At tage på rundrejse er at få alt ”serveret”. Fly, hotel, mad og oplevelser er på forhånd planlagt og betalt, så det eneste man behøver er at slå ører og øjne til.
Og så i øvrigt stå tidligt op. Men det er vel heller ikke for meget forlangt, når man kan opleve Kina fra nord til syd på blot 14 dage.

Toget kører 305 km i timen.
I spisevognen smasker en fed kinesermand mig højlydt op i ansigtet, mens spisepindene af plastic hurtigt tømmer take-away-boksen af samme materiale. Udenfor flimrer rækker af snorlige skyskrabere forbi i et antal man tror umuligt, og kort efter afløses det flade landskab af grønnere udsyn, og enkelte marker begynder at dukke op.

Vi kører med højhastighedstog gennem Kina. Og aner gennem ruderne, at den fremdrift, som Mao Zedong med ”Det Store Spring Fremad” i 1958 ikke kunne skabe, er skinbarlig virkelighed nu.

Udviklingen er eksplosiv, byggeriet boomer, og der er ikke tvivl om, at verdens mest befolkningsrige land stormer frem. Hvad formand Mao ikke kunne, kunne hans efterfølger Deng Xiaoping til gengæld og det ud fra devisen:

”Det er ligemeget, hvilken farve katten har – så længe den kan fange mus”.

Alt dette og mere til har vi fået fortalt af guiden, som følger os på hele rejsen rundt i Kina.

Vi har hørt om Qin-, Han-, Tang-, Song-, og Ming-dynastiet. Den sidste kejser, Maos Kulturrevolution og Et-barns-politiken. Og vi har set Tang-dans, spist Peking-and og været til opera af samme navn. En mere underlig end smuk ople-velse – i hvert fald for vesterlandske ører.

Med Putin til Nationaldag 

I Beijing har vi gået på Den Kinesiske Mur, set Sommerpaladset, og gamle kinesere spille kort og gøre morgengymnastik i parkerne. Og vi har besøgt Den Forbudte By og set Ruslands præsident Putin gøre honnør ved formand Maos billede på Den Himmelske Freds Plads.

For vi er så heldige at være i Beijing på Nationaldagen, og det går ikke stille for sig.

Tusindvis af kinesere har fri i en hel uge i anledning af dagen, og det er rørende at se eksempelvis gamle kinesere opleve hovedstaden og det at stå på Den himmelske Freds Plads for første gang i deres liv måske.

Og så har vi været på besøg i en Huton. Et by-kvarter med små, grå, gamle huse, som stadig ligger midt imellem de nye skyskrabere, og i en smal gade i et ydmygt hus uden indlagt vand og toilet har vi drukket te hos en lille, gammel enke, som fortæller om sit liv:

Ung var hun under Maos Kulturrevolution, gammel og tilfreds er hun nu i det nye Kina. For som tidligere statsansat bor hun stadig til leje for en minimal sum penge og får også pension fra staten. Men sådan er det ikke for alle.

Kejsergrav og gadekøkken 

I byen Xian vogter en Terrakotta-hær på 8000 ”mand” over gravstedet for kejseren Qin Shi Huang Di. En verdensberømt seværdighed, som vi naturligvis besøger. En hær af sælgere står opmarcheret ved indgangen til den store udgravning og sælger alt – lige fra kopivarer til ægte bjørneskind  og ulveskind. Intet af det er vist hverken lovligt eller politisk korrekt….

Vi er ankommet til byen dagen før, har cyklet på den oprindelige, brede mur, som omkranser den gamle bymidte og gået aftentur i byens intet mindre end fantastiske muslimske kvarter. Her oplyser et neonhav i tusind farver den lune aften, og  i massevis af gadekøkkener faldbyder den lækreste og mærkeligste mad. Man siger om kineserne, at de spiser alt med ben, undtagen borde og stole. Og alt som kan flyve, undtagen flyvemaskiner. Og alt som kan svømme, undtagen både. Og det er rigtigt. Friteret, stegt, kogt eller råt, hvad enten det er insekter, krybdyr eller pattedyr, så bliver der lavet mad af det.

For det meste spiser vi ellers sammen på restaurant hele gruppen, for en rundrejse er også en social rejse, hvor man møder nye mennesker, udveksler meninger og erfaringer og griner sammen.

