Hyrer ny huskunstner
Frederiksbergteatret Aveny-T har udnævnt skuespiller Emil Veber til huskunstner for sæsonen 2026/2027. Huskunstneren skaber i perioden to forestillinger, en større og en mindre, og er en måde, hvorpå teatrets repertoire holder sig dynamisk og aktuelt. De to forestillinger, Emil Veber skal sætte sit præg på teatret med, er musikdramaet ”Pandemonium” sammen med Vebers eget teaterkompagni Ulk Productions samt sitcom-komedien ”Da Sisse mødte Bisse” med rockmusikeren Bisse (Thorbjørn Radisch Bredkjær) og skuespiller Tammi Øst. Udnævnelsen af Emil Veber skal styrke Aveny-Ts ambition om at genbesøge teatrets morskabstradition på en nytænkende måde, så den både udfordrer, underholder og samler. Emil Veber har især markeret sig som instruktør og fornyer af scenekunsten. ”Pandemonium” spiller 29. september-3. oktober, mens ”Da Sisse mødte Bisse” kan opleves 2. december-9. januar 2027.





