Lidenskabelig flamenco-dans, drabelig tyrefægtning og en by fuld af tusindårig historie tilsat duftende appelsintræer. Andalusiens hovedstad Sevilla er perfekt til et romantisk getaway.

Klokketårnet La Giralda er bygget ovenpå en muslimsk minaret.

Hælene er høje og stamper lidenskabeligt i gulvet, og udtrykket i ansigtet er nærmest fortrukket som i smerte. Manden i den prikkede flamenco-skjorte danser, som gjaldt det livet, mens tre mænd og en guitarist på barens lille bænk synkope-klapper i hænderne, så hele optrinnet bliver til musik som fra et helt orkester.

Vi er i Sevilla. Hovedstaden i Andalusien og Spaniens varmeste hjerte. Med flamenco-dansere, sang og smerteligt dybfølt guitarspil på hvert et gadehjørne, og slotte, kirker og katedraler i en over-
dådig blanding indimellem.

Her leves livet mest på gaden og i de store følelser, og det er et Spanien så langt fra solkystens  dansker-kolonier med sildemadder, leverpostej og snaps, som noget kan være. Her er tapas ikke bare afskåret pålæg på en flad tallerken, men møre svinekæber i krydret sovs, fritterede serano-skinkeruller og flydende camenbert-oste. Og her kan man – som noget helt specielt – bo i en by, hvor tusindvis af appelsintræer fyldt med orange frugter i sæsonen fylder luften med den dejligste duft af citrus.

Sevilla er en by, man slentrer i. Og kysser i. Og bliver forelsket i. For ikke ret mange andre byer i Sydeuropa kan mønstre samme opbud af smukke pladser, små torve, smalle gader, fantastiske katedraler, kirker, slotte, parker og hyggelige restauranter som netop Sevilla. Tusinder af års historie
er her komprimeret i en storby, som stadig bærer de smukkeste arkitektoniske levn fra sine mange erobrere, og som af kendere bliver besøgt igen og igen – især for sin særegne dans flamencoen.

Flamenco danses overalt i det offentlige rum i Sevilla. Her på Plaza de Espana.

Flamencoens fødeby

Flamenco er synonymt med Sevilla.

Denne udtryksfulde og lidenskabelige dans, som opstod netop her, blev oprindeligt allerede i 1447 bragt hertil af sigøjnere fra Nordindien, og den dag i dag dyrkes den stadig og inderligt som en højprofileret kunstform. Men selve dansen har ikke altid været en del af flamencoen.

Flamencoens første udtryk var en sang ledsaget af klap med hænderne. Senere kom et akkompagnement af guitar på, og først til allersidst er dansen med de heftigt steppende trin kommet til. Sorg og glæde, lidenskab, kærlighed og smerte – det er de følelser, som flamencoen udtrykker gennem sit kropssprog i dansen og sin dybfølte sang og smukke guitarspil. Og selvom det for en ”ny” flamenco-fan måske kan lyde lidt ens alt sammen, så findes der faktisk hen ved 70 forskellige stilarter indenfor flamenco.

I Spanien kan man starte med at danse flamenco allerede, når man er fyldt tre år. Og naturligvis findes der mange flamenco-skoler i byen, hvor man kan lære de lidenskabelige trin. Sjovt er det, når man kigger i skobutikker – at se de bittesmå flamenco-sko de sælger til børn, men endnu mere interessant er det at lægge mærke til de mange japanske turister, som altid er i Sevilla. Og hvorfor så det? Jo, det eneste sted i verden, hvor der p.t. er flere flamenco-skoler end i Spanien er nemlig i Japan, hvor dansen er det store hit. Det kan man så tænke lidt over, hvorfor en så lidenskabelig og ekspressiv dans er så populær i et land som Japan, hvor det at vise følelser ikke er velset …

I Sevilla kan man opleve noget af det ypperste indenfor flamenco og mere til. Byen er et mekka ud i små og store flamenco-scener med indtil flere shows hver aften. Men interessant er det også at besøge nogle af de mange penás –  små lokale klubber, hvor der hver aften også er er optræden af flamencokunstnere, og hvor det ikke koster andet, end at man snupper en drink i baren. Verdens største festival specielt dedikeret til flamenco finder også sted i Sevilla hvert andet år i april måned under navnet El Bieneal De Flamenco, og et flamenco-museum kan byen såmænd også byde på. Og sidst men ikke mindst kan man tit opleve flamenco helt spontant– på nogle af byens mange pladser.

Plaza de Espana er udsmykket med kakler overalt og blev bygget til verdensudstillingen i 1929.

Metropol Parasol ligger midt i byen og har et madmarked i stuetagen og en bar på toppen.

Spændende arkitektur 

Sevilla er tusinder af års historie om krig, især mellem muslimer og kristne. Og byen er en sand overdådighed ud i arkitektur startet i den muslimske periode. Som især de kristne har bygget videre på. Rent faktisk er de fleste af Sevillas kirker bygget ovenpå ruinerne af muslimske moskeer, og  klokketårnet La Giralda på byens kæmpemæssige katedral er egentlig blot en muslimsk minaret, som de kristne har bygget videre på. Sevillas slot og en af byens absolutte turistattraktioner – kongeslottet Alcazar – er ligeledes bygget af arabiske håndværkere, men er køen her for lang hvilket den faktisk altider, skal man ikke fortvivle. Besøg i stedet den gotiske kirke på Plaza Del Salvador, som er et værdigt alternativ. Gyldne basun-engle i massevis, Maria-figurer og ditto Kristus-figurer i guld og sølv pryder på overdådige altertavler alle vægge i et så bombastisk arrangement, at deres udsendte aldrig har set noget lignende. Og entre-gebyret på blot fire euro er til at have med at gøre. Udover de fantastiske altertavler er en kæmpemæssig og meget tung bærestol i det pureste ”sølv” en anden af kirkens attraktioner. Især i påskeugen, hvor stolen med helgen bæres rundt i hele Sevilla – af 40 mænd med armmuskler så store som serrano-skinker.

Forår eller efterår   

Sæsonen i Sevilla er kort, for byen er bedst at besøge enten forår eller efterår. I juni, juli og august er det umuligt at være der, fordi temperaturen let kommer langt over de 40 grader. Men fra marts til maj og igen fra september til november er vejret til gengæld nærmest perfekt. Morgenerne er kølige og friske, og eftermiddage og aftener varme og til sommertøj og bare ben. Mange af Sevillas hoteller har iøvrigt tag-terrasser, hvor man kan indtage morgenmaden, og skønt er det at sidde i den friske morgenluft og høre byens mange kirkeklokker bimle og bamle på samme tid. Men ellers er Sevilla en stille by. Om aftenen så stille, at man kan høre byens mange fugle synge og duften fra de tusindvis af appelsintræer, som står overalt, giver en haveagtig fornemmelse til det hele.

Floden Guadalquivir løber midt igennem Sevilla og deler byen med det gamle sigøjnerkvarter Triana på den ene side og det jødiske kvarter Santa Cruz på den anden. I Triana findes en del af de fabrikker, som har fremstillet og stadig fremstiller de smukke kakler og den særegne keramik, som man kan se på mange af Sevillas flotte bygninger, og kvarteret er også her, hvor flamencoen kommer fra. I Triana findes en del rigtig gode flamenco-klubber, og tapasbarerne her er også mindre ”turistede” end i for eksempel kvarteret Santa Cruz på flodens anden side. Langs med floden løber gaden Betis – et populært sted at hænge ud i de sene aftentimer.

Men ellers er det i og omkring Santa Cruz-kvarteret, at de fleste af Sevillas største attraktioner ligger. Kvarteret med de ultra smalle gader husede i tidligere tider Sevillas jødiske samfund, i dag er stedet proppet med turister, som spiser tapas på bydelens mange små barer og ser flamenco til langt ud på natten. Et godt tip, hvis man vil have det lidt mere lokalt og slippe for turiststrømmen, er dog at frekventere Plaza de la Alfalfa, tæt ved Plaza Del Salvador, hvor de lokale selv kommer. Gaderne omkring samme plads er også rigtig fine indkøbsgader med mange små specialforretninger og god stemning.

I de snævre gader er der massevis af tapasrestauranter.

Loppemarked på Calle Feria.

Sevilla til fods

At gå rundt i Sevilla er let. Byens centrum er næsten bilfrit, og der er ikke langt imellem oplevelserne og byens forskellige kvarterer. To store verdensudstillinger – en i 1929 og en i 1992, har også sat deres præg på byen, og især det enorme kompleks Plaza de Espana, som ligger i parken Maria Luisa, er værd at besøge. Pladsen er skabt af arkitekten Anibal Gonzalez til verdensudstillingen i 1929 og er opført i et miks af stilarterne neo-mudejar og renæssance. En 170 meter lang halvbueformet bygning med gallerier, tårne og buegange omkranser en 515 meter lang kanal, hvor man kan sejle med små både. Hele bygningskomplekset er udsmykket med farvestrålende keramikfliser overalt, og midt på pladsen findes et gigantisk springvand. Det koster ikke noget at besøge Plaza de Espana, og tit er der spontane flamenco-forestillinger i pladsens mange buegange.