Langt de fleste er par, men også enkelte singler er med, for det er rart at rejse sammen med andre og have nogen at dele oplevelserne med. Gode hoteller bor vi også på, Sheraton for det meste, og spiser sammen de fleste dage og aftener, for også en del pension er inkluderet i rejsens pris.

Og hver gang vi ankommer til en ny by, får vi såmænd også udleveret et bykort. Så vi kan finde rundt alene, i den fritid vi indimellem har, og samtidig får vi også et ”overlevelseskit” – et stykke papir med de vigtigste seværdigheder og gode råd skrevet på kinesisk.

For stort set ingen i Kina taler engelsk eller kan læse andet end deres eget skriftsprog. Taxaer er billige, metroerne effektive, og således hjulpet godt på vej af vores omsorgsfulde guide bliver vi også i stand til at færdes sikkert og trygt på egen hånd.

Poetisk landskab og minoritetsfolk

Elefantsnabel Bjerget, Længsel efter Ægtefælle Klippen, Bedstefar ser på Æble og Ni Drager leger med Vandet er blot få af mange poetiske navne, som betegner dele af landskabet langs med floden Lijiang i den autonome provins mod syd, Guangxi.

Her får vi for alvor en anden side af det moderne Kina at se, for her i byen Guilin er indbyggerne langt fattigere, og her lever også mange af Kinas i alt 55 forskellige minoritetsfolk.

Vi er fløjet til provinsen (har bare sat kufferten udenfor hoteldøren om morgenen, og modtager den fin og hel sat ind på vort næste hotelværelse i Guilin) og lander en tidlig morgenstund i et landskab, som emmer af poesi.

Grønne, spidse bjerge rejser sig som sukkertoppe i alle retninger, og den lange, livgivende Lijiang -flod løber igennem landskabet som en glitrende slange, der vander de mange rismarker, som pløjes af vandbøfler spændt for plove.

Indmellem ser vi små både med skarve ombord. Fuglene bruges som ”fiskere” og har fået bundet en snor stramt om halsen, så den fisk, de fanger, når de dykker, ikke kan lande i fuglens egen mave, men derimod i stedet i fiskerens egen kurv. Og mens båden stille glider ned af floden, nyder vi også synet af lokalt landsbyliv ved bredden, børn der bader, og kvinder der vasker tøj.

Der er skrevet metervis af kinesisk poesi om landskabet omkring Guilin, som i øvrigt også er afbildet på en af de kinesiske penge-sedler, og det er dejligt at være i naturen, som kontrast til de mega-moderne byer, vi kommer fra.

Vi bor midt i Guilin by, som har en besynderlig gågade, skabt i europæisk stil, mens de mange små sidegader stadig er autentisk kinesiske. Med restauranter, hvor levende slanger, ænder, høns og fisk i kar i massevis står udenfor, og det er blot at pege, så får man netop det dyr til middag, som man ønsker.

Det er også her tæt på Guilin at Dragens Rygrad ligger. Et terrasse-landskab af smalle rismarker, som er bygget af Yao-folket omkring år 1300. Yao-folket er et af Kinas mange minoritetsfolk, og kvinderne er især kendetegnet ved, at de kun klipper deres hår én gang i livet, oftest når de skal giftes. Det afklippede hår bærer de så livet igennem, sammen med det øvrige hår, i en sindrig opsætning på hovedet.

Der er langt op til Dragens Rygrad, og vi går ad mange trapper langs de smukke risterasser. Fine træhuse flankerer vejen, gennem adskillige små landsbyer går vejen op og op, og orker man ikke eller er benene dårlige, tilbyder landsbybeboerne at fragte turisterne op i bærestole. Belønningen venter på toppen, hvor vi fra landsbyen Ping An har den mest fantastiske udsigt over landskabet. Besøger man risterasserne om foråret, er de fyldte med vand og skinner i solen som tusind spejle. Kommer man om efteråret, er terrasserne gyldne efter høsten.

Verdens smukkeste sky-line

Jeg kan høre husene summe. Enorme skyskrabere i alle mulige og umulige former lyser op i skiftende neonfarver, og langs med havnefronten The Bund står brudeparrene næsten i kø for at blive fotograferet foran verdens smukkeste sky-line.

