Rejser | Liebhaverboligen

Rejs så meget du kan …

PÅ FERIE MED HITLER

Hvide byer, grønne bøge, nationalparker og en naturbevarelse, der er prisværdig. Tysklands største ø Rügen kan det hele. Også historien om Hitlers/nazismens ferietilbud, som skulle forberede den tyske arbejderklasse til total lydighed mod regimet.

I folkemunde kaldes broen for ”Den hvide dame”. Og ualminde- lig smuk, med små-sprossede vinduer og tårne og spir – er da også den 394 meter lange, hvide træ-badebro Seebrücke, som i byen Sellin fortæller historien om fordums badeliv på Rügen. Her på kilometervis af hvide sandstrande, flankeret af stejle kridtklinter, begyndte de rigeste af de rige at feriere allerede i starten af 1800-tallet, og det gør de sådan set stadig.

Badebyerne på Rügens østkyst, især Göhren, Sellin og Binz, tiltrækker hvert år i massevis af sommergæster, som nyder havet og de hvide pragtvillaer i træ, opført i helt speciel ornamenteret arkitektur. Den tyske kansler Bismarck og forfatteren
Thomas Mann var i fordums tider flittige gæster her, men havde de vidst, hvad badeidyllen senere ville udvikle sig til – havde de nok været mere end forundrede.

For klods op ad badebyen Binz i området Prora, skjult bag de hvide pragtvillaer, opførte nazisterne i årene 1936-39 et 4,5 kilometer langt ferieanlæg til den tyske arbejder-klasse under idealet, at alle arbejdere havde ret til en ferie ved stranden.

20.000 arbejdere skulle her kunne indkvarteres på 10.000 værelser. Alle med havudsigt, og i tilknytning til badehotellet skulle også opføres to bølgebassiner, et teater, en biograf, en jernbanestation, en havn og sidst men ikke mindst en festsal, som kunne rumme alle 20.000 gæster på én gang.

De velkendte strandkurve står ved alle strande.

Planlagt hjernevask

Det enorme ferieanlæg blev dog aldrig taget i brug. For 2. verdenskrig satte en stopper for færdiggørelsen, og i dag kan turister på Rügen derfor kun se kilometer efter kilometer af lange brune, forfaldne bygninger, der står som tavse vidnedsbyrd over et sort kapitel i Tysklands historie.

I mange år har diverse spekulanter haft utallige ideer med bygningerne. Et hotel, nogle ejerlejligheder og et vandrehjem er også i dag indrettet i nogle af bygningerne, men det, man som turist SKAL besøge, er det lille museum – Dokumentationszentrum Prora – som i en fremragende udstilling fortæller om byggeriets oprindelige ide.

Rigtig mange udstillinger i Tyskland fortæller i dag om de forfærdelige forbrydelser, som Tyskland begik under 2. verdenskrig. Men museet i Prora fortæller – som det eneste i Tyskland – historien om, hvordan det kunne lade sig gøre. Om hvordan man via en langsom og fuldstændig planlagt propaganda fik det tyske folk til at tro på og indgå i den nationalsocialistiske ideologi om den perfekte samfundsmodel –
”Folkefællesskabet”.

Museet i Prora er indrettet i en af de gamle bygninger.

Loyalitet gennem privilegier

En virkningsfuld propaganda-maskine i denne målrettede strategi var den nazistiske fritidsorganisation ”Kraft durch Freude” (Kdf). Oversat betyder det noget i retning af ”styrke gennem glæde”, og foreningen skulle tilbyde den tyske arbejder muligheden for en afslappet ferie til en fornuftig pris.

Naturligvis havde staten den bagtanke, at foreningen – via de privilegier den tilbød den fattige tyske arbejderklasse-ideologisk at kunne hjernevaske tankerne om bla. racehygiejne og andre ariske idealer ind i arbejderklassen. Således at når krigen – som skulle skaffe ”lebens- raum” til Tysklands 80 millioner mennesker endelig kom – så var folket parat og fuldstændig loyalt.

Til dette formål blev ferieanlægget i Prora bygget. I en arkitektur, der minder om en kasserne pga. de endeløse rækker af bygningselementer, den centrale festsal til de kæmpestore sammenkomster og i det hele taget manglen på mulighed for at trække sig tilbage i det private rum. Værelserne i feriekomplekset var nemlig alle kun 2,5 gange 5 meter store.

En 35 minutter lang film med engelske undertekster fortæller historien om ideologien og ferieanlægget i Prora. Og efterfølg- ende supplerer flere rum med en plancheudstilling, som dokumenterer, hvordan man via positiv og ”belønnende” propaganda fik forført et helt folk til folkemord på et andet. Fascinationen af nationalsocialismens ideer tydeliggøres helt ud i den mindste detalje og gør besøget på udstillingen til en meget tankevækkende oplevelse.

4,5 kilometer lange betonbygninger opdelt i 8 blokke indeholdt i alt 20.000 værelser.

Rekonstruktion af et værelse i Kdf-feriekomplekset i Prora.

Gå-tur i trætop-højde

Rügen er Tysklands største ø og også en af de smukkeste. Store kridtklinter rejser sig stejlt op fra havet og fortæller historien om en ø skabt af istidens enorme kræfter.

Om efteråret trækker tusindvis af fugle hen over øen, og oceaner af bøgeskov gør hele øen til eet stort, biologisk åndehul.

Et specielt sted at besøge, hvis man er glad for natur og især træer, er derfor øens Naturarv-center, som tilbyder en ganske særlig oplevelse: En gåtur i trætop-højde!!!

En kæmpemæssig trækonstruktion fører den besøgende ud på en 1,2 kilometer lang gangbro, som løber højt oppe mellem skovens store bøgetræer. En virkelig anderledes oplevelse at gå i samme højde som træerne – i stedet for nedenunder dem. Undervejs på turen, som i øvrigt også er kørestolsegnet, kan børn og barnlige sjæle prøve forskellige forhindringer, ligesom det er sjovt at prøve at skubbe til stammen på et stort bøgetræ i mere end 10 meters højde. Det er nemlig i denne højde, selv for en spinkel kvinde, muligt at rokke træets stamme indtil flere cm. Det håndfaste bevis på at træer skal kunne svaje i storm for ikke at knække.

Øverst i 40 meters højde afsluttes hele trækonstruktionen med en kæmpemæssig rund krone, som skal forestille en ørnerede. Her oppefra er der en formidabel udsigt ud over hele Rügen, og spredt placeret er også forskellige fuglereder med æg i – en sjov oplevelse at se, hvordan de forskellige fugle endten er dygtige arkitekter eller blot lægger æg i en rodet bunke grene. Tilbage på jorden igen byder Naturarv-centret på flere udstillinger om bl.a.biodiversitet og vigtigheden i at bevare og passe på naturen.

Fra “ørnereden” kan man se ud over hele øen.

På en 1,2 kilometer lang gangbro kan man vandre i træ-tophøjde

Nationalparker og traner

Selv om Rügen kun er 926 kvadratkilometer stor, lægger den rum til hele tre nationalparker. Den mindste af dem hedder Jasmund, og bøgetræerne her i parken er erklæret UNESCO-verdensarv. Næsten uberørte af menneskehånd står her de gamle kæmper helt ud til øens hvide kridtklinter, og en lille gå-tur fra parkens parkeringsplads fører ud på toppen af den højeste klint. Den hedder ”Kongestolen” – Königstuhl og er hele 118 meter høj. Indenfor i parkens besøgscenter kan man få nysgerrigheden stillet, når det gælder bevarelse af naturen – for en udstilling i fire etager tager både børn og voksne med på en rejse tilbage i tiden, som fortæller om Rügens opståen. Audioguides på flere sprog kan lånes, ligesom den besøgende kan vælge imellem tre forskellige ”rejser”. For børn er der en helt speciel ”rejse”, hvor to eventyr-dyr fortæller.

Godt 800 kilometer cykel– og vandrestier byder sig til for naturelskeren på Rügen. Nationalparker- ne tilbyder gratis vandreture med guider, og er man mere til det ornitologiske, sejler en lille udflugtsbåd både forår og efterår turister ud i Nationalparken Vorpommersche Boddenlandschaft for at se de mange traner, som hvert år spiser sig fede her, inden de flyver sydpå for at overvintre.

Den lille båd kan man boarde i byen Sharprode, men turen er fire timer lang, og der er ingen garanti for at se en ”sort sol” med traner. Godt med garanti er dog et besøg på Schillers Gasthof i samme by, hvis man har lyst til en god bøf. Indehaveren Mathias Schilling opdrætter nemlig Limousine kvæg på sin private ø midt i nationalparken, og kvæget her lever frit året rundt, vokser grundet det salte græs kun langsomt og slagtes uden stress på øen i deres hjemlige omgivelser.

Natur og vandring er populært i Jasmund nationalpark.

Gourmet og gourmand

Stjerneanmeldt sommer-varieté a la Berlin i gamle dage, international filmfestival, eget damplokomotiv og koncerter og arrangementer i og omkring Rügens mondæne badebyer præger livet på Rügen om sommeren. Øen kan naturligvis besøges året rundt, men sommeren er klart at anbefale, hvis man er til stemningen af fordums luksus og hvid badeby-arkitektur. Et andet godt kapitel er i øvrigt også badebyernes mange gode restauranter og her skal især én fremhæves: Restaurant ”freustil” i badebyen Binz, hvor Michelin-kokken Ralf Haug laver maden.

Prøv en 4,6 eller 8 retters menu og få en NOMA-oplevelse på tysk. Det smager himmelsk, er en super- interessant sammensætning af lokale råvarer og en oplevels, hvor dygtigt stjerne-kokkeri og ikke fimset og selvhøjtidelig betjening smelter sammen til en udsøgt helhed af et fantastisk måltid.

Er man mere til svineskank, pølser eller schnitzel fås det naturligvis også på øens mange andre gode restauranter. Rügen kan kort sagt lidt af det hele – og meget af det interessante. En spændende historie, smukke nationalparker og en kyststrækning på hele 574 kilometer taler sit eget sprog.

Rejsefakta

En ferie på Rügen gøres enten i egen bil eller som en arrangeret rejse med et rejsebureau. Kommer man fra Sjælland i bil, kan man enten tage overfarten Gedser-Rostock og derfra køre over broen ved Stralsund. Eller man kan køre over Øresundsbroen til Sverige og tage færgen fra Trelleborg til Sassnitz.

Kommer man fra Jylland er det lettest at køre over ved Stralsundbroen.

Fra Bornholm går der ligeledes færge fra Rønne til Sassnitz.

Overnatning:

Overalt på Rügen er det let at finde passende overnatningsmuligheder.

De hvide badebyer vrimler med hoteller i luksusklassen, private tilbyder bed and breakfast, og campingpladser er her også. Et anbefalelsesværdigt hotel er dog Cliff Hotel i badebyen Sellin. Hotellet har en spændende historie, fordi det under DDR-tiden på Rügen kun var hotel for det kommunistiske partis top-ledere, og den almene befolkning havde ikke adgang til hotellet overhovedet.

Det kostede en bondegård at bygge hotellet, og befolkningen på Rügen var selvsagt sure over, at partibosserne skulle leve i luksus, mens de selv levede i dyb fattigdom. Så da Berlinmuren faldt i november 1989, stormede indbyggerne på Rügen hotellet og tog store dele af indretningen. I dag står hotellet fuldt renoveret med elevator til stranden, havudsigt fra samtlige værelser, en sjov bar hvor der ofte er levende musik og dans, et lille tog, der kører direkte til strandpromenaden og en helt unik spa-afdeling, hvor i øvrigt det store indendørs svømmebassin er fredet.

Nyttige adresser:

Generelt om Rügen:
www.germany.travel, www.ruegen.de, www.wirsindinsel.de

Dokumentationszentrum Prora:
www.prora.eu (folder fås på dansk, og mod depositum på 10 euro kan man låne en engelsk oversættelse til plancheudstillingen, som er på tysk)

Seebrücke:
www.seebrueckesellin.de

Cliff Hotel, Sellin:
www.cliff-hotel.de

Restaurant ”freustil” i Binz:
www.freustil.de

Træ-topvandring:
www.nezr.de/en

Kongestolen, Königsstuhl, i Nationalparken Jasmund:
www.koenigsstuhl.com

Trane-sejltur:
www.reederei-hiddensee.de

Gasthof Schilling, Scharprode:
www.schillings-gasthof.de

27/10/2017/by Eva Baré

På naturferie i Värmland

Rejser

Klap en elg, sov i et træ, byg din egen tømmerflåde og stå på ski midt om sommeren. Mulighederne i Värmland er mange – og kulturelle også, hvis man helst vil det. Besøg en region i det svenske, som ikke er overrendt, men til gengæld fuld af gode oplevelser.

Der er langt mellem husene, men ikke mellem oplevelserne. Faktisk er det bare om at åbne alle sanser og give slip. Give slip på smartphonen, tv-et og musakken, som plejer at bedøve alt til ligegyldighed på alt for mange hoteller.

Lyt i stedet. Snus indad. Og åbn øjnene. Mød en elg, måske en ulv, hør en ugle tude i natten, og vågn op i en hytte bygget i et træ, med udsigt til en sø, som løber milevidt ind i landskabet, og slå armen om din elskede og snup en time mere på øjet. Ingen stress, ingen mails, ingenting faktisk – udover naturen selv.

Vi er i Värmland

Sverige, når det er bedst og allermest autentisk. Er ankommet i bælgravende mørke og er blevet indkvarteret i hjemmebyggede træhytter i Naturbyn i den lille landsby Långserud – den tidligere FN-soldat Thomas Petersons drøm om et sted, hvor folk kan bo i naturen, uden civilisationens elektriske bekvemmeligheder. Her kører alt på naturlig energi, maden laves over bål, hytterne oplyses ved stearinlys og olielamper, og varmen får man ved at fyre op i de små brændeovne, som er installeret i alle hytter.

Thomas købte ”stedet” for 17 år siden og har selv lavet alt i Natyrbyn. Her er et stort overdækket bålsted, kanoer man sejle ud på søen med, en klatrevæg og i øvrigt også en næsten vikinge-agtig stor spise-hytte med stearinlysekroner, og så selvfølgelig frisk vand fra en naturlig kilde.

Naturbyn har i alt 18 sovepladser fordelt på flere hytter. To er bygget højt oppe i store grantræer, andre er placeret med udsigt til søen, og en enkelt hytte ligger midt ude i søen og kan kun nås med kano. Og det hele er superhyggeligt indrettet – med svenske kludetæpper, håndbyggede borde, stole og senge, og igen har Thomas lavet det hele selv, og han er også næsten hele tiden i nærheden, hvis gæsterne behøver ham.

I nærheden er han i den grad også den aften, hvor vi just er ankommet. Han har på forhånd tændt op i hytten for os og sørget for, at en ven fra den nærliggende landsby laver mad til os ved det hyggelige bålsted. Efter maden hopper vi i den iskolde sø og sidder bagefter i de to store vildmarksbade, som Thomas har bygget ved søen. Og under den svenske stjernehimmel drikker vi rødvin og taler og taler og griner – ud i den stille nat.

På tømmerflåde ned ad Klarelven

Värmland ligger i den vestlige del af Mellemsverige. Det er et len, et hertugdømme med ca 220 kilometer cykelruter, 15 certificerede vandreruter og også stedet, hvor den verdensberømte, svenske forfatterinde, Selma Lagerlöff, er født. Her er 10.000 søer, ikke ret mange mennesker – faktisk kun 17,3 personer pr. kvadratkilometer, og så er her Klarelven, som er hele 300 kilometer lang og sammen med Götaelven Sveriges længste elv.

Klarelven får vi både set og prøvet, da vi efter et par dage i Naturbyn drager videre mod nye oplevelser. Vi kører til Torsby, hvor vi skal prøve at bygge en tømmerflåde og selv sejle ned ad Klarelven, og vi er mildelst talt skeptiske.

