Efterårsferiens aktiviteter i Nordsjælland

Efterår er lig med efterårsferie for børnefamilierne, og vi har udvalgt nogle aktuelle begivenheder, som kan være med til at gøre ferieugen til en både sjov og lærerig oplevelse. 

Fascinerende træning af falke
På Falkonergården i Fredensborg præsenterer de falkonerforevisninger særligt for børn samt deres forældre og bedsteforældre. Her kan man opleve de fantastiske fugle, når de flyver hen over hovederne på publikum. Man kommer helt tæt på og får alle de fascinerende historier om de forskellige rovfugle. Træningen af falke foregår i et område, som igennem næsten 1000 år har været danske konger og dronningers jagtmarker. Nu kan man nyde det smukke landskab med søer, skov og marker som baggrund til falkonerens træning af de store jagtfugle.
Hvor: Davidsvænge 11, 3480 Fredensborg. Hvornår: 15.10 – 23.10 kl. 15.00 Priser: Priser: Voksne 140 kr. Børn (4-12 år) kr. 110,- Børn u. 4 år gratis ifølge familie.

Kulturnat i Tisvilde
Når badebyen Tisvilde afholder sin kulturnat lørdag den 15. oktober, bliver det et overflødighedshorn af kunst og kultur mellem skov og strand. På den godt 5 kilometer lange strækning mellem Tibirke Kirke og Tisvildeleje Strand, kan man opleve over 50 forskellige arrangementer, hvor kunst, kultur, arkitektur, musik, videnskab, naturen og historie spiller sammen. Oplev atelierer, private historiske husperler, musik, skuespillere, foredrag og meget mere. Alt sammen krydret med god mad og drikke hos byens mange restauranter. Der kører gratisbusser mellem den store parkeringsplads ved Tisvildeleje strand og p-pladsen ved Tibirke Kirke.

Halloween Hunt på Grønessegaard Gods
Efteråret er halloween tid og Grønnessegaard Gods ved Hundested danner i år rammen om et Halloween Hunt, hvor man kan jagte det magiske græskar. Når mørket sænker sig overtager de væsner, der lever i skyggen, ved godset og skoven omkring det. Den markerede rute er ca. 3 km lang og tager jer ind i den store dunkle statsskov, der omkranser Grønnessegaard Gods og ind igennem de gamle bygninger, som fortæller deres helt egen historie. Der er slikposer til alle børn – og ALLE får naturligvis en fin medalje med hjem. Hvor: Grønessegaard Gods, Amtsvejen 280, 3390 Hundested. Hvornår: Lørdag den 30. oktober fra kl. 16:00. Pris: 150 kr. + gebyr.

Krudtugler på krudtværksmuseet
Historiske krudt og kugler er altid interessante og i efterårsferien kan alle børn og barnlige sjæle tage på Krudtværksmuseet i Frederiksværk. Her får man hele fortællingen fra alle krudtuglerne, som blandt andet kan berette om, hvordan krudt og kugler hører sammen. Det gælder både, når sortkrudtet blev fremstillet, og når det færdige krudt skulle sende kugler afsted gennem løbet på kanonen eller geværet. Efter rundvisning på krudtværksmuseet går man over i det gamle Trækulsbrænderi og konkurrerer i disciplinen kugletrilleri med pokkenholtkugler, bronzekugler, kanonkugler, riffelkugler og lakridskugler.
Hvor: Krudtværks Alleen 1, 3300 Frederiksværk. Hvornår: 14.10 – 23.10 kl. 14.00-15.00 Pris: Voksne kr. 75,00 | Børn u. 18 år gratis adgang.

De hvide munkes hemmelighed
På Esrum Kloster kan hele familien komme med til en verden af gåder, koder og hemmeligheder i det nye gådespil ”De hvide munkes hemmelighed”. Ved hjælp af en række breve, et puslespil og koder, bliver deltagerne sendt rundt på området ved klosteret for at løse den mystiske gåde. For at få adgang til den 800 år gamle hemmelighed, skal man løse opgaverne sammen. Hele klostret kommer i spil i denne leg, og man får udleveret spillet i entréen til klosteret. Klostrets spisested, Møllecafeen, serverer i efterårsferien en helt særlig børnemenu sammen med det normale udbud af mad og drikke. Hvor: Esrum Kloster, Klostergade 11, 3230 Græsted. Hvornår: 15.10 – 23.10 kl. 10.00-16.00. Pris: Voksne: 85 kr. Børn (3-18 år): 50 kr. Børn under 3: gratis.  Inkl. gådespil, aktiviteter og adgang til udstillingerne