FET_Liebhaverboligen_Liebhaverbilen_Bærebillede 2

TEST: Audi TT, 2,0 TFSI Quattro 230 hk., 813.000 kr.

Lige fra den første TT rullede ud fra Audis samlefabrik i Ungarn tilbage i 1998 har den skilt vandene. Det var nyt design med stort D, kreeret af en tegnestue i Californien, som satte nye standarder – især indvendigt, hvor nytænkningen bl.a. inkluderede speeder-, bremse- og koblingspedaler i børstet stål, bukket rat, store for-
kromede dyser og meget mere.

Men som sagt, nogle mente, at den var for overdesignet, og endnu flere kaldte den for en ”Frisør Porsche”. For selv om TT’eren så hurtig ud, havde en o.k. acceleration takket være lav vægt kombineret med 180 hk. turbomotor, så spandt den som en kælen fed tamkat også i mellemaccelerationerne. For lidt lyd og for meget design.

Det hjalp dog lidt på det ved den nye model, som så dagens lys i 2006 – især med 3,2 V6-motoren.

Nu er tredje generation af TT kommet på banen, hvor den udefra nærmest ligner et forsigtigt facelift. ”Vi skal jo ikke skræmme kernekunderne væk”, lød forklaringen fra Audi. Det er dog en spritny model med et væld af forbedringer både  under kølerhjelmen, selve platformen og ikke mindst indvendig.

Her oser det stadig af stram og gedigent Audi-kvalitet, og selv om Liebhaverboligens testbil var på kun 2 liter og fire cylindre, så kan de mavesure kritikere godt pakke sammen med deres ”manglende lyd”. For i Dynamic-mode er der sprød snerren og et kækt efterknald fra lydpotterne, når man trykker speederen i bund. 0-100 km/t klares på 5,3 sekunder. Dynamic er klart det sjoveste valg, men der er en del at vælge imellem: Automatic (standard), Individual (sammensæt selv), Comfort (den bløde) og Economic (den sparsommelige).

Som en lille genistreg, er det pladstagende klimaanlæg nu placeret i de tre store luftdyser midt på instrumentbrættet, hvor midterknapperne styrer hhv. temperatur, aircondition og hvor luften skal ind henne. Godt tænkt!

Man sidder trygt i sportssæderne, og den store kontrolknap lige under gearstangen styrer alt fra navigation, kørecomputer  og musik. Bagsæderne er ideelle til ekstra bagage, meget små børn eller benløse teenagere og ditto voksne. For det er en 2+2 i ordets bedste forstand, hvorimod bagagerummet faktisk rummer pænt meget.

Men der, hvor TT’eren virkelig kommer til sin ret, er på landevejen – både de snoede såvel som de lige strækninger og motorvejen. Den præcise styring, det permanente firehjulstræk og det sublime syvtrins automatgear med dobbeltudkobling, får dig til at føle dig som i en lille tidløs kapsel af meget høj kvalitet, der opfører sig, som var den limet til vejen.

”Frisør-Porschen” døde endegyldigt med den nye TT.

 

Vidste du?

At navnet TT både står for ”Technology & Tradition” og er en henvisning til det traditionelle motorcykelrace ”Isle of Man TT” (Tourist Trophy), som NSU deltog i tilbage i 1911. I 1960’erne kom rallybiler som NSU 1000 TT, 1200 TT og TTS. NSU blev sidenhen til Audi.

 

………………………………………………………………………………………………………………………….

— up

– Stadig et designikon
– Køreglæde 
– Lækre materialer og lækker lyd
– Bagagerum der kan rumme både klapvogn, rejsetasker og indkøbsposer

 

— down

– Ingen parkeringssensor og bakkamera (ja, ja – det er jo en sportsvogn, men man vænner sig til den slags hjælpemidler)

………………………………………………………………………………………………………………………….