Vi slutter af med et brag i Shanghai. Byen som i forrige århundrede blev kaldt for ”Østens Paris” eller ”Orientens Horehus” står smukkere end nogensinde og binder om nogen denne Kina-rejse sammen, så vi forstår og simpelthen kan se både fortid, nutid og fremtid.

Domineret af futuristiske skyskrabere, arkitektoniske bedrifter intet mindre, fortæller Pudong- området historien om Kinas vilde fremadstormen, og på The Bund-siden ses stadig de store gamle palæer, bygget af europæerne i Shanghais vilde 1930’ere. Mao lukkede festen i 1949, og først i 1990, hvor Deng Xiaoping kom til magten, kunne Shanghai igen udvikle sig.

Siden er det gået mere end stærkt, men uden at det er gået ud over byens charme. Gamle kvarterer med grønne træer og almindeligt folkeliv findes stadig imellem de høje skyskrabere, og eksklusive butiksstrøg blander sig smukt med gammeldags markeder med både kopi-varer og antikviteter.

På et antikmarked går jeg derfor på jagt for at finde et par af de bitte, bitte små sko, som kvinder med indsnørede fødder i fordums Kina trippede rundt i. Men jeg finder ikke nogen. Måske fordi Kina ikke mere går i så små sko….

……………………………………………………………………………………………………………………………….

Rejse Fakta

Rejser til Kina kræver visum. Det kan fås på den Kinesiske Ambassade, www.chinaembassy.dk, eller bestilles gennem VisumService Aps på www.visumservice.dk

Bedste årstid for rejser er om foråret fra maj til juni eller tidligt efterår fra september til begyndelsen af oktober.

Møntfoden i Kina hedder RMB (yuan). Den kan købes hjemmefra hos Forex, www.forexvaluta.dk. 

Visa og Mastercard kan benyttes på hoteller og i hæveautomater i større byer.

Gem al power-shopping til Shanghai. Her er udvalget både størst og billigst. Mange steder i Beijing og på meget turistede steder er priserne sky-høje. 

Det forventes dog, at man prutter om prisen. 

Prut gerne ned til mindre end en trediedel af udgangsprisen.

Liebhaverboligen var inviteret på rundrejsen ”Den store Kina Rejse” af TEMA Rejser. (www.temarejser.dk)     

……………………………………………………………………………………………………………………………….

Tangdans.

Peking-opera kræver en helt særlig ansigtsmaling.

På Den Himmelske Freds Plads hænger billedet af formand. Mao.

Kinas Et-barns-politik har skabt en nation af egoister, lyder en jævnlig kritik. Men Et-barns-politikken har også affødt et andet dilemma – en udtalt mangel på kvinder.
En søn er stadig det ”bedste” at få i Kina og gennem tiderne er mange pige-fostre endt som aborter.  Nu mangler Kinas unge mænd kvinder at gifte sig med.

Den Kinesiske Mur er godt 2500 km lang.

Terrakotta-hæren i Xian.

Familie i et af Shanghais gamle kvarterer.

Mellem skyskraberene gemmer det gamle Shanghai sig stadig.

Longjis risterasser.

Li-floden i morgendis.

Skarv-fisker på Li-floden.

Shanghais skyline.

Selvom bydelen Harlem i New York er under hastig forandring, synger de stadig Gospel i kirkerne og spiser soulfood på restauranterne.

Harlem, Manhattan

En gul og diset stribe sollys fra det buede vindue rammer den afroamerikanske mand på træbænken. Så langes en mikrofon over til ham, og alt er tyst. Indtil stemmen rejser sig. Først næsten lydløst, så højere og højere, smertefyldt og insisterende, men også fortrøstningsfuldt stiger ordene ”Walk with me” op mod rummets hvælving, og publikum er stille, som var de stumme.

Det er søndag formiddag i en kirke i Harlem, New York.
Lige dele hvide turister sidder pænt og lytter på, de lokale afroamerikanere står allerede op med henførte ansigter og armene i vejret, for her i en ganske almindelig kirke synger koret ”Arc Gospel Choir” nemlig gospel-sange for fuldt hus.

