TV2s Go’ morgen-vært, Adam Duvå Hall (43), er blevet en moden mand i rette rammer. Han siger i dag Go’ morgen i stedet for Go’ røv & Go’ weekend, og Christianshavn er skiftet ud med et rækkehus i forstaden. Men humoren synes stadig at være pænt kørende hos tv-værten. For trods moden seriøsitet vil Adam Duvå Hall altid være en mand med en lille ræv bag øret. 

Adam Duvå Hall er hele Danmarks forlængede snooze-knap, når han som sober Go’morgenvært på TV2 vækker landets seere med alt fra faktuelle nyheder, seriøse interviews og madfif til hr. og fru hakkebøf. Men bag det velfrisere morgenhår gemmer der sig en historie om en skæv spasmager, der for 20 år siden entrerede medieverdenen i en kælder på DR.

”Jeg kom ind på Danmarks Radios Talenthold, hvor unge, der gerne vil lave radio og ikke er journalistuddannet, får chancen. Så bliver man taget ind og brækket midt over, for så at blive bygget op igen som et nyt, lille mediemenneske. Jeg var i starten af 20’erne, og jeg tror vist nok, at radio var noget, jeg altid gerne havde villet. Jeg var i hvert fald ikke stærk nok til at blive håndværker, og jeg fik hovedpine af at tænke på en syv år lang universitetsuddannelse, så jeg vidste godt, at det skulle gå den vej. Jeg vidste bare ikke, at det skulle blive så underholdende”, smiler Adam Duvå Hall skælmsk og fortsætter:

”Jeg var på hold med Andrea Elisabeth Rudolph, Signe Muusmann – og Simon Jul. Hvis jeg ellers gik og troede, at jeg var en gavtyv eller bare en smule rap i replikken, så blev jeg klogere, da jeg mødte Simon Jul. Han var og er ligaer over alle andre. Man skulle i den grad skærpe sine sanser fra øjeblikket, man trådte ind på ungdomsredaktionen, hvor Mikael Bertelsen og Mads Brügger sidder sammen med Simon jul og Simon Kvamm, alt imens der hænger billeder på væggene af Poul Nesgård og Tæskeholdet, og nøglerne til hele verden bliver dig overrakt med et `Værsgo – producer radio!´. Så bliver man bange. Jeg blev lynhurtigt ydmyg. Der er jo ingen grund til at gå i konkurrence med nogen, der så åbenlyst er så gode. Så må man i stedet finde sine egne styrker. Ellers er det game over”.

”Men samtidig var det fuldstændig forrygende. Der var jo virkelig højt til loftet. Planen var at begå en masse fejl og lære at finde os selv, producere løs og komme rundt og lære håndværket fra bunden Det betød også, at man tog en masse vilde chancer. Go’ Røv/Go’ Weekend var eksempelvis et udtryk for den tillid, som de daværende DR-chefer udviste overfor os. Vi havde sendetid og et studie i kælderen, hvor vi bare kunne fyre den af, et sted, hvor vi kunne lave radio – og en masse tosserier – og hvor vi kunne brænde nallerne. Der var en risikovillighed, som var vildt fed.”

Fra øre til øjne

Adam Duvå Hall fik med tiden chancen for at lave tv. Og i forhold til radioens frimodige chanceliv, var det, ifølge Adam, uundgåeligt ikke at føle sig begrænset i det nye landskab, som han pludselig befandt sig i som tv-vært.  

”Da jeg blev spurgt, om jeg ville lave Melodi Grand Prix, sad jeg lige pludselig til møde med 75 mennesker med mange meninger, hvor jeg var vant til to. Og indholdsmæssigt leveres tingene meget strammere på tv. Der er radio mere fri – i hvert fald på den måde, vi lavede det. Når man laver radio, bruger man et halvt til et helt år på at opbygge tonen i programmet for at vænne folk til, hvad det er, de lytter på. Det er den tid, det tager, siger man. Det er en lang indkøring til en fuser. På tv skal tingene fungere indenfor de første tre programmer, ellers rykker de det bare. Afregningen er meget mere kontant, når man laver fjernsyn. Så chancerne man tager er ikke så store som på radioen. Men jeg har jo været så pisseheldig at starte i DR’s eget lille `ungdomshus´, hvilket nok har gjort mig frygtløs på mange måder. Alt derefter er jo i virkeligheden bare bonusrunder.”

Meloduntens misfoster 

Ved at sige ja til at lave melodigrandprix, bevægede Adam Duvå Hall sig ret langt væk fra den satire, som er en stor del af hans professionelle opvækst. Og det fik han at føle, fortæller han.

”Jeg kom jo i problemer. De hardcore melodigrandprix-fans forstod ikke min tone. Jeg var jo hverken Jørgen de Mylius eller Kjeld Heick, og folk troede, at jeg tog pis på det hele. Jeg lavede det så tre gange, bare for at bevise, de tog fejl. Producenterne ville have mig. Hvis man befinder sig midt i en skysovs, bliver man håndplukket af producenter og placeret i tv-shows som eksempelvis melodigrandprixet. Og så siger man bare ja”, forklarer Duvå Hall og uddyber: 

”Da jeg skulle kommentere det internationale Melodi Grand Prix i Finland, valgte jeg at tage Søren Rasted (Aqua, red.) med mig, da jeg mente, at han var det menneske, der vidste mest om popmusik. Dagen efter blev vi kaldt til møde på hotellet, hvor producenterne sagde, at de aldrig havde fået så mange klager som dem de modtog efter udsendelsen. Seerne troede, vi tog pis på alt, selvom sandheden var, at vi faktisk havde forberedt os til tænderne. Vi havde ingen ræve bag ørene. Vi havde det sjovt – men vi lavede ikke pis. Det var jo ikke vores skyld, at Spaniens Las Ketchup bestod af tre døtre af den meget berømte flamingo-guitarist, El Tomato.” 

Sjov i doser

Adam Duvå Hall er en sjov mand i ordets reneste betydning; man griner af de ting, han siger. Han har en pudsig underspillet humor og en provokerende ironisk distance, men spørgsmålet er, om han nu også altid har været sjov.

”Jeg har haft en ret kulørt opvækst på Christianshavn. Mine forældre er sjove, og de havde mange sjove venner med en masse gang i den, hvilket nok har farvet mig en del. Samtidig gik jeg i skole på Bernadotteskolen i Hellerup. Det var et fantastisk sted. Jeg elskede det, men det var nærmest en skizofren tilværelse, hvor jeg følte, at jeg besøgte en fremmed verden, når jeg tog i skole. Det var ret splittet. Mine kammerater på Christianshavn hadede at gå i skolen. De fattede ikke, at jeg kunne lide det. For dem fandtes der ingen gode skoler, og autoriteter var noget man hadede. Det skulle jeg så finde min vej i. Og det at skulle manøvrere i så forskellige miljøer som barn sliber vel nok ens evne til hurtigt at kunne sætte sig ind i stemninger og sager – og hurtigt koge suppe på det.” 

Har dine karrierevalg ændret måden, du føler dig sjov på?

”Den store opdagelse er, at man lærer at dosere alting. Det ville være ret patetisk, hvis jeg som 43-årig insisterede på, at vi to skulle være fulde under det her interview, eller hvis jeg havde haft en pruttepude med mig”, griner Adam Duvå Hall underspillet.

”Jeg er en jo anden i dag, end jeg var for 20 år siden. Jeg har kone, kat og børn. Mit liv er ikke, som det var, og mit arbejde er det heller ikke. Jeg elsker at være med til at lave tarteletter klokken syv om morgenen, mens en minister skal interviewes, og et band spiller. Men det har også taget tid at komme dertil, hvor jeg er i dag. Jeg har været svær at lure. Folk har ligget flade af grin, når jeg har forsøgt at formidle noget alvor. Go’morgen Danmark skulle da også lige sikre sig, at jeg reelt kunne interessere mig for det, jeg blev præsenteret for, uden at være ham den ironiske fyr på 23”, fortæller morgenværten og uddyber: 

”Ironi er et værn, der forhindrer, at man sætter røven i hakkemaskinen. Det bliver en beskyttende maske, og når vi ikke rigtig mener noget, kan vi jo altid bare sige det modsatte. Det var også kritikken på P3, hvor vi fik at vide, at vi skulle slippe 90’er-ironien. Men ironi er stadig et greb man bruger som en måde at fortælle noget på. Man skal bare dosere det.” 

