What’s up generel maj 2023
What’s up generel maj 2023
Usædvanlige museumsoplevelser, en meget lang gåtur og et nyt laboratorium for bæredygtighed. Tilbuddene er mange den kommende tid.
Gåtur for de sejeste
Har du lyst til at udfordre dig selv, gå 45 km og møde nye mennesker under vejs? Så er der en chance for det 3. juni kl. 8 med start på Kongens Nytorv nord på mod Helsingør, hvor slutstationen er Kulturværftet i Helsingør. Det tager cirka ni timer senere eller længere, hvis man tager pauser. Der gås, fordi det er sjovt, udfordrende og hyggeligt, og man behøver ikke gå hele ruten. Den kan afbrydes under vejs, eller man kan støde til eksempelvis på halvvejen og gå med i mål. Deltagelse er gratis, og tilmelding til Engåturlangskysten sker på Facebook. Til turen kræves gode sko og måske solcreme til ansigtet. Præmien er at møde en masse sjove og livsbekræftende mennesker.
Pragtejendom til salg
Lyngby-Taarbæk kommune udbyder ejendommen Lykkens Gave Fuglevandsvej 47-49 i offentligt udbud. Ejendommen fra 1903 må kun anvendes til helårsboliger eller offentligt formål som ældre- eller plejeboliger eller hospice. Den oprindelige del af hovedbygningen og portnerboligen er bevaringsværdige. Der er byggemuligheder – blandt andet på et byggefelt ved ejendommen beskrevet i lokalplan nr. 241 for Sorgenfrigårds Villakvarter. Oprindelig var den imposante ejendom med et boligareal på 930 m2 og en grund på 12.500 m2 bygget som privatvilla. Den blev senere skænket til kommunen som plejehjem, men da lokalerne var utidssvarende, blev hjemmet lukket og fungerede i en periode som flygtningeboliger.
Turbo på det grønne
Science City Lyngby har budt velkommen til Sustainability Lab, som er et showroom, test- og democenter samt et fællesskab, der vil arbejde sammen om øget bæredygtighed og grøn omstilling inden for mange fagområder. Laboratoriet hos Science City på Lyngby Hovedgade 94 står desuden for en række arrangementer for kommunens udenlandske arbejdskraft, studerende og expads. Der sættes turbo på den grønne omstilling og stedet vil fungere som en samarbejdsplatform, co-working space, møde- og eventspace og et livinglab, hvor man kan teste og demonstrere løsninger til en mere bæredygtig fremtid. Science City Lyngby er en non-profit-forening med 80 medlemmer fra blandt andet kommunen, DTU, andre uddannelsesinstitutioner og 70 større og mindre virksomheder.
Svømmehal fordobles
For et år siden blev en udbygning af Helsingør Svømmehal skrinlagt på grund af stigende byggepriser. Nu er der dog sat gang i den over 150 millioner kr. dyre forøgelse af svømmehallen, som efter planen skal slå dørene op i september 2025. Byggeriet går i gang til nytår med en tilbygning, som fordobler arealet ud mod den nuværende p-plads med varmtvandsbassin, børnebassin, morskabsbassin med rutsjebane og 25 meters bassin til svømmere. Dertil kommer sauna, dampbad, koldtvandskar, sundhedscenter, yogarum og ny omklædning, skriver Frederiksborg Amts Avis. Desuden skal de eksisterende bygninger renoveres, en lindegård etableres i midten og p-pladsen opgraderes.
Rundtur i ringovnen
Nordsjælland var for nogle generationer siden fuldt af teglværker på grund af den lerede jord. Nivaagaard Teglværks ringovn på Teglværksvej 23 tager imod besøgende til rundvisning med guide. Her hører man om områdets og teglværkets fortid og får historier om og forklaringer på, hvordan Ringovnen fungerede, og hvad der gjorde den enestående for sin samtid og langt op i det 20. århundrede. Ringovnen er åben for publikum 21. maj, i pinsen 28. og 29. maj samt onsdage og søndage i sommerferien mellem 25. juni og 6.august samt i efterårsferien. En rundvisning fås for 40 kr. og entreindtægterne går til museumsarbejdet, da rundviserne er ulønnede. Der kan også bestilles særrundvisninger for grupper, selskaber og skoleklasser året rundt.
Med blodig baggrund
27. maj åbner Krudtværksmuseet, Krudtværksalleen 1 i Frederiksværk, og sommeren over vil åbningstider være kl. 11-16 undtagen mandag. Her kan man se gamle maskiner arbejde i restaurerede bygninger, nogen drevet af vandhjul andre af elektromotorer. Der gives et indblik i krudtfremstillingens historie, og hvorfor det har været en livsfarlig beskæftigelse. Risikoen for eksplosioner kan aflæses i landskabet, hvor volde og høje træer opfangede vragdele og afrevne lemmer(!), når det gik galt. Krudtværket blev grundlagt i 1758 for at fremstille krudt til militære og civile formål og med blandt andet et trækulsbrænderi og svovl- og salpetermagasin. I 200 år blev her fremstillet krudt til hær og flåde, og med mellemrum sprang en mølle i luften og skabte død og lemlæstelse