Film fra det høje nord

Filmfestivalen Nordatlantiske Filmdage holdes i år 27. februar–9. marts. Der bydes på filmoplevelser fra Færøerne, Grønland og Island, og flere af filmene har ikke tidligere været vist i Danmark. Filmene, som er tekstet på dansk eller engelsk, vises i en midlertidig biograf hos Nordatlantens Brygge, Strandgade 91 på Christianshavn, hvor der også vil være oplæg og instruktørbesøg. Det endelige og detaljerede program præsenteres på hjemmesiden i denne måned. På festivalen fejres og debatteres filmkunsten, og vinderen af Nordisk Råds Filmpris, færøske Sakaris Stórás’ film “Det sidste paradis på jord”, vises. Nordatlantiske Filmdage kan også indeholde samiske film og sætter i år særligt fokus på kvinder og film og aktuel dokumentar. Tidligere er filmdagene blevet støttet af blandt andet Det Danske Filminstitut, Islands ambassade samt Grønlands og Færøernes repræsentationer.