Tilbage i oktober sidste år kunne man i den “normale” udgave af Liebhaverboligen læse rejsejournalist Eva Barés opsigtsvækkende rejsereportage fra Tjernobyl. På grund af den dundrende succes som HBOs miniserie, Chernobyl, nyder i denne tid, giver vi dig mulighed for (eventuelt igen) at læse den spændende og strålende reportage fra det nordlige Ukraine.

Tusindvis af knuste glasskår knaser under vore fødder. Langt borte fra høres dryp fra vand, som langsomt men sikkert ødelægger de forladte huse, men ellers er her stille.

Stille som på en kirkegård – og så alligevel ikke. For en ensom gøg kukker med, en bi sætter sig på en udsprungen blomst, og en bille kravler rundt i mosset, selvom det stadig er radioaktivt.

I Prypiat i Tjernobyl – byen som for 32 år siden husede godt 49.000 indbyggere – alle unge familier med børn, som arbejdede på det nærliggende atomkraftværk – har naturen taget over. Træer og buske vokser indover og decideret sammen med de forladte huse, vildnisset er nærmest totalt, men dyrene er ved at vende tilbage. Fugle, katte, hunde, vildsvin, losser og insekter bor her igen – og i yderzonen – 30 kilometer borte – har vi lige set en flok vilde heste.

Vi er på tur. På verdens nok mest aparte. Til Tjernobyl i Ukraine, på ren og skær turist-sightseeing i et af verdens farligste områder: Det nu nedlagte atomkraftværk, Tjernobyl, hvor reaktor nr. 4 i 1986 eksploderede og efterfølgende smeltede ned og skabte den hidtil værste atomkraftulykke i verdenshistorien.

En sky af radioaktivt materiale blev sendt ud i atmosfæren og drev med vind og vejr ud over store dele af det vestlige Sovjetunionen, Europa, Skandinavien og helt til det østlige USA. Store dele af Hviderusland, Rusland og Ukraine blev slemt forurenet, og henved 365.000 mennesker måtte evakueres og genhuses andre steder. Og i bedste ”gammel-komunistisk- hemmeligheds-kræmmerstil” blev verden først informeret om ulykken flere dage efter.

Rent faktisk var det Skandinavien, som informerede ukrainerne om katastrofens omfang. Fordi man i Sverige fandt radioaktive partikler i tøjet på medarbejderne ved det svenske atomkraftværk i Forsmark.
En sky af radioaktivt materiale var drevet henover Skandinavien og havde lejret sig i bl.a. mos og rensdyr, og dermed i en fødekæde, som nu i ufatteligt mange år frem i tiden pludselig var blevet decideret sundhedsskadelig.

Turister på sightseeing 

I dag, anno 2018, ligger Tjernobyl stadig hen som en spøgelsesby.

Stadig vært for reaktor nr. 4, som dog for nyligt endelig er blevet overdækket med 35.000 tons stål – en ny såkaldt ”sarkofag”, som skal hindre den livsfarlige plutonium fra reaktoren i at sprede sig de næste 100 år. For radioaktivt er her stadig. Men åbenbart ikke mere, end at indtil flere bureauer markedsfører flere slags guidede turist-ture til hele atomkraft-molevitten, som er tæt på at være blevet til en ”bestseller.”
For flere end 10.000 turis-ter om året anslås at vandre rundt i Tjernobyls katastrofehistorie iført guide og geigertæller….

Byen Tjernobyl ligger godt 130 kilometer fra hovedstaden Kiev. Som regel er der opsamling på ”Frihedspladsen” i centrum af Kiev, og undervejs i bussen vises en uddybende videofilm på engelsk om selve ulykken og dens konsekvenser. Så når man efter et par timers kørsel når ud til Tjernobyl, er man godt informeret.

I dag er hele det berørte område spærret af for offentligheden, og der kræves pas for at besøge stedet, samtidig med at man ved ankomsten skal underskrive en erklæring om, at man besøger stedet på eget ansvar.
Endvidere skal man også – på tro og love – erklære at man ikke vil røre ved noget som helst inde på området, ikke vil ryge eller indtage mad eller drikke i zonen, ikke vil sætte sig på jorden eller på andet og ikke vil bringe noget, end ikke et lille grønt blad, med ud fra området. Man skal også bære tøj og sko som dækker krop, hoved, hænder og fødder bedst muligt og indvillige i, at myndighed- erne må brænde tøj eller sko bagefter, hvis det viser sig at have for høj stråling.

Stadig mennesker i området

Første stop på turen er i den såkaldte 30 kilometer-zone, hvor vi får lov til at komme ud af bussen for at fotografere forskellige mindesmærker, rejst til ære for alle de, som satte livet på spil for at redde andre ved ulykken.

30 kilometer-zonen ligger i en afstand af 30 kilometer fra selve atomkraftværket, og i denne zone lå engang mere end 30 landsbyer, som alle blev evakueret ved ulykken. Det er her, de vilde heste nu er kommet tilbage, og guiden fortæller i øvrigt også, at enkelte personer ulovligt er flyttet tilbage til nogle af de forladte huse. Det er mellem 150 og 200 gamle mennesker, som i erkendelse af, at de alligevel snart skal dø, er vendt hjem. I området ser vi dog ikke en levende sjæl, kun forladte og faldefærdige huse og et enkelt sted nogle få spor af husholdningsaffald.