Sevillas anden verdensudstilling var i 1992, hvor man til formålet byggede et stort udstillingsområde midt i Guadalquivir-floden. Udstillingsøen kan stadig besøges, men er ikke noget highlight, det er imidlertid bygningen Metropol Parasol, af de lokale kaldet Las Setas, som ligger midt i centrum.

Metropol Parasol ligner mest af alt en kæmpemæssig svamp med bikubeceller. Via en rulletrappe kan man komme op oven på den og gå langs med snoede gangbroer, hvorfra man har den mest vidunderlige udsigt ud over hele Sevilla. Bygningeneller skulpturen om man vil, er skabt af den tyske arkitekt Jürgen Mayer i 2011 og har en bar på toppen og et madmarked i gadeplanet. På markedet kan man købe alverdens lækre madvarer, men også se anderledes madvarer og delikatesser, som for eksempel fårehjerner og små kaniner med både øjne og pels på – ligge i slagterens udstillingsdisk.

Til tyrefægtning

Lys og mørke, kærlighed og glæde, sorg og smerte. De store følelser hænger uløseligt sammen med et besøg i Sevilla, som naturligvis derfor også har en stor tyrefægterarena. Her kan man komme til tyrefægtning næsten ugentligt i den store Plaza de toros de la Real Maestranza, som har plads til 14.000 mennesker. Arenaen rummer også et tyrefægtermuseum, hvor man kan se flotte toreador-dragter, udstoppede hoveder af de mest berømte tyre samt en lille udstilling med stik af maleren Goya. Tyrefægtning er en vigtig del af kulturen i Sevilla, men er man ikke til kultur/dyremishandling, kan man nøjes med en rundvisning. Og vil man have en fornemmelse af det hele alligevel – uden tyrefægtning – kan man indtage frokosten eller aftensmaden på en af de nærliggende restauranter, hvoraf mange er indrettet i bedste arenastil med udstoppede tyrehoveder på væggene.

Rejsefakta

Fly: Ryanair flyver direkte København – Sevilla et par gange ugentligt i højsæsonen. Fra Jylland kan man ikke flyve direkte, det letteste er at tage flyet fra København. Se mere på www.ryanair.com

En taxi fra lufthavnen koster omkring 30 euro.

Hotel: Sevilla har overnatning i alle prisklasser. Dyrest er det femstjernede Hotel Alfonso XIII midt i centrum, med swimmingpool og alt hvad et luksushjerte kan begære. (www.marriott.com)

Meget billigt og absolut okay, også midt i centrum, er det lille hotel, The Callejon del Agua Hostal. Hotellet har en tagterrasse, hvor der serveres en ydmyg morgenmad, men personalet er super-søde til at give tips, bykort og guidning. (www.callejondelagua.com)

Flamenco i Sevilla: Klubben La Carboneria på Calle Cespedes 21 A har flamenco-optræden hver aften. Det er et fint lokalt sted, hvor man blot skal købe en drink.

Klubben Baraka Sala Flamenca på Pages del Corro 70 i Triana-kvarteret har to forrygende flamenco-shows hver aften. Stedet er fint, intimt og lille med en scene i midten af publikum. Man kan/bør købe billet på forhånd på www.barakasalaflamenca.com. Det koster 20 euro pr.person og inkluderer også en drink under showet.

Nyttig viden: På den spanske stats turistkontors hjemmeside kan man under punktet ”brochurer” downloade en virkelig god guide/brochure om Sevilla.
Se på www.spain-info/en.

Vil man bestille flamencobilletter, billetter til slottet Alcazar eller andre udflugter mv. er det nemt at gøre på www.getyourguide.dk 

Anholt er et anderledes ø-samfund. Lille, råt og stille, men også favnende og udfordrende. Prøv en ferie til næste sommer eller måske et weekendophold i efterårs-eller forårssæsonen.  

Den ligger midt ude i havet og er Danmarks mest isolerede ø. Med en stjernehimmel klarere end noget andet sted i landet og det meste af året også kun med én færgeafgang om dagen. Med én Brugsforening, én skole, ét lille museum, én kirke og én præst. Og ikke nogen politibetjent – kun om sommeren i en kortere periode.

Øen hedder Anholt. Og enten elsker man den, eller også hader man den. Sådan siger i hvert fald de lokale selv – der findes ingen mellemting. Anholt er et enten-eller. Med sine 25 km kyststrækning, sin helt særegne natur og ikke mindst stilheden er Anholt et sted, som er meget anderledes end de fles- te andre steder i Danmark. Og meget anderledes end Rigets andre øer.

Her er ingen nuttede huse. Ingen stokroser og bindingsværksidyl. Ingen velfriserede haver eller en hovedgade med pæne blomsterkummer. Byen er en samling huse, hvor ingen fremstår særligt velholdte, nærmest ser de lidt eller meget slidte ud, bortset fra nogle ganske få, men sådan er byen, hvor også skolen og kirken ligger. Og det er fint og smukt, synes både de lokale og de mange sommerhusgæster, som i generationer er vendt og vender tilbage til øen. Anholt forever – sådan lyder de i kor.

Til daglig – uden for sæsonen – bor her kun 130 mennesker. Og der er lige akkurat børn nok til, at skolen kan fungere. På Anholts hjemmeside kan man se en lille film, hvor skolens pt. 12 børn fortæller om deres skoleliv, eksempelvis er der kun en enkelt pige i den ældste klasse, som naturligt nok i mange fag får eneundervisning. Men som hun siger med et smil: ”Jeg lærer jo en hel masse. Og jeg kan godt lide at bo her.”

Og sådan er det. De elsker alle sammen Anholt med en kærlighed, der for fremmede kan være svær at få øje på. Det er noget med naturen, siger de, noget med stilheden, noget med et sammenhold, et foreningsliv, en afhængighed af noget, der er større end én selv, et helt andet gear i livet, selvom de naturligvis kan se både tv og har mobiltelefoner.

Med færge, fly eller sejlbåd

Det tager godt tre timer med færgen fra Grenå at komme til Anholt. Eller godt 40 minutter med taxi-fly fra Roskilde på Sjælland. Hvis ikke man da selv sejler i sin lystbåd, hvilket mange af Anholts mange sommergæster gør hvert år.

Så ankommer de til havnen, som i sommermåned- erne summer af liv. Og hvor Riccos Kaffebar  (ja, den kendte kæde) har verdens mindste skur, hvor man kan købe den velkendte, ”berømte” kaffe. På havnen ligger også Pakhuset og Casablanca Hostel, som lejer værelser ud, og førstnævnte har også en købmandsforretning. Algots er en anden restaurant, som blandt andet serverer hjemmelavede hotdogs med hele to pølser i, Dørken er en gin-og whiskeybar, og helt nede ved vandet ligger Orakel Bar, hvor man kan nyde drinks og solnedgang på pallemøbler uden pynt, og hvor man indimellem også kan få serveret dejlige spanske snacks og anden streetfood. 

På selvsamme havn kommer fiskekutterne også ind hver morgen med friske fangster af fisk og i massevis af jomfruhummere, som kan købes direkte på stedet, hvis man er til det. Og det er der mange, der er. Kørende på gamle ”havelåger” af cykler valfarter folk i afslappet beklædning – helt fri for sejlersko og pastelfarvede poloer – til havnen hver morgen for at købe dagens fangst, inden den er udsolgt. Mange af dem er rigtig velhavende og har mange fine uddannelser, men på Anholt kan man ikke se det på dem. Her ligner de øen – ikke pyntede, ikke fine, bare sig selv.

Ørkenen og naturen

Anholts største seværdighed er naturen. Barsk, rå og ufriseret. En fuldstændig uspoleret kystlinje sørger for strand næsten hele vejen rundt om øen, og det er en strand af den slags, hvor der ikke er toilethuse eller iskiosker. Her er bare blåt vand og bølger. Og sandstrande, hvor man kan føle sig så alene som Robinson Crusoe på den øde ø. På den yderste spids ligger et fyr – et meget smukt ét af slagsen, som man såmænd også kan komme op i, hvis man altså orker den lange vandring på mange timer gennem øens ørken først. Jo, det er rigtigt – Anholt har en ørken – eller rettere, en lavhede, som strækker sig over totredjedele af øen, og den er fredet. Man må gå i den, men ikke køre på hverken cykel eller i bil. Derfor er det kun forbeholdt de få og kondistærke at komme en tur op i fyret, selvom en forening pt. arbejder på at få lov til at fragte folk derud i bil. 

Fra toppen af fyret kan man se ud over hele øen. Se de smukke hvide sandstrande og den besynderlige lavhede – ørkenen, som fylder det meste af øen og i sensommeren blomstrer med lilla lyng i den smukkeste farve. Og man kan også se en masse fede, dovne sæler og skarver i kæmpekolonier på den yderste spids af den lille tange, som i landskabet stikker ud lidt nord for selve fyret.  

