholdningen på præstegården. Udenfor cafeteriet kan børn lege i og forundres over naturen i Carls have – en tro kopi af en lille have, pyntet med fine dyrefigurer, som Linnés far i sin tid lavede til lille Carl.

Hele Familiens Linné flyttede senere til Möckelnäs, hvor der i 2007 blev opført et orangeri og i 2009 bygget et kundskabscenter tilegnet Carl von Linné. Kunskabscentret i Möckelnäs ligger kun få kilometer fra Råshult og byder på en herregård, hvor man kan overnatte, fantastiske haver, samt vekslende udstillinger om Linnés livsværk og forskningsrejser.

Rejsefakta:

Om åbningstider på Linnés Råshult se mere på www.linnesrashult.se.

Gården har udover cafe, som serverer kaffe og frokostretter, også en lille butik, der sælger diverse interessant litteratur om Carl von Linné. I sæsonen er der også både foredrag og forskellige arrangementer.

Byen Älmhult er i øvrigt byen, hvor Ingvar Kamprad i 1953 grundlagde møbelfirmaet IKEA – først som postordrefirma. Hele møbelfirmaets historie kan i dag fås i et IKEA-museum, som er indrettet i byens gamle varehus. Hele 4 etager fylder udstillingen.

IKEA-museets adresse er: Ikeagatan 1, 343 36 Älmhult. Der er åbent hver dag fra 10-18, dog ikke den 24.12, 25.12 og 31.12.

Rom, verdens hovedstad i århundreder. Byen oser af pomp og pragt, og det skal selvfølgelig også afspejles i det hotel, man vælger at bo på. Her er fire af dem, som skiller sig positivt ud fra mængden.

rejs88

Den fuldkommen vanvittige

When in Rome…. Her er et tilbud, som de færreste nok kommer til at gøre gavn af. På The Westin Excelsior Rome kan man gå planken ud og leje Villa La Cupola Suite, som er femte og sjette sal af hotellet bygget sammen til én suite på små 1.100 kvm – den største i Italien. Her er selvfølgelig private elevatorer og marmortrapper, samt alt hvad et meget meget rigt hjerte kan begære som privat vinkælder og en jacuzzi udført i Pompejistil. Der er en terrasse stor nok til en morgenløbetur og kort sagt har Villa La Cupola Suite overhovedet ikke sparet på noget. Det er La Dolce Vita i sin reneste form. Villa La Cupola Suite, Via Vittorio Veneto 125

rejs4

Den historiske

Der er ikke noget trendy eller nytænkende over Hotel Hassler. De er, som de altid har været – de bedste. Det er nu femte generation, der styrer Roms mest eksklusive hotel. Der er skrevet bøger om den bygning, men lad os starte med det vigtigste – beliggenheden. At ligge på toppen af Den Spanske Trappe kan vist ikke fås meget bedre. Og det samme kan siges om servicen – den er uden at tage munden for fuld, legendarisk. Det er unødvendigt at sige, at værelserne er en oase i den travle turistby, og hvis man skulle få lyst til at få lidt lækkert indenbords, skal man ikke længere end til taget, hvor Restaurant Imàgo frister med både michelinmad og en udsigt, som nok ikke fås bedre i heleRomerriget. Hotel Hassler Roma, Piazza Trinità dei Monti

SONY DSC

Den i himlen

Lige ved altid hyggelige Piazza Navona ligger det smukke Hotel Raphael og soler sig i de gyldne romerske solstråler. Her er både ægte marmorbadeværelser, parketgulv og værelser som taget ud af et boligblad, men det allerbedste er nu at søge mod himlen. Hotel Raphaels tagterrasse er nemlig af den slags, hvor man kan sidde i time, ja dagevis og bare nyde tiden langsomt strømme af sted, mens man lader den fantastiske panoramaudsigt over Rom bundfæstne sig. Fra Peterspladsen til Pantheon. Hele siden af bygningen er derudover vokset til med de smukkeste grønne vækster, som uden problemer holder den travle storby lidt på afstand. Hotel Raphael, Largo Febo 2

rejs

Den private villa

Villa Spalletti Trivelli er en elegant villa ejet af en aristo-kratisk italiensk familie, som hylder de fineste ting her i livet. Her er bare 12 værelser, og hvis man er udstyret med en nogenlunde kastearm, kan man kaste mønter i Trevi fontænen direkte fra sit værelse. Man kan også bare blive i de luksuriøse omgivelser og nyde en drink i den overdådige have og slentre i den lækre tyrkiske hamam, som fjerner alt romersk stress. Selve navnet på hotellet lyder for øvrigt som en blanding af en italiensk karikatur og en pastaret. Om ikke andet så skylder man næsten at bo her bare for at kunne sætte sig ind i en taxa og sige: Villa Spalletti Trivelli og føle sig åhhh så ægte romersk. Villa Spalletti Trivelli, Via Piacenza 4

klikher

Glem alt om skrigende børn i vandrutschebaner og billig fast food. Og nyd i stedet Samsøs stilhed, øens smukke natur, de gode lokale fødevarer  – og måske en tur på fjorden i en hav-kajak.

 

FET_Samsø_Øferie_Udsigten fra Samsøs højeste punkt - Ballebjerg er formidabel

Udsigten fra Samsøs højeste punkt – Ballebjerg er formidabel

 

Nogle tager helt om på den anden side af jordkloden for at opleve det.
Stilheden og det at at være eet med naturen. Andre tager bare til Samsø.

Den lille danske ø i Kattegat midt imellem Sjælland, Fyn og Jylland. Hvor hele tre små havne tager imod ivrige lystsejlere, og hvor hele to fine færger stadig giver den ultimativt danske ”overfarts-oplevelse”, som langsomt får skuldrene til at sænke sig og roen til at indfinde sig.

En af færgerne er endog næsten kongelig. Det er færgen Isabella, som for nylig blev døbt af selveste prinsesse Isabella, og det satte – i hvert fald for en stund – den lille ø på den anden ende.

Samsø er indbegrebet af dansk ferie. Hvad enten det drejer sig om et besøg over længere tid eller blot en week-end, hvor man trænger til at komme helt væk fra hverdagen.

Morten Korch-idyl vil mange sikkert tænke ved første øjekast. Og sådan ser det også ud. Men øen er også så meget mere.

Bl.a. et hastigt voksende ”iværksættersamfund”, hvor både lokale, men også tilflyttere fra hele Danmark, her på øen har fundet nye leve-veje ved at være kreative. Og energibevidste og bæredygtige.

Hvor Bornholm har stor succes med sit Folkemøde, har de på Samsø markedsført sig ved at være energibevidste. Og gjort på bare 4 år det, som alverden kun har snakket om på diverse klima-topmøder:  Samsø er blevet CO-2 neutral og er i dag det sted i Danmark, som har flest solceller pr. indbygger.

Et særskilt Energiakademi på øen tiltrækker både nysgerrige turister og fremmede forskere fra hele verden, og egentlig er det hele så lige til. For de naturlige resourcer, som findes hvor som helst i Danmark, har de bare kælet ekstra begavet for på Samsø.

Lækre  økologiske fødevarer kan købes overalt. Ved hvert et lille vejsving står en lille bod, og alle spisesteder, cafeer og restauranter sætter en ære i at servere det bedste, som øen kan producere. Her er sunde grise, køer, kalve og lam, hjemmegroet vin og grøntsager og så naturligvis Samsø-kartofler, serveret som overdådige ”anretninger” på øens mange restauranter. som iøvrigt hvert år er genstand for en stor og benhård  konkurrence – om at skabe øens bedste kartoffelmad.

 

Pension med stilhed

Men Samsø er også stilhed. Den naturlige stilhed, som kun findes på en ø, hvor der er flere cykler end biler, hvor lærken slår triller i den høje morgenluft, og hvor byens larm og stress pludselig kan føles så langt borte, at man kan høre sit eget hjerte slå.

Sådan en stilhed finder man bl.a. på den smukke trelængede gård Vadstrup 1771. Her bor kunstnerparret Rie Toft og Poul Hammann, og sammen har de her skabt en overnatnings-oase med blot 12 værelser og en udsigt, der minder om et guldaldermaleri.

Her kan man bo helt uden tv og radio, få serveret den lækreste morgenmad og ditto middag – for parret har ansat den unge ”Kong Hans kok”, Mathias Sejer Sørensen for sommeren, og ellers bare være til –  i en guddommelig have, kun akkompagneret  af naturens egne lyde.

Opdage hvordan fuglenes sang er forskellig, alt efter om det er morgen eller aften, lytte til vindens susen i de store træer og kornet på de omkringliggende marker og måske dyrke en omgang stille yoga i haven om morgenen, mens det hele vågner langsomt som et åndedræt.

Vadstrup 1771 har oprindelig været ejet af godset Brantingborg, og de nuværende ejere har brugt mange kræfter på at restaurere den smukke gamle gård, som i dag også indeholder Rie Tofts galleri og keramikværksted, og det er luksus på den anderledes måde.

Ikke alle værelser har eget bad, nogle deler med andre, og spejle er der heller ikke mange af. Men skønhed, stilhed, nærvær, sikker stil, ro og anderledeshed – det er der rigtig meget af.

 

Refugium for musikere

Anderledesheden er især det som over årene har tiltrukket mange ved Samsø. En af dem er bl.a. musikeren Poul Krebs som sammen med Turid ”Guf” Hanevold Nielsen har været medskaber af Danmarks eneste Rock Hotel – Brundby Hotel – i landsbyen af samme navn.

På Brundby Hotel kan man leje sig ind i 16 tema-værelser, 3 haveværelser eller suiten ”Stairway to heaven” .

I restauranten kan man få serveret  bl.a  ”Eric Claptons yndlingssuppe”, og ellers kan man sommeren igennem overvære et væld af fantastiske og intime koncerter i hotellets meget anderledes koncertsal, som har gulnet blomstertapet og grangivelig minder om svundne dage.

Turid Hanevold Nielsen, som tilbage i 1995 forelskede sig håbløst i stedet og virkeliggjorde sin drøm om at skabe et fristed for musikere, kunstnere og skuespillere, er stadig leder af Rockhotellet, og hver sommer kommer mange danske musikere for at holde ”øvelejr” på stedet. Mod at give koncerter får en del af dem kost og logi.