Næste stop går gennem 10 kilometer- zonen – altså relativt tæt på reaktor 4. Her begynder de medbragte geigertællere, man som turist kan leje, at bippe, og vi gør stop ved en forladt børnehave. Huset her er et stenhus, for i 10 kilometer-zonen er alle de huse, som var bygget af træ, nu dækket af jord, og kun et lille gult flag
fortæller, at de engang var her.
Radioaktivitet bliver længe i træ, forklarer guiden, og derfor har man måttet ”begrave” alle træhuse på grund af fare for stråling.

Prypiat – den forladte ”mønsterby ”

Efter godt en times kørsel er vi så ved reaktor 4.  Den,  som i 1986 eksploderede og forårsagede katastrofen. Nu er den  dækket af den nye stål-”sarkofag” og ligner en kæmpemæssig flyhangar. Området er indhegnet og bevogtet, men vi får lov til at stige ud af bussen et par minutter for at kigge.

Nogle beregninger anslår, at det vil tage 100.000 år for radioaktiviteten at klinge af – så den nye overdækning er absolut tiltrængt og påkrævet. Den tidligere var eroderet og ikke tæt….

Sidste stop på vores tur går til byen Prypiat – blot et par kilometers kørsel fra selve atomkraftværket.

Her opførte man i sin tid efter sovjettisk forbillede en mønsterby til arbejderne på Tjernobylværket. Indehold- ende faciliteter til alt, hvad hjertet kunne begære til det ”gode liv”:
Svømmehal, sportsstadion, kulturhus, rådhus, skoler, børnehaver, sundhedshus, posthuse og etagehøje familielejligheder, ja selv en forlystelsespark i midten af byen blev der bygget.

Nu ligger det hele hen i et spøgelsesagtigt forfald. Husene står forladte med tomme vindueshuller, som sorte bedrøvede øjne, pariserhjulet på byens festplads står som en rusten skulptur med forladte gondoler, på posthuset flyder stakkevis af breve, som aldrig blev sendt, og i børnehaven ligger gamle gasmasker og rester af legetøj og vidner om børnelatter, som brat forstummede.

30 timer efter ulykken på Tjernobylværket evakuerede regeringen alle 49.000 beboere med et løfte om, at evakueringen kun var midlertidig, og at den højst ville vare tre dage. Men løftet var en løgn og havde kun til hensigt at få folk til at forlade området hurtigst muligt. Prypiats indbyggere efterlod alt, hvad de ejede og havde, og kom aldrig nogensinde tilbage.

Mange af deres ejendele ligger derfor stadig i de tomme huse og bygninger, selvom gemene tyveknægte i tidens løb har rippet meget af værdi fra de forladte hjem.

I dag er strålingen 32 år efter ulykken aftaget noget. Ifølge ukrainske embedsmænd skulle strålingen, alene som følge af overdækningen med den nye stål-”sarkofag,” være faldet med 90 procent. Men byen Prypiat er forsat de næste mange, mange årtier stadig og måske for altid – erklæret ubeboelig.

Rejsefakta

Både Wizz Air, www.wizzair.com, og Ukraine International Airlines,
www.flyuia.com, flyver begge direkte København – Kiev.
Selve hovedstaden Kiev er også en ualmindelig dejlig og interessant by at besøge.
Se mere på bl.a. www.visitkievukraine.com, søg på nettet (der er masser af blogs) eller køb en guide-bog.
Prisniveauet er yderst rimeligt på både overnatning og mad, og de kulturelle seværdigheder er store.

Guidede ture til Tjernobyl:

Hele 11 forskellige ture til Tjernobyl kan bookes på hjemmesiden
www.getyourguide.dk. – søg på ordet Tjernobyl. 

Opholdet i de forbudte zoner varer omkring 4-5 timer og skulle ikke udløse forøget kræftrisiko. Efter turen/turene skannes både bus og turister.

Der tilbydes både private og gruppeture, ture af én dags varighed, og ture af to dages varighed, med både overnatning og fuld forplejning.
På nogle af turene kan man også møde overlevende fra Tjernobyl.
Det er vigtigt at booke udflugterne på nettet, da myndighederne i Ukraine skal have deltagernes pasoplysninger på forhånd. 

Priserne ligger fra omkring 500 kroner for en éndagstur og op til 2150 kroner for en to-dags tur.

Fra den tidligere festsal. Fine malerier på væggene.

De tomme huse var engang hjem for 49.000 mennesker.

Mindesmærke for de brandfolk, som hjalp med at slukke ilden efter eksplosionen.

Pariserhjulet i Prypiat står med tomme gondoler. 

Engang var der liv og glade dage i forlystelsesparken i Prypiat. Nu står radiobilerne rustne og tomme hen.

Skolen i Prypiat. Tidens tand og indtræng- ende vand har ødelagt bygningerne.

På posthuset flyder det med breve, som aldrig blev sendt.

Beboerne fik tre timer til at pakke deres ting. Meget blev efterladt. Her er vi i en børnehave.

Turister kan leje en geigertællet under besøget ved atomkraftværket i Tjernobyl

Tjernobyl-ulykken/konsekvenser:

Den dag i dag er der stadig stor uenighed om, hvor mange mennesker der blev syge/døde som følge af Tjernobyl-ulykken. Ifølge The Chernobyl Forum (regeringerne i Hviderusland, Ukraine og Rusland samt flere FN-organisationer) døde 46 mennesker som en direkte følge af ulykken, mens 4000 i årene 1992 – 2003 fik konstateret kræft i skjoldsbruskkirtlen. Flere græsrodsorganisationer, deriblandt bl.a. Greenpeace, hævder dog, at langtidsvirkningerne efter ulykken fremadrettet vil udløse samlet 270.000 tilfælde af kræft, og at 93.000 af dem vil være dødelige.

