Gudernes by
Katmandu i Nepal er et kludetæppe af etniske befolkningsgrupper og ditto religioner og guder. Rejs med til et land og en hovedstad, hvor selv mennesker, i hvertfald for en periode – også kan være guder.
“Namasté, namasté.”
Ordet lyder fra alle sider og er ledsaget af mange smil. Og samlede håndflader, som holdes tæt op foran brystet. Namasté, namasté.
Sådan hilser man i Nepal – et af verdens fattigste lande, men også et af verdens rigeste lande – i hverfald hvis man taler om om kultur og religion. Og ordet – hilsenen ”Namasté” betyder da også: Jeg hilser guden i dig.
”Namasté” er Nepal i en nøddeskal.
En verden af guder i alle afskygninger. Fra buddhistiske stupaer til hinduistiske guder iført skræmmende masker og sværd og over til de levende af slagsen. De såkaldte Kumarier, som er levende gudinder.
Katmandus nye levende gudinde, Trishna – fotograferet i 2017.
Foto: Sanjog Manandhar og prakash Chandra Timilsena.
Pigen i Katmandu
Ikke mange lande i verden kan som Nepal bryste sig af at have så mange religiøse manifestationer af enhver art samlet på ét sted.
Selvom landets hovedstad, Katmandu, og omkringliggende egne i 2015 blev udsat for et ødelæggende jordskælv, er mange at byens religiøse templer nu genopbygget og byen igen værd at besøge for de mange turister fra hele verden, som interesserer sig for kultur og religion af den slags, der ligger meget fjernt fra vestlig kultur, og som derfor drager og undrer.
For byen Katmandu har nemlig en levende gudinde.
En ganske lille pige, som bor i et tempel midt i byen, og som aldrig kommer ud. Kun ved helt specielle lejligheder bæres hun i guldstol rundt i byen, og Katmandu har netop sidste år valgt en ny Kumari. Den kun tre-årige pige, Trishna Sakaya of Dallu, der i de kommende år vil leve et liv adskilt fra sin mor og sin familie, fra leg med andre børn og i stedet bo
(dog sammen med en tjenestepige) helt alene i et særligt hus midt i Katmandus myldrende liv.
Kumarier – levende gudinder – har man haft i Nepal siden 1757. De findes ikke alene i hovedstaden Katmandu, men i alle større byer i Katmandu-
dalen, hvor indbyggerne fortrinsvis tilhører det blandede folkeslag newarerne. Og lille Trishna anses for at være den menneskelige inkarnation af dette folkeslags vigtigste hindugudinde, Taleju Deva. Hendes fulde navn er derfor fremover Kumari Deva og det betyder ”jomfru-gudinde” og hentyder til, at Trishna kun kan være gudinde, så længe hun ikke har blødt.
Det har den tidligere Kumari gjort sidste år. Pigen Matina fik menstruation som 12-årig og er derfor ikke gudinde mere. Blødningen har fået det guddommelige til at forlade hendes krop, og derfor er hun nu erstattet af Trishna, som dog endnu er så lille og sårbar, at hun kun få gange er blevet vist frem for offentligheden.
Den afgåede Kumari, Matina, mens hun endnu var en ”levende gudinde”.
Foto: Sanjog Manandhar og Prakash Chandra Timilsena.
Huset på Dunbar Square
”Namasté, namasté.”
Byen Katmandu er et mekka ud i religiøse manifestationer at slentre rundt i. Snævre gyder og fine pladser er fyldt med folkeliv af mange forskellige etniciteter, og hellige køer, duer og mennesker færdes side om side i et mageløst virvar af både hinduistiske og buddhistiske templer. Og arkitekturen er et kapitel for sig ud i snørklede bygningsværker lavet af brændt tegl og træ. Katmandu blev grundlagt i 723 e.kr., og de fleste templer er bygget i pagodestil, som er ”opfundet” netop her i Nepal, hvorfra stilen har bredt sig til resten af østen.