 

Oplev naturen fra en kajak 

Fra toppen af Ballebjerg (øens højeste punkt) har man den smukkeste udsigt over Samsø og øen Tunø. Står man her en solbeskinnet dag, blivet det pludselig soleklart, hvorfor Samsø i Vikingetiden var et vigtigt, trafikalt knudepunk, og især to seværdigheder – Kanhavekanalen og Stavns Fjord vidner i dag stadig om øens dengang store strategiske betydning.

Kanhavekanalen er gravet gennem Samsø på øens smalleste sted og har forbundet Stavs Fjord med havet vest for øen. Kanalen er 500 meter lang, 11 meter bred og har haft en dybde på godt 1,25 meter. Kanalen blev bygget af vikingerne omkring år 726, var beklædt med svære ege-planker og blev brugt som en hurtig smutvej mellem fjorden og havet, når de omgivne farvande skulle overvåges.

I dag er Stavns Fjord et rekreativt område med mange spændende fugle, som både bor og yngler her, og en helt speciel oplevelse kan man få, hvis man vover sig ud på fjorden i en hav-kajak.

Det kan man gøre i helt trygge rammer hos parret Vivi Petersen og Bent Tovgård, som siden 2013 har drevet kajakskole.

Hos Bent og Vivi kan de, der i forvejen kan sejle, leje kajakker og de, som ikke mestrer kunsten, kan lære det.

På blot et to-timers kursus lærer Bent og Vivi alle teknikken at styre den forholdsvis smalle båd (som ER bredere end en traditionel kajak), og under kyndigt opsyn sejler både elever og lærere rundt på den smukke fjord. -Og alle kan lære at ro en hav-kajak, uanset alder, understreger Vivi Petersen.

 

Delikatesser eller kunst 

Cykelruter i alle sværhedsgrader, vandreture med naturvejleder eller uden, kurser i tang (ja, der høstes tang på Samsø) eller besøg på bæredygtige og økologiske gårde– mulighederne er mange, og det er blot at vælge. Det Samsø´ske  landskab er meget varieret, og man kan finde alt lige fra vadehav til hede og bakker og stejle klitter.

22 små landsbyer befolker det skiftende landskab og i folkemunde siges det, at på Samsø sker der noget nyt om ethvert hjørne.

Tranebjerg er ”hovedstaden”, Nordby landsbyen med det smukkeste gadekær, og Ballen havn er stedet for den mest velassorterede købmandsbutik. Fraværet af de store supermarkedskæder på Samsø har fået de små specialbutikker til at blomstre på øen, og en af dem er ”Smagen af Øen”, som ligger i Ballen havn.

Her i en gammel købmandsgård kan man købe enhver specialitet, som er fremstillet på Samsø, og på den hyggelige udendørs cafe kan man smage på samme og samtidig nyde udsigten til livet på havnen.

Og er det ikke fødevarer, men derimod antikviteter eller kunst, som interesserer, er et besøg hos kunstneren og levemanden Ulrik Witt anbefalelsesværdigt.

Ulrik Witts Hus ligger i landsbyen Hårdmark og er en blanding af privat hjem, galleri og antik-forretning. Her i en gammel to-etagers villa bor og lever Ulrik Witt og Johnna og sælger alt, hvad der er i hjemmet – intet mindre.

Uanset om det er sofaen, sengetæppet, de sjældne antikviteter eller kunstnerens flotte malerier, så er det til salg, og selve mødet med Ulrik Witt er en oplevelse. En billed-og livskunstner af format, og er man særlig heldig, bliver der måske også budt på en Fernet Branca og et stykke af Johnnas kage. Ulrik og Johnna har haft huset i Hårdmark i 25 år, og kendere vil også huske Ulrik Witt fra Århus, hvor han i mange år både drev gallerivirksomhed tillige med restauranten
De Fire Årstider.

 

S for Samsø, S for stilhed,  S for skønhed og S for stjernestunder. Men også S for spisesteder, hvoraf Samsø har hele tre, som har fået plads i White Guide – den danske restaurant-guide over landets 330 bedste restauranter. Men det er en helt anden historie, ligesom historien om Samsøs Energiakademi er det…
Velkommen til Samsø.

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

FAKTA

Færgen (www.faergen.dk) M/F Kanhave sejler i højsæsonen 7 gange dagligt mellem Kalundborg og Ballen havn på Samsø. Fra Hou i Jylland til Sælvig på Samsø sejler færgen Isabella ligeledes 7 gange dagligt.

Se alt om transport til øen på: www.visitsamsoe.dk

Nyttige webadresser:

www.visitsamsoe.dk findes oplysninger om alt. Samsø Turistinformation ligger på Langgade 32 i Tranebjerg.

Vadstrup 1771 – www.vadstrup.dk

Yoga – www.yogamo.dk

Samsø Havkajak – www.samsoehavkajak.dk

Ulrik Witts Hus – www.ulrikwitt.com

Samsø Energiakademi – www.energiakademiet.dk

 

White-guide restauranter:

Ved Kæret i Nordby – www.vedkaeret.dk

SAK i Ballen – www.saksamsoe.dk

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

FET_Samsø_Øferie

Vindmøller Samsø

FET_Samsø_Øferie_På Vadstrup 1771 findes ikke tv eller radio på værelserne

 På Vadstrup 1771 findes ikke tv eller radio på værelserne

FET_Samsø_Øferie_Naturligvis serverer de kartoffelmadder på Samsø...

Naturligvis serverer de kartoffelmadder på Samsø…

FET_Samsø_Øferie_En tur på Stavns Fjord er en smuk oplevelse- Foto Johnni Balslev

En tur på Stavns Fjord er en smuk oplevelse. Foto Johnni Balslev

FET_Samsø_Øferie_Et 2-timers kursus i havkajak koster 225 kroner. Foto- Johnni Balslev

Et 2-timers kursus i havkajak koster 225 kroner. Foto- Johnni Balslev

FET_Samsø_Øferie_Smagenafoen-Ditte.Thomsen

Købmandsgården, Smagen af Øen. 

FET_Samsø_Øferie_Alle Samsøs lokale produkter er til salg i den gamle købmandsgård %22 Smagen af Øen%22 på Ballen Havn

Alle Samsøs lokale produkter er til salg i den gamle købmandsgård ” Smagen af Øen” på Ballen Havn

FET_Samsø_Øferie_Stilhed og morgen-yoga

Stilhed og morgen-yoga

FET_Samsø_Øferie_Christian.Juhl_.jpg, Samsø er selvforsynende med energi

Samsø er selvforsynende med energi. Foto Christian Juhl

FET_Samsø_Øferie_Langoer-VisitSamsoe1.jpg, solnedgang over Samsø

Solnedgang over Samsø

 

Lidenskabelig flamenco-dans, drabelig tyrefægtning og en by fuld af tusindårig historie tilsat duftende appelsintræer. Andalusiens hovedstad Sevilla er perfekt til et romantisk getaway.

 

FET_sevilla_Rejsereportage_17

Klokketårnet La Giralda er bygget ovenpå en muslimsk minaret.

 

Hælene er høje og stamper lidenskabeligt i gulvet, og udtrykket i ansigtet er nærmest fortrukket som i smerte. Manden i den prikkede flamenco-skjorte danser, som gjaldt det livet, mens tre mænd og en guitarist på barens lille bænk synkope-klapper i hænderne, så hele optrinnet bliver til musik som fra et helt orkester.

Vi er i Sevilla. Hovedstaden i Andalusien og Spaniens varmeste hjerte. Med flamenco-dansere, sang og smerteligt dybfølt guitarspil på hvert et gadehjørne, og slotte, kirker og katedraler i en over-
dådig blanding indimellem.

Her leves livet mest på gaden og i de store følelser, og det er et Spanien så langt fra solkystens  dansker-kolonier med sildemadder, leverpostej og snaps, som noget kan være. Her er tapas ikke bare afskåret pålæg på en flad tallerken, men møre svinekæber i krydret sovs, fritterede serano-skinkeruller og flydende camenbert-oste. Og her kan man – som noget helt specielt – bo i en by, hvor tusindvis af appelsintræer fyldt med orange frugter i sæsonen fylder luften med den dejligste duft af citrus.

Sevilla er en by, man slentrer i. Og kysser i. Og bliver forelsket i. For ikke ret mange andre byer i Sydeuropa kan mønstre samme opbud af smukke pladser, små torve, smalle gader, fantastiske katedraler, kirker, slotte, parker og hyggelige restauranter som netop Sevilla. Tusinder af års historie
er her komprimeret i en storby, som stadig bærer de smukkeste arkitektoniske levn fra sine mange erobrere, og som af kendere bliver besøgt igen og igen – især for sin særegne dans flamencoen.

 

FET_sevilla_Rejsereportage_11_P1210987

Flamenco danses overalt i det offentlige rum i Sevilla. Her på Plaza de Espana.

 

Flamencoens fødeby

Flamenco er synonymt med Sevilla.

Denne udtryksfulde og lidenskabelige dans, som opstod netop her, blev oprindeligt allerede i 1447 bragt hertil af sigøjnere fra Nordindien, og den dag i dag dyrkes den stadig og inderligt som en højprofileret kunstform. Men selve dansen har ikke altid været en del af flamencoen.

Flamencoens første udtryk var en sang ledsaget af klap med hænderne. Senere kom et akkompagnement af guitar på, og først til allersidst er dansen med de heftigt steppende trin kommet til. Sorg og glæde, lidenskab, kærlighed og smerte – det er de følelser, som flamencoen udtrykker gennem sit kropssprog i dansen og sin dybfølte sang og smukke guitarspil. Og selvom det for en ”ny” flamenco-fan måske kan lyde lidt ens alt sammen, så findes der faktisk hen ved 70 forskellige stilarter indenfor flamenco.

