What’s Up generel juni 2025

Positive nyheder som affaldssortering, grønne områder, tilbud til skoletrætte, populært loppemarked, flere cykelgader og større erhvervsvenlighed.

Sortering sætter rekord

Siden Hørsholms borgere fik nye affaldsbeholdere til rest- og madaffald samt genanvendeligt affald, er det gået fremad med sorteringen. Nu afleverer hver borger 117 kg madaffald, glas, metal, papir, pap og plast til genanvendelse. Kommunens målsætning er, at halvdelen af alt affald skal genanvendes, så det kan blive til nye produkter. I 2023 kunne 41 procent af alt affald i kommunen genanvendes, og sidste år skete en yderligere stigning. Hørsholm ligger dog fortsat under det nationale mål for genanvendelse på 55 procent. Desuden viser tal fra EU, at der i 2022 blev produceret i gennemsnit 515 kg affald pr. borger, mens tallet i Danmark var hele 802 kg. I Hørsholm smed borgerne i gennemsnit 728 kg affald væk. Den gode nyhed er, at indsamlingen af genanvendelige materialer i Hørsholm har betydet en besparelse på 1.100 tons CO2 (kuldioxid) pr. år.  www.horsholm.dk

Grønnere Nordens Plads

Frederiksberg Kommunalbestyrelse har besluttet at forbedre området Nordens Plads ved højhuset Domus Vista på Roskildevej. Området, som i dag hovedsagelig parkeringsplads, omkranser det 30 etager høje hus, som stod færdigt i 1969 tegnet af den produktive arkitekt Ole Hagen. Projektet kaldet ”Områdefornyelsen Nordens Kvarter” skal foreløbig midlertidigt beplantes og forskønnes. Frem til 2029 skal der så ske flere ting: Kickstart af at gøre Nordens Plads til kvarterets centrum, etablering af stier og andre forbindelser i området, natur med grønne områder samt mødesteder for beboere og andre borgere. Der vil også ske indsats for at styrke aktiviteter og fællesskaber. Tidligere er der gennemført flere initiativer som et medborgercenter, handicap-, ældre- og ungdomsboliger, botilbud og udendørs mødesteder og faciliteter. Spørgsmål om ændringen af Nordens Plads kan stilles på ONP@frederiksberg.dk

Tilbud til de skoletrætte

Et skræddersyet tilbud til skoletrætte elever i ottende og niende klasse starter nu op på Fredensborg Skole. Initiativet er en del af byrådets 2030-plan for bedre trivsel. Målgruppen er elever, som ikke trives i den almindelige skoledag, og de får det nye tilbud efter sommerferien. Undervisningen bliver i høj grad praktisk for de 16 elever, der er plads til. Af hensyn til den personlige udvikling reduceres tiden med undervisning i traditionelle fag. Målet er at skabe fleksible og sammenhængende forløb, der skal passe til den enkelte elev og ”give dem appetit på livet og uddannelse”. De store elever får en reduceret undervisning i dansk, matematik, engelsk, fysik og kemi svarende til tre dage om ugen. Ved siden af undervisningen er personlige undervisningsforløb med baggrund i en personlig plan. Det kan for eksempel være aktiviteter i naturen, fitness, foto og praktik i lokale virksomheder. www.fredensborg.dk

Lopper til godt formål

Gentofte Loppemarked har 24 år på bagen og er i fuld gang med endnu en sæson. Det betyder, at markedet kan tilgås på søndage frem til 5. oktober kl. 8-14 uanset vejret. Lokaliteten er som sædvanlig Bregnegårdsvej 2A lige ved Charlottenlund Station. Her kan man gøre fund i bolig- og køkkenudstyr, billeder, tøj, sko, legetøj og meget andet. Gentofte Loppemarked drives af Herberget Overførstergården, som hjælper hjemløse med alkoholproblemer og psykosociale vanskeligheder. Overskuddet bruges derfor til gavn for herberg og hjemløse. Betaling for varer på pladsen foregår udelukkende med mobilepay. På markedet må ikke sælges nye varer indkøbt til videresalg, våben, alkohol, drikkevarer, fødevarer og uægte mærkevarer. www.gentofteloppemarked.dk

Flere cykelgader på vej

Der er allerede en række cykelgader i flere københavnske bykvarterer, og nu kommer fire nye til på Nørrebro. Det er Guldbergsgade, Ravnsborggade, Ryesgade og Stefansgade. Der bliver råd til at lægge rød asfalt på sidstnævnte, og Ægirsgade er også under overvejelse som en fremtidig cykelgade. Der findes allerede 12 af slagsen i København, hvor p-pladser bevares, og hvor biler fortsat må køre langsomt. Cykelgader er et ret nyt fænomen i København men er kendt og normalt i blandt andet Odense og i udlandet. Med de eksisterende cykelgader er der blandede erfaringer. For eksempel fungerer Vendersgade godt som cykelgade, mens der har været store udfordringer i Nordre Frihavnsgade med blandt andet mange biler og vareleveringer. At gøre de fire nye gader på Nørrebro til cykelgader kræver skiltning, afmærkning og farvet asfalt. www.kk.dk

Hørsholm er rykket op

Konsulentvirksomheden IRIS Group har igen i år opgjort virksomheder i danske kommuner efter erhvervspræstationer. Kommuner rangeres efter, hvordan de klarer sig på 20 felter som eksempelvis antallet af arbejdspladser, indkomst, produktivitet, iværksætteri, vækst og eksport. Efter at have været nummer 29 blandt 98 kommuner i fjor, er Hørsholm Kommune denne gang rykket op til nummer syv. Hørsholm forbedrede sig især på områder som arbejdspladser, indkomst, produktivitet og eksport. Derimod klarer kommunen sig mindre godt, hvad angår iværksætteri og vækstvirksomheder, hvor placeringen kun rækker til en 42.plads. Det er dog en forbedring fra den tidligere 74.plads. Indikatorerne er baseret på de seneste tilgængelige data fra Danmarks Statistik. www.horsholm.dk