 

FET_Liebhaverboligen_Liebhaverbilen_Audi interiør

FET_Liebhaverboligen_Liebhaverbilen_Audi bagende

 

bilen oktober 2014 Porsche Macan web

Porsche var i tiden før 2002, hvor Cayenne kom på markedet, en sportsvognsniche. Godt nok en ikonisk en af slagsen med en stolt historie fra racerbanerne, men stadig en niche som den udødelige 911-models relanceringer afhang helt og aldeles af. Økonomien i firmaet var acceptabel, men ikke prangende. Men den firehjulstrukne Cayennes enorme succes verden over ændrede alt dette, og i dag er Porsche en sværvægter i bilindustrien med mange nye modeller lige fra Boxster, Cayman og senest den store firedørs Panamera. Nogen taler ligefrem om, at Cayenne reddede det hæderkronede mærke fra en lurende konkurs.

Cayenne er stadig en succes, men hører til hjemme i de store firehjulstrækkeres garage, og ejere af selvsamme garager har – i disse mere sparsommelige og miljøbevidste tider – vendt øjet mod mindre forslugne firehjulstrækkere. Derfor er Audis Q5, BMW’s X3 og Range Rovers Evoque blevet meget populære i det segment.

Porsche har nu sendt sin tiger ind i manegen som et frygtindgydende alternativ til ovennævnte modeller. Macan er et indonesisk ord for netop tiger, og dette prægtige kattedyr kendetegner perfekt modellen, som Liebhaverboligen fik nøglerne til en solfyldt efterårsdag. Den er hurtig, stærk og på sin vis også smuk, når man har ”SUV-brillerne” på.

Macan deler platform med Audi Q5, men er lidt bredere, lidt lavere og meget hurtigere. Den opfører sig mere som en 911’er på vejen end en SUV. Lynhurtig i svingene med et minimum af overstyring og det sublime 7-trins automatgear skifter som en drøm, hvor de obligatoriske paddles på rattet kun er et tilbud til dem, som insisterer på at skifte gear selv.

Porche macan interiør web

Indvendigt er det Porsche-kvalitet som altid og her som i Panamera og Cayenne med den skrånende midterkonsol. Det interne memo på Porsches fabrik om at begrænse sig med knapper og simplificere designet nåede dog ikke ud til designafdelingen. Over 30 knapper er samlet i midterkonsollen og nogle ekstra i rattet, og det mindsker overskueligheden og kræver lidt tilvænning. Som de fleste andre prestige-firehjulstrækkere er det nok sjældent ejerne begiver sig ud på de store offroad-eventyr, men Macan’ens permanente firehjulstræk samt en offroad-knap (som giver dig en mulighed for yderligere avancerede indstillinger) gør det muligt, når lejligheden byder sig. Pladsmæssigt er der et stort dejligt bagagerum og rigeligt med plads til fire voksne eller to voksne og tre børn, da den – trods sin bredde – kun er en såkaldt 4+1. Fem voksne til Paris skal skiftes til at tage tørnen med det lille sæde i midten.

Det er sjældent, man roser Porsche for at være et slagtilbud, men her skiller Macan Turbo sig også ud. Godt nok koster basismodellerne som S og diesel stort set det samme som Cayennens ditto, men testens turbo-model koster en hel million mindre. Det er mange år siden, man kunne få en fuldblods Porsche Turbo for lige under 1.7 mio. , hvilket gør den til et rigtigt godt køb. Og trods en egenvægt på næsten to tons, er den med sine 4,6 sekunder fra 0-100 km/t kun 0,6 sekunder langsommere end en 911 S.

porsche macan miljø web

Porsche har brugt tre milliarder på at udvikle Macan’en og bygge ny produktionsfabrik, så det er en model, der satses meget på. En model – der ligesom storesøster Cayenne – skal udbygge økonomien i bilmærket fremover, så endnu flere 911-modeller kan sikre, at man også stadig forbinder Porsche med himmelsk lyd, to døre og et sølle bagagerum.

