Rejs så meget du kan …

Med MyHomes bliver du ejer af 5 unikke boliger beliggende på eftertragtede lokationer, der indbyder til et hav af oplevelser. Fra 1.500.000 kr. kan du blive ejer af 5 boliger.

Hør mere på et af vores informationsmøder, som vi afholder hver måned. Til vores informationsmøder bliver du klogere på MyHomes konceptet, lokationerne, vores unikke bookingsystem og samtidig får du et indblik i standarden på de boliger, vi har forvandlet til hjem for mere end 350 ejerfamilier.

Ejerskabet deles med andre rejseglade familier, uden at gå på kompromis med fleksibilitet i feriekalenderen.

MyHomes finder, køber, renoverer og indretter dine boliger og står for den efterfølgende drift og servicering, så du kan nyde din ferie fra første til sidste minut.

Få meget mere at vide og mød MyHomes teamet på vores online informationsmøde torsdag den 2. november kl.17.30-19.00. 

Tilmeld dig mødet her: https://myhomes.dk/informationsmoede/

Nordkap i Norge er stedet, hvor Europa officielt ender. Her og på ø-gruppen Lofoten kan man opleve den arktiske naturs sære skønhed, som i midnatssolens skær er nærmest eventyrlig.

 

500px Photo ID: 131540777 - best on black

 

Her er ingen træer eller haver med toptrimmede græsplæner. Kun et mærkværdigt landskab af buede klipper med mos og lav, og så træhuse, som nær-mest klamrer sig til klipperne. Vejret kan skifte hvert kvarter. Fra vild storm og regn til smukt solskin, og så er her skyer, som hele tiden drøner over himlen og giver farver og liv til havet, som er dét, mennesker hér lever for og altid har levet af.

Hver sommer, når tusindvis af varmehung- rende turister drager sydpå for at bage ved en solbeskinnet strand, tager godt 300.000 turister den modsatte vej.

De tager mod nord og krydser polarcirklen for at besøge Nordkap, stedet hvor Europa officielt ender. For her kan de opleve den arktiske naturs sære skønhed, og selvom her er koldt, og stedet sjældent lokker med lune sommernætter, har de arktiske egne en ganske anden og formidabel attraktion at byde på:

Midnatssolen, som skinner døgnet rundt fra maj til juli. Og hvis man vælger vintertiden fra november til januar, Nordlyset, som selvom solen aldrig står op, farver himlen i de smukkeste blå, grønne, gule og orange farver.

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Honningsvåg

 

Med bil, bus, fly eller skib

De fleste kender begrebet ”Hurtigruten”. Den norske flåde af passager- og fragtskibe, som i mere end 100 år har fragtet varer og mennesker op langs den norske kyst fra Bergen og til Kirkenes. I dag fragter Hurtigruten stadig gods, men i stigende omfang også turister, som vælger ”Verdens smukkeste Sørejse”, når de vil besøge bl.a. Nordkap og den smukke ø-gruppe Lofoten.

Andre tager den godt 3.000 km lange tur fra Danmark i egen bil og endnu andre gør det i bus alene eller bus kombineret med fly, men fælles for dem alle er, at de har ét mål: Byen Honningsvåg på øen Magerøya, som er stedet, hvorfra enhver rejse til Nordkap starter.

 

På kanten af Ishavet

Honningsvåg er en aktiv lille by med godt 2500 indbyggere. Liver her handler om fisk, fisk og atter fisk og så turister. Derfor kan man også i Honningsvåg støde på de mærkværdigste nationaliteter. Alt lige fra den spanske familie fra Barcelona, som har lavet en bar for turister af det pureste is, til flygtninge fra meget varme lande, som er anbragt af den norske regering. En sjov blanding af lokale og meget ”fremmede,” som her -71 grader nord, hvor solen fire måneder om året aldrig står op, frister livet sammen…

I mere end 8000 år har der levet mennesker på Ishavskysten, og hele historien om det kan fås på Nordkapmuseet i byen, som også kan fortælle den spændende historie om, hvordan tyskerne, da de trak sig ud af Norge efter 2. verdenskrig, brændte hele Honningsvåg af.

Intet stod tilbage – kun kirken som, indtil byen var blevet genrejst, derfor måtte huse alle indbyggerne. Kirken ligger her stadig på en høj klippe med udsigt over byen, og indtil for otte år siden har den været betjent af en dansk præst, som boede her sammen med sin kone.

Fra Honningsvåg kan ture ud til de små fiskerlejer Gjæsvær på vestkysten af Magerøya og Skarsvåg være interessante, og i sidstnævnte lille, nærmest mennesketomme flække kan man være heldig at se de kæmpestore kongekrabber, som beboerne også fisker her.

 

Midnatssol og oplevelsescenter

Fra Honningsvåg starter køreturen op mod Nordkap, hvor den flotte Nordkaphal skaber ly for ”pivede” turister, som ikke selv har mod på at begive sig ud på den barske klippe, hvor globus-monumentet står, og som er stedet, alle vil fotograferes ved.

Her på Nordkap skifter vejret konstant.
Der kan være dage med stilhed og vidunderlige solnedgange, hvor Ishavet ligger blankt og stille, men der kan også være dage (og dem er der nok flest af), hvor blæsten er så stærk, at kun de modigste turister vover sig ud på klippen, nær-mest kravlende fladt på maven.

Derfor har man bygget Nordkaphallen. Et fantastisk oplevelsescenter, som er sprængt ned i den hårde klippe. Herinde er der en biograf, som med film på 125 graders lærred viser årets gang på Nordkap, indtil flere udkigs-restauranter, souvenir-shop, museum, postkontor og et lille økumenisk (tværkirkeligt) kapel til de, som har lyst til stilhed og fordybelse.

 

Mod Lofoten

Efter et besøg på Nordkap drager de fleste turis- ter sydpå mod ø-gruppen Lofoten, som med sin imponerende mur af spidse fjelde rejser sig fra havet som en gigantiske bølgebryder, der værner øerne fra vandmasserne fra Polarhavet.

Lofoten består af seks øer. Fra den lille ø Røst i syd op over øerne Værøy, Moskenesøy, Flakstadøy, Vestågøy og Austvågøy mod nord, og øernes særlige skønhed om sommeren gør dem til en af Norges største turistattraktioner og opleves af mange som et større high-light end Nordkap.

Lofotens klipper er nogle af jordens ældste, og mellem dem findes frugtbar jord, fjorde og dybe kløfter. Golfstrømmen, som løber op langs Norges kyst, er med til at sikre et mildt klima, så selvom Lofotens breddegrad er på linje med Grønland, findes der på øerne, som en aldeles underlig ting, såmænd strande med det fineste hvide sand.

 

Luksusliv i rorbuer

Lofoten er især kendt for det årlige torskefiskeri, som bl.a. 6000 både og mere end 30.000 fiskere fra både Norge, men også andre dele af verden, før i tiden deltog i. I 1947 begyndte antallet af fiskere at gå tilbage, og i dag er det sagnomspundne Lofot-fiskeri afløst af en flåde, som fisker døgnet rundt. Men de mange år med rigtige fiskere, som kom her for at tjene til dagen og vejen, har sat deres tydelige spor på øerne, og historien og de skure (rorbuer), som fiskerne i fordums tider blev indkvarteret i, findes stadig. Nu som enten nybyggede eller renoverederorbuer der i dag tilbyder idyllisk og luksuriøs overnatning til de mange turister.

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Kæmpestor kongekrabbe

 

FFURE2

Nyvågår Rorbuer, Lofoten, Foto: Frithjof Fure – Visitnorway.com

 

Hurtigruten er et must

Vejen til Lofoten går enten via bilfærge fra Skutvik på fastlandet eller med Hurtigruten fra Stokmarkness til byen Svolvær på Lofot-øen Austvågøy. Sejlladsen med Hurtigruten tager godt 4 1/2 time og er et fantastisk skue.  Havet ligger ofte blikstille og spejler himlens mange formationer, mens man stille glider forbi den ene udsigt til Lofotens fantastiske klippeformationer efter den anden. Undervejs sejler kaptajnen, hvis vejret tillader det, også ind i den meget smalle Trollfjord og vender det enorme skib med centimeters akkuratesse. Skibet er så tæt på fjeldsiderne, at man tror, det ikke kan lade sig gøre.

På Lofotøen Austvågøy, tæt ved hovedbyen Svolvær, ligger den lille by Kabelvåg, som udover at kunne tilbyde overnatning i de lusuriøse rorbuer med navnet Nyvågår Hotel, også kan tilbyde et besøg på Lofot-museet samt et besøg i Galleri Espolin, hvor man kan nyde kunstneren Kaare Espolin Johnsons skildringer af det hårde fiskerliv på øerne.

Tæt på Lofot-museet ligger også Lofot-akvariet, en god attraktion hvis man har børn med. Her er både sæler og tamme oddere, tillige med fine akvarier, som viser de fisk, der lever i havet omkring øerne. I samme by finder man øvrigt også Lofot-katedralen, opført i gotisk stil i 1898 og den 3. største trækirke i Nordnorge.

Kirken har i alt 1200 siddepladser. Den legen- dariske Hans (Poulsen) Egede var præst her, inden han tog til Grønland for at omvende eskimoerne, og billeder bl.a. i spisesalen på Nyvågår Rorbuehotel viser en stuvende fuld Lofotkatedral, kun befolket med mænd. Fiskere med alvorlige ansigter, for hvem Guds nåde var et spørgsmål om liv eller død, når de i sæsonen deltog i fiskeriet.

Alle Lofot-øerne er et besøg værd, og man kan sagtens få flere dage til at gå i de mange idylliske fiskelejer, som hver i sær har deres egen lokal-historie at fortælle. På Vestvågøy i Borg findes bl.a. et flot vikingemuseum med både borg, skib og arbejdende værksteder, og adskillige turbureauer tilbyder både fugle/ørne/rib- og hvalsafarier, og man kan leje kajakker, surfe og fiske.

Eller blot nyde stilheden og ikke mindst midnatssolen, som – i hvert fald om sommeren – skinner så frygteligt smukt over Lofoten.

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Fiskerlejet Henningsvær på Lofoten

 

FET_Rejsereportage_Midnattsol-pa-Nordkapp-032013-99-0001

Midnatssol på Nordkapp.

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Udsigt mod Lofoten fra Hurtigrutens skib.

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

FACTS

Nordkap blev i 1553 navngivet af den engelske opdagelsesrejsende Richard Chanellor, der ledte efter nordøstpassagen til Kina.

Vejen til Nordkap kan gøres med bil, bus, skib eller fly. Via Oslo kan man flyve til Kirkenes og springe på Hurtigruten derfra. Men man kan også flyve helt til Nordkap – til Honningsvåg på øen Magerøya. 

For information om Hurtigruten se: www.hurtigruten.com

Desuden kan man gøre turen med bus (ca. 6500 km), eller med en blanding af fly ud og bus hjem. 

Mange danske rejsebureauer – blandt andet Riis Rejser – har færdigpakkede ture og rundrejser, som går både til Nordkap og Lofoten.

Informationer om seværdigheder på Nordkap se: www.nordkapp.no, www.visitnordkapp.net eller www.visitnorway.dk

Fyldig information om Lofoten, attraktioner, oplevelsestilbud og vejen dertil findes på: www.lofoten.info.

Nyvåger Rorbuehotel kan ses og reserveres på : www.nyvagar.no

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

A076_C018_0624VK

 

 

24 år efter Balkan-krigens afslutning er landene i den gamle ”krudttønde” igen blevet populære rejsemål. To af de smukkeste kulturperler i regionen er byerne Sarajevo og Mostar i Bosnien.

 

FET_Sarajevo_Broen---Stari-most---i-byen-Mostar

 

Øjet fanger dem med det samme:

De fire forskellige ”bedehuse”. Som alle ligger i den samme lille by. En kristen kirke, en jødisk synagoge, en ortodoks kirke og en muslimsk minaret. Og med kun mindre end 100 meters afstand imellem sig er de både symbolet på fredelig sameksistens og præcis det modsatte.

For uenigheder, krige og splittelser, etniske udrensninger og en ond borgerkrig, som verden sent glemmer, er om noget det landet Bosnien og byen Sarajevo i de sidste 24 år er blevet husket for.

Ét land, nu opdelt i to forskellige politiske enheder,  indeholdende tre forskellige folk, som dog alle har den samme kulturbaggrund, bortset fra de forskellige religioner – det er Bosnien og Sarajevo i dag. En slags europæisk Jerusalem – og ikke som oprindeligt –  en karavane-by hvor øst mødte vest, og hvor handelsmænd fra hele verdens kontinenter udvekslede varer, og livet struttede af kultur og skønhed.

Men skønheden har verdens ondskab ikke kunnet pille ud af Sarajevo. Og i dag er også livet vendt tilbage, og turisterne flokkes derfor igen på byens smukke pladser, i de fine bazarer, på museerne og på de mange finurlige cafeer, restauranter og spillesteder.

Mellem de små, krogede gaders lave huse, hvor tyrkisk inspirerede købmænd og kobbersmede stadig laver deres ældgamle håndværk, blomstrer baggårdene atter. Nu med store vandpibe-cafeer, hvor ungdommen mødes og diskuterer den fremtid, som er blevet deres at forvalte og udvikle. På hovedstrøget ved den store katedral ligger mærkevareforretningerne side om side, og nattelivet er ungt, livligt og moderne. Og rundt om hele den oldgamle skønhed, som stadig kendetegner Sarajevos meget fremmedartede arkitektur, ligger de smukkeste bjerge, som blandt andet i 1984 var værter for et olympisk vinter-OL.

Guf for historie-elskere

Sarajevo i Bosnien er for de, som holder af at holde ferie i en atmosfærefyldt, fremmedartet, hyggelig og overskuelig by (som uden besvær kan indtages til fods), og samtidig blive klogere på historien.

For netop her i byen startede 1. verdenskrig, da en bosnisk-serbisk nationalist i 1914 skød og dræbte den østrig-ungarske tronfølger og dermed satte Europa i brand. Siden fulgte 2. verdenskrig og en epoke for landet med socialistisk/kommunistisk styre under Joseph Tito, og fra 1992 – 1996 var Sarajevo den by i verdenshistorien, som har været udsat for den længste belejring nogensinde.

Hele 1400 dage varede belejringen i den borgerkrig, hvor landets egne indbyggere – serbere, kroater og bosniakker – sloges mod hinanden, og som kostede 11.500 af byens indbyggere livet.

Massakren i Screbrenica, hvor 8300 muslimske drenge og mænd blev myrdet i juli 1995, husker hele verden, og det samme med de deraf følgende store flygtningestrømme.

I Sarajevo mærkes og ses det hele stadig. Ikke på den dårlige måde, men dog opleves de mange skudhuller i bygningsmassen stadig som ar, der kun langsomt er ved at hele, og det samme gælder synet af de såkaldte ”sarajevo-roser”. ”Roserne” er aftryk i asfalten fyldt ud med rød voks, som markerer, at her tog en granat livet af et menneske. For Sarajevo husker, og det gør vi som turister også, når vi konfronteres med fortiden på tur rundt i byen – og sådan skal det nok også være …

Den orientalske bazar 

En forlænget weekend, eller en uge, hvis man også vil tage på udflugter ud fra Sarajevo  – det er anbefalelsesværdigt og tid nok.