Dunbar Square er byens største plads og naturlige centrum, og det er da også her, at den levende gudinde, Kumarien, bor. I et smukt firlænget hus (som ikke blev ødelagt af jordskælvet i 2015), dekoreret med flotte træudskæringer, og turister må gerne besøge husets indre gård. Her kan de være heldige at få et glimt af Kumari, hvis hun viser sig i et vindue, men det er forbudt at fotografere hende inde fra gården.
Opleve hende ”live” kan man kun ved specielle festlige højtider, hvor hun i en karet med to meter høje hjul trækkes rundt i byen, mens hun under et tag af grønne bambusrør smykket med blomster, velsigner folk.
Kumaris hus i Katmandu.
En nat med afhuggede dyrehoveder
”Namasté, namasté.”
For at blive valgt til Kumari skal visse betingelser være opfyldt.
For det første skal en levende gudindes udseende opfylde 32 egenskaber.
Hun skal blandt andet have nakke som en konkylie, fødder med vener som hos en and, øjenbryn som en ko, ben som en hjort, og så skal hun være sorthåret og have en naturlig hårskilning mod højre. Hun må heller aldrig have været syg eller have mistet så meget som en eneste dråbe blod, og derfor bliver hun altid båret rundt, når hun skal udenfor huset.
Når en ny Kumari skal findes, bliver der søgt blandt egnede to-femårige piger fra to specielle familier – Shkaya-familien og præsteklanen Bajacharya. Er udseendet i orden, bliver pigerne herefter sat på forskellige prøver. Og den værste prøve er ”modets prøve”.
Selve udvælgelsen foregår under den årlige Bada Dasain-fest, hvor man på den ottende dag foretager rituelle ofringer: 108 geder og vandbøfler slagtes, og hovederne bringes til Taleju-templet, hvor de udvalgte
piger bliver sat i et mørkt rum sammen med de blodige og afhuggede dyrehoveder.
De piger, som ikke skriger allerede hér, går videre til næste prøve og føres nu til templets hovedrum, hvor de skal udpege den tidligere Kumaris ejendele. De, som kan det, skal derpå tilbringe natten i templet, mens mænd udklædt som dæmoner danser hele natten til uhyggelige trommerytmer. Og den lille pige, som klarer alle disse skræmmende prøver – bliver dennye Kumari. Men kun hvis hendes horoskop falder sammen med præsidentens. For en Kumari er også præsidentens beskytter.
Når en Kumari bløder første gang – enten ved at hun får en rift eller får menstruation, stopper hendes gudinde-tilværelse. Hun kommer hjem igen – til mor, far og søskende, men livet er tit svært bagefter. Godt nok modtager hun en lille, livslang pension på mellem 100 og 200 kroner om måneden, penge til et bryllup med Beltræets frugt (det skal sikre, at hun ikke bliver enke) samt et engangsbeløb til et bryllup med en rigtig mand. Men selvom pengene er mange i det fattige land, kan det stadig være svært at være en afgået Kumari, for pigen skal på ny lære sin oprindelige familie at kende og lære at omgås jævnaldrende og nu leve et helt almindeligt liv. Med skolegang og hvad dertil hører. Tidligere modtog Kumarierne ikke undervisning i løbet af gudinde-livet, men i dag får de noget undervisning i løbet at gudinde-tilværelsen.
En søn tænder ilden ved sin fars kremering.
Her ved badetrapperne i Pashupatinath-templet brænder Katmandus hinduer deres døde.
Ligbålene ved Pashupatinath
”Namasté, namasté.”
Der er meget at se og opleve i Nepal. Mange tager på vandre- og trekking- ture ud i landets smukke natur, og andre bestiger bjerge eller besøger isolerede stammefolk i bitte små landsbyer. Men har man kun få dage og ikke lyst eller kræfter til de mere anstrengende fornøjelser, er der spændende ting at se på udflugter ud fra Katmandu.
Et must er i hvertfald Pashupatinath-templet, som ligger ved Bagmati floden, der er en biflod til den hellige Ganges-flod.
Pashupatinath-templet er et helligt kompleks rejst til ære for Pashpupati, dyrenes gud, og er en manifestation af hinduguden Shiva. For mange hinduer er dette tempel et af de helligste i Nepal, og ved templets badetrapper kan man se de mange ligbrændinger, som hver dag foregår her.