En sejldygtig og synkesikret tømmerflåde vejer 2 ton. Kan det lade sig gøre? Hvordan får vi kræet til at flyde? Og er det farligt? Heldigvis ikke.

Vildmark i Värmland er navnet på et oplevelsesfirma, som siden 1980 har tilbudt oplevelser til turister – på naturens vilkår. Og det selv at bygge og sejle en tømmerflåde er en af dem.

Filosofien bag er enkel: At flyde tømmerflåde tager tid, men gir også tid! For naturoplevelsen stimulerer sanserne, og teamworket – det sammen at frembringe et produkt, som virker, bliver til en oplevelse, som igen bliver til et minde, der altid huskes, som en succesoplevelse.

Så under kyndig vejledning fra en instruktør oplever vi pludselig os selv en tidlig morgen rulle kæmpemæssige træstammer ned ad en skrænt. Stammerne lander ude i vandet – for det at bygge en tømmerflåde på land og derefter bære den ud – er umuligt. Men at bygge den i vand er let, for træet flyder og kan snildt drejes og vendes.

Efter et iskoldt morgenbad i søen kan man varme sig i Naturbyns brænde-fyrede vildmarksbad

Succesoplevelse

På nul-komma-fem er vi et teamwork. Mens to af os ruller stammerne ned ad skrænten, står to andre iført vaders ude i vandet og surrer dem sammen med blåt plasticreb. Vi bygger flåden i tre dæk, det ene dæk hele tiden modsat det andet, og hvor vi dagen før havde været usikre og nervøse over egen formåen, er vi nu helt ”høje” alle sammen. Halløjsa hvor det går – vi kan, og vi gør det.

I løbet af en times tid har vi bygget den flotteste tømmerflåde. Og bedst af alt – den flyder som en drøm. Ligger fuldstændig sikkert i vandet, vipper ikke og vi er derfor aldeles trygge, da instruktøren forlader os og ønsker os god rejse ned ad Klar-
elven.

Nu er det os og naturen og elvens kræfter, som det hele handler om. Men det handler også lidt om den vidunderlige trækasse, som er blevet bragt ud til os på tømmerflåden. I den ligger nemlig færdig frokost, stegte kyllingelår, fantastiske sandwiches, gode salater, sodavand og såmænd også kaffe og kage, som vi kan nyde, mens vi stille driver ned ad elven.

Mange muligheder

Hos Vildmark i Värmland kan man købe forskellige tømmerflåde-oplevelser. Nogle handler om flere dages sejlads, og så får man et telt med til at slå op på selve tømmerflåden, andre er blot nogle timers ”driverliv” med frokost, og vi har valgt det sidste. Så i tre timer flyder vi stille ned af elven, padler vildt, når heftige strømhvirv- ler får os for tæt på land, men hver gang kommer vi fri og på ret køl, og efter kort tid finder vi ud af, at vi faktisk ikke behøver panikke – end ikke over strømhvirvlerne. Elvens vandstrømme har deres eget liv, og de fører os sikkert og smukt hele 15 kilometer ned af strømmen, alt imens vi spiser, kigger på naturen og har det noget så hyggeligt. Fordi vi fælles har bygget noget, der duede – og alene det afstedkommer nogle gode eksistentielle samtaler, så langt fra smartphones og stress som noget.

En fuldvoksen elg vejer 250 kilo og kan blive op til to meter høj. Når elgen skal forsvare sit afkom kan den iøvrigt sparke med meget stor kraft – og det gør den.

Klap en elg

Når man siger Värmland, siger man også Elge. ”Skovens konge”, som bor i de mørke svenske skove, men som også tit kommer tæt på beboede områder og er til gene for mange, da de tramper alt ned og gnasker vildt af køkkenhaverne. En fuldvoksen een af slagsen vejer 750 kilo, er to meter høj, og der findes 300.000 af dem i hele Sverige. Men selvom de ser hyggelige ud, er de ikke helt ufarlige, hvilket vi får fortalt om og konstateret ved selvsyn, da vi efter tømmerflådeturen kører mod Ekshäred for at besøge Värmlands Elg Park.

Her bor pt. fire tamme elge, som man kan komme ind og klappe på mulen (sådan lidt forsigtigt og under opsyn af James, der passer og kender dem), og i øvrigt få fortalt alt om deres sære liv. En elg kan blive op til 25 år gammel, og man har kendt til elge siden hulemalerieres tid, men i dag lever de kun ganske få steder. De svømmer aldeles fint, og indimellem er det da også hændt, at en elg har taget svømmeturen til Danmark.

I Värmlands Elgpark er det også muligt at overnatte på den nærliggende campingplads, men vi vælger nu at køre sydpå, for efter tre nætter i naturen, at indkvartere os på luksushotellet Selma Spa+ i Sunne, byen hvor også Sveriges verdensberømte forfatterinde, Selma Lagerlöfs fødegård Mårbacka, ligger.

Kærlighedserklæring til Värmland

Selma Lagerlöf er synonym med Värmlands natur, og iøvrigt den første kvinde nogensinde, som har modtaget Nobelprisen i litteratur. Prisen fik hun for bl.a. debutromanen Gösta Berlings Saga, romanerne ”Usynlige Lænker”, ”Antikrists Mirakler” og ”Jerusalem”, men mest kendt er hun nok, både blandt børn og voksne, for sin roman om Niels Holgersens forunderlige rejse gennem Sverige.

Bogen blev i starten af århundredeskiftet skrevet som en geografisk læsebog til de svenske skolebørn og blev på rekordtid obligatorisk læsning i alle svenske skoler.

I Niels Holgersens forunderlige rejse fortæller Selma Lagerlöf i bedste eventyrstil om drengen Niels´s fantastiske rejse sammen med en flok gæs op gennem Sverige. De store trækfugle gør holdt netop dér, hvor der er noget at se og fortælle om, og hele bogen er én lang og forunderlig kærlighedserklæring til den svenske natur og dyrene, som lever i den. Så sent som i 2014 udkom den igen i danmark – i en nyoversættelse og med nye illustrationer.

”Sommer-ski”

Efter at have besøgt Mårbacka er det meningen, at vi skal slutte vores rejse her i Sunne. Men vi beslutter, efter en dejlig nats søvn og en vidunderlig kropsmassage i hotellets spa, alligevel at tage en afstikker tilbage til byen Torsby igen for lige at prøve endnu en anderledes oplevelse: skiløb om sommeren, midt i Värmland.

Torsby skitunnel er gravet ned i landskabet, men følger naturens kurver og har derfor et naturligt fald på 12 meter mellem højeste og laveste punkt. Tunellen er 1,3 kilometer lang, 8 meter bred, og her kan man året rundt løbe landrend i minus 3 grader. Og det gør vi så i et par timer, inden vi sætter kursen mod københavn.

Värmland har været en oplevelse. Af den anderledes slags. Med både natur, kultur og langrend. Og så har vi endda kun prøvet en flig af, hvad regionen tilbyder. Det beslutter vi at råde bod på – meget snart …

Naturbyn har hytter både ved søbredden og oppe i træerne. Kun en enkelt hytte ligger ude på søen og kan nås med kano.

Rejsefakta

Overnatning Naturbyn:

Med bil fra København tager turen til eksempelvis Langserud i Wärmland circa 6 timer. Fra jylland kan man sejle eller flyve til Oslo og derfra leje bil eller tage bussen.

Kontakt Naturbyn for yderligere rejsevejledning og se alt om stedet og priser på www.naturbyn.se

Tømmerflåde:

Vildmark i Wärmland holder til i Torsby. Se alt om muligheder og priser på www.vildmark.se

Wärmlands Elgpark ligger i Ekshäred.
Se mere på www.moose-world.com

På ski om sommeren:

Torsby Ski Tunnel ligger i Torsby og oplysninger fås på www.skidtunnel.se

Hotellet Selma Spa+ i Sunne, se mere på www.selmaspa.se

Selma Lagerlöfs fødehjem, Mårbacka ligger også i Sunne.
Se mere på www.marbacka.se

For yderligere oplysninger om

Värmland, se, visitvarmland.se, eller turistivarmland.se

Prøv en overnatning højt oppe i et træ. Her er både brændeovn, olielamper, gode senge og hyggeligt indrettet.

07/08/2017/by Eva Baré

PÅ SKI I FANTASTISKE ØSTRIG

Rejser

Zell am See-Kaprun i Østrig er klassisk ski-ferie, når det er bedst. Høje bjerge, dybe dale og den smukke gletsjer Kitzsteinhorn skaber tilsammen et overflødighedshorn af oplevelser. Også til de, som ikke står på ski…

Her er en af Europas reneste søer og evig is året rundt. En romantisk promenade med et gammelt luksushotel, og rundt omkring ligger den hyggeligste by med fine forretninger og de snedækkede Alper som baggrund.

Vi er på skiferie i Zell am See og Kaprun, et af Østrigs bedste skiområder med mulighed for både ski og vandring næsten hele året. For selvom temperaturen viser over 20 grader i dalen, er der altid sne på gletsjeren ved Kitzsteinhorn, og her er pister i alle sværhedsgrader.

Rent faktisk kan man i området – som dækker selve Zell am See med det tilhørende Kaprun – boltre sig på 138 km velpræparerede pister – og der er noget for alle. Toptunede ski-hajer såvel som børn og nybegyndere, men også for de som måske slet ikke vil stå på ski, kan området byde på rigtig spændende ferieoplevelser i det hvide element.

Fra Salzburg lufthavn tager man turen til Zell am See kun godt en time i bil, og vel ankommet er det blot at vælge mellem de mange romantiske hoteller i bedste tyroler-stil, som byen kan tilbyde. Omkring selve byen ligger det ”nære” skiområde, Schmitten, og her fører bl.a. Areitbahn – med verdens første designergondol udviklet af Porsche – op til ”Danskerbakken”, som er en oplagt begynderbakke. Her kan man komme på ski sammen med andre begyndere i en ski-skole, eller man kan vælge at hyre en privat skilærer – en god ide hvis man er en familie med børn.

For formålet med en ski-ferie er jo – udover at lære at stå på ski – også glæden ved at være sammen. Og med en privat skilærer kan hele familien lære sammen og få sjove minder for livet.

Oplevelsesmekka

Men…. man kan også køre en anelse væk fra Zell am See (der går skibusser hele tiden) til byen Kaprun, hvor store ski-gondoler tager både nybegynderne og de rigtig dygtige op til Zell-områdets top.

Her findes et ski-mekka af de store, hvor det hele ikke bare handler om at stå på ski, men også om middag med fantastisk udsigt, om vandring i en bjergtunnel og afslapning i solstole med udsigt til begge byer og de mange mange kilometer pister, med sværhedsgrader af alle slags.

Kitzsteinhorn gletsjeren er den eneste gletsjer i Salzburgerland, og turen op til toppen er en oplevelse i sig selv. Hele tre kabinelifte fører op i 3029 meters højde, hvor flere plateauer byder på hyggelige restauranter og gode ski-butikker og så naturligvis liggestole, hvor solen kan nydes i fulde drag – gerne med et glas glühwein i hånden.

På samme plauteau finder man også ”Ice Camp”, en verden af is-igloer, bygget af den østrigste kunstner Max Seibald. Her gemt i fantastisk belyste is-huler kan man bl.a. gå på bar, høre musik og beundre is- skulpturer, eller man kan sole ovenpå ”Ice Camp”, – på et kæmpemæssigt soldæk, helt deroppe hvor skyerne kun sjældent skygger.

I Bjergenes verden

Gipfeltwelt 3000 er navnet på den absolutte top af Kitsteinhorn-gletsjeren. Man kan tage derop på ski og stå ned, men man kan også bare tage derop for at nyde udsigten. En god restaurant tilbyder klassisk østrigsk wienerschnitzel med rigtig fine vine til, og fra en svimlende udendørs terrasse har man den mest fantastiske udsigt ud over dalen – helt ned til den smukke sø i byen Zell am See. I klart vejr kan man oven i købet se helt til Grossglockner, Østrigs højeste bjerg på hele 3789 meter.

Det er også i Gipfelwelt, at man kan vandre ud i National Parken Hohe Tauern, endog med gratis guide. Hohe Tauern Nationalpark har et rigt dyreliv og bla. viser en biograf her på toppen af gletsjeren en flot film om området og dyrelivet på alle årstider. Fra samme plateau findes også en tre km. lang tunnel, boret ind i bjerget, som fører ud i selve nationalparken, og i tunnellen kan man se en flot og meget interessant udstilling om bjerge og geologi. Via spændende ”oplysnings-stationer” føres man gennem bjerget, hvor der et sted dybt inde i tunellen er pla-ceret en tragt. Det ligner højtaleren fra en gammeldags grammofon med håndsving, og herfra kommer der med sekunders mellemrum mærkelige lyde.

Det lyder som svag torden, men er i virkeligheden ”live-lyde” fra bjerget, som bevæger sig. Alperne flytter sig simpelthen. Ikke meget, måske kun 5 mm på 10 år, men lydene, når de kæmpemæssige bjergformationer ”giver” sig, er meget tankevækkende at lytte til.

Kælk, kane eller wellness

Kælketure om aftenen, skøjteløb, kaneture med hest eller en romantisk middag på Zell am See´s fine Grand Hotel, som ligger majestætisk for enden af søen i byen, er blot få af mange oplevelser, som en skiferie bør indeholde. Udover en god omgang after-ski naturligvis, som byen også altid kan byde på i rigt mål.

Men et besøg i det nye Tauern Spa i Kaprun er heller ikke kedeligt.
Her kan børn og voksne boltre sig i et 20.000 m2 stort badeland med udsigt til bjergene og kæmpemæssig udendørs opvarmet pool. Vandet udenfor er varmt nok selv på den koldeste vinterdag, og naturligvis kan der købes både kolde drinks og varme drikke.

Ialt 13 forskellige saunaer og dampbade, diverse specielle wellness-behandlinger, massager osv. sørger for afslapning til de voksne, og for børnene er der kæmpevandland, rutsje-baner og legepladser.

Øverst i Hohe Tauerm S pa findes et udsøgt luksushotel, man kan indlogere sig på, men man kan også bare nøjes med at købe en dagsbillet til det hele. Under begge former er der dømt wellness i timevis.

Stille og naturskønt
Hvor Zell am See tilbyder ski-løb til både nybegyndere og øvede, tilbyder det nærliggende Skicirkus Saalbach Hinterglem Leogang især skiløb til de, som søger store udfordringer. Stedet har lagt pister til World Cup og WM i alpint ski-løb, og her kan man forsøge sig på alt fra pukkelpister til skrappe snowboard baner. Samtidig indbyder området til lange og naturskønne ski-løb, godt bundet sammen af pister i alle sværhedsgrader. I modsætning til Zell am See er Leogang dog et langt mindre og mere lokalt sted.

Her er ikke en stor by med mange shoppingmuligheder, men til gengæld mere stilhed og lokal festivitas. Bl.a. fænomenet ”Hyttenspringen”, som hver onsdag aften arrangeres nede i landsbyen.

”Hyttenspringen” går ud på, at dalens dygtigste skiløbere skal lande på et udvalgt hustag i byen, og rigtig mange kommer for at kigge på denne – ikke helt ufarlige disciplin. Ski-løb i Leogng foregår ikke i de samme højder, som i Zell am See, men er vejret og kulden til det, kan stedet bl.a. også byde på en ny kilometerlang skirute, som fører hen over trætoppene i Hinterglems smukke dal.
Ruten er yderst populær – ikke mindst de 200 meter af den, som bliver tilbagelagt over den 40 meter høje røde bro, som har fået kælenavnet ”Golden-Gate”

………………………………………………………………………………………………………………………….

REJSEFAKTA

Norwegian flyver direkte til Salzburg – både fra København Billund og Ålborg.
For priser se www.norwegian.com

Toget stopper i Zell am See, og vil man til Leogang/Hinterglemm er nærmeste togstation Saalfelden. Herfra er der lokal bus én gang i timen.

På www.zellamsee-kaprun.com, www.kitzsteinhorn.at samt på www.tauernspa.com kan man finde flere oplysninger om skiløb, hoteller, restauranter, fornøjelser mv. i området.