”Go’morgen Danmark har faktisk bedt mig om at skrue lidt op for min lune. Det er der plads til nu, men det er en balance. Jeg kan godt fyre en spids af fra tid til anden, men jeg lægger stadig låg på mig selv. Ingen tvivl om det. Og det ser jeg som en positiv ting, for det skærper mig og alt omkring mig. Det handler om at finde et kompromis i energien, hvis sådan noget overhovedet eksisterer. Selvom man, som mig, er en gøgler, der synes, det er fedt at være på og trykke den af, skal man ikke glemme, at det er gæsterne, det handler om, og at de skal fortælle deres historier bedst muligt.” 

Er det hårdt at være vækkeurets hyggeonkel, den stuerene og folkekære morgenvært?

”Det er ikke så nemt at få det til at se så hyggeligt ud. Vækkeuret ringer 03:30 hver morgen, hver anden uge. Det er hårdt. Tre timers live-tv er ikke for børn. Jeg bakser lidt med noget svimmelhed, som muligvis kan være et symptom på kroppens påvirkning af at hoppe ind og ud af de omskiftelige tidszoner, som kræves, når man laver morgen-tv. Det skal jeg lige have styr på. Det er irriterende, for det kan godt påvirke mig på jobbet”, konstaterer tv-værten.  

Forstadens åbenbaring

Hvis man kigger tilbage på tiden med Talentholdet og hele vejen op til i dag, så har danske lyttere og seere mere eller mindre været vidner til Hr. Halls modningsproces – fra radioens drengerøv til saglig morgenbasse i de danske tv-stuer. Den drengede Adam fra Christianshavn er gemt lidt i baggrunden, og frem er trådt en moden mand i fyrrene, sat i rette rammer og med rigtige værdisæt i de lidt pænere baglommer. 

”Ja, det er lidt spøjst at vokse op i radio og fjernsyn som en anden Sonja fra Saxogade. Måske er jeg i virkeligheden dansk radios Pusle Helmut.” griner den nu 43-årige Adam Duvå Hall og kigger op, mens han finde tankerne.

”Det hele sejlede jo i starten. Jeg var ung og dum og ligeglad med alt – indtil jeg mødte Christine, som senere er blevet min hustru og mor til mine to børn. Alt, hvad der handler om at få styr på tilværelsen og blive et fornuftigt menneske, har med mit møde med hende at gøre. Det tager nogle år at få taget sig sammen til at åbne en fælleskonto i banken, men så lærer man pludselig, helt Dan Turell-agtig, at holde af hverdagen; at finde en kæmpe glæde i at hente unger, og når blåregnen drysser, idet man åbner hoveddøren, eller når man hilser på naboen og tænker ’det var satans, gamle dreng’ – og så bare være pisseglad for det.”

”Jeg siger tingene med en lille ræv bag øret. Men mit rækkehus i Gentofte har sgu virkelig taget røven på mig. Jeg var pisse bange, da jeg skulle tage valget om at flytte væk fra byen. De ti minutter i bil er langt for en københavner som mig, og frekvensen af damer i yogatøj på tidspunkter, hvor de burde være på arbejde, er højere i Hellerup og Gentofte end andre steder – ligesom antallet af Range Rovere er det. Men vejen, vi bor på, er fantastisk. Jeg føler, jeg passer ind”, fortæller Hall og tilføjer: 

”Det bliver et særligt kapitel i mit liv, kan jeg mærke. Nu skal jeg rydde sne på mit eget lille stykke jordklode. Og forleden lavede jeg en grill-anordning med min lille åndssvage el-grill. Jeg gravede et stort hul i min have, kørte med trillebør, og lagde nogle dumme fliser, som grillen kunne stå på. Så stod jeg stolt og kiggede på mit værk i en halv time, mens jeg kaldte på min kone, at hun skulle skynde sig at komme og se. Der stod mit monument, der for eftertiden skal fortælle, at ’Her var Adam’. Hun blev faktisk oprigtig rørt”.

Hvad er din ultimative drøm, Adam?

”Det er et vanvittigt spørgsmål. Jeg ved det ikke. Hver gang jeg laver noget nyt, har jeg det som om, at det er det sidste, jeg laver. Jeg har 20-års jubilæum i radio og tv, men jeg er åben overfor, at livet tager en helt ny drejning, at jeg åbner en skaldyrsbar eller noget. Hvem ved. Men det er også lidt tragisk, for jeg tænker nogen gange, at jeg har oplevet alt, at jeg allerede har mine skalpe”, smiler Adam Duvå Hall, mens ræven bag øret anes på morgenværtens vej videre ud i verden.

”Da jeg skulle kommentere det internationale melodigrandprix i Finland, valgte jeg at tage Søren Rasted (Aqua, red.) med mig, da jeg mente, at han var det menneske, der vidste mest om popmusik. Dagen efter blev vi kaldt til møde på hotellet, hvor producenterne sagde, at de aldrig havde fået så mange klager som dem de modtog efter udsendelsen. Seerne troede, vi tog pis på alt, selvom sandheden var, at vi faktisk havde forberedt os til tænderne. Vi havde ingen ræve bag ørene. Vi havde det sjovt – men vi lavede ikke pis. Det var jo ikke vores skyld, at Spaniens Las Ketchup bestod af tre døtre af den meget berømte flamingo-guitarist El Tomato.” 

Blå Bog

Navn: Adam Duvå Hall
Født: 7. juli 1975
Gift: JA, Christine Gjødsbøl Jensen
Børn: JA, Sonny (6), Norma (4)
Bopæl: Gentofte
Titel: Journalist
Beskæftigelse: Tv-vært på
Go’ morgen Danmark, TV2
Radiovært i bl.a.:
Monkeybusiness (2004, P3)
Go’røv & go weekend (2003, P3)
Tv-vært i bl. a.: Jeopardy (2015, TV3), Fristet (2011, TV3), Det Internationale Melodi Grand Prix, Kommentator (2007, DR), Dansk Melodi Grand Prix (2006, 2007, 2008, DR)

5+

Blødkogt æg eller spejlæg?

”Det er jo ikke bare et spørgsmål om æg. Det handler om identitet. Et blødkogt æg kræver tid med morgenavisen, og så skal det også være perfekt. Jeg ville normalvis nok sige blødkogt. Men det bliver oftest til et spejlæg. Som alt andet i tilværelsen.” 

OL eller VM i fodbold?

”Den er svær. Jeg har været til begge dele som udsendt reporter. Jeg elsker fodbold, men OL var noget helt særligt. Det var i Beijing og vores presseakkreditering gjorde, at vi kunne sportsshoppe i uendeligheden. Det ene øjeblik så jeg Roger Federer spille tennis, mens jeg øjeblikket efter sad 50 meter fra målstregen og kunne se Usain Bolt slå verdensrekord i 100 meter. Der blev hevet ned fra alle hylder. Det var vanvittigt.”

Bornholm eller Samsø om sommeren?

”Der bliver jeg sat lidt i skakmat. Allinge er jo blevet en slags københavnermagnet om sommeren, og derfor må jeg nok sige Samsø. Dér har jeg været de senere år, blandt adnet i forbindelse med Smuk Fest. Der er bare så sindssygt smukt på Samsø. Jeg anerkender, at der sker ting på Bornholm, men jeg kan godt lide at trække stikket og være fri for at skulle hilse på alle dem, man ser hver dag.”

Roskilde Festival eller Heartland?

”Det må være Roskilde Festival. Jeg har aldrig været på Heartland. Jeg skal lige overbevises om, at det ikke udelukkende er Politiken Plus, hvor alle ens medievenner går rundt og smager ost og rosévin, mens de har en talk om surdej. For så ville jeg bare blive væk.”

