De har kendt hinanden på godt og ondt i 40 år. De har været gift, og hun har været ham utro.
På scenen altså – Ulf Pilgaard og Lisbet Dahl, der nu spiller det ældre ægtepar i ”Vores Sensommer” på Østre Gasværk Teater. Og ja, de kan nærmest fuldende hinandens sætninger.

 

FET_Ulf_Pilgaard_Lisbet_Dahl_Interview_SSP7691

 

Mange års parløb i Cirkusrevyen, hvor Lisbet også instruerer Ulf – kan det blive mere ægteskabeligt? – gør sammenstillingen af dem i Ernest Thompsons ”Vores sensommer” helt oplagt. De har måske været irriterede på hinanden engang imellem, men de har aldrig været uvenner.

 

Vi forstår hinanden

– Det er mærkeligt … eller skønt, ikke, siger Lisbet. – Vores samarbejde er ret fantastisk, fordi vi behøver ikke sige så meget. Vi forstår hinanden. Jeg siger ’når du siger den replik, kan du ikke være sådan lidt mere …’ og så fortsætter han ’lidt mere hen i …?’ ’ja netop’ ’fint’. Vi tænker nærmest ens. Det har vi faktisk altid gjort. Men når vi ikke arbejder samme, så ser vi stort set ikke hinanden!

– Det havde nok været for hård en dosering, hvis vi også havde skullet se hinanden privat, siger Ulf.

Men hvornår og hvor mødte de egentlig hinanden?

– 1980 … 1978, forsøger Lisbet sig.

– Nej, det må have været tidligere – 1975, fastslår Ulf.

– Ulf, han kan alle tallene, griner Lisbet

– Vi spillede ”Stamherren” på ABC Teatret med Dirch Passer og Jørgen Ryg.

– Og jeg var lige kommet fra Ålborg. Næsten.

– En giga-succes.

– Det var sindssygt morsomt. Vi spillede sådan set ikke sammen. Så vidt jeg erindrer, havde vi ikke scener sammen. Jeg kom bare ind og sagde ’der er lige kommet et brev.

– Ja – som stuepige. Men senere … jeg har faktisk ikke tal på, hvor mange forestillinger vi har lavet sammen.

 

Sidespring og bedsteforældre

Pudsigt nok har Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard spillet ægtepar før, nemlig i 1980 (som hun skød i første omgang) i ”Sidespring”.

– Det var vi i efteråret 1980, siger Ulf, der har alt opdateret, fordi han har været i gang med sine erindringer. – Der spiller jeg gift med Lisbet … og hun er mig utro med Claus Ryskjær. Det er noget værre noget!

Men det var dengang. Nu træder de ind i bedsteforældrerollen i ”Vores sensommer”:

– Far har jeg spillet før, men da jeg jo altid har lignet en barnerøv, har jeg haft problemer nok med at være troværdig nok, indrømmer Ulf. – Jeg glæder mig sgu’ ærlig talt til at komme til at spille en rolle, som svarer til min alder nu.

– Men Lisbet har jo været bedstemor i, jeg ved ikke hvor mange år nu, tilføjer han med et grin.

– Da vi var i 30’erne og begyndelsen af 40’erne, spillede vi jo roller, hvor de var i slutningen af 20’erne

begyndelsen af 30’erne, siger Lisbet. – Det er noget med, hvornår man har lært at spille lystspil. Men det er rigtig behageligt at spille sin egen alder. Så behøver vi ikke tænke over det.

– Netop. Noram bliver jo oven i købet 75 midt i forestillingen. Det er helt meta-agtigt, siger Ulf, der selv fylde 75 den 15. november.

 

Otium lokker ikke

Og for at det ikke skal være løgn, markerer ”Vores sensommer” også Lisbet Dahls 50 års skuespillerjubilæum, så der er nok at fejre. Men samtidig handler forestillingen om, at være på sidste etape i livet. Ægteparret nyder deres otium ved en idyllisk skovsø, men den slags bruger Lisbet og Ulf ikke:

– Nej – jeg ved sgu ikke, hvad det er, ler Ulf

– Det var noget, der var meget mere in for 20 år siden, siger Lisbet. – Hvor man gik rundt og tænkte på, hvornår bliver du pensioneret? Og vi tilhører en branche, hvor man aldrig har arbejdet efter den norm

– Jeg har nogle billeder af mine bedsteforældre som 50-årige, fortsætter Ulf. – De ligner altså noget … det er lige før, at de stiller træskoene. Det er sådan, de ser ud. Det er meget få mennesker fra den tid, der smiler eller griner, fordi de er så selvhøjtidelige, at man tror, det er løgn.

– De begyndte lige så stille og roligt at lukke ned for livet, siger Lisbet. – Ti år før os. Når de blev 60, så behøvede de ikke blive ret meget ældre. Sådan er det bare ikke mere – hvor har jeg talt om det her tit – vores generation er den første, der ikke bliver gamle! Tiden flytter sig: vi bliver 70-80 måske, og SÅ begynder vi at blive gamle.