PLUS

– Køreregenskaber som en sportsvogn

– Kan faktisk køres på mudrede marker

– Billigt for en Turbo-Porsche

MINUS

– Intromodellerne S og diesel ligeså dyre som Cayenne-udgaven.

 

FET_Liebhaverbilen_VW-forfra

Månedens test: VW Multivan Generation Six T6, 2,0 TDi  204 hk. 4MOTION, Testmodel: 1.125 mio.
Pris fra: 760.000 kr.

 

I 66 år har der kun været seks nye modeller af den ikoniske VW Transporter/Multivan – også bedre kendt som ”Rugbrødet”, opkaldt efter sin firkantede brødform. Siden 1950 har den udfyldt alt fra værende en solid arbejdshest blandt mindre håndværksmestre og  taxivognmænd, en hippiebil, som i psykedeliske farver med blomster befærdede San Franciscos gader, en legendarisk camper med modelbetegnelsen Westfalia, Safari og Samba til nutidens mere business-mindede luksusbusser med alt tænkeligt udstyr.

Og Liebhaverboligens testmodel hører – trods sine glade ”klaphat-farver” i rød og hvid – så afgjort til sidstnævnte. Her er ikke meget tjald eller campingferie over dette mere end en million kroner dyre luksuskøretøj.

Denne Six Generation Multivan er måske mere en lækker facelifted model end en decideret ny model, men alt er tilgivet, når man ser, hvilke lækre opdateringer verdens næststørste bilmærke har proppet ind i sin prestige-bus.

Materialevalget, finish og teknik er i topklasse, og førstnævnte springer i øjnene med det samme, når man med en let hånd skyder den store sidedør til side og kigger ind i kabinen. Pilotsæderne i læder og Alcantera på første række kan via
skinner i bunden skydes frem og tilbage, vendes modsat køreretningen og klappes sammen i ryggen. De tre bagerste sæder kan ligeledes skydes frem og tilbage og lægges ned, så Multivan’en kan fungere som et godt alternativ til en varevogn, når de rigtig store kasser og pakker skal transporteres hjem fra IKEA.

Men man køber ikke en VW til over en million, fordi ens behov er transport af brune kasser fra et varehus til hjemmet. Her er der andre parametre, som trækker. Vi nævner i flæng den støjsvage dieselmotor, udstyrslisten som er et overflødighedshorn af elektriske indstillinger af bl.a. sæder, stort infotainment, koncertlyd i anlægget og ikke mindst den komfortable kørsel. Undervognen er adaptiv som standard – det vil sige, at du kan indstille den i normal, komfort og sport, hvor støddæmpernes træk- og tryktrin i løbet af et splitsekund indstiller sig efter forholdene separat for hvert hjul.

Jeg kørte med kone, to teenagere og fuld oppakning et godt stykke op i Sverige, og selv om datteren og fruen ikke syntes, den tofarvede lakering var specielt cool (“Far! Vi ligner nogle roligans på tur!”), kunne vi dog efter nogle dage på de svenske snoede landeveje alle blive enige om, at dette er den ultimative langtursbil, hvor især det nye Apple CarPlay blev et hit.  Og der var masser af plads til sønnikes guitarspil, når den elektroniske underholdning blev for kedelig.

Så ved slutningen af rejsen sendte vi en kærlig tanke til 1960-70’ernes frie fugle fra San Francisco, Woodstock og Thy, som også kørte VW ’s ”Rugbrød”, selv om vores duft indenfor nok mere var af pizza og P-tærter end pot.

 

FET_Liebhaverbilen_VW instrumentbræt

FET_Liebhaverbilen_VW indeni

FET_Liebhaverbilen_VW fra siden 2

FET_Liebhaverbilen_VW-bagfra

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

Fordele:

Plads, plads, plads
Kraftoverskud
Lækre luksusdetaljer
Meget letkørt, trods størrelsen.

Ulemper:

Tager lidt tid at lære de mange funktioner bagsæderne har.
Ikke en rigtig ny model, men er bare et facelift af den forrige.