At vandre eller gå tur i ørkenen er selvsagt populært. Især i sæsonen, hvor man på nogle af ørkenens mange underlige buske kan plukke sortebær, som en af Anholts mange driftige lokale laver gin af. Anholt-Gin er et begreb, og plukker man bær nok, kvitterer bryggeren af gin med en færdiglavet flaske – som tak for bær. Men man kan også bare ”lulle” rundt ude i ørkenen, finde sære dyr og biller eller sætte sig på en sandklit, høre vinden suse og lade tankerne gøre det samme. Stilheden, naturen og bevidstheden om at være virkelig langt væk fra alting – det er det, som folk igen og igen fremhæver som det specielle og fantastiske ved Anholt.

De mange kasketter

På Anholt er de alle sammen enige om, at de bor eller har sommerhus på Danmarks mest fantastiske ø. Men hvor meget der skal være gang i den på øen om sommeren, er de ikke helt enige om. Naturligvis skal der være både mad og drikke til de mange turister. Og noget at samles om. Kunstfestivaller, musikfestivaller og anden begavet underholdning skal der til. Det må bare helst ikke blive for meget. Og det er det tit i sommersæsonen, hvor der – modsat den helt stille vintertid – er fuld knald på. Helst vil de jo have øen for sig selv, siger de, som en godt bevaret hemmelighed kun for de få, men penge skal der jo til, hvis livet også skal leves udenfor sæsonen.

På Anholt har rigtig mange af de få fastboende derfor flere kasketter på. Eksempelvis er Liselotte Arents Sørensen både øens taxi-dame, der står for sightseeing-ture og rundvisning, også formand for øens Borgerforening og det politiske ansigt udadtil, når det gælder Anholt. Ligesom mange andre beboere udover deres faste arbejde eksempelvis også er brandmænd, havnefoged, håndværkere, kajmænd ved færgen, barejere eller restaurantfolk eller har andre småjobs, der alle sammen handler om at holde et ø-samfund kørende hele året. Nogle af dem er født på øen, mange af dem er kommet her siden barndommen, og endnu andre af dem er endt på øen –  som resultatet af en kærlighedshistorie.

”Når færgen kommer ind, kan man hvert år se en hel del ”lykkeriddere” ankomme til øen,” siger blandt andet Niels Fabricius Kilstrup, som sammen med sin kæreste driver restauranten Ved Vejen. Men tilføjer også, at det er hårdt arbejde, der skal til, hvis man vil finde lykken på Anholt. Han forlod et liv som reklamemand i London, og kæresten var før ansat på Operaen i København. Nu driver de sammen restaurant Ved Vejen og en fælles passion om at være pionerer i et nyt liv. De er glade for det og laver rigtig god mad. Og samme historie har et andet af Anholts mange kærlighedspar, Lotte og Morten Abildstrøm, som har skabt og driver Anholt Gartneri. En uregerlig virksomhed kalder de selv deres forretning, hvor Lotte både dyrker grønt og blomster, laver smuk keramik og andet kunsthåndværk, og Morten både laver naturpleje for kommunen, lægger fliser og beplanter for private og også er kajmand ved færgen. Begge er de tidligere mediefolk fra storbyen, som siden 1990 har udlevet og udlever deres drømme og ideer på Anholt. 

Generationernes Anholt 

På Anholt kan man bo i sin båd, på campingpladsen eller leje et ydmygt værelse på Casablanca Hostel eller i Pakhuset Anholt. Eller, hvis man vil have det lidt mindre ”råt”, kan man leje sig ind på Anholt Bed and Breakfast eller i Tanternes Hus nede i byen. Sidstnævnte er yndigt og lyserødt, og Anholt B&B er indrettet i en fin, gammel villa. Og endelig kan man også leje sig ind i et af øens mange sommerhuse, hvis man er ude i god tid. Sommerhusene på Anholt er nemlig et kapitel for sig. Ofte er sommerhusene ejet af den samme familie i generationer, og klikker man ind på Boligsiden.dk vil man opdage, at sommerhuse på Anholt kun yderst sjældent bliver sat til salg. Og ser man på samme side – under solgte – vil man opdage, at langt de fleste sommerhuse da også bliver solgt som ”familiehandler”.

Umiddelbart kan det lyde indspist, men sådan er det ikke på Anholt. Nye mennesker er altid velkomne, hvis altså de består ”kæresteprøven”. Kæresteprøven er et ”haha-begreb”, som handler om, at hvis én, som elsker Anholt og er kommet her i mange år, og måske har været her i sommerhus med sine forældre hele livet og stadig foretrækker at holde sine sommerferier på Anholt, møder en ny kæreste, som ikke kan lide Anholt, så holder forholdet ikke. Det er Anholt forever igen og igen, en livsstil, noget udefinerbart, som enten er der eller ikke. Men bortset fra joken med kæresteprøven forsøger Anholtboerne så absolut meget kærligt at invitere nye mennesker til at bo på deres ø. Faktisk tilbydes både børnefamilier og enkeltpersoner at bo og prøve ø-livet ganske gratis i to til fire måneder i ydersæsonerne.

Se mere på www.anholtliv.dk/proev-en-oe

Anholt er super til cykelture.

Rejsefacts

Om sommeren sprudler Anholt af liv, mens der i ydersæsonerne er mere stille, men måske i virkeligheden mere ”interessant”, hvis man ønsker at få den stille ø-oplevelse.

På www.visitanholt.dk kan man læse om det hele. Om hvordan man lejer sommerhus eller cykel, hvor man spiser, køber ind, overnatter og så videre.

Fly til Anholt 

– se mere på www.rutetaxa.dk

Journalist Eva Baré var inviteret af visitAarhus, Kyst-og Naturturisme, som ikke har haft indflydelse på artiklen.

Orakel Bar ved havnen. Her er gode drinks og smukke solnedgange.

Riccos Kaffebar på Anholt Havn.

Hver dag lander fiskekutterne friske jomfruhummere på havnen. 

Et besøg på Anholt Gartneri er en fin oplevelse. Gårdbutikken sælger både grøntsager og kunsthåndværk.

Gin fra Anholt. Lavet på sortebær fra Ørkenen.

Anholt Ørken er Danmarks største lavhede. Den strækker sig over det meste af øen og er fredet. 

Sydafrika er andet og mere end safari, Taffelbjerget og en tur langs vin-ruten.
Tre storbyer – med hver deres forskelligheder – fortæller andre historier om ”Regnbuelandet,” og Liebhaverbolig- en guider her til anderledes oplevelser i særklasse i Johannesburg, Durban og Cape Town. 

MODSÆTNINGERNES BY
(Johannesburg)

Her er dyre biler og kvinder iført tårnhøj stiletter og prangende Gucci-tasker. Men også mennesker, som samler skrald eller tigger ved bilerne i de lange køer i myldretrafikken. 

”Hungry boy” (red.: sulten dreng) står der på det papskilt, som en ung mand i laset tøj har hængt om halsen, og Chanel, Prada eller YSL står der i nakken på mange af de tøjmærker, som sælges i de rige forstadsbutikker – langt fra downtowns menneskemylder og langt fra den fattige township Soweto.

Men det er alt sammen Johannesburg i Sydafrika. På godt og ondt en fantastisk storby, som efter det mørkeste kapitel i landets historie – apartheid – nu igen har rejst sig fra asken som en anden fugl Fønix.

Johannesburg er modsætningernes by. Og nøglen til forståelsen af hele Sydafrikas sjæl. For her kan man gå i apartheids fordspor og få fortalt historien om de sortes svære og lange kamp for lighed og frihed. Og her kan man se den afrikanske savannes storvildt blot en kort køretur udenfor byen, hvor man i øvrigt også kan besøge menneskehedens vugge – i store underjordiske huler, hvor forskere har fundet verdens ældste menneske. Alt imens man bor på det overdådige luksushotel, hvor blandt andre Nelson Mandela boede efter sin løsladelse fra Robben Island.

Undertrykkelsen

På Apartheidmuseet kan publikum  få fortalt hele historien om, hvordan Sydafrikas hvide i mere end 30 år undertrykte den sorte befolkning. Og efter apartheidmuseet kan man ved et besøg i townshippen Soweto ved selvsyn konstatere, hvordan forholdene var i den bydel, som det hvide styre ”tildelte” de sorte at bo i. Under apartheid-tiden udgjorde befolkningssammensætningen i Sydafrika 80 procent sorte, ca. 10 procent farvede (blandede racer) og kun 10 procent hvide. Til gengæld ejede de hvide omtrent 90 procent af jorden, mens den resterende del af befolkningen blot fik 10 procent land at leve på. Og rettigheder for sorte og farvede fandtes stort set ikke. De måtte ikke køre med de samme busser, gå i de samme skoler, bruge de samme hospitaler, ambulancer, restauranter, biografe, teatre, sidde på de samme bænke, eller købe ind i de samme forretninger som de hvide. Listen af forbud var alenlang og samfundet fuldstændig opdelt. Een indgang for sorte – een indgang for hvide,  og alle sorte skulle ydermere have ”dumme-pas” med sig, når de færdedes i eller på vej til og fra de hvides områder. Blev de ”fanget” uden passet på sig, var straffen hård: deportation, fængsel eller i værste fald hængning.