Champagnebrus eller Københavnerstang?

”Jeg er nok mest til en champagnebrus. Men Kæmpelæsken er min yndlings. Selvom den måske nok i virkeligheden er lidt irriterende.”

+ 

Tv eller radio?

”Det er svært at svare på. Jeg er nok mest et radiomenneske, hvis jeg skal være helt ærlig. Det er jo der, jeg kommer fra. Det skal man ikke løbe fra. Jeg vender nok også tilbage til radioen en dag. Det gælder jo om at bevare sig selv. Men lige nu er Go’ morgen Danmark det fedeste. Og heldigvis synes min arbejdsgiver, at det klæder programmet, at jeg er mindre tv-skolet end ellers. Der er højt til loftet. Det er fantastisk”. 

Liebhaverboligen har mødt Kirug Stig-Frederik Kølle til en snak om perfektionisme, om vigtigheden af at være ydmyg i et prestigefyldt erhverv og at sige fra, hvis ønskerne bliver for outrerede. Om vigtigheden af at bevare begge ben på jorden, kunne give vigtige værdier videre til sine børn og at have en passion for dyre biler. 

Plastikkirurgi har i manges ører en lidt overfladisk klang, og tankerne ledes gerne hen mod brystforstørrelser. Det er plastikkirurgi selvfølgelig også, men det er også meget, meget andet.

Kirurg Stig-Frederik Kølle har brugt 21 år af sit 41-årige liv på uddannelse, og udover at kunne skrive plastikkirurg på visitkortet kan han også tilføje direktør og forsker i firmaet Stemform.

Hvordan faldt valget på at blive plastikkirurg? 

Siden jeg var lille, har jeg interesseret mig for at være læge. Plastikkirurgi passede bedst til min personlighed. Det er et speciale, der indeholder mange facetter, og det er faktisk ret kreativt. Ingen operationer er ens, og der er unikke løsningsmuligheder til hver patient. Men det er også her, jeg kan udleve min perfektionisme på et meget højt plan, for jeg er ultra-perfektionistisk med resultatet. Det er nok mest det, at det er et meget kreativt speciale, hvor jeg kan selv komme i spil som en kunstner og alsidigheden, der tiltaler mig. Gennem plastikkirurgien kan jeg udleve mine ambitioner og min personlighed. Det er et stort speciale og et perfektionistisk speciale, og det passer godt til mig.

Der er mange, der forbinder det erhverv med at lave bryster, hvordan ser du på det?

Brystoperationer er en lille fraktion af det. Det indeholder alt fra brandsår, børnekirurgi osv., der er så meget, folk ikke kender til. Men brystoperationer er mere kulørt, og derfor hører man mest om det. For mig handler det faktisk mest om selvfølelser og velbefindende. Folk kommer med noget, de er kede af, og det er det, jeg hjælper dem med. Det er et meget stort speciale med mange facetter, man går ind og hjælper patienten med det, de er kede af og det, de gerne vil have hjælp til at få mere selvtillid og selvværd. Det er også det, der gør mig mest glad, når jeg kan mærke, at jeg har gjort en forskel for mine patienter.

Du har ikke blot studeret i mange år, du er også af egen drift taget til USA for at lære af én af de bedste kirurger i verden,
Dr. Kao.  Hvad er det særlige ved de teknikker, du har lært i USA?

Plastikkirurgi er en meget kompleks uddannelse, hvor man går hele kroppen igennem. Det, man lærer på selve studiet, er ”standard”, som derefter kan forfines. Det er jo et håndværk, og man bliver aldrig færdig med at lære af andre eller dygtiggøre sig. For mig handler det om at forfine specifikke færdigheder til et meget højt niveau, og derfor har jeg bl.a. opereret sammen med Chae Chi Kao, som er en vanvittigt dygtig kirurg i Santa Barbara. Han har specialiseret sig i at lave ansigtsløft og brystløft med minimale ar. Chae chi Kao´s og mine ambitioner og visioner er meget ens. Vi er begge enige om, at alle teknikker skal laves så godt som overhovedet muligt. Vi stiller os ikke tilfreds. 

Hvor vigtigt er det for en kirurg som dig at holde sig ajour på nye teknikker?

Det er altafgørende, at man holder sig ajour som plastikkirurg gennem kongresser og ved at operere sammen med andre. Jeg tager jævnligt af sted til USA, for det er en livslang uddannelse og et håndværk, der skal holdes ved lige, og som man kan få inspiration af og lære gennem andre af. Jeg synes, det er vigtigt at have en ydmyg tilgang til egne kundskaber og være åben for, at andre har en kæmpe erfaring, man kan drage fordel af.

Fra juni er du ansat hos CeriX som kirurg. Udover CeriX
har du også et andet firma, du har stiftet, Stemform sammen med Aleris Hamlet, kan du fortælle om det?

Stemform er et firma, der forsker i stamceller fra fedtvæv med henblik på at forbedre de tilbud til brystforstørrelser og rynkebehandlinger, vi kender til nu. Den bagvedliggende filosofi er at finde en holdbar og naturlig løsning med patientens eget væv.

Ideen til Stemform kommer fra den forskning, jeg tidligere har lavet og udspringer af ønsket om at lave så naturlige kirurgiske behandlinger som muligt. 

Skønhedsindustrien er i rivende udvikling, hvor ser du det hele henne om nogle år? 

Jeg tror, kirurgi med stamceller kan blive fremtidens kirurgi, altså hvis man kan løse at benytte en patients ønsker med deres eget væv, så kunne det helt klart blive fremtidens løsning. Alt omkring vævs-modellering og skræddersyede løsninger med patientens eget væv er helt klart den tendens, der er på vej. Vi har kun set toppen af isbjerget af, hvad der kan lade sig gøre, men det tager rigtig mange år med forskning, godkendelser osv.

Du har bl.a. forsket meget i fedt, hvad er det interessante ved fedt?

Jeg startede med at forske i fedt for 10 år siden, og det hænger sammen med Stemform, det er det, det er udsprunget af. Det handlede om at optimere resultaterne i forbindelse med fedttransplantation og at bruge fedt som naturlig filler. Hvis man kan få fedtet til at blive på de steder, så ville man kunne skabe en naturlig og holdbar måde at lave kosmetisk kirurgi på. Det er ikke tilgængeligt nu, men vil måske blive det inden for brystdelen. Ansigtsdelen ligger lidt længere ude i fremtiden og, den re-konstruktive del er stadig uafklaret.

Jeg ville have spurgt dig, om du er perfektionistisk, men det tror jeg, vi har slået fast, men hvad er dit forhold til forfængelighed?

Jeg må indrømme at jeg selv er ret forfængelig, og det er også vigtigt, hvis man skal sidde over for en patient. Jeg synes, det er svært at være perfektionistisk på andres vegne, hvis man ikke er det for sig selv.

Har du selv fået foretaget nogle operationer? Og hvis ja, hvilke?

Nej det har jeg faktisk ikke, det vildeste jeg har prøvet er en ansigtscreme, men jeg ved, det øger livskvaliteten med fx øjenlåg. Men at ændre udseende eller andre ting kan jeg ikke se mig selv få gjort.

Jeg gætter på, at når du til et middagsselskab fortæller om din profession, så er der mange, der gerne lige vil snakke om det ene og det andet, er det rigtigt?

Ja det er det. Der er altid ret stor interesse for mig fag, når jeg fortæller om det. Jeg tror, det har noget at gøre med, at det tidligere har været lidt tabu – og så pludselig er der mulighed for at spørge om alt muligt. Jeg oplever faktisk ret ofte, at folk lige pludselig åbner meget op, og at jeg tit sidder i en slags minikonsultation, men det gør mig slet ikke noget. Folk synes, det er vildt spændende.
Det har jeg slet ikke noget problem med.

Hvordan har du det med, at flere og flere får foretaget operationer, kan det ikke gå for vidt? Og har du nogensinde afvist nogen?

