Flere og flere kvinder får øjnene op for charmen ved eksklusive ure. Her får du en håndfuld moderne klassikere med et feminint udtryk og skræddersyet til de lidt mindre håndled.  

Mindre udgave af Breitling Navitimer 

Breitlings populære Navitimer har alle dage været et stort og maskulint ur med en karakteristisk skive. Men sidste år lanceredes en fiks 35 millimeter stor dameudgave i en stribe elegante varianter. Du får stadig ægte finmekanik med COSC-certificeret automatisk urværk, og der er ni varianter at vælge mellem – blandt andet denne stålmodel med kobberfarvet skive og en alligatorrem.  

Breitling Navitimer Automatic 35. Pris: 31.800 kroner. 

 

 Populært dykkerur fra TAG Heuer  

Et af de mest populære mærker i Skandinavien er TAG Heuer, og den bedst sælgende kollektion herfra er serien af dykkerure – AquaRacer. Kollektionen blev skabt i 2003 og er siden kommet i en række varianter. Bestselleren til kvinder er på verdensplan denne 32 millimeter stålmodel, der forener det feminine med det sporty. Skiven er af perlemor og forsynet med diamanter som indekser. Uret er vandtæt til 300 meter, så ja, du kan rent faktisk dykke med det. Med ombord er et præcist quartz-værk, der sikrer, at du ikke behøver tænke på at trække uret op. 

TAG Heuer Aquaracer 32 mm. Pris: 16.495 kroner.

Samlerobjektet over dem alle 

Sig navnet Patek Philippe, og de fleste urentusiaster får et fjernt blik i øjnene. Mærket laver nogle af de smukkeste og mest velforarbejdede ure, man kan få. Eneste problem er, at de ikke laver så mange, så det kan være svært at skaffe de populære sportsmodeller. Men denne Nautilus damemodel er faktisk til at få fingrene i. Den er fremstillet i rosaguld og måler 35 millimeter. Indvendigt ligger Pateks eget mekaniske urværk. 

Patek Philippe.

 

Italiensk design til smalle håndled 

Panerai har i mange år været kendt for deres lidt chunky og meget macho ure på 44-46 millimeter, som Sylvester Stallone var med til at gøre verdensberømte i 90’erne og fremefter, men nu er der kommet en serie, hvor kassen blot måler 38 millimeter – til glæde for alle med lidt smallere håndled. Selvom stort set alle Panerai-modeller er baseret på deres karakteristiske dykkerurdesign, så skal du ikke hoppe i vandet med den her model, for den er kun testet til 3 bar – og det er ikke nok til en dukkert. 

Panerai Luminor Due. Pris: 45.750 kroner.

 

Retro-klassiker fra Cartier 

I 1985 skabte Cartier et ur, der blev indbegrebet af 1980’erne: Pasha. Og sidste år var det blevet tid til en relancering af det enkle ur med den karakteristiske firkant inde i den markante cirkel. Uret ligner et dress-ur, men kronebeskytteren gør det vandtæt til 100 meter, og da det desuden er modstandsdygtigt overfor magnetfelter, er det i princippet konstrueret som et sportsur. Den nye Pasha fås i en række modeller i både 35 og 41 millimeter, og så kan du nemt skifte lænken til fx en læderrem med Cartiers eget QucikSwith-system. Værket er Cartiers eget automatisk 1847 MC. 

Pasha de Cartier 35 mm. Pris: 52.500 kroner.