Både en bydel og en tilstand

På et bykort over New York er Harlem fysisk en bydel, som starter dér, hvor Central Park på Manhatten ender mod nord.
Men psykisk har Harlem siden 1800-tallet nærmere været en tilstand. Mest kendt for vold, narkotika og slum, men også for bydelen, hvor store navne som Duke Ellington, Count Basie, Louis Armstrong og Billie Holliday videreudviklede musikkulturen med jazz og soul i bydelens mange jazzklubber og på det legendariske Apollo Teater.

Bydelen havde sin guldalder i 1920érne, hvor musik, kunst og litteratur blomstrede, og store personligheder som præsten Adam Clayton Powel var med til at videreudvikle afroamerikanernes selvfølelse og stolthed.

Senere i 1930érne og 1940érne kom massearbejdsløsheden og efterkrigtiden til bydelen, og i 1960érne var det borgerrettighedspolitiken, som optog bydelen mest, mens karismatiske ledere som Malcom X og Martin Luther Kings taler berørte en hel verden udenfor Harlems ghetto.

Fra slum til hipt

I dag er der ikke meget håbløshed over Harlem. Snarere tværtimod. For området er siden slutningen af 1990ér blevet præget af det, som i moderne tider kaldes for gentrificering.
Fænomenet er kendt fra slumkvarterer over hele verden, hvor unge studerende, kunstnere og andre kreative mennesker får øje på billige hus-lejer i et nedslidt kvarter og derpå rykker ind og forvandler kvartererne med sjove butikker, spændende gallerier, fancy cafeer osv.

Kort efter kommer så boligspekulanterne, opkøber de gamle huse, sætter dem fint i stand og sælger dem derefter så dyrt, at de oprindelige beboere ikke mere har råd til at bo i deres eget kvarter. De flytter så længere ud fra bymidten, indtil gentrificeringen ad åre indhenter dem dér. Fuldstænding som det sker og er sket i Berlin og eksempelvis også på Vesterbro i København – er det også sket i Harlem og sker stadig.

Harlems spændende historie 

Et besøg er dog stadig en interessant oplevelse, som også kan fortælle om den lange kamp for overlevelse i et racistisk USA. Blandt andet vidner Harlems hundredevis af kirker den dag i dag om den store betydning, som religiøsitet fik i starten af dette nye, rodløse immigrantsamfund.

Dengang bestod Harlem stort set mest af landbrugsjord og rige velhavere, som på højene i vest opførte smukke huse med udsigt til Hudson-floden, men et markant vendepunkt kom i 1872, da området fik togforbindelse med det sydlige Manhatten.

Med toget fulgte en stor indflytning af afroamerikanere, flittigt fulgt af store grupper af jødiske og spansktalende indvandrere, og i 1923 omtaler avisen The New York Times bydelen som ”negerkolonien”.

150.000 afroamerikanere var i tidsrummet flyttet til Harlem, hvilket dengang svarede til tre fjerdedele af alle afroamerikanere i hele New York City – og i samme takt som de sorte flyttede ind – flyttede de hvide ud af bydelen.

På The Schomburg Center på Malcom X Boulevard i Harlem kan man få det hele fortalt.

Centret, som åbnende i 1925 i Harlems blomstringstid, rummer verdens største samling af dokumenter, sjældne bøger, fotos, film og lydoptagelser, der dokumenterer afroamerikansk kultur i USA, og stedet kan også tilskrives æren for, at historisk bevidsthed, stolthed over egne, etniske rødder, familietraditioner og lokal kulturarv altid har været mere udbredt i Harlem end andre steder i byen.

Jævnligt arrangerer centret både koncerter og teaterforestillinger sideløbende med skiftende udstillinger og debataftener.

Take the A-train

Til Harlem ankommer man stadig med A-toget, ganske som Duke Ellington skrev det i sangen ” Take the ”A” Train”. Det tager kun godt 20 minutter fra det sydligste Manhatten, men mange turister vælger i dag at tage på guidede udflugter med bus til bydelen.

På turene får man fra busvinduet et overblik over Harlems vigtigste seværdigheder fra 1920érnes guldalder – så som Apollo Teatret, Sugar Hill, Hamilton Heights og Striwes Row, alt imens en guide fortæller om Harlem fra før og til nu.