Nepaleserne finder det ikke stødende, når andre kigger på, at de brænder deres døde og sørger, og det er for en vesterlænding tit en rørende oplevelse at se. Selve det store tempelkompleks er også et besøg værd, og det samme er det store marked, som omkranser hele komplekset. Ivrige gadesælgere tilbyder alt fra røgelse til bedekranse og håndlavede gudikoner, og hellige mænd, de såkaldte sadhuér, sidder og mediterer.
Pashputinath-templet ligger blot 15 minutters kørsel fra Katmandu centrum og kan også nås med offentlige busser. Templet er åbent hver dag, men det er en god ide at komme tidligt om morgenen eller til aftenbønnen, og det er muligt at købe en engelsktalende guide på stedet.
Tag anstændig påklædning på.
Bodhnath- stupaen, Nepal
Rundt om Bodhnat-stupaen er der hyggelige restauranter og souvenirbutikker. Og ikke mindst et mageløst folkeliv at studere.
Tibetanernes stupa
”Namasté, namasté.”
De små flag i alle farver blafrer i vinder og sender på den måde bønner ud. De vajer på lange snore over en af verdens største stupaer, som findes blot en kort køretur fra Katmandu, og synet er ubeskriveligt.
Her holder store dele af Nepals tibetanske befolkningsgruppe til, og døgnet rundt kan man se pilgrimme i alle aldre vandre rundt om den 36 meter høje stupa, mens de drejer på stupaens bedemøller, der ligesom de farvestrålende flag, sender bønnerne ud til alle verdenshjørner. Den første Bodhnath-stupa blev opført allerede i 600-tallet, under den tibetanske konge, Songtsen Gambo, men den nuværende stupa i dag er fra 1300-
tallet. Den er opbygget som en mandala, der er et religiøst billede på verden og et hjælpemiddel ved meditation. Basen i den består af tre trappetrin omgivet af en mur, og hele vejen rundt er der 1476 små nicher, som hver indeholder fire-fem bedemøller.
”Om Mani Padme Hum” – mumler pilgrimmene, mens de går rundt og rundt om stupaen, og sætningen er et særligt buddhistisk mantra, som vist nok vis handler om, at hele universet er forbundet. Og at man hilser og
hylder denne forbundetshed.
Øverst på stupaen kan man se Budhas øjne malet på de fire verdenshjørner. Buddhas næse ligner nærmest et spørgsmålstegn, men symboliserer det nepalesiske tal 1, om står for enhed. Og over øjene er der 13 hellige videnstrin, som fører til Nirvana – begrebet for frelse eller oplysthed.
Bodhnath-stupaen er det religiøse centrum for de omkring 175.000 tibetanere, der i dag lever i Nepal. Massevis af souvenirbutikker og hyggelige restauranter omgiver stupaen, og det er en fin oplevelse at sidde i solen på en dejlig restaurant og nyde det fantastiske skue, der udspiller sig. Der kan gøres gode souvenir-køb fra de mange sælgere, ligesom en spadseretur til den omkringliggende tibetanske bydel – med et væld af buddhistiske klostre – også er en en fin oplevelse.
”Namasté, namasté.”
Rejsefakta
Bedste tid på året for at besøge Nepal/Katmandu er fra oktober til december og igen fra marts til april. Her er der mest solrigt og tørt.
En del danske rejsebureauer har rundrejser til Nepal, men kan også være behjælpelige, hvis man ønsker at rejse på egen hånd.
Der kræves visum ved indrejse til Nepal. Visum kan fås ved henvendelse til den Nepalesiske ambassade i København, Esplanaden 48,
1263 København K. Tlf.: 44444026
For nødvendige vaccinationer tjek med Statens Seruminstitut. www.ssi.dk
Gode hjemmesider:
www.info-nepal.com og www.nepal-now.com
Både Politikens ”Turen går til” og Lonely Planet med flere har gode guidebøger til Nepal og Katmandu.
Der er plads til “alle” i Katmandus bybillede.
Sadhuér er hellige mænd og ses overalt i Nepal og især i Katmandu.