Jeg har fint med, at flere får foretaget indgreb, men det kan helt sikkert gå for vidt, og jeg har en klar holdning til, hvad jeg vil lave. Det skal være naturligt, og det er vigtigt, at det ikke outreret. Jeg har afvist mange, og det er fordi, de vil have lavet noget, der enten ikke kan lade sig gøre, eller er for urealistisk eller noget jeg ikke kan stå inde for. Det er meget vigtigt at lave en klar forventningsafstemning, inden man går i gang.

Hvor lang tid tager en operation typisk?

En operation kan tage alt fra 10 minutter til 14 timer, det varierer ekstremt meget. En normal dag indeholder mellem 6-8 timers kirurgi. Hvis jeg skal have en 14 timers operation, så er det essentielt, at jeg sover og spiser godt samt har et team, der er med på, at det er en større opgave. Til de lange operationer forbereder man sig mentalt på det. Man har tænkt det igennem og lagt en klar slagplan.

Der er noget med, at du hører musik, prøv at fortælle hvad det gør ved dig?

Ja, jeg hører faktisk gerne musik, når jeg opererer, og det handler om, at det faktisk hjælper mig med at fokusere. Det er vel lidt sådan, som når man løber langt, så er musikken med til at sætte en stemning og holde fokus. De fleste tror, jeg hører klassisk musik, når jeg opererer, det gør jeg faktisk ikke, jeg hører ret tung rap-musik. Jeg ved ikke helt hvorfor, men det er virkelig det, der virker for mig.

Hvordan er sammenholdet på et operations-hold? Hvem er du mest afhængig af?

Det er virkelig vigtigt, at alle i teamet er indstillet på et fantastisk samarbejde, og at alle har samme tilgang. Alle skal have samme holdning til at være der 100 %. Vi opererer typisk i et team af 5, og her er alle selvfølgelig vigtige, men operationssygeplejersken er den, der er vigtigst for mig, men vi er alle afhængige af hinanden og at hele teamet hjælper til.

Du har 3 børn, hvilke ting er vigtige for dig at give videre til dine børn?

Det er vigtigt for mig at give nogle gode fundamentale værdier videre til mine børn som fx at gøre sig umage med at gå op i det, man laver, uanset hvad det er. Det betyder meget for, hvad man ellers laver og har det i livet. Jeg vil gerne lære dem vigtigheden af at være ærlig over for sig selv. 

Hvad laver du i din fritid med dine børn?

Jeg kan virkelig godt lide at gå på jagt, og mine børn er faktisk nogle gange med. Derudover elsker jeg at tage med dem, når de går til sport. Det er virkelig livsbekræftende for mig at heppe på børnene, når de præsterer, det kan jeg godt lide. Det kan være golf, ridning eller noget helt tredje, men herigennem lærer de, at det ikke altid går godt, men uanset hvad, må man komme igennem, så man har lært noget af begge dele.

Hvad er det, der gør dig allermest glad?

Der er ingenting, der slår at se mine børn være rigtig glade…

Du har en stor passion for biler, prøv at fortæl om det.

Det er rigtigt, det har jeg altid haft. Gerne hurtige biler. Men det er en lidt dyr passion, og jeg har haft en del forskellige biler, da jeg ca. skifter en gang om året. Lige nu kører jeg i en Mercedes C63 AMG S, så længe det varer.

Til slut, hvis du ikke skulle have været plastikkirurg,
hvad skulle du så have været?

Hvis jeg skulle vælge noget andet, så ville det helt klart enten være skytte eller skovløber, tror jeg. Jeg har altid virkelig godt kunne lide at gå på jagt og være ude i naturen.

Blå Bog

Navn: 

Stig-Frederik Kølle, 41 år, 3 børn og bor i Charlottenlund.

Beskæftigelse: 

Stig-Frederik er overlæge og speciallæge i plastikkirurgi. Han har en ph.d.-grad og er forskningsansvarlig overlæge for det første private stamcellelaboratorium til kosmetisk plastikkirurgi.

Han er en af de førende eksperter på verdensplan inden for fedttransplantation og stamceller til brug i både rekonstruktiv- og kosmetisk plastikkirurgi. Han har publiceret mange artikler i internationale tidsskrifter, bl.a. i The Lancet som eneste danske plastikkirurg. Han er en meget brugt foredragsholder ved internationale kongresser i plastikkirurgi.

Han stræber altid efter perfektion, og skønhedsidealet er et naturligt og velproportioneret look. Derudover er han også en af de få plastikkirurger i verden, der kan udføre det kendte Alexandra-brystløft, som efterlader et resultat uden synlige ar.

Stig Frederik er perfektionist ud til fingerspidserne og hans helt særlige kompetencer er:

● Fedttransplantation til ansigt

● Brystforstørrende operation med implantater og brystforstørrende operation med eget fedt

● Fjernelse og udskiftning af
brystimplantater

● Alexandra-brystløft og brystreduktion

● Brystrekonstruktion

● Fedtsugning

● Fjernelse af slapt maveskind samt slap hud på lår og arme

● Fjernelse af slap hud efter stort vægttab

● Operation for mandlig brystudvikling

● Øjenlågsoperationer

● Rekonstruktiv- og kosmetisk plastikkirurg

Frederiksberg Have og Værnedamsvej er sikre vindere, når kendte skal udpege steder, de helst vil opholde sig i deres by. Flere nævner også bestemte gader og restauranter som favoritter.

Som Champs Elysees
Stig Elling, 72, ambassadør for Bravo Tours, rejsekonsulent og
foredragsholder. Har boet 30 år på Frederiksberg

Hvad er dit favoritsted i byen?

”Jeg kan godt lide Haveselskabets Have og restauranten, hvor man kan få et glas rosé i solen.
Der er lidt Paris over Frederiksberg Allé, hvor man føler sig hensat til Champs Elysees. Sådan er det også med Værnedamsvejs små hyggelige cafeer og specialbutikker. Jeg vil også nævne parkområdet med blomster mellem rådhus og runddel, og den smukke Frederiksberg Kirkegård. Samt restaurant San Marco Junior på Falkoner Allé, hvor jeg kom allerede for år tilbage. Det er nær min bopæl, så dér spiser jeg tit.”

Færdes du alene eller med andre?

”Jeg kommer der sammen med min mand Steen og med venner og bekendte. Der er mange perler ud over dem, jeg har nævnt. Det er så rart og trygt at færdes på Frederiksberg, at man har lyst til at gå ud hver eneste dag.”

Hvad er dit favoritsted i byen?

”Jeg kan godt lide Haveselskabets Have og restauranten, hvor man kan få et glas rosé i solen.
Der er lidt Paris over Frederiksberg Allé, hvor man føler sig hensat til Champs Elysees. Sådan er det også med Værnedamsvejs små hyggelige cafeer og specialbutikker. Jeg vil også nævne parkområdet med blomster mellem rådhus og runddel, og den smukke Frederiksberg Kirkegård. Samt restaurant San Marco Junior på Falkoner Allé, hvor jeg kom allerede for år tilbage. Det er nær min bopæl, så dér spiser jeg tit.”

Færdes du alene eller med andre?

”Jeg kommer der sammen med min mand Steen og med venner og bekendte. Der er mange perler ud over dem, jeg har nævnt. Det er så rart og trygt at færdes på Frederiksberg, at man har lyst til at gå ud hver eneste dag.”

Stig Elling kan mærke, når han krydser bygrænsen til Frederiksberg. Så føler han sig hjemme og værdsætter haver, parker og bestemte gader.

Hanne Løye er flyttet til Frederiksberg fra Charlottenlund.
Hun er gået all in med sit nye kvarter, hvor hun har været ejendomsmægler i en årrække.

Hygge på cafeerne
Hanne Løye, 57, indehaver af RealMæglerne og medvirkende i ”Hammerslag” på DR. Har boet på Frederiksberg i to år

Hvad er dit favoritsted på Frederiksberg?

”På Værnedamsvej nyder jeg et godt måltid eller en kop kaffe på restaurant Les Trois Cochons, som har borde udenfor. Jeg kan lide at gå en tur på Gammel Kongevej med dens specialbutikker og fornemmelsen af mennesker, som hygger sig på fortovscafeer”.