Start med at finde et godt centralt hotel (de fås til absolut rimelige priser), og gå så på opdagelse i Sarajevos ældste bydel og absolutte hjerte, Bâscarsija, hvor byens orientalske præg sætter sig stærkest igennem.

Her er snævre, brostensbelagte bazargader i labyrintisk facon, hvor tæppehandlere, kobbersmede, sølv- og guldsmede, bagere, antikvitetshandlere, minareter,  synagoger, moskeer, katedraler og kirker, ja alt hvad der er gammelt og orientalsk, mødes i skøn forening. Og sådan har det været siden 1500-tallet.

Ind imellem de små butikker ligger massevis af hyggelige cafeer og restauranter, hvor maden er rigelig og god, og priserne yderst rimelige. Og nationaldrikken sljivovica, en blommebrændevin, er den perfekte maveåbner og en god idé før det relativt tunge og kødfyldte bosniske køkken indtages.

Alle gader i bazarområdet udgår fra det store torv, hvor fontænen Sebilj ligger så smukt nedenfor byens høje bjerge, og næsten lige ved siden af starter den mere moderne del af Sarajevos byliv. Det er gågaden Ferhadija, som har mange af de kendte mærkevareforretninger, og som hvis man går langt nok også fører op til den ”Evige Flamme” – et krigsmonument rejst til ære for ”Bosniens børn”.

Midt igennem byen strømmer floden Miljacka med byens meget smukke rådhus fra 1894 på sidelinjen, samt et utal af fodgængerbroer, deriblandt Latinerbroen, som var åstedet for mordet på den østrigske tronarving, og altså ”startskuddet”, som førte til 1. verdenskrig. Og fortsætter man over broen, over mod bjergene, kan man via en kabelbane komme op på toppen af Sarajovos bjerge, hvorfra byen under belejringen blev bombarderet og beskudt igennem næsten fire år.

Udsigten heroppefra er betagende, og øjet kan se helt ud til den senest byggede bydel – der hvor højhusene i bedste betonkommunistiske, skrabede arkitektur giver mindelser om landets lange periode under Tito.

I krigens fodspor

Man kan slentre en romantisk tur, drikke kaffe på en gammeldags wienercafe, besøge den smukke moske i bazarområdet, gå på kunstgalleri, høre klassisk og moderne musik, drikke sig fuld i sljivovica eller følge i Balkankrigens fodspor i Sarajevo.

Sidstnævnte byder på rigtig mange oplevelser, for Sarajevo er rig på krigsmuseer, der fortæller historien på mange måder. Blandt andet kan man på War Childhood Museum få fortalt om og ved selvsyn via tegninger fra børn konstatere, hvordan Bosniens børn oplevede krigen, og på museet Galeri 11/07/95 kan man via levende film og fotografier opleve krigens rædsler helt tæt på. Museet er ikke stort, men til gengæld fortættet i sin fortælling og absolut anbefalelsesværdigt, hvis man vil forstå borgerkrigens ubærlige smerte. Her er skiftende udstillinger, men museets permanente udstilling handler om massakren i Screbrenica.

Håbets Tunnel er en anden oplevelse, man heller ikke bør snyde sig selv for under et besøg i Sarajevo. Museet – for det er det nu – er resterne af en 700 meter lang tunnel, som soldater fra den bosniske hær under den 1425 dage lange belejring af Sarajevo, gravede fra lufthaven og ind til byen. Tunnellen blev brugt til at bringe forsyninger, mad og krigsmateriel ind i den belejrede by og til at bringe sårede folk i sikkerhed. Den blev bygget under et privat hjem i en lille forstad vest for lufthavnen, og det er stadig husets beboere, som driver museet, der er bygget ovenpå resterne af tunnellen.

I dag kan man komme ned og gå i et stykke af den oprindelige tunnel, som kun er halvanden meter høj, og forestille sig, hvilket enormt arbejde det har været at fjerne 1200 kubikmeter jord blot med skovle og hakker. En biograf viser film om det store og livsreddende arbejde, og viser også klip fra dokumentarfilmen Miss Sarajevo, som handler om en skønhedskonkurrence afholdt midt i det krigshærgede Sarajevo. Filmen er lavet af den amerikanske journalist Bill Carter, og viser hvordan en befolkning trods krig og ødelæggelse, alligevel forsøger at leve et normalt liv. Rockgruppen U2 udgav også i 1995 en single med titlen ”Miss Sarajevo”.

Udflugt til Mostar

Bosnien er et smukt land. Med dybe dale, høje bjerge, grønne floder, der snor sig gennem landskabet og fine, gamle byer. Men skønheden kan godt  være en anelse tidskrævende at nå, for vejene er dårlige, og det tager mange timer at køre i bus fra den ene ende af landet til den anden. Alligevel er det interessant at tage med på nogle af de mange udflugter, som mange bureauer i landet tilbyder, og en af de smukkeste går til byen Mostar.

Mostar er byen med den verdensberømte bro. 

Navnet er Stari most-broen. Den går tværs over Neretva-floden, og har siden 1400-tallet været symbolet på sameksistens mellem Orienten og Europa, og her i byen fandtes også det største antal af blandede (muslimske og kristne) ægteskaber i hele Bosnien efter 2. Verdenskrig. Og netop derfor blev broen også smadret af kroatiske nationalister under borgerkrigen i november 1993.

I dag er broen genopbygget. Som en tro kopi af den gamle og helt fantastisk flotte stenbro, og rigtig hyggeligt er det at slentre rundt i Mostars store bazarkvarter på begge sider af broen og at spise en frokost på en af de mange restauranter, der som drueklaser ”hænger” på begge sider af de stejle bjergsider, som gennemskærer landskabet med floden i bunden.

En udflugt til byen Screbreniza i Bosniens nordlige del er også en interessant, men dyster udflugtsmulighed. Her i byen, som ikke er noget i sig selv, kan man blandt andet se og opleve den enorme mindelund, som er bygget til de godt 8300 mænd og drenge, som i juli 1995 blev myrdet i Europas værste massakre siden 2. Verdenskrig.

Køber man udflugten hos en lokal udbyder i Sarajevo, vil der tit også være mulighed for at møde en af de overlevne enker og få den helt personlige historie/oplevelse fortalt.

 

FET_Sarajevo_Trods-belejring-i-årevis-og-meget-dystert-liv-under-brogerkrigen-bevarede-sarajevos-kvinder-deres-håb-og-stolthed.-Bemærk-de-høje-hæle.-

Trods belejring i årevis og meget dystert liv under brogerkrigen, bevarede Sarajevos kvinder deres håb og stolthed. Bemærk de høje hæle 

 

Rejsefakta

Enkelte danske rejsebureauer har ture til Bosnien og Sarajevo, blandt andet Risskov Rejser, www.risskovrejser.dk, samt Deo, www.deo.dk.

Rejser man på egen hånd, flyver Wizz Air til byen Tuzla fra både Billund i Jylland og Malmø, hvis man kommer fra København. Se mere på www.wizzair.com.

Fra Tuzla kan man enten tage tog eller bus til Sarajevo. Se mere på www.rail.cc, eller www.getbybus.com.

Et rigtigt godt mellemklassehotel midt i bazarkvarteret Bascarsija i Sarajevo er Hotel Astra Garni – se mere på www.hoteleuropegroup.ba/astra-garni. 

Og i luksusklassen med samme centrale beliggenhed er Hotel Europe et fint fem-stjernet bud. Se mere på www.hoteleuropegroup.ba.

App´en Sarajevo Navigator er god at downloade, og gælder det udflugter og ture ud af Sarajevo, er City Tours & Excursions blot et af mange bureauer, som byder sig til.
Se mere på www.sarajevoinsider.com

Godt råd: Slå data fra på mobilen og vær kun på nettet, når der kan logges gratis ind på hotellets netværk etc. Eller køb et sim-kort i en kiosk. 

1 GB data kan fås for omkring 25 danske kroner.

 

FET_Sarajevo_den-moderne-del-af-Sarajevo

Den moderne del af Sarajevo.

FET_'Sarajevo-rosen'-fortorvet-fortæller-at-her-døde-et-menneske-under-brogerkrigen

FET_Sarajevo_Tito-nostalgien-trives-i-bedste-velgående.-her-ældre-mænd,-som-sælger-en-kalender-med-helte-agtige-fotos-af-Joseph-Tito

FET_Sarajevo_Sarajevos-gamle-bydel-Bascarsija-er-fuld-af-fine-bazargader

Sarajevos gamle bydel Bascarsija er fuld af fine bazargader.

FET_Sarajevo_En-minaret,-et-kirketårn-og-taget-på-en-synagoge.-Side-og-side-tæt-beliggende-i-Sarajevos-gamle-kvarter-Bascarsija

FET_Sarajevo_Bag-de-små-bazargader-skjuler-sig-store,-skyggefulde-gårde-med-restauranter

Bag de små bazargader skjuler sig store, skyggefulde gårde med restauranter.

FET_Sarajevo_Livet-er-igen-ungt-og-moderne-i-sarajevo

Livet er igen ungt og moderne i Sarajevo.

 

 

 

Normandiets kyst er yndige, gamle bade-og fiskerbyer med betonbyen Le Havre som udyret midt i al yndigheden. Men ”udyret” har en spændende historie og vinder i skønhed – når man ved, hvorfor ”Frankrigs svar på Stalingrad” ser ud, som den gør.

 

FET_Rejsereportage_etratat_le-havre-3399560

 

Der står kartofler på markerne og fine, brogede køer overalt. Jesus hænger på et kors i vejkanten, og landskabet er fladt med højt til himlen og de drivende skyer. Langs med den snoede landevej kører vi igennem søvninge småbyer med sirlige huse bygget i bittesmå mur-og strandsten, og vi fornemmer, at vi er et sted, hvor tidevandet bor.

Etretat i Normandiet ligger ved havet og de store, hvide klipper. En ferieby med mågeskrig og små butikker med hvidt og luftigt sommertøj. Her er smukt. En særlig stemning og et særligt lys. Som også greb impressionismens store malere, Monet, Manet, Boudin og alle de andre i anden halvdel af 1800-tallet, hvor de hev staffeliet ud i naturen og gengav verden på en ny og ”lettere” måde i deres malerier. De kom til Etretat sammen med den rige overklasse fra Paris i øvrigt – for tiden var til at bade og feriere ved kysterne, og Etretats uspolerede fiskersamfund udgjorde den perfekte kulisse.

Køreturen fra Paris tager et par timer og lidt til. Og i dag folk kommer hertil for at slappe af på stranden, slentre i de hyggelige gader, spise et godt fransk måltid og beundre de fine villaer fra ”La Belle Epoque-perioden”. Men også for at se de de sirlige, små fisker-og borgerhuse bygget i bl.a. flintesten – og så for at se klipperne. For klipperne – det er dem, det handler om.

De hvide klipper af kridt, som rejser sig så majestætisk ud for byens fine strand og promenade, hvor kirken og de mærkværdige haver troner højt oppe på den modsatte skrænt og giver en fantastisk udsigt ud over byen.

 

FET_Rejsereportage_etratat_P1210242

FET_Rejsereportage_etratat_P1210214,-etratat,-klipperne

Etretat, klipperne

 

Haverne i Etretat

Etretats klipper er afbildet i det uendelige. Især i impressionismens malerier og med rette. Smukke vidundere skabt af naturen – sådan blev de oplevet engang og gør det stadig. Tæt mod to millioner turister besøger hvert år byen, enten for en uge eller måske blot på en dagsudflugt, og alle kommer de primært for at fotografere klipperne. Enten nede fra byen eller oppe fra kirken på skrænten.

Turen op på skrænten er stejl. Men et lille turisttog fragter dårligt gående derop, som samtidig også kan besøge en anden af Etretats mærkværdigheder: Haverne i Etretat. Ikke nogle gamle haver, men en kun fire år gammel ”park” skabt som et avantgarde-have-kunstværk. Et kreativt laboratorium af planter og skulpturer, som er anlagt op ad den høje skrænts ene side.
Mærkværdigt klippede buske gemmer på skulpturelle buddhahoveder, og små snoede stier fører rundt i haven til nye underlige planter og oplevelser og er en fin udflugt i Etretats lilleby-idyl.

 

FET_Rejsereportage_etratat_mange-af-Etretats-huse-er-bygget-i-strand--og-flintesten.-Eler-bitte-små-mursten

Mange af Etretats huse er bygget i strand- og flintesten. Eler bitte-små mursten

 

Le Havre

Vi kører langs med kysten en halv times tid. Langs med vandet, som hvert døgn hæver og sænker sig op mod otte meter eller mere. Passerer endnu flere smukke, små huse i gammel byggestil og når så til et kultursammenstød af de store: Havnebyen Le Havre. Som med et centrum i lav og firkantet byggestil – opført alt sammen udelukkende i beton – af kritikere er blevet kaldt for Frankrigs svar på Stalingrad.

Kontrasten er ubeskrivelig. Og var det også for de mere end 45.000 franskmænd, som, efter at Le Havre var blevet fuldstændig sønderbombet af tyskerne i 1944, pludselig ikke mere havde et sted at bo.

Alle byens smukke, gamle huse fra 16-,17- og 1800-tallet var ødelagte, og regeringen besluttede derfor, at der skulle handles. Så Le Havres mange ”hjemløse” igen kunne få tag over hovedet, og havnen – som altid havde været og stadig er et centrum for verdenshandel – igen kunne komme til at fungere.

Derfor valgte man en af 1900-tallets mest berømte, franske arkitekter til opgaven med at stå for genopbygningen af byen. Hans navn var Auguste Perret, og han var kendt som ”kongen af beton” og for i øvrigt også at være læremester for den senere så berømte arkitekt Le Corbusier.

 

FET_Rejsereportage_etratat_Le-Havre.-En-genopbygget-by---helt-i-beton

Le Havre. En genopbygget by – helt i beton

 

Kongen af beton

Auguste Perret var på det tidspunkt godt 70 år gammel, men stadig fuld af moderne ideer, og byggematerialet beton var hans absolutte yndlingsmateriale og spidskompetence. For i beton kunne man både bygge hurtigt og billigt. Alt kunne masseproduceres og samles på kort tid – og vupti – så havde Le Havres indbyggere igen tag over hovedet.

Seks år efter kunne de første lokale derfor flytte ind i supermoderne lejligheder. Alle opført i beton og efter en helt speciel by-plan, som Perret havde udtænkt. Og i de følgende år blev i alt 10.000 lejligheder opført i bymidten af Le Havre – alle bygget efter nøjagtig det samme princip:

Der blev bygget  i tre højder for at skabe variation i bybilledet, og alle bygninger blev opført med søjler og og en overligger som det bærende element. Alle vinduer var i fuld højde – fra gulv til loft, og tagene flade.  Samtidig blev alle lejligheder centreret omkring et gårdrum, fik store åbne altaner, og væggene i lejlighederne kunne flyttes, så beboerne let kunne forandre lejlighedernes rum efter behov og familiestørrelse. Affaldsskakt i køkkenet var nyt, og alle boligerne lette og gennemlyste. Det var en hidtil ny og uset boligkomfort sammenlignet med byens tidligere, gamle huse – og Le Havres indbyggere hadede det.

