90-10
Men er der ikke en øvelse, jeg kan lave?
Det spørgsmål møder jeg ustandseligt i klinikken fra patienter med lændesmerter, nakkesmerter eller begge dele.
Tænk lidt over naiviteten og den totale mangel på indsigt og eget ansvar, der ligger i det spørgsmål. Ofte er der tale om en person, der gennem lang tid har fået det værre og værre og nu endelig har taget sig sammen til at opsøge hjælp, og så spørger vedkommende, gud hjælpe mig, om der ikke skulle være én øvelse, én øvelse, ikke mange, men én. Og selvfølgelig er der ikke det.
Løsningen er nemlig ikke øvelser og slet ikke én øvelse. Løsningen er at ændre på alle de dårlige vaner, der er årsagen til problemet, ikke at lave øvelser, der skal kompensere for dem, hvilket i øvrigt heller ikke er muligt. Jeg siger ikke, at det er dårligt at lave forskellige forebyggende øvelser, slet, slet ikke, men øvelserne kommer jeg tilbage til senere.
Vaner frem for træner
Jeg tror, det var professor og læge Bente Klarlund Petersen, der var en af de første, der beskrev 90-10 princippet, der omhandler vægttab. 90-10 betyder, at det, der afgør, om du taber dig, er 90 % hvad du spiser og 10 % hvor meget du træner, og faktisk tror jeg, at de fleste efterhånden snart har forstået, at hvis man vil tabe sig, så er det vigtigste at omlægge sine kostvaner frem for at begynde at dyrke motion. Igen siger jeg ikke, at det er dårligt at dyrke motion, og jeg siger heller ikke, at du ikke forbrænder kalorier og taber dig, når du dyrker motion, det er bare ikke det vigtigste.
Ikke hvad, men hvor du fejler
Så, igen, som jeg efterhånden har skrevet nogle gange, er det ikke ”hvad du fejler, men hvor du fejler”, der er det vigtigste fokuspunkt.
En anden måde, man kunne sige det på, kunne være ”det er ikke, hvad du træner, men dine vaner”, der er afgørende for, om du skal undgå at få ryg-, nakke- eller andre smerter, for den sags skyld. Og det gælder jo også i forhold til vægttab.
Ingen Wegovy for rygsmerter
Der findes desværre intet kvik-fix eller smarte genveje for at undgå ryg- og nakkesmerter, men faktisk er løsningen endnu lettere. Man skal bare opføre sig, som man er designet til:
Set forfra: Ryggen skal altid være lige, både når man står, går, ligger og sidder
Fra siden: Naturligt svaj i nakke og lænd
Sidst: Næse og tæer skal vende samme vej
Du skal ikke
Du skal ikke sidde med korslagte ben, stå skævt og hænge i hoften, bære tasken over den ene skulder, ”tabe” hovedet ned i din iPhone eller iPad, ligge med 4 puder under nakken, sidde skævt foran din computer, kun bære indkøbsposer i den ene hånd etc. Jeg kunne blive ved og ved og ved med at skrive om alt det, du ikke må (og formentlig gør), men det er der hverken tid eller spalteplads til, så derfor vil jeg i stedet bruge én linje på det, du skal gøre og tænke på.
Hold ryggen lige, hav de rigtige svaj og hav næse og tæer samme vej.
Bum – sværere er det ikke, så sæt i gang!