Kan en passioneret lystsejler overtales til et krydstogt? Ja!  Når skibet er SeaDream, hvor der kun er 112 passagerer, et køkken i verdensklasse og en besætning, der gør alt for at opfylde dine ønsker, og ikke mindst vandsport direkte fra skibets agterdæk. Læg oveni, at et lille skib som SeaDream kan besøge små unikke havne, som de store skibe ikke kan.

“Champagne?”
Vi er kun lige steget ombord, før vi står med det første glas champagne i hånden og piller i et fad med små lækre canapéer med caviar.
Bagagen tager besætningen sig diskret af, og vi sætter os på agterdækket og nyder udsigten over Nice havn. Som rejsejournalist har jeg været på mange skønne krydstogter. Så da Peacock Travel gav mig muligheden for at lave en reportage fra det lille eksklusive skib SeaDream, vidste jeg, at vi skulle på en virkelig unik rejse. Jeg har drømt om at sejle med SeaDream, siden jeg prøvede det første gang i Caribien for over 10 år siden. Hvis man er til kvalitet og en afslappet, maritim atmosfære, så regnes SeaDream for det mest luksuriøse krydstogtskib. Det er mere skib end hotel, hvor det er lige omvendt med de store luksusskibe.

Klientellet på SeaDream er yngre end på de andre krydstogtskibe, for her dur det ikke rigtig med en rollator. SeaDream er mere til dem, der vil svømme i havet, suse afsted på vand-scooter og sidde udenfor og spise. Men det vidste min ledsager ikke.
For når man bor i Hellerup, forbinder man næsten automatisk et krydstogt med de enorme skibe, man har udsigt til hele sommerhalvåret i den nye krydstogtterminal. Så han, der er passioneret lystsejler, var en smule skeptisk på projektet. Men dog ikke mere, end at han kunne overtales. Så vi takkede ja og fløj til Nice for at gå ombord på SeaDream2, hvor vi skulle tilbringe en uge fra Nice til Rom
via Cannes, St. Tropez, Portofino, Portoferraio (Elba), Bonifacio (Korsika) og Rom.
Morgenmad med morgensol og havluft

I Nice bruger vi eftermiddagen på at orientere os om skibet og den obligatoriske sikkerhedsøvelse, og vi slutter dagen med en skøn 4-retters aftensmad og går tidligt i seng. Kahytten er hyggelig og praktisk indrettet med et stort vindue, en skøn dobbeltseng, et sofaarrangement med fladskærm, skrivebord og en skabsgang. Der er stillet champagne på køl, og minibaren er fyldt. Men mangler man noget, så er der 24 timers roomservice.
Næste morgen vågner vi lige uden for Cannes, hvor skibet har kastet anker.
Vi går op på dækket, for alle måltider serveres udenfor, hvor der er dækket op med hvide duge. Og da vi sætter os med udsigt over bugten, og tjeneren kommer med friskpresset juice og et menukort og spørger, hvad vi ønsker, har min ledsager fuldkomment overgivet sig. ”Det her det holder. Hold da op, hvor er her skønt og delikat,” udbryder han med et saligt smil og indrømmer, at han havde forestillet sig en fabrik med vulgære madbuffetter og køer som liften på en skiferie.  Men her er ingen kø, for besætningen ordner tjept det hele, og maden er smukt og enkelt serveret. Og de andre gæster viser sig endda at være både hyggelige og interessante og meget internationale. Flere af dem glæder sig allerede til, de skal med SeaDream til Caribien og Cuba til vinter; ”Og skal I ikke også?” spørger de med største selvfølge.

Vandski og rosévin

De fleste dage ligger skibet for anker, og så tager man en lille båd ind til havnen. Et par gange ligger vi dog ved kaj. Vi går i land hver dag, men besøg- ene er hurtigt klaret i både Cannes og St. Tropez, for begge byer er proppet med turister og kæmpe yachts og helikoptere, der larmer. Så vi trækker os tilbage på SeaDream, hvor der er fred og ro og frisk luft og magelige liggestole. Når det bliver for varmt, kan vi hoppe i poolen eller svømme direkte fra skibet. Og så har de den helt store ”legetøjsafdeling,” man gratis kan benytte sig af. Alt skal prøves.
Vi suser afsted på vandscootere og paddleboards, og min ledsager gør sig på vandski, hvor skibets besætning trækker ham i en Zodiac.

Den friske luft giver god appetit, og vi spiser hver dag kæmpe frokoster med grillet fisk, seafood, salater og rigeligt af rosévin. Der er også plads til lidt dessert og kaffe, inden vi tager en eftermiddagslur på dækket og læser og slapper af. Vi ligger der, til lyset er lavt, og så er det tid til lidt spa i skibets lille fine spa og fitnessafdeling, inden vi er klar til cocktails og canapeer på agterdækket. Alt er med i prisen, så man bliver ikke belemret med regninger, der skal skrives under.

I dobbeltseng under stjernehimlen

SeaDream tilbyder en helt særlig oplevelse, hvor man kan sove ude under stjernehimlen. Det vil vi prøve, så besætningen reder op med en dobbeltseng, og pludselig ligger vi ude midt på havet og kigger op i stjernehimlen og en fuldmåne. Det kan næsten ikke blive meget mere romantisk. Vi kan dufte havet og høre bølgerne, og himlen folder sig ud med utallige blinkende stjerner. Vi ligger længe og kigger, men det er svært at sove. Så vi lister ned i vores kahyt efter en uforglemmelig nattetime.