 

For alle i familien

Nu skal man imidlertid ikke tro, at ”Vores sensommer” er en pensionistforestilling om to gamle, der tusser rundt. Forholdet til deres datter og barnebarn spiller en central rolle, og Ulf Pilgaard understreger en vigtig pointe bag forestillingen:

– Det sjove ved stykket i den forbindelse er, at Ernest Thompson, der har skrevet det, er ti år yngre end jeg.

Da han skrev stykket i 1978, var han ikke engang fyldt 30! Det er en ung mand, der har fanget nogle ældre menneskers måde at være på.

Det handler også om, at generationerne kan gå skævt af hinanden, hvad der jo nok er en risiko i en skuespillerfamilie:

– Det kræver faktisk noget af ens familie, siger Ulf. – Jeg har været heldig at have en kone igennem det meste af livet, som har forstået, hvad det ville sige. Der er noget af en diplomatfrue eller sømandsfrue over at være gift med en skuespiller. Man skal få det til at køre, og det kræver ’guts’ af den anden part. Nu er Gitte uddannet scenograf, så hun kender godt rumlen.

– Jeg voksede jo op med det – mine forældre var skuespillere – så for mig er det jo ’ sådan vokser man jo op’, siger Lisbet. – Jeg er jo blevet et rigtig dejligt, lykkeligt menneske, så jeg tænkte – jeg gør da bare det samme, og min mor sagde til mig: Jamen, det gør ingenting, når bare de er klar over, at du elsker dem

– Men man skal have en forståelse og en kærlighed til hinanden for, at det her kan fungere, fortsætter hun. – Jeg har aldrig prøvet andet. Jeg synes helt umiddelbart, at det må da være ret kedeligt, at man går hver morgen, og man kommer hjem hver eftermiddag. Og det gør man hver dag. Men det er jo tryghed for nogen.

 

Det bli’r i familien

I filmversionen af ”Vores sensommer” spillede Henry Fonda sammen med sin datter, Jane. Helt så familiært bliver det ikke på Østre Gasværk, men …

– Det sjove er, at jeg faktisk er fadder til Trine (Pallesen, red.), fortæller Ulf. – Per Pallesen, Kirsten Peuliche og jeg var nogenlunde lige gamle, så vi kom meget sammen. Både Trines søster, Sofie, og Trine selv har vi været meget tætte på i mange år. Så det er meget sjovt, at hun nu spiller min datter. Hun i øvrigt en skide talentfuld pige.

– Det er sjovt, når man spiller sammen med de der yngre generationer. Det var mærkeligt første gang, jeg skulle til at spille far – der hvor man begynder at skifte alder. Det handler det her stykke, også om: hvordan man går fra den ene alder til den næste. Både for datteren, men også for os.

 

Der er længe til sommer

Om alt går vel kommer Ulf Pilgaard og Lisbet Dahl til at spille sammen igen til sommer i Cirkusrevyen. Det er en frem- tid, som ingen af dem beskæftiger sig seriøst med (”Hvis vi gjorde det, fik vi nok knald i låget,” mener Lisbet) – end ikke om Lisbet endnu engang skal støve Lars Løkke-kostumet af (”Det kommer jo også an på, hvordan han klarer skærene,” ler Ulf). Udfordringen er altid at finde emner, der kan holde over den 3 måneder lange periode, hvor der spilles revy. Nogle emner forsvinder dog ikke lige med det første, f.eks.
flygtningekrisen, men det kan til gengæld være svært at lave revy om;

– Flygtningene fra Syrien, det kan man simpelthen ikke lave en satire om – som tingene har udviklet sig, siger Lisbet. – I begyndelsen sagde jeg om Cirkusrevyen, at vi skal videre, gå længere ud, blive skrappere. Men jo værre alting udvikler sig, jo mere nænsom skal man være. Man skal huske, det er en sommerrevy, man skal huske, at folk skal more sig. Det er noget med at finde den skarpe balancegang.

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

FET_Ulf_Pilgaard_Lisbet_Dahl_Interview_SSP7679 1

Blå bog// Lisbet Dahl

Lisbet Dahl er med to skuespillerforældre født ind i branchen. Hun blev uddannet ved Aalborg Teater og fik tidligt succes i revyen Rottefælden i Svendborg. Det er imidlertid som skuespiller, instruktør og kunstnerisk leder på Cirkusrevyen, hun er bedst kendt (selv om hun nogle år bevidst holdt sig borte fra den). Også i selskab med Ulf Pilgaard og Claus Ryskjær som komisk trio har Lisbet velvilligt båret instruktørhatten.

Derudover er det blevet til utallige roller i dansk film og teater – bl.a. en meget rost præstation som Edith Piaf i ”Mylord”. Og ikke at for-glemme rollen som moderen i TV-serien ”Sommer”.

