Balladen om Flakfort løs

Svensk ejers renovering af den fjerneste af Øresunds kunstige øer faldt ikke i god jord hos danske myndigheder. Men nu er der fundet en løsning.

Flakfortet er en kunstigt skabt ø, anlagt 1910-16 i Øresund på en lavvandet sandbanke som en del af Københavns søbefæstning. Øen har været militært benyttet frem til 1968, senest som base for Hawk-missiler. I 1969-75 lå stedet øde hen, hvorefter blandt andet Dansk Sejlunion i perioder havde brugsretten. For 25 år siden solgte det statslige ejendomsselskab Freja Ejendomme A/S øen til svenske Malmökranen A/B.

Flakfortet har ikke længere militær betydning, men er udflugtsmål i sommermånederne for såvel københavnere som turister. Der er på øen 30.000 m² bakket areal bevokset med træer, buske og græs. Fortet ved øens havn rummer 5.000 m² fordelt på 150 gange og skakter.

Der er i sommermånederne offentlig adgang til Flakfortet fra Nyhavn med rederiet Spar Shipping. Turen varer knapt en time, og der er bar og forplejning om bord. Hellerup-firmaet Banff Outdoor Group tilbyder desuden en række event- og teambuildingaktiviteter på Flakfortet. Det er blandt andet skatte- og spøgelsesjagter, ø-dyster og historiske rundvisninger kombineret med spisning.

Skulle genskabe fortid

En konflikt om fredning og ejerens ombygninger lukkede i 2018 for lystsejleres adgang til øen. Striden stod mellem Flakfortets ejer og Slots- og Kulturstyrelsen, idet styrelsen mente, at ejeren havde foretaget ulovlige ændringer og havde forstyrret fortidsmindets historiske værdi. Det skete blandt andet ved at installere minigolf, grill m.m., male med forkert maling og opføre en badebro uden de nødvendige tilladelser. Det førte til krav om fjernelse og restaurering for at leve op til museumsloven. Over for stod ejerens ønske om modernisering og brug af fortet som forretning.

Slots- og Kulturstyrelsen fandt altså en række installationer ulovlige og ønskede fortet reetableret. Sagen blev anket til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Striden om Flakfortet viser paradokset mellem bevarelse af historiske steder og ønsket om kommerciel drift.

En lignende sag udspillede sig på Hesselø nord for Hundested, hvor ejeren, firmaet Weibel Scientific, i 2003 udvidede med et havneanlæg og en landingsbane oven på et antal middelalderbopladser og andre arkæologiske fortidsminder. Der var ikke søgt om tilladelse i forvejen, før byggeriet blev sat i værk. Sagen endte i retten, hvor Weibel Scientific fik en bøde og blev pålagt at føre landskabet tilbage til det oprindelige.

Mini-box:

Indrømmelser fra styrelsen

I en udtalelse til Liebhaverboligen om Flakfortet skriver Slots- og Kulturstyrelsen:

Ejer af Flakfortet blev ved overtagelsen informeret om, at fortet er beskyttet som fortidsminde. Det er styrelsens indtryk, at ejeren har stor interesse i at passe på fortet. I forlængelse af, at sagen er afsluttet, er det styrelsens vurdering, at der er fundet en god balance mellem bevaring og benyttelse af det beskyttede forsvarsanlæg.

Ejer af Flakfortet kan fortsat drive restaurantaktiviteter som teambuilding, konferencer og turisme.

Miljø- og Fødevareankenævnet meddelte i slutningen af 2023 lovliggørende dispensation for bl.a. en restaurant, bænke og øvrige forhold på fortet. Styrelsen genoptog derefter sagen på baggrund af nye oplysninger om tidligere byggearbejder på fortet og traf nye afgørelser. Her blev det bl.a. fastslået, at visse forhold var lovlige og etableret før fortidsmindebeskyttelsen. Det var bl.a. vindueskarme, gulve og lejligheder i fortbygningen.

Derudover har ejeren gennemført fysisk lovliggørelse ved at fjerne bl.a. minigolfbane, grill, ildsted og pæle. Endelig har styrelsen givet tilladelse til, at bl.a. træoverdækning, gasbeholdere, containerrum og sauna kan blive.