Soweto

I dag er Soweto stadig præget af stor fattigdom og arbejdsløshed, men også af stor optimisme. Turister kan besøge det hus Nelson og Winnie Mandela boede i, og gaden Vilakazi Street er blevet et populært frokoststed. Og stemningen er god – for  Nelson Mandelas ord om at Sydafrika skal være et land med plads til alle racer og hans mantra om tilgivelse for fortidens synder efterleves, og det er nøglen til regnbuenationens ”succes”.  I Soweto kan man også besøge mindesmærket for drengen Hector Pieterson, som blev skudt og dræbt kun 13 år gammel af politiet, da skolebørnene i Soweto protesterede imod pludselig at skulle blive undervist på de hvides sprog Afrikaans, et sprog de sorte børn ikke forstod.

Verdens mest luksuriøse hotel 

Som modvægt til Sowetos fattigdom, men stadig i Apartheids fodspor, er det interessant at indlogere sig på Hotel Saxon. Hotellet ligger i den velhavende bydel Sandhurst, og er siden 2001 blevet udnævnt til at være verdens førende butique-hotel. Oprindeligt var stedet en luksuriøs rigmandsvilla, men blev i 1992 bygget om til hotel. Og netop her boede Nelson Mandela i seks måneder, efter at være blevet løsladt fra Robben Island, hvor han havde været fængslet i 27 år. Hotellet og de tilhørende villaer er ultimativ luksus i en meget smuk parklignende have og byder på super spa, super mad og levende flygel-hyggepianist om eftermiddagen i de ”private” villaer.

Hotel Saxon, hvor Mandela boede seks måneder efter sin løsladelse

Denne fotostat af Winnie Mandela står i haven ved parrets hus i Soweto

Een indgang for hvide, en anden for sorte. Apartheidmuseet i Johannesburg

Selvom boligforholdene i Soweto er blevet bedre, bor mange stadig i dårlige blikskure. 

DEN GRØNNE BY
(Durban)

Her er smukke, betagende udsigter og i massevis af vortesvin med unger, som nysgerrigt og gryntende nærmer sig gæsterne, selv når man ligger ved poolen. Og såmænd også et par frække aber, der gerne vil stjæle tasker, hvis man ikke er opmærksom. 

Vi er i Durban. Sydafrikas grønneste by, og to timers kørsel udenfor centrum ligger lodgen Safari Villas og tilbyder ro og en af Sydafrikas bedste spa-afdelinger. Lav yoga med udsigt til levende dyr, eller få massage så englene synger. Alt er muligt her. Her er bøfler og giraffer, zebraer, geparder, næsehorn og flodheste, men ingen løver eller elefanter. Så det er ikke big-five safari, men dog den smukkeste oplevelse, ikke mindst på grund af landskabet med de mange træer. Baobaptræer og akacietræer og i massevis af vilde blomster i skøn forening. Luksus og natur væk fra byens travle liv.

Himlens folk

I Durban bor også en af Sydafrikas største oprindelige stammer,
Zuluerne. I en uendelig smuk natur, i et område kaldet ”De 1000 Bakkers Dal”, og det er en ganske interessant udflugt at besøge dem. Zulu betyder himmel, for zuluerne er himlens folk, og selvom de har omfavnet nutiden, lever de næsten stadig som før. Bor i hytter og laver mad over bål. Men deres bærende kulturværdier er stærke, og i hele to landsbyer nær Durban kan man se og opleve deres levevis og lange Sydafrikanske historie.

I Ghandis fodspor

Men Durban er også byen, hvor verdens største indiske samfund udenfor Indien findes. Allerede i 1875 hyrede den britiske kolonimagt titusindvis af indere, som skule bygge jernbaner og arbejde i sukkerplantagerne, og således kom også en ganske ung Mahatma Ghandi i 1893 til Durban. Som veluddannet sagfører med forretninger i byen blev han smidt af toget på Pietermaritsburg Station, fordi han nægtede at flytte sig til ”farvet” klasse, selvom han havde købt billet til 1. klasse. Oplevelsen åbnede i den grad Ghandis øjne for apartheidproblematikken og lagde grundstenen til den kamp, han senere viede hele sit liv til for Indiens kasteløse. Ghandi blev i Sydafrika i 20 år og skabte her begrebet Satyagraha: modstand mod tyrani gennem borgernes ikke-voldelige ulydighed. 

Ghandi skabte også en avis og en township i Durban, og det er muligt både at se togstationen, hvor han blev smidt af toget (her er også et lille museum) og at komme på et ”Ghandi-trail” i byen og omegnen.

Bo på en legende

Durban er en kystby med en lang og smuk strandpromenade, og det indiske islæt mærkes overalt. Især på det legendariske luksushotel Oyster Box, som ligger direkte ud til det Indiske Ocean. Hotellet betragtes som en legende, og man kan stadig fornemme fordums tider. For her måtte kun de hvide komme under apartheid, mens de sorte blot var personalet, som betjente dem, og sådan er det næsten stadig. Ikke at sorte ikke må komme på hotellet, men en overrepræsentationen af hvide gæster er slående. Og personaler er stadig fortrinsvis sort. 

Oprindelig blev det første Oyster Box Hotel bygget i 1954, men er senest renoveret i 2009, og står i dag fuldstændig som før, i smukkeste victorianske stil med palmehave, levende musik og fantastisk tagterrasse med bar og udsigt til byens bedste solnedgang. Hotellet er kendt for at servere en stor karry-buffet – stærk som byens indiske islæt i øvrigt, og selvom hotellet er ultimativ luksus, er priserne langtfra skyhøje.

Det legendariske Oyster Box Hotel i Durban. Beliggenheden ud til havet er superb, og man mærker stadig historiens vingesus.

På Pietermarritsburg Station står en statue af Ghandi

DEN FARVESTRÅLENDE BY
(Cape Town)

Cape town er Sydafrikas mest populære by og elsket af stort set alle turister. Taffelbjerget og udsigten ud over hele byen deroppefra, er det alle vil se, men tit må man stå i kø i timevis for at komme op med svævebanen, og en anden og langt mindre overrendt seværdighed er derfor anbefalelsesværdig.

Stedet hedder Signal Hill og er en høj bakketop, hvorfra udsigten er mindst lige så betagende som den fra Taffelbjerget. Her på Signal Hill indfinder de lokale sig ved solnedgangstid med madkurve og drikkevarer og sidder sammen på tæpper og nyder at se solen gå ned over havet. Sorte, hvide, gule og alt midt imellem. Alle racer i den nye ”regnbuenation” sidder her sammen, og det i sig selv er en  dejlig oplevelse  – fortidens rædsler in mente.  

Malaj-byen

En anderledes oplevelse får man også, hvis man går en tur i kvarteret Bo-Kaap, som med fine, lave huse i alverdens farver, udgør en helt særegen oase i Cape Town.

Her finder man grønne, gule, orange, blå, lilla, pink og alle nuancer derimellem små huse i små brostensbelagte gader, og det føles næsten, som er man kommet til Havanna på Cuba. 

Men faktisk blev Bo-Kaap  bygget allerede i 1760érne til malajiske slaver og blev senere i 1950érne en township for ”farvede muslimer” under apartheidtiden. 

I dag er området stadig malajisk og muslimsk, og hele den spændende historie om kvarterets udvikling kan ses i kvarterets ældste hus, det lille  Bo-Kaap museum. Det malajiske køkken er også værd at prøve – enten hos Bo-Kaap Kombius eller hos Biesmillah, og i det hele taget er en slentretur i kvarteret  et dejligt kig ind i virkeligt lokalt liv.

De riges paradis

Camps Bay ligger en kort køretur fra Signal Hill, og er et af Cape Towns rigeste kvarterer. Smukt beliggende i bugten ved foden af Signal Hill breder den smukkeste sandstrand sig, og flankeret af stribevis af restauranter er stedet et populært sted at indtage aftensmaden.

Her kommer man for at se og blive set, for at lufte sin flotte bil og dyre mærkevaretøj, og interessant er det at studere Sydafrikas nye over- og middelklasse af både hvide og efterhånden også en del sorte. Restauranterne byder på alt godt fra havet, og selvom man er i et dyrt kvarter, er priserne efter danske forhold absolut rimelige. En anbefalelsesværdig restaurant er Restaurant Zenzero, hvor man både får rigtig gode fiskeretter og super udsyn til Camp Bay´s mangfoldige aftenliv.

Bo-Kaap i Cape Town

På Signal Hill nyder alle racer solnedgangen sammen. Noget, der var utænkeligt under apartheidtiden.

I Camps Bay kommer man for at se og blive set.

Rejsefakta

Sydafrika kan besøges året rundt. Højsommeren går fra december til februar – fra juni til august er det vinter.

Alle Sydafrikas byer er malaria-fri og vandet kan drikkes alle steder.

www.southafrica.net er Sydafrikas officielle turistside.

