I Charlotte Hedeman Guéniaus univers er der et væld mønstre, og hendes design er altid i glade sprælske farver. Hendes hjem er møbleret med farvestrålende møbler, og væggene er beklædt med mønstrede tapeter. Selv når hun klæder sig på, er det i farver.
Liebhaverboligen har talt med en kreativ kvinde, som tænker, lever og designer i farver. 

 

Charlotte Gueniau and Family

Charlotte Hedeman Guéniau har sammen med sin mand Philipe interiørvirksomheden RICE, som de fleste nok kender for deres farvestrålende ting til bordet og hjemmet. Charlotte Hedeman Guéniau har senest kastet sig ud i at designe eksklusive tapeter og har udgivet bogen ”Happy Home Outside” hvor hun kommer med masser af inspirerende idéer til, hvordan man skaber hyggelige omgivelser i haven for hele familien.

 

Hvordan kom du ind i interiørbranchen? 

Jeg tror, jeg altid har været på vej herind uden at være helt bevidst om det. Jeg har altid interesseret mig for indretning, for farverige ting og for de små ting, der giver hverdagen magi. Men konkret gjorde jeg det i 1999, da min søn lige var født, og vi flyttede til Danmark for at slå os ned – efter 15 år i Paris. Vi havde lysten til at ændre livsstil, og selvom jeg elskede Paris, så skulle vi altså til Danmark. Starten af RICE var drømmen om et nyt eventyr.

 

Hvad er det med dig og farver?

Jeg er stærkt tiltrukket af farver og deres evne til at løfte humøret.
Farver giver ro og livsglæde. Jeg hører hjemme i farver, og har jeg en periode, hvor jeg går i sort, det gælder også tøjmæssigt, så kan man være sikker på, at jeg ikke er mentalt på toppen. Der er forsket en del i farver og deres forskellige evner. Min tilgang er helt intuitiv, nogle farver – eller farvenuancer tiltrækker mig bare. Der kan være perioder, hvor min skala er mere eller mindre afdæmpet.

 

Hvorfor tror du, mange mennesker er så farveforskrækkede?

Det ved jeg ganske simpelt ikke.
Går man en tur ned ad strøget på en vinterdag, er det skræmmende, så mange der har sorte frakker på. Nogen elsker bare sort, og det fungerer for dem som et bevidst valg, andre gemmer sig i sort. Måske er nogen også bange for at stå for tydeligt frem. Det er måske det samme med boligen, at man helst holder sig til de neutrale farver. For mig er det vigtigt at turde at kaste sig ud i det ukendte. I flere af livets aspekter faktisk! For mig er der ingen regler for, hvordan man kan kombinere farver, og fortryder du et farvevalg, kan du så nemt som ingenting male en væg over eller skifte et gardin.

 

Hvem gør det godt i interiørbranchen?

Jeg synes, Kate Spade gør det rigtig godt, sjovt, skævt og farverigt!
Jeg er vid med, når humoren bliver en del af et lækkert design.

 

Hvad er god stil i dine øjne?

God stil for mig er oprigtig stil. Det er der, hvor man vælger med hjertet og formår at kombinere funktion og æstetik.

 

Hvad betyder kvalitet for dig?

Kvalitet gør mig glad, og det er både kvalitet i samværet med andre eller en serviceydelse af god kvalitet. Det hand-ler om den gode oplevelse. Når det kommer til produkter, er kvaliteten også meget væsentlig, og der skal være en logisk sammenhæng mellem pris og kvalitet for, at jeg er glad. Jeg er vild med håndlavede ting, som man bare kan mærke, at der er brugt tid på og lagt hjerte i.

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

“Mit Univers” er en serie med interessante kreative kvinder med masser af personlig stil. 

Lone Monna er designer, boligstylist, blogger og livsstilsskribent. Via sit kreative studio, Contact Copenhagen, indretter hun boliger for private og erhverv, laver boligreportager, udvikler stylede miljøer til boligmagasiner og skriver livsstilsartikler. 

Se mere på: www.contactcopenhagen.dk og boligbloggen www.homeandstyle.dk

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….