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

 

Touareg er opkaldt efter nomadefolket tuaregerne fra Sahara. Der var så et stykke vej fra det område til der, hvor Liebhaver Motor testede den nyeste generation af modellen. Det foregik nemlig i Tyrol.

 

FET_VW-1

Alpelandet er et perfekt sted at teste den avancerede firehjulstrækker.

 

Test VW Touareg 3,0 TDI 286 hk. 

Pris fra 929.990 kr. Testmodel: 1.046.990 kr.

Der har været meget nænsomme facelifts på VW Touareg, siden den så dagens lys i 2002. I det seneste, som vi testede for små fire år siden i München, bestod de synlige nyheder udelukkende af en kromliste bagtil, mens meget af teknikken indvendigt var ny.

Nu er der dog ingen, som kan være i tvivl om, at her er den spritny (og tredje) generation kommet ud på vejen. Hele fronten er strømlinet, futuristisk og minder i udseende meget om den nye Arteon. De store 19” fælge klæder bilen, og bagagerummet, som må siges at være en ret vigtig detalje ved en stor SUV, er vokset i kapacitet fra 697 liter til hele 810 liter.

Verdensrekorder

Den er også blevet moderat større i dimensionerne end den forrige model, men på trods af det, er vægten mindsket med 106 kilo. Det er takket været brug af mere aluminium samt hightech-stål. Derfor er brændstofforbruget blevet markant bedre. 14,5 km/l ved blandet kørsel er ganske pænt for så stor og tung vogn, selv om det for køberne af disse luksus-SUV’er nok ikke er udslagsgivende med nogle dråber fra eller til per kilometer.

De mange hårnålesving i de østrigske Alper, gav et godt indtryk af, hvor adræt og smidig Touareg’en er trods sin størrelse, og med firehjulsstyring (ekstraudstyr) var den ganske suveræn i svingene. Men de gode køreegenskaber har Touareg jo også i sit DNA.

Igennem tiderne har VW formået at gøre netop denne model til sit flagskib på diverse performances. Således vandt (en ombygget, naturligvis) Touareg verdens hårdeste rally, Dakar, tre år i træk.

Den har som den eneste bil i verden trukket en Boeing 747 (jumbojet) rundt i en lufthavn og sat adskillige verdensrekorder, herunder højeste kørsel (6.081 meter) i Chile, hurtigste ”Panamericana” (23.000 km. på elleve dage og 17 timer), ”Cape to Cape” i Afrika på ni dage og 16 timer og mange flere.

Kæmpe cockpit

Knap så opslidende var det at teste Touareg i de idylliske omgivelser tæt på Mozarts hjemby Salzburg. Så i stedet for at gå så meget op i det gode firehjulstræk og de mange indstillinger af bjerg- og terrænkørsel (reduktionsgear, spærredifferentiale m.m.) valgte Deres udsendte mere at gå op i den gode komfort og de nye digitale tiltag i kabinen.

Den er udstyret med det såkaldte Innovision Cockpit, hvor alle knapper er blevet erstattet en ”digital overflade”. Hvis ikke den kæmpe 15” trykfølsomme skærm i midten er nok, kan man vælge at lade den fylde hele instrumentbordet, så får man 12” ekstra skærm lige foran snuden på en.

Ydermere er der massage i sæder som standard, masser af connection til Smartphones som Apple CarPlay, Mirror Link, og Android Auto, Wi-Fi hotspot for op til otte enheder samt hele fire USB-stik.

Avanceret lyspakke

Om aftenen testede vi det ligeså nye Night Vision og intelligente LED-matrix-lys, som giver dig mulighed for at køre permanent med det lange lys, da den selv blænder op og ned for modkørende og forankørende. Ydermere giver små orange advarsels-silhuetter på skærmen dig en advarsel om, at et menneske (eller et dyr) går på vejen eller i vejkanten.