Endvidere arrangerer mange danske bureauer skiferier med det hele og gode rabatter på liftkort/skileje/ophold osv. Enten som kør-selv-ferie eller med grupper. Søg på google efter ”skiferie i Zell am Se ”eller ”skiferie Hinterglemm”.

………………………………………………………………………………………………………………………….

After-ski stederne i byen er mange og velbesøgte

Hoteller i bedste tyroler-stil præger området. Her Romantik Hotel i centrum af Zell am See. Se mere på www.romantik-hotel.at

Leogang ved Saalfelden er mindre og mere lokalt. Men hyggen og skiløbet er i top. Her på bjerget findes også et bryggeri man kan besøge.

Der er skiløb for alle i Zell am See-Kaprun. Og naturlgvis kan man leje en skilærer som taler dansk.

Den opvarmede udendørs pool i Tauern Spa. Udsigten til bjergene er formidabel.

Farvet lys og flotte isskulpturer i Ice Camp ved Kitzsteinhorn.

29/01/2015/by Eva Baré

På tur i Danmarks største vildmark

Forskelligt, Rejser

Thy i det nordligste Jylland er oplagt til fantastisk fridagsferie. Besøg Danmarks vildeste nationalpark, se den ”ukendte” maler Kirstens Kjærs Museum og få varmen med prisvind-ende, lokalbrygget, dansk whisky.

Ved Vangså. Foto: Sosanne Worm.

Rejser i en corona-tid:

Bange for karantæne i et fremmed land? Eller for at blive lukket inde på et krydstogtskib? For at have mundbind på det meste af tiden, eller for at være helt alene ved poolen, på restauranten og ved seværdighederne, fordi de andre turister ikke turde rejse?

Både de danske og de udenlandske rejsevejledninger kan ændre sig med dags varsel. Og pist væk er ferieturen – og måske også pengene …

Corona er en udfordring for alle rejseglade – også for Liebhaverbolig- ens rejsejournalist, Eva Baré, som derfor i den kommende tid rapporterer fra vores eget land. Gode forslag til særlige oplevelser i Danmark, romantiske getaways eller blot lidt fridagsferie.

Mulighederne er mange, og med denne artikelserie ønsker Liebhaverboligen god rejselyst i dit eget, smukke land. Og håber naturligvis, at vi alle snart igen kan rejse trygt – i HELE verden.

Det er de store vidder, de store storme og den helt store natur. Men også de stille stunder, det lydløse græs og det blikstille vand.

Om efteråret kan man se store flokke af kronvildt. Med brølende hanner, der indædt kæmper om hunnernes gunst, og senere trækker et sandt galleri af forskellige fugle – stære, ænder og traner – hen over det mærkværdige landskab på den store, store himmel.

Vi er kørt til Nordjylland. På fridagsferie midt i en corona-tid, til et sted, hvor der er mere luft end mennesker, og hvor man kan færdes sikkert uden at skulle spritte hænder hele tiden.

Helt nøjagtigt er vi taget til Thy – her hvor dialekterne stadig tales, og hvor en af Danmarks bedst bevarede hemmeligheder, Nationalpark Thy, inviterer indenfor.

Danmarks største vildmark

Nationalpark Thy er Danmarks allerførste nationalpark. Og Danmarks største vildmark.

Et kæmpemæssigt område, som strækker sig i et op til 12 kilometer bredt bælte langs den jyske vestkyst fra Agger Tange i syd og til Hanstholm i nord. Med kyster og klitter, flade sletter og spejlblanke søer så langt øjet rækker. Udenom omgivet af idylliske, gamle fiskerlejer som blandt andet Klitmøller og Nr. Vorupør, og hvor de unge er vilde med at surfe på bølgerne i Klitmøller, tiltrækker den særprægede natur i Nationalparken dem som elsker at vandre, cykle eller bare køre hen til et udsigtspunkt med bilen og kigge på landskabet og mærke naturen.

Nyt center til 32 mio.

24.000 hektar – eller 244 km² og tre gange størrelsen af København. Så stort er hele området, og til næste år får Nationalparken derfor også et flot nyt center, som kan samle det hele: Nationalparkcenter Thy, som med en byggesum på 32 millioner kroner bliver til virkelighed med penge fra blandt andet A.P Møller Fonden, Realdania og Nordeafonden.

4. januar i år tog miljøminister Lea Wermelin det første spadestik, og centret, som skal bygges ind i en stor klit midt i Nr. Vorupør, forventes at kunne åbne for publikum i foråret 2021.

Fra Lodbjerg Fyr til Isbjerg

Indtil da kan man dog sagtens nyde den vilde natur på egen hånd. Og anbefalelsesværdigt er det at starte sin naturoplevelse med at køre til Lodbjerg Fyr, parkere bilen og nyde det fantastiske syn af uberørt landskab, så langt øjet rækker. Gå en tur ud i klitterne og plantagen ved fyret, nyd en kop kaffe og kage i den gamle fyrmesterbolig og kør derefter til Stensbjerg Landingsplads og besøg informationshuset.

Eller kør til Isbjerg, hvor kronhjortene samler harem om efteråret, og nyd den betagende udsigt fra Hanstholm Vildtreservats højeste punkt. Her virker vildmarken næsten uendelig, og sammen med de store flokke af krondyr er det til tider også muligt at se hav- og fiskeørne svæve over området. Hanstholm Vildtreservat er et kerneområde i selve nationalparken, fordi man netop her kan se alle de landskabstyper, som er samlet i hele området. Hovedparten ligger på den tidligere havbund og består af klitter og hede, og mellem klitterne ligger sumpe, kær og søer og lyser op i klitheden. På Nationalpark Thys hjemmeside, www.nationalparkthy.dk, kan man se meget mere og få tips til køre- og vandreruter.

Med udsigt til Cold Hawaii

I Thy kan man bo på mange måder. Bed and Breakfast er den billige måde, Svinkløv Badehotel er den dyre og i skrivende stund allerede booket resten af året. Men der findes mange, små hoteller, og især det mindre Klitmøller Hotel er et fint og interessant bud til dejlig og romantisk overnatning på fridagsferien.

Klitmøller Hotel ligger i hjertet af Nationalpark Thy og har en rigtig god restaurant og tre unikke suiter – alle med altan eller terrasse med udsigt til Vesterhavet. På hotellet er man også behjælpelig med forslag til gode gåture i nationalparken – ”Thyminoen” kalder de ruten, og vil man hellere cykle, har hotellet specialbyggede el-cykler, som kan lejes for 150 kr. om dagen. Sidst, men ikke mindst kan man på hotellet også ganske gratis låne våddragt, surfbræt, kayak eller stand-up boards, hvis man har lyst til at prøve de vilde bølger i Klitmøllers ”Cold Hawaii”.

Klitmøller Hotel lukker ned for vinteren den 1. november, men åbner igen for forårssæsonen den 1. marts. Se mere på www.klitmollerhotel.com og www.nielsjuel.com.

Kirsten Kjærs Museum

Normalt er det de store kunstmuseer som Louisiana, Arken, Trapholt og Aros, der trækker de mange turister. Men gemt godt i det nordlige Thy, nærmere betegnet i Frøstrup, gemmer sig en sjælden og for de fleste aldeles ukendt kunstoplevelse, som med garanti vil gøre et stort indtryk.

Det er maleren Kirsten Kjærs Museum, som i en svensk-rødmalet stor træbygning inviterer indenfor til en kunstoplevelse, der eksploderer i farver.

Kirsten Kjær er født den 14. november 1893 i landsbyen Vester Thorup langt ude på landet mellem Limfjorden og Vesterhavet. Hendes far stod for det lokale mejeri, men Kirsten faldt aldrig ind i rammerne for et liv som almindelig husmoder i provinsen. Det meste af sin ungdom tilbragte hun derfor med at turnere med en teatergruppe, og efter et svært sygdomsforløb begyndte hun som 32-årig at male. Hun havde i de mellemliggende år fået kontakt til flere af de kendte, store danske malere, og gennem dem mødte hun mange kendte politikere og skuespillere, som hun portrætterede.

Skabt af ildsjæle

Kirsten Kjær malede med stor entusiasme lige til sin død som 91-årig, og det er hendes venner for livet, John Anderson og Harald Fulgsang, som i 1981 stiftede og startede Kirsten Kjærs Museum. Kirsten Kjær indsatte i taknemmelighed disse to venner som arvinger til hendes hus og produktion, som ved hendes død bestod af cirka 180 malerier og 100 tegninger, og i 1980 blev Fonden Kirsten Kjærs Fond stiftet. Harald Fuglsang investerede sine sparepenge, og John Anderson solgte sin Stradivarius-violin for at kunne starte museet, og lige siden har disse to ildsjæle været drivkrafterne bag museet.

I dag kan man således bese Kirsten Kjærs fantas- tiske malerier i det renoverede husmandssted i Frøstrup, hvor væggene er tætpakkede med farvestærke portrætter af kendte og ukendte fra hele verden. Fine, finurlige møbler, nips og Kirstens farverige gevandter og hatte ses udstillet sammen med malerierne, og de fortæller samlet historien om en fantastisk kvinde, som havde meget på hjerte. Entré skal man ikke betale – det er fuldstændig frivilligt, får man at vide, og bare denne tillidsfulde indgang til at ville give andre mennesker en oplevelse uden at få noget igen betyder, at man i den grad har lyst til at give.

Internationalt kunstcenter

Museet har – udover den faste udstilling – også skiftende udstillinger og er tilllige et internationalt center for billedkunstnere, keramikere og musikere, som for ganske få penge kan bo i museets gæstehus i en skabende periode.

Ved ankomsten til museet vises der en film om kunstneren Kirsten Kjær på både dansk, tysk og engelsk, og museet har i sæsonen også en lille cafe. Museet er åbent fra april til november, alle dage fra 11-17, hvor der på udvalgte dage også arrangeres koncerter. Se mere på www.kkmuseum.dk

Prisbelønnet dansk whisky

Ikke langt fra Kirsten Kjærs museum i Frøstrup ligger Thylejren. Et ”flipper”-fænomen – en aflægger af livsstilen på Christiania, som de fleste læsere over 60 år vil kunne huske omtalt i deres ungdom. Thy-lejren er dog i dag ikke spor spændende at besøge, meget langt fra Christianias virkelyst og fantasi, men spændende er det derimod at sætte kursen mod Snedsted, en halv times kørsel syd for Frøstrup, hvor whisky-brænderiet Thy Whisky holder til.

Her på familien Nicolajsens økologiske slægtsgård, Gyrup, fremstilles de dyre dråber udelukkende af danske råvarer fra familiens egne marker, og de to bryggere, Anders Bilgram og Nicolaj Nicolajsen, giver smagsprøver på deres whisky, som for blot et halvt år siden er blevet kåret som bedste whisky i Europa.

Eget whiskyfad

Det er muligt både at komme på rundvisning og få smagninger på stedet, og er man dedikeret whisky-elsker, tilbyder stedet også, at man kan købe en privat fadandel.

Et par gange om året vælger Gyrup-gården nogle gode fade ud og udbyder dem som fadandele. Som fadandelhaver kan man således være med til selv at fylde sit fad og og følge lagringen på tæt hold, mens det friske destillat modner til en færdig whisky over 3-5 år. Samtidig giver andelen adgang til gårdens særlige fad-ejer-dage, hvor der tales om udviklingen af det private fad.

På en rundtur får man både set det økologiske landbrug og malteriet og destilleriet. Og til selve smagningen bydes der på fire prøver spiritus og whisky, hvortil der serveres lidt lokal ost og pølse. Det hele koster 200 kroner pr person og varer cirka to timer.

Så længe der er corona-restriktioner, bedes man bestille arrangementet på info@thy-whisky.dk eller ringe på telefon 22754819.
Se mere på www.thy-whisky.dk.

Krondyrene kæmper om hunnerne om efteråret. Foto: Kristian Kjærgaard.

Cold Hawaii i Klitmøller er stedet for surfere. Foto: Mark Wengler.

Solopgang ved skrænt i Nationalpark Thy. Foto: Kristian Kjærgaard.

Stenbjerg Landingsplads. Foto: Kristian Kjærgaard.

Farverige portrætter, nips og Kirstens hatte ses på museet. Foto: Eva Baré.

Kirsten Kjærs Museum udefra. Foto: Eva Baré.

Næsten klar … Den danske whisky i Thy er brygget udelukkende på danske råvarer.

09/09/2020/by Eva Baré

PÅ TUR I ET STOLT LAND

Rejser

En rejse i Vietnam – fra nord til syd – fortæller stadig historien om et folk, som ikke lod sig kue. Som efter Vietnamkrigens afslutning i 1975 har rejst sig, og i dag buldrer derud af. Hemmeligheden synes at være stolthed kombineret med livsmod og stor, stor flittighed.

Hun står krumbøjet, gammel og flittig. Med den kegleformede hat på hovedet og rynker i et ansigt, som har oplevet både krig og sejr – og fejer samvittighedsfuldt med sin slidte riskost. Foran en Rolls Royce-butik, hvor store skinnende biler til millioner af kroner glitrer og glimrer ud gennem ruderne. Og billedet – kontrasten – er grotesk. Men også skelsættende. Og i den grad et billede på Vietnam af i dag.

Fattigdom og rigdom side om side. Motorcykler og dyre biler side om side. Og kommunisme og markedsøkonomi side om side. Bundet sammen af et folk, som har gennemlevet flere krige end kan tælles på to hænder, men som stadig står, måske stærkere end nogensinde før, med en voksende middelklasse godt på vej og en ditto vækst, der er forbløffende. Og det hele i et land, som både har super moderne storbyer og bønder med vandbøfler, som stadig pløjer markerne, og heldigvis også stadig og på trods – en skønhed, som åbenbart uanset hvad – ikke er til at slå ud af kurs.

Vi er i Vietnam. På rundrejse fra nord til syd og er startet i Hanoi. Byen som Prins Henrik har tilbragt sin ungdom i, og som stadig er meget fransk inspireret. Med fine gader med skyggefulde træer, en hyggelig byplan og en anderledes, autentisk charme. Her spiser man stadig på gadekøkken for næsten ingen penge, her er gaderne og boulevarderne fyldte af millionvis af motorcykler og knallerter med travle vietnamesere på vej til og fra, og det er også her, at den fattige kvinde fejer foran den dyre Rolls Royce-butik. Som i øvrigt ligger lige ved siden af vores hotel – naturligvis et femstjernet et – midt i byen.

Ho Chi Minhs hus

Hanoi er Vietnams gamle hovedstad og har været det i mere end 1000 år. Byen er en af Asiens smukkeste, med en gammel bydel, som stadig er opdelt i gader, hvor der i een gade eksempelvis kun sælges sko, i en anden silke, i en tredje tasker og i en fjerde måske musikinstrumenter eller køkkenting til hjemmet. En by, som på een og samme tid er heftigt pulserende og samtidig præget af en ro, som kun synes at findes her, hvor i øvrigt også Vietnams legendariske kommunistleder Ho Chi Minh slog sig ned og boede i et lille spartansk hus ved siden af det officielle præsidentpalads.

Vi ser det hele og mere til. Spadserer langs med den store boulevard bygget i stiv russisk arkitektur og forbi mausoleet, hvor Ho Chi Minhs balsamerede lig ligger til skue, og ved godt, at vi spadserer forbi gravmælet for den mand, som om nogen har gjort Vietnam fri fra utallige fremmede besættelsesmagter. Og som også – selvom han døde få år inden USA endelig trak sig ud af landet efter Vietnamkrigen, – om nogen har sat den mentale agenda hos hele det Vietnamesiske folk. Der selvom de dengang kun var en flok bønder – formåede at give en stormagt som USA kamp til stregen, så det ville noget.