Men næste dag er om muligt mindst lige så magisk. For vi er kommet til Portofino, som ligger gemt i et lille hjørne på den italienske riviera i et hyggeligt fiskerleje, hvor luksusyachts vugger side om side med små fiskerbåde. Det er en af den italienske rivieras smukkeste og mest romantiske små havnebyer med grønne skrænter og azurblåt, klart vand. Vi er de første på SeaDream, der sejler ind, for dagen skal tilbringes på land. Vi skal vandre ad de berømte stisystemer med den smukke udsigt og besøge det legendariske Hotel Splendido. Hotellet har i over 100 år været det foretrukne hotel, når adelen, hollywoodstjernerne og andet godtfolk med god smag og penge ville feriere en måned eller to. Hotellet ligger højt hævet over Portofinobugten, og nærmeste nabo er et lyserødt palæ, som tilhører Agnelli familien, der har tjent sin formue på at fabrikere bilen Fiat.

Turen op ad bjerget til Splendido er stejl og varm, men det hele værd. Udsigten fra hotellets terrasse er storslået, og vi får os en drink og lidt at spise, mens vi nyder udsigten og SeaDream,der ligger og vugger derude.

”Det her bliver man jo fuldkommen afhængig af,” konstaterer min ledsager, da vi sejler tilbage til skibet.

Rejsefakta

SeaDream har to yachts, der i sommerhalvåret sejler i Middelhavet og i vinterhalvåret i Caribien.

En uge med fly og transfer med privat bil til og fra skibet koster omkring 30.000 – 35.000kr. pr person og er med fuld forplejning, 24 timers roomservice og drikkevarer inkl. champagne.

Har man særlige madønsker, skal man blot sige det dagen før. Det kan være en særlig ost eller dessert eller som os, der bestilte stegt fois gras og hummer en dag, og Peking and en anden dag.  

Skibet tager max. 112 passagerer og har en besætning på 95.
Der er vandsport fra skibets agterdæk, med blandt andet vandscootere, vandski, paddleboard og snorkling m.m., og mountainbikes man kan låne.
Rejser med SeaDream kan købes hos blandt andre Peacock Travel.

www.peacocktravel.dk

Alle måltider serveres udenfor, hvor der er dækket op med hvide duge. 

”Det her det holder. Hold da op, hvor er her skønt og delikat.” 

På SeaDream, hvor der er fred og ro og frisk luft og magelige liggestole.

Bonifacio, hvor luksusyachts vugger side om side med små fiskerbåde. Det er en af Korsikas smukkeste og mest romantiske små havnebyer med grønne skrænter og azurblåt, klart vand.

Skibet har også den helt store ”legetøjsafdeling,” hvor man gratis kan benytte sig af
både vandscootere, paddleboards, jetski m.m.

På den caribiske ø Aruba skinner solen altid, og strandene er blandt de bedste i hele verden. Et besøg på øen uden årstider er balsam for sjæl og krop.

Aaaahh … vandet er fuldstændig turkisblåt, sandet kridhvidt, og vinden svalende i den næsten konstante temperatur på 28 grader. Ude på havet surfer en muskuløs, solbrændt mand, og med jævne mellemrum tornado-dykker en pelikan direkte ned i det smukke hav og kommer op med en sølvskinnende fisk  – hver gang. Og rækker jeg hånden bare en anelse til højre, fatter fingrene om en iskold drink.

Langt væk er allerede kuldsejlede nytårsfortsætter, morgenmørke og ”mangel- på-lys” depression. Her på stranden er kun en natur, der ligner det vildeste postkort, en behagelig liggestol under den flettede parasol, en god bog og så mig.

Aaaahhhhhh

Januar er en god måned at vende Danmark ryggen.

Smutte afsted til et varmere land, og denne gang er turen gået til Caribien. Nærmere bestemt til den lille hollandske ø, Aruba, som ligger ud for Venezuelas kyst. Flyveturen er lang, men hurtigt glemt, når man allerede i lufthavnen bydes velkommen med lyden af steeldrum-musik.

En lykkelig koloni

I daglig tale kaldes de ABC-øerne. De tre hollandske koloni-øer, Aruba, Bonnaire og Curacao, som ligger tæt, men alligevel er vidt forskelllige. I flere hundrede år var de under forskelligt ejerskab af både spaniere og hollændere, men i de fleste år under hollænderne, og det er de også den dag i dag.

Beboerne har alle hollandsk pas, og siden 1986 har øen Aruba og øen Curacao (siden 2010) haft status som selvstændige lande under kongeriget Nederlandene, mens øen Bonnaire er en hollandsk kommune. Og selvom alle øerne har en helt anden kulturel oprindelse end lige vestlig og hollandsk, med en befolkning af blandede indianske folkeslag, der oprindeligt talte og stadig taler sproget Papiamento, identificerer alle beboerne sig med at være hollandske. Og er glade for at være det. Glade for at tale hollandsk som hovedsprog i skolen, lære både spansk og engelsk også, og for senere – når ungdommen på øerne skal i gymnasiet eller på universitetet – at tage til Holland og uden problemer (fordi de taler sproget) få deres højere uddannelse dér. Historien om ABC-øerne er derfor forunderlig, for sjældent hører man om lykkelige kolonier, men sådan er det her. I hvert fald på øen Aruba.