I Spanien kan man starte med at danse flamenco allerede, når man er fyldt tre år. Og naturligvis findes der mange flamenco-skoler i byen, hvor man kan lære de lidenskabelige trin. Sjovt er det, når man kigger i skobutikker – at se de bittesmå flamenco-sko de sælger til børn, men endnu mere interessant er det at lægge mærke til de mange japanske turister, som altid er i Sevilla. Og hvorfor så det? Jo, det eneste sted i verden, hvor der p.t. er flere flamenco-skoler end i Spanien er nemlig i Japan, hvor dansen er det store hit. Det kan man så tænke lidt over, hvorfor en så lidenskabelig og ekspressiv dans er så populær i et land som Japan, hvor det at vise følelser ikke er velset …

I Sevilla kan man opleve noget af det ypperste indenfor flamenco og mere til. Byen er et mekka ud i små og store flamenco-scener med indtil flere shows hver aften. Men interessant er det også at besøge nogle af de mange penás –  små lokale klubber, hvor der hver aften også er er optræden af flamencokunstnere, og hvor det ikke koster andet, end at man snupper en drink i baren. Verdens største festival specielt dedikeret til flamenco finder også sted i Sevilla hvert andet år i april måned under navnet El Bieneal De Flamenco, og et flamenco-museum kan byen såmænd også byde på. Og sidst men ikke mindst kan man tit opleve flamenco helt spontant– på nogle af byens mange pladser.

 

FET_sevilla_Rejsereportage_8

Plaza de Espana er udsmykket med kakler overalt og blev bygget til verdensudstillingen i 1929.

 

FET_sevilla_Rejsereportage_12

Metropol Parasol ligger midt i byen og har et madmarked i stuetagen og en bar på toppen.

 

Spændende arkitektur 

Sevilla er tusinder af års historie om krig, især mellem muslimer og kristne. Og byen er en sand overdådighed ud i arkitektur startet i den muslimske periode. Som især de kristne har bygget videre på. Rent faktisk er de fleste af Sevillas kirker bygget ovenpå ruinerne af muslimske moskeer, og  klokketårnet La Giralda på byens kæmpemæssige katedral er egentlig blot en muslimsk minaret, som de kristne har bygget videre på. Sevillas slot og en af byens absolutte turistattraktioner – kongeslottet Alcazar – er ligeledes bygget af arabiske håndværkere, men er køen her for lang hvilket den faktisk altider, skal man ikke fortvivle. Besøg i stedet den gotiske kirke på Plaza Del Salvador, som er et værdigt alternativ. Gyldne basun-engle i massevis, Maria-figurer og ditto Kristus-figurer i guld og sølv pryder på overdådige altertavler alle vægge i et så bombastisk arrangement, at deres udsendte aldrig har set noget lignende. Og entre-gebyret på blot fire euro er til at have med at gøre. Udover de fantastiske altertavler er en kæmpemæssig og meget tung bærestol i det pureste ”sølv” en anden af kirkens attraktioner. Især i påskeugen, hvor stolen med helgen bæres rundt i hele Sevilla – af 40 mænd med armmuskler så store som serrano-skinker.

Forår eller efterår   

Sæsonen i Sevilla er kort, for byen er bedst at besøge enten forår eller efterår. I juni, juli og august er det umuligt at være der, fordi temperaturen let kommer langt over de 40 grader. Men fra marts til maj og igen fra september til november er vejret til gengæld nærmest perfekt. Morgenerne er kølige og friske, og eftermiddage og aftener varme og til sommertøj og bare ben. Mange af Sevillas hoteller har iøvrigt tag-terrasser, hvor man kan indtage morgenmaden, og skønt er det at sidde i den friske morgenluft og høre byens mange kirkeklokker bimle og bamle på samme tid. Men ellers er Sevilla en stille by. Om aftenen så stille, at man kan høre byens mange fugle synge og duften fra de tusindvis af appelsintræer, som står overalt, giver en haveagtig fornemmelse til det hele.

Floden Guadalquivir løber midt igennem Sevilla og deler byen med det gamle sigøjnerkvarter Triana på den ene side og det jødiske kvarter Santa Cruz på den anden. I Triana findes en del af de fabrikker, som har fremstillet og stadig fremstiller de smukke kakler og den særegne keramik, som man kan se på mange af Sevillas flotte bygninger, og kvarteret er også her, hvor flamencoen kommer fra. I Triana findes en del rigtig gode flamenco-klubber, og tapasbarerne her er også mindre ”turistede” end i for eksempel kvarteret Santa Cruz på flodens anden side. Langs med floden løber gaden Betis – et populært sted at hænge ud i de sene aftentimer.

Men ellers er det i og omkring Santa Cruz-kvarteret, at de fleste af Sevillas største attraktioner ligger. Kvarteret med de ultra smalle gader husede i tidligere tider Sevillas jødiske samfund, i dag er stedet proppet med turister, som spiser tapas på bydelens mange små barer og ser flamenco til langt ud på natten. Et godt tip, hvis man vil have det lidt mere lokalt og slippe for turiststrømmen, er dog at frekventere Plaza de la Alfalfa, tæt ved Plaza Del Salvador, hvor de lokale selv kommer. Gaderne omkring samme plads er også rigtig fine indkøbsgader med mange små specialforretninger og god stemning.

 

FET_sevilla_Rejsereportage_18

I de snævre gader er der massevis af tapasrestauranter.

 

FET_sevilla_Rejsereportage_Loppemarked-på-Calle-Feria-

Loppemarked på Calle Feria.

 

Sevilla til fods

At gå rundt i Sevilla er let. Byens centrum er næsten bilfrit, og der er ikke langt imellem oplevelserne og byens forskellige kvarterer. To store verdensudstillinger – en i 1929 og en i 1992, har også sat deres præg på byen, og især det enorme kompleks Plaza de Espana, som ligger i parken Maria Luisa, er værd at besøge. Pladsen er skabt af arkitekten Anibal Gonzalez til verdensudstillingen i 1929 og er opført i et miks af stilarterne neo-mudejar og renæssance. En 170 meter lang halvbueformet bygning med gallerier, tårne og buegange omkranser en 515 meter lang kanal, hvor man kan sejle med små både. Hele bygningskomplekset er udsmykket med farvestrålende keramikfliser overalt, og midt på pladsen findes et gigantisk springvand. Det koster ikke noget at besøge Plaza de Espana, og tit er der spontane flamenco-forestillinger i pladsens mange buegange.

Sevillas anden verdensudstilling var i 1992, hvor man til formålet byggede et stort udstillingsområde midt i Guadalquivir-floden. Udstillingsøen kan stadig besøges, men er ikke noget highlight, det er imidlertid bygningen Metropol Parasol, af de lokale kaldet Las Setas, som ligger midt i centrum.

Metropol Parasol ligner mest af alt en kæmpemæssig svamp med bikubeceller. Via en rulletrappe kan man komme op oven på den og gå langs med snoede gangbroer, hvorfra man har den mest vidunderlige udsigt ud over hele Sevilla. Bygningeneller skulpturen om man vil, er skabt af den tyske arkitekt Jürgen Mayer i 2011 og har en bar på toppen og et madmarked i gadeplanet. På markedet kan man købe alverdens lækre madvarer, men også se anderledes madvarer og delikatesser, som for eksempel fårehjerner og små kaniner med både øjne og pels på – ligge i slagterens udstillingsdisk.

Til tyrefægtning

Lys og mørke, kærlighed og glæde, sorg og smerte. De store følelser hænger uløseligt sammen med et besøg i Sevilla, som naturligvis derfor også har en stor tyrefægterarena. Her kan man komme til tyrefægtning næsten ugentligt i den store Plaza de toros de la Real Maestranza, som har plads til 14.000 mennesker. Arenaen rummer også et tyrefægtermuseum, hvor man kan se flotte toreador-dragter, udstoppede hoveder af de mest berømte tyre samt en lille udstilling med stik af maleren Goya. Tyrefægtning er en vigtig del af kulturen i Sevilla, men er man ikke til kultur/dyremishandling, kan man nøjes med en rundvisning. Og vil man have en fornemmelse af det hele alligevel – uden tyrefægtning – kan man indtage frokosten eller aftensmaden på en af de nærliggende restauranter, hvoraf mange er indrettet i bedste arenastil med udstoppede tyrehoveder på væggene.

 

FET_sevilla_Rejsereportage_9

 

Rejsefakta

Fly: Ryanair flyver direkte København – Sevilla et par gange ugentligt i højsæsonen. Fra Jylland kan man ikke flyve direkte, det letteste er at tage flyet fra København. Se mere på www.ryanair.com

En taxi fra lufthavnen koster omkring 30 euro.

Hotel: Sevilla har overnatning i alle prisklasser. Dyrest er det femstjernede Hotel Alfonso XIII midt i centrum, med swimmingpool og alt hvad et luksushjerte kan begære. (www.marriott.com)

Meget billigt og absolut okay, også midt i centrum, er det lille hotel, The Callejon del Agua Hostal. Hotellet har en tagterrasse, hvor der serveres en ydmyg morgenmad, men personalet er super-søde til at give tips, bykort og guidning. (www.callejondelagua.com)

Flamenco i Sevilla: Klubben La Carboneria på Calle Cespedes 21 A har flamenco-optræden hver aften. Det er et fint lokalt sted, hvor man blot skal købe en drink.

Klubben Baraka Sala Flamenca på Pages del Corro 70 i Triana-kvarteret har to forrygende flamenco-shows hver aften. Stedet er fint, intimt og lille med en scene i midten af publikum. Man kan/bør købe billet på forhånd på www.barakasalaflamenca.com. Det koster 20 euro pr.person og inkluderer også en drink under showet.

Nyttig viden: På den spanske stats turistkontors hjemmeside kan man under punktet ”brochurer” downloade en virkelig god guide/brochure om Sevilla.
Se på www.spain-info/en.

Vil man bestille flamencobilletter, billetter til slottet Alcazar eller andre udflugter mv. er det nemt at gøre på www.getyourguide.dk 

 

Sommervandring i Gasteiner-dalens smukke bjerge er sundt for både krop og psyke. Og bjergenes hemmelighed – tilstedeværelsen af radon og varme termiske kilder – får smerteplagede mennesker fra hele verden til at valfarte til området.

FET_udsigt over dalen, bad hofgastein

 

Vi er alle iført badekåber, da vi stiger ind i det gule tog. Få har prøvet det før – de fleste aldrig.  Så sætter toget sig i bevægelse. Rasler afsted med rimelig høj hastighed ind i den kun dunkelt oplyste bjerggang. Lugten af kælder, fugt og bjerg fylder næseborene, og vi kan se igennem de små glasruder, der adskiller kupeerne i toget, at vi er mange. Toget kan have mere end 100 personer med.