Kommer du tit på dine foretrukne steder?

”Uanset på hvilken ugedag er der altid god stemning og mad på Café San Marco Junior over for Falkoner Centret. Dér kommer jeg gerne til en god middag efter en lang arbejdsdag i min forretning lige ved siden af”.

Jørgen de Mylius har boet i samme villa i Fuglebakkekvarteret i 46 år. Sammen med Frederiksberg Have hører det til favoritterne. 

Bor et ideelt sted
Jørgen de Mylius, 73, radiovært med ”Eldorado” og Hithouse” på DR. Har boet i samme villa på Frederiksberg i 46 år

Hvad er dit favoritområde på Frederiksberg?

”Der er mange dejlige grønne områder som Fuglebakkekvarteret, hvor jeg selv bor.
Men mit yndlingssted er Frederiksberg Have med al dens historie. Det er navnlig slottet, kanalerne, stierne, øerne og beplantningen jeg kan lide. Jeg har fodret ænder her siden 1973 og gør det stadig med mine yngste døtre. I tilknytning til haven ligger jo Storm P.-museet, Zoo og haveselskabets have med morsomme kringelkroge.”

Hvor tit kommer du på dit foretrukne sted?

”Mindst en gang om ugen! Jeg tager ofte en cykeltur med en af pigerne, og så går vi lidt rundt og snakker, hygger os og nyder atmosfæren.  Sådan er det på alle årstider. Overfor havens sideindgang fra Smallegade ligger tilmed en af Frederiksbergs bedste spisesteder, Sokkelund Café & Brasserie.
Her kommer familien jævnligt på grund af det gode køkken og atmosfæren.”

Besøg facebooksiden “Markedsdag på Værnedamsvej og Tullinsgade” for mere
information om datoer m.m.

Markedsdage er bedst
Helle Sjelle, 48, cand.scient.pol., formand for Bolig- og Ejendomsudvalget i Frederiksberg kommune. Har boet seks år på Frederiksberg

Hvad er dit favoritsted på Frederiksberg?

”Et af de charmerende steder er Værnedamsvej.”

Hvorfor kan du lide at komme der og hvor ofte?

”Der er en skøn stemning især på markedsdage, hvor butikkerne rykker udendørs, og gaden er fyldt med glade mennesker. Så bliver det ikke bedre.”

Kommer du alene eller sammen med andre?

”Jeg kommer der ofte sammen med min mand Lars for at drikke en kop kaffe, nyde et glas vin og spise en middag på en af gadens hyggelige cafeer.”

Helle Sjelle har selskab af sin mand Lars Barfoed, når hun drikker kaffe og spiser en middag på Værnedamsvej.

På cykel gennem byen passerer Brian Holm sine foretrukne gader og cafeer, hvor han kommer alene eller med venner, fjender og familie.

En dejlig cocktail
Brian Holm, 56, tidligere professionel cykelrytter, sportsdirektør. Har boet på Frederiksberg i 24 år

Hvad er dit favoritsted på Frederiksberg?

”Der er mange. Teatre, cafeer, pariserstemning og Storm P. er en dejlig cocktail, man bliver i godt humør af. Café Promenaden og Te Amo Salon er mine hemmelige steder på Frederiksberg Allé.”

Hvorfor kan du lide at komme der og hvor ofte?

”Jeg passerer dagligt Frederiksberg Allé på cykel. Når solen skinner, letter jeg på kasketten og råber ’God formiddag enkefru Castenskiold’ eller ’Goddag Borgmester Aggesen’.
Flotter familien sig, spiser vi på traditionsrige Sans Sousi på Madvigs Allé. Jeg holder to-tre kaffemøder om ugen på Café Promenaden. Te Amo er mit lille hemmelige sted med hjemmebag og en god kop te.”

Går du alene eller sammen med andre?

”Museum og tesalon går jeg på alene. Måske fordi jeg i 1983 var lun på værtinden Susanne og stadig får sommerfugle i maven, når jeg ser hende. Så jeg håber ikke, min kone ser dette interview, men vi kan jo ikke løbe fra fortiden. På Café Promenaden kommer jeg med venner, fjender og familie.”

Det kræver sin kvinde at arbejde i en branche, hvor mændene er flest.
Liebhaverboligen har talt med tre kvinder fra vidt forskellige fag, der har det til fælles, at de har kastet deres kærlighed på felter, hvor kvinder er et særsyn. Vi har spurgt dem, hvordan deres køn har påvirket deres muligheder, samt bedt dem give deres besyv med omkring ligestilling anno 2019.

Gardinbus med girlpower

Nicoline Durup startede i 2019 gardinvirksomheden Studio P. I 2016 blev Nicoline udvalgt som én af Danmarks unge ledertalenter af tænketanken HPI. Hun har tidligere arbejdet med PR for Stella McCartney i London.
www.studiop.dk

Hvordan mærker du, at din branche traditionelt set er mandsdomineret? 

Lad os være ærlige. De fleste associerer gardinbusser med et gammeldags koncept, hvor en grå tørvetriller (læs: midaldrende mand) kigger forbi i en kæmpe bus. Selvom gardinbranchen på mange måder har udviklet sig, og i dag tilbyder masser af fine stofkvaliteter, har den qua den konservative, mandsdominerede tradition ikke prioriteret at udvikle og skubbe til grænser, eller at bringe noget mere kunstnerisk ind i branchen.

Hvad kan du tilføje branchen som kvinde? 

Det simple svar er bedre smag og smukkere løsninger. De nuværende gardinbusser halter bagud, når det kommer til forståelsen af, hvad der rent faktisk sker i design-, kunst- og modebranchen. Derfor er min ambition at skabe et koncept med kørende gardinstylister, der er skarpe på trends og tendenser. Men ser vi bort fra, at jeg som kvinde kommer med en kærlighed til indretning og interiør, så er en af mine væsentligste tilføjelser til branchen en kvindelig ledelsesstil. Jeg har som kvinde et mere naturligt fokus på de emotionelle værdier, som for eksempel medmenneskelighed og empati.

Hvilke reaktioner får du, når folk hører, hvad du beskæftiger dig med? 

De fleste griner når jeg siger, at jeg har en gardinbus med girlpower.
Det lyder jo også skørt og provokerende på samme tid. Men selvom billedet af Nicoline i en gardinbus giver anledning til smil på læben, så ved dem som kender mig, at jeg trives i en mandsdomineret branche. Jeg har, qua min rolle i vores familievirksomhed Profil Markiser, været en del af en yderst mands-

domineret virksomhed i mange år. Så jeg er efterhånden ret vant til at blive mødt med en undren over stiletter på stigen.

Har du oplevet barrierer i branchen i forhold til dit køn? 

Den primære barriere består i at blive vejledt og tale med (mandlige) brancheaktører ud fra en prædefineret forretningstankegang. Når du bliver mødt med et ’sådan-plejer-vi-at-gøre-salgsmateriale’, kan det være virkelig svært at holde fast i at gå til venstre, når resten går til højre.

Hvad betyder ligestilling for dig? 

Jeg joker tit med, at jeg skal være mand i mit næste liv, for jeg synes på mange måder, at vi kvinder løfter mere og hårdere, end vi bliver belønnet for.
Gennem mit personlige netværk kan jeg erfare, at særligt barsel sætter en stopper for ligestilling. Egentlig er jeg liberal nok til at mene, at familier selv må bestemme, hvordan deres hverdag skal skrues sammen. Men jeg er også kvinde nok til at mene, at den eneste måde, vi får mere ligestilling og ligeløn på, er ved at have en ligelig fordeling af barsel mellem kønnene.

Hvad er dit bedste råd til kvinder, der drømmer om at blive del af en mandsdomineret branche? 

Du skal være stædig og sætte ekstra turbo på din kvindelighed, da det, trods lidt modstand, faktisk bliver din fordel i en mandsdomineret branche.