Det store slogan på Aruba er derfor også ”One happy island” (en lykkelig ø). Sloganet står alle vegne, selv på øens bilers nummerplader, og i starten af et besøg tænker man skeptisk, at det er for meget og løgn. Men det er det ikke. Er man en heldig turist og bliver inviteret hjem som gæst hos en af de lokale, får man syn for sagen: Billeder af den hollandske kongefamilie har tit en fremtrædende plads i den fine stue, og ikke sjældent står der også nipsting som hollandske træsko i porcelæn og andre ditto kongelige figurer udstillet på stuens fine skænk – side om side med mere caribiske genstande.

Strande i verdensklasse

På Aruba er det de fantastiske strande, som er det store trækplaster. Et afslappet liv i underskøn ”Bounty-natur”, og aktiviteter, der passer sig hertil. Man kan brætsurfe, vindsurfe, snorkle og dykke ved gamle skibsvrag fra 2. verdenskrig. Se de fineste og allermest farvestrålende fisk, som trygt kommer én i møde, bare man vifter med fingrene, køre ræs i beach buggies med brede dæk i øens landskabsmæssigt barske nationalpark eller spille golf i vidunderlige omgivelser med udsigt til Det Caribiske Hav.
Og naturligvis kan man shoppe i alle de dyreste mærkevarebutikker, spise alle slags mad eller gå på casino hele natten og blive stinkende rig eller det modsatte.

Palm Beach, Eagle Beach, Baby Beach, Arashi Beach og Rodgers Beach. Strandende, er mange og alle vidunderlige på Aruba, men også med hvert sit udtryk og natur. Ved Palm Beach og Eagle Beach ligger de dyreste hoteller, og skilte ved vejene fortæller, om man er i ”dyrt” hotelområde, ”mellem” område eller ”billigt” område. Alle former for overnatning tilbydes, så Aruba har noget for enhver pengepung og smag. Men med hensyn til ”smag” skal det også tilføjes, at store dele af øen ser meget nybygget ud og fremstår meget amerikaniseret.

En bid af USA

I hovedstaden Oranjestad belejrer enorme krydstogtsskibe kajen dagligt i højsæsonen. Herfra myldrer amerikanske turister ud i et par timer, slentrer op og ned ad Oranjestads gågade, som for nylig også har fået et turist-tog, der kører hele gaden igennem, og som er ganske gratis, men ærlig talt også minder alt for meget om tivoli og børnehave.

Selve byen Oranjestad har desværre lidt karakter af Disneyland for voksne, og det samme har mange af de store indkøbs-og restaurationscentre, som findes overalt på øen. De amerikanske turister (og dem er der mange af) elsker stilen, som er meget Miami-Florida-agtig.

Men fortvivl ikke. For der findes også et andet Aruba.

Dér hvor de lokale kommer, og dér, hvor det ægte Caribien stadig er. Smukt og uspoleret.

Det ægte Aruba

Historien om Arubas forvandling til delvis amerikaniseret turist-ø, findes ved byen San Nicolas og stranden Rodgers Beach – et pænt stykke øst for hovedstaden Oranjestad.

Her ved Rodgers Beach fanges blikket hurtigt af et kæmpemæssigt olieraffinaderi, der stadig ligger som et spøgelsesbyggeri, lige ved siden af stranden.

Raffinaderiet blev bygget af hollænderne i 1928, og overtaget af det amerikanske Esso i 1932 og beskæftigede helt indtil 1985 mere end 8000 lokale på Aruba. Olien kom fra Venezuela, og arbejdet på raffinaderiet var en livsnerve på den lille ø, men da det ikke lykkedes at holde produktionen i gang – selv efter flere fejlslagne forsøg helt op til 2012 – lukkede man helt, og turismen blev i stedet Arubas økonomiske livline.

Byen San Nicolas, hvorfra de fleste arbejdere ved raffinaderiet kom – ligger derfor stadig næsten som før aldeles uberørt af resten af øens amerikaniserede turisme. Fine, lave, farvestrålende, caribiske huse præger de små gader, og her kommer øens prostituerede frem fra husene, når mørket falder på, og byens bedste bar, Charlie’s Bar bliver befolket og får liv.

Man kan trygt besøge Charlie´s Bar og få en dejlig oplevelse, og en rigtig god oplevelse er det også at besøge byen San Nicolas i dagslys. Store murmalerier præger nemlig mange huse, vægge og udearealer, et initiativ som fik liv, da idemanden, Tito Bolivar, i 2015 inviterede kunstnere fra hele verden til at komme til San Nicolas for at ”male på byen”. Resultatet er på tre år blevet til i alt 40 fantastiske, farvestrålende og tankevækkende murmalerier, og et ditto kunstgalleri og en workshop, hvor alle kan komme og skabe kunst, er det også blevet til.

Her kommer de lokale

Aruba blev skabt for 95 millioner år siden. Øen er 30 x 9 kilometer stor, og her bor i alt 108.000 mennesker, som kom hertil for godt 4000 år siden fra mange dele af det sydamerikanske fastland. Det lokale sprog er Papianemto, som de fleste stadig taler indbyrdes, selvom de naturligvis også alle taler flydende hollandsk, engelsk og spansk. Selve øen er i dag opdelt i flere distrikter, som hver har egen skole, kirke og tilhørende kirkegård. Religionen er overvejende katolicisme, og derfor bør man heller ikke snyde sig selv for et besøg på den lokale kirke Sant Filomenas smukke kirkegård, som står med lange rækker af gravmonumenter i de fineste pastelfarver. Så smukt og caribisk som noget. Og mens vi er ved det lokale, byder Aruba også på rigtig mange gode, lokale spisesteder – langt fra amerikaniseret alfarvej.