Links til Johannesburg:

Apartheidmuseet:
www.apartheidmuseum.org

Saxon Hotel:
www.saxon.co.za

Links til Durban:

Safari Villas:
www.karkloofsafarivillas.com

Zulu-besøg:
www.getyourguide.dk, søg på Durban

Ghandi Trail:
Turen hedder ”The Inanda Heritage Route. Durban Tourism kan oplyse guide-liste på tel: 031-366-7500.
Eller søg på www.southafrica.net

The Oyster Box Hotel:
www.oysterboxhotel.com

Links til Cape Town:

Bo-Kapp Museet ligger i Wale Street nr. 71

Restauranter:

Bo-Kaap Kombuis
www.bokaapkombuis.co.za,

Restaurant Bismillah
www.biesmiellah.co.za

God fiske-restaurant i Camps Bay: Restaurant Zenzero

 www.zenzerorestaurant.co.za

Journalist Eva Baré var inviteret af South Africa Tourism, som ikke har haft
indflydelse på artiklen.

Bergen, byen ved de syv fjelde, er et super bud på en lille smuttur med stort indhold

Fra bjerget Ulriken er der den mest fantastiske udsigt ned over byen.
Foto- Bergen Reiselivslag

Alle pladser i den lave båd er besat med feststemte mennesker, og snakken går livligt. For både mave og sind er indstillet på en oplevelse af de store, og med det in mente lægger vi fra kaj ved Bryggen med de oldgamle, farvestrålende træhuse, og går godt en halv time senere i land på den lille ø Holmen. Passerer forbi store vandkar fyldt med friske hummere, østers, kammuslinger, søkrebs og mange slags tang og bliver dernæst bænket ved store borde med den mest fantastiske udsigt. Ud over fjorden Vågen, som går helt ind til byen.

”Sømads-restauranten” Cornelius på den lille ø Holmen er et must, hvis man besøger Norges gamle hovedstad Bergen. Her er der afsat en hel aften til en udsøgt middagsoplevelse, og båden afgår kl. 18 og sejler først hjem igen kl 22.30. I de mellemliggende timer er gæsterne så blevet præsenteret for det ypperste og friskeste af, hvad Bergen kan præstere udi fisk, i en såkaldt ”meteorologisk meny” inspireret af dagens vind, vejr og sindsstemning. Og vinene hertil kommer fra restaurantens egen vinkælder, som har 7000 flasker fra hele verden på lager. Hugget ud i klippen og med naturlig køling fra havet er den optimale luftfugtighed konstant tilstede i kælderen, og vinene er udvalgt med stor sikkerhed for den bedste oplevelse til at kunne matche den fisk eller fiskeret, de serveres til.

Porten til fjordlandet Bergen er en af Norges smukkeste byer.

I folkemunde kaldet ”porten til fjordlandet”, og beliggenheden i bunden af fjorden Vågen og omgivet af syv høje fjelde er byen ganske enkelt
gudesmuk. Tilbage i 1100 tallet var Bergen, som den rigeste by i landet, faktisk Norges hovedstad, og rigdommen dengang skyldtes handel med tørfisk, som blev solgt videre til det meste af Europa.

I starten var det dog kun nordmændene, som måtte sejle nord for Bergen og fiske den eftertragtede fisk, men nordtyske købmænd, som siden 1200-tallet også havde etableret sig med handel på havnefronten (Bryggen) i Bergen, fik efter flere år med strenge restriktioner i 1278 tildelt særlige priviligegier, som gav dem lov til at både overvintre og købe ejendom i byen.

I 1350 oprettede de nordtyske hanseater derfor deres første handelskontor i Bergen og fik efterhånden monopol på al handel med tørfisk, som de sad på helt op til midten af 1700-tallet.

Sidst, men ikke mindst, byggede de det, der i dag betragtes som en vartegn for Bergen, de smukke farvestrålende træhuse på Bryggen, som stadig ligger her 400 år efter – i dag klassificeret som Unesco Verdensarv og indrettet som museer. Et besøg er en rejse tilbage i tiden, med svag duft af tørfisk og tjære, skæve gulve, fine gamle stuer, og et kig ind i en verden, som engang var driftig ud over alle grænser, og som fortæller vigtig verdenshistorie.

Festspillene

Et rigtigt godt tidspunkt at besøge Bergen på er i slutningen af maj måned. Landskabet er blevet grønt, fjordene står lysende blå, solen varmer, og netop her begynder ”Festspillene”.

Festspillene er Norges vigtigste, største og ældste kulturfestival. Og i løbet af de 15 dage, som eventen varer, kan publikum i år opleve hen mod 250 arrangementer.

Klassisk opera og koncerter med store internationale stjerner, nyskabende teaterforestillinger og musik i alle genrer. Programmet er ganske enkelt overdådigt, en del arrangementer er også gratis, og byens koncertsale og øvrige spillesteder er super til formålet.

Naturligvis spilles der musik af Edvard Grieg, som selv var født i Bergen, og hvis villa på Troldhaugen lidt udenfor byen står som åbent museum med tilhørende koncertsal i dag. På stedet er en cafe med fantastisk udsigt over Nordåsvannet, og ægteparret Edvard og Nina Grieg ligger begge begravet her. Under festspillene afholdes en del koncerter på Troulhaugen, men mange spilles også i Grieghallen, Bergens meget flotte koncerthus, som ligger i centrum. Og selvfølgelig er det ikke kun Grieg der spilles, de samtidige store komponister som Beethoven, Mozart, Schubert, Chopin og så videre tillige med nyere spændende komponister er også på programmet.

Romantiske træhuse og stejle gader

En lille by med stort format. Det er det indtryk, man får af Bergen, når man som turist besøger byen for første gang. En kompakt bymidte med et væld af kulturtilbud, beliggende i fantastisk natur og med en historie, der stadig ses og føles stemningsmættet, nærværende i byen.

Gå for eksempel en tur i områderne Fjellsiden, Nordness og Sandviken, som med deres fine brostensbelagte, smalle gader og små, gamle træhuse i sarte pastelfarver snor sig op ad byens stejle bjergsider og fører den besøgende ud på en vandring i fordums romantiske boligkvarterer. I dag er områderne naturligvis fortrinsvis boliger for liebhavere med tegnebogen i orden, men ungdommen har sneget sig ind mange steder alligevel. Med fancy kaffebarer, små specialbutikker og cafeer i rigt mål.

Har man lyst til at se, hvordan det meste af Bergen så ud for den almindelige borger i gamle dage, er det anbefalelsesværdigt at besøge Gamle Bergen Museum – Bergens bymuseum. I 1800-tallet var Bergens Europas største træby med tæt bebyggelse, travle gader og finurlige torve og handelspladser, og museet er en rekonstruktion af 55 træhuse – private hjem, butikker og værksteder fra tiden – der ligger åbent som en slags frilandsmuseum med udklædte ansatte, som levendegør stemningen. En restaurant i tidens ånd er her naturligvis også – restaurant Gamle Bergen Tracteursted, hedder den.

Tur på fjeldet

En tur på fjeldet kan man såmænd også få i Bergen, og det i øvrigt lige midt i centrum af byen.

Det er Fløibanen, som på kort tid med en kabelbane kører op af fjeldet Fløien, og fra en højde af 320 meter over havets overflade tilbyder den vildeste udsigt ud over byen. Heroppe er der en dejlig restaurant, men også stier, som leder videre til endnu flere fantastiske udsigtspunkter. Og føles udsigten fra Fløibanens endestation ikke høj nok, kan man som turist i Bergen såmænd komme endnu højere op.

Ulriken er det højeste af de syv fjelde, som omgiver Bergen, og her kan man med svævebane komme hele 643 meter op over havets overflade. Det siger sig selv, at udsigten herfra er aldeles ubeskrivelig, og både fra endestationen her og fra Fløibanen er det muligt at købe guidede vandreture oppe i fjeldet. Den længste vandretur er på godt fem timer, men så er det også en komplet højfjeldsoplevelse med udsigt over hele kysten og regionen omkring Bergen. På klare dage kan man være heldig at skimte isbræen Folgefonna.

Stor Edward Munch-samling

En weekendtur med både by og natur, tilsat alt hvad hjertet kan begære af kultur, det er en weekend i Bergen.

Byen rummer nemlig også mange rigtig gode kunstmuseer, hvoraf naturligvis Museet Kode i centrum af Bergen skal fremhæves.

Museet har en af de største samlinger i verden af Edvard Munch malerier, men byder også på en fin samling af blandt andet Picasso, Nikolai Astrup og Paul Klee. I hele fire bygninger findes en omfattende samling af kunst og design, heriblandt også en stor afdeling for guldalderkunst – blandt andet repræsenteret ved den norske ”Skagens-maler” Cristian Krogh, som var samtidig med danske Michael Ancher og Krøyer.

Bergen Kunsthal er et andet godt bud til den kunstinteresserede. Her – også midt i centrum – findes et af Norges bedste museer for samtidskunst, med både koncertscene, natklub og café/bar og et væld af spændende arrangementer året igennem.

