Wha’s up Hellerup juni 2023

Wha’s up Hellerup juni 2023

Udstillinger, undervisning, ny butik og meget mere er på tapetet i Hellerup i denne måned.

Billigste villa i 2900

Hellerups for tiden billigste hus til salg er en 74 m2 bungalow bygget i 1927. Huset, der indeholder tre værelser, ligger på Baldrianvej 27 vest for Helsingør Motorvejen ved Kildegårds Plads, nord for Dyssegård. Boligen ligger på en 451 m2 grund og koster lige i underkanten af fem millioner kr., hvilket giver en kvadratmeterpris på 67.500 kr. Udbetalingen er 250.000 kr.

Sund Hellerup-snack

Med hovedkontor på Tuborg Boulevard sælger det unge firma Noumeal Aps økologiske mellemmåltider af grøntsager som rødbede, gulerod og selleri, hvis nærings- og fiberværdi er bevaret. Måltidet er en puré i pose uden tilsætningsstoffer eller vand men med hele hør-, chia- og sesamfrø smagt til med citron- og ingefærsaft. Noumeal sælger direkte til private og virksomheder og fås desuden i Meny og Torvehallerne. Direktør Øjvind Krabbe har skabt sin virksomhed på ideen om en grøntsagsbaseret snack til jobbet og på farten. Prisen er 25 kr. for 100 gram.

Lær svære sproglyde

Vil du som udlænding øve dit danske og blive bedre til sproget? Så holder Gentofte Hovedbibliotek, Ahlmanns Allé 6, ved hjælp af danske frivillige sprogambassadører  jævnligt sprogcafeer, hvor man kan øve sig i at tale på alle niveauer. De frivillige lærere vil hjælpe med at få styr på de udfordrende tungedrejninger og strubelyde, som findes i det danske sprog. Det sker blandt andet 22. og 29. juni kl. 17-18.30 og koster ingenting.

Normal afløser bank

Nordea er en saga blot på Strandvejen i Hellerup og har i stedet åbnet filial på Bernstorffsvej 154. I stedet er Normal-kæden flyttet ind i bankens lokaler på Strandvejen 159 efter en renovering for at gøre lokalerne egnede. Normal har tidligere haft til huse i den gamle Fona-forretning længere mod nord. I følge den nyligt genvalgte formand for Handelsstandsforeningen i Gentofte, Jørgen Simmelsgaard, som driver Kop & Kande og Bog & Idé på Strandvejen, er der generelt kun få tomme butikslokaler på det populære handelsstrøg. I de tilfælde, hvor udlejer står med flere kandidater til at overtage en butik, spørges handelsstandsforeningen til råds om hvilken butikstype, der er mest brug for i Hellerup.

Lær at få flere ideer

I Idéværket på Experimentarium, Tuborg Havnevej 7, kan man træne sin evne til at få ideer – og hvem har ikke brug for det! Desuden kan man føre de lyse indfald ud i livet ved at bygge dem i Lego og derved udvikle de kreative løsninger. Idéværket er Experimentariums innovationsområde med det formål at træne publikums evner til at få nye ideer og bygge nogen af dem. Typisk tilbydes tre Byg en forandring-forløb pr. dag, og pladserne fordeles efter først til mølle-princippet. Tilbuddet henvender sig både til private, skoleklasser og firmaer som teambuilding for medarbejderne.

Se L. A. Rings værker

Øregård Museum på Ørehøj Allé 2 viser frem til 22. oktober udstillingen ”Årstidernes Ring” med malerier og enkelte keramiske værker af den danske maler L. A. Ring, som levede 1854-1933. Han blev født i Ring sogn på Sydsjælland, som han tog navn efter.  Men som naturmaler fik Nordsjælland størst betydning, og maleren fik fast tilknytning dertil, da han i 1898 flyttede til Frederiksværk med sin hustru for at komme nærmere landsdelens landskab og særlige lys. Udstillingen belyser L.A. Rings skildringer af mennesker og natur året rundt, som forblev ledetråd for kunstneren livet igennem. Værkerne tilhører både offentlige og private samlinger herhjemme og i udlandet.