Enkelte af Danmarks cirka 450 navngivne øer er ejet af private. At eje sin egen ø er ultimativt liebhaveri og et privilegium for de få. Grethe Marup i Kulhuse har arvet øen Alholm i Isefjorden og er kommet der, siden hun var ét år i 1939. Trods slanger i paradiset som tyve, hærværksmænd og indtrængere har den ni tønder land givet hende ro og glæde.

FET_Privatejede_Øer_Liebhaverboligen_Øliv_Økultur_1185391_35394731

 

For 24 år siden flyttede Grethe Marup ind i sit nuværende hjem, et mindre sommerhus i Kulhuse nord for Jægers-pris. Bortset fra udsigten til hav, så langt øjet rækker, er huset ikke unikt og trænger endda til en kærlig hånd, det aldrig nåede at få. Men stedet har én særlig kvalitet, som betyder alt for Grethe Marup, 76 år og pensioneret sygeplejerske: Huset ligger ud til stranden og Isefjorden og – ikke mindst – den ø hun har arvet efter sine forældre.

Øen Alholm er ni tønder (cirka 50.000 m2). Til Alholm kan hun vade, hvilket hun har gjort utallige gange siden sin tidlige barndom. Først med sine forældre og sin storebror og fra først i 1960´erne med sin egen familie, venner, kolleger med flere. Alholm har været omdrejningspunkt i hendes liv, og den har betydet både glæder og sorger, men flest af de første, forsikrer Grethe Marup og ridser historien op:

”Min far var kaptajn i et datterselskab til ØK, hjemmehørende i Siam i det nuværende Thailand, hvor jeg blev født i 1938. Han var fiskersøn fra Kulhuse og drømte om et otium med lystfiskeri. Vi flyttede i 1939 hjem til Danmark til en villa i Lyngby. Samme år fik min far tilbud om at købe Alholm for 4000 kr. af et par lokale fætre, som havde erhvervet den af entreprenørfirmaet Christiani & Nielsen”.

Byggeri i naturområder var dengang slet ikke så restriktivt som i dag. Da Grethe Marups far endegyldigt gik i land i 1950, havde han byggeplaner og fik tilladelse til at opføre et hus i to etager, som med tiden skulle være pensionistbolig. En arkitekt udfærdigede tegningerne, men projektet blev snart skrinlagt:

”Der var lige den detalje, at en bro til øen samt kloak, vand og strøm ville koste lige så meget som at bygge huset. Derfor slog min far drømmen ud af hovedet og købte i stedet Hjortegården i nærheden, og den blev vores hjem fra 1952. Han beholdt dog øen og anskaffede en udtjent tombola-bygning, som i flere dele blev transporteret derud på heste- kærre. Træhytten var primitiv men et hyggeligt tag over hovedet.

Her var køkken, stue og et værelse med petroleumslamper, das ude mellem tæerne og en brønd, som først blev ødelagt ved stormen Bodil i 2013”.

 

Natur i forandring

Grethe Marup og hendes forældre, bror og diverse gæster elskede at komme på Alholm. Forsyninger blev ind i mellem sejlet ud med robåd, men for det meste vadede man ud og bar endda barnevogne og andre større genstande over det lave vand:

”Vi var ikke sarte men havde masser af sportsånd. Det fascinerende var nok netop manglen på moderne bekvemmeligheder, hvor man måtte bo i hytten eller i telt og vaske sig i brøndvand. Men vigtigst var og er friheden, roen, freden og den uspolerede natur med selvsåede træer og buske og dyreliv med sæler, fugle og ræve, som jeg selv har set svømme derud”.

Alholm har gennem alle årene fået lov at stå uberørt, og naturen har derfor gået sin gang og har ændret form og vegetation. For 40 år siden havde øen en naturlig havn, som siden har lukket sig til en indsø. En tange mod øst er forlænget efter storme og vandenes vandring, så øen på et tidspunkt kan blive landfast med Sjælland. Og så er en udsat skrænt mod vest reduceret som følge af stormen Bodil, som også har væltet træer, der får lov at blive liggende:

”Min far lod øen beplante med fyrretræer i en U-formet bræmme. De træer er der stadig og har udviklet sig i overraskende, smuk og kroget retning. Som mange andre steder i landet har den invasive, rynkede rose domineret øen og bredt sig, så vi på et tidspunkt prøvede at skrælle jord med roser på væk med en stor skovl monteret på en traktor. Men ellers har vi ikke blandet os i bevoks- ningen, som har en sjælden flora som den grønlandske Koklear, som ingen aner hvordan er kommet herud”, siger Grethe Marup.