Fra fjord til bord

Fra ”jord til bord” er et udtryk vi ofte hører. I Bergen siger man fra ”fjord til bord”, og byens restaurantscene er stor og god. Fede laks, friske torsk, rejer, muslinger, østers, hummere og sågar søpind-
svin er blot få af mange fisk, som siden middelalderen har været en stor del af byens DNA.

Allerede i 1276 kom de lokale fiskebønder roende ind til byen for at sælge deres fangster, og ”Fisketorvet” fra dengang af er stadig i live. Som et elsket indkøbssted for de lokale og en attraktion for byens turister. Og i dag nu også ”videreudviklet” med et nyt overdækket hus, hvor man i lækre rammer a là Torvehallene i København kan få stillet sulten med udsigt til både havnen og Bryggens fine træhuse.

Udflugter fra Bergen

Som nævnt tidligere kaldes Bergen ofte for porten til fjordlandet. Og det naturligvis ikke uden grund. Fra Bergen kan man komme på dagsture og rundture til blandt andet Sognefjorden – Norges længste og dybeste fjord, sejle op og se Mostraumen, eller cruise på Hardangerfjorden – også kaldet dronningen blandt fjorde. Enkelte af udflugterne er en kombination af båd, tog og bus, og nogle varer blot en halv eller hel dag, mens andre er med overnatning. Udbuddet af cruise-ture er stort, og alle starter og ender i Bergen.

Sidst, men ikke mindst, kan man – hvis tiden tillader det – naturligvis også tage Hurtigruten fra Bergen. Hurtigruten er den legendariske, gamle norske postrute fra 1893, som sejler op langs Norges kyst – fra Bergen via Trondheim, Tromsø og Nordkapp til Kirkeness.

Rejse facts

Norge er som bekendt et dyrt land at rejse i, så køb det såkaldte Bergenskortet. Med Bergenskortet kan man rejse gratis med bybusserne og Fløibanen, og kortet giver også gratis adgang (eller rabat) til de fleste museer og attraktioner.
Se mere på www.visitbergen.com/Bergenskortet. 

Kortet kan både købes online på www.visitbergen.com og på byens turistkontor,
som ligger på Strandkaien 3.

Festspillene afvikles fra den 22. maj til den 5. juni. For program og billetter,
se www.fib.no.

Båden ud til Cornelius Restaurant har afgang to gange daglig fra Dreggekaien lige overfor Clarion Collection Hotel Havnekontoret, Slottsgatan 1, et i øvrigt godt og centralt hotel. Til frokost sejler båden ud kl 11.30 og retur kl. 14, og til aften er der afgang kl. 18 og retur kl 22.30. Se mere på
www.corneliusrestaurant.no.

Nyttige hjemmesider: www.visitbergen.com, www.visitbergen.no & www.visitnorway.no – Her kan man finde alle adresser på museer, restauranter, hoteller, udflugter mv.

Journalist Eva Baré var inviteret af Innovasjon Norge, som ikke har haft indflydelse på artiklen.

Hele to kabelbaner – midt i centrum – kører op ad Bergens smukke fjelde.

Bergens fine bykvarterer med stejle gader indbyder til hyggelige gåture.

Under festspillene er der musik i hele byen. Her spilles der i Bybanen. 

Bergen er et smukt syn på alle årstider. 

Bergens store koncertsal hedder Grieghallen. 

Edward Griegs hus på Troldhaugen. 

Edvard Griegs hjem på Troldhaugen. 

Restauranten Cornelius ligger på den lille ø Holmen . 

På de oversækkede fisketorv kan alt i fisk fås. her søpindsvin som er en delikatesse, der spises rå …  

På den caribiske ø Aruba skinner solen altid, og strandene er blandt de bedste i hele verden. Et besøg på øen uden årstider er balsam for sjæl og krop.

Aaaahh … vandet er fuldstændig turkisblåt, sandet kridhvidt, og vinden svalende i den næsten konstante temperatur på 28 grader. Ude på havet surfer en muskuløs, solbrændt mand, og med jævne mellemrum tornado-dykker en pelikan direkte ned i det smukke hav og kommer op med en sølvskinnende fisk  – hver gang. Og rækker jeg hånden bare en anelse til højre, fatter fingrene om en iskold drink.

Langt væk er allerede kuldsejlede nytårsfortsætter, morgenmørke og ”mangel- på-lys” depression. Her på stranden er kun en natur, der ligner det vildeste postkort, en behagelig liggestol under den flettede parasol, en god bog og så mig.

Aaaahhhhhh

Januar er en god måned at vende Danmark ryggen.

Smutte afsted til et varmere land, og denne gang er turen gået til Caribien. Nærmere bestemt til den lille hollandske ø, Aruba, som ligger ud for Venezuelas kyst. Flyveturen er lang, men hurtigt glemt, når man allerede i lufthavnen bydes velkommen med lyden af steeldrum-musik.

En lykkelig koloni

I daglig tale kaldes de ABC-øerne. De tre hollandske koloni-øer, Aruba, Bonnaire og Curacao, som ligger tæt, men alligevel er vidt forskelllige. I flere hundrede år var de under forskelligt ejerskab af både spaniere og hollændere, men i de fleste år under hollænderne, og det er de også den dag i dag.

Beboerne har alle hollandsk pas, og siden 1986 har øen Aruba og øen Curacao (siden 2010) haft status som selvstændige lande under kongeriget Nederlandene, mens øen Bonnaire er en hollandsk kommune. Og selvom alle øerne har en helt anden kulturel oprindelse end lige vestlig og hollandsk, med en befolkning af blandede indianske folkeslag, der oprindeligt talte og stadig taler sproget Papiamento, identificerer alle beboerne sig med at være hollandske. Og er glade for at være det. Glade for at tale hollandsk som hovedsprog i skolen, lære både spansk og engelsk også, og for senere – når ungdommen på øerne skal i gymnasiet eller på universitetet – at tage til Holland og uden problemer (fordi de taler sproget) få deres højere uddannelse dér. Historien om ABC-øerne er derfor forunderlig, for sjældent hører man om lykkelige kolonier, men sådan er det her. I hvert fald på øen Aruba.

Det store slogan på Aruba er derfor også ”One happy island” (en lykkelig ø). Sloganet står alle vegne, selv på øens bilers nummerplader, og i starten af et besøg tænker man skeptisk, at det er for meget og løgn. Men det er det ikke. Er man en heldig turist og bliver inviteret hjem som gæst hos en af de lokale, får man syn for sagen: Billeder af den hollandske kongefamilie har tit en fremtrædende plads i den fine stue, og ikke sjældent står der også nipsting som hollandske træsko i porcelæn og andre ditto kongelige figurer udstillet på stuens fine skænk – side om side med mere caribiske genstande.

Strande i verdensklasse

På Aruba er det de fantastiske strande, som er det store trækplaster. Et afslappet liv i underskøn ”Bounty-natur”, og aktiviteter, der passer sig hertil. Man kan brætsurfe, vindsurfe, snorkle og dykke ved gamle skibsvrag fra 2. verdenskrig. Se de fineste og allermest farvestrålende fisk, som trygt kommer én i møde, bare man vifter med fingrene, køre ræs i beach buggies med brede dæk i øens landskabsmæssigt barske nationalpark eller spille golf i vidunderlige omgivelser med udsigt til Det Caribiske Hav.
Og naturligvis kan man shoppe i alle de dyreste mærkevarebutikker, spise alle slags mad eller gå på casino hele natten og blive stinkende rig eller det modsatte.

Palm Beach, Eagle Beach, Baby Beach, Arashi Beach og Rodgers Beach. Strandende, er mange og alle vidunderlige på Aruba, men også med hvert sit udtryk og natur. Ved Palm Beach og Eagle Beach ligger de dyreste hoteller, og skilte ved vejene fortæller, om man er i ”dyrt” hotelområde, ”mellem” område eller ”billigt” område. Alle former for overnatning tilbydes, så Aruba har noget for enhver pengepung og smag. Men med hensyn til ”smag” skal det også tilføjes, at store dele af øen ser meget nybygget ud og fremstår meget amerikaniseret.

En bid af USA

I hovedstaden Oranjestad belejrer enorme krydstogtsskibe kajen dagligt i højsæsonen. Herfra myldrer amerikanske turister ud i et par timer, slentrer op og ned ad Oranjestads gågade, som for nylig også har fået et turist-tog, der kører hele gaden igennem, og som er ganske gratis, men ærlig talt også minder alt for meget om tivoli og børnehave.

Selve byen Oranjestad har desværre lidt karakter af Disneyland for voksne, og det samme har mange af de store indkøbs-og restaurationscentre, som findes overalt på øen. De amerikanske turister (og dem er der mange af) elsker stilen, som er meget Miami-Florida-agtig.

Men fortvivl ikke. For der findes også et andet Aruba.

Dér hvor de lokale kommer, og dér, hvor det ægte Caribien stadig er. Smukt og uspoleret.

Det ægte Aruba

Historien om Arubas forvandling til delvis amerikaniseret turist-ø, findes ved byen San Nicolas og stranden Rodgers Beach – et pænt stykke øst for hovedstaden Oranjestad.

