Finale for Kentex-show
Med en spilleperiode fra 1. til 25. oktober skaber skuespiller Tommy Kenter, 76, sit efter sigende sidste Kentex-show efter at have introduceret figurer som Rudy S. Kleützner, Alf Velling og den umoderne teenager Kjeld tilbage i 1994. Figurerne kan denne gang opleves i Sceneriet under Det Ny Teater i helt nye situationer på en musikalsk og humørfyldt aften med bevægende, respektløs og barok humor blandt andet med nyopdagede Finn Søeborg-tekster. Det sker i selskab med comedy- og vokaltrioen Intro anført af jazzvokalist og bakkesangerinde Ann Farholt og med Lone Selmer og Rebecca Thilo. Trioen, som til lejligheden er omdøbt til Kentex Sisters, synger til stryger- og blæserarrangementer ledsaget af Lone Selmer og Tommy Kenter ved to pianoer. Forestillingen er instrueret af Martin Miehe-Renard.