Som regel ender turen med en gospel-forestilling og såkaldt soulfood på en restaurant, men man kan også gøre turen selv og det er måske mere interessant.

I næsten enhver lille gade i Harlem findes nemlig stadig en kirke, som hver søndag holder gudstjenester ledsaget af den skønneste gospel.

Her synger lokale kor stadig, så taget et tæt på at løfte sig, og smerten fra fordums undertrykkelse igen bliver nærværende i de gamle sange.

For uanset om man vælger bureau eller går på egen hånd, er Harlem altid et besøg værd.

Lokale og turister i skøn forening til gospel-koncert i Abyssinian Church.

Abyssinian Baptist Church, Harlem, Manhattan

En lokal “kanon-fotograf” tilbyder at forevige turisterne udenfor The Schoumburg Center.

Velsmagende soul-food fås både på fine og mindre fine restauranter. Her på Adam Clayton Powell Jr. Bouleward.

Selv i det kølige efterår leves livet udenfor.

Week-end-gade-hygge i Harlem.

Avissælger på Malcolm X Boulevard.

…………………………………………………………………………………………………………………….

The Apollo, Harlem, Manhattan.

“To do” i Harlem

Guidede ture til Harlem 

– både natteliv og sightseeing med gospel kan bestilles hos Harlem Spirituals
– www.harlemspirituals.com

Kulturelle attraktioner i Harlem: 

Apollo Teatret er den legendariske arena for musik og især kendt for sine amatøraftener og koncerter. 

Her debuterede bl.a. sangerinden Billie Holliday.

Harlem Stage er den ledende kunstvirksomhed i bydelen og står for at sætte forestilinger op indenfor teater, dans og mange forskellige musikgenrer. 

The Schomburg Center er stedet, hvor al forskning i afroamerikansk kultur er samlet.

The Studio Museum har en flot kunstsamling, som kredser omkring sort/afroamerikansk kultur.

Gospel: Den mest kendte kirke i Harlem er Abyssinian Baptist Church på 132 Odell place. Men også Canaan Baptist Church, Baptist Temple, Metropolitan Baptist Church, St. Paul Baptist Church, Salem Unites Methodist Church og Second Province Baptist Church holder søndags-gudtjenester med gospel.
De fleste kirker har egen hjemmeside.

Arc Gospel Choir består af tidligere narkomaner, som via bevægelsen Arc, har fået hjælp til stoffrihed, bl.a. via gospelsang.

Spise ude:

The Cecil er New York Citys første afro-asiatisk-amerikanske brasserie.

Lido er en restaurant, som har specialiseret sig i nord-italiensk mad.

Miltons er både en jazzklub og en restaurant, og maden er inspireret af Low Country –dvs. køkkentraditioner fra South Carolina og Georgias Kyst.

Red Rooster fokuserer på sine rødder i Harlem, og Sylvias Restaurant er en verdensberømt restaurant, som har eksisteret lige siden 1962.

Parker:

Den nordlige del af Central Park grænser op til Harlem, og her findes Harlem Meer og West 110th. Street Playground. Den 12 hektar store Morningside Park ligger mellem West 110th og West 123rd Street samt Manhattan Avenue, Morningside Avenue og Morningside Drive. Riverside Park er et andet stort grønt område, som ligger ved Hudsonfloden.

Bo lokalt:

Aloft Harlem (hotel) åbnede for første gang i 2010. Det ligger midt i det historiske Harlem og er indrettet topmoderne.
Hotellet har tillige en lounge med en  lille live-scene.

Se det hele og mere til på www.nycgo.com/nxn

…………………………………………………………………………………………………………………….

Sommervandring i Gasteiner-dalens smukke bjerge er sundt for både krop og psyke. Og bjergenes hemmelighed – tilstedeværelsen af radon og varme termiske kilder – får smerteplagede mennesker fra hele verden til at valfarte til området.

Vi er alle iført badekåber, da vi stiger ind i det gule tog. Få har prøvet det før – de fleste aldrig.  Så sætter toget sig i bevægelse. Rasler afsted med rimelig høj hastighed ind i den kun dunkelt oplyste bjerggang. Lugten af kælder, fugt og bjerg fylder næseborene, og vi kan se igennem de små glasruder, der adskiller kupeerne i toget, at vi er mange. Toget kan have mere end 100 personer med.