Det er stadig en arbejdshest, og mere end halvdelen af alle Touareg-ejere bruger det indbyggede træk jævnligt. Det svinger fint ud fra bunden via en knap i panelet, så man ikke skal bøvle med et aftageligt træk, og den kan trække 3.500 kilo. Er man ikke en ørn til at bakke med en trailer eller campingvogn, er der også Park Assist til disse, så man ikke ligner en amatør til hesteshowet eller på campingpladsen.

VW Touareg’s tredje generation er velkørt, ser godt ud og er utrolig anvendelig. Og så er den stadig billigere og på flere punkter mere avanceret end både Audi Q7, BMW X5 og mange Range Rovere og derfor det rette valg, hvis man altså kan leve med, at man kører i Folkevogn i dette segment.

Modellerne inkluderer indtil videre kun 3,0 TDI, men snart kommer der også en 340 hk. TFSI (benzin) og en V8 TDI med 421 hk.

 

FET_VW2

Liebhaver Motors udsendte med et stort smil i den nye Touareg.

 

Ups

Fremtidssikret SUV af høj kvalitet
Pris
Køreegenskaber

 

Downs

En hybridmodel bliver indtil videre kun
introduceret i Kina

 

FET_VW3

Også bagtil har VW’s nye flagskib fået et mere strømlinet look.

 

FET_DB2018AU00370_large

Det store cockpit, hvor man kan vælge at lade info-skærmen fylde det hele.

 

 

 

 

Verdens dyreste biler har nogle priser der minder om fantasimillionerne i Anders And-historierne, men ingen skal forhindre os i at skrue op for drømmene og kigge lidt nærmere på de pragtfulde køretøjer.

 

FET_DyreBiler_1. Koenigsegg-Trevita

 

01. Diamantbelagt drømmeluksus
Koenigsegg CCXR Trevita: Pris begynder ved 32,5 mio. kr. uden afgifter.

Svenske Koenigseggs har søreme en bil til på listen – og tilmed den dyreste og mest ærefrygtindgydende i rækken. Simpelt hen verdens dyreste bil til en pris på godt og vel et godt stykke over 60 mio. kr. med danske afgifter. Men hvorfor så latterlig dyr? Fordi kulfiberkarosseriet er overtrukket med en særlig finish af diamanter. Uden diamantlakken fås CCXR også i en version for fattigrøve 15 mio. kr. billigere. Bilen er fremstillet i tre eksemplarer og producenten, sportsvognsfantasten Christian von Koenigsegg, har udover kvindens bedste ven smidt en ‘simpel’ motor i øsen, der yder 1004 hk med en tophastighed på 410 km/t. Luk øjnene og forestil dig, at du holder rattet i den svenske super-duper-luksus bil.

 

FET_DyreBiler_2. Lamborghini Veneno

 

02. Dødbringende ekstravaganza
Lamborghini Veneno: Pris begynder ved 30,5 mio. kr. uden afgifter.

Veneno betyder gift og passer perfekt til Lamborghinis luksusbil, som blev bygget for at fejre det navnkundige bilfirmas 50 års fødselsdag. Bilen ser dødbringende ud – på den overdådige måde, forstås. Bilen er uforskammet pompøs, og designerne har skabt noget, der ligner et væsen fra det ydre rum. Det eneste, der er mere mageløst end udseendet, er prisen på de 30,5 mio. kr. uden afgifter. Hypersportsvognen byder sig til med en motorkraft, som også er frygtindgydende. V12-motoren på 6,5 liter yder nemlig 750 hk, har en topfart på 355 km/t og klarer 0-100 km/t på bare 2,9 sekunder.

 

FET_DyreBiler_3. Lykan-HyperSport

 

03. Fartmonster fra fremtiden:
Pris begynder ved 24 mio. kr. uden afgifter Motors Lykan Hypersport.

Du kan måske huske Lykan Hypersport fra Furious 7, hvor fantasibilen fra De Forenede Arabiske Emirater  bogstaveligt fløj gennem tre skyskrabere i Dubai. I en filmserie, som er omgivet af de lækreste biler og det fedeste gear i verden, er dens medvirken i en så central scene en understregning af bilens karisma. Tag for eksempel de juvelindlagte forlygter, mågevingedørene og et interiør, der med sit holografiske display ligner noget fra filmen Blade Runner – bare i en opdateret udgave. Bilen minder om et pansret fremtidsmonster og dens tophastighed på 385 km/t i en 3.7 liter motor med dobbeltturbo passer perfekt til udseendet. Vruuum.

