Maria og Kresten slog køkken, soveværelse og entre sammen for at få et stort festrum i lejligheden på Frederiksberg. Men da sønnen Aston ankom, manglede der pludselig et rum. Det har de nu fået ved at bygge et hjørne af soveværelset om til mini-værelse af gamle vinduer som vægge for at få ekstra lys ind!

Boligreportage hos Maria og Kresten Frederiksberg

Ejerlejligheden var egentlig i super stand og indflytningsklar, da Maria Fergadis og Kresten Worm-Leonhard overtog den. Der var dog visse detaljer, parret var utilfredse med og gerne ville ændre, før de rykkede ind med møbler og ting, som er en blanding af nyt og gammelt. Især de sænkede listelofter var parret så kede af, at de straks gik i gang med en nedtagning for at få de oprindelige og ganske smukke stuklofter frem i lyset.

Desuden fandt de køkkenet alt for lille og indeklemt, at de slog det sammen med soveværelset og en lille entre. Den tidligere spisestue mod gaden i hjertet af Frederiksberg blev i stedet taget i brug som soveværelse, og så passede pengene: Nu er her et stort køkkenalrum med en praktisk køkkenø midt i rummet og udgang til den sydvendte altan. Og fra spisepladsen er der dør ind til stuen, hvor vinduer med specialglas dæmper trafikstøj fra den befærdede gade.

Boligreportage hos Maria og Kresten Frederiksberg

Der er god plads med det store køkkenalrum, som er centrum i den 90 kvadratmeter store lejlighed i en typisk københavnerejendom fra 1888. Og fra altanen lige over ejendommens fælles have er udsigt til Frederiksberg Have og Zoologisk Have-tårnet. Da parret fik sønnen Aston, opstod der dog et pladsproblem, de siden har løst på en yderst opfindsom måde: I et hjørne af soveværelset er bygget et lille rum med plads til Astons seng og hans legetøj. Rummet er bygget op af genbrugsvinduer fra Genbyg.dk og en gammel dør – hentet på Lolland – ind mod forældresoveværelset for at give ekstra lys. Løsningen er næppe langtidsholdbar men virker i disse år, hvor Aston er lille.

 

Maria og Kresten har anskaffet en del møbler, både de nye fra butikker og fra auktioner. Og så har de haft nogle gamle svenske og franske møbler med fra den kombinerede antikbutik og kaffebar, de en overgang drev i Klareboderne midt i København. I dag er Maria Fergadis konceptudvikler og afdelingsleder i Tivoli, hvor hun blandt meget andet driver to Mamma Mokka cafeer, kageboden Kanelhuset og Joe & The Juice. Desuden er hun medarbejderrepræsentant i Tivolis bestyrelse.

 

Kresten er cand.mag. i medievidenskab og arbejder som fotograf. Desuden er han en dygtig handyman, som kaster sig frygtløst ud i forandringer af lejligheden, hvis bare de ikke har med strøm og vandrør at gøre. Han har bygget Astons værelse, køkkenet i hvidt og stål, malet de fleste af gulvene hvide, sat tapet op på udvalgte vægge i entre, køkken og stue og bygget et elegant skab til familiens stereoanlæg samt en bænk af gasbeton i køkkenet. Og snart går han i gang med en renovering af badeværelset, der står stort set, som da det blev bygget i et tidligere pigekammer sidst i 1950´erne med periodens tidstypiske siddebadekar og hvide fliser.

 

– Vi kan lide store rum med højt til loftet. Køkkenet er lejlighedens centrum, hvor vi opholder os til daglig og fester med vore gæster. Så der er gods plads indtil videre, men hvis vi får endnu et barn, vil vi se os om efter en villa, forklarer Maria.

 

Hun og Kresten kan bedst lide moderne møbler og har en særlig forkærlighed for store designlamper, de har erhvervet til fordelagtige priser på auktioner. Foruden andre nye møbler, de har anskaffet til netop denne bolig, har de også noget gammelt og patineret med fra den lille 37 kvadratmeter lejlighed, de boede i før. Det er blandt andet en let rusten fransk metalkommode og ditto stumtjener, der virker som en spændende kontrast til de snorlige tapetstriber i entreen. Sådan en uperfekt ting er også det skrammede metalrekla-meskilt for North State cigaretter, som hænger på væggen i soveværelset og stammer fra et loppemarked.

 

Far laver sovsen

Kresten er familiens kok, og det var derfor også naturligt ham, som tegnede familiens køkken med elementer fra Heartsteeling. Det var vigtigt for ham at få udskiftet elkomfuret med den bygas, som allerede findes på stedet og efter hans mening er det eneste rigtige at lave mad på for gourmeter! Desuden har han en svaghed for køkkenmaskiner af høj kvalitet som Kitchen Aid røremaskinen og den professionelle espressomaskine fra italienske Dalla Corte. For at køleskabet ikke skal stikke ud i rummet, er det bygget ind i stuen i en kasse, som på bagsiden bruges som væg for fladskærmen.

 

– Vigtigst er det, at tingene befinder sig logisk og arbejdsvenligt i køkkenet. Derfor står de elektriske køkkenmaskiner på bordet ved siden af komfuret med emhætte i kogenichen. Og i køkkenøen midt i rummet er praktisk udstyret med vask, vandhane og opvaskemaskine. Når der er gæster, er det rarest at lave maden i samme rum, så man kan holde kontakt. Så kan maden serveres straks – eller ”øen” kan bruges som buffet ved siden af spisebordet, fortæller Kresten.