Vietnamesiske piger ved Litteraturens Tempel

Vietnams stærke kvinder

De har langt, sort hår og fin, hvid hud. Iklædt den klassiske kvindedragt ao dai, og med firkantede studenter-huer på, befolker de den lille park ved Litteraturens Tempel midt i Hanoi, hvor de stolt lader sig fotografere på den store eksamensdag. De er Vietnams kvinder og i den grad også en del af fortællingen om et folk, som er bemærkelsesværdigt stolt og sejt. Deres mødre og bedstemødre kæmpede side om side med mændene i Vietnamkrigen og andre krige, og i dag tager mange af dem, selvom familiemønstret i Vietnam stadig er gammeldags og konfuciansk, store eksaminer. Og de er næsten alle sammen erhvervsaktive og en stor del af enhver families forsørgelsesgrundlag. Fra starten af prioriterede kommunistpartiet sundhed og uddannelse højt, og i dag går over 90 procent af alle børn derfor mindst 5 år i skole, og rigtig mange kvinder tager lange uddannelser. Modsat mange andre lande, hvor kvinder i denne verden ikke levnes megen hyldest – er det anderledes i Vietman. Her findes hele to kvindemuseer – et i Hanoi og et i Ho Chi Minh City, hvor kvindens rolle i samfundet og i familien fortælles – og hyldes. I Hanoi er udstillingen desværre kun på Vietnamesisk, men i Ho Chi Minh City er alle skilte og tekster på engelsk.

Lygternes by

Vi rejser videre med bus ned gennem landet og indlogeres efter en sejltur i den smukke Ha Long-bugt – på et fint hotel ud til det Sydkinesiske Hav i byen Hoi An. Hoi An ligger midt i Vietnam og er en lise for sjælen med en gammel bydel helt uden trafik. Her slukker man for al elektricitet, hver gang det er månemånedens 14. dag, og byen fremstår disse specielle aftener fuldstændig magisk – kun oplyst af farvestrålende silkelamper, som hænger i massevis foran alle huse.

Hoi An er en gammel by. På Unescos Verdensarv liste og en af de meget få byer, som ikke blev berørt af Vietnamkrigen. På grund af ødelagte jernbane- linjer og en opdæmmet flod blev byen afskåret fra krigens rædsler og derfor efterladt helt uskadt i al sin skønhed. Gamle velbevarede handelshuse fra byens tid som vigtig havneby fortæller stadig historierne om japanske, franske og kinesiske handelsmænd, som i sin tid bosatte sig her, og skal man have syet tøj af den fineste silke, er Hoi An byen.

I det hele taget føles opholdet i Hoi An, som at ”være på landet” i det travle Vietnam. Vi har hele tre overnatninger og besøger derfor også lokale landsbyer og ser, hvordan de dyrker deres urter og køkkenhaver. Og sidst med ikke mindst kommer vi på ”kokkeskole”. Bliver med kyndig guide taget med på det lokale marked ved floden for at købe ind og sejler derefter afsted med fyldte kurve og ankommer nedenstrøms til en lille lokal restaurant, hvor vi lærer at tilberede vores indkøb, så vi hjemme i Danmark kan overraske familien med vaskeægte vietnamesisk kogekunst.

Børn er absolut velkomne i Vietnam

Middagslur på markedet i Hoi An

Hotel med historie

Floden hedder noget så romantisk som Parfumefloden. Men der er ikke meget parfume over den. Klasse har til gengæld det hotel, som vi bliver ind-

kvarteret på, da vi efter Hoi An næste gang stopper i kejserbyen Hué. Her skal vi se de gamle kongegrave og den gamle Kongeby, hvorfra Vietnam i fordums tider blev styret i næsten 150 år, men er der noget der næsten kan matche disse seværdigheder ligeså godt – hvis man er lidt til luksus – så er det det legendariske hotel, Hotel Saigon Morin, som vi bor på.

Hotellet er bygget i 1901 og var dengang samlingssted for den rigeste del af byens franske befolkning. I en periode på 30 år fra 1954 og frem til slutningen af 1980’erne fungerede hotellet som universitet, men i 1990’erne blev det atter renoveret og fremstår derfor igen i dag – fuldstændig som i glansperioden i begyndelsen af 1900-tallet. Et væld af kendte mennesker har boet her, og hotellet er fuldstændig bedårende indrettet i fransk kolonistil af bedste klasse. Store brede mahogni-senge og ditto antikke møbler pryder de store luftige og højloftede værelser, der alle har udsigt over byen og den ikke duftende, men dog pæne flod. En fantastisk gårdhave danner rammen om alle måltider, og fordi Charlie Chaplin også i en periode har boet her med sin kone viser man i gårdhaven hver aften klassiske Chaplin-film af bedste kaliber på et stort lærred. Er man til Chaplin, luksus og et sus af verdenshistorien, er Hotel Saigon Morin virkelig en oplevelse at bo på.

Motorcykler i millionvis er stadig Vietnamesernes foretrukne transportmiddel

Snedig krigsførelse

Heden og fugtigheden er slående. Skyskraberne er høje og mange, og på næsten ethvert gadehjørne tilbyder enten en Starbucks, en Burger King eller en Kentucky Fried Chicken-butik, internationale kaffe- eller fastfood-oplevelser. Her tripper designer-lårkorte Vietnam-piger rundt på sylespidse hæle, her blander biler i millionklassen sig med mylderet af motorcykler i en aldrig stoppende strøm, og kontrasten til det Vietnam vi hidtil har besøgt undervejs, er slående.

Vi slutter rejsen i Ho Chi Minh City, byen der engang hed Saigon. Og oplever her måske kernen i hele rejsen, i hvertfald, når det gælder historien om Vietnamkrigen, nemlig de berømte Cu Chi Tunneller, et par timers kørsel udenfor byen over mod den cambodjanske grænse.

Her byggede befrielsesfronten FNL både før og under Vietnamkrigen et 250 kilometer langt system af tunneller, som både husede kommandocentraler, beboelsesrum, sygehuse, køkkener og beskyttelsesrum, der blev brugt af modstandsbevægelsen.

Skjult i terrænnet, kun med bitte små lemme til nedgang, var det umuligt for amerikanerne at lokalisere, hvor Viet Congérne befandt sig, og nogle af tunnellerne blev også bygget direkte under de amerikanske baser med mulighed for hurtige angreb og tilbagetrækning. De 3-4 meter tykke lofter var bygget til at kunne modstå vægten af en tank på 6 tons og klare bomber på op til 100 kg.

Museet for krigsminder

I dag kan turister komme ned og se det sindrige tunnel-system og høre lokale guider med stolthed i stemmen fortælle om denne snedige måde at føre mod-krig på. Og på Museet for krigsminder, som i centrum af Ho Chi Minh City kan opvise en imponerende udstilling af tanks og kampvogne, vises også billedet, som fik en hel verden til at vågne og Vietnamkrigen til at stoppe: Billedet af den lille pige, som nøgen løber på vejen midt i krigens rædsler.

Den dag i dag er der stadig uenighed blandt historikere om vigtigheden af Vietnamkrigen, og så sent som i 2015 har forfatteren Niels Bjerre-Poulsen udgivet mammutværket ”Vietnamkrigen – en international historie.”

Uanset hvad historikerne dog mener – er landet, nationen og folket en rejse værd. Skønhed, vækst og livsmod går her hånd i hånd med en helingsproces, man ikke ser i mange andre lande, der som Vietnam har lidt så frygteligt – engang.

Det berømte billede af Vietnam-krigens gru hænger på Museet for Krigsminder i Ho Chi Minh City

En vietnamesisk guide viser, hvor små nedgangene til tunnellerne under jorden var. Hullet blev dækket med ”dæksel” af jordbund og var umuligt for amerikanerne at opdage

………………………………………………………………………………………………………………………….

RejseFakta

Det bedste tidspunkt at besøge Vietnam er fra december til april.

Liebhaverboligen rejste med TEMA-Rejser på rundrejsen ”Den store Vietnamrejse.”
Se mere om oplevelser, som ikke nævnes i artiklen på www.temarejser.dk. Inkluderet i rejsens pris er ud over rigtig gode hoteller og næsten samtlige måltider og udflugter – også drikkepenge til lokale guider og chauffører. Så når rejsen er betalt, behøver man stort set kun lommepenge.

Der flyves direkte København-Bankok-Hanoi, og da opholdet i Vietnam er på 13 dage, er visum ikke påkrævet.

Sidst på året vil TUI, som ejer TEMA-Rejser, i øvrigt etablere en direkte rute for pakkerejser til Vietnam med deres nyeste fly, en Boing Dreamliner 787. Med den vil man kunne flyve til tropeøen Phu Quoc.

Det er en god ide at tjekke hos Statens Seruminstitut for nødvendige vaccinationer på www.ssi.dk

………………………………………………………………………………………………………………………….

Strandene ved Hoi An er vidunderlige

27/12/2016/by Eva Baré

På tur i Portugals hjerte

Rejser

Det nordlige Portugal er fyldt med historie, som man blandt andet kan overnatte i.

Gamle klostre, familiedrevne herregårde og fine slotte inviterer indenfor og fortæller om landets oprindelige sjæl. Det i sig selv er en rejseoplevelse af de store

Sangen hedder en fado, og det er længslernes sang.

Den har dybe rødder i den portugiske folkesjæl, handler om skæbnen og kærligheden, som ingen kan flygte fra, og vi hører den en aften i en stille landsby i det nordlige Portugal.

Siddende på en terrasse i tusmørket, med udsigt over vinmarker, der frodigt og grønne kaster sig ned mod bunden af landskabets dal, drikker vi liflig portvin, og tænker at livet næppe kan blive meget bedre.

Hos grever og baroner

Vi er på tur i det nordlige Portugal. Har netop forladt byen Porto, hvor gamle koner med fiskekurve på hovedet skridter de smalle, brostensbelagte gader af, mens de råber op mod balkonerne, og paladser og huse beklædte med kakler fortæller om Portugals mægtige historie. Om et lille land med stor rækkevidde, om en mægtig kolonimagt i mange århundreder.

Det med kolonimagten synes dog uendelig fjernt i nutidens Porto, hvor livet leves mere stille end i hovedstaden Lissabon, men stadig dejligt autentisk. Hvor frokosten gerne varer to timer og hvor ingen synes at have nød at skynde sig, og hvor historiens vingesus alligevel er ideligt tilstede, selvom Porto i dag er en moderne by.

For samme nat og de mange efterfølgende nætter falder vi i søvn i bløde dyner – enten på store gamle herregårde, fine slotte eller i oldgamle klostre, hvor væggene stadig emmer af historie.

Vi bor på Pousadaer og hos grever og baroner. For greverne og baronerne har nemlig i Portugal – i lighed med hvordan danske slotte og herregårde i dag overlever på turisme – i mange år inviteret turisterne indenfor. Indrettet deres egne hjem med fine værelser, hor man kan bo første klasses i autentisk stil og spise til middag med den adelige familie i deres egne stuer.

Et statsligt initiativ

Navnet Pousada betyder egentlig ”kro” – eller et sted hvor man kan hvile for natten og nyde lokal mad og vin. Og i hele Portugal findes i dag et stor udbud af Pousadaer, samt mere end 100 private steder, som alle indbyder til overnatning i ægte, historiske omgivelser. De mange, private herregårde er organiseret i et fællesskab, Solares de Portugal og Turihab, og Pousadaene er skabt af den portugiske stat.

Indrettet gamle klostre, eller i fantastiske, historiske bygninger, oftest på en bakketop med vid udsigt over landskabet, ligger disse fantastiske ”hoteller”, som et vidnedsbyrd om en anderledes måde at bevare et lands kulturarv på. Den første Pousada åbnede i 1942, og siden er omkring 50 paladser, slotte og fine herregårde blevet omdannet til Pousadaer. I dag dog delvist privatiserede, men en uovertruffen interessant måde at bo på, når man rejser i Portugal.

Hvor traditionerne lever

En rejse i det nordlige Portugal er en rejse ind i Portugals sande hjerte.

Landskabet mod nord domineres af regionen Minho, som regnes for at være nationens fødested, og livet hér har dybe rødder i traditionerne. Her er grønt så langt øjer rækker, og frugtbare gårde og ejendomme er gået arv i samme familie igennem århundreder. Små fiskerlejer præger kysten, hvor der også findes gode badestrande, og længere inde i landet ligger et væld af små, pittoreske landsbyer, som perler på en snor.

Ponte de Lima ved floden af samme navn, kun små 70 kilometers kørsel fra Porto – er en sådan perle. En gammel romersk bro gennemskærer floden, og hver weekend er her marked, hvor de lokale kommer for at sælge deres høns, kaniner og ænder. Og kvinderne – især dem fra fiskerbyen Viano Do Caselo, er iklædt fine lokale dragter og behængt med guldsmykker.

En gammel tradition, som stadig lever i bedste velgående. Allerede fra pigerne er små, køber mødrene hvert år en guldkæde eller ring, som en økonomisk sikkerhed til pigerne for resten af deres liv.

I Ponte de Lima ligger herregården Calheiros – lige udenfor byen og højt oppe på en bakketop. Her bor greven af samme navn- Francisco de Calheiros- som i de seneste 35 år har inviteret turister til at bo i sit private hjem. Slægten har boet i huset siden det 17. århundrede, og grevens forældre er begravet i et lille kapel i selve huset.

Vi spiser til middag i familiens spisestue, og med greven selv for bordenden er underholdningen ubetalelig. Han er en meget stolt, smuk, ældre herre, men lysende øjne og en stadig udtalt appetit på kvinder. Så er gæsten ved siden af greven af hunkøn, bliver hun bedåret på udsøgt vis. Herregården har i mange år været selvforsynende med både mad og vin, og selv bebor familien 1. salen i den store herregård, mens der i stueetagen er frit slag for gæsterne i husets mange, mange rum. Og udenfor, på et højt plateau, findes en mindre swimmingpool med udsigt over Lima-dalen, og store rhodondron-træer (nej, ikke buske) i mange farver pryder den smukke herregårdshave.

Fiskerkone i Portos smalle gader. Gammel møder nyt.

Pilgrimskirken i Braga

Samme nat går vi til ro i grevens hus for allerede næste morgen at fortsætte vor rejse dybere ind i Portugals hjerte. Vi tager til byen Braga, som har en seværdighed, vi aldrig har set mage til.

På en østvendt skråning udenfor byen er bygget en kirke med en trappe, der intet mindre end fører direkte op til ”Himlen”.

Det er kirken Bom Jesus do Monte, opført i årene 1722-181, med en trappe kantet med 14 kapeller, der viser hele Jesu vej fra den sidste nadver og til korsfæstelsen.

Samme trappe fortsætter i endnu en trappe, der viser de fem sanser i form af barokke skulpturer, hvor vand løber ud af øjne, næse, ører mund osv. for til sidst at ende i endnu en trappe, som viser de tre dyder: Troen, Håbet og Kærligheden. En lille tandhjulsbane fragter de turister op, som ikke orker den lange pilgrimsvandring op ad trappen, og oppe ved selve kirken er der både souvenirbutik og restaurant. Og i øvrigt også et hotel for de som ønsker at overnatte ved siden af kirken.

Selv fortsætter vi rejsen mod byen Guimaraes – byen som er betegnet som selveste nationen Portugals fødested.

Her i denne smukke middelalderby udråbte Alfonso Henriques sig selv i 1139 til Portugals første konge, og en gammel borg fra år 900 i midten af middelalderbyen føjer med spændende udstillinger de rigtige rammer til den stemning af for længst forsvundne tider, som stadig lever her. Guimaraes er naturligvis på UNESCOS liste over verdenskulturarv.

Kirken Born Jesus do Monte i byen Braga

Pousada og papir-tapeter

Lidt udenfor Guimaraes ligger også Pousadaen Santa Marinha, fantastisk indrettet i et gammelt kloster.

Højt beliggende på en bakketop med vid udsigt over hele byen kan man her indlogere sig i fuldstændig autentiske omgivelser. Klostret, som i det 12. århundrede var hjem for augustinske munke, blev i 1972 omdannet til Pousada og vandt i 1985 også en arkitektur-pris for sin fine, nænsomme renovering.