Rent faktisk tog det to generationer for byens indbyggere at acceptere de nye boliger i beton, og det samme gjaldt den nye byplan, som fulgte med: Byens gamle, oprindelige boulevarder blev bibeholdt, men gjort meget bredere, og nye torve og et væld af nyplantede træer indgik også.

 

FET_Rejsereportage_etratat_Lejligheder,-Le-Havre

Lejligheder, Le Havre

FET_Rejsereportage_etratat_Le-Volcan-med-efterkrigstidens-beton-lejligheder-i-baggrunden

Le Havres teater og bibliotek – Le Volcan.

FET_Rejsereportage_etratat_Perrets-mesterværk---kirken-bygget-i-beton-fra-yderst-til-inderst

Perrets mesterværk – kirken bygget i beton fra yderst til inderst

FET_Rejsereportage_etratat_Perret-gjorde-meget-ud-at-forskønne-materialet-beton.-Her-i-lyserød-indfarvning-og-med-forskellige-mønstre

Perret gjorde meget ud at forskønne materialet beton. Her i lyserød indfarvning og med forskellige mønstre

 

På listen over verdensarv 

Ser man på Le Havre i dag og i sær efter at have været på besøg i i andre af  Normandiets gamle,  byer – forstår man indbyggernes modstand. For Auguste Perret var i den grad forud for sin tid, og Le Havre ligner – selv den dag i dag –  en fremtidsvision i beton med lige gader og rette linjer i alt, hvad der er af arkitektur i bybilledet.

Dog kan man ikke komme udenom, at ingen steder overhovedet kan man se et så samlet og harmonisk eksempel på en ny by – bygget i beton, som Auguste Perrets ”fremtidsvision”
i Le Havre. Kronen på hans værk er uden tvivl den store kirke, Eglise Saint Joseph, som midt i hjertet af byen – med sin helt specielle arkitektur og beton i mange farver  – i den grad gør al modstand mod materialet beton til skamme. Kirken står som et mindesmærke for de mange, som omkom under bombardementerne, og særlig behandlet/indfarvet beton bl.a.  i lyserød og gylden gul giver et specielt lys i det store kirkerum, hvor glas i mange farver er med til at fuldende billedet.

For både arkitekturnørder og turister, som interesserer sig for samme, er Le Havre derfor en stor oplevelse at besøge. Det er muligt at komme på guidet rundvisning i den allerførste lejlighed, som stod færdig i 1946, ligesom der også findes guidede arkitektur-ture rundt i hele byen.

Et andet byggeri, som også er specielt for Le Havre er også arkitekten Oscar Niemeyers biblioteks- og teaterbygning Le Volcan fra 1982. Den ligger midt i centrum og ligner – en vulkan!

Hvid beton i fantastisk form, som spiller flot op til byens øvrige, moderne bygninger.

 

FET_Rejsereportage_etratat_Honfleur-er-en-af-Frankrigs-mest-romantiske-byer.-Med-kanaler,-massevis-af-restauranter-og-snævre-gader.

Honfleur er en af Frankrigs mest romantiske byer. Med kanaler, massevis af restauranter og snævre gader.

FET_Rejsereportage_etratat_Le-Lyonais.-En-'ægte'-restaurant.

Le Lyonais. En ”ægte” restaurant.

 

Super restaurant 

Et besøg i Le Havre kan gøres på et par dage. Byen har mange barer og gode restauranter, især nede ved havnefronten hvor også byens museum for moderne kunst ligger (MuMa).

Hver lørdag formiddag er der marked i Les Halles i området omkring Le Volcan, man kan tage på sejltur i Le Havres enorme havn og se nogle af verdens største lastekraner, og en helt unik god oplevelse får man, hvis man indtager aftensmaden på restaurant Le Lyonais.

En ærke-fransk madoplevelse til fantastiske priser. Og bliver man træt af byen, er der mulighed for lidt natur i Les Jardins Suspendus – et haveanlæg og en botanisk have anlagt i et gammelt militær-fort, hvorfra der er en spektakulær udsigt over byen. Haven har også en lille cafe og nogle fine væksthuse.

Romantiske Honfleur

Sidste stop på en fridagsferie i Normandiet bør være et besøg i byen Honfleur, som ligger godt en halv times kørsel sydpå fra Le Havre.

Honfleur er Normandiets mest romantiske by og Le Havres fuldstændige modsætning. Et gammelt fiskerleje og en kunstnerkoloni centreret omkring gamle kanaler med et væld af smukke og meget velbevarede, gamle huse. Her flokkes turisterne i tusindtal, og det kan være svært at få plads på en af de mange hyggelige restauranter, der ligger som perler på en snor ud til de gamle kanaler, men dejligt er det.

Honfleur kan dateres helt tilbage til 1000-tallet, men havde for alvor ”vind i sejlene” i 1700-tallet, hvor trekantshandelen med slaver fra Afrika og Caribien var aktiv, og byens fine, smukke huse stammer også fra den tid. Honfleur er også byen hvor komponisten Erik Satie blev født, og hans bandomshjem kan stadig besøges.

Bysbarn i Honfleur var også impressionisten Eugene Boudin, som i 1886 grundlagde Honfleurs museum. Her kan man stadig kan se en meget fin samling af impressionistiske tegninger og malerier fra hans og vennernes ungdomsår, hvor de alle boede på byens pensionat, Ferme Saint Simeon, ligesom Honfleur også i dag er en aktiv kunsterkoloni med rigtig mange gode gallerier.

 

FET_Rejsereportage_etratat_En-karoussel-som-i-gamle-tider-står-stadig-på-havnen-i-Honfleur

En karoussel som i gamle tider står stadig på havnen i Honfleur

 

 

Rejsefakta

Flyv til Paris og lej bil derfra.
Det tager godt tre timer at køre til Etretat, hvor man eksempelvis kan indlogere sig på det lille hotel La Villa (www.lavilla10.com ), som ligger midt i Etretat.

Haverne i Etretat, se mere på www.etretatgarden.fr

Se mere om Etretat på www.etretat.net

Le Havre se mere på www.lehavretourisme.com.

Auguste Perrets ”første” lejlighed (Herritage House, Maison du patrimoine) ligger på 123 Rue de Paris.
På turistkontoret (186 bd. Clemenceau) eller på byens officielle hjemmeside for turisme kan der bookes rundvisning.

Et godt sted at bo i Le Havre er ART Hotel, www.art-hotel.fr.
Hotellet ligger lige overfor Le Volcan, og hvis man booker et værelse på øverste etage, får man altan.
Med udsigt over hele byen. Giver et super indtryk af beton-byen og dens opbygning.

Restaurant Le Lyonais ligger i Rue de Bretagne nr. 7, book bord på
+33 2 35 22 07 31.

Honfleur – se mere på www.honfleur-tourism.co.uk, samt www.musees-honfleur.fr

Journalist Eva Baré var inviteret af Atout France, som har betalt fly og ophold. Atout France har ikke haft indflydelse på artiklen.

Den Italienske Etrusker-kyst byder på vilde vin-oplevelser, oldgamle byer, lokale mad-specialiteter og historien om et folkeslag begravet under jernslagger.

Det ligner et mayatempel fra Mexico, men er en vingård. Af en helt anden verden. Ikke noget med lille bondemand og familie med egen saftpresse, men derimod en af Toscanas rigeste mænd med familie, som her i det sydlige Toscana har opbygget noget, der minder om et imperium. Et vin-imperium. Som er gennemtænkt helt ned i detaljen. Både fysisk og tanke/idemæssigt.

For selve bygningen er nemlig også tænkt som et filosofisk projekt ud i vingårds-arkitektur. Det vidner den storslåede trappe i midten af vingården Petras hovedbygning om, fordi den fører op til INGENTING…. Og det er netop ideen.

 At den besøgende, når man endelig når toppen af trappen opdager, at der er ingenting. Og derpå kigger tilbage på sig selv, ind i sig selv og finder ro. Og i forening med ”vintemplets” to identiske buer, som nærmest omfavner bygningen, skal forstå at vin omfavner hele livet og dermed den italienske ditto kultur, og det er om noget kærlighed til selve livet. Tja, de vil og kan noget de italienere…

Vi er rejst til Toscana.

Til en del af den italienske kyst lidt sydligere end den gængse turistrute med Pisa, Firenze og Lucca  og er på besøg på Maremma-kysten, som spænder fra Livorno i nord til Grossetto i syd, og hvor nogle af Italiens allerbedste vine i dag produceres.

Designer-vingårde

Vingården Petra er tegnet af den berømte, italienske arkitekt, Maria Botta, som bl.a. også har stået for renoveringen af Scala Operaen i Milano, og både Petra og mange af kystens andre store vingårde kan man som turist naturligvis besøge. Indenfor står store ståltanke med litervis af vin under gæring, og i ”kælderen”, hvor vinene opbevares i store tønder, byder synet på nærmest katedrallignende haller, som oplyses i skiftende farver. Rød, blå, gul – det hele har et næsten eventyragtigt skær, så ingen skal være tvivl om, at her er vin lig med gud.

I det hele taget nærmest bugner Maremma-kysten med designervingårde tegnet af store italienske arkitekter, og området har da også en lang tradition for vindyrkning bag sig, og kaldes i daglig tale for Etrusker-kysten. For det var netop her, at det  ”før-italienske” oldtidsfolk, Etruskerne levede for  3000 år siden, og var nogle af de allerførste til at dyrke vin i Italien .

En arkæologisk skat

Den spændende historie om etruskernes liv får man fortalt i byen Populonia, som ligger på en bakketop med udsigt over det Thyrenske Hav.

Gemt bag et stort borgtårn kommer en oldgammel by med snævre gader, nogle souvenirbutikker og et par hyggelige restauranter til syne. Og i en stille sidegade ligger museet ”Museo etrusco di Populonia, som bl.a. fortæller den fantastiske historie om,hvordan hele Etrusker-samfundet med tiden blev begravet under et lag af jernslagger, og først i nyere tid er blevet udgravet.

I oldtiden var Populonia – som ligger direkte til havet –  opdelt i to. En øvre og en nedre del, og uden for bymurene lå de dødes by. Byen og indbyggerne var velhavende, bjergene i baggrunden var fulde af jernmalm, og det var bla. udnyttelsen af denne minedrift gennem de følgende århundreder, som til sidst endte med at dække etrusker-samfundet i Populonia helt.

I dag er meget gravet fri af slaggerne, men den sorte jord glimter stadig som tusind stjerner, når solen skinner. Området er mere end 80 hektar stort og omfatter fantastiske og velbevarede, store, runde gravhøje, som man kan komme ind, mindre stensarkofager og andre typer gravpladser, og det er virkelig anbefalelsesværdigt at købe en guidet tur.

I selve området er udlagt flere vandreruter man kan gå selv, og bagefter kan man snuppe en frokost i den ”øverste” by, hvor man også kan komme op i det imponerende borgtårn. Vil man overnatte midt i den etruskiske kulturarv, er det også muligt. Inde på borgområdet ligger det yndigste lille hotel – med kun få værelser, og en stilhed og en udsigt der vil noget.

        

Kendt for sine vine

Maremmakysten er Toscanas bondeland. Her er et landskabet mere råt og vildt end i det nordlige Toscana, og et særkende er de grønne cypresser og i massevis af store og små vingårde. Men Maremma-kysten byder også på de fineste, lange sandstrande og små bitte byer på bjergtoppe, hvor tiden synes at stå stille, og hvor de lokale lever et liv, som de har gjort det i århundreder. Her er ikke de store kunstskatte som mod nord, og derfor heller ikke så overrendt, men netop det giver området er særlig, autentisk charme.

I dag hedder området Grossetto og er etrusker-land om en hals. Altid har det været fugtigt bondeland, men både etruskerne og senere romerne drænede jorden via sindrige kanaler, og gjorde dengang Maremma frugtbar. Senere indbyggere glemte dog alt om dræning, og malaria blev derfor udbredt i hele området med død og ødelæggelse til følge. Først i 1930érne under Musolini begyndte man atter en gen-indvinding og dræning af land, og dag fremstår Maremma derfor atter som ”rigt” landbrugsland, hvor især mange vinbønder har etableret sig. Og det er for vinen, de lokale råvarer, de gode badestrande, og især de små, gamle byer, at man skal besøge denne del af Toscana for.

Paradisisk olivenolie

Byen Castagneto Carducci er en højtbeliggende, gammel by med smalle gyder, smukke torve og et væld af små delikatessebutikker, der i den grad kan friste, hvis man er vild med produkter lavet fra jord til bord.

Friskpresset olivenolie fås aldeles jomfruelig fra bl.a. den lille  butik La Cereta, hvor man fra butikkens balkon bagved kan nyde den smukkeste udsigt ud over området, mens man prøvesmager ”ny” olivenolie – grøn som græs i farven og aldeles unik i smagen. Længere oppe i gaden finder man den lokale skrædderforretning, Sartoria Arte e Moda, der stadig håndsyer som i gamle dage, og hvor skrædderen kun tager een kunde ind ad gangen og er fire dage om at lave en habitjakke. Men så sidder den også som den skal, og man har et minde for livet.

Peperita – den lokale butik med alt i chilli-produkter – bør man også aflægge et besøg. Her fås lokal produceret chili-olie, chilli-marmelade, smørbart chilli-chokolade-pålæg og alverdens andre chili-produkter, naturligvis i varierende styrker. Lokale likører købes i en anden lille butik, og naturligvis er her også forretninger, som sælger vine fra de omkringliggende gårde.

Rejsefakta:

Ferie på Maremma-kysten er oplagt bilferie. Området har mange flotte, ferieboliger, man kan leje, ligesom mange af vingårdene og de små bjergbyer tilbyder overnatning i romantiske rammer. Utallige danske websites, tilbyder overnatning af forskellige typer. Samme steder kan man finde rejsevejledninger mv. Det er blot at google.

De bedste vine 

Vejen til byen Bolgheri går ad en 5 kilometer lang cypres-allé, og netop Bolgheri er vigtig, hvis man er til italiensk vin af bedste slags. Selve byen er lille, men kan fremvise et torv med en nærmest Fellini-film-agtig stemning og gode restauranter. Området var ukendt indtil 1974, hvor en lokal vinbonde fra Bolgheri pludselig vandt en smagstest, og siden har distriktet hørt til blandt de absolut bedste vinområder i Italien. Så her kan man med fordel købe ind i byens vinbutikker og tage en oplevelse af de store med hjem. Og måske også aflægge besøg på et par af områdets mange vingårde.

To perler

Et must i regionen, som man SKAL besøge, er dog de to byer Castiglione delle Pescaia og Massa Marittima.