Både dem, der selv sidder op, men også køjesengsagtige vogne til dem, som kun kan ligge ned. For hver en meter vi kører længere ind i bjerget, bliver det varmere. Og mere fugtigt.

De små glasruder, som adskiller kupeerne, begynder at drive med kondens, da vi er godt to kilometer inde i bjerget. Luften er så fugtig og varm, at vi næsten ikke synes, vi kan trække vejret. Så stopper toget. Dørene går op, og vi bliver bedt om at stige ud.

Vi er i en minegang. Langs med væggene står behagelige brikse med madrasser på, og vi får at vide, at vi skal tage badekåberne af og lægge os ned.  Og bare slappe af. Trække vejret og nyde det.

Stille musik og lyde, som illuderer vand, der løber, kommer sagte fra flere højttalere. Og to læger – også i badekåber – går rundt og sørger for, at alle har det godt, og at ingen bliver bange.

For mennesker med hang til klaustrofobi kan godt føle sig klemte over at være i den relativt lave og smalle minegang. En stemme i højttaleren fortæller om virkningen af behandlingen i bjerget, og så begynder vi at svede. Så det driver –  mildest talt …

Radonterapi mod smerter   

Gasteiner Heilstollen – oversat betyder det noget i retning af ”det helende bjerg” i Gastein – har været et trækplaster for smerteplagede turister fra hele verden siden starten af 1950érne.

Her opdagdede forskere nemlig, at bjergets radongasser både kunne smertelindre mennesker med bl.a. gigtsygdomme og andre smertefulde sygdomme i bevægeapparatet, men også mennesker med forskellige hudsygdomme. Opdagelsen skete, da man under og efter 2. verdenskrig gravede efter guld i det store Radhausbjerg i Gasteiner-dalen, men intet fandt, selvom der i de omkringligende bjerge tidligere var blevet fundet store mængder af både sølv og guld.
Men Radhausbjerget var anderledes. Jo længere minearbejderne gravede ind i den gamle Paseltoll-mine, jo varmere blev det. Og mere og mere fugtigt. Til sidst blev gravearbejdet i en mine med en temperatur på 40 grader og en luftfugtighed som svingede mellem 70 og 98 procent tæt på uudholdelig, men til gengæld opdagede minearbejderne, at deres smerter fosvandt. De, som tidligere havde været svært plagede af gigt-smerter, havde simpelthen ikke ondt mere.

Ikke farligt i den rette mængde.  

I 1951 publicerede østrigske forskere de opsigtsvækkende resultater fra det ”helende bjerg”: Et perfekt samspil mellem luftarten radon, varme og fugtighed kunne simpelthen smerte-

lindre reumatiske sygdomme i helt op til 9 måneder efter ophold i bjergets mærkelige ”klima”. Og i 1952 byggede man så et decideret helsecenter i minen.

I Gasteiner Heilstollen stammer varmen i bjerget fra thermal-vand, som er beriget med radon. Termal-vandet er naturlig regn, som falder i ca. 1800 meters højde over havet og derpå siver ned til en dybde på 2000 meter. Her varmes det op af jordens indre, hvorefter det igen kommer op til overfladen i ca. 1000 meters højde over havet. Vandet kommer fra 17 forskellige kilder og har en volumen på fem millioner liter om dagen.

Det radioaktive grundstof radon er en ædelgas,  som vi ellers normalt forsøger at beskytte os imod. For radon er i daglige, store doser kræftfremkaldende, og i alle huse sørger man derfor normalt under byggeprocessen at sikre huset mod kraftig radonstråling fra undergrunden.

Men den radonstråling, som man får i Gasteiner Heilstollen, er ifølge forskerne så ”mild”, at den kan sammenlignes med en svag røntgenstråle. Når man ligger i minegangens fugtighed og varme, fordamper radon fra thermal-vandet og optages i kroppen gennem huden og luftvejene. Her aktiveres stoffets helbredende effekt, inden det igen udskilles i løbet af tre timer. Ved behandlingen stimuleres organismens eget forsvarssystem, og den naturlige varme fremmer blodcirkulationen. Samtidig forstærkes processerne af kur-minens høje beliggenhed, fordi kroppen for at tilpasse sig højden, producerer flere røde blodlegemer og dermed øger sin evne til at forsyne kropsvævet med ilt.