Både dem, der selv sidder op, men også køjesengsagtige vogne til dem, som kun kan ligge ned. For hver en meter vi kører længere ind i bjerget, bliver det varmere. Og mere fugtigt.

De små glasruder, som adskiller kupeerne, begynder at drive med kondens, da vi er godt to kilometer inde i bjerget. Luften er så fugtig og varm, at vi næsten ikke synes, vi kan trække vejret. Så stopper toget. Dørene går op, og vi bliver bedt om at stige ud.

Vi er i en minegang. Langs med væggene står behagelige brikse med madrasser på, og vi får at vide, at vi skal tage badekåberne af og lægge os ned.  Og bare slappe af. Trække vejret og nyde det.

Stille musik og lyde, som illuderer vand, der løber, kommer sagte fra flere højttalere. Og to læger – også i badekåber – går rundt og sørger for, at alle har det godt, og at ingen bliver bange.

For mennesker med hang til klaustrofobi kan godt føle sig klemte over at være i den relativt lave og smalle minegang. En stemme i højttaleren fortæller om virkningen af behandlingen i bjerget, og så begynder vi at svede. Så det driver –  mildest talt …

 

Radonterapi mod smerter   

Gasteiner Heilstollen – oversat betyder det noget i retning af ”det helende bjerg” i Gastein – har været et trækplaster for smerteplagede turister fra hele verden siden starten af 1950érne.

Her opdagdede forskere nemlig, at bjergets radongasser både kunne smertelindre mennesker med bl.a. gigtsygdomme og andre smertefulde sygdomme i bevægeapparatet, men også mennesker med forskellige hudsygdomme. Opdagelsen skete, da man under og efter 2. verdenskrig gravede efter guld i det store Radhausbjerg i Gasteiner-dalen, men intet fandt, selvom der i de omkringligende bjerge tidligere var blevet fundet store mængder af både sølv og guld.
Men Radhausbjerget var anderledes. Jo længere minearbejderne gravede ind i den gamle Paseltoll-mine, jo varmere blev det. Og mere og mere fugtigt. Til sidst blev gravearbejdet i en mine med en temperatur på 40 grader og en luftfugtighed som svingede mellem 70 og 98 procent tæt på uudholdelig, men til gengæld opdagede minearbejderne, at deres smerter fosvandt. De, som tidligere havde været svært plagede af gigt-smerter, havde simpelthen ikke ondt mere.

 

Ikke farligt i den rette mængde.  

I 1951 publicerede østrigske forskere de opsigtsvækkende resultater fra det ”helende bjerg”: Et perfekt samspil mellem luftarten radon, varme og fugtighed kunne simpelthen smerte-

lindre reumatiske sygdomme i helt op til 9 måneder efter ophold i bjergets mærkelige ”klima”. Og i 1952 byggede man så et decideret helsecenter i minen.

I Gasteiner Heilstollen stammer varmen i bjerget fra thermal-vand, som er beriget med radon. Termal-vandet er naturlig regn, som falder i ca. 1800 meters højde over havet og derpå siver ned til en dybde på 2000 meter. Her varmes det op af jordens indre, hvorefter det igen kommer op til overfladen i ca. 1000 meters højde over havet. Vandet kommer fra 17 forskellige kilder og har en volumen på fem millioner liter om dagen.

Det radioaktive grundstof radon er en ædelgas,  som vi ellers normalt forsøger at beskytte os imod. For radon er i daglige, store doser kræftfremkaldende, og i alle huse sørger man derfor normalt under byggeprocessen at sikre huset mod kraftig radonstråling fra undergrunden.

Men den radonstråling, som man får i Gasteiner Heilstollen, er ifølge forskerne så ”mild”, at den kan sammenlignes med en svag røntgenstråle. Når man ligger i minegangens fugtighed og varme, fordamper radon fra thermal-vandet og optages i kroppen gennem huden og luftvejene. Her aktiveres stoffets helbredende effekt, inden det igen udskilles i løbet af tre timer. Ved behandlingen stimuleres organismens eget forsvarssystem, og den naturlige varme fremmer blodcirkulationen. Samtidig forstærkes processerne af kur-minens høje beliggenhed, fordi kroppen for at tilpasse sig højden, producerer flere røde blodlegemer og dermed øger sin evne til at forsyne kropsvævet med ilt.

 

Prøvetur for turister.

Behandlingerne i bjerget kan ikke kurere sygdomme. Men årligt besøger mere end 3.000 mennesker de fugtige minegange for at slippe for smerter og medicin i en ellers plaget hverdag. Succesraten er ifølge stedet selv på 90 procent,  og minen er verdens største center for behandling af gigtsygdommen Morbus Bechterew.

Af lidelser, som med held kan smertelindres, nævner kurcentret selv kroniske gigtsygdomme,  hudsygdomme som psoriasis, samt luftvejssygdomme som astma og bronkitis. Endvidere mener også nogle patienter med KOL (kronisk obstruktiv lungesygdom), at de har gavn af opholdet i den varme og fugtige minegang.

En kur består oftest af ca 10-12 behandlinger af en times varighed indenfor 3-4 uger. Men stedet har også et ”prøve”-tilbud til turister og andre interesserede, hvor man kan komme ind og ligge i minegangen i kun en halv time. Det koster 30 euro og indeholder også samtale med en læge samt en introduktionsfilm, der fortæller om, hvad der skal ske.

De ”rigtige” behandlinger – af en times varighed – koster 65 euro og følges op med thermal-bade og fysioterapi, og Gasteiner Heilstollen tilbyder forskellige kurpakker – nogle også med hotelophold og pension.

Folk som er blevet behandlet for kræft, må først begynde på radonterapi et år efter endt behandling.

 

FET_Sundhed_Rejser_Østrig_Sundhed og krystaller. Vandet er naturligvis beriget med bjergkrystaller

Vandet er naturligvis beriget med sundhed og krystaller. 

FET_Sundhed_Rejser_Østrig_Spaafdelingen på hotel Europæischer Hof

Spaafdelingen på hotel Europæischer Hof.

FET_Sundhed_Rejser_Østrig_Hotel EUROPÄISCHER HOF_Terrasse mit Blick auf Bad Gastein

Hotel Europæischer Hof, terrasse med udsigt til Bad Gastein.

FET_Sundhed_Rejser_Østrig_heilstollen, toget

Heilstollen, toget.

FET_Sundhed_Rejser_Østrig_Heilstollen, minegang, Radonterapi

Heilstollen, minegang, Radonterapi.

FET_Sundhed_Rejser_Østrig_heilstollen, gastein, radonterapi

Heilstollen, Gastein, Radonterapi.

FET_Sundhed_Rejser_Østrig_Alpen Therme badet_02

Alpen Therme badet.

FET_Sundhed_Rejser_Østrig_, gastein, vandring er en dejlige sommersport

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

Om Gasteiner-dalen:

Gasteiner-dalens tre hyggelige byer  – Bad Gastein, Bad Hofgastein og Dorfgastein – tiltrækker hver sommer i tusindvis af gæster, som kommer for at vandre, cykle, spille golf, tennis og desuden nyde godt af dalens mange termiske kilder, som det er sundt at bade i.

Hele området er utrolig smukt og en del af nationalparken Hohe Tauern, og især byen Bad Gastein har været kendt som kurby i mere end 100 år. 

Byen ligger længst inde i den 40 kilometer lange dal og nærmest klynger sig op ad bjergsiden med sine fine, gamle hoteller i Jugend-stil, som har været beboet af 1900-tallets rigeste. Et Casino har byen såmænd også.

Et godt udgangspunkt for en sommerferie med wellness, vandring på de lysegrønne sætere (alme) eller sågar smertelindring med radonterapi, er at bo på det 5-stjernede hotel Europæicher Hof i dalen i Bad Gastein.

Hotellet har en udsøgt spa-afdeling, svømmebassin med thermal-vand, store tennisbaner og ligger lige ved siden af en 18 hullers golfbane med fantastisk udsigt til bjergene. Hotellet tilbyder gratis transport til og fra Gasteiner Heilstollen, og tilbyder også gæsterne det såkaldte Gastein Card, som giver rabatter mange steder i hele dalen. 

I den nærliggende by Bad Hofgastein ligger centret Alpentherme, et vandland for alle aldre, som også har en stor udendørs varm thermal-pool med udsigt til bjergene.

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

Nyttige adresser:

www.gasteiner-heilstollen.com 

www.europaeicherhof.at

www.gastein.com

Vil man have den bedste guide på vandring (øvet, uøvet, med børn eller uden), anbefales Hans Naglmayr fra Bad Hofgastein – tel: 0043-06649164775. 

Han kender bjergene som sin egen bukselomme, er opvokset i dalen og kan sige som alle dyrene. Og spille alpehorn…. Intet mindre end en oplevelse.

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

Sikkerhedskontrollens plastikbakker er fyldt med bakterier, men Københavns Lufthavn kender problemet og renser løbende sine bakker. Og så skal der 3D scannes som forsøg, hvilket kan gøre turen gennem sikkerhedsområdet hurtigere.

 

FET_LUfthavnen_CSC-12-copy

 

Vi skal alle igennem sikkerhedskontrollen, når vi skal ud at rejse. Og vi skal alle anbringe forskellige løse genstande som telefoner, bælter, nøgler m.v. i de plastikbakker, kontrollen stiller til rådighed. Fordi alle som én rører ved plastikbakkerne, er de det sted i en lufthavn, hvor der er størst risiko for at overføre bakterier fra en passager til en anden. Plastikbakkerne ved lufthavnens sikkerhedskontroller har ifølge en ny undersøgelse fra tidsskriftet BMC Infectious Diseases flere bakterier end for eksempel knappen på toilettet, der bruges til at tømme wc’et, skriver standby.dk. Undersøgelserne er blandt andet foretaget i lufthavnene i Helsinki og Boston. I Helsinkis lufthavn blev der over tre uger taget 42 prøver flere steder i lufthavnen for at måle mængden af bakterier. Konklusionen var entydig, der var flest i plastikbakkerne ved sikkerhedskontrollen, blandt andet bakterier med influenza A. Resultaterne støtter adskillige andre undersøgelser.