Castiglione delle Pescaia ligger direkte til havet. Her er den fineste strand, og selve den gamle by, har mange og meget stejle gader, der fører op til en imponerende borg på toppen, hvorfra der er fantastisk udsigt. Det hele er omkranset af en oldgammel bymur, og indbyggerne gør meget ud af at pynte de gamle huse med blomster, som ses i alle farver hængende fra små tagterrasser. Mange udendørs restauranter sørger for, at her altid er liv, og i mange år har Castiglione delle Pescaia da også været byen, som internationale kendisser har holdt ferie i. Bl.a. ejer skuespillerne Robert di Nero og Sophia Loren begge mondæne villaer i byen.

I byen finder man også et imponerende vådområde, med tusindvis af fugle, som året rundt spiser sig mætte her –  på deres migrationsrejse længere sydover. Bl.a. kan man se store kolonier af flamingoer, og i sæsonen kan man fra museet i området komme på bådtur ud i de store sumpe.

Mere stille, men imponerende på en helt anden måde, er byen Massa Marittima lidt nord for Grosetto til gengæld. Her er det ikke hvid sandstrand, som trækker, men derimod byens imponerende katedral. Massa Marittima ligger på en 380 meter høj bakketop, og har siden de tidligste tider været at betragte som et religiøst centrum i regionen. Bl.a. havde byen sin egen biskop, og byen har stadig bevaret meget af sit udseende fra middelalderen med sit meget særegne  torv med den store katedral og perfekt bevarede bymure.

Borneo er et af de steder i verden, hvor man i mange år har forsøgt at værne om og bevare – både de udrydnings-truede orangutanger, men også de mange oprindelige stammefolk, Ibanerne. En rejse dybt ind i øens regnskov er en uforglemmelig oplevelse.

Han er midt i tyverne og allerede kraftigt tatoveret på sin unge krop. Hans hals er dækket af den velkendte Iban-kriger-tatovering, og skuldre og arme har andre udsmykninger, ligesom brystkasse og ryg. For han er indfødt Ibaner og opvokset langt inde i Borneos tætte jungle. Her har han hele sin barndom boet sammen med mor, far og seks søskende i et langhus sammen med en masse andre familier.

Sådan har Iban-stammen på Borneo altid boet og gør det stadig. Men hvor længe endnu er det store spørgsmål. For udviklingen i verden fører på blot få generationer Borneos oprindelige stammefolk fra sten-alder til digital-alder, og om ganske få år bor de her måske ikke mere, spår eksperter. -Det er derfor jeg er tatoveret, siger han. For tatoveringerne skal få mig til at huske hvem jeg er, hvor jeg kommer fra, og hvad der er mine værdier.

Klimarejser er populære

Lige siden den svenske, skolepige, Gretha Thunberg for snart mange år siden satte klimaet på verdensdagsordenen – har turist-industrien forsøgt at følge trop. Bl.a. med rejser til steder i verden, hvor man stadig kan se og opleve truede dyrearter og lokale stammefolk. Og øen Borneo er sådan et sted – oplagt til et besøg – hvis man med egne øjne vil se, hvad der gøres for bl.a. at bevare den udrydningstruede orangutang, men også de oprindelige stammefolk, Ibanerne, som lever i Borneos jungle.

I gamle dage blev Ibanerne kaldt for hovedjægere. For faktisk helt op til 2. verdenskrig praktiserede stammen at hugge hovedet af indtrængende fjender og hænge kranierne af de modigste krigere op foran deres huse. Kranierne skulle give beskyttelse til hele langhuset, men i dag hvor næsten alle Ibanere er blevet kristnede, er kranierne begravet på behørig vis. Enkelte steder kan de dog stadig ses -blandt andet på Sarawak Museum i Kuching – byen i delstaten Sarawak på den Malaysisiske del af Borneo, hvorfra rejsen ind til orangutangerne og de oprindelige stammefolk starter.

Her redder de orangutanger

’Kuching er mindre, men charmerende by, hvor de fleste seværdigheder ligger indenfor gå-afstand. De fleste foretrækker at benytte de lokale turbureauer, når de enten skal se orangutanger eller på besøg i langhusene i junglen og anbefalelsesværdigt er det som en god start på Borneorejsen at besøge rehabilliteringscentret for orangutanger, Semonggok Nature Reserve Centre. Centret er kendt, som er det bedste sted i hele Malaysia at se orangutanger, og det ligger blot 20 minutters biltur fra Kuching og derefter 20 minutters vandretur til fods ind i junglen. Centret blev oprettet allerede i 1975 – først som en slags ”hospital” for sårede, forældreløse eller ”kæledyrs-orangutanger” (mange holdt dem hjemme i bure under kummerlige forhold), men er med årene udvidet til fungere som levested for den sjældne og truede abe-art. Her på centret – midt i junglen, lever orangutangerne derfor nu frit, men kan hverdag komme og få mad på bestemte tidspunkter. Et besøg i centret gør derfor, at man som besøgende kan se når aberne kommer for få at mad – og samtidig få mere viden om, hvad der gøres for at sikre artens overlevelse. En lang og svær kamp, som især handler om Palmeolie – og dermed fældning af de arealer, som orangutangerne før levede i. Palmeolie bruges over hele verden til fremstilling af bl.a. sæbe, stegeolie og diverse skønhedsprodukter, og olien er en kæmpemæssig eksportvare. Desværre truer den store produktion regnskoven, som ryddes for at give plads til de enorme plantager, og samme rydning af regnskoven truer også de mange oprindelige folkeslag, som i generationer har levet i og af regnskoven på Borneo.

Vælg et ansvarligt turbureau

Kuching er også byen, man tager ud fra, hvis man vil besøge de oprindelige iban-stammer i Borneos regnskov. Og det at besøge stammerne er både at få indblik i et stykke unik kulturhistorie, men også en mulighed for turister at være med til at sikre stammernes overlevelse. Ikke alle, men de tur-bureauer, som driver ansvarlig økoturisme, sørger nemlig for at Ibanerne selv står for at tjene pengene på de turister, som besøger dem, og sikrer dermed at stammerne har en indtægtskilde som kan hjælpe til fortsat overlevelse.

Et af de bureauer er Borneo Adventure, og netop dem har vi entreret med på vores rejse ind i Borneos jungle. Derfor sejler vi en tidlig formiddag ud i smalle langbåde med motor på op ad Sumpa-floden, indtil vi flere timer senere ankommer til langhussamfundet Nanga Sumpa. Frodigheden og lydene fra tusindvis af cikader, fugle, frøer og andre dyr er overvældende, og en hængebro fører fra Iban-stammens langhus over til de rum og den lodge, hvor turisterne bor, når de besøger stammen. Lodgen er bygget på pæle, ganske ligesom stammens langhus, og her er kun elektricitet fra en generator nogle timer om dagen.

I Nanga Sumpa bor alle Iban-familerne sammen i eet langhus. Hver familie har et ”eget space” men deler i langhuset den lange gang, som fører forbi alle de ”private” rum. Og i gangen leves det fælles og kollektive liv. Stammens Høvding er øverste mand, og kvinderne passer børnene og fletter kurve og andre fine ting, som de sælger til turisterne. For udover de penge de tjener på turisternes ophold og salg af håndværk, tjener Ibanerne ikke andre penge, medmindre nogle af dem har ekstra jobs inde i byen. Men det er heller ikke bydende nødvendigt for overlevelse, for junglen kan stort set forsyne dem med alt.

Og netop junglen som spisekammer får vi øje på den følgende dag. To mænd fra stammen sejler os op ad floden, hvor vi undervejs finder planter i junglen, fisker i floden og stopper ved et smukt vandfald for at tilberede et måltid af de ting vi har samlet. Ris bliver puttet i store bambusrør, det samme gælder fiskene vi har fanget, så over bålet og kort efter indtager vi et vidunderligt måltid midt i junglens mærkværdigt, larmende ro.

En verden af langhus-samfund

Nanga Sumpa langhuset er blot eet blandt flere langhus-samfund langs med Sumpa-floden. Og en ægtemand eller kone finder man, når de årlige Iban-festivaller afholdes. Så samles langhus-samfundene til fester, hvor man kan mødes og blive forelsket. Eller man kan mødes i skolen, som ligger et par timers sejllads væk. Hver mandag morgen sejler de fleste langhus-børn ned ad floden til den lille skole og bor her indtil fredag. Skolen fungerer som en kostskole, ganske enkelt fordi ”skolevejen” for de fleste børn er for lang.

I dag har mange langhuse langs med floden besøg af turister enten dagligt eller i perioden. Men der findes stadig samfund, som ikke ønsker turismen, og i Nanga Sumpa forsøger Borneo Adventure at holde turismen på et begrænset niveau. Både af hensyn til samfundets sårbarhed, men også af hensyn til de besøgende turisters oplevelse.

I øvrigt har en dansk agronom for mere end 20 år siden boet hos Nanga Sumpa-stammen i hele to år, hvor hun dagligt fulgte deres liv med junglen som spisekammer. Ud af det kom i 2002 bogen ”Ethnobotany of the Iban & the Kelabit” et opslagsværk og en gennemgang af alle de fantastiske planter man kan finde i junglen og deres virkemåde. Bogen kan man se og studere, hvis man besøge stammen i Nanga Sumpa, for hver familie fik i sin tid et eksemplar af bogen forærende.

Rejsefakta:

Borneo er en ø delt mellem Malaysia og Indonesien og det lille kongedømme Brunei. Delstaten Sarawak i den malaysiske del har et samlet areal på 124.000 kvadratkilometer, hvoraf næsten en trediedel stadig er dækket af regnskov.

Indbyggerne på den malaysiske del af Borneo omfatter mange forskellige etniske stammer, hvoraf Ibanerne er den største gruppe. På Sarawak Museyum i Kuching findes en permanent udstilling om Ibanerne, deres tro, deres taoveringer og deres tidligere liv som hovedjægere.

De bedste årstid at besøge Borneo på er fra marts til september.

Rigtig mange danske rejsebureauer arrangerer rejser til Sarawak – både som individuelle ture og som grupperejser med dansk rejseleder.

 

Myanmars allerstørste turistattraktioner er de tusindvis af gyldne pagoder, templer og klostre, som ligger spredt ud over det hele. Rejs med til et land, hvor religion og
befolkning hænger så nøje sammen, at det indimellem kan ligne og skabe noget, der minder om politisk magt.

 

FET_Rejseguide_Burma_P1050528

Med militær præcision stiller munkene op før dagens eneste måltid.

 

Klip, klap, klip, klap. Lyden af bare fødder på den støvede asfalt ledsager både drengene og mændene i de paprikarøde munkekjortler, når de i det tidlige morgengry i Yangon går fra hus til hus for at samle almisser eller mad i deres tiggerskåle.
Sådan ser alle morgener ud i Burma, landet som siden 1989 har heddet Myanmar, og som det i mange år ikke har været politisk korrekt at besøge.
Nu er det ok, for nye valg har givet landet en folkevalgt præsident og dermed skubbet det tidligere militærdiktatur længere væk fra magten, folkehelten Aung San Suu Kyi er løsladt, og demokratiske vinde blæser nu håbefuldt over det land, som i mange år har været en gåde for mange.
For hvad er det for et land, hvor munke har næsten lige så stor indflydelse på magten som et politisk parti, og hvor det at være munk i folkeopfattelsen er lige så selvfølgeligt som at spise, sove og trække vejret?
Svaret ligger i Myanmars gyldne pagoder. Som i titusindvis stikker deres gyldne toppe op overalt i landskabet. Mange steder beklædte med ægte guld fra top til tå og udstyret med ufattelige mængder af ædelsten, glimter de nat og dag og er uafbrudt genstand for en tilbedelse, som er svær for en vesterlænding at forstå.
Men pagoderne er kernen i det hele. Bag de mange lag af ægte bladguld åbenbarer sig nemlig historien om et land og et folk, som er født ind i og stadig lever hele livet ud fra en religiøs livsfilosofi.

Yangon og Shwedagon-pagoden

Den sædvanlige rejse rundt i Myanmar følger næsten altid ruten Yangon, Bagan, U Bein-broen i Amapura, Mandalay, Inlesøen og Kalaw.
Førstnævnte byder på det fantastiske syn af den kæmpemæssige Shwedagon-pagode, som med sin 4,5 tons tunge, ægte, guldbelagte
kuppel ubestridt er Myanmars største helligdom. Beklædt med mere end 5000 diamanter og 2000 rubiner, safirer og topaser signalerer pagoden, at buddhismen i dette land vægtes mere end tungt.
Men stedet er også ”helligt” som politisk samlingssted, for netop her ved pagoden holdt Aung San Suu Kyi – efter sin hjemvenden fra London – i 1988 sin berømte tale til det burmesiske folk.
Dengang, i militærregimets tid, var det forbudt befolkningen at samles i det offentlige rum mere end 5 personer ad gangen, men ved helligdomme var det tilladt at mødes. Og tusinder af burmesere mødtes derfor denne dag og lyttede til Aung San Suu Kyi, som dog allerede året efter var sat i husarrest, og hele landet sat skakmat af et militærdiktatur, som undertrykte, udsultede og solgte ud af landets rigdomme. Kun landets pagoder og tilbedelsen af buddhismen turde generalerne ikke røre.
For at forstå Myanmar – og hvordan det kunne lykkes en flok generaler at undertrykke et helt land så længe – er man nødt til at forstå landets form for buddhisme.
Nogle har ment, at netop samme religion er grunden til, at generalerne kunne tage magten, fordi befolkningen  i deres tro var blevet tæt på apatiske og kun gik op i god karma i det næste liv – andre mener, at det netop var og er troen, som gjorde, at selvsamme generaler til sidst måtte bøje sig.
For også generalerne var/er vokset op i den buddhistiske tro – og med alle deres onde gerninger, ville de selv ende med en dårlig karma. Uanset hvilken teori man hælder til, er Theravada-buddhismen, med alle dens gyldne pagode- og tempelmanifestationer, den allerstørste turistattraktion i Myanmar og nøglen til forståelsen af dette forunderlige land.

 

FET_Rejseguide_Burma_P1050187

 

Solnedgangen over Bagan

Bagan sydvest for byen Mandalay er den burmesiske kulturs udspringskilde. På blot 250 år blev her fra år 1100 bygget mere end 10.000 pagoder til Buddhas ære. Selv om tidens tand og et jordskælv sidste år ødelagde over 170 større og mindre pagoder, er der stadig tæt på 3000 af dem tilbage, og synet er ufatteligt.
Uanset hvor øjet rammer i det flade landskab, fanger det et tempel, en pagode eller en stupa, og rødklædte munke ses overalt. Lydløse varmluftsballoner svæver morgen og aften henover det 40 kvadratkilometer store landskab, og hver aften nyder turisterne solnedgangen over Bagans templer fra de allerhøjeste pagoder. Åndeløst indånder de stemningen, mens solen kaster sit rødgyldne lys over himlen, og mosekonens bryg fugtigt stiger fra den flade jord.
Det var Kong Anawratha, som i 1100-tallet introducerede theravada-buddhismen i Myanmar, og den har været der lige siden. Samme konge indførte også munkesystemet, for hver en munk er et glimt af Budda, og i Myanmar er der derfor ”munkepligt” for alle mænd.  På et eller andet tids-punkt i deres liv skal de prøve at leve en tilværelse som munk.