 

Ikke lutter lagkage  

Selv om vinteren kommer Grethe Marup på Alholm med sine tre hunde og med hundevenner, som værdsætter at kunne slippe deres dyr fri. Men hun ser altid særligt frem til forår og sommer, hvor hun flere gange om ugen tager til sin ø for at vandre, slappe af og nyde naturen. Men der er slanger i paradiset:

”I 1969 kom den nye naturfredningslov, som gav fri adgang til alle strande også private. Derefter begyndte ødelæggelserne. Vores robåd blev smadret og stjålet. En campingvogn blev ødelagt og udsat for indbrud. Det samme gjaldt hytten, hvor tyve stjal vores gasdrevne køleskab, gasflasker, ja sågar sukker og tandpasta. Nogen brændte bål på øen og fældede træer for at skaffe brænde. Vi så det aldrig, for ødelæggelserne pågik, når vi ikke var her”, husker Grethe Marup.

Hun fortæller, hvordan familien de første år reparerede det ødelagte. De anmeldte også hærværket, men Politiet pågreb ingen gerningsmænd. I 1972 orkede familien ikke mere og besluttede at sætte øen til salg. De fandt dog ingen køber, og det er Grethe Marup taknemmelig for i dag:

”I 1979 var hytten totalt væk og ødelagt. Vi gav op og besluttede ikke at genopføre den for ikke at tiltrække nyt hærværk. Det har betydet, at vi har tabt retten til at bebygge øen igen”, erkender hun, som ikke lider af bitterhed men mere er ked af, at det kunne ske igen og igen.

”Trods besværlighederne, som gjorde mig trist, ville det have været synd at sælge. Heldigvis opnåede vi dengang ingen fristende bud. Vi har haft stor for- nøjelse af stedet, og øen er et vidunderligt sted til trods for knuste flasker og det affald, ”turister” kan finde på at efterlade”.

At fremmede jævnligt går i land på tangen og videre ind på øen, hvor de bader, camperer med mere, skyldes ikke kun ond vilje men også simpel uvidenhed:

”Øen er privat ejendom lige som en villahave. Men da private øer er så sjældne, formoder badegæster og andre sikkert, at det er et offentligt sted, de frit kan benytte og boltre sig på. Og jeg kan jo ikke bevogte og patruljere stedet døgnet rundt. Møder jeg fremmede derude, giver jeg mig altid til kende, og mange overraskes over, at øen er privat. De frækkeste beder MIG tage mine hunde i snor og trasker derefter direkte igennem det sted, hvor jeg sidder med gæster”.

 

Et trygt univers

Da Grethe Marups børn, født 1961 og 62 var små, fandtes hytten stadig.
Børnene holdt fødselsdage med saftevand og røde pølser i noget mere eksotiske omgivelser, end deres kammerater kunne tilbyde. Grethe Marup holdt også sin 50 års fødselsdag herude og indførte den tradition hvert år at invitere sine kolleger på en årlig ø-tur med proviant:

”Om foråret modtager jeg opringninger fra kajakklubber, efterskoler og spejdere, som beder om lov til at campere i forbindelse med ekskursioner. Jeg giver dem altid lov fordi de, som pænt spørger om lov, skal have glæde af øens herligheder. Det er i min nu afdøde brors ånd at låne stedet ud til venligstemte mennesker med natur som hjertesag”, forklarer Grethe Marup og tilføjer:

”Når jeg går i land på tangen, nyder jeg naturen, der møder mig og de smukke buske, blomster og græsser. Hvad der egentlig er fascinerende ved en ø og ved at eje sin egen ø? Tja, jeg tror, det er vandet uden om, som gør det, og den isolerede og trygge stemning, der hersker herude”.

 

Udpluk fra familie albummet, Alholm, 1960 til nu:
 
FET_Privatejede_Øer_Liebhaverboligen_Øliv_Økultur_inde i hytte
 
FET_Privatejede_Øer_Liebhaverboligen_Øliv_Økultur_barn på skulder
 
FET_Privatejede_Øer_Liebhaverboligen_Øliv_Økultur_Alholm regntøj
 
FET_Privatejede_Øer_Liebhaverboligen_Øliv_Økultur_Alholm opvask
 
FET_Privatejede_Øer_Liebhaverboligen_Øliv_Økultur_Alholm hytte
 
FET_Privatejede_Øer_Liebhaverboligen_Øliv_Økultur_Alholm sø
 
FET_Privatejede_Øer_Liebhaverboligen_Øliv_Økultur_Alholm tåge
 
FET_Privatejede_Øer_Liebhaverboligen_Øliv_Økultur_Hundetræf