Her er kæmpe klosterhave, swimmingpool med udsigt, fontæner, balkoner og på førstesalen også meget smukke eksempler på de fine portugisiske kakler Azulejos, som er kendt over hele verden.

Pousadaen rummer i alt 49 dobbeltværelser og to suiter, alle med alle tænkelige moderne bekvemmeligheder, men indrettet i den originale stil, og i hvert værelse kan man bogstavelig talt mærke munkenes slidsomme liv.

Fredfyldte omgivelser og historisk vingesus fås i øvrigt også på herregården Casa de Sezim – også i byen Guimaraes.

Godt fire kilometer udenfor byen, gemt bag store træer ligger nemlig en purpurfarvet tidslomme, kun renoveret til det allermest nødvendige, men med stuer og rum – som oser af sjæl. Casa de Sezim har været i familiens eje siden 1736, og herregårdens store stolthed er uden tvivl de fine vægdekorationer i husets fem ”en-suite-stuer”. Her viser meterhøje 1300-tals bemalede vægtapeter særprægede motiver som bl.a. dramatiske scener fra borgerkrigen i USA, billeder Fra Ellis Island, fra Indien og andre eksotiske steder. Alle billederne dokumenterer slægtens store rejselyst og tapeterne står fuldt originale. Selve herregården rummer kun otte dobbeltværelser til udlejning, alle helt forskellige, men de fleste udstyret med flotte, originale himmelsenge. Og udenfor, langs med huset – løber en balkon, hvor gæster kan nyde morgenmad, fritid og måske et glas vin, mens tankerne kan finde ro ved udsigten over stedets smukke have, vinmark og swimmingpool.

Med udsigt over Douro-floden

Fra Guimaraes ville det have været oplagt at fortsætte rejsen videre østpå – for at opleve Douro-dalens landskaber og ensomme vingårde. Vi valgte dog i stedet at tage tilbage til Porto for at overnatte i den ultimative oplevelse – ”vin-hotellet” the Yeatman.

The Yeratman har intet med en Pousada eller en herregård at gøre, men er et nyere luksushotel beliggende på en bakketop med en fantastisk udsigt over hele Porto by og floden. Så er man ”vino-fil” er dette stedet.

Swimmingpoolen har form som en vinflaske, daglig serveres fantastiske vinmenuer og naturligvis kan man overnatte i i en dobbeltseng forklædt som vintønde…..

Fadosang og bog-tempel

Undlad ikke at lytte til Fado-sang, hvis turen går til Portugal. Fado har været sunget overalt i landet siden1820érne, måske endnu tidligere og betyder meget for portugiserne. Ordet Fado betyder skæbne og ordet ”saudade” som er knyttet til Fadoen handler udover skæbne også om sorg, længsel, savn, nostalgi, hjemve og ulykkelig kærlighed. Den største fado-sangerinde i nyere tid og måske den allerstørste nogensinde er Amalia Rodriques. Hun udviklede sin helt egen stil indenfor genren og var indtil sin død i 1999 en af de mest feterede portugisiske sangerinder.

Google Fado i Porto og der kommer mange forskellige muligheder.

Rejsefakta:

For rejser til Portugal tjek udenrigsministeriets rejsevejledninger. Portugal er i øvrigt et af de europæiske lande, som har meget høj vaccinedækning for Covid 19 i befolkningen.

Pousadaer: En oversigt fås på www.pousadas.pt.

Pousadaen Santa Marinha – se mere på Pousada Mosterio de Guimaraes, eller på www.pousadasofportugal.com

Private herregårde: se mere på www.solaresdeportugal.pt

Herregården Calheiros – se mere på www.pacodecalheiros.com

Casa de Sezim – se mere på www.sezim.pt eller på www.booking.com

Vin-hotellet the Yeatesmann – se mere på www.the-yeatman-hotel.com

Nyttige websider: www.portugalnyt.dk, www.visitportugal.com

02/02/2022/by Eva Baré

På tur langs Silkevejen

Rejser

På tur langs Silkevejen

En rejse til Usbekistan er en kulturrejse, hvor islamiske arkitektur, moskeer, minareter og koranskoler i vidunderlige blå farver – møder sovjettiden.

Når mørket falder på blændes der op for farverne langs de brede boulevarder. Meterhøje, blinkende, neon-blomster i alle farver lyser op i det store mørke, hvor biler næsten lydløst kører gennem natten, og hvor der ikke ligger noget – som i noget overhovedet – hverken skrald eller snavs i gaderne.

Vi er i Taschkent. Hovedstaden i landet Usbekistan, en by på den oldgamle Silkevej laaangt mod øst, helt derovre, hvor de fleste af os aldrig havde tænkt, vi skulle komme. Og helt derovre hvor Afghanistan ligger lige syd for, og hvor alle de andre ”stan”-lande – Kasakhstan, Tadsjikistan, Turkmenistan og Kirgisistan omkranser det.

Byen af sten

Tasjkent betyder byen af sten. Store monumentale bygninger og sjælløse, nærmest antiseptisk, rene gader præger byen, og selvom her også ligger levn fra tiden, da byen var et stop på Silkevejen, virker det hele meget russisk. Og det er – eller var det også. For ligesom de andre stanlande i Centralasien var Usbekistan i godt 70 år under russisk herredømme og det ses. Selv om byen stadig er porten til Usbekistan, er byen også en bro mellem fortid og nutid. En skønsom blanding af moderne sovjetisk arkitektur og gamle usbekiske mausoleer og moskeer, og dermed et levende vidnesbyrd om modernitet i en gammel kultur, der stadig som et af sine fineste turistklenodier kan fremvise verdens ældste udgave af koranen, som ligger politibevogtet i byens store Hast-Imam-kompleks.

Vi har købt os ind på en grupperejse med bureauet Krim Rejser. Firmaet laver historiske rejser, og med på vores tur er guiden Shahlo Elmose, som selv er født i Tadsjikistan, men opvokset i Usbekistan. Og det er en interessant vinkel ved denne rejse: At besøge et land sammen med én, som kender det indefra og kan fortælle, hvordan landet så ud før, under og efter russerne. For det er om noget historien om stanlandene og den gamle Silkevej. To sider af samme sag, som gør at landene er så spændende at besøge. Bl.a. kan Shahlo fortælle om, hvordan kvinderne før russerne gik med burka og fristede et liv i stil med det kvinder i dag må leve under i Afghanistan. Og også den sørgelige historie om hvordan hendes bedstemor blev giftet væk i en alder af blot ti år til en langt ældre mand, får vi fortalt, mens vi med bus arbejder os fra øst mod vest gennem landet.

70 år under kommunistpartiet

I dag er Usbekistan et selvstændigt land. Og ses blandt som stanlandene, som værende det centrale hjerte i Centralasien. Epicentret for den gamle Silkevej, hvor der blev fragtet krydderier, silke og mange andre kostbare varer til Vesten. Transporten foregik på kamelryg, varede lang tid og undervejs gjorde handelskaravanerne stop og ”tankede op” på Usbekistans mange karavanseraier. Disse og mange af de smukke moskeer og islamiske læreanstalter også kaldet madrassaer kan den dag ses i landet til overflod og er en del af fortællingen om landet. Den anden del af fortællingen er historien om den russiske besættelse, som både undertrykte, men også udviklede landet.

Under Sovjettiden, som varede fra 1924 og indtil Sovjetunionens opløsning i 1991, gennemgik Usbekistan nemlig betydelige politiske, økonomiske og kulturelle forandringer. Det at udbrede Islam blev forbudt, man måtte dyrke sin religion og sin usbekiske kultur derhjemme, men ikke mere, den sovjetiske ideologi, det russiske sprog og den kommunistiske tankegang gennemsyrede alle forhold i landet, og al opposition blev undertrykt. Men kvinderne blev via den kommunistiske ideologi sat fri. De fik pludselig rettigheder, de fik lov at komme i skole, fik lov til skilsmisse, fik lov til fri abort, og de fik lov til at gå på arbejde og tjene deres egne penge. Så for rigtig mange usbekere blev russernes tilstedeværelse – især for kvinderne – det tveæggede sværd, som også gav dem noget: En pludselig frihed og en generel udvikling af landet mht. infrastruktur, uddannelse, sundhedsmæssige forbedringer osv. Og mange usbekere er derfor den dag i dag stadig positive overfor sovjettiden, selvom den også betød undertrykkelse af deres oprindelige kultur.

Mod Samarkand

I Tasjkent besøger vi bl.a. byens metro, som i bedste sovjetstil på nogle stationer er udsmykket med glitrende lysekroner og billeder af russiske astronauter. Vi lægger vejen fordi byens store marked Chorsu Bazaaren, og derpå tager vi hurtigtoget mod byen Samarkand. Stationen er stor og ren og helt efter sovjetisk forbillede, og efter to timers kørsel med 240 km i timen og servering i magelige kupevogne ankommer vi således således til Samarkand.

I Samarkand ligger Registan-pladsen, som er på UNESCOS verdensarv-liste, og stedet man bliver fotograferet, når man bliver gift. Brudeparrene er mange, pigerne er i hvide, lange kjoler, og der er ikke noget at sige til, at pladsen er populær at blive fotograferet på. Tre kæmpestore, fantastisk smukke koranskoler dekoreret med blå kakler i flotte mønstre, omkranser pladsen, og er et ypperligt eksempel på den særegne usbekiske arkitektur, som i stor stil blev opført langs med Silkevejen. I Samarkand besøger vi også astronomen Ulugh Begs observatorium, opført i samme stil og i det tilhørende museum ser vi bl.a. et billede af Ulugh Beg, som sidder sammen med den danske astronom Tycho Brahe.

Vidunderlige Bukhara

Uden for Samarkand breder Usbekistans ørken sig. Gennem kilometervis af golde stepper kører vi gennem ørkenen og når ved aftenstide frem til byen Bukhara, som viser sig at være meget forskellig fra både Tasjkent og Samarkand. Og det føles som at komme i himlen.

Bukhara er Usbekistans ubestridte perle. En skatkiste af historie og kultur og med en bykerne, der ikke er ”ødelagt” af russisk tilstedeværelse. Her er alt autentisk og som i fordums tider, hvor byen blev søgt af videnskabsmænd, digtere og filosoffer, og sådan er det også i dag. Man mærker tydeligt, at Bukhara er en by med ”højt til loftet”, Islams tilstedeværelse blandt de lokale er meget afdæmpet, og her en vidunderlig stemning. Især ved aftenstide, når man slentrer rundt i de gamle gader og kigger i byens mange bazarer, der sælger alt lige fra silke, guldsmedearbejde og keramik til håndbroderede duge og vævede gulvtæpper. På en hyggelig restaurant midt i byen spiller en violinist hver aften live-klassisk musik, og samme sted samles også de af byens indbyggere, som har en anden seksuel orientering end heteroseksualitet. Og ingen tar´ anstød af det. I Bukhara besøger vi også byens jødiske synagoge og får historien om Bukharas jøder, som aldrig er blevet forfulgt eller chikaneret. I dag er den jødiske ”koloni” dog ganske lille, men stadig tilstede – uden problemer.

I Bukhara får vi også på byens mange restauranter til fulde afprøvet det Usbekiske køkken, som er ualmindelig godt og velsmagende. Massevis af virkelig gode salater, dejlige supper og tunge simreretter med ko eller lam. Kødretter vi slet ikke kender, men har lyst til at lave efter, når vi kommer hjem.

Kihva – et levende museum

Vi slutter vores central-asiatiske odyssé i byen Kihva – godt 1000 kilometer mod vest fra Tasjkent. Og får til fulde syn for sagen for, hvordan Usbekistan så ud i Silkevejens tidsalder. Byen er intet mindre end et utrolig flot renoveret og velbevaret, levende museum bestående af en indre og en ydre by. Og det er i den indre by, vi bor de sidste dage af vores rejse.

I Kihva føles det som at træde ind i en anden tidsalder. Gaderne er snævre, belagt med flere 1000 år gamle brosten, overalt er der madrassaer, bazarer, minareter og moskeer i de velkendte turkisblå farver – et orgie ud i islamisk, usbekisk arkitektur, og det hele er omkranset af en 2,2 kilometer lang skrånende murstensmur, som har fundamenter tilbage fra det 10.århundrede. Men Kihva føles også lidt som et turist-stunt, selvom byen er umådelig smuk. Også her faldbyder diverse bazarar fine håndværksmæssige ting man kan købe med hjem, men rådet herfra lyder, at hvis man vil købe kvalitet – så køb det i Bukhara. Usbekistans hjerte, som deres udsendte fuldstændig tabte sit hjerte til.

Aralsøen og overnatning i yurt

Udenfor byerne i Usbekistan breder bomuldsmarkerne sig. For Usbekistan har en lang tradition for at dyrkning af bomuld, en historie som desværre trækker grimme spor efter sig og bør være et lærestykke for verden i disse klimatider.

Aralsøen var engang en af verdens største søer, dannet for fem millioner år siden og kendt for sit rige dyreliv og sine mange fisk. Men under sovjettiden intensiverede russerne bomuldsproduktionen i landet så meget, at Aralsøen ganske enkelt blev tømt for vand (brugt til at vande markerne med), dyrelivet forsvandt, fiskene døde, og salt og diverse landsbrugsgiftstoffer spredte sig som støv fra de udtørrede sø-lejer, og skabte/skaber øget kræftforekomst samt luftvejssygdomme i dele af befolkningen. I dag kan Aralsøen besøges af turister – et udtørret fladt landskab med skibsvrag over det hele – det er synet.

En anden udflugt, som også tilbydes turister, er overnatning i en Yurt. De runde nomadetelte, som ligger midt i Usbekistans ørken. Her bor man adskilt – mænd i én yurt, kvinder i en anden og nok er ørkenen en fin oplevelse, hvis det er stjerneklart, men sengene i yurterne er så hårde, at ikke mange i vores gruppe fik lukket et øje.

FAKTA:

Bedste årstid til rejse i Usbekistan er forår og efterår. Flere danske rejsebureauer tilbyder grupperejser til landet.

Hotelstandarden i landet er fin, det samme gælder sikkerheden for turister. Usbekerne er søde, venlige og meget hjertelige.

18/11/2023/by Eva Baré

På tur med stjernerne

Forskelligt, Rejser

Liebhaverboligen blandede sig i feltet med verdensstjerner, solide ben og nye, håbefulde stænger, da TeamTinkoff-Saxo indledte sæsonen med en stille og rolig træningslejr på Gran Canaria. Blandt sponsorer, netværksforbindelser, massører og mekanikere fik vi talt med tre danske proryttere. På de følgende sider kan du bl.a. læse om deres oplevelser fra badeøen, deres holdning til Shimano … og som en ekstra bonus til Liebhaverboligens læsere har vi hooked Matti Breschel op med en håndfuld drilske spørgsmål fra Etixx – Quick Steps sportsdirektør Brian Holm.

Spørgsmål

1. Partytime! Er der tid til andet end hård træning på en camp som denne her?

2. Hvem bliver Pro-tourens største overraskelse i den kommende sæson 2015?

3. I har et af sportens største budgetter. I er et hold fyldt med stjerneryttere … kan du mærke det som rytter?

4. Mekanikerne har skiftet jeres Sram’s mekaniske gear gruppe ud til fordel for Shimanos elektroniske Di2 gruppe. Hvad har det betydet for din kørsel?

5. Er det anderledes at sige velkommen til en ny hold kammerat, når han hedder Peter Sagan?

6. Watt-zoner, fysioterapi, massage, intensiv træning, forberedelse og så en masse cykeløb – hvornår holder I fri?

7. SMS, podcast, streaming, spil eller … ja, hvad er din yndlingsbeskæftigelse på smartphonen?

8. Hvilke kunstnere er på din playlist pt.?

Michael Valgren Andersen, 22 år, professionel siden 2011

1. Denne her træningslejr er lidt mere afslappet end den i januar. Her bygger vi stille og roligt op, så der er også tid til en tur til Puerto Rico på disc!