Desinficere sine hænder

Efter passagererne har været gennem sikkerhedskontrollen, bør de desinficere deres hænder ved at gnide dem i sprit eller vaske hænderne grundigt i mindst 30 sekunder, lyder anbefalingen derfor fra en læge. Københavns Lufthavn har i sin centrale sikkerhedskontrol cirka 700 bakker, og de bliver naturligvis rengjort, siger lufthavnens pressechef Kasper Hyllested til standby.dk og tilføjer: ”At opsætte afspritningsautomater har ikke været efterspurgt, men idéen er under overvejelse. Vi er i forbindelse med udbygningen af sikkerhedskontrollen ved at indføre to nye test-spor i sikkerhedskontrollen, hvor vi kan afprøve nye processer, ny teknologi og nye services. Her kunne vi afprøve idéen og se, hvordan det eksempelvis påvirker flowet væk fra sikkerhedskontrollen.”

Hurtigere gennem kontrol

Åbningen af de to nye test-spor kan ud over bakteriestrømmen få betydning for de rejsendes tidsforbrug i sikkerhedskontrollen. Her skal der nemlig testes forskelligt nyt sikkerhedsudstyr, der skal gøre det hurtigere og nemmere at få de mange millioner årlige rejsende igennem sikkerhedskontrollen og ud til deres fly.

Planen er, at passagererne om få år skal slippe for at tage bælter og sko af, når de skal tjekkes. I fremtiden skal man heller ikke længere dele sin håndbagage op, men kan lade tablets, computere, parfume og tandpasta blive i tasken og blive scannet deri, i stedet for at det skal tages op og scannes alene. Det skal blandt andet ske ved hjælp af nogle nye 3D-scannere, skoscannere og nye metaldetektorer.

Testes i udlandet

De to nye spor i sikkerhedskontrollen skal bruges til test de næste tre år. Derefter vil lufthavnen vurdere, hvilket nyt sikkerhedsudstyr der er bedst, og så brede det ud til de øvrige spor. Allerede denne sommer er man begyndt på lignende test i store lufthavne som London Heathrow, John F. Kennedy i New York og Schiphol ved Amsterdam, skriver standby.dk. Her vil man de næste seks til 12 måneder blandt andet afprøve 3D-scannerne, der bruger samme teknologi som hospitalers CT-scannere. Og der vil også blive afprøvet scannere, som kan afsløre sprængstoffer.

Forbud mod flyvende pulver

Samtidig med at de flydende væsker kan slippe for separate screeninger i lufthavnen, er der for nylig kommet endnu et forbud. Denne gang gælder det beholdere med pudder og andet pulveragtigt på mere end 350 milliliter, hvilket cirka svarer til indholdet i en sodavandsdåse. Denne mængde pulver må ikke mere medbringes i håndbagagen på fly til USA, men skal i passagerens indcheckede bagage.

USA’s sikkerhedsmyndigheder, TSA, Transportation Security Administration, meddelte sidste måned udenlandske lufthavne med direkte flyvninger til USA, at passagererne ikke mere må have pudder eller andet pulver på mere end 350 milliliter i håndbagagen. Det er dog ikke et myndighedskrav fra EU-landene, oplyser den danske trafikstyrelse til standby.dk. Men passagerer til USA bør orientere sig på TSA’s (Transport Security Authority) hjemmeside, før de rejser til USA.

 

FET_LUfthavnen_CSC-09-copy

Den årlige skiferie er for mange en af årets allerbedste ferier.

Og hvad er også skønnere end at suse afsted i høj fart på snehvide pister, vandre med snesko i morgengryet, se børnene blive stolte på skiskolen eller måske få behandlet en gigtplaget krop i en gammel guldmine.

I Østrig kan man det hele, og Liebhaverboligen guider her til oplevelser for enhver smag.

Skiwelt Wilder Kaiser – Brixental

Leder du efter oplevelser af ALLE slags, er Ski Welt stedet at besøge. Området er et af verdens største sammenhængende skiområder og fejrer i år faktisk 45 års jubilæum. Her er 270 kilometer perfekt præparerede pister, 80 rustikke bjergrestauranter, 83 baner og skilifte og panoramaudsigt til mere end 70 bjerge.

Hele 9 landsbyer lægger område til Ski Welt, og måske har du allerede besøgt Elmau, Söll, Brixen im Thale, Hopfgarten, Itter, Kelchsau, Scheffau eller Westendorf. Alle er de en del af det privatejede bondeland, som ski-venlige bønder igennem årene har åbnet op og samarbejdet sammen om – for netop at skabe et skiområder, der kan tilbyde noget for alle. I flæng kan nævnes, at her er tre funparker, Østrigs største nat-skiområde, masser af kælkebakker og god knald på underholdningen også. Hver af de 9 byer kan vinteren igennem byde på forskelligartede oplevelser, og turen dertil gøres let enten med egen bil (Ski Welt ligger godt 10 km fra motorvejsafkørslen Kufstein Süd eller Wôrgl Ost) eller flyv til Innsbruck, Munchen eller Salzburg. Herfra findes shuttle-busser fra lufthavnene.

Off-piste og luksus i St. Anton og Lech-Zürs am Arlberg

Folk med hang til luksus og fest går ikke galt i byen, hvis de henlægger skiferien til St. Anton. Her i byen er after-ski lige så vigtigt som selve skiløbet, og diskokuglerne roterer livligt på byens barer.

Skiløbet er også i top – 380 kilometer pister råder området St. Anton am Arlberg over, og er man til off-piste, er stedet et rent mekka. Men selvom skiløbet altså er helt i top, kan byen godt være crowded i højsæsonen og køerne til liftene irriterende lange.

Ønsker man derfor en mere ”stille” ski-ferie, men stadig i samme smukke område, er det de eksklusive ski-byer Lech og Zürs man skal bestille hotel i. Begge byer er kendte for at være tilholdssted for diverse amerikanske hollywoodstjerner, og restauraterne her er naturligvis derfor i topklasse.

Generelt for alle byer gælder, at ski-ferien er i den dyrere ende, til gengæld har man en oplagt mulighed for at flashe sit flotte ski-tøj/udstyr blandt et publikum, som har forstand på det. Ligesom man også kan forsøge sig på ”Run of fame” – ski-pionerernes og skistjernes 85 km lange spor.

Flyver man, er Innsbruck og Zürich nærmeste lufthavne, er man mere klimabevidst, går toget også hele vejen fra både Wien og Zürich.

Skiferie for både krop og sjæl

Fuldmånemiddag med 5 retters udsøgt menu i 1600 meters højde over havet, eller oplevelsen af at nedsænke sin varme krop i en iskold, stille skovsø med kun ældgamle træer som vidner. Hvis sådanne oplevelser tiltaler dig, er Gastein destinationen for årets ski-ferie.

Skiområdet i Gasteinerdalen går over tre små byer. Dorf Gastein, Hof Gastein og Bad Gastein, som alle i århundreder har været kendte for forskelige former for helse. Her er naturlige, termiske kilder med varme bade, og sidst men ikke mindst kan man i Bad Gastein få en oplevelse af de fantastiske.

Oplevelsen foregår i en gammel guldmine – Gasteiner Heilstollen i Radhausberg– hvor gigtplagede mennesker og mennesker med smerter i det hele taget, hver år, året rundt – valfarter til for lindring. Minen var i det 16. og 17. århundrede en lukrativ guldmine, men i de efterfølgende århundrede blev den ikke benyttet. Under 2. verdenskrig åbnede man atter minen, og fandt desværre ikke guld, men opdagede til gengæld, at de ofte nedslidte og gigtplagede minearbejdere fik det bedre af at arbejde i de snævre minegange. Undersøgelser viste, at luften i  minen indeholdt radon – en ellers giftig gasart – men i netop den koncentration, som luften i minen havde og har, virker radon i sammenhæng med den fugt og varme som skabes inde i det store bjerg – smertelindrende.

Behandlingen foregår ved, at man på et lille tog kører to kilometer ind i bjerget og dér ligger i de smalle minegange på brikse og inhalerer radon og sveder. Luftfugtigheden er mellem 75 og 99 procent, og inden togturen ind i minens dyb konsulteres man naturligvis af en læge. Minen Gasteiner Heilstollen har været brugt til kur-behandlinger siden 1958, og der findes ”specielle”pakker for turister, der bare vil prøve fænomenet.

I området findes i øvrigt også de store varme thermiske bade – Alpentherme og Felsentherme, som tilbyder spa under alle tænkelige former. Og med hensyn til skiløbet er det her naturligvis også. Både som alpint, snowboard og landrend. Bare ikke så hypet, som på mange af Østrigs andre destinationer. Så ro, ro ro, afslapning og helse – det er Gastein og måske også en slædetur med heste spændt foran – i et vinterhvidt landskab.

Man kan flyve til München eller Salzburg og derfra tage toget til Gastein-dalen. Tager man bilen er der 1200 km at køre fra København til Bad Gastein.

I Hansi Hinerseer´s fod (ski)spor

 Kitzbühler Alpenstrækker sig fra Zillertal i vest til Zell am See i øst og omkranser om man så må sige byen Kitzbühel. Området er et af Østrigs allerbedste og bl.a. tildelt Tiroler-Pisten-Güte-Siegel- mærkatet, som kun gives til de ypperste skisportssteder i landet.

 Her er uanede mængder af snekanoner, gode lifter og perfekte pister, ligesom et livligt byliv tilbyder god shopping, i massevis af restauranter og grundig after-ski. Så er man ude med den brede pensel og noget for alle, imødekommer Kitzbuhler Alpen-området næsten enhver skiløbers drømme, uanset niveau, dog med hovedvægten lagt på den trænede og krævende skiløber.

 Samtidig er området også stedet, hvor sangstjernen Hansi Hinterseerer er vokset op, og også stedet hvor den berømte Hahnenkamm – kendt fra styrtløb i World Cupen – ligger. Selve Hansi´s barndomshjem ligger i den lille by Seidalm, hvor han boede  sammen med sine bedsteforældre. Faderen var olympisk ski-champion, og selv er sangstjernen også en super skiløber, fortæller de lokale, som hér er mere optagede af stjernens ski-evner end af hans sang.