 

FET_Rejseguide_Burma_P1000654

FET_Rejseguide_Burma_P1040984

 

Munkene ved U Bein

Ved den gamle kongeby Amarapura flokkes turisterne for at se den vejrbidte U Bein-bro, som er bygget af teaktræ for 200 år siden.

Broen går tværs over floden Ayeyarwady, og er et leben af sælgere og munke, som haster over til det nærliggende Mahadanyon-kloster, der er hjem for over 1000 munke. Her er det muligt hver dag inden klokken 12 at se munkene spise dagens eneste måltid, for det meste doneret af en rig burmesisk familie – eller blot tilberedt af de fødevarer, som munkene selv fra solopgang har indsamlet i deres tiggerskåle.
Allerede ved 11-tiden begynder munkene at strømme ud af beboelseshukronsene for at tage opstilling i lange rækker. Med nærmest militær præcision stiller de op, både de gamle mænd og de små drenge, og alle står de så næsten ubevægelige, indtil serveringen begynder. Værdigt og langsomt går de hen og får fyldt deres skåle, for derefter at indtage deres pladser i klostrets store spisesale.
I Myanmar starter munkelivet tidligt. For de fleste drenge allerede i 7-års-alderen, hvor de kronrages og kommer i kloster.
Ceremonien kaldes Shin-Pyu og betragtes som en stor dag i enhver drengs liv. For førend man har gennemgået sin Shin-Pyu, er man ikke at betragte som andet end et dyr. For at blive et rigtigt menneske må man trække sig fra det sekulære liv, forlade sin familie for en tid, gå fra dør til dør hver morgen med sin tiggerskål og kun spise ét måltid om dagen. Man skal lære at være ydmyg og modtage alle gaver, selv den mindste som var det den største, og man må ikke eje andet end sin kjortel, sin tiggerskål, et barberblad, en synål, et bælte og en si, som skal sørge for, at man ikke kommer til at sluge noget som helst levende.
Som Buddha selv skal man så i sin munketid gøre gode gerninger, meditere og studere Buddhas lære – og måske, hvis man er flittig nok, selv opnå oplysning. For piger er det dog ikke obligatorisk at studere Buddhas lære, men i Myanmar bliver også mange piger og kvinder munke (nonner). Og thera- vadabuddhismens nonner tæller i dag godt 75.000 piger og kvinder.

Socialt netværk

Den burmesiske munkeorden hedder Sanga. Og er i antal af mennesker lige så stor som Myanmars væbnede styrker, Tatmadaw. 500.000 munke i alt bor i klostre spredt ud over hele landet. De ledes af 10 åndelige ledere og har altid – især under militærdiktaturet – fungeret som landets sociale sikkerhedsnet.
Her har burmeserne undervejs i undertrykkelsesprocessen altid kunnet hente styrke, mad og ikke mindst lærdom. For i perioder har Sanga, når generalerne i sin tid for at straffe befolkningen lukkede skoler og universiteter, været det eneste sted, hvor landets børn kunne få undervisning.
Sangas betydning er og  har  derfor altid været enorm, når det gælder befolkningens kærlighed. For i  klostrene har befolkningen, hvis de var hjemløse, altid kunnet få tag over hovedet, et måltid mad og en værdig tilværelse. Men også for mange fattige familier har munkeordenen i perioder fungeret som et pusterum for børnene. Et ophold i et kloster som munkedreng har lært mange børn at læse og har for andre fungeret som en lille ferie, et pusterum i en økonomisk presset hverdag. For ud over den obligatoriske munketid (Shin-Pyu’en) tilbringer mange af Myanmars børn under opvæksten en tid i et kloster.
I fraværet af en stat, som i årevis ikke fungerede, er Sanga derfor blevet en dybt forankret institution, og almisser til munkene er en selvfølgelighed. En selvforsynende ”karmacyklus”, hvor en befolkning tager vare på sine munke, og munkene tager vare på befolkningen.
Sådan har livet i Myanmar set ud, længere end folk kan huske.
Og derfor var det i sin tid også en magtdemonstration af dimensioner, da munkene under en opstand i 2007 vendte deres tiggerskåle på hovedet og nægtede at modtage almisser fra militæret og folk i regeringen.
For det var om noget – dårlig karma!

 

………………………………………………………………………………………………………………………….

FET_Rejseguide_Burma_P1050340-kopi

Rejsefakta

Rejsen til Myanmar kan gøres enten som rundrejse arrangeret af et bureau, eller man kan gøre den på egen hånd. Dog er mange dele af Myanmar ”lukket” land for turister på grund af kampe mellem etniske og religiøse mindretal, som alle nu forsøger at få del i den nye politiske magt. Og derfor kan det være besværligt eller ligefrem umuligt at besøge andre steder – end de, som udgør den ”officielle” turistrute. 

Vælger man at rejse på egen hånd, har flyselskabet Emirates (www.emirates.com) de billigste flybilletter på ruten København – Dubai – Yangon. 

Hotel/logi bør bestilles hjemmefra – det kan være svært af finde ledige steder ved ankomst, da Myanmar ikke ligefrem ”drukner” i hoteller. De allerfleste hoteller har i øvrigt tilbud om udflugter med lokale guider, især er trekkingture fra den gamle, engelske bjergstation, Kalaw, anbefalelsesværdige. Det samme gælder en tur med nattoget fra Yangon til Mandalay. Tag tog nummer tre, bestil en ”upper-class-sleeping-car” og få en rigtig god, lokal oplevelse fjernt fra den vanlige turiststrøm. Bestil på www.seat61.com og husk madpakke!

Rigtig god læsning om alt – seværdigheder, udflugter osv. findes i Politikens guidebog – ”Turen går til Myanmar” samt Lonely Planets guide-bog om Myanmar. 

Vil man læse mere indgående om Myanmar bag turist- attraktionerne kan Mette Holm og Mogens Lykketofts bog fra 2012 – ”Burma Myanmar – fortællinger fra et land i forandring” – stærkt anbefales.

………………………………………………………………………………………………………………………….

 

FET_Rejseguide_Burma_P1000271

FET_Rejseguide_Burma_P1000292-(2)

Shwedagon-pagoden i Yangon er belagt med ægte guld

FET_Rejseguide_Burma_P1050275

I de største templer står meterhøje guld-buddhaer.

FET_Rejseguide_Burma_P1000898-(2)

Kvinde fra en af Myanmars mange etniske grupper

FET_Rejseguide_Burma_P1000613

FET_Rejseguide_Burma_P1000544

FET_Rejseguide_Burma_P1000363

 

 

 

Enkel mad, gode vine og en stor hjertelighed kendetegner det sydlige Sardinien, hvor mad er kultur, historie er sammenhold, og befolkningen så stolte over deres ø, at de gerne så den løsrevet fra Italien.

 

FET_Sardinien_rejsereportage_Cagliari-ligger-smukt-ud-til-havet

 

Sardiske fru Alda slår korsets tegn, da processionen med den fine helgenfigur
defilerer forbi.
”Santa Maria,” sukker hun med himmelvendte øje og griber i sin gyngende og fyldige barm, mens hun samtidig skubber til sønnen ved siden af, så han står pænt og ordentligt.
Helgenprocessionen er både årets største folkefest og ventet med
længsel, men samtidig er det også en alvorlig sag for en troende katolik.

Vi er til folkefest og helgenfejring i byen Uta – en lille landsby i det
sydlige Sardinien.

Sådanne fester er der utallige af året igennem i Sardiniens mange landsbyer, og her kan man som turist for alvor opleve det ægte og uspolerede Sardinien. For uspoleret er den sydlige del af øen og dermed ganske anderledes end den nordlige del. Hvor kysten – Costa Smeralda, siden de tidlige 1960’ere har været et sandt luksusparadis for de velhavende, med høje hoteller og tryk på ferielivet, er det sydlige Sardinien stadig stille og på ingen måde endnu helt forberedt på turister. Og det er netop charmen. Hvis man altså er den slags turist, der ligesom en ”næsten opdagelsesrejsende” selv har mod på at gøre arbejdet med at komme ind under huden på ægtheden.

Det danske bånd 

Blandt andet derfor er Sardiniens mange religiøse fester en god ”øjenåbner” til øens store og særprægede kultur. Her i landsbyen Uta og i mange andre landsbyer og selvfølgelig også i ”hovedstaden” Cagliari,  udfolder øens kultur sig nemlig rigt i form af befolkningens vidunderligt, smukke folkedragter, som de bærer ved både folke- og helgenfester. Og her har man også muligheden for at høre Sardiniens helt specielle nationalinstrument launeddas, blive spillet. En slags mundblæst sækkepibe/klarinet lavet af tre tynde pinde – uden ”sække”, hvor lyden skabes i munden gennem et sindrigt udtænkt system.

Samme instrument har i øvrigt en historie, som binder Danmark tæt til Sardinien. I 1956 kørte den danske musikantropolog, Fridolin Benzon, tværs igennem Sardinien på sin Nimbus-motorcykel med en båndoptager på bagagebæreren. Hans mål var at være den første overhovedet, der kunne dokumentere den karakteristiske lyd af launeddas, og faktisk var Fridolin Benzon den første overhovedet, som skrev de mange musikværker ned på papir. Til stor glæde for den sardiske befolkning, som derfor i dag føler et stærkt bånd til Danmark, fordi Fridolin Benzon på denne måde har bevaret en af deres vigtigste folkemusik kulturskatte for eftertiden. Så sent som i 2016 blev en dokumentar-opera om Fridolin Benzons arbejde med den sardiske trippel-pibe, der kan dateres tilbage til år 2700 før Kristus, faktisk sat op på Betty Nansen-teatret i København, og koncerter med launeddas-spillere kan stadig høres fra tid til anden herhjemme.

 

FET_Sardinien_rejsereportage_Cagliari,-4

FET_Sardinien_rejsereportage_Cagliaris-smalle-gader

Cagliaris smalle gader.

 

FET_Sardinien_rejsereportage_DSC_8707_web

FET_Sardinien_rejsereportage_santefisio_messina

Den store helgenfest fra den 1. til den 4. maj – la Festa di Sant Éfisio -er byens absolutte trækplaster.

 

FET_Sardinien_rejsereportage_santefisio_dieci_big

FET_Sardinien_rejsereportage_santefisio_cinque_big

Sardiniens helt specielle national-instrument, launeddas.

 

Bygget på syv høje

En opdagelsesrejse til det sydlige Sardinien tager naturligt sin begynd- else i Cagliari, Sardiniens største by.
Cagliari ligger smukt ud til en havnepromenade, bygget på syv høje ligesom Rom, og besøges hvert år af rigtig mange krydstogt-gæster. En flot by med autentisk folkeliv, ikke overrendt endnu og med smukke, gamle huse, smalle gader og naturligvis vasketøj i farverige og rigelige mængder hængende ud fra mange vinduer. Især området omkring Castello-kvarteret er hyggeligt at slentre rundt i – med mange gode restauranter og en flot udsigt over byen.
Domkirken Santa Maria, hvis ældste dele stammer fra 1200tallet, kan fortælle drabelige historier om hekseafbrændinger på pladsen foran, og i kirkens krypt ligger over 100 kristne martyrer begravet. Ved havnenfronten kan man slentre i tusmørket, og det er blandt andet også her, man finder de bedste butikker med de bedste mærkevarer. Hoteller, af den store kæde-slags, er tæt på fraværende. Cagliari er stadig uspoleret, og ønsker at være det, og tilbyder derfor overnatning til turister i gamle ombyggede herskabshuse og en hel del romantiske B&B. Den store helgenfest fra den 1. til den 4. maj – la Festa di Sant
Éfisio – er byens absolutte trækplaster. Gaderne er dækket af blomsterblade, og store processioner med lokale klædt i smukke, sardiske folkedragter, spillende på launeddas, drager igennem byen. Selvfølgelig også fulgt af helgenen, Sant Efisio, kørt på en stor ”tronstol”.  Det siger sig selv, at man bør bestille overnatning i god tid, men oplevelsen er det værd.

 

FET_Sardinien_rejsereportage_8000-nuraghér-ligger-spredt-over-hele-Sardininen-og-fortæller-om-fortidens-samfund-og-levevis-

8000 Nuragher ligger spredt over hele Sardinien og fortæller om fortidens samfund og levevis.

 

Fortidslevn og geologi

Umiddelbart ligner det kæmpemæssige dynger af sten, men det er så meget mere…

Godt 8000 ”tårne”, de såkaldte Nuragher, stikker i dag deres toppe op overalt på Sardinien og er indgangsporten til fortællingen om øens allerældste historie. Historikere mener, at Nuragherne i Sardiniens bronzealder fungerede som forsvars- værn for øens landsbyer, og arkæologerne graver stadig og gør nye fund ved de gamle bosættelser. Man ved, at Nuragh-kulturen var et bonde- samfund af fortrinsvis fårehyrder og bønder, der levede i små samfund og handlede indenlands og udenlands med både redskaber og de mineraler og sten, som netop Sardinien er så rig på. Rigtig mange museer på øen fortæller derfor i dag historien om Sardiniens geologiske rigdom, så er man interesseret i sten – er man kommet til det rigtige sted. Er man ikke – ligger der andre gode oplevelser – bl.a. i den sardiske madkultur.

Pecorinoens land 

Agriturismo´er (bondegårdsferie) er et udbredt fænomen på Sardinien. Og en interessant overnatningsmulighed, hvis man interesserer sig for fremmed madkultur. Overalt på hele den sydlige del af Sardinien fanges øjet af store fåreflokke, og får og lam er en udbredt spise på de sardiske middagsborde. Men til forskel fra det italienske køkken, som for de fleste synes overdådigt og raffineret, forekommer det sardiske køkken nærmest ”skrabet,” men ikke mindre velsmagende af den grund. Den særegne, sardiske madkultur kan man opleve på de mange agritusismo’er, som ofte ligger smukt i stenede landskaber, og her kan man mange steder både smage og lære at lave mad på sardisk. Især Pecorinoen, den lagrede fåreost, som er ”opfundet” på Sardinien, kan smages i et utal af varianter, og alle måltider indledes med en ”tapas”: Pecorino-ost i mundrette bidder med tilbehør af enkle, ”rene” grøntsager, oftest grillede eller blot marinerede i gode olier og hvidløg. Mellemretterne er hjemmelavet pasta med forskelligt fyld, og hovedretterne er indmad eller kød – lam, pattegris eller ged, tilberedt, så englene synger. Enkel mad med utrolig smag af den rene råvare. På agriturismo´erne dyrkes også ofte vin, og især rødvinsdruerne, Cannonau, Monica og Carignano er interessante.

 

FET_Sardinien_rejsereportage_På-markedet-San-Benedetto-i-Cagliari-kan-man-købe-alt-i-lokalt-producerede-oste,-vine-og-fisk

På markedet San Benedetto i Cagliari kan man købe alt i lokalt producerede oste, vine og fisk.

