Fra bortgemt rum til prestigeprojekt

Fra bortgemt rum til prestigeprojekt

På 100 år har køkkenet og indstillingen til det forandret sig totalt. Fra at være en pinlig nødvendighed, er rummet nu det foretrukne sted at være og vise frem.

1920´erne:

Gemt bort bagest i huset

I 1920´erne og i årene efter fik færre i middelklassen råd til tjenestefolk til at lave mad og holde hus og have. De, som før havde tjent til livets ophold som tjenestefolk, kunne pludselig få bedre betalt arbejde på fabrikker. Man begyndte at se på køkkenet som en arbejdsplads, der skulle være effektiv ligesom et samlebånd. Køkkenet blev gjort mere funktionelt og hygiejnisk men var stadig et lille rum, hvor lågerne var malet køkkenblå, og bordpladen var af træ. Husmoderen måtte lave maden selv, og madlavning forblev lavstatus. Det var lidt flovt ikke længere at have råd til en kokkepige, så køkkenet var gemt bort bagest i huset eller lejligheden. Man spiste ikke i køkkenet men i spisestuen eller stuen.

1960´erne:

Kaldes nu for spisekøkken

Elementkøkkenerne er introduceret, og de er ofte med låger af teakfinér, med blanke stålgreb og med pastelfarvede vægfliser. Køkkenbordet var typisk af stål eller laminat. I nybyggerier voksede køkkenet sig større end i 50´erne med spiseplads, som familien benyttede til hverdag. Køkkenet placeredes nær entre og eventuel spisestue, så tunge indkøb og varm mad ikke skal bæres så langt af husmoren, som i stigende grad gik på arbejde uden for hjemmet. Køkkenet var ikke længere kun forbeholdt madlavning og opvask men blev også brugt til børnenes lektielæsning og som samlingspunkt for familien med fokus på det sociale aspekt. Opdelingen mellem køkken og spiseafdeling forsvandt gradvist, men gæstemiddage blev fortsat afviklet i spisestuen, som ellers stod tom.

1980´erne:

Farvel til det 70´erbrune

I 1980´erne blev de nye køkkener større og kunne være i lyse træsorter eller hvide med kanter af bøg. Bordpladerne var ofte af fyrretræ eller laminat, og gulvet kunne være belagt med kork, fliser eller vinyl. Man lagde afstand til alt det mørke, tunge og brune, som prægede 70´erne. Køkkenøen dukkede op og kunne være med barstole på den ene side til gæster, som nød et glas, mens værten lavede mad. Emhætten var ofte noget stort, som hang ned fra loftet. Køkkenet var nu så afgjort til at spise i også med gæster og blev kaldt køkken-alrum, som gradvist blev boligens vigtigste rum frem for stuen. Foruden plads til madlavning blev indretningen og dens lamper og møbler vigtig. Der kunne være PH-lamper, barberstole med krom eller Thonet-stole med sæder af fransk flet.

Nullerne:

Blankt og uden overskabe

Køkkenet skulle efter årtusindskiftet vise hjemmets formåen udadtil med avancerede hvidevarer, køkkenmaskiner og kogende vand i hanen. Ordet samtalekøkken blev en fast vending i år 2000, og op mod finanskrisen fandt køkkenfirmaet Kvik på sloganet ”Alle har ret til et fedt køkken”. Det nye køkken var ofte højglans hvidt med store skuffer og indbyggede greb mens overskabe blev afskaffet og sommetider afløst af åbne hylder til stempelkande, mega mussel og andet med prestige. Bordplader var af sten, marmor, træ eller komposit og armaturer af stål. Samtalekøkkenet var større end tidligere og fik en +fremtrædende plads i boligen. Selv om ambitionsniveauet var højt, manglede der tid og måske også lyst til at folde sig ud gastronomisk.

Senere..

Slået sammen med stuen

Der opstod en reaktion mod de perfekte og designede samtalekøkkener. Familien fik alligevel ikke tid til så meget samvær, og i de store rum var akustikken mindre god. I dag er køkkenet især et sted til madlavning, mens mange fortsat værdsætter et stort køkken som samlingssted. I flere nybyggerier – såvel parcelhuse som etagebyggerier – er køkkenet og dets spiseplads ligefrem blevet integreret i stuen. I ældre boliger lægges køkken og stue ofte sammen for at opnå ét stort rum. Køkkenerne er ikke længere så kridhvide men leveres i mange træsorter og behandlinger og i farver som sort, grå, brun og pasteller med bordplader af børstet stål, sten, marmor, træ og blandingsmaterialer.