Et andet særkende for Kitzbühler Alpen er deres nyeste bud på mad-kultur kaldet KochArt. En sammenslutning af 22 restauranter, som udelukkende bruger de lokale bønders råvarer og efter sigende skulle have taget gamle velkendte østrigste retter til nye, kulinariske højder.

Nærmeste lufthavn er Innsbruck, hvis ikke man vælger at tage bilen.

Ski for hele familien

Er det hele familien, som skal afsted på skiferie, så er Zillertal det oplagte sne-paradis. Zillertal er Østrigs førende ski-familie-destination og gode begynderbakker, lette pister og skiskoler i alle afskygninger tilbyder noget til hele familien. Kælkebakkerne er mange, det samme er skiskolerne, hvor der er tilbud til alle aldre næsten, og vil man ikke efterlade det lille pus på skiskolen alene, kan et begynderforældre-par sammen med et begynderbarn bare leje en privat, dansktalende ski-lærer sammen. Det er også en god måde at lære at stå på ski – sammen. Har man et barn med, der så lille, at det endnu ikke kan lære at stå på ski, tilbyder Zillertal børnepasning i de såkaldte Zwergerl Clubs.

203 kilometer af pister i alle sværhedsgrader, 66 moderne lifte og et prisniveau, som er noget billigere end på mange af Østrigs andre skisportssteder, er skræddersyet til familieferie, der udover skiløb også byder på et væld af anderledes oplevelser.

Besøg for eksempel is-paladset, Nature Ice Palast, som ligger inde i den store Hintertux-gletcher. Børn fra 6 år må komme med – eller tag en fridag fra skiløbet og gå i badeland, hvor der er sjov for både børn og voksne.

Kom sovende og bæredygtigt på ski

Snälltoget med sovevogn kører i sæsonen 22/23 fra Høje Tåstrup station på Sjælland og direkte til de Østrigske Alper. Toget kører direkte til München og Salzburg, hvorfra det er muligt at køre videre med lokale baner til i alt 14 østrigske ski-byer. Undervejs kan man spise i den hyggelige restaurantvogn, mens toget kører igennem det smukke og skiftende landskab.

Skisportssted tæt på

Vallåsen er en klassiker for begyndere eller let øvede, og er det skisportsområde, der ligger tættest på Danmark. Her to timers kørsel, 162 km fra København findes ret få kilometer pister men til gengæld et let tilgængeligt område egnet til korte ture. Højden er bare 145 meter med syv lifter og 11 pister fordelt på farverne grøn, blå og rød. Alle pister forsynes fra snekanoner.

Egnet til endagsture

Vånga med begynderområdet Vångabacken ligger også godt to timers kørsel og 166 km fra København og er et passende mål for en endagstur. Stedet på 132 meter minder lidt om Hedeland ved Roskilde men har et par ekstra pister i grønt, blåt og rødt. Her er tre lifter og seks pister. Vångabacken har forskellige åbningstider, typisk kun i weekenden.

Alle sværhedsgrader

Tre timers kørsel og 280 km fra København ligger Isaberg i naturskønne omgivelser. Det er Sydsveriges største skianlæg, som holder åbent alle dage vinteren igennem. Max-højden er 250 meter, og her er ti pister i alle sværhedsgrader samt otte lifter. Stedet egner sig godt til en miniferie i hytte tæt på pisten.

Plads til freestylere

Nord for Isaberg findes Ulricehamn, som er fire timers kørsel og 331 km i bil fra København. Det er et alsidigt og veludnyttet skiområde med pister i alle farver samt syv lifter, der tager skiløberne til toppen på 135 meter. Desuden tilbydes børneområde og aktivitetsområde blandt andet for freestylere.

Flotte, brede pister

Fire timer og 369 km fra København findes Mullsjö Alpin, som næsten er nabo til Ulricehamn. Her er fem pister med en højde på 330 meter, og pisterne er flotte og brede i farverne blå, rød og sort. Snekanoner sørger for fine forhold. Mullsjö Alpin holder åbent 100 dage om vinteren og har 25.000 gæster. Der er øvepist til begyndere uden krav om liftkort for dem, som skal prøve sig selv og skiløb af.

Ruter til langrend

Falköping, 385 km og 4,5 timers kørsel fra København kan bruge stil en endagstur med grønne, blå og røde pister og fire lifter. Takket være snekanoner er her altid snesikkert. Der tilbydes også langrend med nye, varierende ruter. Åbent torsdag-søndag og mandag, onsdag og fredag aften.

Også for de vovede

Seks timer tager de 565 km i bil til Storstenshöjden og Annaboda. Her er både en nord- og en sydside og 100 årlige snedage. Udover det alpine på ni pister findes 11 km til langrend. I Höjdarparken kan de vovede benytte rails, bokse og kickers (ramper af hårdt presset sne). Faldhøjden er 150 meter.

Står der ikke lige varme og 14 dages rejse til tropiske lande på programmet i januar, er en smuttur til Bremerhaven i Tyskland et godt alternativ. I hvert fald hvis man lægger vejen forbi supermuseerne Deutches Auswanderer Haus og Bemerhaven Klimahaus,  som sætter spot på to af tidens vigtigste emner:  Menneskers søgen efter bedre liv i nyt land og klimaets tilstand.

”Natten mellem fredag og lørdag døde en af skibets passagerer. Han døde kl 12, og klokken 3 blev hans lig kastet overbord. Det gjorde et dybt indtryk på os alle. Måske var han rejst fuld af forhåbning fra sit hjem, og hjemme havde han måske familie, som længtes efter at høre om hans lykkelige ankomst til den nye verden. I stedet skulle de nu modtage bud om at han var død, ene og venneløs og begravet i havets dyb”.

Ovenstående beretning er blot en blandt mange, når det drejer sig om håb, drømme og skæbner blandt mennesker, som søger lykken i et andet land. For i århundreder har udvandring, indvandring og flugt formet menneskers skæbne. De fleste af os har på tv set de forfærdelige billeder af migranter, som er druknet i Middelhavet, og alene sidste år migrerede mere end 160.000 mennesker til Europa.

Bygget på kajen hvorfra de rejste

Siden 2005 har et særligt museum i Tyskland sat spot på disse menneskers skæbne. Museet fortæller nemlig historien om de mere end 7 millioner mennesker, som i årene 1830-1974 udvandrede til Amerika, deriblandt 100.000 skandinaver. Museet hedder Deutches Auswanderer Haus, og det ligger i Bremerhaven på nøjagtig den kaj, hvorfra de mange emigranter i sin tid tog afsted.

De fleste af dem var ludfattige og havde i årevis sparet op til billetten. Og lokket af utallige lovprisende avisannoncer og kun udstyret med få ejendele ankom de til Bremerhaven med hjerterne fyldte af lige dele angst og håb. Og ganske som vi stadig anno 2024 ser strømme af mennesker udvandre til andre lande i håbet om en bedre fremtid, kan man som besøgende på museet få en forståelse og indsigt i, hvad der drev og driver disse mennesker i deres søgen efter et bedre liv. Og følge dem ud på den fysisk og psykiskhårde rejse det er at forlade det kendte – hjemlandet, familien og kulturen – og begive sig ud i det ukendte.

Følger en sand identitet

På Museet i Bremerhaven kan turisten på ”egen krop” opleve hvordan det var at være emigrant. Hver gæst udstyres med et såkaldt ”boardingpas”, som indeholder en virkelig og sandfærdig identitet. Altså identiteten på en udvandrer, som virkelig drog til Amerika, og undervejs følger man så i virkelighedstro opbyggede scenarier vedkommende på ”rejsen til Amerika”.

Det er lidt a la Disneyland, men på den gode måde og derfor er det en oplevelse for børn også. Både tyske og engelske stemmer og tekster ledsager den rejsende gennem museet og et af de mest storslåede scenarier, som er opbygget inde i museet, er en tro kopi af skibskajen, hvor skibet ligger.

Lyden af baggage, fragtgods der lastes, og havmåger der skriger og svirrer i luften og på selve kajen står grupper af udvandrere klædt i datidens tøj og venter på at gå ombord. Fører man sit ”boardingpas” hen over specielle steder på figurerne, begynder de at fortælle: Hvem de var, hvorfor de tog afsted, og hvad de drømte om.

Skibskajen hvorfra immigranterne tog afsted. 

Den hårde rejse

Oplæste og skrevne fortællinger får man også i ”Galleriet for de 7 millioner”, et arkivrum, som rummer oplysninger om alle de, der drog afsted.

Materialet er enormt, men blot ved at bruge sit ”boardingpas” på den identitet i galleriet som man følger, får man fortalt om personens historiske baggrund, den politiske situation og de personlige motiver, som lå bag ønsket om at udvandre. Og bagefter går man så ”ombord” på skibet.

Galleriet for de 7 millioner.

En lang gang, som den så ud på et af datidens dampskibe fører nu turisten frem til kahytterne, som i de tidligste år af udvandrernes historie bød på trange forhold. De første skibe som sejlede til New York var godt 12 uger undervejs, passagererne var tæt stuvet under dæk og fik kun lov at komme op i den friske luft én gang om dagen. I museet ser man de trange sovekahytter, og en lydside ledsager med hosten og harken.  Andre rum viser, hvordan det at fragte emigranter til USA også blev en storstilet forretning for rederierne, og hvordan rejsen med tiden og skibenes udvikling også blev forbedret. 100 passagerer skulle nu ikke mere deles om kun ét toilet, spisesale kom til, og begreberne 1., 2. og 3. klasse opstod. Udskibningsbyer, som der var mange af over hele Europa, konkurrerede om at tilbyde de bedste og billigste overfarter, og da Bremerhaven tilbød både mad og vand på billigste klasse, blev byen en populær udskibningshavn for mange skandinaver. ”Ombord” på skibet (i museet) kan man se både de fattiges og de riges vilkår på rejsen, og man har selv fornemmelsen af at sejle. Det føles, som om skibet ”vipper”, og på væggene er der malet koøjer med naturtro søgang i.

Central Station i N.Y hvortil immigranterne ankom ved enden af deres rejse. 