Når musikken bryder grænser

Tia Korpe er initiativtager til Future Female Sounds, der er en non-profit organisation, bookingbureau og globalt netværk for kvindelige DJs.
FFS har uddannet over 90 kvindelige DJs det seneste år, og Tia har
netop etableret det første DJ Akademi for kvinder i Tunesien.
Future Female Sounds arbejder for at øge synligheden for kvindelige DJs gennem blandt andet uddannelse og workshops.
www.futurefemalesounds.org 

På hvilken måde er DJ-branchen mandsdomineret, og hvordan kommer det til udtryk?

DJ-branchen har i Danmark og globalt, særligt de seneste år, åbnet sig i forhold til kvindelige DJs. Men der er stadig lang vej til, at DJ-branchen og musikindustrien er bare nogenlunde ligestillet. Jeg møder ofte det argument, at der jo ikke findes lige så mange kvindelige DJs, men det passer ikke. Det handler om, at kvinder har mindre synlighed og eksponering. Vi har i Future Female Sounds tilknyttet over 100 aktive kvindelige DJs i Danmark, og ofte er det et spørgsmål om at ændre folks mindset. Branchen er stadig topstyret af mænd, der sidder på alt fra booking til festivalledelse – og de ”ser” simpelthen ikke alt det kvindelige talent, der findes derude.

Hvordan er du selv kommet ind i branchen, og har du oplevet barrierer i forhold til dit køn?

Allerede som 17-årig droppede jeg ud af gymnasiet for at arbejde med musik, PR og events. Jeg har bevæget mig i hiphop-miljøet siden slut 90’erne, hvor det var en sjældenhed at møde kvinder, der brændte for musikken. Jeg har altid følt et enormt pres fra mænd i branchen om, at jeg skulle være 100 gange bedre end dem, hvis jeg skulle opnå respekt. Det var først da jeg mødte en kvindelig DJ, at jeg begyndte at se, jeg havde et talent. Jeg startede Future Female Sounds for at kunne hjælpe flere kvinder i gang, og for at tilbyde mentorer og professionelle sparringspartnere. Men jeg oplever stadigvæk selv, når jeg er ude at spille, at en eller anden fyr lige skal kommentere på mit mix eller spørge om diskanten skal justeres. Disse kommentarer kommer ALTID fra mænd!

Hvad kan du tilføje branchen som kvinde?

Utroligt mange ting faktisk. Hele vores organisation er drevet af kvinder, og uden bevidst at have arbejdet for at dekonstruere myter om kvindelige kollegaer, indser jeg, at vi ikke har haft en eneste intern konflikt. Jeg mener, at
kvinder arbejder utroligt struktureret, ambitiøst og hårdt. Det er selvfølgelig en generalisering, men de fleste kvinder jeg kender, der er passionerede omkring deres arbejde, gør deres absolut bedste for ikke kun at levere, men også at være venlige og hjælpsomme i processen. Jeg tror også som social entreprenør, at vi kvinder er mere ligeglade med prestige. Vi har nok større fokus på forandringen, og på at gøre verden til et bedre sted.

Hvad betyder musik i forhold til at bryde normer og sætte ligestilling på dagsordenen?

Musik er den kommunikation, vi bruger, uden at behøve at sige noget. I Future Female Sounds arbejder vi med den filosofi, at musik kan bruges som et værktøj til at samle mennesker på tværs af baggrund, klasse, seksuel orientering og etnicitet. Ved at skabe nye kvindelige rollemodeller via musikken, kan vi inspirere piger generelt og gøre en forskel på ligestillingsfronten.

Hvad betyder ligestilling for dig?

Ligestilling for mig er, når mænd indser deres privilegier og anerkender, at patriarkatet gennemsyrer alle samfundslag – men at dette er en proces, både mænd og kvinder må arbejde sammen for. Ligestilling er først en realitet den dag, alle kvinder har de samme rettigheder og muligheder som mænd.

Hvad er dit bedste råd til kvinder, der drømmer om at blive del af en mandsdomineret branche?

Mit bedste råd er ikke tænke for meget over, om du tør, men bare at kaste dig ud i det. Hvis mænd brugte lige så lang tid som kvinder på at være ”perfekte”, inden de startede noget op, ville de ikke været nået så langt. Derudover vil jeg råde alle kvinder til enten at melde sig ind i netværk af andre kvinder i lignende brancher, eller få sig en kvindelig mentor.

”Bilen kender ikke forskel på, om du er mand eller kvinde”.

Christina Nielsen skabte i 2016 historie, da hun som den første kvinde nogensinde vandt et stort internationalt sportsvognmesterskab, det amerikanske IMSA-mesterskab. Hun har desuden vundet det legendariske 12-timers-løb på Sebring, deltaget i Le Mans, og så har hun fået sin egen LEGO-figur. Christina kører for flere teams, blandt andet i Hong-Kong, England og USA.
www.christinanielsenracing.com

Hvordan er det at være kvinde i en branche med så mange mænd?

Motorsport betragtes ofte som en ”mandeverden”, men jeg foretrækker at kalde det en verden domineret af mænd. Her er plads til alle, men man er nødt til at være en smule tykhudet for at begå sig i miljøet. Som kvinde skal man modbevise flere stereotyper, håndtere dårlige jokes og kommentarer, samt gøre mere for at opnå respekt. Når det er sagt, er motorsporten også fuld af gode mennesker, der først og fremmest ser mig som en kører – hvilken er den måde, jeg helst vil ses på. Først og fremmest er jeg kører, derefter er jeg kvinde. For når jeg sidder bag rattet, kan bilen ikke kende forskel, og så kæmper jeg under nøjagtigt de samme betingelser som mændene.

Hvilke barrierer eller fordele har du oplevet i forhold til dit køn?

For nogle år siden kørte jeg i en serie i Mellemøsten. Dengang måtte kvinder ikke køre bil i dele af dette område, og jeg kunne derfor ikke deltage i alle afdelinger af mesterskabet. Det er fantastisk at se, at dette nu har ændret sig. Der er uden tvivl muligheder, jeg går glip af, fordi nogle mennesker i branchen ikke ønsker en kvindelig kører. Men over de seneste år er der samtidigt kommet et positivt fokus på at promovere kvinder i branchen. I år kører jeg for eksempel i et ”full female line-up”, hvilket vil sige, at vi udelukkende er kvinder på holdet, der konkurrerer mod mændene. Ja, det er en mulighed, der er opstået, fordi jeg er kvinde – men lige så meget på grund af mine resultater. I begge løb har vi været utroligt konkurrencedygtige, og har været med fremme i top 3.

Hvad kan du tilføje motorsporten som kvinde?

I sidste ende er jeg en kører, der som alle andre ønsker succes og gode resultater. Dette har intet med mit køn at gøre. Udover det håber jeg, at omverdenen, specielt piger og kvinder, ser, at vi også hører til i denne verden, og med stor succes kan konkurrere på lige fod med mændene. For at introducere flere kvinder til hovedsageligt automobil- og motorsportsbranchen, har jeg og en anden kvinde startet et projekt kaldet Accelerating Change. Vores mål er netop at introducere flere kvinder til bilbranchen, samt dele vores passion og køreglæde.

Hvad  betyder ligestilling for dig?

At alle har adgang til de samme muligheder uanset køn, men at man så også skal levere på samme niveau.

Hvad er dit bedste råd til kvinder, der drømmer om at blive del af en mandsdomineret branche?

Min tidligere coach sagde engang til mig: ”Be a swan! Elegant and powerful on top of the water, while the feet are working their ass off, under the water”. Det er ikke let at leve op til, men det er det bedste råd, jeg selv nogensinde har fået, og som jeg derfor gerne vil videregive til andre.

Sarah Zobel har været meget igennem de seneste år. Hun har fået sit tredje barn, mistet sin far og gennemlevet endnu en skilsmisse. Det kræver sin kvinde at stå stærk i modgang, og for den 45-årige psykolog og forfatter findes styrken og  glæden i et nærvær med sine børn.