Her ved Rodgers Beach fanges blikket hurtigt af et kæmpemæssigt olieraffinaderi, der stadig ligger som et spøgelsesbyggeri, lige ved siden af stranden.

Raffinaderiet blev bygget af hollænderne i 1928, og overtaget af det amerikanske Esso i 1932 og beskæftigede helt indtil 1985 mere end 8000 lokale på Aruba. Olien kom fra Venezuela, og arbejdet på raffinaderiet var en livsnerve på den lille ø, men da det ikke lykkedes at holde produktionen i gang – selv efter flere fejlslagne forsøg helt op til 2012 – lukkede man helt, og turismen blev i stedet Arubas økonomiske livline.

Byen San Nicolas, hvorfra de fleste arbejdere ved raffinaderiet kom – ligger derfor stadig næsten som før aldeles uberørt af resten af øens amerikaniserede turisme. Fine, lave, farvestrålende, caribiske huse præger de små gader, og her kommer øens prostituerede frem fra husene, når mørket falder på, og byens bedste bar, Charlie’s Bar bliver befolket og får liv.

Man kan trygt besøge Charlie´s Bar og få en dejlig oplevelse, og en rigtig god oplevelse er det også at besøge byen San Nicolas i dagslys. Store murmalerier præger nemlig mange huse, vægge og udearealer, et initiativ som fik liv, da idemanden, Tito Bolivar, i 2015 inviterede kunstnere fra hele verden til at komme til San Nicolas for at ”male på byen”. Resultatet er på tre år blevet til i alt 40 fantastiske, farvestrålende og tankevækkende murmalerier, og et ditto kunstgalleri og en workshop, hvor alle kan komme og skabe kunst, er det også blevet til.

Her kommer de lokale

Aruba blev skabt for 95 millioner år siden. Øen er 30 x 9 kilometer stor, og her bor i alt 108.000 mennesker, som kom hertil for godt 4000 år siden fra mange dele af det sydamerikanske fastland. Det lokale sprog er Papianemto, som de fleste stadig taler indbyrdes, selvom de naturligvis også alle taler flydende hollandsk, engelsk og spansk. Selve øen er i dag opdelt i flere distrikter, som hver har egen skole, kirke og tilhørende kirkegård. Religionen er overvejende katolicisme, og derfor bør man heller ikke snyde sig selv for et besøg på den lokale kirke Sant Filomenas smukke kirkegård, som står med lange rækker af gravmonumenter i de fineste pastelfarver. Så smukt og caribisk som noget. Og mens vi er ved det lokale, byder Aruba også på rigtig mange gode, lokale spisesteder – langt fra amerikaniseret alfarvej.

Indtag eksempelvis en finger-frokost hos Zeerovers. En ydmyg blåmalet restaurant ved vandet, hvor man kan se de lokale fiskere lange metervis af sølvskinnende, friske kæmpefisk af alle slags op direkte ved det lille køkken og derpå smage selvsamme – serveret i en fælles-skål, hvorfra alle spiser. Eller indtag en virkelig lokal middag på Old Cunucu House, hvor man stadig serverer den særegne ø-specialitet, Leguan-suppe. Leguaner lever og ses overalt på Aruba og er en elsket spise. Smager fint, lidt som en mellemting mellem ko og kylling, men der er mange små ben i!!!

Ultimativ afslapning

I mange år har Aruba været kendt som den store bryllups-destination. Og med utallige restauranter beliggende ud til de mest fantastiske strande med de vidunderligste romantiske solnedgange, er det stadig også populært at holde bryllup på øen. For her kan alt lade sig gøre. Fra det dyreste til det mindre dyre, for helt billigt er her ikke. Men Aruba kan som sagt opleves på rigtig mange måder: Som et udsøgt mini-Miami, hvis man er glad i den amerikanske stil, eller som en caribisk ø, der nedenunder masseturismen også har en virkelig interessant og charmerende historie at fortælle.

Uanset valg er én ting i hvert fald stensikker:

At ligge på en strand med udsigt til turkisblåt hav og bare slappe af, eller dyrke yoga, eller stå på vandski, eller snorkle blandt sunkne skibsvrag  – det er bare Aahhhhhh. Ahhhh…ruba…

Rejsefakta:

Fra Danmark flyver KLM til Aruba. Der er flyskift i Amsterdam.
Se mere på www.klm.com

En del danske bureauer har også rejser til Aruba. Blandt andet Hannibal Rejser, Spies, Apollo, Tui, Profil Rejser med flere.

Der kræves ikke visum til Aruba, der er ikke malaria på øen, og vand kan drikkes direkte fra hanen.

Møntføden hedder floriner, men amerikanske dollars og kreditkort kan bruges næsten overalt.

Aruba har ingen årstider og derfor en konstant temperatur året rundt på mellem 28 og 30 grader. Luftfugtigheden er høj, men svale briser fra havet, gør at varmen er til at holde ud.  Creme med høj solfaktor anbefales.

Et godt netværk af busser på hele øen tilbyder billig transport, men det er heller ikke spor dyrt at køre i taxa.

Eagle Beach blev sidste år kåret som nummer fire på top-ti-listen over verdens bedste strande af webportalen tripadvisor.

Rejsetips:

God snorkeltur med skib og frokost, se www.pelican-aruba.com.

Ø-tur i jeep, nationalpark med videre. Se www.abc-aruba.com.

For ture til det lokale Aruba kontakt Jacky Boekhouwer på www.arubafantasytours.com. Jacky er indfødt og kan lave alle slags ture. Man kan skrive til hende på jacky@arubafantasytours.com.

Lokal fiskerestaurant Zeerovers, se Zeerovers Aruba på Facebook

Lokal restaurant med leguan-suppe på menuen, theoldcunucuhouse.com.

Romantisk middag – naturligvis på stranden. Foto PR

Snorkling ved sunkne gamle skibsvrag er en farve-og fiskerig oplevelse. Foto PR

Rejsetip:

Galleri og workshop i San Nicolas v. Saraida Wever, se mere på
www.arubacosecha.com.

Charlie´s Bar og Restaurant, San Nicolas, se Carlie’s Bar Aruba på Facebook.

Nyttig hjemmeside om alt på Aruba, se www.aruba.com/se.

Vi var inviteret af Aruba Tourism Authority, som ikke har haft indflydelse på artiklens indhold.

40 flotte murmalerier har sat liv på husene i byen San Nicolas.

Det uvirksomme olieraffinaderi ved San Nicolas beskæftigede engang 8000 arbejdere.

Pelikaner ses overalt. Også på restauranterne.

En trillebør fuld af friskfangede fisk.

En julerejse til den nordirske hovedstad byder på mere end bare gode indkøb. Rejs med til den hyggeligste, sjove og mest vibrerende lille storby, hvor pubberne summer af liv, historien om Titanic-forliset fortælles på nye måder, og flotte gavlmalerier fortæller skæbne-svangre historier. Det hele bundet sammen af julemarked og afternoon tea i dekadente rammer.

Julemarkedet går hele vejen rundt om byens smukke rådhus.

Der dufter af brændte mandler, og lysene skinner om kap med glade smil, når håndlavede smykker, hjemmelavede julelækkerrier, de strikkede, irske gavesokker til at hænge ved kaminen og alt muligt andet jule-tingel-tangel rækkes over disken ved boderne på Belfasts store julemarked.

En tradition, som trækker tusindvis af mennesker hen til byens absolutte midtpunkt – det imponerende rådhus, City Hall, som hvert år er vært for byens store julemarked.

Byen Belfast i Nordirland har i mange år ellers ikke lige været stedet, man tog hen på hverken  juleindkøbstur eller på ferie for den sags skyld. Tidligere tiders borger- krig mellem katolikker og protestanter lagde i mange år Belfasts gader øde hen efter mørkets frembrud, men siden freden i 2007 er det gået stærkt med byens positive udvikling.

Summer af liv 

Overalt er der skudt nye restauranter, lækre hoteller, listige pubber og i massevis af forretninger op, og stemningen i byen er ikke til at tage fejl af. Belfast er ganske enkelt en perle af en by. Og er da  netop også i år blevet kåret af rejseguiden Lonely Planet som årets bedste og mest interessante by at besøge.

For ikke alene er byen super charmerende, fuld af  summende liv og optimisme – Belfast er også et sted, hvor man får noget med hjem, som er mere og andet end blot fine julegaver til familien. Belfast er en by, som fortæller historie. Og det på mange planer.

Det nye Titanic oplevelsescenter er flot i arkitekturen.

Historien om Titanic

Det var ved Lagan-floden, at driftige værftsarbejdere i starten af det 19. århundrede byggede verdens dengang største passagerskib, Titanic. Som sank allerede på sin jomfrurejse i 1912, selvom skibet var udråbt som fuldstændig synkefrit. På sin vej fra Europa til Amerika, lastet med lige dele rige og fattige mennesker, som ville emigrere til ”det forjættede land”, stødte Titanic på et isbjerg og gik ned med mand og mus. Mange druknede, få overlevede, og skattejægere søger stadig og finder – på havets bund – genstande fra det sagnomspundne skib. Og hvem husker ikke filmen Titanic fra 1997, som med Leonardo DiCaprio og Kate Winslet i hovedrollerne skildrer forelskelsen mellem to unge fra hver sin samfundsklasse?