 

FET_DyreBiler_4. Bugatti-mansory-vivere

 

04. Tyske tryllekunstnere på spil
Manson Vivere Bugatti Veyron: ‘Pris begynder ved 23 mio. kr. uden afgifter.

Verdens 10 dyreste biler er ikke komplet uden en udgave af den fantastiske Bugatti Veyron. Manson Vivere-versionen er valgt, fordi den både er en af de hurtigste, dyreste og mest ekstravagante biler på kloden. Bugattien er blevet pimpet gevaldigt op af de tyske tryllekunstnere fra Mansory-fabrikken. De har blandt andet iklæde bilen en gang lakeret kulfiber, forstærkede LED lygter, en ekstrem spoiler og en helt ny kølergrill med en ganske særlig grafisk signatur. For at understrege Bugatti Veyrons fantastiske historie, har designere via laser skrevet klassiske løb som Targa Florio både indvendigt og udvendigt. Og så kan den køre 408 km/t.

 

FET_DyreBiler_5. Ferrari-F60

 

05. Ferrari the American way 
Ferrari F60 America: Pris begynder ved 17 mio. kr. uden afgifter.

For at fejre Ferraris 60 års dag i USA, byggede den norditalienske bilfabrikant 10 eksemplarer af denne ekskvisitte sportsbil. Det kan man blandt andet se på farverne all over, der matcher stars and stripes, måden, den er malet på og ikke mindst på den elegante kaleche, der kan betjenes, selv når man kører op til 120 km/. F60 er mekanisk identisk med Ferrari F12 Berlinetta, som med sine 6.2 liter V12 motor med 740 hk ikke just er nogen Fiat Panda. Den kan man godt blære sig med på Route 66.

 

FET_DyreBiler_6. Koenigsegg one1

 

06. Verdens hurtigste bil?
Koenigsegg One:1: Pris begynder ved 13,5 mio. kr. uden afgifter.

Svenskerne kan andet og meget mere end at skabe møghamrende stabile Volvoer og Saab-biler. Koenigsegg One:1 fra hinsidan er en drømmebil, der bryder alle normale grænser. Med en topfart på 439 km/t er det måske den hurtigste bil, der nogensinde er sat i produktion. Det sørger de 1360 hk for. Da bilen vejer 1360 kg – heraf navnet One:1 – giver det en udladning på én hk pr. kg.  Bilen er kun produceret i seks eksemplarer, så du ser nok ikke en Koenigsegg One:1 komme tøffende ned ad Rådhuspladsen.

 

FET_DyreBiler_7. Aston Martin 77

 

07. Klassiker og vilddyr i en og samme bil
Aston Martin One-77: Pris begynder ved 10 mio. kr. uden afgifter.

Selvom bilen er så elegant og klassisk, at man får tårer i øjnene, får du svært ved at fingrene i den.  Der er nemlig kun lavet 77 eksemplarer af den eksorbitant efterspurgte One-77. Bilen næsten tigger om at blive kørt af James Bond, men han hoppede som bekendt ind i DB10-udgaven fra den engelske bilproducent i filmen Spectre i stedet. Under den smukke køler ligger en V12 7.3 liter motor, der klarer 750 hk. Det gør den til den hurtigste Aston Martin ever, og den klarer da også 0 til 100 på 3,5 sekunder.