Prøvetur for turister.

Behandlingerne i bjerget kan ikke kurere sygdomme. Men årligt besøger mere end 3.000 mennesker de fugtige minegange for at slippe for smerter og medicin i en ellers plaget hverdag. Succesraten er ifølge stedet selv på 90 procent,  og minen er verdens største center for behandling af gigtsygdommen Morbus Bechterew.

Af lidelser, som med held kan smertelindres, nævner kurcentret selv kroniske gigtsygdomme,  hudsygdomme som psoriasis, samt luftvejssygdomme som astma og bronkitis. Endvidere mener også nogle patienter med KOL (kronisk obstruktiv lungesygdom), at de har gavn af opholdet i den varme og fugtige minegang.

En kur består oftest af ca 10-12 behandlinger af en times varighed indenfor 3-4 uger. Men stedet har også et ”prøve”-tilbud til turister og andre interesserede, hvor man kan komme ind og ligge i minegangen i kun en halv time. Det koster 30 euro og indeholder også samtale med en læge samt en introduktionsfilm, der fortæller om, hvad der skal ske.

De ”rigtige” behandlinger – af en times varighed – koster 65 euro og følges op med thermal-bade og fysioterapi, og Gasteiner Heilstollen tilbyder forskellige kurpakker – nogle også med hotelophold og pension.

Folk som er blevet behandlet for kræft, må først begynde på radonterapi et år efter endt behandling.

Vandet er naturligvis beriget med sundhed og krystaller. 

Spaafdelingen på hotel Europæischer Hof.

Hotel Europæischer Hof, terrasse med udsigt til Bad Gastein.

Heilstollen, toget.

Heilstollen, minegang, Radonterapi.

Heilstollen, Gastein, Radonterapi.

Alpen Therme badet.

……………………………………………………………………………………………………………………………….

Om Gasteiner-dalen:

Gasteiner-dalens tre hyggelige byer  – Bad Gastein, Bad Hofgastein og Dorfgastein – tiltrækker hver sommer i tusindvis af gæster, som kommer for at vandre, cykle, spille golf, tennis og desuden nyde godt af dalens mange termiske kilder, som det er sundt at bade i.

Hele området er utrolig smukt og en del af nationalparken Hohe Tauern, og især byen Bad Gastein har været kendt som kurby i mere end 100 år. 

Byen ligger længst inde i den 40 kilometer lange dal og nærmest klynger sig op ad bjergsiden med sine fine, gamle hoteller i Jugend-stil, som har været beboet af 1900-tallets rigeste. Et Casino har byen såmænd også.

Et godt udgangspunkt for en sommerferie med wellness, vandring på de lysegrønne sætere (alme) eller sågar smertelindring med radonterapi, er at bo på det 5-stjernede hotel Europæicher Hof i dalen i Bad Gastein.

Hotellet har en udsøgt spa-afdeling, svømmebassin med thermal-vand, store tennisbaner og ligger lige ved siden af en 18 hullers golfbane med fantastisk udsigt til bjergene. Hotellet tilbyder gratis transport til og fra Gasteiner Heilstollen, og tilbyder også gæsterne det såkaldte Gastein Card, som giver rabatter mange steder i hele dalen. 

I den nærliggende by Bad Hofgastein ligger centret Alpentherme, et vandland for alle aldre, som også har en stor udendørs varm thermal-pool med udsigt til bjergene.

……………………………………………………………………………………………………………………………….

Nyttige adresser:

www.gasteiner-heilstollen.com 

www.europaeicherhof.at

www.gastein.com

Vil man have den bedste guide på vandring (øvet, uøvet, med børn eller uden), anbefales Hans Naglmayr fra Bad Hofgastein – tel: 0043-06649164775. 

Han kender bjergene som sin egen bukselomme, er opvokset i dalen og kan sige som alle dyrene. Og spille alpehorn…. Intet mindre end en oplevelse.

……………………………………………………………………………………………………………………………….