FET_Sardinien_rejsereportage_IMG_1217

De gode pecorino-oste på sardieien er lavet af fåremælk, som øen har mere end nok af. Godt 3 millioner får lever på øen.

 

FET_Sardinien_rejsereportage_På-Agriturismoén-Fattoris-Cuscusa-har-værtsparret-1000-får-og-en-stor-vingård

På Agriturismo’en Fattoris-Cuscusa har værtsparret 1000 får og en stor vingård.

 

Strand af smykkesten og en spøgelsesby

Hvor Sardininens nordlige kyst Costa Smeralda er mere end pænt forsynet med store hoteller og listige barer på stribe, ligner det sydlige Sardiniens kyster mere et postkort fra en svunden tid omkring 1960’erne. Men de smukke strande er her, endda med sand bestående af kridhvide kvarts-sten. Kvartsstens-stranden Is Arutas ligger godt 160 kilometer nordvest for Cagliari, og en køretur herop byder udover på badetur  – også på mange attraktioner. Samtidig er regionen madmæssigt interessant, fordi man her kan smage den såkaldte ”fattigmandskaviar” – lavet af rogn fra fisken Multe.

Syd for stranden Is Arutas bør man også besøge Sinis-halvøen. En 15 kilometer lang tange, som udover flot natur på sydspidsen også kan fremvise de velbevarede ruiner af den tidligere fønikiske havneby Tharros. Et lille turist-tog kører derud, og på restauranten med udsigt til doriske søjler, har de blandt andet ”fattigmands-kaviaren” ved navnet ”bottarga” på menukortet.

På vej tilbage mod Cagliari bør vejen også lægges om ad spøgelsesbyen
San Salvatore. Byen, som er fuldstændig øde og mennesketom, har bl.a. virket som filmlokation i flere kendte spaghettiwesterns. Lange, lige rækker af lave huse centreret omkring en gabende stor, tom og støvet plads skaber den rigtige stemning, hvor man frygter, at kuglerne pludselig hvisler omkring det næste hjørne. Men San Salvatore er mere end blot en kulisse. I byen ligger også en af Sardiniens ældste kirker bygget oven på en gammel vand-kult fra Nuragh-perioden. Under kirken kan man besøge kultens underjordiske kamre, som kan dateres tilbage til romerne og 300-tallet, og én gang om året kan man også opleve det fantastiske skue, når tusinde barfodede pilgrims-mænd i hvide kjortler flytter ind i byen for en weekend. De løber gennem byen ned mod kirken, bærende på en statue af helgenen Sant Salvatore, som de bringer ind i byens kirke og bagefter igen tilbage til byen Cabras, hvor han kommer fra. Et skue, som tiltrækker mange nysgerrige, og om aftenen er der fest med vin og grillet fisk.

 

FET_Sardinien_rejsereportage_På-kvartsstemns-stranden-Is-Arutas-skal-publikum-skylle-fødderne-før-den-forlader-stranden,-for-at-det-fine-'smykke-stens'-sand-ikke-skal-forsvinde.

På kvartsstens-stranden Is Arutas skal publikum skylle fødderne, før de forlader stranden, for at det fine “smykke-stens”-sand ikke skal forsvinde.

 

FET_Sardinien_rejsereportage_P1170863

Spøgelsesbyen, San Salvatore.

 

Minedrift og Michelin-mad

Sardinien har seks Michelin restauranter, og en af dem ligger i byen Guspini. Her huserer kokken Roberto Petza på restauranten Sápposentu, og tilbyder en kulinarisk oplevelse, man ikke bør snyde sig selv for. Hele ni retter super-gourmet med løg som den bærende ingrediens fås her for et meget rimeligt beløb. Selve byen Guspini er også vært for luksushotellet Tartes, som er indrettet i smukkeste arabisk/sardiske stil, med store værelser, underskøn have og swimmingpool. Her er det godt at snuppe en overnatning, inden turen går videre til minerne i Montevecchio, et UNESCO-site, som har en helt speciel historie.

Minerne i Montevechhio var arbejdsplads for tusindvis af både drenge og mænd i årene fra 1848 og indtil 1991. Alene i 1930’erne kom 10 procent af verdens produktion af bly og zink fra minerne her, og i dag kan man stadig besøge stedet. De sørgelige barakker, hvor drenge helt ned til 10-års alderen arbejdede og boede, enorme lagerbygninger, maskiner og minegangene ligger nu øde og forladte hen og vidner om en æra, som engang var kæmpestor, og som nu er slut. Meget interessant er det også at besøge direktørens villa, som i skarp kontrast til arbejdernes slidte barakker troner som et lille slot med gulddekorerede lofter og ditto tapeter i spisestuen og dagligstuen. Man kan få en rundvisning i både direktørens villa og i minegangene, og historien er med til at slutte ringen om Sardiniens stenede jord og geologisk vildt rige undergrund, som engang var en guldgrube for de få og en slidsom levevej for de mange.

 

FET_Sardinien_rejsereportage_De-forladte-miner-i-Montevecchio

De forladte miner i Montevecchio.

 

FET_Sardinien_rejsereportage_Tartes-Hotel-i-Guspini-ligger-med-smuk-udsigt-til-bjergene

Tartes Hotel i Guspini ligger med smuk udsigt til bjergene.

 

FET_Sardinien_rejsereportage_Stueloftet-i-direktørvillaen-i-Montevecchio

Stukloftet i direktørvillaen i Montevecchio.

 

Rejsefakta

Det bedste tidspunkt at besøge Sardinien på er fra april til juni og igen i efteråret fra september til oktober. Der går ingen direkte fly fra Danmark til Cagliari, så et flyskift er nødvendigt. Find evt.den hurtigste forbindelse på Momondo, www.momondo.dk.

Gode websider er bl.a.www.cagliariturismo.it/en  og www.sardegnaturismo.it/en.
Begge sider kan fortælle lidt af det meste om, hvad man kan opleve og hvordan, om Sardinens historie og om måder at komme rundt rundt på. Mange sardere og deres hjemmesider ”taler” ikke engelsk, så diverse guidebøger på dansk er en god ide at tage med hjemmefra.

Liebhaverboligen var på denne tur inviteret af det Italienske Handels- kammer, som ikke har haft indflydelse på artiklen. Om stederne i denne artikel kan man læse mere på:

Cagliari:
www.cagliariturismo.it/en.
Her boede vi på hotel Miramare: www.hotelmiramare.it/en

Nuaragher kan ses overalt på Sardinien, men vi besøgte en i Cuccurada
på en guidet rundvisning.
Se mere på www.arkeosardinia.it/en/site/Nuraghe-Cuccurada.

Agriturismo’er: 

Websiden www.in-italia.dk har et afsnit om agriturisme på Sardinien, men den Agritusismo vi boede på, kan man kun finde på facebook – se mere på www.facebook.com/pages/Fattoria-Cuscusa/153698438169890. ”Bondegården” har over 1000 får og fremstiller både ost, vin og grøntsager. På Facebooksiden står et telefon nummer, man evt. kan ringe til.

”Western-byen” San Salvatore:
Se mere på www.sardegnaturismo.it – søg på syd og derefter på
San Salvatore.
Eller på www.corsadegliscalzi.it, som kun er på italiensk.

Michelinrestauranten Sápposentu:
Se www.sapposentu.it

Hotel Tartes i Guspini:
www.tarteshotel.com

Minerne i Montevecchio:
www.minieradimontevecchio.it, eller google ”minerne i Montevecchio”
for bedre resultater på engelsk.

Jerusalem har altid fascineret. Med mere end 3000 års historie på bagen fortæller den smukke by både historien om verdensreligionernes evige stridigheder, men også historien om de moralkodeks vi alle er rundet af. Uanset om vi er jøder, muslimer eller kristne. Alle har vi altid villet have en bid af Jerusalem – og sådan er det stadig anno 2015.

FET_En etiopisk kristen pige i dyb bøn ved Den hellige Gravs Kirke i Jerusalem 2

En kristen pige i dyb bøn på pladsen foran Gravkirken – de kristnes helligste kirke i Jerusalem.

 

Når solen kaster sit gyldne morgenskær over Jerusalem og spejler sig i Klippemoskeens store guldkuppel, udspiller der sig hver dag tre forskellige slags dedikeret liv i verdens helligste by.

Ved Grædemuren rokker de ortodokse jøder med lange hårkrøller i hengiven bøn over Toraens mange skrifter, ved Den Hellige Gravs Kirke flokkes kristne pilgrimme i massevis, og i det muslimske kvarter syder basaren allerede af liv. Alt imens bønnen fra byens mange minareter gjalder ud over byen og blender med de to andre trosretningers mumlende bønner.

Vi er i Jerusalem. Verdens absolutte navle og centrum for verdens tre store monoteistiske religioner: Jødedommen, Kristendommen og Islam. Her har religionerne eksisteret side om side i flere tusinde år, og dengang som nu var og er Jerusalem stadig verdens centrum for de tre kontinenter – Europa, Asien og Afrika – i hvert fald mentalt set.

 

Troens by

Som turist kan man stadig opleve suset, når man står i den gamle by, omkranset af den oldgamle mur med otte underskønne porte, hvoraf de syv i hver sin retning
fører ud i den vide verden. Her er det hele sket engang, herfra sker det stadig, og herfra vil magtbalancen i den ganske verden fremover også sikkert styres på
forunderligste vis.

Alle der har besøgt Jerusalem kan fortælle historier om, hvordan de er blevet ”rørt” af at opleve byens mange hellige steder. Uanset om de er religiøse eller ej.
For barndommens historier fra biblen får fornyet liv hos de fleste og hos nogle endda så meget ”liv”, at de går i religiøs coma.

”Jerusalem-syndromet” er et velkendt begreb i byen, hvor der hvert år indlægges turister eller pilgrimme, som pludselig tror, de er Messias selv. En ganske særlig afdeling på byens sygehus tager sig derfor af dem, som gribes for meget af pludselig at opleve – i bogstaveligste forstand – at røre ved Golgata (hvor Jesus blev
korsfæstet), at gå ad Smertens Vej på Via Dolerosa (hvor Jesus bar korset), eller at besøge Getsemane Have med de oldgamle oliventræer (hvor Jesus modtog Judaskysset). Det hele findes i Jerusalem – alt hvad man som barn har lært om i skolen, såmænd også Jesu Grav. Sidstnævnte oven i købet hele to steder, for sådan er det også i Jerusalem – arkæologer og teologer strides til stadighed om, hvad der er den virkelige sandhed.

 

Et skatkammer

At se alt i Jerusalem er en krævende og måske umulig opgave. Byen byder på mange og gode museer, som forklarer meget, men en god guidebog og lidt planlægning kan også gøre det.

Ialt er den gamle by i Jerusalem opdelt i fire kvarterer. Det mindste kvarter er det Armenske, det største er det Muslimske. I det Armenske kvarter, som også er kristent, findes utrolig mange smukke og overdådigt udsmykkede kirker, og i det Muslimske kvarter bør man ikke snyde sig selv for at opleve den gamle basar ved Jaffa-porten. Det er som at træde ind i ”Tusind-og een-nats-eventyr”, hvor håndknyttede tæpper, guld og sølv samt duften af krydderier, tunge parfumer og nykværnet kaffe blander sig til en mangfoldighedens cocktail.

For et dansk folkekirkemedlem er det Kristne kvarter nok det mest interessante. Her ligger Den Hellige Gravs Kirke, for alle kristne i hele verden den allerstørste helligdom, for her siges det, at man har fundet Jesu kors.

Kirken er oprindelig bygget i år 315 under Kejser Hadrian, men under en udgravning til en tilbygning i år 335 dukkede tre kors op. Dels Jesu kors, dels de to kors, som forbryderne, der blev korsfæstet sammen med Jesus, hang på. For at finde ud af hvilket kors, der havde været Jesu kors, fik man en syg mand til at røre ved alle tre. Legenden beretter, at den syge mand mirakuløst blev helbredt, da han rørte ét af dem…

 

Muslimerne holder ro og orden.

I Den Hellige Gravs Kirke har ikke mindre end seks forskellige kristne trosretninger siden 1246 ”kæmpet” om retten til kirken og dens mange kapeller. Nøglen til kirken har derfor lige siden været overladt i to muslimske slægters varetægt – for at holde de kristne gemytter i ro. Muslimerne har ingen religiøs interesse i kirken og har derfor nu i mere end 800 år haft retten til at åbne og lukke kirken. Fra far til søn er den gamle nøgle således gået i arv, og hver dag – bortset fra fredag – kan man se to muslimske mænd sidde på en lille bænk lige ved indgangen til kirken. Er man heldig og spørger vil de gerne vise den gamle nøgle frem. Den er 30 cm lang og sort og rusten – og aldeles original!

 

To slags mure

Grædemuren i det Jødiske kvarter er nok det billede, de fleste mennesker forbinder med Jerusalem. Og det er da også en speciel oplevelse at se det fantastiske skue på næsten alle tider af døgnet, der udspiller sig her. Muren er delt på midten – for jødisk ortodoks lov kræver at mænd og kvinder ”græder” på hver deres del, og et besøg giver turisten en unik mulighed for et indblik i de ortodokse jøders liv og traditioner. Et meget specielt samfund, som i sin helt oprindelige tilstand kan studeres i Mea Shearim, Jerusalems ultra ortodokse bydel udenfor den gamle by, hvor parykklædte kvinder tager sig af hjem og børn, mens mænd med slangekrøller og fantastiske hatte studerer religiøse skrifter dagen lang. Her tiltaler man ikke personer af det modsatte køn, og fotoapparater er ikke velkomne. Men en slentretur i de små snoede gader med bibelskoler og synagoger på hvert andet gadehjørne er et fascinerende indblik i et liv langt fra verdens modernitet.

En anden mur ved Jerusalem er muren omkring Bethelem. Byen, hvor Jesus siges at være født ligger kun 10 minutters kørsel fra Jerusalem og er arabisk område, men i dag indhegnet med en meget grim betonmur, som man kan se helt fra Jerusalem af. Som turist kan man sagtens besøge Betlehem og se bl.a. Fødselskirken -verdens ældste kirke overhovedet – og så kan man se den grimme mur med de mange grafitti-tegninger på. Et sørgligt sindbillede på den evige konflikt i et land, hvor alle på en eller anden måde har deres aller dybeste rødder, og som de den dag i dag – mere end 3000 år efter Jerusalems tilblivelse – stadig ikke kan enes om at dele.

Som turist også et vigtigt monument at se – hvis man vil prøve at forstå verden.

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Gravpladsen på Oliebjerget er det fineste og dyreste sted at blive begravet i Jerusalem. Her siges det nemlig at Messias vil komme og vække de døde til live.

FET_Jødisk bøn ved Grædemuren. Bemræk de små små _ papir-bønner_, som er stykket ind i murens revner

Ortodokse jøder beder ved Grædemuren. I alle sprækker af muren er der stukket små håndskrevne bønner ind.

