Fra elendig til elegant

have have1 have8

Siden 1990´erne har Margit og Steen Jensen udviklet deres store Hornbækhave i en enkel og æstetisk stil med klippede buksbom- og bøgehække, flere terrasser og blomster, som alle er blå. De bruger mange timer på klipningen og trimningen af det, der engang var et sammenvokset vildnis 

Den elegante have i udkanten af Hornbæk var både forsømt og forvokset, da den skiftede ejer i 1995. Siden da har parret, hvis to døtre er flyttet hjemmefra, lavet om på alting både i villaen og i haven.

Der har været tryk på aktiviteterne i haven, som er på hele 1700 m2 inklusiv en 60 meter lang indkørsel. Den er også renoveret og omlagt fra vildnis til en smuk allé med stynede lindetræer. Ideerne er kommet over lang tid, og parret har selv udført dem i deres fritid. Visse anlægsarbejder og vedligeholdelser har de i årenes løb fået hjælp til af professionelle, når de har manglet tid eller kræfter til at holde det høje niveau. Ambitionerne er så store, at Margit undskylder, at nogle af de mange formklippede buksbomhække her hen på sommeren er blevet en anelse ”langhårede”:

Da vi så huset med den store, forvirrede have, kunne vi se mulighederne. Men der var nok at give sig i kast med for os, som er perfektionister. For stedet var træt og trist uden linjer og langt fra den storhed, det engang havde som velhaversommerhus for en grosserer, der byggede huset med den oprindelig endnu større have i 1915.

Den nye, moderne have tog dog ret hurtigt form i takt med, at ideerne spontant kom til parret. De har i alle årene holdt sig til en stilren og klassisk linje og inspireres og får input fra havebøger, magasiner, parker og rejser.

Jeg har erkendt, at det æstetiske, skulpturelle og stilrene betyder mest for mig. Derfor har det været vigtigt at holde tingene enkle uden stilbrud og en masse forstyrrende elementer oven i hinanden. Her er eksempelvis ikke en masse blomster men derimod lave trædebregner nede i buksbomhækkenes firkanter.

have9

Blå lilla blomster

Det er ikke sådan, at Margit ikke kan lide blomster. For eksempel er hun glad for roser men synes, de er svære at få til at trives. Desuden har hun taget en beslutning om at holde havens relativt få blomster i blå, lilla og hvide toner. Det er blandt andet den store blåregn, som vokser op ad hus og havestue, de blå agapanthus på lange stilke i store havepotter og hortensia bag huset eksempler på. Snart vil lavendler også gro i haven, men først skal parret finde det bedst egnede voksested.

Hvor meget man magter, bør man være realistisk om ikke mindst i en stor have. Af samme grund er vores køkkenhave begrænset til krydderurter i en fransk zinkbalje.

For at huske gode ideer og for at følge havens udvikling har Margit ført notater over alt, hvad der er plantet i haven gennem årene. Samt gemt inspirerende udklip og billeder fra blade og magasiner. Hun har ført til bogs, hvor bestemte planter står, og hvornår de er sat. Og her er desuden fotos af familien og dens hjælpere i gang med at grave, plante, lægge terrasse og meget andet gennem årene:

For at skabe de hække, vi har i dag, er der brugt flere hundrede buksbomplanter. Og så har vi plantet otte paradisæbletræer for at skabe en skærmende allé ind mod en nabo. Alt er kombineret med gamle træer fra den eksisterende have.

Haven er anlagt i en stil, der siden er blevet holdt ved lige og er blevet udbygget med terrasser, som er anlagt i takt med husets restaurering. Parret besluttede sig for længe siden for ikke at lade tingene forfalde men at holde dem ved lige og holde en høj standard og ikke slække på noget. Og det har de formået at overholde.

Da vi bor på en koteletgrund med fem naboer, har det været vigtigt for os med store træer til at forhindre indsyn fra alle sider. Men de store træer kræver jævnlig beskæring for ikke at skyde mange meter i vejret og blive for dominerende.

Da vi flyttede ind, var vi unge og havde kræfterne at lægge i havearbejdet. Nu orker vi lidt mindre, så sommetider henter vi assistance udefra til klipning af mange meter hække og kapning af toppe på de største træer, erkender Margit.

Hun og manden har havemøbler i flere hjørner og enkelte statuer som dekoration mellem blandt andet rododendron. Men bortset fra dem er parret ikke til det alt for pyntede og søde. Tilbehøret i haven skal være enkelt i formerne og rustikt i materialerne.

have10