2. Det gør Jullian Alaphillipe fra Omega. Ung fransk gut med nosser!

3. Jeg som ung rytter kan godt mærke det. Når jeg kigger mig omkring er det jo kun stjerner. Plus presset med de resultater som holdet vil have, vi skal levere smitter også af på mig, selvom det måske ikke er berettiget på mig.

4. Tror jeg kommer til at bruge gearene noget mere. Især fra stor til lille klinge og den vej. Og på prologer og tidskørsler er det en kæmpe fordel kunne skifte ude i grebene med det elektroniske!

5. Det skulle man måske tro, men han er helt nede på jorden og har en fed humor så i den her situation er det slet ikke svært at sige velkommen.

6. Aldrig. Som cykelrytter tænker man på cykling 24/7, som hvornår du går i seng, hvad du spiser, hvad du laver med kæresten osv osv. Cykling, cykling, cykling.

7. Twitter, nyhederne, SMS med kæresten og musik.

8. Alt det gode fra Spotify’s topliste

Matti Breschel – 30 år, professionel siden 2005

1. Der bliver selvfølgelig gået til stålet, og vi får cyklet en del kilometer. Men ja, vi hygger os om aftenen og når der er plads og overskud til det, fester vi igennem. Der er stadig lidt tid til sæsonstart, så vi er en smule mere afslappede end normalt.

2. Jeg håber det bliver Magnus Cort fra Greenedge

3. Der er kommet en større trænerstab, og vi har opgraderet en smule på udstyret. Derudover har vi med de nye ryttere, det stærkeste hold på papiret.

4. Jeg kunne egentlig godt lide Sram, det fungerede fint. Jeg tror ikke at det får den store betydning rent resultatmæssigt, Shimano er bare lækkert og smukt at se på.

5. Egentlig ikke, han sgu’ ligesom alle os andre.

6. Vi har mange perioder i løbet af sæsonen, hvor vi holder små pauser på tre dage og helt op til en uge. Ellers har vi omkring en måned efter sidste løb på kalenderen i oktober, hvor vi holder helt fri, måske tager på ferie eller bare ser familie og venner i Danmark.

7. Instagram og Twitter

8. Link Wray, R.L Burnside, Powersolo, Godless Wicked Creeps, Junior Kimbrough, Charley Horse, Heavy Trash, Lez Wampas og Nine Pound Hammer.

Brian Holms seks skarpe til Matti Breschel

Mest elegante rytter i feltet? Bradley Wiggins.

Den flotteste jersey ever? Den er svær! Jeg har mange yndlings … hmm det er et valg mellem Fausto Coppis Bianchi jersey, De Vlaemincks Brooklyn eller Tom Simpsons Peugeot.

Den flotteste cykel ever? Gios Torino 78’

Hvem har feltets mest trimmede stænger? Simon Gerrans har en rimelig pillet læg.

Hvem råber mest i feltet? Der er et par italienere, jeg ikke engang kan huske navnet på, de er forfærdelige.

Mest cool mærke cykeltøj? Breschel BNK

Er det rigtigt du har en kæmpe ørn tatoveret over hele ryggen? Nej, det er en ravn!

Christopher Juul Jensen – 25 år, prorytter siden 2012

1. Ja, det er der. Vi har faktisk haft flere sjove aftener. Så længe, at rytterne står skarpe og klar til dagens træning, er det ok, en gang i mellem at give den lidt gas.

2. Jeg håber, at Magnus Cort kan blive ved med at vinde cykelløb. selvom han er rykket op i ProTouren.

3. Da jeg stod på toppen af Kilimanjaro sammen med nogle af verdens bedste ryttere som har vundet klassiker, grandtours og mange mange andre store løb så siger det lidt om hvor vildt det her hold er !

4. Jeg synes det er rigtig lækkert at køre med. Så længe at batteriet holder lidt længere end min iPhone.

5. Nej, overhovedet ikke. Peter er meget, meget ydmyg. Det er rart at opleve. Man glemmer næsten helt, at han er et af verdens bedste cykelrytter.

6. Det er der tid til imellem alle de seks ting. hehe. Cykling er meget unikt på den måde, at der er nogle perioder, som er meget intense men så er der også tidspunkter som fx efter et hård løbsperiode eller træningsblok hvor der er god tid til at holde fri. Når sæsonen slutter, er der typisk 3-4 uger, hvor jeg ikke rører cyklen. Min kæreste og jeg holdte fx ferie i Japan efter Japan Cup, det var meget sjovt.

7. Jeg er stor P1 Debat fan det er ikke en joke … Det program streamer jeg tit når jeg er af sted til løb. Det er vigtigt at holde sig opdateret omkring, hvad der sker derhjemme politisk.

8. Bass Drum of Death… et fedt rock/punk band fra USA som Matti lige har introduceret mig for.

Ride Like A Pro

SaxoSport lancerer i 2015 “Ride Like A Pro” for finansielle markeder i Europa og Asien. Saxo Bank giver eksisterende og potentielle kunder eksklusiv adgang til at leve og træne som en Tinkoff-Saxo rytter. Deltagerne får unikke netværksmuligheder, hvor de møder andre i den finansielle industri med passion for performance og en sund livsstil. Saxo Bank indgår blandt andet et samarbejde med Peloton til udførelse af træning og træningsvejledning.

Detaljer om programmerne

· Ca. syv måneders program med ugentlig gruppetræning

· Detaljeret træningsvejledning der indbefatter træningsprogram, intervaller og grundige forklaringer

· Der trænes mod del- og hovedmål

· Der gennemføres etaper fra eksempelvis La Vuelta A Espana.

· Interaktioner med Tinkoff-Saxo, hvor ryttere og sportsdirektører deltager i nogle af gruppetræningerne

Er du interesseret i at høre mere om SaxoSport – Ride Like A Pro, så skriv venligst ind til sport@saxobank.com.

05/01/2015/by Kent Segerlund

På tur til ”Regnbuelandets” byer

Rejser

Sydafrika er andet og mere end safari, Taffelbjerget og en tur langs vin-ruten.
Tre storbyer – med hver deres forskelligheder – fortæller andre historier om ”Regnbuelandet,” og Liebhaverbolig- en guider her til anderledes oplevelser i særklasse i Johannesburg, Durban og Cape Town.

MODSÆTNINGERNES BY
(Johannesburg)

Her er dyre biler og kvinder iført tårnhøj stiletter og prangende Gucci-tasker. Men også mennesker, som samler skrald eller tigger ved bilerne i de lange køer i myldretrafikken.

”Hungry boy” (red.: sulten dreng) står der på det papskilt, som en ung mand i laset tøj har hængt om halsen, og Chanel, Prada eller YSL står der i nakken på mange af de tøjmærker, som sælges i de rige forstadsbutikker – langt fra downtowns menneskemylder og langt fra den fattige township Soweto.

Men det er alt sammen Johannesburg i Sydafrika. På godt og ondt en fantastisk storby, som efter det mørkeste kapitel i landets historie – apartheid – nu igen har rejst sig fra asken som en anden fugl Fønix.

Johannesburg er modsætningernes by. Og nøglen til forståelsen af hele Sydafrikas sjæl. For her kan man gå i apartheids fordspor og få fortalt historien om de sortes svære og lange kamp for lighed og frihed. Og her kan man se den afrikanske savannes storvildt blot en kort køretur udenfor byen, hvor man i øvrigt også kan besøge menneskehedens vugge – i store underjordiske huler, hvor forskere har fundet verdens ældste menneske. Alt imens man bor på det overdådige luksushotel, hvor blandt andre Nelson Mandela boede efter sin løsladelse fra Robben Island.

Undertrykkelsen

På Apartheidmuseet kan publikum få fortalt hele historien om, hvordan Sydafrikas hvide i mere end 30 år undertrykte den sorte befolkning. Og efter apartheidmuseet kan man ved et besøg i townshippen Soweto ved selvsyn konstatere, hvordan forholdene var i den bydel, som det hvide styre ”tildelte” de sorte at bo i. Under apartheid-tiden udgjorde befolkningssammensætningen i Sydafrika 80 procent sorte, ca. 10 procent farvede (blandede racer) og kun 10 procent hvide. Til gengæld ejede de hvide omtrent 90 procent af jorden, mens den resterende del af befolkningen blot fik 10 procent land at leve på. Og rettigheder for sorte og farvede fandtes stort set ikke. De måtte ikke køre med de samme busser, gå i de samme skoler, bruge de samme hospitaler, ambulancer, restauranter, biografe, teatre, sidde på de samme bænke, eller købe ind i de samme forretninger som de hvide. Listen af forbud var alenlang og samfundet fuldstændig opdelt. Een indgang for sorte – een indgang for hvide, og alle sorte skulle ydermere have ”dumme-pas” med sig, når de færdedes i eller på vej til og fra de hvides områder. Blev de ”fanget” uden passet på sig, var straffen hård: deportation, fængsel eller i værste fald hængning.

Soweto

I dag er Soweto stadig præget af stor fattigdom og arbejdsløshed, men også af stor optimisme. Turister kan besøge det hus Nelson og Winnie Mandela boede i, og gaden Vilakazi Street er blevet et populært frokoststed. Og stemningen er god – for Nelson Mandelas ord om at Sydafrika skal være et land med plads til alle racer og hans mantra om tilgivelse for fortidens synder efterleves, og det er nøglen til regnbuenationens ”succes”. I Soweto kan man også besøge mindesmærket for drengen Hector Pieterson, som blev skudt og dræbt kun 13 år gammel af politiet, da skolebørnene i Soweto protesterede imod pludselig at skulle blive undervist på de hvides sprog Afrikaans, et sprog de sorte børn ikke forstod.

Verdens mest luksuriøse hotel

Som modvægt til Sowetos fattigdom, men stadig i Apartheids fodspor, er det interessant at indlogere sig på Hotel Saxon. Hotellet ligger i den velhavende bydel Sandhurst, og er siden 2001 blevet udnævnt til at være verdens førende butique-hotel. Oprindeligt var stedet en luksuriøs rigmandsvilla, men blev i 1992 bygget om til hotel. Og netop her boede Nelson Mandela i seks måneder, efter at være blevet løsladt fra Robben Island, hvor han havde været fængslet i 27 år. Hotellet og de tilhørende villaer er ultimativ luksus i en meget smuk parklignende have og byder på super spa, super mad og levende flygel-hyggepianist om eftermiddagen i de ”private” villaer.

Hotel Saxon, hvor Mandela boede seks måneder efter sin løsladelse

Denne fotostat af Winnie Mandela står i haven ved parrets hus i Soweto

Een indgang for hvide, en anden for sorte. Apartheidmuseet i Johannesburg

Selvom boligforholdene i Soweto er blevet bedre, bor mange stadig i dårlige blikskure.

DEN GRØNNE BY
(Durban)

Her er smukke, betagende udsigter og i massevis af vortesvin med unger, som nysgerrigt og gryntende nærmer sig gæsterne, selv når man ligger ved poolen. Og såmænd også et par frække aber, der gerne vil stjæle tasker, hvis man ikke er opmærksom.

Vi er i Durban. Sydafrikas grønneste by, og to timers kørsel udenfor centrum ligger lodgen Safari Villas og tilbyder ro og en af Sydafrikas bedste spa-afdelinger. Lav yoga med udsigt til levende dyr, eller få massage så englene synger. Alt er muligt her. Her er bøfler og giraffer, zebraer, geparder, næsehorn og flodheste, men ingen løver eller elefanter. Så det er ikke big-five safari, men dog den smukkeste oplevelse, ikke mindst på grund af landskabet med de mange træer. Baobaptræer og akacietræer og i massevis af vilde blomster i skøn forening. Luksus og natur væk fra byens travle liv.

Himlens folk

I Durban bor også en af Sydafrikas største oprindelige stammer,
Zuluerne. I en uendelig smuk natur, i et område kaldet ”De 1000 Bakkers Dal”, og det er en ganske interessant udflugt at besøge dem. Zulu betyder himmel, for zuluerne er himlens folk, og selvom de har omfavnet nutiden, lever de næsten stadig som før. Bor i hytter og laver mad over bål. Men deres bærende kulturværdier er stærke, og i hele to landsbyer nær Durban kan man se og opleve deres levevis og lange Sydafrikanske historie.

I Ghandis fodspor

Men Durban er også byen, hvor verdens største indiske samfund udenfor Indien findes. Allerede i 1875 hyrede den britiske kolonimagt titusindvis af indere, som skule bygge jernbaner og arbejde i sukkerplantagerne, og således kom også en ganske ung Mahatma Ghandi i 1893 til Durban. Som veluddannet sagfører med forretninger i byen blev han smidt af toget på Pietermaritsburg Station, fordi han nægtede at flytte sig til ”farvet” klasse, selvom han havde købt billet til 1. klasse. Oplevelsen åbnede i den grad Ghandis øjne for apartheidproblematikken og lagde grundstenen til den kamp, han senere viede hele sit liv til for Indiens kasteløse. Ghandi blev i Sydafrika i 20 år og skabte her begrebet Satyagraha: modstand mod tyrani gennem borgernes ikke-voldelige ulydighed.

Ghandi skabte også en avis og en township i Durban, og det er muligt både at se togstationen, hvor han blev smidt af toget (her er også et lille museum) og at komme på et ”Ghandi-trail” i byen og omegnen.

Bo på en legende

Durban er en kystby med en lang og smuk strandpromenade, og det indiske islæt mærkes overalt. Især på det legendariske luksushotel Oyster Box, som ligger direkte ud til det Indiske Ocean. Hotellet betragtes som en legende, og man kan stadig fornemme fordums tider. For her måtte kun de hvide komme under apartheid, mens de sorte blot var personalet, som betjente dem, og sådan er det næsten stadig. Ikke at sorte ikke må komme på hotellet, men en overrepræsentationen af hvide gæster er slående. Og personaler er stadig fortrinsvis sort.

Oprindelig blev det første Oyster Box Hotel bygget i 1954, men er senest renoveret i 2009, og står i dag fuldstændig som før, i smukkeste victorianske stil med palmehave, levende musik og fantastisk tagterrasse med bar og udsigt til byens bedste solnedgang. Hotellet er kendt for at servere en stor karry-buffet – stærk som byens indiske islæt i øvrigt, og selvom hotellet er ultimativ luksus, er priserne langtfra skyhøje.

Det legendariske Oyster Box Hotel i Durban. Beliggenheden ud til havet er superb, og man mærker stadig historiens vingesus.

På Pietermarritsburg Station står en statue af Ghandi

DEN FARVESTRÅLENDE BY
(Cape Town)

Cape town er Sydafrikas mest populære by og elsket af stort set alle turister. Taffelbjerget og udsigten ud over hele byen deroppefra, er det alle vil se, men tit må man stå i kø i timevis for at komme op med svævebanen, og en anden og langt mindre overrendt seværdighed er derfor anbefalelsesværdig.

Stedet hedder Signal Hill og er en høj bakketop, hvorfra udsigten er mindst lige så betagende som den fra Taffelbjerget. Her på Signal Hill indfinder de lokale sig ved solnedgangstid med madkurve og drikkevarer og sidder sammen på tæpper og nyder at se solen gå ned over havet. Sorte, hvide, gule og alt midt imellem. Alle racer i den nye ”regnbuenation” sidder her sammen, og det i sig selv er en dejlig oplevelse – fortidens rædsler in mente.

Malaj-byen

En anderledes oplevelse får man også, hvis man går en tur i kvarteret Bo-Kaap, som med fine, lave huse i alverdens farver, udgør en helt særegen oase i Cape Town.

Her finder man grønne, gule, orange, blå, lilla, pink og alle nuancer derimellem små huse i små brostensbelagte gader, og det føles næsten, som er man kommet til Havanna på Cuba.

Men faktisk blev Bo-Kaap bygget allerede i 1760érne til malajiske slaver og blev senere i 1950érne en township for ”farvede muslimer” under apartheidtiden.

