What’s up Kultur december 2023

Matador som musical

45 år efter premieren på Danmarkshistoriens mest populære tv-serie, bliver Matador nu også til en musical. Der sker i samarbejde med DR og Nordisk Film. Dørene til Korsbæk åbner 15. februar, hvor musicalen har premiere i Falkonersalen på Frederiksberg. Her spilles frem til 13. april, og derefter tager forestillingen videre til Holstebro og Vejle. Matador-musicalen er skrevet af Susanne Bier og Anders Thomas Jensen i samarbejde med forfatter Lise Nørgaard, før hun gik bort. Burham G og Lise Cabble står bag de nye sange. På de skrå brædder kan opleves navne som Nicolai Jørgensen, Annette Heick, Jon Lange, Daimi Gentle og Gordon Kennedy. Billetpriser begynder ved 398 kr.

Kinky Boots går igen

8. februar kommer Broadway-musicalen Kinky Boots med Silas Holst i hovedrollen som dragqueen Lola tilbage til Det Ny Teater på Gammel Kongevej. Efter to år ifører Silas Holst sig igen de høje hæle og lange, røde lakstøvler. Han træder op på scenen i rollen som den flamboyante natklubartist Lola, der fører publikum gennem fortællingen om venskab, kærlighed og om at skifte sko såvel som livsfilosofi. Kinky Boots er en varmhjertet og festlig forestilling baseret på en virkelig historie om at gøre op med normerne for at skabe noget unikt og sætte sig selv fri. Billetpriser ligger på 243-834 kr.

Om livets store valg

4. januar præsenterer Hyæne Film Ulaa Salims sci-fi-kærlighedsdrama ”For evigt”, hvor kærlighed kulminerer med naturens kræfter, da et jordskælv forårsager en mystisk sprække i havbunden. En passioneret videnskabsmand konfronteres med livets store valg. Desuden stilles spørgsmålet, om man skal vælge kærligheden til, hvis det bliver på bekostning af en livsdrøm. Hvis man vælger med hjertet, kan man så vælge forkert? Multikunstner Nanna Øland Fabricius – alias Oh Land – debuterer som skuespiller i hovedrollen som Anita over for Simon Sears, der har rollen som Elias. I øvrige roller ses Anna Søgaard Frandsen, Viktor Hjelmsøe, Magnus Krepper og Zaki Youssef.

Kirkebys ukendte mure

Frem til 25. februar viser Arken, Museum for Samtidskunst i Ishøj, 13 murstensskulpturer af Per Kirkeby, som døde i 2018. Hovedparten af værkerne har aldrig været bygget eller vist offentligt før. Udstillingen Bricks markerer også 50-året for kunstnerens første murstensskulptur i byrummet, som han dog begyndte på allerede i 1966. Inden sin død gav Per Kirkeby tilladelse til, at hans murstensskulpturer – også de urealiserede der findes skitser af – kunne genopføres efter hans død. Installationen i landets længste museale udstillingshal er opført af murerlærlinge og må gerne berøres og kravles på.

Warbergs egen verden

10. januar drager stand up-komiker Thomas Warberg ud på de danske landeveje med sit femte onemanshow ”Du har det ikke fra mig”, som turnerer til 32 danske byer. Hans seneste ”Et storslået menneske” blev nomineret til Årets Komiker 2022. Det nye show omfavner de seneste to års begivenheder, hvor komikeren har fået konstateret forhøjet kolesteroltal, lidt af ufrivillig vandladning, ser reality-tv, går på fine restauranter, har fået nyt badeværelse og er blevet far. Thomas Warberg er nået næsten halvvejs i sit liv og fabulerer over livets eksistentielle spørgsmål som, ”Hvad er meningen med livet” og ”Er jeg den bedste udgave af mig selv?”.

Læge lægges for had

7. februar har forestillingen ”Lægen” med Iben Hjejle i hovedrollen og Kim Bjarke som instruktør premiere på Folketeatret i København. Det er en etisk thriller om den succesfulde læge Ruth Wolff, der har alt men mister det hele. Hun udsættes for en orkan af en shitstorm på de sociale medier, da hun nægter en katolsk præst at give en døende 14-årig pige den sidste olie, efter at hun har udført en abort på sig selv. Presset fra omverden og medierne får fatale konsekvenser for Ruth Wolff, men mere skal der ikke afsløres her. Andre roller besættes af Jeanette Binderup-Schultz, Caspar Phillipson og Henrik Lykkegaard.