Midt i  den højaktuelle debat om minimumsnormeringer, manglende pædagoger og ressourcer, og dystre fremtidsudsigter for vores små poder i landets institutioner, finder man Sarah Zobel og Iben Sandahls seneste bog Det gør ondt i maven, mor, en bog, der sætter fokus på nærværet og de smukke øjeblikke med vores børn som det altafgørende for vores børns velbefindende.

”Jeg kan ikke undgå at tænke på nærvær, når jeg lytter til den verserende debat om underbemanding i landets institutioner. Min yngste søn på tre år har vi netop valgt at flytte fra en institution  til en anden – blandt andet på grund af et manglende nærvær. Når vi lever i et så institutionaliseret samfund, som vi gør, og når vi har så travlt med alt det vi skal nå, når børnene endelig har fri, så er der hurtigt et underskud af nærvær alle steder fra. At blive set og hørt er så afgørende for børn, og hvis de hverken får nærværet i børnehaven eller hjemme med forældrene, hvornår skal de så få det?”

”Jeg gør selv så meget som muligt ud af det nærvær, når jeg er sammen med mine børn. Men det kan være svært, når man er alene med tre af slagsen, hvor den ene kommer hjem og vil snakke teenage-ting, mens jeg skifter ble på den anden og vasker fodboldtøj for den tredje. Men jeg forsøger at se og høre mine børn for hvem, de er. Alle børn er forskellige, og alle skal de lære os forskellige ting. De helt små lærer dig om det totale nærvær, mens de større påpeger dine egne skyggesider. Man mødes i et spirituelt partnerskab med sine børn, hvor vi hver især skal lære hinanden noget. Mine børn lærer mig ligeså meget, som jeg lærer dem.”

Hvordan ville dine egne børn beskrive deres mor, tror du?

”Som en person, der pisker rundt for at familien skal have det godt, og at jeg nogen gange har for travlt. Men også at jeg kan være sjov at være sammen med, at vi kan pjatte, smide hæmningerne og være barnligt sjove sammen. Det er en vigtig ting at kunne grine med sine børn. Særligt, når man som jeg, går rundt med en lille melankoliker i maven, som jeg gør, er det vigtigt at påminde sig selv om, at legen også skal være tilstede i tilværelsen”, fortæller 45-årige Zobel.

Kan du konkretisere et par smukke øjeblikke fra din egen hverdag, som du deler med dine børn? 

”Ja. Det er, når jeg kommer hjem med min søn fra børnehaven og har alt for meget om ørerne til at kunne være til stede med ham – indtil han siger ’popcorn’.  Så laver jeg de pokkers mikroovn-popcorn, og så sætter vi os sammen på gulvet i en halv time og spiser popcorn. Det er for mig et smukt øjeblik. Man husker ikke sin tidlige barndom i andet end glimt – i de få øjeblikke og særlige oplevelser. Og det er nærværet med ens børn, som skal skabe de øjeblikke”.

Har du så også et særlig smukt øjeblik fra dengang, du selv var barn?

”Jeg har masser”, griner Zobel og tager os med en tur tilbage i tiden. ”Vi plagede altid min far om at lege spøgelse. Han sagde altid ’nej, nej, nej, det gider jeg ikke’, men så en time senere, hvor alle havde glemt alt om ham, ville hovedkontakten i huset pludselig gå og alt blive mørkt. Det var kun var oppe i kuffert-
rummet, at man kunne slå den fra. Og så vidste vi godt, hvad det var, der foregik. Vi sprang rundt i huset og skreg og hylede og gemte os i skabene og soveværelset og andre steder, mens min far listede rundt i huset med et lagen over hovedet og sagde som en sindssyg elg. Min far kunne sige som alverdens dyr, fordi jagt var hans store passion, og mine veninder blev så bange, at jeg tror, de er traumatiseret for livet”, griner den nu 45-årige psykolog og forfatter, Sarah Zobel.

Patriarken Peter er væk

Sarah Zobels far, den tidligere erhvervsleder og finansfyrste, Peter Zobel, døde i efteråret 2017. Han var en stor personlighed, både i offentligheden og privat, og som datter til den markante mand, har tabet af en far betydet et stort afsavn for   Sarah.

”Uanset om det handler om er dødsfald eller skilsmisser, så er det svært at miste. Der er en kærlighed, som man savner. En kærlighed, der er blevet hjemløs. Og man lærer hurtigt meget om, hvor foranderligt livet er. Jeg tror, at når man mister en forælder, så forsøger familien automatisk at finde en ny konstellation sammen, der skal bringe alle videre. Min far var jo en markant mand forstået på den måde, at han var ekstremt dygtig til at samle familien. Han var samlingspunktet. Jeg kom meget tættere på ham i mit voksenliv, end jeg var i barndommen. Som barn var jeg meget hos min mor, men min far har fyldt meget i vores allesammens liv. Han var en rigtig patriark, en fantastisk personlighed, og tæppet bliver revet væk under en, når man mister en som ham. Selvom han ikke var typen, der ringede hver dag og spurgte, hvordan det gik, vidste man altid, at han ville være der, hvis lokummet brændte. Og det savner jeg.”

Du har fortalt mig, at du blev mindet om din far, da du for nyligt lyttede til det efterhånden ret berygtede interview med Ghita Nørby på Radio24syv?

”Ja, det er rigtigt. De er jo også fra samme generation. Min far kunne godt have samme selvhøjtidelighed, arrogance og kløgtighed, som Ghita Nørby har. Jeg ville vide præcis, hvordan jeg skulle have håndteret Ghita Nørby i det interview. Det, man skulle gøre med min far, var, at man skulle mande sig op og sige: ’Hold nu din kæft. Du har jo selv bedt mig sidde her’. Ghita Nørby er en voksen dame, der har sine moods og et ego. Og ja, man skal da tale ordentligt til andre, men hold nu op – personer som Ghita og min far er characters. De må gerne være lidt besværlige, for de har noget at have det i. Den generation siger ikke undskyld. Man skal kunne deale med det. Og hvis intervieweren havde trådt et skridt frem, havde hun også opnået respekt. Det er helt sikkert. Det gjorde jeg selv overfor min far. Det var det eneste, der virkede. Men det er selvfølgelig nemmere, hvis man kender personen, for at kunne håndtere det på den måde.”

”Det var måske nok unødvendigt at sende det. Det er det samme, som når man i medierne inviterer en imam ind sammen med Pia Kjærsgård. Ingen bliver klogere. Det er så unuanceret, som det overhovedet kan blive. Vi bekræftes kun i de fordomme, vi allerede har, fordi det bliver så sort og hvidt. Vi lærer ikke noget af det, fordi vi taler til laveste fællesnævner i stedet for at søge et højere formål. Hvis vi skal skabe mere forståelse og medfølelse i et større perspektiv, så er det sgu for snæversynet kun at udpensle vores forskelligheder. Hvorfor ikke også tale ligheder? Det er ligheder, der samler os, og jeg er overbevist om, at vi har mange flere ting tilfælles med hinanden, end vi går og giver udtryk for. Og det er måske vigtigere nu end nogensinde før, at vi bevidst ønsker at søge ligheder, fællesskab og medmenneskelighed.”

Alene, stærk, og skrøbelig 

Sarah Zobel er mange ting; hun er først og fremmest formidler med stort F; skriver bøger og klummer og deler videoer på Instagram, hun er psykolog med en fortid som fotomodel, mor til tre med to forliste ægteskaber bag sig, og forfatter med en klar mening om psykologi og forældreskabet. Men hun er også kvinde med stort K. Spørgsmålet er så bare, om hun selv føler sig som en stærk en af slagsen?