I dag er området stadig malajisk og muslimsk, og hele den spændende historie om kvarterets udvikling kan ses i kvarterets ældste hus, det lille Bo-Kaap museum. Det malajiske køkken er også værd at prøve – enten hos Bo-Kaap Kombius eller hos Biesmillah, og i det hele taget er en slentretur i kvarteret et dejligt kig ind i virkeligt lokalt liv.

De riges paradis

Camps Bay ligger en kort køretur fra Signal Hill, og er et af Cape Towns rigeste kvarterer. Smukt beliggende i bugten ved foden af Signal Hill breder den smukkeste sandstrand sig, og flankeret af stribevis af restauranter er stedet et populært sted at indtage aftensmaden.

Her kommer man for at se og blive set, for at lufte sin flotte bil og dyre mærkevaretøj, og interessant er det at studere Sydafrikas nye over- og middelklasse af både hvide og efterhånden også en del sorte. Restauranterne byder på alt godt fra havet, og selvom man er i et dyrt kvarter, er priserne efter danske forhold absolut rimelige. En anbefalelsesværdig restaurant er Restaurant Zenzero, hvor man både får rigtig gode fiskeretter og super udsyn til Camp Bay´s mangfoldige aftenliv.

Bo-Kaap i Cape Town

På Signal Hill nyder alle racer solnedgangen sammen. Noget, der var utænkeligt under apartheidtiden.

I Camps Bay kommer man for at se og blive set.

Rejsefakta

Sydafrika kan besøges året rundt. Højsommeren går fra december til februar – fra juni til august er det vinter.

Alle Sydafrikas byer er malaria-fri og vandet kan drikkes alle steder.

www.southafrica.net er Sydafrikas officielle turistside.

Links til Johannesburg:

Apartheidmuseet:
www.apartheidmuseum.org

Saxon Hotel:
www.saxon.co.za

Links til Durban:

Safari Villas:
www.karkloofsafarivillas.com

Zulu-besøg:
www.getyourguide.dk, søg på Durban

Ghandi Trail:
Turen hedder ”The Inanda Heritage Route. Durban Tourism kan oplyse guide-liste på tel: 031-366-7500.
Eller søg på www.southafrica.net

The Oyster Box Hotel:
www.oysterboxhotel.com

Links til Cape Town:

Bo-Kapp Museet ligger i Wale Street nr. 71

Restauranter:

Bo-Kaap Kombuis
www.bokaapkombuis.co.za,

Restaurant Bismillah
www.biesmiellah.co.za

God fiske-restaurant i Camps Bay: Restaurant Zenzero

www.zenzerorestaurant.co.za

Journalist Eva Baré var inviteret af South Africa Tourism, som ikke har haft
indflydelse på artiklen.

05/06/2019/by Eva Baré

Paradis med flere virkeligheder

Rejser

Der er tæt på 1200 af dem, og hvis ikke verden passer mere på klimaet, vil de om få år være forsvundet. Mange kalder dem for paradisøer, men ”paradiset” har flere ansigter. For på nogle af må man drikke alkohol, bade halvnøgen og opføre sig som en almindelig vesterlandsk turist, mens man på andre af øerne end ikke må tro på det, man vil.

Det er naturligvis bounty-øerne Maldiverne, vi taler om. Et besynderligt ferie-paradis, som Liebhaverboligen har besøgt begge sider af.

Den ene virkelighed:

Palmerne svajer næsten lydløst i den stille vind, sandet er kridhvidt og en tjener er ved at gøre badet klar.

På bordet i den store strandvilla, som er bygget på pæle i det turkisblå vand, står en flaske champagne og senere vil der blive serveret en romantisk middag kun for os to i solnedgangen, og vi behøver ikke løfte en finger. Dagene går med at dase og blive opvartet at villige tjenere, og øen er ikke større end at vi kan gå den rundt på kort tid.

Tiden står tæt på stille, tanker er toldfri og mange eftermiddage går med at vi snorkler og kigger på funklende, farvestrålende koraller, dykker eller for den sags skyld surfer på gode bølger, som findes ved et rev kun en kort sejlads fra øen. Gider vi ikke spise på stranden, eller gider vi heller ikke selv dykke ned for at se fisk, kan vi blot besøge undervandsrestauranten. For sådan en er her også. Nedsænket i havbunden kan vi sidde ved fine dækkede borde omgivet af havbund, som ses gennem store glas og se de mange fisk svømme rundt, mens vi spiser.

Vi er på øen Dighu i Male-atollen. Blot et ud af mange, privatejede, luksus-frie-paradiser – dette ejet af Anantara gruppen, et hotel-imperie, som ejer luksusresorts over hele verden og altså også et par stykker på Maldiverne.

…og den anden virkelighed:

Moskeen er helt hvid, ren og enkel i sin arkitektur.

Lyset falder i striber ind over det hvide marmorgulv og rammer kvinden, som lydløst sidder på knæ i dyb bøn. Et øjeblik af fuldendt stilhed, som dog brat hører op, da der i næste sekund pludselig lyder barnestemmer fra alle hjørner af moskeen.

Fine og tynde er de, stemmerne. Og nu mumler de en masse uforståelige ord. Om og om gentages de samme sætninger i en lang recitation.For her i hovedstaden Males største moske – Det islamiske Center – træner netop i dag en række småpiger i læsning af koranen.

-Jeg kan vinde en konkurrence og komme i tv, hvisker kun ni-årige Alina med et smil, da hun bliver spurgt om, hvad hun laver. Hun er spinkel, klædt i lang, blå kjole med et stramt tørklæde om ansigtet og træner altså i dag til en slags X-Factor-konkurrence i koranlæsning.

-Jeg håber, jeg vinder, siger hun genert, inden hun igen kaster sig ud i recitationen af de hellige ord.

Drømmen

Maldiver er en drøm for mange at komme på ferie i.

Og billedskønne er de billeder, vi ser i reklamerne for luksusferier på de smukke bounty-lignende øer. I alt 1190 er der af dem, øerne, og mange af dem er ubeboede. På godt 200 af dem lever de lokale, og på lidt over andre 50 øer er der indrettet ferie-paradiser. Som man kan komme på ferie i og få en sand Robinson Crusoe oplevelse af at bo på en næsten øde ø – dog med tjenere på hver en finger og på ingen måde overladt til sig selv. Her kan man få serveret den lækreste mad, drikke de dyreste vine og stirre ud over havet lige så længe man lyster uden at blive forstyrret – men man kan også kede sig. Og sker det …. er der heldigvis andre oplevelser at hente på de lokale øer. Oplevelser langt fra de glansbilledagtige turistøer, hvor prisniveauet i øvrigt oftest også er meget højt. Og i de senere år er flere og flere rejseselskaber derfor begyndt at markedsføre den anden side af Maldiverne også.

Religionen

Maldiverne i Det Indiske Ocean, den mindste selvstændige nation i Sydasien, indeholder nemlig et parallelsamfund, som det absolut er værd at opleve begge sider af.

I et land hvor Islam er den eneste tilladte religion, og hvor censureret tv og radio afbrydes fem gange om dagen, fordi der kaldes til bøn, lever den almindelige maldiver et ganske anderledes liv.

Uden svinekød, alkohol eller ugeblade med bare antydningen af en afklædt kvinde/mand er hele det store ø-rige opdelt i 26 atoller (øgrupper), hvor de fleste ernærer sig ved fiskeri, mens andre dyrker kokosnødder, bananer og andet grønt.

Officielt findes der ingen andre trossamfund end Islam på Maldiverne. Og skulle man få lyst til at være en frafalden, bliver man ekskluderet fra dagliglivet, indtil man er kommet på rette spor igen. Det er ganske enkelt umuligt at leve her, hvis ikke man er dedikeret sunni-muslim, og ejer man en kristen Bibel, kommer man i fængsel.

Alle beboede øer har en lokal chef, som er udpeget af regeringen, og denne chef har en række hjælpere. Lokale politi findes ikke udenfor hovedøen male,og øboerne holder selvjustits.

Historien

Maldiverne har bekendt sig til Islam siden 1153, hvor kongen konverterede og blev ørigets første sultan.

Før den tid var det et buddhistisk samfund, men i dag er alle tegn på anden religiøs tilstedeværelse end lige netop Islam fuldstændig forsvundet fra bybillede i både Male og på de lokale øer. Eneste sted, hvor artefakter fra maldivernes før-islamiske-tid findes er på Males Nationalmuseum, som bryster sig af at være nationens eneste museum.

Maldiverne regeres også efter sharia-lov. Selvom øerne har været besat af både portugiserne og briterne, er de aldrig blevet koloniseret, og i 1965 slap de også fri af det britiske protektorat, som ellers havde omfattet dem siden 1887.

Tre år senere – 1968 – blev sultanatet afskaffet og øerne udråbt til republik. Republikken har siden haft vekslende præsidenter, bl.a. den reformvenlige præsident Mohamed Nasheed, som efter 30 års militærdiktatur blev Maldivernes første demokratisk folkevalgte præsident.

Senere er han dog blevet afsat ved, hvad nogle mener var et politisk kup, bl..a blev hans reformvenlige politik anklaget for at udvande landets muslimske værdier, og i dag hedder præsidenten derfor Ibrahim Mohamed Solih. Præsident Mohamed Nasheed lever i politisk asyl i Storbritanien.

Udenfor resort-øerne

I de senere år er det at besøge de lokale øer på Maldiverne blevet populært, især blandt børnefamilier og helt unge, som ikke nødvendigvis synes, det er et must at have egen tjener, egen villa, og adgang til alkohol.

En del rejsebureauer tilbyder derfor både hjælp til at reservere på de lokale øer, som har små hoteller bygget til formålet, og andre igen tilbyder også en ”begge-dele” oplevelse. Altså prøv først luksus-resortet og bo derefter på en af de lokale øer.

Men hvis man eksempelvis har indlogeret sig på et luksusresort i den nordlige del af atollerne, kan man også sagtens selv lave sin egen lokal-ø-oplevelse.

Vi boede på øen Dighu og herfra er det let at komme til hovedøen Male, hvor i øvrigt også alle fly lander i ø-rigets hovedstad af samme navn.

Male

Der bor godt 133.000 mennesker på Male, og fra vandsiden ligner øen et mini-Manhattan med mange – efter maldiviske forhold – høje bygninger, som danner en farverig skyline. Og et besøg her er en rigtig god udflugt til ”det andet Maldiverne”, hvis det afslappede liv på luksusresortet bliver for kedeligt.

Normalt lukker maldiverne ikke turister ind i deres moskeer, men klæder man sig efter landets skikke, dvs. pænt og tækkeligt med lang nederdel og en løs top med lange ærmer og gerne et tørklæde om håret – får man som regel lov at komme ind alligevel. Og netop den store hvide ”Fredags Moske”, som ligger ved Det Islamiske Center er værd at besøge. Male har i øvrigt også en fin havnefront, hvor det er hyggeligt at slente en tur, drikke en kop te på et lokalt the-hus og ellers se på de lokale fiskere.

Fiskemarkedet i Male er også fint at besøge, livligt og farverigt og lige ved siden af det ligger et bazarområde, hvor man kan shoppe souvenirs og kunsthåndværk – ligesom et grøntsagsmarked også byder på lokale oplevelser. Og selvom nogle guidebøger siger det modsatte, så er Maldiverne søde og høflige og vil rigtig gerne snakke med fremmede.

Nationalmuseet er Maldivernes eneste museum og udstiller ting og sager, der har tilhørt tidligere sultaner. Her findes også en del arkæologiske fund, som fortæller historien om Maldiverne, og i nærheden af museet ligger også Sultan Park – en stille have, som ofte bruges som picnic-område, og hvor man også kan opleve lokalt folkeliv.

På egen hånd

Siden 2010 har også en del af Maldivernes lokale øer fået lov at modtage turister. Det har givet nye muligheder for at opleve paradis-øerne og den virkelige virkelighed til langt billigere priser, men vælger man ”lokal-ø oplevelsen”, skal man være opmærksom på, at det på ingen måde er tilladt at nyde eller købe alkohol. Ligesom man heller ikke som kvinde må bade uden at være behørigt tildækket. En del af øerne har dog en såkaldt bikini-strand”, hvor man gerne som kvinde må bade i almindeligt badetøj, men ellers er opholdet på de lokale øer – skik følge eller land fly. Der er som sagt mange øer at vælge imellem, men nemmest er måske at besøge de øer, som kan nås med båd fra Male.

Meget populær er øen Maafushi, som både har et stort udvalg af mindre hoteller og restauranter. Maafushi har også en fin bykerne med mange, farvestrålende huse, og øen har også en god legeplads, hvis man rejser med små børn, og så er her en fin bikini-strand. Man kan komme til Maafushi på ca. 45 minutter med speedbåd fra lufthavnen i Male.Mest lokal er øen Fulidhoo, som også har det smukkeste vand. Og rygter vil vide, at der bor djævlerokker ved den lokale strand. Utroligt smukke at se på og måske snorkle ved siden af, hvis man tør. Til gengæld er spisemulighederne ikke mange på øen, men mulighederne for at få en virkelig lokal oplevelse her er gode, fordi øen ikke modtager så mange turister.

På de fleste af de lokale øer kan man også tilkøbe ture af forskellig art. Prisniveauet og kvaliteten af oplevelserne svinger fra ø til ø, men har man lyst til at snorkle på egen hånd er øen Ukulhas værd at besøge. Øens store strand har et stort lokal rev, som rummer mange fine farvestrålende fisk.

Mange danske rejsebureauer tilbyder ture til Maldiverne. Rejserne går fortrinsvis til de mange resort-øer, hvor temaet er luksus og priserne også derefter. Men her kan man bade som man vil og leve uden hensyntagen til øerne islamiske kultur. Som et af få danske bureauer tilbyder rejsebureauet Rejselyst, www.rejselyst.dk dog også rejser til både resort-øer og lokale øer.

Maldivernes godt 1200 øer ligger spredt over et 90.000 kvadratkilometer stort område i Det Indiske Ocean. Øerne er alle skabt af koraller, delt af laguner og så lavt liggende, at det højeste punkt i ø-gruppen kun er godt 2,5 meter over havoverfladen. Dermed er den globale opvarmning et af Maldivernes største synlige problemer, og gøres der ikke noget, vil øerne med tiden ganske enkelt forsvinde

Er man mest til luksusudgaven og en resortoplevelse af Maldiverne er det blot at google ordet Maldiverne.

Vil man selv strikke sin tur sammen og hellere besøge de lokale øer, kan man se og booke overnatning/oplevelser på eksempelvis www.booking.com eller www.tripadvisor.dk. Hotelpriserne på de i artiklen nævnte øer spænder fra godt 450 d.kr til ca.1000 d.kr. pr overnatning. Bl.a. Turkish Airlines og Qartar Airways flyver i skrivende stund direkte mellem København og Male på Maldiverne.

Et andet og mindre synligt problem for Maldivernes overlevelse, kan vise sig at være landets politiske udvikling. For Maldiverne er en nation med to forskellige ansigter. Et parallelsamfund med to forskellige værdisæt – resort-øernes ubekymrede luksusliv og de lokale øers strenge islamiske småsamfund. Se dem begge – inden det er for sent.

07/10/2022/by Eva Baré

PIEMONTE PIRRER DINE SANSER

Rejser

Selv ved vintertide, hvor alt er koldt og bart, er byerne i det bakkede landskab et besøg værd. Især for livsnyderen, der tiltrækkes af barolo, trøfler og perfekt tilberedte pastaretter.

En rejse til Piemonte er en rejse ind i vinens og gastronomiens verden. Uanset hvor meget man værdsætter natur, kultur og historie, er maden og vinen svær at komme udenom. Så hvorfor ikke bare lade sig flyde med og nyde alt det gode, der udspringer af denne region:

Farverne, duftene, smagene. Vi er taget til det nordvestlige Italien. I ly af de sneklædte alper spreder det bakkede landskab sig over godt 25.000 kvadratkilometer. Piemonte betyder ”for foden af bjergene”, og det er netop sådan, man oplever den frodige natur, der udgør et af verdens førende vin-områder. Overalt kryber vinstokkene op ad stejle, svært fremkommelige skråninger og vidner om, at der kræves en særlig indsats for at frembringe de fascinerende baroloer, barbarescoer og barberaer – for nu blot at nævne de mest kendte.