Lisbet Dahl har været gift flere gange og har fem børn (og en masse børnebørn)

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

FET_Ulf_Pilgaard_Lisbet_Dahl_Interview_SSP7660

Blå bog// Ulf Pilgaard

Det lå ikke i kortene, at præstesønnen Ulf Pilgaard skulle være skuespiller. Han gennemførte da også teologistudiet, før han i 1967 kastede sig over skuespillet på fuld tid.

Ulf Pilgaard er utvivlsomt bedst kendt i rollen som ’sprællemand’ – som han selv udtrykker det – altså som skuespiller i revy og lystspil. I hvert fald indtil Ole Bornedal castede ham som sinister politimand i ”Nattevagten”. Sandheden er, at Ulf gennem hele karrieren har optrådt i meget varierede roller på teatret, endog som dumt svin, mange år før ”Nattevagten”.

Selv hævder han ikke at være specielt god til parodien, men det er der nok en og anden, der vil være uenig i efter hans gentagne portrætter af kongeparret, Poul Nyrup og Hanne Bech Hansen.

I øvrigt fylder Ulf 75, mens han optræder i den aktuelle ”Vores sensommer” og har gennem det meste af livet været gift med sin Gitte med hvem, han har to børn.

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

FET_Ulf_Pilgaard_Lisbet_Dahl_Interview_SSP7629 kopi

 

Lidt om jul

Hvilken tradition betyder mest for jer?

Ulf: Jeg burde jo som gammel teolog have sagt julegudstjenesten – at gå i kirke. Men i de sidste mange år har jeg været vært, og så bliver det svært at få det hele til at passe sammen. Vi har en tradition – uanset hvor mange eller få vi er – så SKAL vi have gåsesteg, og der kan jeg godt fornemme, at vi jo nok ved at være lidt specielle. Det er andesteg og flæskesteg – og medisterpølse oven i købet – der er tradition for de fleste. Hos os skal der simpelthen gås på bordet. Og risalamande selvfølgelig.

Lisbet: jeg er bindegal med julen! Fra midten af november, hvor der ligger juleting i butikkerne. Jeg bliver simpelthen så lykkelig. Jeg laver fantastisk gløgg – nogle gange, når jeg gider – man skal bare ikke køre bil bagefter! Jeg laver æbleskiver og leverpostej – og fryser ned for jeg har 25 mennesker til julefrokost 1. juledag! Jeg elsker det hele! Juleaften er det de ældste drenge,der tænder juletræet. Imens sidder jeg ude i gangen med resten af familien og læser Johannes Møllehaves juleevangelium, som er for børn med billeder og tegninger, og så kan jeg sidde med dem i alle aldre og sige ’se, der står …’ og når jeg er færdig med at læse det
– lige nøjagtig – så er træet tændt.

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

FET_Ulf_Pilgaard_Lisbet_Dahl_Interview_SSP7652

Rundt om Lisbet og Ulf

Hvad er Lisbets største styrke?

Det har jeg sagt mange gange: hendes intuition! Hun har en gudsbenådet intuition for, hvad der virker og ikke virker. Det kan man i langt, langt de fleste tilfælde godt stole på. (Lisbet: Hvad mener du med langt de fleste?!)

Og hvad er Ulfs  styrke?

Det er hans styrke og hans talent og hans dygtighed – jeg synes, Ulf er sindssygt dygtig!

Har I nogensinde glemt en replik?

Ulf: Ikke så meget i et teaterstykke, men i høj grad i revyen. Når vi spiller så afsindig mange forestillinger, er faren, at det nogle gang kan ryge lidt for meget på rygmarven. Det er det allerfarligste, for så ved du fa’me dårligt nok, hvad det er du står og siger, og så er det, at et ord – bare ét ord – pludselig er helt væk …

Lisbet: Jeg kan huske engang, jeg kom ind og sang noget med ’og så går man i Irma’, og så var der 15-20 mennesker der stak i et brøl (de var garanteret ansat i Irma, og de syntes, det var fantastisk), og så røg jeg helt ud af den. Så stod jeg bare og kiggede på dem og sagde ’det må I altså holde op med det der, for jeg kan ikke huske, hvad jeg skal synge’.

Ulf læste teologi, men har du nogensinde villet være noget andet?

Jo, da jeg var 15 år. Min mor hun havde sagt ’du skal tigge folk om arbejde’ og DET havde jeg ikke lyst til, så jeg ville være sygeplejerske. I et lille års tid. Det var ok med min mor. Og så sad vi en søndag morgen – vi sad i hver vort værelse; jeg fik kaffe og læste romanbladet, min mor hun fik kaffe og læste aviser. Det var ”Gigi” – en meget yndig historie –og den sidste side, der blev jeg så grebet af det, at jeg styrtede ind til min mor i fodenden og sagde, ’mor prøv at høre her’, og så læste jeg den sidste side for hende, og da jeg var færdig sagde hun ’jamen Lisbet, du har jo talent!’  SÅ skulle jeg ikke være sygeplejerske mere!