Lykkeland – men ikke for alle

Endestationen for alle emigranter var øen Ellis Island ud for New York. I folkemunde kaldet ”Tårernes Ø”. Her blev udvandrernes endelige skæbne afgjort, om de fik lov at komme ind eller blev sendt retur.

I Deutches Auswanderer Haus står en kopi af venterummet på Ellis Island, og også her kan man føle sig som ”rigtig” emigrant. Nedfældet i ventesalens store skranke kommer de mange spørgsmål frem, man som emigrant skulle svare på. Var man syg eller uden penge, kom man ikke ind. Var der tvivl, blev man undersøgt af en læge.

Slutscenens i udvandrernes univers er en kopi af et hjørne af Central Station i New York. Herfra drog de, som fik lov at komme ind videre ud, og her ender også historien om den udvandreridentitet, man har fulgt på hele rejsen. Bag Central Stations billetluger fortælles, hvordan det gik personen, om vedkommende blev en del af den amerikanske drøm – eller gik til grunde.

I alt har museet udvalgt omkring 20 personlige skæbner, som man kan følge. Liebhaverboligens skribent fulgte en ung, fattig, tysk jøde ved navn Carl Laemmle.

Han BLEV den amerikanske drøm – som grundlægger af selveste Hollywood. Men sådan gik det langtfra for alle….

De trange forhold i køjerne på skibet.

BREMERHAVENS MARITIME VERDEN

Havneområdet i Bremerhaven er over de seneste år forvandlet til eet stort oplevelsesområde under navnet Havenwelten. Selve området rummer foruden Deutches Auwwanderer Haus (www.dah-bremerhaven.de)  og Bremerhaven Historisches Museum også museet Bremerhaven Klimahaus (www.klimahaus-bremerhaven.de), som med store tableauer tager turisten på rejse rundt i klimaet, alle jordens klimazoner og de udfordringer, vi står med i dag.

Melder sulten sig er Havenwelt-området også godt dækket ind med spændende gourmetrestauranter. Besøg evt. de lokale havnekroer i Schaufenster Fischereihaven eller besøg Seefischkochstudio (Am Schaufenster 6), hvor professionelle kokke deler ud af deres bedste tips til fisk og skaldyr.

Klimahaus

REJSEFAKTA:

Bremerhaven ligger ca. 3 kilometers kørsel fra den danske grænse og godt en times kørsel fra storbyen Bremen. Bremerhaven er en af Europas største havne og med hafenbus eller havnerundfart kan man komme dybt ind i de oversøiske havne og se de helt store containerskibe.

Året rundt er byen også vært ved forskellige events – se mere på www.germany.travel/bremerhaven.

FET_Cannes_Ferievilla_Tilsalg_1725291691046502_2026891644765272672_n

Skøn villa i højderne over filmbyen Cannes, med havudsigt og en fantastisk swimming-pool.

Forældresoveværelse med balkon; tre yderligere soverværelser og 2 badeværelser.
Opholdsstue i direkte forbindelse med stor udsigtsterasse. Køkken og spisestue i åbent plan; udendørs grill-terasse i forbindelse hermed. Integreret garage og smukt anlagt have.

Placering: 10 minutters kørsel til La Croisette med Cannes’ berømte strande, butikker og natteliv 20 minutters kørsel til Nice Cote d’Azur lufthavn

Pris: 6,9 mill. kr. – husets Mercedes cabriolet kan indgå i handelen

Kontakt: lone.hubner@gmail.com

 

FET_Cannes_Ferievilla_Tilsalg_1725291621046509_5106631305382249001_n

FET_Cannes_Ferievilla_Tilsalg_1725291544379850_4713543944094307566_n

FET_Cannes_Ferievilla_Tilsalg_1725291511046520_7179278529261551944_n

FET_Cannes_Ferievilla_Tilsalg_1725291604379844_5399017554521051469_n

FET_Cannes_Ferievilla_Tilsalg

FET_Cannes_Ferievilla_Tilsalg_1725291674379837_9062748740246020890_n

FET_Cannes_Ferievilla_Tilsalg_1725291717713166_4765234689609932126_n

FET_Cannes_Ferievilla_Tilsalg_1725291734379831_6948739767200303213_n

 

Morgensolen glitrer i Middelhavet.
Du står på molen, parat til vandskituren, og bagefter et dyp i det krystalklare blå.
Senere nyder I skaldyr på strandens bedste 
restaurant, og slentrer en tur på rue d’Antibes.

Med det smukke landskab i bakspejlet og vinden i håret, ruller du afsted til vinbonden i Pampelonne og henter et par kasser af verdens bedste vin rosé …

Aftenen falder på, mens familie og venner samles omkring grillen på terrassen og senere til en night-cap på kanten af pool’en under stjernerne.

 

 

 

De fleste kender Rundetårn, H.C. Andersens Hus og Råbjerg Mile. Vi har fundet fem spændende udflugtsmål i hele landet.

 

FET_Liebhaverboligen_Sommerferie_aalborg_cablepark

 

Aalborg Cable Park

Aalborg Cable Park  ligger gemt bag en blanding af gammel industri og nybyggeri. Den blev anlagt i 2012 og er den tredje af sin slags i landet. Ved hjælp af kabler bliver man trukket rundt i vandet, og både øvede som nybegyndere kan hygge sig på wakeboard eller vandski. Prøvetur inkl. board, dragt, hjelm, vest og instruktion koster 150 kr.

Aalborg Cable Park, Rapsgade 4, 9000 Aalborg, www.aalborgcablepark.dk

 

FET_Liebhaverboligen_Sommerferie_æbelø

 

Æbelø

Hvis man gerne vil være Robinson Crusoe, så gå en tur ud på Æbelø nord for Fyn. Det meste af øen er dækket af skov – hovedsageligt gamle ege- og bøge-træer – så man føler sig nærmest, som var man i
junglen. Der bor kun to personer på øen, som for øvrigt kun kan nås gennem vandet. Turen er ca. 4 km lang, hvoraf de 1½ km foregår i vand. Ved højvande går vandet ca. til livet på en voksen person. Ved lavvande går vandet ca. til anklerne på en voksen person.

Æbelø, lige nord for Bogense på Fyn

 

FET_Liebhaverboligen_Sommerferie_SagnlandetLejre_Familier 195 (1) copy

 

Skal du slå Lejre?

Sejl med vinkeskibet Aslak og nyd din frokost højt i trætoppene med udsigt over den smukke dyrehave ved Ryegaard Gods. Eller hvad med en tur ud i naturen med fortællingen om sporene fra de gamle kongeslægter i landskabet ved Gl. Lejre, og derefter ind i kunsten med et besøg hos arbejdende kunstnere i deres værksteder langs Skjoldungestien. Du kan også udfordre dine børn med en dag blandt ”krigere, soldater og andre helte”, hvor I blandt andet møder Sagnlandets gæve vikinger og ser våben fra 2. verdenskrig på det fantastiske våbenmuseum på Egholm Slot.

Find og book dine oplevelser på visitlejre.dk

 

FET_Liebhaverboligen_Sommerferie_Koldkrigsmuseum Stevnsfort

 

Koldkrigsmuseum Stevnsfort

Det lyder måske lidt gammelt og kedeligt, men intet kunne være mere forkert. Koldkrigsmuseum Stevnsfort er sjovt for hele familien – blot en times kørsel fra København. Her er tanks, atomsikre gange langt under jorden og flot natur. Under Den Kolde Krig var Stevnsfort en hemmelig brik i Danmarks og NATO’s forsvar og klar til krig hele tiden. Det er bevaret som dengang og er en oplevelse værd.

Koldkrigsmuseum Stevnsfort, Korsnæbsvej 60, 4673 Rødvig

 

FET_Liebhaverboligen_Sommerferie_bornholm

 

Blåskinsdalen på Bornholm

De fleste kender Jons Kapel, mens næsten ingen har hørt om Blåskinsdalen, som ligger godt gemt ganske tæt på. Det er absolut en af Bornholms flotteste sprækkedale med masser af blå anemoner, der blomstrer om foråret i en eventyrlig naturoplevelse. Man kan parkere bilen ved Jons Kapel og derfra følge vandrestien ca. 400 meter, indtil man finder skiltet mod Blåskinsdalen, der fører dig ind i landet. Vær opmærksom på, at terrænet i Blåskinsdalen kan være en smule bakket.

Jons Kapelvej 1, 3790 Hasle

 

klikher

Først var det bæredygtighed, økologi og vindmøller, som var ”in” på Samsø. Nu er det sindets indre fred, en sjæl i balance og nærværs-træning i et stresset liv, som øen tilbyder sine mange besøgende.

 

FET_Samsoe_yoga4

 

Bladene nærmest klirrer som glasklokker i vinden. En sagte, klingende raslen, der hvor skoven er tæt, og når vi er i åbent landskab – en højere, og nærmest bjældelignende susen.

Vi går stille på den bløde skovbund. Har fået besked på ikke at snakke sammen, og det i sig selv er mærkeligt. Vi fniser lidt, for vi er to vennepar, som har kendt hinanden i mange år, og nu er vi på weekend-tur – og det plejer i hvert fald ikke at gå stille for sig!!!

Men i år har vi besluttet at ville prøve noget nyt. Og er derfor taget på tur med Joan Birk, som er lydterapeut her på Samsø, der i de senere år er blevet et nyt dansk centrum for alternative terapiformer. Alt lige fra yoga, lyd og stemmehealing, kurser i permakultur, tantra, meditation og mindfullness og en hel masse andet derimellem tilbydes nu på øen året rundt – hvis man skulle få brug for et pusterum i en trængt hverdag.

Ingen hokus-pokus

”Jeg kalder det ikke for mindfullness, men derimod for nærværs-træning.” siger Joan Birk.

”For nærvær er det, det hele handler om, når vi har det svært i livet, er stressede eller kede af det. Så handler det om at finde roen inde i sig selv igen, og her er stilhed et rigtig godt redskab til at skabe rum for at mærke sig selv. Der er sådan set ikke så meget hokus-pokus i det.”

Og sådan går vi så i stilhed.