De hvide trøfler

Og hvor der ikke dyrkes vin i disse storslåede omgivelser, spiller ikke mindst hasselnøddebuskene en vigtig rolle i agrikulturen. Det er ikke en tilfældighed, at f.eks. verdensberømte Ferrero – ja, dem med Nutella – har hjemme på disse kanter. Der er simpelt-hen nødder i overflod. I løs vægt, i chokoladen, i pastaretterne og salaterne og i egnens berømte hasselnøddetærter.

Endelig kommer vi ikke uden om de dyrebare hvide trøfler. De dyrkes ganske vist ikke, men vokser under optimale betingelser i de piemontesiske skove. Her går trøffeljægere i ly af natten på rov med deres hunde, som snuser sig frem til de aromatiske svampe, der gror under jorden. I sæsonen, som strækker sig fra efteråret til et stykke ind i vinteren, har enhver restaurant med respekt for sig selv således hvide trøfler på menuen.

Hver årstid sin charme

Med al den herlighed i vente er der ikke meget, der taler for ikke at udforske Piemontes kulinariske og vinøse verden. Og så er der faktisk også rigtig pænt. Uanset årstiden har området sin særlige charme – om det sner og vinstokkene står indtørrede og afpillede, eller om sommersolen stråler højt på himlen og bakkerne er grønne og frodige.

Liebhaverboligen giver her på siderne tip til, hvad der kan gøre Piemonte-turen til først og fremmest en vellykket vin-, mad- og kulturoplevelse.

HOVEDBYEN ALBA

I Langhe-området, som primært omfatter vinene Barolo, Barbaresco, Nebbiolo og Barbera d’Alba samt Dolcetto, er Alba en slags centrum. Byen er et godt udgangspunkt for ekskursioner ud i vinlandet – også til de øvrige distrikter – fordi den ligger nogenlunde midt i det hele. Det er samtidig en historisk vigtig by, der daterer sig tilbage til romertiden. Her finder man både en katedral, ældgamle tårne, kirker og paladser og en hyggelig hovedgade. Alba er desuden kendt som trøffelbyen, fordi man her sælger de kostbare svampe på særlige markeder og i specialbutikker.

HER SKAL DU SPISE

Det piemontesiske køkken er rigt og mættende. Masser af hjemmelavet pasta, smør, fløde, æg, ost og svampe (ikke mindst trøfler) indgår i retterne, og kører man gennem hele registret med forret, pasta, hovedret og dessert, kan man ikke rokke med ørerne, når man rejser sig fra bordet.

Der er heldigvis langt mellem de middelmådige restauranter, for det er tydeligt, at restauratører og køkkenchefer sætter en ære i at leve op til de høje standarder, man har i regionen. De lokale vil simpelthen ikke finde sig i at få serveret ringe mad.

Overalt er der fremragende køkkener, så nedenstående er blot et beskedent udvalg af anbefalelsesværdige restauranter:

Cascina Dani, cascinadani.it

Stefano Paganini, Castello di Magliano Alfieri, stefanopaganini.it

Le Case della Saracca, Monforte d’Alba, saracca.com

Villa Tiboldi, Canale, villatiboldi.com

La Crota, Roddi d’Alba, ristorantelacrotalanghe.it

Villa d’Amelia, Benevello, villadamelia.com/

PASTA-KURSUS PÅ KØKKENSKOLEN

Har man maskinen, er det ingen sag at lave sin egen pasta. Det har de færreste dog, men derfor kan det nu være ganske interessant at prøve at tilberede sin egen pasta helt fra bunden. Et besøg på køkkenskolen Terra Accademia FoodLab på Roddi-slottet i Barolo-zonen giver adgang til de rette køkkenfaciliteter, og under ledelse af en professionel køkkenchef guides man gennem opskrifterne på nogle af de lokale livretter – blandt andet pocheret æg i ostefondue og ragú (traditionel kødsauce) med hjemmelavet pasta.

Hele seancen foregår i en afslappet atmosfære, hvor kokken demonstrerer tilbered-ningen og man herefter overlades til sin egen køkkenstation. Når maden er færdig, spiser man sammen med de øvrige deltagere og nyder et par gode glas vin til.
Vældig fornøjeligt og lærerigt. accademiafoodlab.it

VIDUNDERLIGE VINE

Piemonte kan i grove træk deles ind i tre områder rent vinmæssigt: Langhe, Roero og Monferrato. Jo, der er også nogle yderdistrikter, som vi i denne sammenhæng må se bort fra.

Langhe-området er det mest berømmede. Herfra får vi de ædle baroloer og barbarescoer. Vine lavet på nebbiolo-druen, som skal lagre henholdsvis fire og tre år, før de frigives. Det er som regel store, ranke vine med masser af garvesyre. De kan være svære at drikke som unge, men udvikler sig med årene til flotte, fløjlsbløde rødvine med noter af læder, tobak, chokolade, orangeskal og viol. Ikke billige, men absolut en stor nydelse at drikke.

Også nebbiolo-vinene uden for Barolo- og Barbaresco-zonen er værd at stifte bekendtskab med. De kan drikkes relativt unge og koster kun det halve. Og endelig er der Barbera d’Alba-vinene, som er lidt mørkere og mere krydrede med et højt syreindhold. Nogle fadlagres, andre ikke – men oftest et rigtig godt glas til prisen og anvendeligt til mange typer mad.

I Roero-distriktet rangerer hvidvinene højt på listen. De produceres fortrinsvist på de lokale druer arneis og favorita, der giver friske, delikate vine, som skal drikkes helt unge.

Alto Monferrato-området er hjemsted for bl.a. Asti-vinene. Det er for eksempel de krydrede barberaer og de søde, mousserende moscatoer.

Bedste råd:

Kør rundt i distrikterne, besøg vingårdene og smag, smag, smag!

TAG PÅ TRØFFELJAGT

De hvide trøfler omtales af nogle som ”jordens diamanter”. Det kræver særlige evner og en god portion tålmodighed at være trøffeljæger (trifulau) som den erfarne Rino Sandri. Han og hans specialtrænede hund Billy kender skovene i Roero-distriktet ud og ind og samarbejder til perfektion om at opspore de eftertragtede svampe.

Hunden løber tæt på trøffeljægeren og snuser i skovbunden, og når den får færten af en trøffel, begynder den at skrabe i jorden. Så gælder det om at være hurtig med hakkejernet, inden hunden æder svampen.

Ofte foregår jagten om natten, så trøffeljægeren kan arbejde uforstyrret. Der er stor konkurrence blandt jægerne, og ingen ønsker at afsløre, hvor de gode steder er.

Alt afhængig af kvaliteten sælges trøflerne på markedet til en pris på ca. 30 kr. pr. gram. De hvide trøfler (tuber magnatum pico) har en voldsom aroma med noter af bl.a. ammoniak, honning, hvidløg og våd skovbund. De har en kort holdbarhed og skal derfor spises så friske som muligt. Bør ikke varmes op, men rives blot hen over retter med frisk pasta, kød eller æg og ost.

Man kan komme på trøffeljagt med Rino og endda spise og bo hos ham og hans familie. Se mere på cascinavrona.eu/en/

………………………………………………………………………………………………………………………….

NYTTIGE ADRESSER

Det er en god idé at forberede sig så godt hjemmefra som muligt, inden man drager af sted til Piemonte. Her er et par nyttige www-adresser, der giver god information om hele regionen og dens seværdigheder. De fleste af siderne er også på engelsk:

• stradadelbarolo.it

• stradaromantica.com

• ivinidelpiemonte.it

• enotecadelroero.it

• italy.dk

• tuber.it

28/12/2016/by Kim Bretov

Regitses Rejseunivers

Mad & Vin, Rejser

Liebhaverboligen har indgået samarbejde med The Copenhagen Traveler alias Regitse Rosenvinge. Regitse debuterede i seneste udgave, og denne gang tager hun os med til gastronomimekka i München samt til Paris, der byder på to gedigne overraskelser på hotelfronten.

Luksuriøst hotelnyt fra Paris

”Bo som en konge på Versailles”

”We’ll always have Paris”. Byen over alle byer lokker altid med fransk charme og hyggelige små bistroer, men nu er der en helt anden grund til at besøge den smukke, franske hovedstad. Kongepaladset Versailles, som er én af Frankrigs mest besøgte kulturinstitutioner, planlægger nemlig at åbne….et hotel. Et vaskeægte 5-stjernet hotel med vel nok én af byens bedste udsigter er på tegnebrættet, og den franske regering har indbudt interesserede investorer til at lægge deres bud senest medio september. Hvem det bliver, og hvornår det sker, står hen i det uvisse, men der skal lægges en net sum for at komme i betragtning …

……………………………………………………………………………………………………………………………….

”The Ritz åbner efter tre års renovering”

I 2012 lukkede Paris’ grand old lady, det famøse hotel The Ritz, dørene og åbnede i stedet op for en gennemgribende renovering, som endelig er ved at nå sin ende! I november/december forventes det nemlig, at det 5-stjernede hotel atter kan invitere gæster indenfor. Antallet af værelser er skåret ned, men til gengæld er alt andet optimeret, og wellness-glade gæster kan således nyde livet i den helt nye og udvidede Chanel-spa. Hotellet åbnede for reservationer tilbage i juni måned, så det er sandsynligvis snart sidste udkald, hvis man ønsker at tilbringe en nat på det nye The Ritz inden årets udgang.

……………………………………………………………………………………………………………………………….

Gourmet-eventyr i München

Små to timer fra den østrigske grænse, i det sydligste Tyskland, finder man München. En elegant by med et stort udvalg af lækre butikker, gourmet restauranter og smukke, gamle hoteller. Det er ikke tilfældigt, at München flere gange er blevet udråbt til en ’feinschmeckerby’. Men vælger man at sætte kursen mod München, er der især én ting, man bør beskæftige sig indgående med: madkulturen. For det bayeriske køkken er en vaskeægte skattekiste af udsøgte specialiteter og retter, som har overlevet utallige generationer. På min seneste rejse derned, havde jeg fornøjelsen af at komme på en guidet gourmet-tur, hvor en kender af byen fik til opgave at vise mig alt fra charmerende, gamle bryggerier til traditionelle restauranter og bugnende madmarkeder. München er en perle for madentusiaster og bestemt et besøg værd, hvis du gerne vil forkæle både livsnydergenet og smagsløgene.

Læs min guide til et udvalg af byens bedste restauranter og caféer lige her:

www.thecopenhagentraveler.com/munich-for-foodies-a-guide-on-where-to-drink-and-dine/.

……………………………………………………………………………………………………………………………….

Om Regitse

Regitse Rosenvinge er 27 år og bosat i København.

Hun er rejseskribent, tekstforfatter og stifter af rejsebloggen

The Copenhagen Traveler, som omhandler rejser og luksuslivsstil.

Har du spørgsmål, idéer eller oplevelser, du gerne vil dele med Regitse, kan du sende hende en mail på regitse@mhh.dk.

……………………………………………………………………………………………………………………………….

06/09/2015/by Regitse Rosenvinge

Hvide byer, grønne bøge, nationalparker og en naturbevarelse, der er prisværdig. Tysklands største ø Rügen kan det hele. Også historien om Hitlers/nazismens ferietilbud, som skulle forberede den tyske arbejderklasse til total lydighed mod regimet.

Rejsefakta

Klap en elg, sov i et træ, byg din egen tømmerflåde og stå på ski midt om sommeren. Mulighederne i Värmland er mange – og kulturelle også, hvis man helst vil det. Besøg en region i det svenske, som ikke er overrendt, men til gengæld fuld af gode oplevelser.

Rejsefakta

Zell am See-Kaprun i Østrig er klassisk ski-ferie, når det er bedst. Høje bjerge, dybe dale og den smukke gletsjer Kitzsteinhorn skaber tilsammen et overflødighedshorn af oplevelser. Også til de, som ikke står på ski…

REJSEFAKTA

After-ski stederne i byen er mange og velbesøgte

Hoteller i bedste tyroler-stil præger området. Her Romantik Hotel i centrum af Zell am See. Se mere på www.romantik-hotel.at

Leogang ved Saalfelden er mindre og mere lokalt. Men hyggen og skiløbet er i top. Her på bjerget findes også et bryggeri man kan besøge.

Der er skiløb for alle i Zell am See-Kaprun. Og naturlgvis kan man leje en skilærer som taler dansk.

Den opvarmede udendørs pool i Tauern Spa. Udsigten til bjergene er formidabel.

Farvet lys og flotte isskulpturer i Ice Camp ved Kitzsteinhorn.

Thy i det nordligste Jylland er oplagt til fantastisk fridagsferie. Besøg Danmarks vildeste nationalpark, se den ”ukendte” maler Kirstens Kjærs Museum og få varmen med prisvind-ende, lokalbrygget, dansk whisky.

Rejser i en corona-tid:

Bange for karantæne i et fremmed land? Eller for at blive lukket inde på et krydstogtskib? For at have mundbind på det meste af tiden, eller for at være helt alene ved poolen, på restauranten og ved seværdighederne, fordi de andre turister ikke turde rejse?

Både de danske og de udenlandske rejsevejledninger kan ændre sig med dags varsel. Og pist væk er ferieturen – og måske også pengene …

Corona er en udfordring for alle rejseglade – også for Liebhaverbolig- ens rejsejournalist, Eva Baré, som derfor i den kommende tid rapporterer fra vores eget land. Gode forslag til særlige oplevelser i Danmark, romantiske getaways eller blot lidt fridagsferie.

Mulighederne er mange, og med denne artikelserie ønsker Liebhaverboligen god rejselyst i dit eget, smukke land. Og håber naturligvis, at vi alle snart igen kan rejse trygt – i HELE verden.

En rejse i Vietnam – fra nord til syd – fortæller stadig historien om et folk, som ikke lod sig kue. Som efter Vietnamkrigens afslutning i 1975 har rejst sig, og i dag buldrer derud af. Hemmeligheden synes at være stolthed kombineret med livsmod og stor, stor flittighed.

RejseFakta

Spørgsmål

Michael Valgren Andersen, 22 år, professionel siden 2011

Matti Breschel – 30 år, professionel siden 2005

Brian Holms seks skarpe til Matti Breschel

Christopher Juul Jensen – 25 år, prorytter siden 2012

Ride Like A Pro

Sydafrika er andet og mere end safari, Taffelbjerget og en tur langs vin-ruten. Tre storbyer – med hver deres forskelligheder – fortæller andre historier om ”Regnbuelandet,” og Liebhaverbolig- en guider her til anderledes oplevelser i særklasse i Johannesburg, Durban og Cape Town.

MODSÆTNINGERNES BY (Johannesburg)

DEN GRØNNE BY (Durban)

DEN FARVESTRÅLENDE BY (Cape Town)

Rejsefakta

Selv ved vintertide, hvor alt er koldt og bart, er byerne i det bakkede landskab et besøg værd. Især for livsnyderen, der tiltrækkes af barolo, trøfler og perfekt tilberedte pastaretter.

Liebhaverboligen har indgået samarbejde med The Copenhagen Traveler alias Regitse Rosenvinge. Regitse debuterede i seneste udgave, og denne gang tager hun os med til gastronomimekka i München samt til Paris, der byder på to gedigne overraskelser på hotelfronten.

Luksuriøst hotelnyt fra Paris

Gourmet-eventyr i München

Om Regitse

Mediehuset Hellerup

Sitemap

Sydafrika er andet og mere end safari, Taffelbjerget og en tur langs vin-ruten.
Tre storbyer – med hver deres forskelligheder – fortæller andre historier om ”Regnbuelandet,” og Liebhaverbolig- en guider her til anderledes oplevelser i særklasse i Johannesburg, Durban og Cape Town.

MODSÆTNINGERNES BY
(Johannesburg)

DEN GRØNNE BY
(Durban)

DEN FARVESTRÅLENDE BY
(Cape Town)