”Det gør jeg til dels. Jeg har altid haft stærke kvinder omkring mig, min mor, mine søstre, min mormor. Jeg har set, hvordan de – på trods af livets udfordringer – rejser sig, kæmper for det de tror på, og står så stærkt de nu kan. Jeg har de sidste år lært mere om livet, end hvad jeg havde turde forestille mig. Men når livet viser tænder, bliver man jo nødt til at vise, hvad man er lavet af. Hvem man er og gerne vil være. For i sårbarheden og modvinden bor en enorm styrke. En indre styrke som vi hurtigt kan miste i hverdag og vaner. Men man føler sig jo nok stærkere og stærkere i takt med, at man med årene får flere og flere knubs. Jo mere modstand jeg oplever – og overlever – jo mere føler jeg mig styrket i livet. Også selvom jeg ikke er født med et lyst og optimistisk sind. Jeg er melankoliker. Men jeg har en stærk tro på livet. Jeg har en livslyst. Og jeg tror på, at der er mere mellem himmel og jord end det umiddelbare, hvilket hjælper mig med at kunne se tingene i et større perspektiv – særligt i svære perioder. Ting sker jo af en årsag.”

Som at blive skilt og stå alene tilbage?

”Det er jo nyt for mig at stå helt alene. Det har jeg aldrig prøvet før. Jeg har altid været i et forhold, siden jeg som 23-årig blev gift første gang (Alexander Kølpin, red.), og det er virkelig noget andet at stå alene. Man har jo ikke sin partner at læne sig op ad i livet. Jeg kan godt føle mig skrøbelig på en anden måde. Men når man ikke har en fast familiekerne omkring sig hele tiden, lærer man at trække på andre støtter som familie og venner, men jeg tror også, det kan være sundt at stå lidt alene, for man får på ny placeret fødderne i jorden under sig og ikke i alle mulige andres fodspor.”

Hvad ser du som den største udfordring ved at stå helt alene?

”Flere ting. Hverdagslogistik med børn er en udfordring. At skulle gøre alt selv, som man normalt deler i et forhold; vaske tøj, indkøb, bleskift, sengelægning og teenageproblemer. Alt. Man får altså pludselig en helt  anden respekt for enlige forældre. Og så kan det være enormt ensomt at være ’alene’ med sine børn,  særligt mindre børn, da det at kunne ’dele’ sine børn som forældre vel nok er noget at det smukkeste i forældreskabet. Men det går nu også meget fint med begge fædre. Og så har mine børn nogle dejlige bedsteforældre. Jeg læste engang en sætning i en bog om børneopdragelse, som bare har siddet fast siden. Den siger: ”It takes a tribe to raise a child”.

Bliver man stærk af at anerkende, at man rent faktisk befinder sig midt i en krise, når man som du står ’alene’?

”Ja, det gør man. Man skal kunne være i det og dele det med andre, så man ikke bliver ensom i smerten. En del af helingen er jo også at kunne række ud og dele det med andre. Jeg tror, man er nødt til at anerkende, at man vil opleve sorg i livet, som man nødvendigvis aldrig kommer sig over. Og det er også ok.”

Man bliver vel også et stærkere menneske af at gå med sine styrker?

”Ja, det skal jeg være den første til at prædike. Den positive psykologi taler meget om livsglæden ved at finde og leve sine karakterstyrker. Mine er nysgerrighed og perspektiv. Men ens omveje kan også vise en nye stærke sider, som man ikke havde adgang til før, såsom åbenhed, taknemmelighed og så videre, hvis man formår at ’se lektien’ i dem. Formålet med livet er ikke kun at være lykkelig og finde mening. Det er at vokse, at gro som menneske. Det er en vigtig dimension af livet, som vi egentlig ikke italesætter særlig ofte. Men det giver en frihed på livets vej. Der sker jo ting i livet, man hverken kan forberede sig på eller ændre. Og i stedet for at korthuset vælter ved et dødsfald eller en skilsmisse, så tænker man i stedet på, hvordan man kan vokse videre fra den erfaring.”

Føler du, at der har svævet en mørk sky over dig i livet? 

”Nej, det føler jeg absolut ikke. Tværtimod. Jeg føler mig meget privilegeret og taknemmelig. Mine forældre blev skilt, jeg har haft papforældre, og der har været alle mulige udfordringer som sygdom og alkoholisme i min familie. Men jeg tror ikke, at udfordringer gør det sværere at klare sig godt i livet. Og uden at være fortaler for ’kriser’, så tror jeg på, at de knubs man får i sin barndom, kan blive til styrker i ens voksenliv – vel at mærke, hvis man er følelsesmæssigt afklaret og formår at bruge det”, siger Zobel eftertænksomt.

Mere ro og meget mere ligeglad

Det har været et par turbulente år for Sarah Zobel, men på den anden side af den tsunami af udfordringer, hun har svømmet rundt i, står hun nu på bredden af et nyt kapitel i livet – en ny tid med mere ro og et stort nærvær – og måske en glæde over den, hun er i dag?

”Man finder en større ro med sig selv i takt med, at man bliver ældre. Det hænger måske nok sammen med, at man bliver mere og mere ligeglad med, hvordan verden opfatter en og en afklaring omkring, hvad man vil og ikke vil. For det er jo det, der sker, jo ældre man bliver. Når man er ung, er man sådan set ligeglad med, hvordan man selv har det – så længe man bare er sej, og det ser fedt ud udadtil. Det er jo så utrolig stressende, men vægtskålen tipper automatisk med alderen, og det gør bare alt lidt nemmere.”

”Jeg har vist endelig sluppet noget af min indre teenager. Men jeg forbliver et ekstremt nysgerrigt menneske af natur, selvom jeg bliver ældre. Jeg vil meget hellere rejse et nyt sted hen og bo på nye hoteller hver gang, end jeg på forhånd ved, hvad der venter mig. Jeg er hverken rastløs eller bange for at gå glip af noget. Det er mere en eventyr-ting. Jeg vil gerne udfordres. Hele livet.”, slutter en storsmilende Sarah Zobel.

Blå Bog

Navn: Sarah Zobel Kølpin (Datter af tidligere Codan direktør, Peter Zobel)
Født: 18. januar 1974

Beskæftigelse: Psykolog og forfatter.

Børn: Roberta 17, Vincent 13, Dallas 3

Bogudgivelser: Lev dig lykkelig – med positiv psykologi, Tør du mærke livet?, Det gør ondt i maven, mor

Instagramprofil: sarah_zobel9

5 til formidleren

Rom og cola eller mojito?

Mojito. Men jeg er egentlig mere til vin, end jeg er til drinks. Og kombinationen rom og cola bryder jeg mig faktisk ikke om. Det kan være, det er fordi, jeg har kastet op i den så mange gange, og nu bare væmmes ved tanken om den, men jeg kan til gengæld godt lide mynten i mojito.  

Swimmingpool eller sandstrand?

Jeg er virkelig ikke særlig pool-agtig. Det minder lidt for meget om en svømmehal uden udsigt og intet liv omkring en. Jeg får lidt af en tisse-stemning, når jeg bader i en pool, og det giver mig følelsen af at ligge i et kæmpe karbad, hvor jeg bader tæt med nogen, jeg egentlig ikke rigtig har lyst til at bade med. Men sandstrand er jeg vild med. Jeg elsker det rene, det rensende ved havet. 

‘Den eneste ene’ eller ‘When Harry met Sally’?

Jeg kan godt synes, at danske film generelt kan blive lidt for tunge i det. Men ‘Den eneste ene’ har en særlig plads i mit hjerte. Og så er den jo blevet en dansk klassiker med de fede kommentarer fra Paprika Steen. Hun er virkelig sjov i den film. Og Sidste Babett Knudsen er jeg vild med. Hun er bare skøn.

Swahili eller mandarin?

Når der er noget, jeg virkelig ikke kan, så vil jeg gerne kunne det. Hvis jeg skal tænke pragmatisk og fremadrettet, så må det være mandarin. Men min kreative og eventyrlystne side siger swahili. Jeg siger swahili.

Døv eller blind?

Det er svært at vurdere, men som sans vil jeg umiddelbart sige, at synssansen fylder mere hos mig. Det er en klaustrofobisk tanke at miste synet. Jeg er født halvblind med grå stær. Jeg har en meget blind vinkel på mit ene øje, og på ethvert klassebillede fra min skoletid er jeg pilhamrende skeløjet. Men med årene har jeg lært at styre det gennem træning.