What’s up generel januar

Udbyder vinterpakker

Efter en lang juleferie med masser af mad og hygge i de mørke timer kan motivationen for arbejde blive sat på prøve. Derfor er det en god idé at have noget at se frem til. Så hvorfor ikke give sig selv og medarbejderne den perfekte start på året med fælles kickoff på kanten af Øresund: Marienlyst Strandhotel i Helsingør tilbyder en vinterpakke på 2.495 kr. pr person med spisning i valgfri restaurant. Der er også mulighed for saunagus, som beroliger og afstresser nervesystemet i de kolde måneder. Vinterpakken udbydes frem til 31. marts. Hotellet har i øvrigt åbnet egen vinbutik ”Artistes” med europæiske vine til at købe med hjem.

Bygger nye computere

Det er en gevinst for klima og økonomi, når IT-supporter Mathias West og hans kolleger bygger gamle, defekte skolecomputere om til nye og derved sparer Helsingør kommune for en million kr. årligt. Hver måned bringes 110 defekte chromebooks ind fra kommunens skoler. De fejler alt fra knuste skærme til løse taster og skæve USB- og strømstik efter en hård medfart. Men det kan også skyldes flere års slid på stik, tastatur eller andet hardware, som har sat computerne ud af spil. Tidligere blev ødelagte computere kasseret, men i 2022 fik Mathias West ideen til at bygge såkaldte Frankenstein-maskiner. Altså nye computere af de beskadigede.

Nr. 2 i trafiksikkerhed

Rådet for Sikker Trafik kårer Fredensborg-skolernes undervisning i trafiksikkerhed som næstbedst i Danmark efter Frederikssund. Fredensborg har i flere år arbejdet på at forbedre trafiksikkerheden. I alt har 1.173 skoler deltaget i undersøgelsen, hvor Fredensborg opnåede 916 point i ud af 1.000 mulige. Kommunernes Skoletrafiktest er en årlig undersøgelse, der viser, hvordan det står til med trafikundervisningen landet over. Det måles blandt andet på, om de yngste elever gennemfører gåprøven, om eleverne på mellemtrinet prøver kræfter med cyklistprøven, og om de ældste elever lærer, hvordan adfærd i trafikken har betydning for egen sikkerhed.

Her bliver man ældst

83 år kan man forvente at blive, hvis man bor i Gentofte kommune. Seks af de danske kommuner, hvor indbyggerne bliver ældst, ligger i Nordsjælland, hvor Rudersdal, Hørsholm og Allerød ligger lige efter Gentofte sammen med Dragør og Odder. Som sædvanlig går bundplaceringerne til Lolland, Guldborgsund og Vordingborg, hvor borgerne i gennemsnit kun kan forvente en levealder på omkring 78 år, – altså fem år under middellevetiderne nordpå. Årsagerne til højere middellevetid skal findes i uddannelsesniveau, økonomi og livsstil.

Busserne kører på el

På flere ruter i Helsingør kommune er der indsat el-busser. Umove har investeret i 13 el-busser af en lav model, så de kan komme under jernbanebroer. Busserne kører uden at forurene og uden CO2-udledning. Desuden er der mindre støj, hvorfor transporten er mere behagelige for passagerer og chauffører. Det glæder formand for Klima- og bæredygtighedsudvalget, Mette Lene Jensen (V), da målet er en CO2-neutral kommune i 2045. Seniorer har mulighed for at afprøve bussernes elektriske ramper, der gør det nemmere for kørestolsbrugere og gangbesværede at stige af og på.

Mange fra udlandet

Nordsjælland har markant flere internationale medarbejdere end for ti år siden. Det viser en analyse fra Dansk Industri. DI Hovedstaden håber, at udviklingen fortsætter, da der er brug for udlændingene til at besætte lokale virksomheders ledige stillinger inden for blandt andet byggeri og anlæg, hotel- og restaurant, servicefag og landbrug. For ti år siden udgjorde internationale medarbejdere i Nordsjælland syv procent af arbejdsstyrken. I dag er det 12 procent, altså i at 17.000. I Rudersdal er tallet gået fra 1.800 til 2.800 og i Hillerød fra 1.300 til 3.000. De udenlandske medarbejdere i Nordsjælland er primært fra Polen og Sverige.