Først igennem en skov, lytter til alle lydene, ser de smukke vådområder ved Stauns Fjord, mærker den friske luft, ser en bi suge honning fra en blomst, smager på et modent bær fra en vild busk og mærker hjertet slå. For det er bl.a. noget af det, der sker, når vi går i stilhed. Vi mærker egen puls, mærker en ny intimitet imellem os, sanser det ydre landskab og i allerhøjeste grad også det indre landskab – os selv.

Efter ca. 8 kilometers gåtur med udsigt til skiftende landskaber slutter vi af i Langøre kirke, en lille landsbykirke på toppen af en bakke og med vid udsigt. Her sidder eller ligger eller står (for vi må gøre, hvad vi vil) vi så med lukkede øje og lytter, mens Joan Birke opfører en lydhealings-koncert for os.

Lyden fra en tibetansk syngeskål slår tonen an, og til den synger Joan så de smukkeste toner. Hendes stemme bliver ganske enkelt en forlængelse af syngeskålens toner. Indimellem bruger hun også en indiansk tromme, der lyder som et hjerteslag, og en vindklokke med nærmest engleagtig lyd, og tilsammen skaber hele dette lydrum en fantastisk fornemmelse af ”egenhed” i én selv, en fornemmelse af at være en del af et større hele – det lille menneske i den store natur, og en fantastisk ro breder sig i hele kroppen.

 

FET_Samsoe_P1150352

Vi går i stilhed gennem sindets landskaber

FET_Samsoe_P1150343

Lydhealer Joan Birk fører os gennem Samsøs landskab.

FET_Samsoe_P1150377-kopi

FET_Samsoe_P1150381

Alt i yoga-tøj, vindklokker og synge-skåle fås i Charlotte Schultz´s butik.

FET_Samsoe_P1150371

Til lydhealingkoncert i Langøre Kirke.

 

Samlingens og energicentrenes ø

Siden vikingetiden har Samsø været præcis i Danmarks midte. Og øen har da også sit navn, fordi det i hine tider var her, at alle konger og beslutningstagere mødtes  – på samlingens ø, deraf navnet Samsø. I dag er øen på ingen måde et politisk samlingspunkt mere, men blot én blandt mange andre danske øer – og så alligevel ikke.

For selvom her både er swingerklub og et stort foreningsliv, og ”Jørgen” fra Kims Chips reklamerne bor her sammen med en masse almindelige samsinger med ølkasse bag på knallerten, så er Samsø også et samfund, der i de senere år har tiltrukket mange alternativt tænkende mennesker.

Kreative sjæle, som har haft brug for at søge væk fra stress og jag, og som i en periode af livet har søgt og stadig søger efter et andet liv og har fundet det på netop Samsø. En af de mest kendt er bl.a. rocklegenden Lars Muhl, som tidligere har boet på Samsø, da han for snart 20 år siden skiftede musikscenen ud med et mere tilbagetrukket liv som forfatter og metafysiker.

Og netop Lars Muhl har bl.a. i bogen ”Hjertets Stilhed – Samsøs kraft” kortlagt øen ud fra teorien om chakraer, yogaens teorier om kraftcentre i kroppen og fundet Samsøes 7 chakraer – øens energicentre i landskabet. Øverst på Samsø ved Issehoved findes bl.a. således ifølge Lars Muhl Kronechakraet, ved Stauns Fjord (i midten af øen) er Hjertechakraet, og helt nede på sydspidsen ved Brantingborg skov findes så Rodchakraet.

 

FET_Samsoe_P1150470

Landskabet ved Issehoved er øens ”kronechakra.”

 

Champagne-yoga og retreats for stressramte 

Teorierne om ”disse naturens energicentre” får vi oplevet den næste dag sammen med yogalærer Annette Meldgård, som vi har booket en champagne-yoga lektion hos. Og befinder os derfor pludselig næste formiddag på toppen af Samsø – på Issehoved – hvorfra udsigten synes, som om det er hele verden, vi har udsigt til. Et særegent landskab med så megen vidde, at øjnene næsten ikke kan rumme hele bredden i udsynet.

Liggende på yogamåtter får vi nu et glas champagne hver og laver så yoga-øvelser med glasset i hånden. Og får også lov at drikke champagnen, for Annette fortæller, at ideen med champagne-yoga faktisk er lidt et festligt indslag, man kan købe til eksempelvis en polteraften, men yogaen i det hele er god nok. Glasset fungerer fint sammen med øvelserne, og dejligt er det at mærke, at selvom yoga for nogle mennesker kan synes lidt for ”helligt”, så kan det også være skæg og ballade og samtidig gøre rigtig godt i både sjæl og krop.

Til daglig driver Annette sit yoga-center (Samsø Retreat) på Ørngård, en stor, stråtægt slægtsgård, som hun har lejet af Brantingborg Gods. Her kan man komme på retreats med forskelligt indhold – bl.a. et retreat for stressramte, hvor man udover yoga, meditation både inde og ude i Samsøs natur, ophold og vegetarisk forplejning også deltager i workshops, hvor man får redskaber til bedre at kunne håndtere og reducere stress i hverdagen  – både derhjemme og på jobbet.

 

FET_Samsoe_P1150416

FET_Samsoe_P1150443

Champagne-yoga på Issehoved med yogalærer Anne Mette Meldgård, som har et yoga-center på gården Ørngård.

 

Balsam for sjæl og legeme 

”Livet er smukt, hvis man gør, hvad man vil”. Citatet stammer fra Samsøs største livskunstner – kunstmaleren Ulrik Witt, som sammen med sin kone Johnna også driver en lille antik-butik – faktisk i parrets eget hjem, hvor alt man ser kan købes. Ulrik Witt er klart et besøg værd, hvis man har lyst til en anden form for livsvisdom og indsigt, end den man lige kan se i sig selv via øens mange terapiformer –  og det samme gælder et besøg på Samsøs absolut allersmukkeste restaurant, Ilse Made.

Ilse Made er en gammel ombygget gård beliggende med frit udsyn til marker og Kattegat for enden af grunden, hvorpå gyldenbrune køer græsser i aftensolen, så smukt og fredfyldt som noget guldaldermaleri. Stedet er så absolut terapi for både sjæl og romantik i sig selv, og maden gør kroppen mindst lige så godt som en gang yoga. Blot på en lidt anden måde og for en langt kortere stund…. Men magisk er stedet – hvilket også den hellige kilde Ilse Made kilde nede ved stranden ud for restauranten bevidner: I en rund udhulet egetræsstamme, som kan dateres tilbage til bronzealderen, springer en kilde med det pureste ferskvand, selv om kilden kun ligger godt en meter fra det salte vand i havet….

 

FET_Samsoe_P1150339

Udsigten fra restaurant Ilse Made er terapi for både sjæl og krop.

 

Kildevand og havbad

Efter en udsøgt middag drikker vi derfor samme aften vand fra den ferske kilde og kører derefter hjem til vores hotel – Strandlyst, som ligger i byen Ballen. Her har vi boet, siden vi ankom, og nydt godt af det søde værtspars omsorg og hjælpsomhed. Strandlyst er et lille hotel – med smukt indrettede værelser i en slags annekser, stilen er naturligvis østens mystik – og har man lyst til morgenbadning, ligger der en nøgenbadestrand skråt overfor. Vi dypper os derfor næste morgen i det kolde vand og smutter bagefter lige en tur i hotellets meget hyggelige og lækre lille sauna-anneks for igen at få varmen.

En sjælelig weekend på mange planer på en dansk ø er slut. Nu tager vi hjem til jobbet og hverdagen, klogere på nye ting og oplevelser vi har fået herovre, og tænker, at det skal vi prøve en anden gang igen. For ud af Samsøs mere end 10 forskellige tilbud ud i alternative terapiformer har vi blot prøvet to – og vi har virkelig fået mod på mere…

Samsø kan nås med færge fra både Sjælland og Jylland. Rederiet FÆRGEN sejler fra Kalundborg til Ballen. Fra Jylland sejler Samsø Rederi fra Hou syd for Århus til Sælvig midt på øen.

 

FET_Samsoe_P1150332

Den hellige Ilse Made Kilde er et særegent syn. 

 

Yogacentre m.v. på Samsø:

Viften af alternative tilbud på Samsø er lang. Tjek de forskellige steder hjemmesider og find det, som passer bedst. De fleste steder skræddersyer også gerne sessioner efter behov og ønsker:

Yogamo
www.yogamo.dk  – har både retreats, hold, kurser og events.

Samsø Yoga skole
www.samsøyogaskole.dk – har åbne hold og drop in yoga.

Shri Kali Danmark
www.shrikali.dk

Mellem-rummet
www.mellem-rummet.dk – har en masse retreats, hvor det oftest er gæsteundervisere, der er tilknyttet.

Center for Indre Frihed
www.innerfreedom.dk  

Dansebjerg
www.dansebjerg.dk – et retreatsted, som man kan leje.

Lydterapi v. Joan Birk
www.facebook.com/openheartvoice. I afsnittet ”Om” finder man kontaktoplysninger.

Tantra
www.tantravaerkstedet.dk

Healing
www.360graderterapi.dk, dybdegående healing, kirurgisk healing

 

Udover disse tilbud findes også nogle yogaundervisere, som ikke har eget lokale.
Kontakt evt. www.visitsamsoe.dk for oplysninger om andre behandlere.

 

Yogatøj
– Charlotte Schultz er designer og skrædder og har en butik med yogatøj.

Se mere på www.charlotteschultzdesign.dk

 

Sov og spis godt i sindets landskaber:

Ønsker man ikke at bo og spise på yoga- og retreat-centrene,
er nedenstående hoteller og restauranter anbefalelsesværdige:

Strandlyst
www.strandlystsamsoe.dk  – lille luksushotel med havbad og sauna.

Ilse Made
www.ilsemade.dk – romantisk og beliggende med den smukkeste udsigt.

Vadstrup 1771
www.vadstrup1771.dk, 1700-tals bondegård med vidunderlig have.

Restaurant Skipperly
www.skipperly.dk – serverer flot smørrebrød mv.

Ved kæret
www.vedkaeret.dk – feinschmekker-restaurant med særlig stemning og vært

Restaurant SAK
www.saksamsoe.dk, med i White Guide

Kunst og antik:
Se mere om Ulrik Witt på www.ulrikwitt.com