FET_Mand under  Davidsstjerne 1

Davidsstjernen er et jødisk symbol, som også findes i det israelske flag.

FET_jerusalem, udsigt fra oliebjerget 1

Udsigt over Jerusalem fra Oliebjerget. I midten Klippe Moskeen med den gyldne kuppel – muslimenes helligdom i Jerusalem.

FET_Den Hellige Gravs Kirke i det Kristne kvarter

FET_Muren omkring Bethlehem er fuld af grafitti

Muren omkring Betlehem blev i sin tid bygget for at forhindre selvmordsbombere i at angribe Jerusalem. I dag står den stadig – som et grimt sindbillede på den mentale tilstand i den svære fredsproces.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

………………………………………………………………………………………………………………………….

REJSEFAKTA

www.goisrael.dk er der en god oversigt over de flyselskaber, som flyver til Israel. Både SAS og Norwegian flyver direkte København-Tel Aviv 3 gange om ugen. Samme sted oplyses om danske rejsearrangører, der laver ture til Israel. Der findes rundrejser med forskelligt indhold: nogle handler kun om religion, andre er med politisk, tematiseret indhold og spændende danske politikere som rejseledere. Vi rejste med Tema Rejser www.temarejser.dk

King David Hotel er det fineste hotel i Jerusalem. Her har alverdens statsoverhoveder overnattet og holdt møder, og hotellet ligger med fantastisk udsigt over den gamle by.

www.danhotels.com
Et billigere alternativ med en god beliggenhed er hotellet Prima Royale. Www.prima-hotels-israel.com/royal_Hotel

Det Østrigste Hospice
www.austrianhospice.com er endnu et alternativ. Midt i den gamle by driver en østrigsk nonne dette sted, hvor man både kan overnatte på sovesal eller i pæne private værelser til en meget billig penge. Samtidig er stedets cafe og have et udsøgt pusterum midt. Jerusalems pulserende liv, hvis man trænger til en pause. Der serveres strudel og forskellig slags kaffe.

Har man lyst til at overvære fredagsbønnen i en jødisk synagoge, er man velkommen i Den Store Synagoge. www.jerusalemgreatsynagogue.com

Vil man en tur til Betlehem på egen hånd kører arabiske Charlie dagsture i sin egen taxa for ca 100 kr. pr. deltager. Charlies Taxi og Guide Service telefon:
052 2 635 379

………………………………………………………………………………………………………………………….

 

 

 

 

På Madeira kan temperaturen juleaften sagtens være 20 grader. Men julesstemning mangler der ikke. Rejs med til Atlanterhavets perle, hvor julen er en af årets allersmukkeste fester – kun overgået af nytåret, som med sit enorme fyrværkeri den 31. december er blevet optaget i Guinness Rekordbog.

 

FET_Madeira_Christmas-and-New-Year-celebrations-_-Funchal-2

 

Det store julemarked på Mercado dos Lavradores i hovedbyen Funchal den 23. december er en oplevelse i sig selv.

For udover juleting er de mange boder også fyldt med eksotiske frugter. Papaya, mango, dadler, kokos, ananas, bananer og kiwi nærmest flyder i farvestrålende orgier ud fra bugnende borde, og jule-glöggen er skiftet ud med drikken poncha eller sødmefyldt madeira i glas.

Alle barer i området er åbne hele natten, og folk går glade rundt og ønsker hinanden god jul, synger, drikker og danser, og ud fra små kirker, kapeller og højtalere strømmer sang, orgel- og julemusik.

Byens parker er fyldt med julemænd og snemænd, og træerne er pyntet med lysende stjerner og julekugler. Den specielle julesandwich, carbe vinho alhos, som består af vin, kød og hvidløg, serveres fra de mange boder og på hovedstrøget – dér hvor forfatteren Ernest Hemingway engang drak sig kreativ, og Churchill i en svunden tid elskede at promenere, står kæmpemæssige, lysende juleinstallationer. Som i fantasifuld overdådighed langt overgår de julemarkeder, vi som danskere ellers ynder at besøge op til jul.

 

Subtropisk paradis

Vi er på øen Madeira. Et stykke af paradis, som engang i skabelsens tid blev smidt med kærlig hånd lige midt i Atlanterhavet – godt 600 kilometer fra Afrikas kyst.

Her er klimaet subtropisk, og vil man holde jul langt fra Danmarks decemberkulde og mørke, er Madeira et godt bud. Juleriet starter allerede den 8. december og varer lige til ind i januar, og temperaturen holder sig ofte omkring de 17-20 grader i dagtimerne i december måned. Mange vælger derfor også at tage nytåret med, ikke på grund af varmen alene, men fordi Madeira også er kendt for sit nytårsfyrværkeri, som ved midnat den 31. december oplyser hele Funchals bymidte. Uforglemmeligt og vildt imponerende, siger de, som har overværet det, og derfor er Madei- ras nytårsfyrværkeri også at finde i Guinness´s Rekordbog – som et af verdens største.

 

En europæisk forpost

Madeira er en del af ø-gruppen Madeira, som består af i alt 6 øer. Alle øerne blev omkring 1419-20  koloniseret af portugiseren Henrik Søfareren, og han døbte den største af øerne, Madeira. Navnet betyder skov på portugisisk, for netop Madeira var på det tidspunkt totalt dækket af bl.a. laurbærskov, som portugiserne dog brændte af for at kunne bo på øen. I dag kan man stadig se laurbærskov på øen –  men nu som fredet område og på UNESCO’S Verdensarvlist.

Den dag i dag er Madeira stadig portugisisk og dermed kristen og med juletraditioner, vi som nordboere kan dele og forholde os til. Og et besøg – også udenfor juletid  – er stærkt anbefalelsesværdigt. For på Madeira kan man lidt af det hele:

Vandre i fantastiske landskaber, besvime over svimlende udsigter,
se hvaler og delfiner på bådeture, opleve en kosmopolitisk storby, høre spændende lokal musik, spise fantas- tiske egnsretter og sidst men ikke mindst beundre og forundres over en ø, som i frodighed overgår selv en have-entusiasts vildeste fantasier.

På Madeira blomstrer hortensiaerne vildt langs med næsten alle veje. Blomster i alle afskygninger, arter og farver gror som ukrudt i øens lava- holdige jord. Og palmer, eksotiske frugttræer og andre sjældne planter nærmest kappes om den sparsomme plads på øens stejle terrasser, hvor bananpalmer dominerer med store grønne klaser af den søde frugt. På Madeira gror intet mindre end 112 forskellige plantearter i ca. 750 forskellige varianter, og 16 af planterne findes alene kun på Madeira.

 

Vandring langs levadaer

Den store frodighed skyldes bl.a. øens mange Levadaer. Et 2000 kilometer langt, sindrigt system af vandingskanaler, som gennemskærer øen på kryds og på tværs og sørger for at bringe vand fra øens nordlige side over til den sydlige og mere tørre side. Langs med alle disse vandingskanaler kan man vandre og opdage øens indre områder, gå gennem frodige bananplantager, duftende fyrreskove eller laurbærskove – og se isolerede, små landsbyer, hvor bønder dyrker frugt og grønt som for 100 år siden. Og Levadaerne findes i alle vandrings-sværhedsgrader – så der er ingen undskyldning.

Levadaerne blev oprindelig bygget af de mauriske slaver, som portugiserne i 1500-tallet bragte til øen. Men de fleste af kanalerne/stierne er dog skabt i begyndelsen af det 20. århundrede. Den seneste levada er lavet i 1966 og er 106 meter lang. I dag kan man trygt udforske de spændende stier og ruter, for levadaerne passes og plejes af professionelle levadeiros, som sørger for at fjerne nedfaldne blade og holde kanalerne fri for jord fra evt. jordskred.

 

Svimlende udsigter

Ind og ud og op og ned. Vejene på Madeira snor sig. Tunneller er hugget gennem bjerge, fly lander på baner, der står på pæle i vandet, og veje stiger næsten stejlt op i landskabet og går gennem landskaber, man ellers kun ser i Mellem- og Sydamerika, og kun 25 minutters kørsel væk fra hovedbyen Funchal rejser et af Madeiras smukkeste bjerge sig.

Pico do Ariero er 1818 meter højt, og i klart vejr kan man se helt til øen Porto Santo. I knap så klart vejr er udsigten dog også formidabel, for hvide skyer hviler på alle klippetoppene. Pico do Ariero er et must på Madeira og et godt udgangspunkt for vandreture i den svære klasse. Er man slet ikke til vandreture, kan man dog sagtens nyde udsigten alligevel, for det er muligt at køre med bil næsten helt op til bjerget – og en ganske let sti at gå fører ud til den vildeste udsigt. Vender man blikket og fødderne den anden vej, findes et landskab måske endnu smukkere, nemlig Eira do Serrado – et udsigtspunkt, hvorfra man kan se ud over Nonnernes dal.

Nonnernes Dal er en af Madeiras mest hemmelighedsfulde og sagn- omspundne seværdigheder. Dybt nede i denne ufremkommelige dal, som til forveksling kan ligne bjergområderne omkring Macchu Pichu i Peru, gemte en nonneorden sig i 1566 for plyndrende pirater. I dag er det landsbyen Curral das Freiras, som breder sine små huse op langs de stejle bjergsider, og byens fine kirke og torv med tilhørende restauranter og butikker er velbesøgt af turister. I hele området kan man naturligvis vandre i alle sværhedsgrader, og gider man ikke det, er udsigten og udsigterne alene – det hele værd.

 

Festivaller året rundt

Madeiras vigtigste og mest berømte højtid er naturligvis julen og nytåret. Midnatsmessen selve juleaften i Funchals Katedral Sé er en særlig begivenhed, som ledes af øens biskop og vil man opleve den, er det om at komme i god tid.

Nytåret er spektakulært ud over alle grænser, men er man på Madeira udenfor jul og nytår, har øen et væld af andre spændende festivaller, som man kan opleve.

Januar er viet til en Vandre-festival og en Orienteringsløbs-festival.
I februar er der Karneval med store optog og samba-dans og musik, og i april – normalt et par uger efter påske er der Blomsterfestival.
En begivenhed, som trækker mindst lige så mange mennesker til Madeira, som julen og nytåret gør det.

Her kan man ikke bare se øens mange blomster blomstre i vildt flor, Blomsterfestivallen optager især de lokale, som gennem hele året har forberedt sig til eventen. Blandt andet dækkes mange af Funchals gader med kæmpemæssige blomstertæpper og løbere, og imponerende optog af børn og voksne klædt ud med og som blomster kører og går igennem byens gader. Et væld af koncerter, udstillinger og andre arrangementer præger udover optogene også byen.

 

Fire særlige oplevelser på Madeira:

FET_Madeira

Jeep-safari

Vejene er så stejle og smalle, at vi gyser. Op og op går det – næstenlodret, og til den ene side er der svimlende havudsigt, til den anden udsigt til tusindvis af landbrugs-terrasser med med bananer og eksotiske frugter. Book en jeep-tur og kør off-road i Madeiras vilde og uberørte landskaber, og bed chaufføren om at stoppe for frokost ved restauranten Quinta do Furao. Her kan man få en virkelig god frokost til en virkelig god pris og med en udsigt, der er ubetalelig.

Se mere på:
www.mex.pt og www.quintadofurao.com

 

FET_Madeira_Tobbogans

Kurveslæde-tur

Vi bliver anbragt i en flettet kurve- slæde, to mænd i hvidt tøj tager hver et reb og afsted går det så i fuld fart. Ned ad  den glatte og stejle asfalt godt to kilometer fra bydelen Monte og ned til centrum af Funchal. Sådan fragtede adelen i gamle dage sig selv ned til bymidten, og i dag kan turister stadig prøve den besynderlige slædetur fra Monte for godt 15 euro pr. person. Sjovt og en anelse skræmmende. Men sikkert nok.

Kurveslæderne finder man lige nedenfor kirken i Monte.

 

FET_Madeira_telef2

Kabelbane til stilhed 

Det varer kun et par minutter, og så er vi i en anden verden. Nærmere bestemt i den lille og helt isolerede gamle fiskerby, Faja dos Padres, som kun kan nås med en kabelbane 300 meter ned ad en lodret klippe.
Hernede kan man enten overnatte og få en stille oplevelse i pagt med naturen, eller man kan nøjes med at spise på stedets eneste restaurant, som ligger smukt ud til vandet.
Værten dyrker alt grønt og frugt selv, og fisk er naturlivis friskfang- ede. Faja dos Padres ligger circa 10 kilometer fra Funchal.

Se mere på:
www.fajadospadres.com

 

FET_Madeira_02

Hvaler og delfiner

”Nu må I ikke forvente for meget”, siger den kvindelige guide på den hurtiggående ribboat, da vi i fuld fart drøner ud på hval-safari. Men efter bare 20 minutters sejllads er vi alligevel omgivet af hele fire kaskelothvaler og en lille hval-kalv. Og bagefter svømmer en flok på mere end 20 delfiner forbi. Havet omkring Madeira har indtil flere forskellige hvalarter og masser af delfiner. En rørende og vild oplevelse.

Se mere på:
www.rota-dos-cetaceos.pt 

 

FET_Madeira_Christmas-and-New-Year-celebrations-_-Funchal-3

Allerede den 8. december er Funchal julepyntet og stemningsfuld.

 

FET_Madeira_Christmas-and-New-Year-celebrations-_-Funchal-4

Nytåret på Madeira skydes ind med manér. Også til stor glæde for de mange krydstogtsskibe, som ligger i havnen og kan kigge ind på byen.

 

FET_Madeira_Cópia-de-IMG_8341

Ved julemarkedet ”lillejuleaften” er alle på gaden.

 

FET_Madeira_P1160026

Når solen stiger op over Funchal, ligner byen et belyst amfiteater.

 

FET_Madeira_Cópia-de-Tthe-shangri-la-dawn_DuarteSol

Svimlende udsigter findes alle steder på øen.

 

Rejsefakta

Fra  Sjælland  har bl.a. Spies (spies.dk), Apollo (apollo-rejser.dkog Tui (tui.dk) rejser med direkte fly fra Kastrup til Madeira. 

Vil man kun have en flybillet, flyver Norwegian (norwegian.com) også direkte.

Fra Jylland har Sun Charter (suncharter.dk) rejser med direkte fly fra Aalborg Lufthavn til Madeira.

Bor man i Århus har Aarhus Charter (aarhuscharter.dk) rejser med direkte fly fra Aarhus Lufthavn til Madeira. Aarhus Charter har også et koncept, som hedder KulturCharter. Konceptet giver mulighed for individuel udarbejdelse af et ferieprogram, gode råd og ekspertsparring – helt efter gæstens ønske. Man mødes over en kop kaffe, og det koster ikke ekstra. 

 

FET_Madeira_P1150910

Det ligner et landskab fra peru, men er udsigten udover Nonnernes Dal er på Madeira.

 

FET_Madeira_P1150964

Nyd en god frokost med svimlende udsigt til. På restauranten Quinta do Furao – som i øvrigt også har hotelværelser – er det muligt.

