Skuespiller Peter Pilegaard har gennem det seneste halve år skrevet for Liebhaverboligen. Peter er i sin karriere stødt på mange forskellige personligheder i sit arbejde, og en af dem han er blevet gode venner med, er Benny fra Olsen Banden aka Morten Grunwald. I december rundede Morten Grunwald 80 år, og så er det jo meget passende at gøre midlertidig status på en lang, succesfuld og spændende karriere. Peters snak med Morten Grundwald starter med en episode på Københavns Rådhus …

FET_Liebhaverboligen_Morten_Grunwald3_pic

Foto: Erik Refner

Morten Grunwald har lige rundet de 80 år. Jeg har ikke talt med ham om sex, drugs and rock´n´roll, men jeg har talt med ham om kvinder, kunst og sød musik.

Jeg husker dengang jeg stod sammen med dig på Københavns Rådhus, og den verdensberømte og Oscarvindende skuespillerinde Dame Judi Dench trådte ind af døren. Du blev helt elektrisk, og fortalte mig, at I var født samme dag og samme år, nemlig den 9. december 1934, og fortsatte dine ordekvilibristiske tilbedelser af hende, indtil jeg bad dig gå over og sige hej. Men du turde ikke. I stedet fulgte jeg dig ud, og da jeg kom tilbage, faldt jeg i snak med hende, og er den dag i dag gode venner med hende. Du spørger altid kærligt til hende med en grødet og forelsket stemme, og jeg tænker ofte på, hvad det var der den aften holdt dig tilbage fra at hilse på den kvinde, som du så tydeligt beundrer? Var det modet der svigtede? 

Det var nærmere en blufærdighed mere end det var et svigtende mod. Det var den generte Morten, der pludselig stod nær et menneske, en skuespillerinde som har givet mig så mange oplevelser gennem alle hendes pragtpræstationer på film og teater. Hendes brede repertoire som skuespillerinde og hendes udseende er betagende, og der er da ikke noget som skønne skuespillerinder. Min kone er jo én af dem! (red. Lily Weiding, 90). Anderledes ligetil var det for mig, da jeg mødte Jack Nicholson og Milos Foreman i Dagmar biografen til et arrangement i forbindelse med lanceringen af filmen Gøgereden i midten af 70´erne. Det var sgu skide hyggeligt, og vi sludrede bare derudaf. Men det er noget andet med kvinder. De vækker sgu min blufærdighed.

 

Pablo Picasso lod ikke til at lade sig påvirke af blufærdighed overfor kvinder. Hans virilitet gik ud over mange kvinder i løbet af hans levetid. Og hans sensualitet, hans sanselighed kan mærkes i mange af hans portrætter af disse kvinder. Hvor har din egen sensualitet gjort størst indtryk på dig som mand og som kunstner?

Som mand er det uden sammenligning mødet med min kone. Det var overvældende. Jeg føler mig brandhamrende heldig. Det er en fuldbyrdelse både åndeligt og fysisk. Som kunstner er det når kunsten i sig selv, vækker en forelskelse hos mig. ”Stille Hjerte” (red. Bille Augusts seneste film) var en, hvad jeg kalder, Lucky Production, hvor alt gik op i en højere enhed. Jeg arbejder meget intuitivt. Jeg følger mine instinkter, det har jeg med hjemmefra, og jeg tror at det medfører en følsomhed i mit arbejde, som måske skaber en form for sanselighed.

 

I ”Stille Hjerte” danner du par med Ghita Nørby. Det er om end en meget sanselig film om livet og døden. Skræmmer døden dig? 

Nej overhovedet ikke. Som Woody Allen engang sagde: ”Jeg har ikke noget imod døden. Jeg har bare ikke lyst til at være der, når det er”.

 

Lily og dig har kendt hinanden i 50 år! En hel del ændrer sig på så mange år. Hvad er den største forskel jer to imellem i dag til forskel fra 1965 da I mødte hinanden? 

Jamen det er nok at vi ikke er blufærdige overfor hinanden i dag. At vi ikke er for filosofiske mere, men i stedet er blevet uhøjtidelige eksistentialister. Der er stadig mange ting vi ikke ved en skid om.

 

Er du blevet mere forfængelig med alderen?

Nej. Jeg har altid været lidt forfængelig. I mit arbejde har jeg altid været perfektionist og ambitiøs, men aldrig forfængelig. Forfatteren og dramatikeren Samuel Becketts mesterværk ”Venter på Godot”, er et af mine absolutte yndlingsstykker. Det er et fuldendt værk, hvor intet bør tillægges Becketts egne anvisninger i manuskriptet. Det er sublimt ned til hver enkel detalje, og skrevet fuldstændig som det skal opleves. Til en premiere, hvor Beckett selv var tilstede, blev Becketts forfængelighed og perfektionisme udfordret, da iscenesættelsen havde taget sig sine friheder visse steder. Beckett lænede sig frem mod instruktøren og sagde: ”It´s all wrong.” Det er et af mine yndlingscitater.

 

Du har været en magtfuld mand i den danske underholdningsindustri, som af og til også gav dig et ry som en kynisk og nådesløs personlighed uden empati. Jeg kender dig som det stik modsatte. Hvad har gjort dig til den Morten, som du er i dag?

Der er altid omkostninger forbundet med resultater. Jeg har ingen bondeanger over hvem og hvad jeg har været. Jeg har ikke været et dydsmønster og der har også været omkostninger på hjemmefronten. Jeg havde nok en kortere lunte da jeg var yngre, mere Cupido. Men da jeg var chef på Betty Nansen Teatret havde jeg en produktionsleder ansat, som en dag kom til mig og sagde sin stilling op på grund af den arbejdsbyrde som jeg pålagde ham. Han sagde at det ville tage livet af ham, hvis ikke han stoppede. Jeg mener ikke at gode resultater kan opnås uden gode medarbejdere. Og han var en fantastisk medarbejder, som jeg efterfølgende i min tid som leder af Østre Gasværk, fik med i bestyrelsen.

 

Føler du dig skrøbelig i dag? 

Skrøbelig? Nej. Fysikken er selvfølgelig ikke den samme, men jeg føler mig ikke skrøbelig. Heller ikke mentalt. Jeg synes faktisk ikke at jeg er blevet ældre siden jeg fyldte 20. Selvom det er sværere nu, at mobilisere samme styrke i en arbejdsproces. Min egen stemme er mere skrøbelig, men det er jo en del af den store proces. Jeg kan huske den sidste gang jeg så Ove (red. Ove Sprogøe) på plejehjemmet kort inden hans død. Han sad som en lille hvid alf i skrædderstilling midt i sengen, og måtte have hjælp af plejeren til at komme på toilettet for at tisse. Da han står ved toiletdøren, vender han sig mod mig, og kigger på mig med det dér skælmske blik i øjet og siger: ”Sådan er det at blive gammel, du.” Naturen går sin gang. Min kone er fyldt 90, og får stadig mig til at ligne den ældste i forholdet. Hun er et naturfænomen.