 

FET_DyreBiler_8. Pagani-Huayra

 

08. Huayra blæser deruda’
Pagani Huayra: Pris begynder ved 10 mio. kr. uden afgifter.

Huayra er næsten lige kendt for sit knudrede navn som for dens fabelagtige køreegenskaber. Den italienske skønhed er navngivet efter vindenes gud i Inkariget og blæser deruda’ med en topfart på 370 km/t. Interiøret er særpræget, overdrevet og smukt. Monocoquen, der er hele cellen omkring køreren, består primært af kulfiber-tititanium, hvilket giver suveræn stivhed og sikkerhed. Pagani har forsket intensivt i at sænke vægten og er nede på blot 1.350 kg. Huayra har hurtigste tid på banen i Top Gear, så pas på, den kan blæse dig omkuld.

 

FET_DyreBiler_9 . Ferrari laferrari

 

09. Klodset navn til smuk bil
Ferrari laFerrari: Pris begynder ved 9,5 mio. kr. uden afgifter.

Ferraris første forsøg ud i en hybridbil er en både vanvittig flot og vanvittig hurtig køretøj. Den dragelignende Ferrari laFerrari med de vilde døre accelererer fra 0 til 100 på 2,7 sekunder, og den når 200 kilometer i timen på 7 sekunder. Bilen er undtagelsesvis ikke designet i samarbejde med Pininfarina, hvilket er først gang siden Dino 308 GT fra 1973, men intet tyder på, at de to giganter stopper det kreative samarbejde. Navnet Ferrari laFerrari skal illustrere, at bilen er den ultimative Ferrari, men det klodsede navn har vakt en del moro i bilkredse. Det blæser de 499 begejstrede bilejere, som nåede at købe bilen, nok på. Bilen fremstilles ikke mere.

 

FET_DyreBiler_10. Zenvo-ST1

 

10. Dansk superbil
Zenvo ST1: Pris begynder ved 8 mio. kr. uden afgifter.

Det første sted at starte med verdens fedeste og mist lirede biler er naturligvis – Præstø! Zenvo hedder den danske superbil, som er bygget af motorfantasten Troels Vollertsen godt suppleret af designer Christian Brandt  og en pengestærk russisk biltosse.
Fartmonsteret Zenvo flyver 375 kilometer i timen takket være massive 1104 hk i en 6.8 liter V8 motor. Bilen er sat i produktion, men den fik desværre problemer, da den blev testet i Top Gear. Men den er et både råt og smukt stykke dansk ingeniørarbejde.

 

Ferrari Finali Mondiali 2014 er rammen for lanceringen af Ferraris nye research & development-program FXX K. Et program som hidtil har omfattet Ferrari FXX og Ferrari 599XX. Den nye model i programmet er baseret på Ferraris første hybridbil LaFerrari, og ved hjælp af HY-KERS teknologien yder FXX K 1050 hk samt 900 Nm.

Teknologisk vidunder

Formålet med bilen er at give Ferraris mest loyale kunder mulighed for at bidrage med den teknologiske udvikling. FXX K er således et studie i den mest avancerede teknologi, som findes, og bilen vil fremover indgå i en række events, hvor de mange kørte kilometer, omsættes til værdifuld data til brug i forskning og produktudvikling. Bilens V12-motor på 6262 cc yder 860 hk, og den resterende effekt kommer fra det avancerede HY-KERS-system, som oplader bilens batterier ved hjælp af opsamlet kinetisk energi. Denne energi omsættes under kørslen via en el-motor, som er bygget sammen med transmissionen.

Ferrari FXXK33108ny

FXX K byder ydermere på aerodynamiske løsninger og er så avancerede, at de ikke ses f.eks i F1. En af effekterne heraf er 540 kg downforce ved 200 km/t.

Fra Ferraris øvrige program genkendes teknologier som F1-Trac (traction kontrol), E-Diff (dynamisk, elektronisk differentiale) og SSC (Side Slip Control), der alle findes i særligt raffinerede, nye versioner.

Ferrari FXXK33169ny copy

Ferrari FXXK33153ny copy

Ferrari FXXK33226ny copy

Ferrari FXX K produceres i et stærk limiteret antal.