 

FET_Madeira_P1160006

Madeira har ingen naturlige strande. Men alle store hoteller har naturligvis dejlige, udendørs pools.

 

FET_Madeira_Flower-Festival---Flower-Parade

Blomsterfestivallen i april er et trækplaster.

FET_Flower-Festival---Flower-parade

FET_leuchtendes_Berlin_Logo

 

Berlin i december er et overflødighedshorn af julemarkeder og kulturtilbud døgnet rundt. Et af de nyeste pop-up-tilbud er opera i private hjem.

Når mørket sænker sig over byen, tændes alle lysene. Og ved udendørs boder, i opvarmede telte eller andre spændende steder mødes man til dampende hed glühwein, en currywurst eller måske en middagsret lavet af en Michelin-kok.

Ingen by i Europa stråler så smukt i juletiden som Berlin, hvor Tysklands mangeårige tradition for julemarkeder her opleves bedre og større end nogen andre steder.

Berlin har i julemåneden over 60 julemarkeder og dermed noget for enhver smag. Alt lige fra de traditionelle markeder med nisselandskaber, honningkager og glühwein til de mere urbane, hippe og luksusprægede markeder. Med alt lige fra sidste skrig i hipster-mode til dyrt design indenfor boligindretning, mad lavet af
Michelin-kokke og vine fra de bedste ”huse”.

Snup en weekend eller en fridags-ferie og shop amok til hele familien. Men nyd også samtidig Berlins store kulturscene, som netop i julen bugner af spændende tilbud.

Vi har plukket blandt de mange oplevelser og guider til et par af de markeder, som er MUST SEE, og et par stykker som er for et lidt mere snævert publikum.

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

FET_WeihnachtsZauber_am_Gendarmenmarkt.02

 

For luksus-elskere

Julemarkedet på Gendarmenmarkt er et af Berlins allermest populære. Beliggende midt imellem Französicher Dom, Koncerthuset og Deutcher Dom er markedet let at finde, og 1000 glimtende lyskæder stråler hver dag i december om kap med de mange tilbud. På Gendarmenmarkt er luksus i højsædet, og her er det naturligvis Michelin-kokke, som tilbyder julemad i opvarmede telte. Dygtige glaspustere, smykkekunstnere og træskærere sælger rigtig fine ting på samme marked, og hver dag/aften er der underholdning ved lokale kunstnere/artister. Det koster 1 euro for voksne at få adgang til markedet, som i øvrigt også er ”sikkerhedstjekket”, hvorfor store kufferter, tasker og lignende ikke må medbringes.

Adr.: An Gendarmenmarkt 2, Berlin, Mitte.

Se mere på www.gendarmenmarktberlin.de.wp

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

FET_Weihnachtsmarkt

 

Julemarked for de hippe

Neukölln er endnu et af Berlins ”nyere”, hippe kvarterer, hvor kreative ildsjæle er flyttet ind og har forvandlet et slidt arbejderkvarter til en summende og tjekket bydel med masser af undergrundskultur og ditto musik. Og naturligvis er her også et julemarked – Klunkerkranich, som ligger højt hævet og med udsigt til bydelens tage. Klunkerkranich fungerer som marked af forskellig slags året rundt og i alle weekender i advent altså også som julemarked.

Adr.: Karl-Marx-Str. 66, Neukölln, Berlin.

Se mere på www.klunkerkranich.de.

 

FET_Berliner_Weihnachtszeit

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

FET_Potsdamer_Platz_Arcaden_Weihnachten

 

Med skøjter og kælk

Allerede i starten af november måned forvandles Potzdamer Platz til et gigantisk vinterlandskab. Besøgende kan kælke på en 7 meter lang kælkebane, der er isbane, og man kan leje skøjter.

Og i december ”bygges” så et julemarked ”uden på”, og Potsdamer Plats forvandles til et eventyrligt julelandskab med traditionelle boder, som har åbent både dag og aften. Alt i tyske, tunge pølsespecialiteter, kager, gave-artikler af alle slags, glühwein, jägerthee osv. er i rigt mål indenfor rækkevidde.

Adr.: Potzdamer Platz, Berlin, Tiergarten.

Se mere på www.berlin.de

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

FET_virginia_pech_the_green_market_berlin_0741

FET_2virginia_pech_the_green_market_0218

 

Det grønne

Naturligvis har Berlin også et julemarked, som henvender sig til veganere/vegetarer. Det hedder Green Market og finder sted i weekenden den 17. og 18. december i bydelen Neukölln. Foodtrucks tilbyder alt ud i veganer/vegetar-julemad, såmænd også forklædt som traditionelle belgiske vafler, honningkager og vin.

Adr.: Agora Rollberg, Alte Kindl-Brauerei, Am Sudhaus 2, Neukölln, Berlin.

Se mere på www.greenmarketberlin.com

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

Holy Shit Shopping

Er navnet på en julemarkeds-lounge, hvor godt 200 både nationale og internationale kunstnere og designere tilbyder alt det nyeste indenfor kunst, mode og design. Markedet ligger centralt i Berlin Mitte og løber kun af stablen een weekend, nemlig den 3. og 4. december. Det koster 5 euro at komme ind, og der er levende musik og dj.

Adr.:Kraftwerk Berlin, Köpernicker Str. 79, berlin, Mitte.

Se mere på www.holyshitshopping.de

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

FET_Charlottenburg.2

 

Jul på Slottet

Slottet Charlottenburg i Berlin Vest er et eventyrlandskab ud i begrebet julemarkeder. Er man til gammeldags jul og ditto romantik er dette stedet, hvis man kun har tid/overskud til eet julemarked. Med det smukke, gamle slot som baggrund glitrer og glimrer julemarkedet her hele december, og har udover alle de traditionelle juleboder, også et lille vintermarked specielt for børn med gammeldags karrusel, fut-tog, bil-bane osv.

Adr.: Charlotteburg, Spandauer Dam 20-24, Charlottenburg, Berlin.

Se mere på www.spsg.de

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

En hund efter jul 

Naturligvis har hundeejere/hundeelskere også deres eget julemarked i Berlin. Her fås alt, hvad de firbenede venner måtte tænkes at kunne ønske sig – lige fra frakker/hundetøj, pote-sko, halsbånd, gå-løbe-liner, hundekurve, hundemad osv. osv. Markedet er kun i weekenden den 3. og 4. december.

Adr.: Forsthaus Paulsborn, Hüttenweg 90, Berlin Zehlendorf.

Se mere på www.hundeweinachtsmarkt.berlin

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

FET_HO-Press-Picture-Couch

 

Hør opera i private hjem

Udover julemarkederne er Berlin året rundt et eldorado af kulturtilbud ud i enhver genre. Og et af de nyeste tiltag tager publikum med bag Berlins kulisser og helt ind i de private hjem.

Det er pop-up kultur-tilbuddet Home Opera, som ganske enkelt går ud på, at man kan opleve levende, ægte opera i private hjem. Berlin er fuld af gamle, smukke, højloftede lejligheder, hvor beboerne synes fint om ideen med at få fremmede mennesker på besøg til en operaoplevelse, og i disse intime omgivelser kan man så opleve fremragende operasangere, så tæt på som aldrig før.

Det er den danske operasanger Hetna Regitze Bruun, der har fundet på ideen, og sædvanligvis bydes der på en aften i de private hjem på 2 x 45 minutters sang med en lille pause imellem. I pausen serverer indehaveren af lejligheden lidt snacks og en drink, og gæsterne snakker med hinanden, som var de til en privat fest.

Selve repertoiret kalder Hetna Bruun for ”Opera Tapas”, fordi der er tale om smagsprøver fra både opera, operetter og musicals. Teamet bag Home Opera består af i alt fire meget dygtige operasangere, som hyres fra gang til gang – fordi de hver især til daglig – optræder på store scener andre steder. Programmet er også forskelligt fra gang til gang, og bliver ofte først til, når den givne lokalitet kendes. Samme lokalitet (lejlighedens adresse) holdes i øvrigt også hemmelig lige indtil 24 timer før koncerten.

Hvis man ønsker at være med som gæst, melder man sig på www.homeopera.net, hvor der også løbende gives besked om kommende arrangementer. En ”privat” aften i operaens tegn kan fås for mellem 300 og 500 kr. pr. person – afhængigt af i hvilket land, der optrædes. For selvom Hetna Bruun har startet og udviklet konceptet Home Opera i Berlin – kan man være heldig at opleve det i andre europæiske storbyer også. I hele december er Home Opera allerede ”optaget” , men er man i Berlin i januar – hvor en del af julemarkederne også stadig er åbne – kan man booke til årets første Home Opera, som synges den 14. januar.

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

FET_Lebkuchenherz

 

Rejsefakta

www.365-24.berlin kan man læse alt om samtlige kulturelle tilbud i Berlin.

www.visitberlin.de oplyses om alt andet.

En oversigt over Berlins julemarkeder kan ses på www.visitberlin.de/en/keyword/christmasmarkets?tid=1363. 

I bil tager det mellem seks og seks en halv time at køre fra København til Berlin. En række busselskaber samt DSB tilbyder billig transport, det samme gør en lang række flyselskaber.

FET_Jul_Juleshopping_Julebyer_Wien julebillede

 

Nydelsen Wien

Wien er med sin mad, musik, cafekultur og arkitektur en by, som hylder nydelsen. Så hvis man har brug for et break midt i shoppingen, bør man indtage en god kop kaffe på en af byens historiske og stilskabende caféer.  Man kan også nyde et glas Glühwein, en pølse eller en friskbagt kage på et Christkindlesmarkt, som er et centraleuropæisk julemarked med aner helt tilbage til middelalderen. En skøjtetur på Rathausplatz eller en velklingende julekoncert i en af Wiens mange smukke kirker er også en yderst behagelig juleforeteelse i byen, der emmer af den gamle verdens charme.

 

FET_Jul_Juleshopping_Julebyer_New York

 

Verdens største i New York

Rigtig mange butikker i New York springer ud som helhjertede jule-tifos, når bjældeklangen gør sit indtog i byen. Ingen kan dog hamle op med Macy’s flagship store på Herald Square. Julepynten i deres vinduer er ganske svulstig, og udbuddet af varer i butikskæden, der med vanlig amerikansk mangel på ydmyghed kalder sig selv for ‘verdens største’, er enormt. For børn og barnlige julesjæle er Santaland midt i Macy’s en drøm. Her har de bygget en juleby fra Nordpolen, hvor man blandt andet kan møde Rudolf og hans rensdyrvenner, et hyggeligt juletog, nisser i alle afskygninger og selvfølgelig Santa Claus himself.

 

FET_Jul_Juleshopping_Julebyer_Prag jul

 

Gotisk jul i Prag

Prag er byen, hvor man kan man forvilde sig ind i et gotisk juleeventyr bare ved at slentre rundt i de mange kringlede brostensbelagte gader, skæve huse, små stræder og vilde markedspladser. Den historiske by med den smukke arkitektur og de mange kulturperler er naturligvis pakket med butikker, værtshuse og restauranter, der er 100 % juleklare. Det suverænt største og mest imponerende julemarked finder man på rådhuspladsen, Staromestské námestí, som er hjertet i Prag. Her kan man bl.a. købe traditionelle turistfældegaver, tjekkiske madspecialiteter som skinkeskiver rullet omkring en creme af flødeskum med peberrod, eller Trdelník, der er en varm kage rullet i sukker og valnødder. Man kan selvfølgelig også bare nyde en af de mange tjekkiske pilsnere.

 

FET_Jul_Juleshopping_Julebyer_Paris jul

 

Gallerie Lafayette i Paris

Paris er umulig at komme uden om, når man overvejer sin juleshopping. Byernes by bedste indkøbsområder St-Germain-des-Prés, Marais og rue St-Honoré er også smukke historiske steder, der er fyldt med den rette julestemning. Når man er i Paris ved juletid, er man pisket til at besøge Galeries Lafayette på Haussman Boulevard. Her vrimler det med fristende tilbud og julepynten er på ægte fransk vis både chic og trés overdådig. Men da det er Paris, så husk at opdatere dit fransk og få en god aftale med din bankrådgiver inden afrejsen.

 

FET_Jul_Juleshopping_Julebyer_Hong Kong Jul

 

3D-jul i Hong Kong

Hong Kong og jul er måske ikke det, der rimer bedst på julefest, men den entreprenante storby går all in i år med at fejre højtiden. Asiens uofficielle hovedstad supplerer juleshoppingen med et pulserende 3D lysshow lige midt i byens hjertekule. Hong Kongs Cultural Centre og Clock Tower i Tsim Sha Tsui bliver oplyst af et gigantisk lysshow med julen som tema. Byens julefest, der starter den 4. december og varer til og med den 1. januar, indbefatter også attraktive juletilbud i de store magasiner, julemenuer på restauranterne, oplyste skyskrabere og en gigantisk nytårsfest.

 

FET_Jul_Juleshopping_Julebyer_Lapland

 

Rovaniemi (Lapland)  

På en førsteplads har vi naturligvis Rovaniemi, som sandsynligvis er det mest julede sted i hele verden – ikke bare fordi der ligger flere meter sne og julelysene stråler fra alle sider, men fordi selveste julemanden har adresse her. Og det er ikke noget man spøger med på disse breddegrader. Med en placering lige nord for polarcirklen med snedækkede pinjeskove, hundeslæder og arktiske ishoteller, findes der næppe noget bedre sted at genvinde sin juleglæde, og julen er big business i Rovaniemi. Børnene kan f.eks. bage julekager med julemanden, man kan beundre det smukke nordlys, eller hvad med en vaskeægte rensdyr safari? Mulighederne er uanede.

 

FET_Jul_Juleshopping_Julebyer_Brügge

 

Brügge

Den charmerende middelalderby Brügge i den vestlige del af Belgien, ca. en times kørsel fra Bruxelles, er et besøg værd hele året rundt. Dog tager den sig ud fra sin mest magiske side i julesæsonen, hvor hele byen ligner en kulisse fra en vaskeægte julefilm. De gamle huse med takkede tage, de hyggelige, brostensbelagte pladser og stræder og de små caféer, som serverer verdens måske bedste kakao…behøver du flere grunde til at tage en forlænget weekend i Brügge? Byen er desuden vært for den berømte sne- og isskulpturfestival, hvor 40 kunstnere kreerer de mest spektakulære figurer ud af 300 tons is. Absolut et besøg værd.

 

FET_Jul_Juleshopping_Julebyer_Nürnberg

 

Nürnberg

Tyskland er verdenskendt for sine hyggelige og autentiske julemarkeder, og øverst på listen finder man Nürnberg, som i øvrigt er ét af de ældste markeder i verden. På byens årlige julemarked finder man mere end 200 træboder, som sælger alt fra hjemmelavede honningkager og gløgg til engle og julepynt. Den gamle bydel lokker med autentisk julestemning, og børn og barnlige sjæle vil med garanti sætte pris på det gamle legetøjsmuseum, eller hvad med en tur i byens karusel, som byder på to niveauer med rensdyr og julemænd?
Nürnberg ligger ca. 1,5 times kørsel fra München.