netto1

Små specialbutikker må lade livet for de gul-sorte farver

Butiksejerne på det lille torv i Ordrup har fået sat huslejen gevaldigt op og flere har som følge taget konsekvensen og enten flyttet eller lukket deres butik. Planen er, ifølge dem selv, at tvinge dem ud, så der kan opføres en Netto-butik i lejemålene i stedet for.

 

Det er Saxo Properties, som ejer ejendommen, der huser Ninkaninus Legetøj, Dyp i Dyrup, antikbutikken Opus 57 og flere andre. Og at planen på det attraktive torv i Ordrup netop stiler mere i retning af supermarked end små forretninger er ganske vist. Liebhaverboligen.dk har kontaktet Gentofte Kommune, og her bekræfter planchef Michael Holst, at de rigtignok har en ansøgning om bygningen af et supermarked liggende fra Saxo.

”Det er helt muligt, der kan etableres et supermarked her. Der må være op til 1200 m2 butik til supermarked, men det aktuelle vil blive på ca. 800 m2”, fortæller Michael, der dog understreger, at der er flere faktorer, som skal være i orden først.

Ifølge Liebhaverboligen.dk’s oplysninger, skal der etableres ikke mindre end 64 parkeringspladser, hvis loven om én parkeringsplads per 12,5 m2 supermarkeds plads skal overholdes. Ydermere er der logistikken med vareindlevering.

Bulder og brag om natten

”Saxo har sendt forslag om indlevering ude fra Ordrupvej-siden af. Der er ikke nogen endelig konklusion fra os på hele projektet, men det kommer der inden sommer”, lover planchefen fra kommunen.

Og netop den løsning med vareindlevering er flere af de lokale beboere meget imod. ”Det bliver jo kørsel og støj klokken fire om morgenen med tung lastbilstrafik til følge. Det vil blive et helvede, og vi naboer vil gøre, hvad vi kan for at stemme projektet ned, når der kommer nabohøring”, fortæller en beboer. Nogle af de forretningsdrivende har ligeledes overvejet sag mod Saxo Properties på grund af den, i deres øjne, uretmæssige huslejeforhøjelse, som de mener udelukkende er en plan til at tvinge dem væk og give plads til Netto.

Administrerende direktør for Saxo Properties, Jesper Damborg, er selvfølgelig ked af, hvis nogen forretningsdrivende føler sig uretfærdigt behandlet. ”Vi handler så at sige ”by the book”. Vi har kun sat huslejen op til markedsværdien, alt andet ville være tosset, da den så bare ville blive sat ned igen af myndighederne. Lejere er et meget beskyttet folkefærd, hvor der gælder helt klare regler. Det er et såkaldt reguleret marked, og i løbet af fire år kan det gå den anden vej, hvor lejen igen kan falde”, fortæller Jesper Damborg, som naturligvis håber på en positiv afgørelse fra kommunen mht. til Netto-planerne.

For og imod Netto

Mange beboere i området og ikke mindst mange butiksejere i området mener, det vil gavne nærmiljøet med en Netto-butik, der kan virke som en magnet på handelslivet. På trods af, at der allerede i forvejen ligger hele syv supermarkeder indenfor en to km radius. Netto prøvede sidste år forgæves at komme ind i det lukrative område ved at søge om etablering af butik i Ordrup Kro, men her vendte kommunen tommelfingeren nedad. Argumentet var dengang den følgende tætte trafik til supermarkedet, som ville være til gene og fare for de omkringliggende skoler og institutioner.