Det hele – dramaet, hvordan skibet i sin tid blev til, og katastrofen da det sank – kan man nu genopleve i Belfast. For det var her, at skibet i sin tid blev bygget på skibsværftet Harland og Wolf, og i det spritnye Titanic Belfast oplevelsescenter/museum kan man få hele historien. I en i øvrigt fantastisk flot, stjerneformet bygning, som tager den besøgende ud på en svimlende rejse i skibet Titanics storhed og fald.

Blodig fortid

Men historien om Titanic er ikke den eneste dramatiske, byen Belfast kan byde på. Gemt i byens dna ligger også stadig flere hundrede års blodig historie, som, selvom freden nu har varet i mere end ti år, stadig er en stor turistattraktion og giver stof til eftertanke.

Det er historien om The Troubles (bedst oversat som ”urolighederne”), der alene i årene op til den officielle fredsslutning førte til, at mere end 3600 mennesker mistede livet og over 40.000 blev såret. En historie om rettigheder og hævn, hvis aftryk stadig ses i bybilledet, hvor store gavlmalerier af millitant karakter stadig kan ses som skamstøtter over en sort periode i landets historie. Som sindbilleder på en tid ingen igen ønsker at opleve, men som også samtidig fortæller den vigtige historie om forsoning og heldigvis nu – fred.

Fredslinier og gavlmalerier 

På en BlackTaxi-tur kan turister derfor få en omvisning i Belfasts blodige fortid. Indtil flere taxi-selskaber tager folk med til bydelene Shankill og Falls, hvor de fleste gavlmalerier stadig findes, og turen går også gennem
Belfasts tidligere ”fredslinjer”.
Gennemfartsveje, som i sin tid delte byen i separate kvartere, hvor høje hegn med pigtråd skulle skille de katolske kvarterer fra de protestantiske. Her i disse bydele blev børn i mange år født ind i bevidstheden om, at ”fjenden” boede lige på den anden side, og om aftenen blev der tillige lukket kæmpemæssige jernporte efter solnedgang for at holde parterne adskilt.

Og hvad handlede det hele så om? 

Faktisk går historien så langt tilbage som til 1600-tallet, hvor irske protestanter (de som gerne vil høre til den engelske trone) som tilflyttere til Nordirland fik tildelt jord i den Nordirske provins Ulster. Desværre begyndte protestanterne hurtigt at fordrive og diskriminere den lokale katolske befolkning, som endte med at være jordløse (og uden jord og stemmeret), kun fik de ringeste jobs, de dårligste boliger og den laveste løn. Sidst i 1960érne begyndte den katolske befolkning at demonstrere mod forskelsbehandlingen, og det førte til en række meget alvorlige sammenstød. Protestanterne svarede igen, og især udfordrede de den katolske befolkning med deres traditionsrige marcher foretaget af Orangeordenen. En orden, som siden 1795 har marcheret overalt i Nordirland for at demonstrere deres identitet og loyalitetsfølelse over for den brittiske trone. Og ikke mindst deres ”sejr” over de oprindelige Nordirere.
Marcherne foregår i øvrigt stadig i hvert fald een gang om året (og måske også lidt flere gange), men nu er der nedsat en marchkommision, som hvert år bestemmer, hvilke områder marchen må gå igennem. For selvom freden er kommet, slikkes der stadig sår i det skjulte, og protestantiske børn og katolske børn går stadig i hver deres skole…

På gin-tur i Belfasts ældste pub, The Crown. 

En af syv forskellige gin man kan smage på en gin-tur. Selve navnet antyder, at den er god og stærk…

På gin-tur

Easy-going. Let til latter og smil.
Den dybeste grund og det hjerteligste sind. Sådan opleves Nordirerne af mange, og syn for sagen får man, hvis man kaster sig ud i Belfasts livlige pub-og bar-liv. En verden af udadvendthed og hjertelighed møder den nysgerrige, som giver sig byens sociale liv i vold, og ved man ikke lige, hvor de bedste barer og pubber findes, er der hjælp at hente. Blandt andet hos bureauet Taste & Tours, som tager turister med på en gin-tur i byens smukke Cathedral Quarter.

Turen starter på den legendariske bar, The Crown Liquor Salon, Belfasts absolut smukkeste pub. Bygget i victoriansk stil i slutningen af 1800-tallet og rigt dekoreret med mosaikvinduer, spejle, brune stuklofter og finurlige udskæringer i pubbens træbåse.
For sådan sidder man i The Crown, separat i båse og med en lille, fin klokke, der kan ringes på, når man ønsker betjening.

På Gin-turen smager man syv slags meget forskellig gin, lærer alt om gin og coctails, og får på den måde både en rigtig god introduktion til drikken og samtidig også en bytur rundt i Belfasts mest hyggelige og livlige kvarterer. Samme opskrift tilbyder bureauet i øvrigt også udi kulinariske food-ture, whisky-ture eller øl-ture. På turene, som handler om gin, whisky eller øl, er det en god idé at tage dem efter aftensmaden. Der bliver ikke sparet på smagsprøverne…

The Merchant Hotel er oprindeligt bygget som en bank

Interiøret i The Room på The Merchant Hotel er enestående. Her serveres afternoon tea
i to sessions.

Fem-stjernet afternoon tea

En rundvisning indenfor på Belfasts smukke Rådhus. Et besøg på det store madmarked, St.George´s Market, hvor sangere dagligt optræder med hyggelige julesalmer og sange.  En indkøbstur i Victoria Shopping Centre, eller en slentretur i byens grønne oase, det meget smukke glasvæksthus i Botanisk Have, som i øvrigt er et af de allertidligste eksempler i verden på et væksthus lavet i støbejern og glas – eller en musikoplevelse på en pub, en bar eller i operaen. Der er nok af ting, man kan foretage sig i Belfast, og det meste ligger i gå-afstand, hvis man vælger et hotel i centrum.

En oplevelse, man dog også BØR unde sig selv på en juletur, er et besøg på The Merchant Hotel i nr. 16 i Skipper Street.

The Merchant Hotel er Belfasts absolut fornemmeste hotel, femstjernet ud over alle grænser og i virkeligheden en gammel bankbygning opført i midten af forrige århundrede. Arkitekturen er en overdådig blanding af victoriansk stil og art deco, og hjertet i hotellet er restauranten, The Great Room, hvor der hver eftermiddag serveres afternoon tea i hele to sessions, naturligvis skyllet ned til levende musik.

Om aftenen forvandles The Great Room til restaurant for super gourmet, og i hotellets tilhørende bar, den dekadente Berts Jazz Bar (et udstyrsstykke i rød plys og små borde med dæmpet belysning), kan man efterfølgende lytte til smægtende toner til ud på de små timer.

Berts Jazz Bar serverer i øvrigt i hele julemåneden også en traditionel irsk julemenu, hvis man har lyst til at prøve det: Fyldt kalkun og skinke med kartofler, gulerødder og blomkål. Og naturligvis en christmas pudding til dessert. Med den oplevelse er der for alvor dømt jul i Belfast…

Berts Bar tilbyder lækker jazz og rød plys.

Årsagen til urolighederne er flere hundrede år gamle.

“Fredsmure” skilte i sin tid katolske kvarterer fra protestantiske. Murerne er her stadig.

Murmalerierne er nu en stor turistattraktion.

Rejsefakta

Vi var inviteret af Tourism Ireland, som ikke har haft indflydelse på indholdet i artiklen.

Fly: Køb en flybillet til Dublin.
Fra Dublin lufthavn går der direkte express-bus til Belfast. Turen tager to timer.
Se mere på www.eireann.ie.

Hotel: Belfast har fået mange nye hoteller inden for de seneste år.
Vil man bo i kvarteret ved Titanic museet, er det nye Titanic Hotel Belfast netop åbnet. Flot og historisk, indrettet i de oprindelige tegnestuer, hvor skibsingeniørerne i sin tid tegnede det legendariske skib.
Se mere på www.titanichotelbelfast.com.

Vil man bo helt centralt, lige ved City Hall og julemarkedet,
er Grand Central Hotel i Bedford Street et rigtig godt bud.
Se mere på www.grandcentralhotelbelfast.com

Turistinformation: Turistinformationen ved City Hall er et godt sted at starte. Her kan man hente brochurer om alt, udflugter, BlackTaxi-ture,
food-ture, gin-ture, bestille biletter til musik og opera med mere.

BlackTaxi-tur:
Se mere på www.belfastblackcabtours.co.uk
(blot en af mange)

Gin-tur: Se mere på
www.tasteandtour.co.uk/our-tours.

Titanic Belfast (oplevelsescentret):
Se mere på www.titanicbelfast.com

The Merchant Hotel:
Se mere på www.themerchanthotel.com.
Det er en god ide at bestille på forhånd.

Nyttige websider:
www.discovernorthernireland.com, www.visitbelfast.com