Indtag eksempelvis en finger-frokost hos Zeerovers. En ydmyg blåmalet restaurant ved vandet, hvor man kan se de lokale fiskere lange metervis af sølvskinnende, friske kæmpefisk af alle slags op direkte ved det lille køkken og derpå smage selvsamme – serveret i en fælles-skål, hvorfra alle spiser. Eller indtag en virkelig lokal middag på Old Cunucu House, hvor man stadig serverer den særegne ø-specialitet, Leguan-suppe. Leguaner lever og ses overalt på Aruba og er en elsket spise. Smager fint, lidt som en mellemting mellem ko og kylling, men der er mange små ben i!!!

Ultimativ afslapning

I mange år har Aruba været kendt som den store bryllups-destination. Og med utallige restauranter beliggende ud til de mest fantastiske strande med de vidunderligste romantiske solnedgange, er det stadig også populært at holde bryllup på øen. For her kan alt lade sig gøre. Fra det dyreste til det mindre dyre, for helt billigt er her ikke. Men Aruba kan som sagt opleves på rigtig mange måder: Som et udsøgt mini-Miami, hvis man er glad i den amerikanske stil, eller som en caribisk ø, der nedenunder masseturismen også har en virkelig interessant og charmerende historie at fortælle.

Uanset valg er én ting i hvert fald stensikker:

At ligge på en strand med udsigt til turkisblåt hav og bare slappe af, eller dyrke yoga, eller stå på vandski, eller snorkle blandt sunkne skibsvrag  – det er bare Aahhhhhh. Ahhhh…ruba…

Rejsefakta:

Fra Danmark flyver KLM til Aruba. Der er flyskift i Amsterdam.
Se mere på www.klm.com

En del danske bureauer har også rejser til Aruba. Blandt andet Hannibal Rejser, Spies, Apollo, Tui, Profil Rejser med flere.

Der kræves ikke visum til Aruba, der er ikke malaria på øen, og vand kan drikkes direkte fra hanen.

Møntføden hedder floriner, men amerikanske dollars og kreditkort kan bruges næsten overalt.

Aruba har ingen årstider og derfor en konstant temperatur året rundt på mellem 28 og 30 grader. Luftfugtigheden er høj, men svale briser fra havet, gør at varmen er til at holde ud.  Creme med høj solfaktor anbefales.

Et godt netværk af busser på hele øen tilbyder billig transport, men det er heller ikke spor dyrt at køre i taxa.

Eagle Beach blev sidste år kåret som nummer fire på top-ti-listen over verdens bedste strande af webportalen tripadvisor.

Rejsetips:

God snorkeltur med skib og frokost, se www.pelican-aruba.com.

Ø-tur i jeep, nationalpark med videre. Se www.abc-aruba.com.

For ture til det lokale Aruba kontakt Jacky Boekhouwer på www.arubafantasytours.com. Jacky er indfødt og kan lave alle slags ture. Man kan skrive til hende på jacky@arubafantasytours.com.

Lokal fiskerestaurant Zeerovers, se Zeerovers Aruba på Facebook

Lokal restaurant med leguan-suppe på menuen, theoldcunucuhouse.com.

Romantisk middag – naturligvis på stranden. Foto PR

Snorkling ved sunkne gamle skibsvrag er en farve-og fiskerig oplevelse. Foto PR

Rejsetip:

Galleri og workshop i San Nicolas v. Saraida Wever, se mere på
www.arubacosecha.com.

Charlie´s Bar og Restaurant, San Nicolas, se Carlie’s Bar Aruba på Facebook.

Nyttig hjemmeside om alt på Aruba, se www.aruba.com/se.

Vi var inviteret af Aruba Tourism Authority, som ikke har haft indflydelse på artiklens indhold.

40 flotte murmalerier har sat liv på husene i byen San Nicolas.

Det uvirksomme olieraffinaderi ved San Nicolas beskæftigede engang 8000 arbejdere.

Pelikaner ses overalt. Også på restauranterne.

En trillebør fuld af friskfangede fisk.

Slovenien er for mange en ukendt feriedestination. Men oplevelserne er mange, vinene fortræffelige og landskaberne intet mindre end betagende.

Bled-søen med pilgrimskirken og de 99 trin er smuk året rundt

Fra toppen af kirkepladsen i byen Piran kan man skue ud over to andre lande. Og det selvom landet, vi er i, er meget lille, og man på nogle timer kan køre fra den ene ende af det til den anden. Og fra den ”anden ende af” kan man såmænd se ind over to lande mere.

Landet, vi besøger, hedder Slovenien. Og er med sin beliggenhed midt imellem Italien, Kroatien, Østrig og Ungarn ganske enkelt en lille, velsleben diamant, der rummer de bedste facetter fra sine mange nabolande. De østrigske alper mod nord, Ungarn og Kroatiens landskaber mod vest og sydvest, og den italienske middelhavscharme mod sydøst.

Slovenien er et lille land med store oplevelser. Med fine veje, gode hoteller, store vine og rigtig god mad. Og tilsat de mange forskellige indflydelser og landskabsmæssige særpræg fra de omkringliggende naboer bliver det ikke meget bedre.

Velorganiseret og moderne

For 30 år siden prydede præsident Titos billede ellers alle butikker og offentlige kontorer i mini-landet. Indtil 1989 var Slovenien nemlig en del af den samlede socialistiske republik Jugoslavien, men efter Titos død i 1980 og Berlinmurens fald i 1989, blev Slovenien –  på linje med de andre lande i det tidligere Jugoslavien – selvstændigt.

