What’s up København K!
København har så meget at byde på!
Gipskunst i pakhus
Oplev over 2.000 hedenske guder og antikke helte og udforsk en af Europas største samlinger af afstøbninger af skulpturkunstens hovedværker, hvoraf enkelte er fra 1700-tallet. De var del af kunstakademiets samling, der indtil midten af 1900-tallet blev brugt til at male og tegne efter som led i uddannelse. Den Kongelige Afstøbningssamling i Toldbodgade 40 er del af Statens Museum for Kunst men holder til i Vestindisk Pakhus, som oprindelig blev opført i 1781 til at rumme kaffe. I 1984 rykkede afstøbningssamlingen ind og omdannede pakhuset til udstillingsrum. Der tilbydes i dag forud-aftalte omvisninger, hvor det også er muligt at prøve selv at arbejde med gips.
Underjordisk frihed
Da Frihedsmuseet på Esplanaden 13 bukkede under for en påsat brand for ti år siden, blev det besluttet at opføre et nyt, tidssvarende museum delvist under jorden. Museet i Churchillparken indeholder uerstattelige genstande fra besættelsestiden, som overlevede branden. I dag er de enten udstillet eller opbevaret i sikret arkiv. Det nye Frihedsmuseum, tegnet af arkitekterne Lundgaard & Tranberg fokuserer på valget om modstand mod besættelsesmagten. Gennem forskellige historiske personer, som levede under besættelsen, viser museet de dilemmaer og valg, borgerne stod i. Frihedsmuseet var en gave fra modstandsbevægelsen til den danske stat i 1957.
Rapper-konkurrence
En ny endagsfestival hylder den unge hiphop-scene med nogle af tidens hippeste rappere. Igen i år giver Red Bull denne generations rappere vinger, når performance-konkurrencen Red Bull Ord Mod Ord løber af stablen. I år udvides konkurrencen og markerer finalen med arrangementet i Pumpehuset, Studiestræde 52, fredag d. 5. maj, hvor otte af tidens mest kreative rappere i landet skal dyste mod hinanden foran et stort publikum. Der er gratis adgang til arrangementet, der har den etablerede rapper Carmon som ambassadør og garant for, at der ad denne vej tages hånd om unge rappere og deres karriere. Det anbefales at komme til Pumpehuset kl. 16, hvor Carmon giver talk og koncert, mens der kan købes mad og drikke.
På arbejde i Magasin
Frem til 29. oktober viser Magasin Museum, Vingårdsstræde 6, udstillingen ”På arbejde i Magasin” med effekter, uniformer og beskrivelser af medarbejdernes hverdag i varehuset for år tilbage. Det illustreres, hvordan Magasin var en kvindearbejdsplads, om beklædningsreglementet der blev udfaset i 1970´erne og om stillinger, som ikke findes mere – for eksempel elevatorfører, portier og hulledame. Museet ligger i samme karré som stormagasinet og drives af Magasin du Nord Fonden, der frem til 2004 besad aktiemajoriteten i Magasin, som nu ejes af britiske Debenhams. Kustoder i det ti år gamle museum er tidligere ansatte. I samme bygning er genskabt det kvistværelse, H. C. Andersen boede i 1827-28. Offentligheden har adgang hertil fra tredje sal i stormagasinet.
Fotofestival på Reffen
Nordens største fotofestival, som løber af stablen for 13. gang 1.-11-juni, rewilder byens rum under Copenhagen Photo Festival med hovedkvarter på Refshaleøen, Refshalevej 173C. Inspireret af festivalens centrum i det urbane vildnis på Refshaleøens Bedding er der valgt det overordnede hovedtema at ”genforvilde” storbyen. Fotografer bag udstillingen er Magnum-fotograf og World Press Photo-vinder Nanna Heitmann samt Daniel Hinks, Kristina Knipe, Hilla Kurki, Erik Berglin og Craig Ames. Der vil også være mulighed for at opleve en række nye fototalenter på festivalen.
Primaterne ligner os
17. maj åbner Statens Naturhistoriske Museum, Øster Voldgade 5-7, en særudstilling af aber – menneskets vilde familie. Her kan hele familien opleve, hvor meget vi ligner vores nærmeste nulevende slægtninge, og hvor forbundet mennesket stadig er med naturen. Den omfattende udstilling om primater, som der findes 500 nulevende arter af, viser os meget om menneskelig adfærd, omsorg, aggressivitet og sociale bånd. Desværre er næsten to ud af tre primater truet af udryddelse. Udstillingen fortæller dog også, hvordan arterne kan reddes, når vi gør en indsats og beskytter dem, lyder det fra Peter C. Kjærgaard, direktør for Statens Naturhistoriske Museum.