What’ Up Kultur juni 2025
Fornyelse af bygninger og faciliteter til kreativitet og bevægelse er oppe i tiden og lykkes flere steder takket være borgernes initiativer og hjælp fra velgørende fonde.
Stjerne i musicalledelse
Musical-og dansestjernen Silas Holst, kendt fra forestillinger som Kinky Boots, Dirty Dancing og Flashdance, træder ind i den daglige ledelse og bliver Executive Producer i selskabet One and Only Musicals. Her skal han blandt andet sammen med CEO Jesper Winge Leisner bidrage med kreativ udvikling af forestillinger og forme den strategiske retning og fremtid. Det sker samtidig med, at han fortsætter sit virke som kunstner både på og bag scenen. Udover fortsat at være sanger, skuespiller, koreograf og instruktør skal Silas Holst være med til at sætte mere langsigtet retning for selskabet, hvad angår repertoire, produktioner, kreative satsninger og skabelsen af nye formater som Young Stars- og turnéproduktioner, der kan være med til at udbrede musicalgenren til et bredere publikum. Holst får ansvar for at sammensætte teams bag forestillingerne med scenografer, koreografer og cast. www.oneandonlymusicals.dk
Kulturhuset bygges om
Kulturhuset Byens Hus på Hellerupvej 24 i Hellerup kan nu realisere en længe ønsket ombygning af den gamle skolebygning. Det sker takket være en støtte på 16, 2 millioner kr. fra Nordea-fonden, Realdania-fonden og Anlægsfonden. Efter transformation af bygningen bliver der mulighed for flere kunstneriske oplevelser, grønne mødesteder m.m. Byens Hus drives af Gentofte Kommune i samarbejde med foreninger og frivillige. Sammen med arkitekt og landskabsarkitekt har Byens Hus arbejdet på projektet i længere tid: Visionen er at omdanne stedet til et moderne kulturbyggeri og erstatte de asfalterede skolegårde med biodiversitet og åndehuller egnet til leg og bevægelse. Udeområdet skal udsmykkes af billedkunstner Marianne Jørgensen, som med støtte fra Statens Kunstfond vil bygge et udendørs værk af gule tegl. Til Byens Hus er tilknyttet 135 foreninger med årligt 160.000 brugere. Som noget nyt skal der blandt andet startes en krea-festival for unge og et madværksted til fællesspisning på tværs af generationer. www.byenshusgentofte.dk
Medlemstal slår rekord
Næsten hver anden Hillerød-borger er nu medlem af en idrætsforening. Kommunens idrætsforeninger gik i 2024 frem med 1.124 medlemmer til knap 22.000. Dermed følger byen en landsdækkende trend. Fodbold, gymnastik, fitness og svømning er de fire idrætsgrene, der topper listen over medlemstilvækst. Desuden er Hillerød Tennis- og Padelklub i top med 343 flere medlemmer i 2024 end året før, hvilket er en stigning på 60 procent. Foreningsidræt havde et par vanskelige år under corona-krisen, hvor flere idrætsgrene blev lukket ned og åbnet op igen. Men siden da har det samlede medlemstal kun bevæget sig én vej – nemlig op. Det samlede antal medlemmer af Danmarks Idrætsforbund og Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger var senest næsten 2,5 million medlemmer, hvilket er en stigning på over 59.000 siden 2023. www.hillerod.dk
Bevægelse ved remisen
Nu skal udearealerne ved den gamle remise ved Gilleje station omdannes til bevægelsespark for børn og unge. Det har Gribskov byråd bestemt efter at være gået i partnerskab med Nordea-fonden, som støtter projektet med to millioner kr. og NGO`en Game Denmark, som skal hjælpe med at gøre området til et attraktivt mødested for fysiske fællesskaber gennem gadeidræt og kultur. Ideen til bevægelsesparken udspringer af et lokalt borgertiltag, og initiativtagerne ”Støtteforeningen for Unge – Remisen” vil bidrage til at gøre parken færdig i 2026. Lokale interessenter og grundejerforeninger inddrages også i projektet, som Gribskov Kommune støtter med 1, 8 million kr. Udover at tilbyde bevægelses- og aktivitetsmuligheder til unge, vil parken forskønne området, der i dag fremstår trist og af ældre borgere opleves som utrygt. www.gribskov.dk
At se på sommerfugle
2. og 9. juli kl. 15-16.30 udbyder Karen Blixen Museum på Rungstedlund sommerfugletur under ledelse af Philip Elbek. Han er frivillig i museets fuglegruppe, naturnørd og passioneret sommerfugleentusiast. For en entre på 100 kr. går turen ud for at se på sommerfugle i Karen Blixens farverige blomsterhave på 15 hektarer grundlagt i 1958. Deltagerne kan være heldige at se nogle af de danske sommerfugle på nært hold på de mange blomster i skærehaven. Under vejs bliver man klogere på sommerfuglenes fantastiske liv og træksommerfuglenes forunderlige rejse over verdenshavene samt, hvordan vi passer på dem. Der kan også være en chance for at støde på guldsmede og andre flyvende insekter. Museet udlåner kikkerter til at se sommerfugle på nært hold blandt andet i de hundredårige træer, i vildtskoven og engene med græssende dyr og vandhuller. www.blixen.dk
By bygget på én gang
Lyngby Bibliotekerne er fremme i skoene med hensyn til at tilbyde arrangementer i sommertiden. Et af dem er en byvandring 18. juni kl. 17-18 med mødested på Virum Torv. Herfra vil stadsarkivar Mette Henriksen lede en tur gennem det dengang moderne Virum, som i 1930´rne voksede frem efter en helhedsplan udtænkt af kommuneingeniør J.A.C. Rastrup. Hun vil fortælle, hvordan det var nyt at planlægge en forstad på en bar mark med boliger og alle dagligdagens faciliteter. Forberedelserne begyndte i 1934. Virum Torv skulle servicere bydelen ved den nye S-station med butikker, biograf, posthus, bank, politi, bibliotek og rådhusfilial. Man forventede 30.000 indbyggere i Virum på sigt. Stationen blev taget i brug i 1936, og den nordlige del af torvet stod færdigt to år senere, mens den sydlige og Virumparken først blev bygget efter krigens afslutning. Siden kom rækkehuse med haver, skole og villaer til. Byvandringen er gratis men tilmelding er nødvendig. www.lyngbykultur.dk