I dag er der derfor ikke skyggen af østblok over landet, som dog stadig har en befolkning delt i to på spørgsmålet om, hvorvidt man savner Tito-tiden eller ej. Ca 50/50 – sådan er meningerne for og imod fortiden, hvilket er et særsyn blandt de tidligere jugoslaviske republikker, hvoraf langt de fleste har lagt følelsesmæssig afstand til fortiden. Sådan er det ikke i Slovenien, måske fordi befolkningen under Tito havde friere rammer, og heller ikke efter selvstændigheden endte i en grusom krig, som det eksempelvis sås i Bosnien og Serbien.

I Slovenien kom de langt lettere igennem løsrivelsen. Og fremstår derfor i dag som et meget velorganiseret samfund med fin infrastruktur, euro som betalingsmiddel og en befolkning, der taler et engelsk, så man skulle tro, de havde været på high school i USA alle sammen.

På mange af vingårdene kan man både komme til vinsmagninger og overnatte.

Charmerende Ljubljana

Når mørket sænker sig, kommer harmonikaspillerne frem.

Gamle mænd med slidte instrumenter, som sidder i skumringen og spiller, mens folk i gaderne haster ind og ud af de oplyste og velassorterede butikker.

Ljubljana er hovedstaden og Sloveniens hjerte. En smuk by med en fortættet stemning af intimt samvær, hvor flotte huse i jugend og art deco-stil gennemskæres af små kanaler og fine broer i særpræget arkitektur. Her kan man slentre og cykle, for centrum af byen er bilfrit, og slovenerne går meget op i, at byen skal være grøn, og at der skal være mange og sikre cykelstier alle steder.

Og folk i Ljubljana går ud. Byens mange restauranter er propfyldte og livlige allerede fra ved frokosttid af, og en del af mylderet skyldes blandt andet, at staten tildeler byens mange studerende gratis spisebilletter hver måned.

En sjov udflugt, som kan købes af turister, er en guidet rundtur, hvor man både kan få set hele byen og samtidig smage på nogle af de lokale retter, som de ”indfødte” spiser rigtig tit. Men er man ikke til hotdogs og underlige brasekartofler, byder Ljubljana også på rigtig mange restauranter med mere raffineret mad. Faktisk forsøger Slovenien p.t. at markedsføre sig som et slaraffenland for foodies, og med priser, der tit ligger under halvdelen af niveauet i Danmark, er der ikke meget at betænke sig på.

Stjernekokken på restaurant MAK i Maribor, David Vracko, er en spøjs fætter

Noma på Slovensk

Manden i det brune læderforklæde og et hår, som minder om musikeren Johnny Madsens, står for-
enden af bordet og stirrer på os. Han siger ikke noget, men går lidt efter ned og griber vores mobiltelefon og tager et billede af os. Billedet er fuldstændigt sløret … Så smiler han og forlader rummet …
Vi fniser nervøst … Hvad er det her for noget???

Stedet hedder restaurant MAK og er Sloveniens svar på danske Noma. Beliggende i byen Maribor i det nordvestlige Slovenien og godt halvanden times køretur fra Ljubljana har stjernekokken David Vracko skabt en restaurant, som tilbyder gourmet og galskab ud over det sædvanlige. Nye smagssammensætninger, nye måder at tilberede på og ikke mindst nye måder at behandle gæsterne på …

Det er sjovt, og maden smager fantastisk. Indimellem at den mærkelige stjerne-kok entrerer lokalet og opfører sig underligt eller giver et falsk-lydende ”nummer” på mundharpe, bliver vi på samme tid topbetjent af fire flotte, høje slovenske mænd og en enkelt dame, der som en bisværm ”angriber” bordet med massevis af lækre retter og samtidig fortæller om dem. Det er ypperligt, tager hele aftenen, kører som smurt uden ventetid, og i alt får vi 18 forskellige serveringer med tilhørende rigtig, gode vine. Og det til en pris af blot 67 euro for maden alene.

Maribor er Sloveniens næststørste by, og som resten af Slovenien går man utrolig meget op i vindyrkning. Rundt om hele byen breder vinmarkerne sig, og det er da også i Maribor, at man kan opleve verdens ældste og stadig drueproducerende vinstok.

Den er 400 år gammel, er naturligvis kommet i Guinness Rekordbog, og rygter siger, at der findes en aflægger af den på Fredensborg Slot i Danmark. Selve den ældgamle vinstok står udenfor byens vinmuseum, hvor man kan få hele historien om den og i øvrigt både smage på og købe vine fra alle egnens omkringliggende vingårde.

Middelhavssaltet “høstes” stadig i Piran – i de store saltpander i havet.

“Gammel vin på nye flasker”. På vingården Marjan Simcic lagrer de nogle af sorterne på store kar lavet af beton.

Lille land, store vine

Det med vin er stort i Slovenien. Selvom landet for de fleste danskere er en hvid plet på det indre vinkort, findes her over 28.000 vingårde, og Slovenien eksporterer vine på allerhøjeste kvalitetsniveau til kendte restauranter verden over. Mest de hvide vine – og især sorten Rebula er man stolte af (kaldes også Ribolla Gialla).

Rebula dyrkes i stort omfang i området Goriska Bdra, som ligger sydøst for Ljubljana. Egnen er kendt som Sloveniens frugtkammer og minder landskabsmæssigt meget om Toscana.

Landskabet er dramatisk og smukt, med massevis af vinmarker, som yndefuldt kaster sig ned ad skrænterne i de mange bløde dale. Et fuldstændigt gudesyn, især om foråret, når også områdets mange kirsebærplantager blomstrer. Små, oldgamle landsbyer, kun beboet af få, pryder de mange bakketoppe, og i byen Smartno kan man indlogere sig på hotel San Martin, der ligger med 180 graders udsigt til alle vinmarkerne.

Et besøg i Goriska Brda er at sammeligne med en tur på eksempelvis den tyske vinrute. For på rigtig mange af egnens vingårde kan man komme til vinsmagninger, og samme steder kan man også tit overnatte. En af de mest berømte gårde i området ejes af Marjan Simjic, og en vinsmagning her er klart i særklasse. Gården producerer udelukkende økologisk vin, og spændende er det at se, hvordan de også lagrer vinene på nye måder. I vinkælderen står bl.a. tanke lavet i ren beton – det nyeste alternativ til gammeldags træfade.

Vin, vin og atter vin. Slovenien er et for mange ukendt, men virkelig godt vinland.

Det italienske forbindelse

I byen Piran kan man dufte saltet fra Middelhavet. Og bade i det og kigge lige ind til nabolandet Italien og overalt mærke den italienske indflydelse. Byen er en af Sloveniens smukkeste kystbyer, beliggende på spidsen af en klippehalvø, og det tidligere tilhørsforhold under veneziansk herredømme ses stadig tydeligt i arkitekturen. Fine, pastelfarvede byhuse og palæer omkranser den spejlblanke Tartini-plads i centrum af byen, hvorfra smalle og krogede gader fører direkte op til byens vartegn – Sct. Georgs-kirken. Og det er heroppe fra, at man kan se både
til Italien og Kroatien.

Piran og i det hele taget hele Sloveniens kyststrækning, som kun er godt 47 kilometer lang, er  populær året rundt – både blandt slovenerne og især blandt italienerne. Alle skilte her i byen er også både på slovensk og på italiensk, for i byen findes stadig et italiensk mindretal på 2000 sjæle, og blandede ægteskaber er almindelige.

Almindelige er også flotte hoteller, casinoer og dyre biler, for badebyen Portoroz, som ligger to kilometer væk fra Piran, er det foretrukne badeferiested om sommeren og kan noget med wellness, spa og helbredende kurbade.

Det med kurbadene skyldes Pirans tradition med at udvinde salt fra de store Secovlje-saltbassiner, som ligger lige udenfor byen og stadig er aktive. Udvindingen af salt har stået på i flere århundreder, og i gamle dage boede de folk, som udvandt saltet, ganske enkelt midt i de store ”saltpander”, mens arbejdet stod på. Hvert år fejres saltet stadig ved forskellige begivenheder, blandt andet klæder Pirans borgere sig ud som dengang og sejler iklædt fine kostumer i optog ud i ”saltpanderne”.

Landskabet i Goriska Brda minder meget om Toscana i Italien.

Udsigt over Piran

Bo i Titos gamle sommervilla

Et af de mest særprægede syn, som ofte pryder turistbrochurer fra Slovenien – er billedet af en gammel kirke, der knejser på toppen af en lille ø – midt i en lille sø. Søen hedder Bled-søen og er nok det yndigste sted, man kan forestille sig. Egnen er så naturskøn, at også Tito i sin tid udvalgte sig stedet som sommerresidens, og ved søbredden kan man derfor den dag i dag besøge hans tidligere sommervilla, som nu er omdannet til hotel – og overnatte i præsidentsuiten for den nette sum af 850 euro.

Fra samme søbred er det også muligt at sejle ud til den lille kirke, som oprindeligt var et pilgrimssted, men i dag mest er besøgt af brudepar, der vil vies her. Op til kirken er der 99 trappetrin, som gommen skal bære bruden op ad, og den store attraktion inde i kirken er at ringe med klokken. For har man gjort det tre gange, får man et ønske opfyldt.

Måden at komme over til kirken på sker med små gondoler, de såkaldte pletnaer, som roes af familier, der har haft hævd på dette arbejde i i generationer. Og stadig har det. I dag en rigtig indbringende forretning, hvilket man kan se, når ”gondoliererne” efter endt arbejdsdag i de små, undseelige både kører hjem i deres dyre Tesla’er eller BMW’er.

Selve Bled by er lille, med kun 11000 indbyggere, men området meget populært blandt turister – for sin skønhed. Med svævebane kan man komme op og få udsigt til de Juliske Alper, stejle bakker inviterer til ture på sommerkælk, ligesom man kan både vandre eller cykle omkring den smukke Bled-sø.

Ljubljana er en by, man går ud i. Langs med de mange kanaler bugner det med hyggelige restauranter og barer.

Facts

Flyv til Ljubljana og lej en bil i lufthavnen. Eller kør i bil hele vejen, hvis du vil være klimavenlig. Slovenien har gode veje, men ikke så god offentlig transport, hvis man vil rundt i landet.

På www.slovenia.info kan man finde oplysninger om alle de forskellige byer og egne, tips til overnatning og hoteller samt bud på aktiviterer. 

www.slovenia.si er også nyttig.

www.visitljubljana.si kan alt om hovedstaden af samme navn. 

Journalist Eva Baré var inviteret af Slovenien Tourist Board, som betalte fly og ophold. Slovenien Tourist Board har ikke haft indflydelse på artiklen.